Multi-kulti skole

Som bekendt er snik snakken om “multi” dit og dat blot de islamofiles kodeord for almindelig islamisering af samfundet og i særdeleshed dhimificering af de produktive klasser med henblik på kriminel udpining.

Kollega Kim på Uriasposten har af to omgange, her og her, haft fat i en Mette Kirstine Goddiksen, der først i et indlæg i Des-Information fortalt hvorfor netop hendes børn ikke kunne tåle, at gå i den islamiserede folkeskole og siden i en svarkommentar fortalte, at hun ikke ville fortælle hele historien offentligt.

Mette Goddiksen i en kommentar til svar indlægget:

Dejlig indlæg. Jeg er glad for, din skolegang – trods hvid flugt, mens du var på arabisk privatskole – fungerede optimalt. Jeg havde netop håbet på at kunne give mine børn det bedste fra forskellige verdener, da jeg skrev dem ind på skolen i distriktet. Faktisk var jeg jo så stålsat i troen, at jeg til at begynde med fravalgte folkeskolen tre kilometer længere væk, hvor deres venner fra børnehaven gik. Hvor andre danske forældre havde tradition for at skrive deres børn ind.

Det gør mig glad, at I kunne spille bordfodbold sammen, og kulturforskellene enten indgik naturligt og problemfrit i hverdagen eller ligefrem blev vendt til en fordel på de nytårsaftener, du beskriver.

Sådan havde jeg håbet, det skulle være. Jeg ville gerne mangfoldigheden – også i de situationer, hvor den ikke lige lignede en harmonisk Benetton-reklame.

Og jeg ville ønske, det her handlede om, jeg en morgen vågnede op og pludselig var blevet frygtsom og forarget over andre menneskers levevis. Det havde været nemmere at isolere problemet (til mig) så.

Sådan er det bare ikke.

Jeg genkender desværre ikke det multifarvede, problemfri billede fra mine børns gamle skole gennem de 3,5 år, de gik der.

Der er ting, som jeg undlod at skrive i kronikken, fordi jeg vidste, de kunne misbruges af hele Nationen!-segmentet.

Tilbage i 2012 havde Des-Information ligeledes et par indlæg om skole og den påtvungne dysfunktionelle “multikultur”. Her var det børnene selv, efter de var blevet voksne der gav deres besyv. Først beklagede muhammedanske Miriam Nawaz sig over, at tre etnisk danske piger forlod hendes klasse på på den overvejende muhammedanske Hellig Kors skole på indre Nørrebro. Fra artiklen:

Det var første skoledag efter sommerferien i ottende klasse, og skoleklokken ringede ind. Jeg trådte ind i klasselokalet og undrede mig: Hvorfor er vi så få? Har mine klassekammerater glemt, at sommerferien er slut?

Nej, de har ikke glemt noget. Marie, Anne og Louise har ikke glemt, at det er første skoledag. De sidder spændt blandt nye elever i en ny skole.

En skole, som ikke ligger på Nørrebro. En skole, hvor over halvdelen af eleverne ikke er tosprogede. En skole, som ikke får dårlig omtale i medierne.

De er i en fin ’hvid skole’, hvor de andre elever ligner dem selv. De kommer fra hjem med dannede og uddannede forældre. Forældre, der har overskud til deres børn. Forældre, der ved hvad der er bedst. Forældre, som kan vælge og vrage mellem skolerne i Danmark.

Det kan vi, de ressourcesvage, ikke. De fleste af os kommer fra et hjem, hvor vores forældre ikke taler ordentligt dansk og sjældent har overskud til at sætte sig ind i vores hverdag.

Det er ikke helt ligetil at være 14 år og finde ud af, at man ikke længere skal se sine klassekammerater, fordi de nu går på en anden skole, som vil sikre dem en bedre fremtid end en selv. At de andre er for gode til at gå i skole med os.

Jeg kender nogle af dem, som ikke formåede at komme videre. De havde det svært i skolen. I ottende blev der oprettet en helt ny klasse, hvor de fleste af drengene blev placeret. De lavede for meget ballade. Men jeg kender flere fra min folkeskoleklasse, som i dag er i gang med en uddannelse og tager aktiv del i samfundet. Hellig Kors var på sin vis en god skole – det var bare en god skole på trods.

Billedet illustrerer med al tydelighed, hvilken udvikling min klasse gennemgik fra børnehaveklasse til niende klasse. Vi blev med årene en stadig mere ensartet klasse, da de ressourcestærke elever langsomt forsvandt. Hvor der i 0. klasse var syv etniske danskere ud af 19 elever, var tallet i 9. klasse tre ud af 20!

Det er svært for mig at sige, at jeg gik på en folkeskole. Der var intet folkeligt over Hellig Kors Skole. Hvis klassebilledet fra 9. klasse havde været nogenlunde identisk med klassebilledet fra 0. klasse, ville det ikke kun have gavnet os elever. Det ville også have været godt for vores forældre, som ville have haft en stærkere og mere direkte kontakt med det danske samfund.

Der kom så et svar fra en tidligere klassekammerat til Miriam, Sofia Cerqueira Rasmussen. Fra artiklen:

Siden den dag efter sommerferien i 8. klasse, hvor jeg ikke dukkede op i vores klasse ligesom jer andre, har jeg haft en klump af dårlig samvittighed liggende et lille sted i min mave. Det fortæller jeg dig ikke, som et forsøg på at give den dårlige samvittighed tilbage til dig. Jeg fortæller dig det, fordi jeg gerne vil have, at du får et indblik i mine tanker omkring dengang.

Når jeg tænker på min opvækst på Nørrebro og min skolegang på Hellig Kors Skole – i dag bedre kendt som Blåggårdsskolen – tænker jeg tilbage på masser af gode minder og en fantastisk tid. Jeg har især gode minder fra vores pigegruppe i 6.-7. klasse, og det, at vi havde hinanden, var klart det allervigtigste for mig i den periode.

Jeg lærte mange ting af jer alle sammen, og jeg misundede mange ting ved jeres liv. Inden jeg skiftede skole og tog 8.- og 9. klasse på Statens Pædagogiske Forsøgscenter, følte jeg mig overbevist om, at mit liv ville ende med at minde mere om det, jeg oplevede gennem jer, end det jeg oplevede i min egen familie og hos de af mine veninder, der kom fra samme familiekultur, som jeg selv.

Jeg var særligt glad for den store mængde tid, jeg tilbragte hos min bedste veninde og hendes familie. Hun boede på et lille værelse sammen med sine tre søstre, hvor jeg altid var velkommen. De tog mig med på familiebesøg, til bryllupper og inviterede mig i det hele taget ind i deres familie, som var spredt ud over hele København.

I blev fravalgt

Når det så endte med, at jeg mistede jer alle sammen fra den dag, jeg startede på den nye skole, skyldes det primært mig selv og min egen frygt for at se jer i øjnene. Jeg ændrede mig meget, da jeg begyndte at være i et helt andet miljø, og jeg turde ganske enkelt ikke tro på, at jeg kunne være en del af begge miljøer.

Jeg valgte mine nye venner frem for jer, selvom jeg aldrig troede eller ønskede, at det skulle blive sådan.

Det var ikke mig selv, der tog beslutningen om at søge om optagelse på den nye skole. Jeg ønskede ikke at forlade Nørrebro og det stærke fællesskab, jeg var en del af dér – »os mod dem, Nørrebro mod Danmark«, som du meget rammende beskriver det.

At forlade vores skole var hverken spændende eller positivt. Jeg var tværtimod både bange og vred over, at den beslutning var taget hen over hovedet på mig af min mor og mine lærere i fællesskab.

Mit sprog afveg også en del fra den måde, andre danske piger på min egen alder talte på. Jeg talte grammatisk ukorrekt og havde i det hele taget, hvad mange nok vil betegne som et ’hårdt’ sprog. En helt særlig accent som vi i øvrigt alle sammen talte med.

Det var da bestemt også en anderledes oplevelse at starte i min nye klasse. Undervisningen var meget forskellig fra det, jeg var vant til, da det var en skole, der havde til formål at afprøve nye undervisningsmetoder. Men mine nye klassekammerater var også meget anderledes. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg dømte dem alle sammen til at være nogle uvidende, halvracistiske bonderøve, der ikke havde den fjerneste idé om, hvordan den virkelige verden fungerer.

Mange af dem bed i øvrigt også mærke i mit alternative sprogbrug.

Vi kender lidt til den historie, med pigerne der forlod skolen, fra side linien. En af pigerne gav op allerede 2/3 del inde i skoleåret pga seksuel intimidering. Gad i øvrigt godt vide, hvad en psykolog der har været skolepsykolog i Nykøbing Falster mener kunne være årsagen til, at en hel muhammedansk drenge gruppe flyttes til en sær-klasse. For det kunne vel ikke være en kombination af genetik og kultur?

Desuden er det påfaldende som Miriam og Sofia undgår, at se nærmere på den såkaldte “multi-kultur” indflydelse på problemstillingen.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s