Godhedsindustrien ved det godt…

En Camilla Paulsen havde et indlæg om integration af DFs vælger, som Kim på Uriasposten fandt blogværdigt. Tilbage i november 2013 havde Paulsen en analyse i margasinet Ræson, fandt en kommentator på Uriasposten, der Adler. – Som for øvrigt i følge eget udsag er en af de folkepensionister, der lever beskedent, sådan at Camilla Paulsen kan få lov til at lege godhed for pengene. Artiklen i Ræsión vender vi tilbage til nedenfor.

Fra blogposten:

Jeg græd lidt på vej hjem i bus 5A sidste torsdag aften fra det, der skulle have været en valgfest. Ligesom resten af min slags var jeg sønderknust over, at Dansk Folkeparti nu er Danmarks næststørste parti, da jeg altid har været skræmt over den retorik, DF har ført om flygtninge og indvandrere.

Men som dagene er gået den forgangne uge, er jeg kommet frem til, at jeg har taget fejl i min integrationsiver. Det er jo DF’erne, der skal arbejdes med.

2. Madskoler

DF har hidtil gået meget op i frikadeller og svinekød. Med oprettelsen af en række nye madskoler kan danskere med manglende multikulturel forståelse lære at lave den mad, vi andre spiser. Her kan de lære at bruge krydderier som hvidløg og chili og lave italiensk, indisk og vietnamesisk mad. Måske kan der endda blive tid til en enkelt udflugt til den nærmeste shawarmabar. Dette vil give dem større forståelse for vores kultur i Danmark og medvirke til at assimilere dem.

For at finde ud af, om danskerne med manglende multikulturel forståelse overhovedet passer ind i Danmark anno 2015 og fortjener at bo her, kunne man lave en multikulturtest. Hvis de ikke består testen, kunne vi sende dem til nærområderne. … Eller også kunne vi alle sammen lade være med at gå så meget op i etnisk oprindelse og politisk orientering og møde hinanden i øjenhøjde uden fordomme og krav.”

Uden i øvrigt at kommentere på vidensniveauet i Camillas artikel (hun er udannet fra RUC) så har alle disse DFere næppe tid til, at deltage i den slags pipfugle kurser og i øvrigt er det mere oplagt, at DFerne laderer deres ægtefæller undervise Camilla&klaphatte i de forskellige kinesiske, thailandske, filippinske, persiske, grøndlandske og alle mulige andre køkkener, end omvendt. Måske Camilla endda kunne blive uddannet…

Som sagt har Camilla tilbage i 2011 begået en artikel i Ræson, kaldet en analyse på RUCsk, hvor emmnet er syriske flygtninge i nabolandene, dvs nær området. Fra artiklen:

”I krisens begyndelse var de syriske flygtninge vitterligt velkomne. To år inde i krisen er antallet af flygtninge blevet så enormt, at det er skyld i store spændinger. Tallene taler for sig selv.” Det fortæller Roberta Rosso fra FN’s flygtningekommission, UNHCR, om situationen i Libanon. Den voldelige konflikt har sendt 2.192.222 syrere på flugt, og det største antal, 805.741 flygtninge, befinder sig i Libanon, som også er det mindste af modtagerlandene. Herudover befinder 126.121 syrere sig i Egypten, 197.844 syrere i Irak, 506.532 syrere i Tyrkiet og 541.025 syrere i Jordan.

Siden begyndelsen af 2013 er antallet af flygtninge vokset markant. Der er 1 mio. registrerede flygtninge, men mange tør ikke registrere sig, da de er bange for, at deres navne ender i hænderne på den syriske regering.

I de fleste af landene er der oprettet lejre, hvor flygtningene kan bo under rimelige forhold. Det vil sige, at de har adgang til mad, vand, sanitet, uddannelse og lægehjælp. Den største lejr er Zaatari i Jordan. Her bor 109.998 syrere. Det er ofte bedre for den økonomiske situation i modtagerlandet, hvis der oprettes deciderede lejre. Internationale humanitære organisationer sørger nemlig for at dække de basale behov i disse tilfælde. Den libanesiske regering har alligevel valgt ikke at oprette lejre, hvilket lægger et stort pres på landets uddannelsessystem, sammenhængskraft og ikke mindst økonomi. Krigen i Syrien har derfor store konsekvenser for libaneserne.

Den akutte mangel på flygtningelejre, og flygtningenes spredning ud over hele landet, gør det svært at få bragt nødhjælp ud til alle. Der er ikke nogen officiel begrundelse for, at regeringen ikke ønsker at oprette lejre, De fleste medier mener dog, at det er fordi, at Libanon stadig har store palæstinensiske flygtningelejre. Eksempelvis har lejrene Sabra og Shatila været i landet i mere end 60 år, og de er efterhånden omdannet til små byer. Libanons styre ønsker ikke, at det samme sker for syrerne.

Et andet problem er, at mere end 170.000 libanesere er blevet skubbet ud i fattigdom. Årsagen er, at syrerne har mulighed for at arbejde for en lavere løn end ufaglærte libanesere, da de også modtager nødhjælp. Syrerne er derfor mere attraktive for arbejdsgiverne. De eneste, der tjener på flygtningenes tilstedeværelse, er værelsesudlejere, som kan sætte lejen højere, og arbejdsgivere, der kan få billig arbejdskraft. U

Antallet af turister, som ellers er en af Libanons store indtægtskilder, er faldet i takt med krisen. Dette kan ikke forbindes med de mange flygtninge, men skyldes, at turisterne ikke tør besøge nabolandet til en raserende borgerkrig. De to anbefalinger, som Verdensbanken fremlagde ved lanceringen af rapporten, var enten flere fonde fra internationale donorer eller politiske reformer. Men eftersom der er mangel på internationale donorer, og Libanon i øjeblikket står uden regering, så efterlader det libaneserne i en form for dødvande.

Problemerne forårsaget af de syriske flygtninge har skabt ambivalente følelser i den libanesiske befolkning. Den norske researchgruppe FAFO lavede i juni 2013 undersøgelsen ”Lebanese Contradictory Responses to Syrian Refugees Include Stress, Hospitality, Resentment” i samarbejde med AUB. Undersøgelsen viser, at over halvdelen af de adspurgte libanesere mener, at der ikke skal lukkes flere syrere ind i landet.

Men samtidigt involverer libanesiske, religiøse grupper, heriblandt Hezbollah, sig i Syrien på hver deres side. Det er blandt andet også imellem disse grupper, at der har været voldelige sammenstød i Libanon henover sommeren. Og det er disse sammenstød, der er den primære genstand for libanesernes frygt.

Situationen i Libanon har i tidligere givet anledning til en post her på hotellet. Det drejed sig om, at den danske ambassadør i landet Jan Top Christensen i høje toner priste multikulturalismen i landet, som han fandt vellykket

Og Camilla fra uvidenhedsanstalten RUC kan vidst ikke undskylde sig med uvidenhed i forhold til de ricisi man udsætter den almindelige befolkning for, når man rå importere muhammedanere fra krigszoner som MENA.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s