Afradikalisert i Netto og hos SF

Baren hænger lavt når Waffen-SF kan betragtes som værende i det normale politiske spektrum. Fra en beretning i Des-Information af Leif Donbæk, der har bevæget sig fra rabiat venstreekstremist i Einheilslizten, til venstreekstremist i Waffen-SF. Vi minder om, at Waffen-SF også har plads til en Anne Grethe Holmsgaard, der har nazistiske synspunkter.

Hele aftenen havde vi hidset hinanden op til kamp mod kapitalen, og til sidst var vi klar. Det endte med at vi smadrede en rude i en 7-Eleven. I årene efter ovenstående episode blev jeg stadig mere radikaliseret – hvis man vel at mærke dengang havde defineret radikalisering på samme måde som Københavns Kommune gør i dag:

»En proces hvori en person i stigende grad accepterer anvendelsen af udemokratiske eller voldelige midler i et forsøg på at opnå et bestemt politisk eller ideologisk mål.«

Men Blågårds Plads i 1990’erne var en heksekedel. Fordømt af højrefløjen og ignoreret af venstrefløjen. Som én af få fra klassen ville jeg læse videre. Min skole var ikke enig – med afskedssalutten: »Drenge fra pladsen hører ikke hjemme på et gymnasium«, erklærede de mig måske egnet. Men jeg ville videre. Tiden på gymnasiet gik dog i store træk med arbejde, elevpolitik og hash, for det meste bare til eget forbrug.

Debatten og miljøet på datidens unge Nørrebro-venstrefløj var betændt. Jeg husker blandt andet at sidde i skolegården til Det Fri Gymnasium lidt efter 9/11 og høre en af mine venner forklare, at han havde »tændt en sejrs-fed, da tårnene styrtede sammen«. Retorikken var vild, USA var fjenden og Danmark skødehunden. Modstandere var kapitalen, og heltene var IRA, PFLP og for nogle enkelte RAF. Retorikken var betændt, Pia Kjærsgaard var fascist, og enhver form for sabotage af højrefløjens landsmøder blev hyldet.

Radikaliseringen var begyndt, og jeg var ikke alene. De næste par år gik det stærkt, og i 2003 gik Danmark i krig. Debatten i mit miljø blev handlingsorienteret. Handlinger, der sidenhen skulle få langt alvorligere følger end smadrede ruder.

Men 2003 blev også et vendepunkt for mig personligt. Jeg havde året forinden fået job i Netto, og da skolen sluttede, fik jeg fuldtid. Imens jeg debatterede og brød holdninger med kollegaerne i frokoststuerne, debatterede kammeraterne med hinanden på universiteterne. Debatterne i frokoststuen og de venskaber, jeg i de år opbyggede på tværs af holdninger, rykkede mig skridt for skridt væk fra volden.

Demokratiets styrke er, at det også kan rumme dem, der er imod. Både dem, der ønsker sig en shariastat, og dem, der mener, at de fattige ikke bør have stemmeret. Den nødvendige demokratiske kontradiktion skaber et bedre samfund, og tanker kan ikke forbydes – kun debatteres! Derfor er det vigtigste middel mod radikalisering, at mennesker med ekstreme holdninger kommer i snak med folk, der mener noget andet end dem selv.

 

 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s