Folkedrab

Folkedrab har været kriminelt før Ruder Konge var Knægt og blev så til en del af aftale grundlaget for FN i 1948. De fire første artikler:

Artikel I

De kontraherende parter bekræfter, at folkedrab, hvad enten det begås i fredstid eller i krigstid, efter folkeretten er en forbrydelse, som de forpligter sig til at forhindre og straffe.

Artikel II

I nærværende konvention forstås ved folkedrab enhver af nedennævnte handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvis at ødelægge en national, etnologisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan:

a) at dræbe medlemmer af gruppen,

b) at tilføje medlemmer af gruppen betydelig legemlig eller åndelig skade,

c) med forsæt at påføre gruppen levevilkår, beregnede på at bevirke gruppens fuldstændige eller  delvise fysiske ødelæggelse,

d) at gennemføre forholdsregler, der tilsigter at hindre fødsler indenfor gruppen,

e) med magt at overføre en gruppes børn til en anden gruppe.

Artikel III

Følgende handlinger skal være strafbare:

a) folkedrab,

b) sammensværgelse for at begå folkedrab,

c) direkte og offentlig tilskyndelse til folkedrab,

d) forsøg på folkedrab,

e) meddelagtighed i folkedrab.

Artikel IV

Personer, der begår folkedrab eller en anden i artikel III nævnt handling, skal straffes, hvad enten de er forfatningsmæssigt ansvarlige statsoverhoveder, tjenestemænd eller private personer.

Hos DIIS væver en eller anden rundt i spørgsmålet om forsæt.

Svært at bevise en hensigt

Der er siden FN-konventionens tilblivelse blevet påpeget en række problemer ved konventionens definition på folkedrab. Et af de mest væsentlige er spørgsmålet om gerningsmandens hensigt. For at man kan dømme nogen for folkedrab, skal man kunne bevise, at gerningsmanden har haft til hensigt helt eller delvist at ødelægge en gruppe. Dette kan være meget svært, da det ofte er nemmere at bevise, at forbrydelserne har fundet sted, end hvilken hensigt det lå bag. Et eksempel er Holocaust, hvor man aldrig har fundet en egentlig ordre fra Hitler omkring iværksættelsen af folkedrabet på jøderne, selv om Holocaust hører til blandt de mest veldokumenterede folkedrab. Måske har en sådan ordre aldrig eksisteret, men i mange tilfælde ved man, at vigtige ordrer er blevet destrueret, fordi gerningsmændene derved dækker over sig selv.

Det er forkert. Det der skal bevises er en aktørs aktive deltagelse i de aktiviteter, der førte til de kriminaliserede handlinger. Og det er der såmænd masser af retspraksis på, ikke mindst i såvel Nürnberg processen som i Manila processen  efter WWII.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s