Om racisme

På marxistiske Des-Information har Jens Martin Eriksen et stykke om racisme, som strengt taget primært burde være en advarsel mod overhovedet at bruge begrebet. Fra artiklen:

Ytringsfrihedens fornemmeste berettigelse går ud på noget ganske andet – nemlig at kritisere ’magthavere’.

I juridisk forstand underforstås der ganske vist ikke noget sådant med ytringsfrihed i nogen demokratisk forfatning. Alligevel er det korrekt, at ytringsfrihedens legitimitet i høj grad beror på, at den tillader os at henlede offentlig opmærksomhed på magtmisbrug. Men argumentet bygger på den videre forudsætning, at det altid skulle være tydeligt, hvem magthaverne er.

Problemet er her, at magthavere ikke er lette at udpege i alle sammenhænge. Hvem de kan være, er noget, der først kan afdækkes løbende i den offentlige debat. Er Jyllands-Posten magthaver eller en lille provinsavis i global sammenhæng?

Bum bum. Sørgsmålet burde være et lidt andet. For det første, hvorfor skulle der være særlige regler for magthavere? Og for det andet; er magthaver argumentet andet end et fignblad, som visse benytter til at imødegå kritik uden om substansen, ved at henvise til, at der jo ikke er tale om en magthaver, underforstået at i så fald er der ikke grund til at forholde sig til kritikken? Videre skriver Eriksen:

En yderligere forudsætning for dette sentimentale argument er også, at minoriteter ikke kan være stærke. Men personer i magtfulde positioner inden for kulturelle minoriteter kan udmærket udøve brutal magt over egne medlemmer, ganske som de kan finde på at misbruge multikulturel politik til at forstærke deres despoti. Magtrelationer er på spil overalt i et demokratisk samfund, fra de mindste til de største grupper, og intet sted i samfundet kan der findes positioner, der er à priori er sikrede mod illegitim anvendelse af magt. Det gælder forældre, der tyraniserer deres børn med racisme, eller religiøse ledere, der ikke forstår menneskerettigheder.

Men hvad er der så på spil, når reaktionære islamiske dogmer skal friholdes fra kritik og andre narrestreger? Selv den ellers spydige tegner Gary Trudeau, som er kendt for Doonesbury her i avisen, bedyrer i en udtalelse om sin boykot af Amerikansk PENs hyldest til de franske martyrer fra Charlie Hebdo, at han aldrig kunne finde på at kritisere dogmer i islam, »fordi det ikke er op til mig at beslutte«, om Muhammed kan karikeres eller ej.

Der slap den paternalistiske racisme ud. For her har vi svaret på, hvorfor man laver en distinktion mellem, hvilke dogmer der må kritiseres, og hvilke der må friholdes uanset deres politiske karakter.

Gary Trudeau og meningsfæller gør sig uafvidende skyldige i en ny form for racisme. Den føres frem med faner og dyd af anstændige og venstrefløjen som helhed.

Men de marcherer alle sammen som blinde. Som ikke-europæere formodes muslimer ikke at være modne til at tåle demokratiets metoder, hvorfor de må beskyttes af venstrefløjens og de anstændiges velvillige filantroper. At den øvrige del af samfundet ikke forbinder racistiske associationer med denne karikatur går hen over hovederne på de anstændige.

Og da vi alle sammen endnu har til gode at møde disse spøgelser fra fortiden, må de anstændige og venstrefløjen selv mane dem frem. Deres egen paternalistiske racisme derimod, ser de ikke.

Her på bloggen er vi enige med Eriksen så langt, at anvender man strukturen i racisme argumentationen på venstrefløjen så bliver resultatet, at venstrefløjen (kulturmarxismen) både som gruppe og på individ niveau er dybt racistiske.

Men findes racisme? Ikke sådan som man almindeligvis taler om begrebet. I hvertfald mangler de der bruger det, at redegøre for, hvad der egentligt ligger i begrebet. Historisk set er anti-racisme udviklet i Stalin tidens sovjetunionen. I første omgang som et middel til, at holde styr på de forskellige folk, og begrunde massemord på visse af dem. Sidenhen blev det et såkaldt aktivt-middel for sovjetunionen til, at påvirke opinion i vesten, ved gennem sine proselytter, at slå på tromme for det. Middlet er virkningsfuldt, og man kan da også stadigvæk se kulturmarxister anvende det intensivt.

Ovre hos kollega GRP har Grimwald et indlæg om racisme i filippinsk sammenhæng, og er af gode grunde da også noget følen sig frem.

Anyway, racism is a touchy subject for a lot of people. For Filipinos, when the idea of racism is ever mentioned, they will probably think one of two things: One, they will think of the black vs. whites issues going on in the West, more specifically the United States. Second, they will probably think of the foreigners who have had something to say against the Philippines like Alec Baldwin or Clair Danes. However, I strongly doubt that they will ever even think of themselves as blatantly racist even when it’s so clear that we are every bit as racist or even more so than those they accuse of it.

Sadly, this is a grim reality that I find difficult to accept especially because we like to claim that we are a “modern” people. To this day, people view Negritos and other tribes like the Bajao and Igorots as inferior and backward despite the fact that common Pinoys also hold a lot of outdated beliefs like the superiority of race, for example. This kind of thinking was once prevalent in the West but has now faded into obscurity in developed countries with Native Americans becoming more mainstream and the Ainu of Japan becoming a respected part of Japanese culture. I can only pray and hope that these tribes will one day be seen as equals by our fellows and be accepted as a people who are as beautiful and smart as our common countrymen.

Så der kan godt findes eksempler på, at visse grupper udsættes for usaglig diskrimination. Men den bedste kur mod det onde er at eftervise, at der faktisk er diskrimination og at den ikke er sagligt begrundet. Racisme derimod er blot et værktøj i kassen hos kulturmarxisterne.

Og vi kan supplere med lidt fra virkeligheden:

En bekendt driver en resturationsvirksomhed. Et vidst segment af gæster, belgiere, havde en konflikt søgende attitude overfor personalet, hvorfor der blev udstedt forbud mod belgiske gæster. Anti belgisk racisme, any one? I øvrigt er det jo sådan, at der kan stilles spørgsmålstegn ved, om der overhovedet findes et “Belgien” eller om der blot er tale om nogle tyskere, franskmænd og hollændere der blevet mast sammen indenfor den samme juridiske konstruktion.

Advertisements

One comment

  1. Haha, jeg skulle lige til at sige det samme om Belgien.

    Du godeste, de kunne ikke blive enige om at danne en regering i hvad…9 eller 10 måneder?

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s