Dragsdahls racismografi #1

Jørgen Dragsdahl, der netop har opnået Højesterets dom for, at han konspirerede med KGB og udbredte des-information i den venstreekstreme pamflet Information, som villigt lagde spalter til hans skriverier, har også betjent KGB og sovjetunionen på andre områder end det sikkerhedspolitiske. Et andet af indsatsområder (eller såkaldt aktivt middel), hvor han også bistod KGB, var den såkaldte “anti-racisme”. Det gik kort fortalt ud på, at udnævne store grupper og hele folk, til at være racister og onde. Og vi ved jo, at dette er den sædvanlige måde som socialister påbegynder folkemord på; Først udnævnes grupper til onde, sidenhen putter socialisterne deres selvudnævnte fjender i lejre og gasser dem.

Information 4. november 1977

Begrebet ”racisme” opfattes ofte alt for snævert. Det bør ikke blot stå for åbenlys demonstration af tro på den hvide races overhøjhed. Racisme er en del af vort kulturgrundlag, en instinktiv tro på hvide menneskers overhøjhed. De fleste enkeltindivider erhverver sig ikke racistiske træk gennem bevidst og grundig analyse, men gennem deltagelse i et socialt og kulturelt miljø. Specielt i et ”racerent” samfund som det danske erkendes racistiske træk sjældent, eftersom de er en del af bredt anerkendte normer. I USA har mangfoldigheden af racer derimod ført til påpegning af og ihærdig debat om racismen i hvide menneskers verdensbillede. Det er typisk, at ”Ipi Tombi” er blevet mødt med protester i USA, medens den i Europa blot er harmløs underholdning – som i Sydafrika.

Sorte amerikanere og afrikanere i Danmark klager privat konstant over racistiske indslag i dagligdagen. Det kan måske virke som småtterier (!), men eksemplerne udgør et mønster. Der er den sorte herboende kvindes veninder, som forsøger at få hende til at skaffe dem ”en sort fyr”. Eller ydmygelserne i de offentlige busser, når det sidste sæde, der optages, er pladsen ved siden af en selv. Bemærkninger á la: ”Du kan jo lave det smudsige arbejde. Dig ses det ikke på!”. Og så er der de talrige vittigheder om bananer og træer.

Det er denne understrøm, der til tider bryder frem og får mere bastante former. Bag den ringeagt danske myndigheder og politikere har vist for mexicaneren Jaime Martinez’ liv anes racisme. Ville en russer være behandlet på lignende vis?

Allerede her kan man konstatere, at det handler om at belyve. Dragsdahl klasker nogle eksempler op, som så uargumenteret udnævnes til et eller andet, som folk flest ikke bryder sig om. Her er det racisme, men det kunne være alt muligt andet. Afgørende er, at det er et eller andet de fleste ikke kender til, og som de derfor bedømme udfra hvad de har fået at vide.

Med hensyn til opfyldning af transportmidler med passagere, så er det velkendt, at den følger et mønster der i kemi kendes som Hunds regel: Sidst ankomne elektron/passager placere sig så der er mest mulig plads omkring sig.

Ovre hos kollega Kasler på RR, er en sætning fra “American Pictures” blevet fanget:

Da Holdt senere i Amerikanske Billeder fortæller sin svinske historie om, hvordan Morning Star to dage efter sin mands begravelse angiveligt ville kneppe denne verdenshistoriske begivenhed væk, anvender han også parrets rigtige navne.

Dragsdahl kan meget vel have været den der skrev sætningen, ihvertfald kan man notere sig, at der begge steder spilles på sexuelle sterotyper, det ene sted om stort udrustede negere, det andet om mørklødede frivole indianerprinsseser. At stereotyperne så nok mest er i hovedet på penneføreren er en anden sag, men spilles på dem bliver der.

Information 6. august 1982

Politiet undersøger nu, endelig, københavnske diskotekers diskrimination af ”farvede”, og der er rejst tiltale imod initiativtagerne til et dansk Ku Klux Klan.

Det er meget glædeligt, men hvad siger politidirektøren den dag, hvor min sorte veninde og måske jeg selv bliver bragt på stationen, fordi vi har afklapset et af de individer, som efterhånden regelmæssigt udsætter hende for racistiske bemærkninger?

Racismen er et stadigt mere fremtrædende træk ved det danske samfund. Det er en misforståelse, hvis nogen tror, at politiet har slået til mod enkelte afvigere. Diskotekernes dørvogtere handler på vegne af deres gæster. Afvisning af mørklødede udlændinge har fundet sted i årevis. Det er blevet omtalt før. Og det danske samfund har accepteret det.

Racismen opleves sjældent af hvide danskere. Men den er en bestanddel af mange mørke danskeres og indvandreres dagligdag. I selskab med min sorte veninde, som er dansk statsborger og taler sproget perfekt, ser jeg den stadigt oftere.

Men – lyder det fra alle de pæne, som ikke gør den slags – folk mener det ikke så slemt!

Jeg så eksempelvis lige et lokalblad, som berettede fra en fodboldkamp i anledning af en sommerfest. Det ene hold var skotter med skørte og hele pivetøjet. Et andet hold var kannibaler med bastskørter og madkulør tværet ud over de hvide lemmer.

En uskyldig sommerspøg? Eller et udtryk for ældgamle fordomme, som til andre tider udtrykkes ved hjælp af racistiske ytringer?

Racismen i Danmark kan ikke direkte sammenlignes med racismen i f.eks. USA. Den er ikke så historisk og socialt rodfæstet her i landet. Men den opleves faktisk stærkere.

Amerikanerne har i mange år diskuteret racismen. Problemet er erkendt. Derfor sjofler hvide sjældent sorte i fuld offentlighed. Danskerne er ikke så tilbageholdende. Og så bliver den angrebne her i landet et dobbelt offer. Første gang ved tilsviningen. Anden gang når omgivelserne bare ikke forstår, hvorfor man er blevet forurettet.

Ingen avis har mig bekendt en fast medarbejder, som følger den historiske ændring af det danske samfund fra at være racemæssigt homogent til at være racemæssigt heterogent. Det er denne proces, som også kaldes indvandrerspørgsmålet. Det er en proces, som har betydning for alle i Danmark. Det er sjældent, at hvide danskere oplever problemerne i den forbindelse – endnu.

Problemerne skal nok blive større, fordi der gøres så lidt ved deres årsager: social forskelsbehandling, kulturel uvidenhed, fremmedhad osv. Så efterhånden vil det blive en større del af alle indbyggeres dagligdag.

Det kedeligste – set med hele den danske nations øjne – er imidlertid, at vi kun får et problem ud af denne historiske proces. Indvandrerne kunne også bidrage til, at hele samfundet blev bedre udrustet til en indsats i vor stadigt mindre verden. Indvandrerne er en ressource. De er en række indgangsdøre til de samfund ude i verden, som vi fremover skal i nærmere kontakt med – politisk, økonomisk osv.

Man fornemmer den dagsorden, der er bag Dragsdahls belyvning af en hel folkegruppe.

Ny Tid (Norge) 8. september 1982

Racismen i de nordeuropæiske lande er et sikkerhedspolitisk problem. Hvis vi ser på den seneste tids raceuroligheder ud fra denne synsvinkel, får de den prioritet i debatten, som de fuldt ud fortjener, fordi racismen er en trussel mod alle nordiske borgere – en trussel, som er mere reel end den ”sovjetiske trussel”

Sommeren 1982 vil i eftertiden ikke blive husket, fordi den var usædvanligt varm. ”Racekrig” er et ord fra avisernes overskrifter, som måske er lidt overdrevet, men som alligevel prenter sig stærkere i hukommelsen.

I Sverige har grupper af unge ”skinheads” gennemført voldelige konfrontationer med andre unge, som havde mørkere hudfarve. I København besluttede unge hvide danskere på Nørrebro, at tyrkiske indvandrere skulle havde bank, og et sandt rædselsregime med afbrænding af kors i Ku Klux Klan stil og brandbomber mod tyrkisk ejendom udviklede sig.

I begge tilfælde var det mange års ulmende modsætninger, som brød ud i lys lue. Urolighederne kom overraskende for mange, fordi den dominerende befolkningsgruppes perspektiv på raceundertrykkelsen er et andet end de forfulgte mindretals. Men sorte amerikanere, afrikanere og indvandrere fra f.eks. Tyrkiet og Pakistan har i årevis klaget over, at de blev udsat for diskrimination.

Racismen

Racismen er for disse grupper et konstant pres i dagligdagen. Hvide danskere er stødt på racismen i deres samfund via enkelte avisartikler, som har beskrevet grove overgreb på de såkaldte fremmedarbejdere. Vi har alle set White Power sprøjtemalet på husmure. Men for de fleste hvide danskere er det kedelige undtagelser i et samfund, hvor man mener, at racismen er noget, som kun stammer fra dårlige mennesker. For ofrene er det anderledes.

Racistiske bemærkninger på arbejdspladsen eller under transport med offentlige transportmidler kommer ofte overraskende. Når man har været offer nogle gange, så påvirker det éns holdning til omgivelserne. Man ved aldrig, hvad ”facaderne” på hvide mennesker omkring én skjuler. Man ved aldrig, hvornår ansigter bliver fortrukket i racistisk snerren: ”Skrub af, dit sorte svin”.

Det potentielle offer bevæger sig siden i en tilstand af konstant anspændelse, når der er ukendte hvide i nærheden. Uanset om de angriber eller ej, er de blevet repræsentanter for noget fjendtligt. Det er opstået raceundertrykkelse.

Værre bliver det, fordi undertrykkerne ikke altid ved, hvilken ulykke de forårsager. Som en ung dansker sagde til en avis: ”Vi har ikke en skid imod niggere og den slags”. Det ligger i sagens natur, at det er offeret, som oplever noget unormalt, ubehageligt. Og fordi de undertrykte mindretal meget gerne vil accepteres af samfundet omkring dem, benægter de ofte for sig selv, at de udsættes for en generel forfølgelse. Og særligt stort er behovet for benægtelse, når de udspørges direkte af repræsentanter for dette samfund.

Et fundamentalt træk

Jeg vil imidlertid vove den påstand, at racisme er et fundamentalt træk ved alle hvide samfund – og måske ved ethvert samfund, hvor der findes grupper, som adskiller sig tydeligt fra flertallet.

Begrebet ”racisme” opfattes ofte alt for snævert. Det bør ikke kun knyttes til åbenlys demonstration af tro på den hvide races overhøjhed – som vi kender det fra nazisterne, Ku Klux Klan, Sydafrika og de amerikanske sydstater.

Hvis vi kun bruger ordet ”racisme” i denne snævre forstand, så bliver problemet isoleret til, at det er en undtagelse i verdenssamfundet, og dermed overser vi det fælles ansvar. Racisme er en tro på, at ens egen gruppe har nogle kvaliteter, som placerer én selv over andre og berettiger en ulighed, en undertrykkelse.

Racismen er knyttet til hudfarven, som er menneskers mest iøjnefaldende kendetegn. I mange forskellige kulturer er mørke farver negative symboler, som er knyttet til urenhed, ondskab, mindreværd. Oprindelsen til denne opfattelse fortaber sig i det uvisse, men vi opdrages med denne sammenkædning, blandt andet via religionen. Biblen er fyldt med denne symbolverden og i hellige indiske skrifter findes en begrundelse for kastesystemet, som bygger på forskellen i hudfarve.

Dragdahl er her ude i dobbelt belyvning. Allerede i indledningen bliver folk, der anser sovjetunionen for en trussel sidestillet med racister, og gjort til en slags psykriatiske tilfælde. En forløber for vore dages belyvning med såkaldt “islamofobi”.

Bemærk hvor elegant Dragsdahl for udnævnt beboerne i de amerikanske sydstater til nazister, medlemmer af KKK og (hvide) sydafrikanere. Meningsløs generalisering?

Interesant er også, at Dragsdahl lader fremmedarbejderne fra tyrkiet og pakistan skift status til “indvandrere”. De danske politikere er og var i årevis blevet kritiseret for netop at tillade indvandring under dække af, at det blot var gæstearbejdere, som ville rejse hjem. Dragsdahl kommer her disse politikere til undsætning, og belyver de der har rejst denne kritik med, at det i virkeligheden handler om, at de er racister, og dermed er løgnagtige danske politikere tryllet ud af ligningen.

Citaterne er sakset fra Dragsdahls hjemmeside.

relateret: https://undskabenshotel.wordpress.com/2015/03/28/668/

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s