Grise myter

I anledning af terrorangrebet mod et offentligt møde om kunst og blasfemi på Østerbro i København benytter Søren Pind lejligheden til at trække en sejlivet gammel krikke myte af stald. Pind skriver på sin FB:

pind om gris

Grrrrr! Nogen gange får man lyst til at gøre alvor af at begrave folk i skind fra dyr, der forhindrer dem i at komme i deres såkaldte paradis…

Den bemærkning går på en myte om en, af adskillige, amerikanske militærkommandører på Mindanao først i 1900 årene, Joseph “Black Jack” Pershing. Han skulle angiveligt have indfanget 50 muhammedanske terrorister, henrettet de 49 og begravet dem i griseskind, og ladet den sidste gå, så han kunne berette for brødrene i troen. Og bagefter holdt moroerne sig i ro… Indtil fuld filipinsk uafhængighed og afbrudt af deres bekæmpelse af japanere under WWII.

En af hans kollegaer, Leonard Woods, aktiviteter godt have givet anledning til historierne. Jeg gætter på det har været hjulpet godt på vej af den propaganda krig, der foregik i USA har hjulpet godt til. “venstrefløjen” brugt nemlig deres sædvanlig trick: Løgn historier i MSM, bl.a. forfalskede soldaterbrev. Anyways så er der en god artikel her. Og efter læsning vil man spørge sig selv hvor for fanden lærer vi ikke af vores erfaringer. Et uddrag:

 

One of the bloodiest battles of the whole Moro experience occurred near Jolo City in March 1906, when the Moros there made a determined stand in the crater of another extinct volcano, Bud Dajo. In what came to be known as the “Battle of the Clouds” because it was fought largely at an elevation of 2,000 feet, the Americans launched a heavy bombardment followed by an assault over fallen trees and around huge boulders. Their casualties—21 killed and 73 wounded—were slight against the more than 600 Moros, some of them women dressed as men. The terrible fight aroused widespread criticism when word of it reached the United States. Many Americans thought matters could have been handled peacefully, and that in any case the Army’s onslaught was unnecessarily murderous.

Perhaps because of Bud Dajo, Wood was recalled in December 1909, but not before he had disposed of a troublesome bandit named Jikiri on an islet near Jolo. Pershing returned to take command. Within days of his return, as many as 1,000 Moros again took to Bud Dajo, daring the Americans to come and get them. They did, but more cautiously. In less than week, Moro supplies ran out. Many of the Moros slipped away into the jungle while the rest quietly surrendered. After that, there were only sporadic amok and juramentado attacks until June 1913, when the Moros challenged their enemies at Bud Bagsak in what would be the ultimate battle of the American experience in Moro territory. Although the 6,000 to 10,000 Moros engaged were the greatest concentration the Americans ever faced in the Philippines, the results were as one-sided as ever. Only 14 Americans were killed and 11 wounded, while the Moros lost as least 500 killed, and nobody ever knew how many were otherwise hurt. The Americans were never again challenged militarily in Mindanao or the archipelago.

Der er ellers masser man kan lære af Mindanao såsom nødvendigheden af at holde muhammedanerne under hælen. Der er ikke noget at forhandle om, muhammedanerne forlanger resten af klodens folks betingelsesløse underkastelse under islam, så mulighederne er enten denne underkastelse, en all out war, eller at de bliver strikt holdt i deres egne områder. Det fromme islamofile håb om fredelig sameksistens har ikke gang på jord.

Tillæg:

Tilbage i 2010 fortalte de to islamofile underkastelses politikere Uffe Ellemand og Mogens Lykketoft bl.a. til Berlingskes Politiko:

Hvorfor nævner ingen af jer terrortruslen og den islamistiske ekstremisme som en af de tre vigtigste udfordringer for dansk udenrigspolitik?

LYKKETOFT: »Siden præsident Bushs første definition af den såkaldte krig mod terror, er der heldigvis – tror jeg – sket en fremadskridende erkendelse af, kampen mod først og fremmest er en livslang politioperation.«

ELLEMANN: »Terrortruslen er efter min mening først og fremmest en udfordring for politi og efterretningstjenester, og hvis Afghanistan lige skal have et ord med på vejen, så er et af de store problemer, at indsatsen fra en række af de store europæiske lande kun har været halv- eller kvarthjertet.«

Hvad med de terroranslag i Danmark og andre steder i Europa, som almindelige danskere kan læse om i aviserne. For eksempel angrebet på Muhammed-tegneren Kurt Westergaard og den svenske kunstner Lars Vilks?

ELLEMANN: »Det er jo ikke terror…der løber altså en gal svensker rundt. Undskyld, jeg siger det. Lars Vilks har jo tigget og bedt om at blive angrebet. Jeg har ikke ondt af den svensker, der har gjort alt, hvad han kunne, for at provokere. Ham har jeg ikke for fem flade ører sympati for. Det har du sikkert heller ikke, Mogens, men du kan ikke tillade dig at sige det.«

LYKKETOFT: »Ja, ja det gør de. Der er jo meget hysteri derude. Men jeg mener jo, at efter 11. september har vores internationale samarbejde på politi- og efterretningsområdet udviklet sig eksemplarisk effektivt. Vi kan jo naturligvis ikke være sikre på, at vi kan undgå en hvilken som helst terrorhandling, men vi skal også passe på, at det ikke er det eneste, vi interesserer os for.«

ELLEMANN: »Vi har til alle tider haft tosser og fanatikere, og de skal ikke udstilles som terrorister. Der er jo også tosser og fanatikere, der optræder i religiøs forklædning, som for eksempel den mand, der kom efter Kurt Westergaard med en økse. Det er ikke terror.«

 

Advertisements

2 comments

  1. Jeg ved ikke om Pind læser med her på bloggen. Men han har uddybet på sin blog
    http://sorenpind.blogs.berlingske.dk/2015/02/15/gore-som-vi-plejer/
    og har tilsyneladende forladt ideen om griseskind og skriver bl.a.:

    “Et er sikkert: Til den rædselsfuldt iscenesatte partilederdebat efter tragedien i Paris påstod statsministeren, at der intet var at forstå. Vi skulle bare bekæmpe fjenden. Men ærlig talt: Hvordan bekæmpe noget, man ikke forstår? Hvem evner det?”

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s