Energi, migration, termodynamik

Bertel Lohmann Andersen har en kronik i JP.dk om atomkraft, hvor han advokere for at der opbygges energi produktion i Danmark, baseret på at høste energien fra spaltningen af atomkernerne, mest relevant uran og thorium. Og det er jo også et frygteligt spild, at de bare ligger rundt omkring og spalter og energi bare gå til almindelig opvarmning af luften.

Vi har tidligere påpeget sammenhængen mellem TDII, politik og ikke mindst den del af økonomien, eller ikke-økonomi om man vil, der handler om fattigdom. Det skete ved i hovedsagen at citere Cal Abel.

Sagen er, at skal der være nogen gevinst ved, at divisionere arbejde og arbejdskraft må der være en energikilde bagved. Det er der f.eks. når man brænder træ af i en stenovn eller en esse, men det er håbløst ineffektivt uanset om man måler i joule (energi) eller mønt.

Man kan heller ikke producere energi på en hvilken som helst måde, hvis husmandens logik ikke skal knække. Olieudvindings ingeniører har hvad de kalder “energy minus”, hvilket dækker over at der bruges mere energi end der udvindes. Det kan af forskellige grunde være nødvendigt, tyskerne udvandt f.eks. benzin fra brunkul under WWII. Men det holder kun på kort sigt. I det lange løb vil Gud og TDII sørge for, at regnskabet balancere. Desuden falder regningen promte, i form af at der bliver mindre energi tilgængeligt andre steder i “systemet”, f.eks. den energi der er bundet fødevarer.

Til kronikken:

Ikke desto mindre fremføres ofte argumenter om, at denne eller hin rapport har beregnet prisen på fremtidens elektricitet: »Det fremgår klart af rapporten, at …«. En gennemgang af en række rapporter viser, at studiernes resultat ofte svarer til de politiske ønsker, opdragsgiverne har.

Der er løbet en del vand i åen siden Folketinget i marts 1985 besluttede, at atomkraft ikke skulle indgå i den danske energiplanlægning – med 79 stemmer for og 67 imod. Den beslutning er der nu god grund til at revidere, hvis befolkningen skal sikres ren og økonomisk forsvarlig elforsyning uden afbrydelser, når vinden ikke blæser, og solen ikke skinner.

Den størrelse, som normalt beregnes, er Levelized Cost of Electricity (Lcoe). Her beregner man investeringens forrentning og afdrag med en given rente over et antal år, hvortil lægges udgifter til brændsel, drift, vedligeholdelse og i enkelte tilfælde til nedrivning af anlæg efter brug. Fordelt på de forventeligt producerede kWh i anlæggets levetid får man så den gennemsnitlige (levelized) pris pr. kWh. [ W’et står Joule pr. tid og h’et også for tid(timer); altså Joule/tid x tid = Joule]

Anderledes forholder det sig i en rapport fra firmaet Ecofys, bestilt af den tidligere EU-kommission. Her viser en beregning af Lcoe følgende priser: atomkraft 75 øre/kWh, landvind 56 øre/kWh, havvind 94 øre/kWh og biomasse 98 øre/kWh. Der er ikke medregnet omkostninger til backup for sol og vind.

Rapporten gør meget ud af et begreb, de kalder eksterne omkostninger, hvor atomkraft kommer ud med en meget høj værdi. Forfatterne indfører et begreb, der hedder depletion of energy resources, som kendes fra oliebranchen. Det dækker, at olien i et felt bliver sværere at hente op efterhånden. Det kan man i oliebranchen sætte en pris på, og denne overfører forfatterne uden videre til også at gælde uran, hvorefter indkøb af uran udgør over 50 pct. af de eksterne udgifter ved atomkraft. Det røber forfatternes manglende kendskab til atomkraftens teknologi og/eller et ønske om at få atomkraft til at virke dyr.

Dette er blot et af mange eksempler på denne rapports manglende troværdighed. Det er EU-Kommissionen åbenbart opmærksom på, når den i forordet skriver: »… hverken den (kommissionen) eller nogen person tilknyttet kommissionen kan holdes ansvarlig for brugen af oplysninger indeholdt i rapporten.«

Og JP.dk fortsætter dagen derpå stimen af læsværdige kronikker. Frederik Stjernfelt har læst Poul Collier og det kommer der en kronik ud af, som kredser om hvad man kunne kalde migrationens termodynamik. Dog er de særlige problemer der knytter sig til muhammedansk migration ind i andre territoriere, selvfølgelig uberørte. Stjernefelt er ikke professor for ingen ting. Fra kronikken:

Colliers anden variabel angår så ”absorptionsraten” – i hvilket omfang gruppen efterhånden ”opsuges” i det etablerede samfund.

Hvis absorptionsraten er høj, skrumper diasporaen efterhånden igen, og indvandringen vil finde en ligevægt. Hvis absorptionsraten derimod er lav, vedbliver diasporaen med at vokse og tiltrække sig mere og mere indvandring, og ingen ligevægt vil indfinde sig. I det ekstreme tilfælde, hvor der ingen begrænsninger er på indvandringen, vil hele oprindelseslandets befolkning potentielt blive suget over i diasporaen.

Det viser Collier ved et bizart eksempel: den tyrkiske del af Cypern, siden 1960’erne med fri indvandring til Storbritannien. Mere end 2/3 af denne befolkningsgruppe bor nu i Storbritannien. Utilitaristiske økonomer for fri indvandring har, som Collier siger, ingen indvendinger mod, at hele lande som f.eks. Mali på denne måde kunne blive tømt for indbyggere.

Men det indebærer en kontroversiel konsekvens: at høj absorptionsrate er et vigtigt politisk mål. Altså det, man ofte har kaldt assimilation. Collier skelner fire forskellige strategier angående indvandring – assimilering og fusion på den ene side, separatisme og bosættelse på den anden.

Han tilføjer det yderligere kontroversielle argument, at ”kulturer” ikke er lige. Det er forskellige ”sociale modeller”, der ligger bag, at højindkomstlande på en lang række parametre fungerer bedre end lavindkomstlande – det er det, der tiltrækker indvandring overhovedet. Men det indebærer, at modtagerlandene har en legitim interesse i, at indvandrere ikke beholder de ringere sociale modeller, de måske medbringer. Og den modsatte ende af spektret med multikulti og adskilte grupper vil muliggøre videreførelsen af uproduktive sociale former, som indvandrerne uafvidende kan medbringe, selv om det egentlig er dem, de er udvandret fra.

Gavnligheden af indvandring er derfor en omvendt U-formet kurve: En vis indvandring er positiv, men der er et maksimum, hvorefter gavnligheden igen falder.

Hvilke indvandrere skal så have adgang? Tillid og sociale former taler for, at man kan optage flere fra kulturer tæt på end langt fra – ligesom de taler for, at der stilles krav til uddannelse og integrationspotentiale hos de udvalgte. Men støder dette ikke på argumentet om ”brain drain” i hjemlandet? Det vier Collier en omfattende analyse. I små, ludfattige lande (som Haiti) er brain drain et seriøst problem, fordi næsten al lokal talentmasse suges væk. Men i andre lande har selv de fattige tilbageblevne nytte af udvandringen. Det skyldes, at udvandrerne ofte ikke er isolerede enkeltpersoner, men nærmest sendt på indtjeningsmission af familien, der så får månedlige summer sendt som afkast på investeringen. Men selve det forhold, at mange lande – anført af Canada og Australien – har hårde uddannelseskrav til indvandrere, udgør nu et incitament til de tilbageværende fattige om at tage sig en uddannelse, så de dels også kan forsøge at tjene til den bekostelige udvandringsproces, dels klare indvandringskravene. Da ikke alle kan udvandre, øger det uddannelsesniveau og produktivitet i hjemlandet.

Stjernfelt pludre løs, men det ser ud til, at være en fair gengivelse. Og de problemer der peges på er reelle nok, men hverken Collier eller Stjernfeldt går i dybden eller til enden. For hvad sker der når en filippinsk sygeplejeske for et velbetalt job som vareopfylder i Netto og sender penge hjem, som bl.a. bruges på, at endnu en sygeplejeske bliver uddannet? Bl.a. sker der det, at efterspørgslen på at blive uddannet som sygeplejeske stiger og det gør prisen på den uddannelse og andre uddannelser så også. Andre effekter er, at det uddannelsesindustrielle kompleks for mulighed for, at opbygge politisk og økonomisk kapital. Hvad de så gør, men på bekostning af dem de egentligt skulle tjene. Hvilket er skadeligt for alle i det lange løb, undtagen for nogle få i toppen af pyramidespillet.

Og det underliggende problem er stadig væk forsyning med energi, højkvalitetsenergi så som el, benzin og disel i tilstrækkelige mængder til højest den balancerede pris. Thi uanset hvor simpelt et produkt eller ydelse, der produceres, så kan mængden øges ved et passende input af energi.

 

Af relevans på UH

https://undskabenshotel.wordpress.com/2015/01/14/en-for-mor-en-for-far-en-for/

https://undskabenshotel.wordpress.com/2014/12/08/blaest-og-regn-i-visayas-en-afrunding/

https://undskabenshotel.wordpress.com/2014/12/30/jelved-undgar-udenlandske-sygeplejesker/

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s