Væmligbo udstiller

sit ækle menneskesyn.

Det sker i en artikel på zetland.dk. Væmligboen Mads Nygaard fortæller hvad der driver ham til, at ødelægge Danmark og anstifte voldtægter, herunder analvoldtægter af børn.

Mads Nygaard begrunder sine naziislamiske aktiviteter med, at han ønsker at redde udkantsdanmark… Fra artiklen:

Jeg har tendens til at svæve væk, og det gør mig mere jordnær at have hat på. Det lyder sikkert vildt flagrende, men det er sådan, det er,” siger Mads Nygaard.

Han er et af de mest aktive medlemmer af Venligboerne, en borgerdrevet, frivillig forening, der er vokset eksplosivt i takt med, at flere flygtninge er kommet til Danmark.

Sammen med foreningen Refugees Welcome fremstår Venligboerne som et modsvar til regeringens udlændingepolitik og retorik. Ifølge Facebookgruppen for Venligboerne i København engagerer man sig i medmenneskelighed”, menneskerettigheder” og anstændighed”, og det er især venstrefløjen, der har båret Venligboerne frem.

Efter Langelandsfestivalen i juli 2016 er tre uledsagede flygtningedrenge fra Afghanistan desuden blevet sigtet for befamling og to for voldtægt mod en 16-årig pige.

Mønstret med at omringe og befamle kvinder går i Mellemøsten under navnet taharrush gamea, der betyder noget i retning af kollektive seksuelle overgreb. Især kvinder i Egypten er udsatte. Netop kvindesynet hos mange mænd fra lande som Syrien og Afghanistan, hvor en del af asylansøgerne kommer fra, ligger lysår fra det danske.

Er der ikke et misforhold mellem den tolerance, du møder flygtningene med, og den, de selv møder det danske samfund med?

Mads Nygaard holder en pause.

Jo. Det kan du have ret i,” siger han så.

Men nationaløkonomisk er flygtningene en udgift. Hvad mener du om det i en tid, hvor der skæres ned på mange andre områder?

Han tygger på det.

Det helt ærlige svar er, at for mig er økonomi det mindst interessante emne i hele verden. Jeg har ikke gjort mig tanker om det, og jeg har ikke studeret de statistikker, du snakker om.”

Mads Nygaard betragter helst mødet med flygtningene i øjenhøjde og er en handlingens mand. Da en 15-årig dreng fra Damaskus fik grønt lys til at familiesammenføre sine forældre til Danmark, trådte Mads Nygaard straks til. Drengen skulle ifølge nye regler selv betale for familiens flybilletter, og i løbet af få timer havde han indsamlet langt over de nødvendige 15.000 kroner via sin Facebookside.

Jeg bliver så træt, når folk siger hvad kommer flygtningene ikke til at koste os’. Det eneste, jeg kan høre, er den dreng, der siger, han ikke kan skaffe pengene selv. Bomberne falder hver dag, og det er et spørgsmål om tid, før hans mor, far eller søskende bliver dræbt. Det er mit hensyn. Jeg ved heller ikke, hvorfor du kræver en økonomisk vejvisning af mig?”

 

Ferie- og rejsemodus

Frem til begyndelsen af august bliver posteringer sporadiske på grund af ferie, rejseri og andet.

God sommer til alle, dog ikke folk der arbejder for yderligere muhammedaner import, I kan nemlig slet ikke få det varmt nok. Helvede har en helt særlig plads til Jer mord- og voldtægtsanstiftere.

 

Sjælden selvindsigt hos liberal

Den Nederlandske liberale og anti-nationalist, Ian Buruma, giver i Samarbejds-Politiken udtryk for, at beskyldningerne om fascisme og nazisme mod poltiske modstandere er forkert og uvirksom. Buruma er tilsyneladende godt klar over, at de politikere der skulle føre de kosmopolitiske visioner ud i virkeligheden har tabt kontrollen over projektet. Ikke desto mindre gør han i manglen på evner til at føre det projekt fremad han selv står for, over til smæderi mod dem der vil afmontere projektet. Men det er da altid noget, at han kan få øje på dele af problemstillingen.

Til daglige er han professor på et amerikansk college, Bard, hvor man dyrker “liberal arts”.

Om islamiseringen og et evt. Brexit, har han ifølge wiki opslaget om ham bl.a. udtalt:

According to Buruma, Western society is robust enough to embrace even illiberal practices, so long as these are not violent. “Living with values that one does not share”, he wrote in a recent column on France‘s burqa ban, “is a price to be paid for living in a pluralist society”.

Og

Buruma argues for wholehearted British participation in the European Union because they are the “strongest champions in Europe of a liberal approach to commerce and politics“.

Buruma var en bekendt af den jihad myrdede filminstruktør Theo van Gogh og tilbage i 2005 skrev han en artikel i The New Yorker om situationen i Holland, et par måneder efter jihad mordet på van Gogh. Artiklen er bestemt læsværdig og med mange facts om bl.a. Geert Wilders som ikke er almindeligt kendte udenfor Holland. I artiklen kan man bl.a. læse:

Max is a successful writer and newspaper columnist, a figure on the Amsterdam literary scene, and a close friend of the filmmaker Theo van Gogh, who was murdered on November 2nd.

Mohammed [van Goghs jihad-dræber] was never a hangabout. On the contrary, he had a good high- school education, and was known to his teachers as a promising young man. He was, as they say in the neighborhood, a positivo, who would surely make it in Dutch society. Not just ambitious for himself, Mohammed was always helping out troubled Moroccan kids, making plans for a youth program at his old school, and writing uplifting articles for a neighborhood bulletin. He was someone who could talk to city councillors and social workers. He knew his way around the intricate byways of Holland’s generous welfare system, where applying for subsidies is an essential skill.

Things didn’t quite work out as Mohammed had hoped, however. A subsidy for a community center he’d been lobbying for was turned down. A promised renovation scheme for public housing never materialized. His mother’s death came as a shock. That year, Mohammed abandoned his studies in social work, went on welfare, and behaved in ways that were increasingly odd….

For van Gogh, the worst crime was to look away. One of his bugbears was the long-standing refusal (since abandoned) of the Dutch press to identify the ethnic origin of criminals, so as not to inflame prejudice. He saw this as a sign of abject cowardice. To show respect for Islam without mentioning the Islamic oppression of women and homosexuals was an act of disgusting hypocrisy. In a free society, he believed, everything should be said openly, and not just said but shouted, as loudly and offensively as possible, until people got the point. It was not enough to call attention to illiberal Muslims; they were to be identified as “goat-fuckers.”

Another politician, Geert Wilders, started a party of his own, the Groep Wilders, with a platform of barring all non-Western immigrants for five years and arresting Islamists, even when, as he put it to me, they are only “prepared” to break the law. Although, like Hirsi Ali, he has to hide from people who wish him dead, this hitherto obscure parliamentarian has soared in the opinion polls, and has positioned himself as the next Pim Fortuyn.

A key text in this national discussion was by Paul Scheffer, a social critic and an influential thinker in the Labor Party. In NRC Handelsblad, the most important national broadsheet, he wrote, “Segregation in the big cities is growing, and this is very bad news. That is why the soothing talk of diversity and dialogue, of respect and reason, no longer works. Tolerance can survive only within clear limits. Without shared norms about the rule of law, we cannot productively have differences of opinion. . . . The self-declared impotence of our government to guarantee public order is the biggest threat to tolerance.” To be sure, Scheffer had been saying this kind of thing for some time, but when old lefties cry out for law and order you know something has shifted in the political climate; it is now a common perception that the integration of Muslims in Holland has failed.

I Samarbejds-Politiken skriver han bl.a. (original artikel på Project Syndicate):

Ser vi atter fascismens frembrud? Det er mange mennesker begyndt at tro. Donald Trump er blevet kaldt fascist. Det samme er Vladimir Putin og en række folkeførere og højlydte højrefløjsfolk i Europa. Den seneste tids flodbølge af autoritær aggressivitet er nået så langt som til Filippinerne, hvor den tiltrædende præsident, Rodrigo ’Hævneren’ Duterte, har lovet, at formodede kriminelle vil blive smidt i Manilabugten.

Et af problemerne ved at bruge ord som ’fascistisk’ eller ’nazisme’ er, at de er blevet brugt af så mange ignoranter i så mange forskellige situationer, at de for længst har mistet enhver reel betydning. Kun de færreste har et førstehåndskendskab til, hvad ’fascistisk’ oprindelig betød….

Det resulterer også i, at vi alt for let ledes bort fra de virkelige farer ved den moderne form for demagogi. I sidste ende er det jo ikke svært for Trump – eller for den sags skyld for Geert Wilders, Putin eller Duterte – at afvise anklager om at være fascist eller nazist.

Det kan godt være, at de som politikere er frastødende, men de er hverken ved at etablere hære af uniformerede stormtropper eller bygge koncentrationslejre, ligesom de ikke ønsker en korporativ stat. Putin er den, der kommer tættest på, men selv han er ikke Hitler.

Det kan godt være, at de som politikere er frastødende, men de er hverken ved at etablere hære af uniformerede stormtropper eller bygge koncentrationslejre, ligesom de ikke ønsker en korporativ stat. Putin er den, der kommer tættest på, men selv han er ikke Hitler.

Hermed ikke sagt, at alt det, populisterne siger, er usandt. Hitler havde jo også ret, da han opfattede, at massearbejdsløsheden udgjorde et stort problem i Tyskland. Meget af det, agitatorerne skælder ud på, er så sandelig kritisabelt: manglen på gennemsigtighed i EU, grådigheden i Wall Street og bankfolkenes bedrageriske dobbeltspil, den manglende vilje til at takle de problemer, masseimmigrationen medfører, og ligegyldigheden over for de personer, der er ramt af økonomiens globalisering. De traditionelle politiske partier har enten ikke villet eller ikke evnet at løse disse problemer.

Fascismen og nazismen i 1930’erne opstod ikke ud af det rene ingenting. Fascisternes og nazisternes ideer kunne næppe siges at være nyskabende. I årevis havde intellektuelle, aktivister, journalister og gejstlige formuleret de hadefulde tanker og ideer, som skulle danne grundlag for Mussolini, Hitler og deres imitatorer i andre lande.

Ord og ideer har konsekvenser. Nutidens populistiske ledere bør stadig ikke sammenlignes med morderiske diktatorer fra en fortid, der ikke er så fjern endda. Men ved at udnytte og spille på samme folkelige følelser bidrager de til at skabe et forgiftet klima, hvor vold atter kan blive en del af den politiske hovedstrøm.

 

Journalist mord

Sjovnalisterne har det svært for tiden. Det går forbavsende godt for dem de ser det som deres opgave, at propagandere imod, og omvendt går det dårligt for dem de støtter og modtager betaling fra. I Dansk sammenhæng ved, at sjovnalisterne modtager tyvstjålne skatte indbetalinger via politikerne.

Nu har Samarbejds-Politiken med lidt forsinkelse så fået øje på såkaldt kontroversielle udtalelser fra nyvalgt præsident ude på de filippinske øer, Rody Duterte. Vi omtalte dem her på stedet for en uges tid siden, her. Nu har britiske The Guardian så haft tid til at bearbejde stoffet sådan, at Samarbejds-Politiken kan brygge en citathistorie sammen, om den del af Dutertes pressemøde, der handlede om drab på sjovnalister. Det var en mindre del af mødet, hvor der faldt flere andre underholdene “sat på spidsen” udtalelser.

Hvad Duterte er citeret for om sjovnalist drabene:

In a seemingly unprovoked attack on the UN at a Thursday night press conference, Duterte vented his anger in response to a question about foreign media groups that were critical of him.

“That’s the trouble here, they’re always raising fears about this or that United Nations convention,” Duterte said, even though the journalists’ criticism had not been linked to UN protocols.

“Fuck you UN, you can’t even solve the Middle East carnage… couldn’t even lift a finger in Africa… shut up all of you.”

Duterte, 71, had been incensed by the criticism of foreign and local media groups to his comments earlier in the week that corrupt journalists were legitimate targets of assassination.

At dømme efter hvad Samarbejds-Politiken kommer op med, så var Duterte spot on da han inddrog FN som en del af problemet.

1.

I filippinske sammenhæng findes begrebet “AC/DC journalism”. Det betyder “attack and collect / defend and collect” og dækker over sjovnalisten modtager betaling fra en eller anden med behov for enten et forsvar af sig selv, eller angreb på f.eks en konkurrent eller en der på anden vis står i vejen, f.eks. en ejer af et attraktivt jordlod som han ikke vil sælge, f.eks. ikke sælge til den pris han bliver tilbudt. Den slags kan være et spørgsmål om liv og død, f.eks ved, at den der bliver angrebet ikke kan opretholde en rimelig levefod efterfølgende, såsom at eventuelle børn ikke kan få en uddannelse. Et eksempel på en sag, hvor der er masser af muligheder for motiv af af forskellig art, her.

2.

Antallet af dræbte journalister opgøres siden 1992 og på den bonner Filippinerne ud med 77 dræbte, hvilket giver en flot 3′ plads på listen.  34 af drabene fandt sted på engang i den såkaldte Maguindanao massacre. Baggrunden var at en muhammedansk klan, Amputan op til et valg blev politisk udfordret af en anden muhammedansk klan, Mangudadatu. I øvrigt blev 23 politiske aktivister myrdet ved samme lejlighed.

Hertil har venstreekstreme NPA deres del af journalistmordene.

Samarbejds-Politiken skriver:

Årsagen er landets nyvalgte præsident, Rodrigo Duterte, som i forvejen har gjort sig bemærket med udtalelser om, at han vil rense Filippinerne for kriminalitet ved at henrette alle narkosælgere. For få dage siden gik han på en pressekonference et skridt længere ved også at udtrykke forståelse for drab på journalister.

Her antydede han, at mange af de journalister, der de seneste år er blevet myrdet, har været involveret i korruption.

»For at være ærlig har de fleste af de dræbte gjort noget. Du bliver ikke dræbt, hvis ikke du har gjort noget galt«, sagde han ifølge lokale medier, da han blev bedt om at kommentere drabet på en journalist, der i sidste måned blev skudt i hovedstaden Manila.

»Der er mange tilfælde, hvor journalister er blevet dræbt på grund af den sag, de kæmpede for, men der er også dem, som er blevet dræbt, fordi de havde taget parti og modtaget bestikkelse og svigtet deres forpligtelser. Det ædle journalistiske kald gælder ikke pengeafpressere og kriminelle«, sagde han.

Men FN står fast i sin kritik, og FN’s øverste chef, Ban Ki- moon, valgte i sidste uge at udsende en pressemeddelelse, hvor han kaldte Dutertes udtalelser for »ekstremt foruroligende«.

»Jeg fordømmer utvetydigt hans tilsyneladende støtte til udenomsretslige mord, som er ulovlige og et brud på fundamentale rettigheder«, sagde Ban Ki-moon.

Et klogt forbehold “tilsyneladende”.

Dutertes reaktion på angrebene på ham, er at dementere dem som taget ud af kontekst, misfortolket og misforstået. Inquirer.net har en del af det:

INCOMING President Rodrigo Duterte does not tolerate the killing of journalists, as claimed by the United Nations based on his statements last week.

“If you look at the transcript, there is nothing there that says he was encouraging violence against journalists,” the Davao City mayor’s spokesman Salvador Panelo told reporters by phone on Tuesday.

“I do not want to diminish his memory, but he was a rotten son of a bitch. He deserved it,” Duterte said.

He said he knew who ordered Pala’s murder—someone who was hurt by the journalist’s personal attacks.

“We politicians, we are used to that. But private citizens are different—defame them and you defame their children. They will really kill you. That’s how it is,” he said.

He said there were three types of journalists — the honest crusaders, those in the payroll of private companies,  and those who demand money.

Duterte’s comments were criticized by civil rights and journalists’ organizations.

Peter Laviña, spokesperson for Duterte’s transition team, said the President-elect’s remarks were “taken out of context, misinterpreted and misunderstood.”

Laviña said national and international media organizations “lapped up” news of journalists’ killings when the headlines should have been the “declaration of war against red tape and unnecessary fees imposed on hapless citizens,” apart from the appointment of new Cabinet officials.

“[Duterte’s] example of most slain journalists being corrupt or involved in shady deals was based on his own assessment of those killed in Davao City and not on the national scale. Certainly, Duterte has no personal knowledge of each and every single case of media killings in many parts of the country,” Laviña said.

 

Ny fase for islamofili

Angela Merkels rigsbefuldmægtiede i København, Lars Løkke Rasmussen, udtaler i forbindelse med de muhammedanske aktiviteter i Amerika:

Udtalelse fra statsminister Lars Løkke Rasmussen vedrørende terrorangreb i Orlando, USA

12.06.16

“Det står nu klart, at vi i nat har været vidne til et modbydeligt angreb på retten til at være den, man er. På retten til at holde af den, man holder af. Alt for mange uskyldige mennesker har mistet livet i Orlando, fordi frisind og tolerance er blevet mødt med had.

Min dybeste medfølelse går til ofrene, deres nærmeste og hele det amerikanske folk.
Angrebet er ikke kun meningsløst. Det er også nytteløst. I stedet for at splitte os, vil det forene os. Vi slår ring om de værdier, vores samfund er bygget på: Friheden til at leve det liv, man ønsker.

Jeg fordømmer på det kraftigste den dystre handling, vi har set i nat. Vi danskere står skulder ved skulder med amerikanerne i deres sorg.

De danske myndigheder følger situationen i Orlando tæt.”

***

Yderligere oplysninger hos pressesekretær Sabrina Drevsfeldt, telefon

Fra ordgejl om “Fredens Religion” til bare ikke at omtale den overhovedet.

Lars Løkke Rasmussen til TV2 i januar 2015:

– Der er nogen, der øjensynligt har voldtaget en af verdens største religioner og på en fuldstændig fanatisk måde har dræbt uskyldige mennesker, siger Lars Løkke Rasmussen og tilføjer:

– Det skal der tages afstand fra, og det skal der gøres af alle dele af det danske samfund og i særlig grad måske også netop fra de grupper, som har en kærlighed til den religion, som i dag er blevet misbrugt i et morderisk angreb.

Diskrimination

Amnesty og HRW må på banen. Et telegram fortæller, at en soon to open restuarant i Tokyo ikke vil lukke fede og tattoverede ind. Fra telegrammet:

Japan’s first “naked restaurant” opens in Tokyo next month with draconian rules of entry — podgy prospective diners will be weighed and ejected if found to be too fat.

Following the lead of establishments in London and Melbourne, “The Amrita” — Sanskrit for ‘immortality’ — also has strict age restrictions, with only patrons between 18 and 60 allowed in, after they check in their clothes and put on paper underwear provided by the restaurant.

“If you are more than 15 kilos (33 pounds) above the average weight for your height, we ask you refrain from making a reservation,” a list of rules posted on the restaurant’s website states, explaining that patrons could be weighed if they do not appear to be within the correct weight range.

The list of rules asks visitors not to “cause a nuisance to other guests” by touching or talking to fellow diners. Tattooed customers are barred from entry.

Guests will fork out up to 80,000 yen ($750) for tickets entitling them to eat food served by muscle-bound men wearing g-strings and watch a dance show featuring male models.

Pinds grundlovstale

Justitsminister Søren Pind holdt en Grundlovstale, well, i anledning af Grundlovsdag. Talen er interesant af flere grunde. Han henviser i talen til et foredrag han skulle have givet i Trykkefrihedsselskabet. En kommentator,  på Uriasposten, Boethius, konkludere med afsæt i talen Pinds personlighedsstruktur. Via Uriasposten, talen ligger dog i sin helhed på Justitsministeriets hjemmeside, jm.dk.

I grundlovstalen sagde Pind bl.a.:

Vi er kommet en lang vej. Vi… Vi har udviklet et fællesskab, der udgør verdens lykkeligste folk. Verdens mindst korrupte folk. Verdens mest tillidsfulde folk. Men jeg spørger åbent: Har vi mistet det intuitive ‘vi’ undervejs?

Er Danmark som sådan et land, hvor der – som vi kan huske det, på linje med dengang – er det intuitive vi? Det er jeg ikke sikker på. Jeg er faktisk ganske sikker på, det ikke forholder sig sådan. Vi leder efter det vante vi. Og vi har ondt ved at erkende, at ‘vores’ vi er borte. Og aldrig kommer igen.

Jeg ved, det gør mange mennesker kede af det. For de – vi – holdt af det vi… Men sagen er, at det vitterligt er borte. Jeg ved også, at politiske kræfter hævder, det gamle vi kan genskabes. Jeg må sige det, som det er: Evigt ejes kun det tabte – det gamle vi er borte for evigt. Det kommer ikke tilbage. Tiden tog det. …

Når jeg med så stor alvor må fastslå, at det gamle vi er borte, er det fordi, det er altafgørende for, at vi kan skabe et nyt. Ifald vi hænger os i vreden – uretfærdigheden – i det gamle ‘vi’s forsvinden, vil det ende i en situation, hvor opdeling, sprængning og ufred vil blive resultatet. Det kan vi ikke tillade.

Vi må acceptere, at noget for altid er forandret. Og ud fra det rejse et nyt ‘vi’.

Det gjorde dybt indtryk på mig, da jeg engang i en samtale med en fængselsimam af ham fik at vide, at han aldrig – ikke en gang – havde hørt en muslimsk indsat sige ‘vi’ om Danmark. Aldrig. Det gjorde mig mere bekymret end vred.

Sine steder er der en forestilling om, at man så at sige kan ‘eksportere sig ud af krisen’, som vi sagde i 80erne. Men ift. mennesker. Mennesker som er her, og har været her længe. Jeg bemærkede engang i et foredrag for Trykkefrihedsselskabet, at dele af diskursen havde en klang af togvogne – hvortil en herre rejste sig op, og afkrævede mig svar på, om jeg mente KZ-lejre eller deportation. Jeg måtte forstå, at i deportation så han ingen problemer… Men det er en vrangforestilling. En udansk af slagsen. Vel kan vi da ej smide folk, der har statsborgerskab og slægt og familie her, ud af dette land fordi de måtte have en anden tro, et andet udseende, en anden baggrund end vores. Hvordan skulle det gå for sig? Bare billederne får mig til at væmmes. Nej, vi må erkende, at bestemte folk, der ikke er en del af det gamle vi, er her, har slået rod og bliver her.

Og derfor kan vi ikke ‘bare få fred’. I den sammenhæng er det en ånds- og kulturkamp, der står. Og ret beset bør det være overkommeligt. For det, der uforvarende har antastet vores ‘vi’, har jo netop valgt dette land til.

Vi kan bekræfte Pind så langt, at han ganske rigtigt talte om tog(kreatur)vogne og ganske rigtigt blev modsagt. I Trykkefrihedsselskabets egen dækning af mødet, der var en paneldebat tilbage i 2010, hedder det om Pinds Bidrag:

Til støtte for den vurdering indskød ordstyrer Katrine Winkel Holm en bemærkning om, at socialismekritikerne ikke er tvunget til at leve under jorden. Det er derimod en hel del af dem, der stiller sig kritiske overfor fredens religion.

Den bemærkning fik Søren Pind til at slå fast, at Danmark er danskernes land, og at det derfor også er danskerne, der skal bestemme, hvem der skal have adgang til det. Han så gerne, at man begyndte at sortere indvandrerne ved grænsen og valgte dem ud, det er realistisk at assimilere. For det er assimilation, det handler om, forklarede han:

Træt af integration

”Jeg er så træt af udtrykket integration, når det i virkeligheden betyder en tilbagetrækning af dansk kultur fra danske institutioner. I stedet skal vi begynde at assimilere på den danske kulturs præmisser. Det kan vi gøre i institutionerne og i det offentlige rum, men så heller ikke længere. I den private sfære går jeg ikke ind for magt og tvang, der må vi stole på det rationelle argument, lød det med en henvisning til hans modstand mod blandt andet burkaforbud.

 

Kommentator Boethius kommentar:

I sin egen optik opfatter han jo sig selv som en dansk hybrid af Churchill og Reagan, og hans sproglige udgydelser afslører en frygtindgydende anti-realisme.

Den sproglige udtryksform afslører alt om sin ophavsmand eller -kvinde. Pind er omstændelig og ordflommet, ustruktureret og upræcis og pløret.

Hans ordvalg er sentimentalt, og hans syntaks er kredsende og eliptisk på samme tid – messende gentagende og udeladende væsentlige ord. Der er også en sær ujævnhed over hans taler. Urytmisk. Hans frasering er skæv – helt anderledes end den Charles Aznavour, som Pind beundrer så højt, og som var grunden til, at Pind død og pine har fået en høj fransk orden.

Det er meget muligt, at han ikke skriver (alt i) sine taler selv – men jeg ville nu tro, at han er så forfængelig og overbevist om sig selv, at han næppe vil overlade taleskrivningen til andre. Heller ikke i hans sproglige form i øvrigt, i direkte interviews, holder han sig tilbage fra almindeligheder og særheder blandet sammen i et mærkeligt miks. Hans begrebsunivers er eklektisk og banalt, og ideologisk kan han ikke skelne liberalisme fra konservatisme.

Her på stedet er er konklusionen, at Pind er en del af Venstres islamofile vagtkorps, men også at han er parat til at forstille sig nårsomhelst, for ikke at fremstå som islamofil.

TILLÆG

Søren Pind har åbenbart været i clinch med Trykkefrihedselskabet og “præcisere” på FB:

2. I min grundlovstale berører jeg et møde i Trykkefrihedsselskabet for 6 år siden, hvor der bl.a. pågik en diskussion om deportation af udlændinge bosat i Danmark. Diskussionen pågik mellem en af paneldeltagerne, foreningens formand og jeg selv. Jeg erindrer en fjerdepart, evt. i form af et tilråb fra salen, men det sidste er ikke muligt at dokumentere, heller ikke ud fra den eksisterende videooptagelse, og det kan ikke udelukkes at min hukommelse spiller mig et puds. Jeg skal – som jeg har gjort det flere gange – understrege, at jeg ikke har grundlag for at hævde, at Trykkefrihedsselskabet som selskab – eller selskabets formand – skulle støtte synspunkter om deportation. Jeg kan konstatere, at en panelist på mødet udtrykte, at man måtte kunne have en diskussion om emnet. Men støtte til deportation kan man hverken tage selskabet eller formanden til indtægt for, og jeg skal beklage, hvis nogen er blevet bibragt den opfattelse. Mit eget synspunkt fremgår af talen

Vi kan som sagt bekræftige der blev opponeret fra salen, og at det ikke var ved tilråb.

Bogudgivelse: hent den selv gratis

DFs Kristian Tørning har udgivet en sylespids bog om dem der her på stedet bliver kaldt “belyvere” og hos Tørning “Egohumanister”.

Hent den og læs den her.

Fra bogen:

Egohumanismen konstituerer et klart brud med den klassiske humanisme. Egohumanismen er totalitær, fordi den hverken tåler oplysning, diskussion eller uenighed omkring dens egne præmisser; den er med andre ord en ny ekstrem ideologi. Heroverfor står den traditionelle ’humanisme’, som betegner en livsanskuelse, hvormennesket er i centrum.
Den traditionelle humanisme har et filosofisk islæt og indeholder tanker om demokrati, etik og frihed generelt. I den traditionelle humanisme er kernen, at alle mennesker har ret til – og ansvar for – at forme deres egne liv. Klassiske humanister forestiller sig, at vi sammen kan nå frem til et bedre liv, hvor verden i højere grad er præget af mere tolerance, lighed og højere levestandard for alle verdens folkeslag.
Fra side 8
Læs eventuelt om humanisme som formuleret ideologi her.
Det er uklart præcist, hvordan eller hvor egohumanismen opstår, eller hvorfor den klassiske humanisme pludselig antager en fundamentalistisk form. Måske udviklede efterkrigstidens legitime frygt for den militante nationalisme til en form for traume. Nogle humanisters åndsliv tog simpelthen skade af, at der udspillede sig rendyrket ondskab i Europa. Det blev for meget. De ledte efter lindring for deres frygt, og det fik
humanismen til at mutere.
Selvom generationerne af humanister efter anden verdenskrig voksede op med: frihed, sikkerhed, velfærd, vækst og masser af muligheder, så begyndte de alligevel i deres refleksion over de uhyrlige krigsforbrydelser at være utrygge ved deres egen vestlige kultur. Og det i en sådan grad, at de påbegyndte arbejdet med at afskaffe den. Det var jo dén, der havde givet plads til og afstedkommet krigens uhyrligheder, så hvorfor ikke demontere den en gang for alle, så uhyrlighederne aldrig kunne gentage sig?
Fra side 12
I den offentlige debat fremstår egohumanisterne følgeligt ofte som personer, der snylter på andres ulykke. De suger positiv opmærksomhed til sig selv ved at ytre sig om andres ulykke. Blandt egohumanisterne er det en helt fin måde at forstærke sin egen identitet på. Det er helt fint, at man fx anvender andres ulykke til at tiltrække sig offentlighedens bevågenhed. Det er i orden, hvis man kan markedsføre sig selv ved at udtrykke sig om alt fra menneskesmugleri og kvindehandel til generel fattigdom. Det er simpelthen en legitim markedsføringsstrategi at ytre sig om, at man selv føler det rette ved andres ulykke.
Set udefra er det ikke noget kønt syn, for det ene år er det tsunamien i Thailand, som de bruger til at sætte sig selv i centrum, og det næste er det orkanen på Haiti. Og der er naturligvis altid Mellemøsten og Afrika, hvor der (desværre) altid er uskyldige civile, der har store livsfarlige problemer, som egohumanisterne kan anvende til at pege på deres egen moralske overlegenhed. Og det gør de så; de smykker sig med andres ulykke.
Fra side 19 – 20
Lad ligge at Kristian nok har jordskælvet på Haiti eller tyfonen Haiyan der ramte filippnerne i tankerne når han skriver “orkanen på Haiti”, som i øvrigt hedder en hurricane på de kanter. Pointen er krystal klar: Når egohumanister/belyvere ser en katastrofe, så ser de ikke mennesker i nød, men muligheder for at udstille egen godhed og i samme moment belyve andre med mangel på samme. Og beskeden er klar: Køb hele vores pakke, du gør det ved at melde dig ind i Dansk Rødehalvmåne eller ved at kalde en eller anden du i øvrigt ikke aner en kæft om, for islamofob, umenneskelig, fremmedhader etc.
Desuden er det ligegyldigt om det var det ene eller andet sted. Ved begge lejligheder udspillede samme scenarie sig. Det er bare at google løs, så er der eksempler en mass.

Mærkelige politikere; urart

Af og til bliver man når man påpeger, at der faktisk er kræfter, de aller sorteste rød-fascistiske kræfter, der aktivt arbejder for at udslette nationerne og deres folk, og at det især er vestlige hvide mænd disse kræfter har på kornet for deres påtænkte folkemord, udskreget som konspirationeteoretiker m.v.

Hvad angår udslettelse af nationer og folk lader en repræsentant for disse kræfter nu selv fingrene løbe over tastaturet og kommer med hvad der nærmest er en blank indrømmelse. Der er tale om en top-rådgiver for den berygtede nazistsøn og chef for EUSSR kommisionen Jean-Claude Juncker, Claus Haugaard Sørensen, der på altinget.dk i en klumme ønsker sig mindre magt til nationerne og omvendt mere magt til overstatslige organer. Fra klummen:

Vi beklager os tit og ofte over, om regeringer kan levere varen: fuld beskæftigelse, smart transport, Femern-forbindelse, hofteoperationer, kloge børn og glade nydanskere – eller slet ingen nydanskere.

Ny global regeringsform?
Bekæmpelse af internetkriminalitet, menneskesmugling, narkotikatrafik. Beskyttelse af torskebestanden. Bemestring af finansstrømme. Skatteundvigelser. Ozonlaget og drivhusgasser. Bekæmpelse af krig og konflikter. Syrien, Irak, Libyen.

Alt sammen emner, der ikke kan håndteres gennem en national tilgang, og som endog rækker langt ud over, hvad stormagter som USA, Kina og Rusland kan håndtere alene, og da slet ikke hvis de ikke er bare en lille smule enige.

Vi er nok ved at nærme os et punkt, hvor ressourcepresset og de politiske og befolkningsmæssige jordskred i verden enten fører til et kvantespring frem mod en ny global regeringsform eller en rutsjetur tilbage til små eller større konflikter. Kernen er at finde en metode til at bringe parterne sammen og forlige modsætningerne. Der er ikke rigtigt nogen mellemvej.

I tænketanken var stemningen dyster. Forsamlingen af lærde professorer, statssekretærer, mediefolk og tænkere fra hele verden havde svært ved at give et bud på, hvad Europas rolle i den globale regeringsførelse kunne blive, hvis man allerede den 23. juni så, at Europa mistede et af sine vigtigste medlemmer, nemlig Storbritannien.

Men de globale tal skræmmer: 125 millioner mennesker lever i absolut nød. I øvrigt de fleste ret tæt på Europa. I Afrika, kun fem timer i fly fra Europa, er vi vidne til en befolknings-eksplosion, der med vandstress, misvækst og pickuptrucks vil ramme Europa.

Og hvad gør vi ved det? Smider vi penge og pigtråd efter problemerne, eller finder vi frem til en samlet gennemtænkt forebyggelse, politisk, økonomisk og socialt, for at give de stakkels mennesker et egentligt fremtidsperspektiv, så de kan overleve i deres eget land? Det er jo nok det, der skal til.

men med velmenende og bestemt nyttige løfter fra masser af organisationer, virksomheder, lande og individer, der gerne vil gøre godt, men som også er sig pinligt bevidst, at skal det komme til bindende beslutninger, så er chancen for total blokering på grund af enstemmighed i FN-systemet en garanti for, at intet vil ske.

Så bedre undgå en konfrontation. Og tale pænt sammen. Finde løsninger fra sag til sag. Samle penge ind til at undervise børn i flygtningelejrene. Bygge udrykningshold af læger til at bekæmpe zika eller ebola. Opfordre til forebyggende diplomatiske løsninger. Men er det nok? Har toget allerede forladt stationen på autopilot med kurs mod afgrunden?

Nu er det jo sådan, at hvis borgerne ser, at der ikke er løsninger, og at problemerne tårner sig op og skyller ind over os, så kravler de op i det nærmeste træ, nemlig nationalismetræet, og sætter sig helt deroppe, hvor man tror, katastroferne ikke kan nå op.

Man stemmer på mærkelige politikere, der sælger nationale løsninger,…

Ikke rart at tænke på. Og forunderligt, når man tænker på, at der aldrig har været så mange veluddannede, internationalt orienterede, kloge mennesker, der kan finde på løsninger, og aldrig har der været så mange almindelige mennesker, der sådan set bare gerne vil leve i fordragelighed med hinanden og have tingene til at fungere. Det er, som om vi er fanget af en nationalstatsromantik, der stammer fra tidligere tider, men som er helt ude af trit med de opgaver, verden står over for. Og som tit og ofte stiller sig i vejen for de løsninger, der skal til.

Og uden løsninger kan man ikke fortænke bekymrede borgere i at trække dynen over hovedet. Hvad venter der os mon i 2040?

Ude på de filippinske øer havde nyvalgte (men endnu ikke tiltrådt, sker 30. juni) præsident Rody Duterte blandt flere bidende kommentarer (hvad der tricker Duterte er journalister der bliver myrdet, hvilket lokalt i en hel del tilfælde er et resultat af AC/DC journalistik dvs. en betalt side forretning som går galt), denne om FN:

MANILA, Philippines – Controversial president-elect Rodrigo Duterte has launched a profanity-laced tirade against the United Nations while criticizing it for being too weak to fix problems in the Middle East and Africa.

In a seemingly unprovoked attack on the UN at a Thursday night press conference, Duterte vented his anger in response to a question about foreign media groups that were critical of him.

“That’s the trouble here, they’re always raising fears about this or that United Nations convention,” Duterte said, even though the journalists’ criticism had not been linked to UN protocols.

“Fuck you UN, you can’t even solve the Middle East carnage… couldn’t even lift a finger in Africa… shut up all of you.”

Duterte, 71, had been incensed by the criticism of foreign and local media groups to his comments earlier in the week that corrupt journalists were legitimate targets of assassination.

Mht til en overnational regering som svar på problemer, hvad enten de indbildte, et udslag af konspiration mellem sjovnalister og magthavere eller reelle så har filosoffen Thomas Nagle i artiklen “The Problem of Global Justice” set på sandsynligheden for at det kan fungere i praksis. Han bedømmelse er et nej. Fra artiklen:

On either the cosmopolitan or the political view, global justice would
require global sovereignty. But there is still a huge difference between the
two views in the attitude they take toward this conclusion. On the polit-
ical view, the absence of global justice need not be a matter of regret; on
the cosmopolitan view, it is, and the obstacles to global sovereignty pose
a serious moral problem. Let me consider the issue of principle between
the two conceptions. While we should keep in mind that different views
about the content of justice can be combined with either of these two
conceptions of its scope, I will continue to use Rawls to exemplify the
political view. But most of what I will say is independent of the main dis-
agreements over the content of domestic justice—political, economic,
or social.
The implications of the political conception for world politics tend to be
conservative, but that is not the end of the story; the conservatism comes
under pressure from powerful forces in the other direction. The source
of that pressure lies both in existing global or international institutions
and in the increasingly felt need to strengthen such institutions and to
create new ones, for three types of purpose: the protection of human
rights; the provision of humanitarian aid; and the provision of global
public goods that benefit everyone, such as free trade, collective
security, and environmental protection. Institutions that serve these
purposes are not designed to extend democratic legitimacy and
socioeconomic justice, but they naturally give rise to claims for both, in
respect to their design and functioning. And they put pressure on
national sovereignty by their need for power to be effective. They thus
present a clearly perceived threat to the limits on claims of justice
imposed by the political conception.
This poses a familiar dilemma: Prosperous nations have reasons to
want more governance on a world scale, but they do not want the
increased obligations and demands for legitimacy that may follow in its
wake. They do not want to increase the range of those to whom they are
obliged as they are toward their own citizens; and this reflects the con-
victions of their citizens, not just of their governments.
But this, I believe, is not the main issue. Multilingual and multina-
tional states have their problems, and they may have functioned most
successfully before the era of democracy. But if there came into being a
genuine European federation with some form of democratically elected
representative government, politics would eventually develop on a Euro-
pean scale to compete for control of this centralized power. The real
problem is that any such government would be subject to claims of legit-
imacy and justice that are more than the several European populations
are willing to submit themselves to. That reflects in part a conviction that
they are not morally obliged to expand their moral vulnerabilities in this
way. (The recent expansion of the European Union, by increasing its
economic inequality, will almost certainly inhibit the growth of its
federal power for just this reason.)
Yet in thinking about the future, we should keep in mind that political
power is rarely created as a result of demands for legitimacy, and that
there is little reason to think that things will be different in this case.
If we look at the historical development of conceptions of justice and
legitimacy for the nation-state, it appears that sovereignty usually
precedes legitimacy. First there is the concentration of power; then,
gradually, there grows a demand for consideration of the interests of the
governed, and for giving them a greater voice in the exercise of power.
The demand may be reformist, or it may be revolutionary, or it may be
a demand for reform made credible by the threat of revolution, but it
is the existence of concentrated sovereign power that prompts the
demand, and makes legitimacy an issue. War may result in the destruc-
tion of a sovereign power, leading to reconfigurations of sovereignty in
response to claims of legitimacy; but even in that case the conquerors
who exercise power become the targets of those claims.
Unjust and illegitimate regimes are the necessary precursors of the progress toward
legitimacy and democracy, because they create the centralized power
that can then be contested, and perhaps turned in other directions
without being destroyed. For this reason, I believe the most likely path
toward some version of global justice is through the creation of patently
unjust and illegitimate global structures of power that are tolerable to
the interests of the most powerful current nation-states. Only in that way
will institutions come into being that are worth taking over in the service
of more democratic purposes, and only in that way will there be some-
thing concrete for the demand for legitimacy to go to work on.