25 år og en Elefantorden siden

Det er 25 år siden den socialistiske folkemords kriminelle Nicolae Ceausescu blev henrettet. Spørgsmålet i Danmark til den ende har altid været, hvorfor i alverden han fik Danmarks fineste orden, Elefantordnen*. Ofte er det fra danske socialisters side blevet fremført, at handel, kapital og “borgerlige” stod bag. Det er imidlertid helt usandsynligt, der var ikke nogen videre samhandel o.l. på det tidspunkt hvor han fik den, 1980. Tilgengæld var der tæt kontakt mellem Ceausescu og det fremtrædende politiske dynasti “Helveg-Petersen” fra det Radigale Venstre samt en ledende ungdomspolitikere fra dette parti (pga en forelskelse i en Rumænsk agent) og ikke mindst det populærkommunistiske parti SF, ledet af nazisten Gert Petersen.

Ceausescus folkmords aktiviteter bestod blandt andet i aflivning af zigøjner børn, der var anbragt på børnehjem. Dette skete ved intravenøst tilført AIDS inficeret blod. Netop zigøjnere og deres uhæmmede adgang til sociale ydelser i Danmark er idag en mærkesag for Det Radigale Venstre, velsagtens som en slags aflad.

BT har en artikel om henrettelsen, hvor eksekvator udtaler sig. Fra artiklen:

I dagene frem til henrettelsen sad soldaterne i en barak og ventede. En af kaptajnens venner, Dorin Cirlan, talte om, hvad han mon ville gøre, hvis han fik fat i Nicolae Ceausescu. Det spørgsmål besvarede han selv allerede dagen efter, hvor han meldte sig som frivillig til den gruppe på tre mand, som skulle henrette den rumænske diktator.

“Der var ikke plads i helikopteren så Dorin Cirlan måtte sidde på ligene, og han er den mest traumatiserede. Alle ville stå i vores sted dengang. Det er der ingen, der vil nu, slutter Ionel Boyeru sit interview med The Guardian.

I JP har teologen, Johs. H. Christensen , en kronik, hvor han behandler de(t) etiske dilemma omkring henrettelsen, men også kommer ind på netop Helveg-Petersen familiens nære venskab med Ceausescu familien. Fra artiklen:

Gennem en del år havde Ceausescu, skønt en skånselsløs tyran været den vestlige verdens darling blandt østblokkens diktatorer. Af uforklarlige grunde havde Anker Jørgensens regering i 1980 dekoreret ham med Elefantordenen, og den radikale godfather Kristen Helveg Petersen besøgte ham og skrev et rosende forord til et udvalg af hans taler. Sært nok. En forklaring kan være, at radikale jo altid er bedre mennesker end andre, og deres koryfæer derfor dyrkede en hed maskepi med magthavere i Østtyskland i sin tid.

Det første tyranmord, jeg kender til, var mordet på Julius Cæsar den 15. marts 44 f. Kr. Som næsten alle tyranmord førte også dette til kaos, en borgerkrig, der gjorde en ende på den romerske republiks dage og med Augustus etablerede det enevældige kejserdømme.

Det seneste tyranmord er lynchningen af Gaddafi, som hverken er rar at se eller tænke på. Også han var en perverteret psykopat, der ikke havde fortjent bedre. Han blev mishandlet til døde af voldsekstatiske hævnere og analt penetreret – endda med en kniv. For en araber er anal voldtægt den allerdybeste fornedrelse og definitive underkastelse, et tab af ære og en ophobning af uoverkommelig skam, et udslag af fallisk aggression og hensynsløs magtmanifestation.

Lawrence of Arabia, der var fortrolig med arabisk mentalitet, blev udsat for det og forvandt aldrig skammen, der hjemsøgte ham som en unævnelig fornedrelse resten af livet. (Se Thorkil Vanggaard ”Phallós” 1969, kap. 6). I dag og formentlig mange år endnu er Libyen et blodigt kaos.

Men der findes en anden slags mord på et statsoverhoved: kongemordet. Mon ikke alle, der har læst Dumas roman ”Tyve år efter” husker musketerernes lammende chok over henrettelsen af Charles I den 30. januar 1649? Det særegne ved kongemordet er, at det sidste bliver værre end det første. Efter Charles I fulgte i 1660 hans søn, Charles II. Monarkiet var genindført og ”The Restoration” tog sin begyndelse med henrettelser af adskillige af dem, der havde fældet dom over Charles I, selv revolutionshelten Oliver Cromwells lig blev gravet op i 1661 og henrettet posthumt – fuldstændig absurd, vil vi sige.

Sædvanligvis rammes kongemordere af en uafrystelig forbandelse, der bliver deres undergang før eller siden. Med guillotineringen af Ludvig XVI den 21. januar 1793 og hans dronning Marie Antoinette den 16. oktober samme år tog den franske revolutions såkaldte terrorregimente sin begyndelse med mellem 20.000 og 50.000 guillotinerede, men indledte samtidig sin egen undergang: Robespierre, dets leder, blev selv offer.

Revolutionen åd sine egne børn, og vejen lå banet for Napoleon.

*) Wiki nævner ikke Ceausescu som modtager af ordnen, derimod nævner man, at rumæneren Emil Constantinescu fik den i 2000.

 

 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s