Month: July 2015

Skatteforslag: Indvandringsskat

Politikere har altid været glad for, og istand til at udvise stor kreativitet, når det gælder opkrævning af skatter. Selv dagslys er blevet beskattet. Men poltikkerne har slet ikke været kreative nok, hvorfor vi her på Hotellet nu kommer til und-sætning.

Inspireret af de sidste par dages debat i MSM, hvor der udtrykkes frygt og bestyrtelse over en påtænkt annoncekampagne, ikke mindst fra erhverslivets side, er vi nået frem til, at når nu erhvervslivet efterspørger flere flygtninge, angiveligt fordi det skulle være en god forretning, så bør Danmark og danmarks befolkning, selvfølgelig imødekomme erhverslivets behov.

Men tingene må være i balance. Indenfor den del af statsretten, der handler om øvrighedens ret til at beskatte subjekterne, rejser sig selvfølgelig spørgsmålet om, hvor meget øvrigheden må kradse ind. Svaret er at overgrænsen for skatterne sådan cirka er, at skatter ikke må være destruktive, konfiskatoriske og/eller skævvridende i forhold til subjekterne indbyrdes. Her henviser vi til sværvægtere på området, Juan Ponce Enrile, Mogens Glistrup samt Thomas Nagel/Liam Murphy. En konsekvens heraf, må være, at overtrædes grænsen i kombination med “andet” så som, at politikerne kortslutter en proces der kan rette op på en overtrædelse, så træder borgernes ret til at gøre oprør straffrit i kraft, jf. “oprørsretten”. På det punkt kan ikke mindst Enrile være en inspiration.

Nuvel. Erhverslivet skriger efter indvandring, men følger man princippet ovenfor, så er øvrigheden afskåret fra, at hjælpe erhvervslivet fsv andre subjekter rammes af øgede skatter.

Her har UH så løsningen!

Der indføres en særlig indvandringsskat som pålægges erhvervslivet unisont. Skatten skal, jf. “forureneren betaler” princippet fra miljøretten, dække alle omkostninger ved indvandring. De gevinster, af økonomisk art, der kan tilskrives indvandring godskrives så indvandringsskatten og et eventuelt overskud, og det påstås der jo allerede at være, ikke mindst fra veludannede syrere, udbetales så til erhvervslivet, efter nærmere aftale mellem politikerne og erhvervslivet.

150731 kim jong-un

En kendt statsleder der hænger sit potræt alle vegne

150731 niels due jensen

En anden der hænger sit potræt alle vegne.

Erhvervsleder og indvandringstilhænger.

Mere om ham her, bem. kom. 48, 52 og 54

Tillæg.

Miljøretten nævnes ovenfor. Indenfor økonomi er der en diciplin der af til ses omtalt som “milløøkonomi”. Denne artikel er af en vis relevans. Fra artiklens indledning:

In the Pigouvian tradition, economists have frequently proposed the adoption of a system of unit taxes (or subsidies) to control externalities, where the tax on a particular activity is equal to the marginal social damage it generates In practice, however, such an approach has rarely proved feasible because of our inability to measure marginal social damage.
Advertisements

Belyvning 247

Radio 247s Kaare Svejstrup og Kristoffer Eriksen i fodsporene fra Trash og Lindboe

Radioudsendelsen her.

Onsdag fandt koret af racisme belyvere så en ny sag de kunne kaste sig over:

Sjovnalist Hanne Sindbæk kom i et skriv i Børsen til, at inddrage den umiddelbare årsag til antændt irritation over manglende fremdrift i en kassekø i Irma, godheds- og muhammedanerimportsegmentets foretrukne handelsstation.

Hanne forsøger i sin kommentar, at reflektere over dårlig service i det yderste (og vigtigste) led af en enhver virksomheds eksistensberettigelse: Slutbrugeren aka kunden.

Her indrager hun blandt flere omstændigheder, den omstændighed, at frontliniemedarbejderen er neger og ikke klare jobbet særligt godt. Men ellers er det en relevant refleksion over noget helt andet: Når virksomheden ikke har fokus på kunden, men på utallige bi-omstændigheder, in casu såkaldt CSR og over, at visse personer (alle den naziislamisterne har udnævnt til ofre) skal omtales i bestemte koder autoriseret af naziislamisterne.

Men det er naturligvis en fejl fra Hannes side, at hun inddrager neger aspektet, uden at være forberedt på, at netop det vil tiltrække (al) opmærksomhed. Således blev hun hevet i den berygtede venstreorienterede radio247 for, at gøre afbigt. Hun forsøger sig, mislykket, med at der er statistik, der påviser det er svært for især kvinder af anden etnitet, at komme ind på arbejdsmarkedet. Løgn og latrin. De, etnikerne, har en uhyre lav erhvervsfrekvens i al almindelighed og der er brugt milliarder på at ændre det. Resultatløst. Konklusionen ligger lige for: Hvad enten det er fordi de ikke kan eller vil, så kan det bare ikke lade sig gøre.

Radio247s tag på historien er, at de sociale medier koger med kommentarer, der skriger racisme. Det gør de sikkert, alt efter hvordan man ser på det, på Børsen.dk er der 17 FB kommentarer og på 247 18, da UH kiggede dd.

Men det ændre ikke på, at 247 videre bringer rendyrket belyvning på David Trash niveau.

Det er Tordenskjolds racesoldater der er på banen med et forsøg på mediehyp. Således forsøger værten på programmet, en af dem, Kaare Svejstrup eller Kristoffer Eriksen, sig med kommentarere fra to notoriske venstreekstremister Leif Donbæk (kendt som blogger i terrorreden ”modkraft”) og Allan ”mavepuster” Lindemark, kendt for ikke at forsømme nogen lejlighed til at belyve andre med racisme. – og jo, på UH ved vi skam godt der formentlig har siddet nogle ”andre” og udvalgt netop de kommentarere. I øvrigt oplyses det om Lindemark, at han arbejder i Folkekirkens Nødhjælp, et klart forsøg på, at få den organisation til at stå bag opfattelsen af Sindbæk som racist. At en organisation der aktivt støtter op om Gaza arabernes krigsførelse mod jøder ikke burde have kreditværdighed overhovedet er en anden sag.

To ting:

Radio247 skal lade være med, at give uimodsagt taletid til såkaldte anti-racister. Konkret kunne man have klædt Hanne Sindbæk på til, at hun skulle udskriges som racist. Nu skylder man så en tilsvarende “tjeneste” om tale tid til den anden “side” jf. princippet om pressens upartiskhed, som næppe nogensinde bliver honnoreret.

Hanne Sindbæk kunne på forhånd have sagt sig selv, at har man nyligt indraget indvandrings aspektet i noget som helst, der ikke er positivt, og bliver spurgt om offentlig optræden, så handler alt om dèt og om at man skal gøres til racist. Rådet er; tag initiativet og angrib, angrib og angrib. Og vær forberedt på, at blive præsenteret for løgn, som ingen anede eksisterede, sådan som Krasnik gjorde overfor Lars Hedegaard.

Tilbage udestår så om det var relvant, at indrage hudfarven. Og det var det, thi havde det handlet om en manglende hånd, havde det været relevant. Baggrunden er altid relevant selvom fokus er på noget helt andet, og minder vi om, det var CSR.

Kim på Uriasposten har de relevante uddrag fra Hanne Sindbæks artikel. Derfra:

… det er kassedamen, der virkelig holder på kunderne. Hun udfører sit arbejde på en mindfulnessagtig måde: En ting ad gangen i et sindigt tempo, se på hver enkelt vare som var det første gang, vende og dreje den roligt til stregkoden viser sig og kan få sit lille bip.

Vi står der i køen med vores genbrugsposer og kommer helt i zen af at følge hende. Det vil sige, hvis vi ellers var i stand til at ignorere de serieeksplosioner af utålmodighedsraseri, der foregår indeni os. Men vi siger ikke noget. Vi er de pæne Irma-kunder.

Normalt kan vi godt sige til og fra i forretninger, så ruderne klirrer. Men sagen er, at kassedamens forfædre tydeligvis kom fra nogle varmere himmelstrøg, så vi får den der fornemmelse af, at vi skylder en særlig tolerance. … Social ansvarlighed er godt, og det er helt på sin plads, at virksomheder gør deres for at give alle en fair chance på arbejdsmarkedet. Men nogle har haft så travlt med at vise, hvor gode de var, at kunderne blev glemt.

Fra Børsens FB væg:

150730 sindbæk børsen fb kommentarere

Fra Irmas, ganske korte, såkaldte “værdi” grundlag:

Vores værdigrundlag:

Vi arbejder proaktivt og forsøger at finde “den bedste måde”
Vi konkurrerer og har fokus på toppræstationer
Vi har fokus på både personlig og faglig udvikling
Derfor vil vi se hvor langt vi kan nå!

Bob Glitter på Bitter Blog har også fat i historien og har fjern aflæst min vinkel på den omstændighed, at den berygtede belyver David Trash endnu engang er på banen. Så vi citere Bob:

Er David Trads idiot?

I går brugte David Trads sin tilstedeværelse på de sociale medier på endnu en gang at opdele Danmark i to hold: Det gode og det onde. Det siger sig selv, at David Trads tilhører førstnævnte på trods af sin blakkede fortid, hvor han fuldstændig ødelagde Henrik Gade Jensens karriere ved at hænge ham ud som nazist i Information. En nederdrægtig svinestreg, som avisen betalte erstatning for, men som David Trads formodentlig ikke har lært af – et gæt på baggrund af mandens gentagne forsøg på at tilsværte andre. Til det onde hold hører lande, der udviser folk på tålt ophold, politikere, der lammetæver ham i debatter og nu også Hanne Sindbæk, som har skrevet om CSR – Corporate Social Responsibility – i Børsen.

David Trads begår den – bevidste, konkluderer jeg på baggrund af mandens bedrifter – fejl at anklage Hanne Sindbæks artikel for at være “nærmest racistisk”. Hun skriver om en oplevelse i Irma med en ekstraordinær sløv kassedame og en voksende kassekøs indestængte raseri:

“Normalt kan vi godt sige til og fra i forretninger, så ruderne klirrer. Men sagen er, at kassedamens forfædre tydeligvis kom fra nogle varmere himmelstrøg, så vi får den der fornemmelse af, at vi skylder en særlig tolerance.”

David Trads’ svar, besindigt tituleret “ER HANNE SINDBÆK RACIST?” [sic], er:

“At hævde, at årsagen til, at en konkret person synes langsom, skal findes i, at vedkommendes forfædre kommer fra ‘varmere himmelstrøg, er simpelthen uacceptabelt.”

Nej, det er direkte forkert, David Trads, og du ved det udmærket. Du kan både læse og forstå. Hanne Sindbæks tydelige pointe er, at årsagen til sløvheden skal findes i, at kassedamen sandsynligvis er ansat på baggrund af CSR og ikke sine kompetencer.

Og ja. Den undskyldning David Trash stak for sin medvirken i Henrik Gade sagen har mistet sin gyldighed. Og enhver snik snak om, at han var i dårligt selskab (Rasmus Lindboe og “lille” Rene Karpantschof) må være slut.
Dækning i JP.

Belyver beløjet?

Erik Boel har nylig skrevet en kronik i skradlespands bladet Samarbejds-Politiken, hvor han hælder vand ud af ørene over, at hans gamle druk- og skikammerat Morten Jung Olsen, ikke vil gå til bidet og fortælle alt, som i ALT, om hans virke som STASI-agent. Problemstilling er, at der falder en vis mistanke på Boel for enten at være den som Olsen påstår sig forvekslet med eller, at Boel på en eller anden måde har bistået Olsen.

Teorien her på UH er, at Olsen blot som en sidegevinst af et venskab, har brugt Boel som dække. Men iøvrigt meget sigende, at de gennem flere år var venner. Og man fornemmer Boel føler sig ramt på sine tabte karrieremuligheder på grund af venskabet. Og desårsag føler han sig ramt på ikke mindst mulighederne for indtjening og prestige, samtidig med han har måtte se Olsen ligge i overhalingsbanen på de parametre, nede i EUSSR.

Boel er noget langt være. Han er belyver, som i bedste Dragsdahl stil gør det i flæng, og på en måde så det samtidig fremstår som en trussel ovefor folk, der måtte være uenige, om at skulle de ytre uenighed, så vil de blive ramt af en heksejagt om påstået, såkaldt, racisme.

Og Boel er ikke hvem som helst. Et karrirere forløb i Udenrigsministeriet blev afbrudt til fordel for en stilling som internationalsekretær i det socialdemokratiske partiapparat fra 1992 til 2002. En skelsættende periode i danskpolitik, hvor Dansk Folkeparti stiftes og ikke mindst indgås den såkaldte Barcelona-deklaration, (resume på dansk)

Lad os først se på en tekst om såkaldt racisme som Boel har forfattet sammen med den evigt uheldige tudemarie, KGB-påvirkningsagent, Jørgen Dragsdahl. Fra artiklen (som er en protest mod en leder i JP):

…Derefter morer han sig med, at det må være retten til besøg på diskoteker, der er en af de mest fundamentale europæiske rettigheder.

Begge indlæg afslører en skræmmende uvidenhed, som tilmed virker bevidst, idet man tilsyneladende vil nedgøre indsatsen mod racisme. I lyset af Europas historie, hvor mange millioner er blevet racismens ofre, er niveauet i disse kommentarer forfærdende. Mellem årsagerne til EU’s oprettelse og Unionens virke er netop, at en gentagelse af racismens forbrydelser skal hindres, og at alle mennesker skal beskyttes imod diskrimination.

Agenturets virke bygger på Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og EU-traktaten. I charterets artikel 21 fastslås, at enhver forskelsbehandling ud fra bl.a. race, farve, tro og etnisk oprindelse er forbudt. Den efterlyste definition på racediskrimination findes i FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination fra 1965.

Definitionen tager højde for, at begrebet ”race” er bragt i miskredit, så man må anvende en såkaldt bred definition af ”racisme”.

SVAR
NÅR MAN definerer enhver afstumpet adfærd som racisme, vil man naturligvis kunne finde racisme overalt, men dermed mister udsagnet også enhver betydning. Det var netop lederens pointe.

Redaktionen

Hvis Boel får tid kan han jo finde disse millioner af ofre for racisme, eventuelt blot demonstrere at en enkelt million skulle findes.

Nuvel, Boel mener sig beløjet ind i en rolle som STASI-stikker/agent. Fra den kronik:

»Vin eller øl?«, spørger PET-chefen mig. Scenen er sat, 16. december 1999 kl. 14.30. Jeg er til afhøring hos PET på Bellahøj. Over for mig sidder PET-chef Birgitte Stampe og operativ chef Hans-Jørgen Bonnichsen.

Straks efter afhøringen, som jeg føler kaster en ikke-konkretiseret mistanke over mig, beder jeg samme eftermiddag om et møde med statsministeren. Selv om jeg i det daglige refererer til partisekretæren, er det dog Poul Nyrup Rasmussen, der som partiformand i sidste instans er min chef. Samtalen bliver – helt usædvanligt – straks bevilget, og nogle timer senere sidder jeg i statsministerens kontor til samtale med Poul Nyrup Rasmussen, der er ledsaget af departementschef Bernstein.

Der går en god uges tid, før brikkerne begynder at falde på plads for mig. Efter 12.30-radioavisen 28.12. ringer Steen Christensen og fortæller, at Ekstra Bladets ’Lenz’ nu er anholdt. Det drejer sig om en mand på en 42-43 år, tidligere ansat i Udenrigsministeriet 1979-81, nu i EU på lavere charge. Der sættes ikke navn på, men det kan kun være min gamle ven og kollega fra tiden som studentermedhjælp i Danida, Morten Jung-Olsen. Det var også bl.a. Jung-Olsen, PET-cheferne Stampe og Bonnichsen havde kredset om under samtalerne i Bellahøj.

Men jeg føler også vrede. Hvordan pokker kunne han – hvis altså det var Morten (det var fortsat på dette tidspunkt et ikke-afklaret spørgsmål) – videregive oplysninger til sit lands modstandere? Uanset klassificeringen af de pågældende dokumenter havde Morten i givet fald demonstreret en villighed til at svigte sit land. Selv om tågerne således begynder at lette, bliver min egen stilling samtidig afgørende forværret, da der er en lækage formentlig enten i PET eller i departementet i Justitsministeriet, som betyder, at Ekstra Bladets Per Michaelsen i en stort opslået artikel 31.12. 1999 kan oplyse, at jeg har været i PET’s søgelys.

I mine mange samtaler med Michaelsen i disse dage (»Vær nu ikke så hemmelighedsfuld, Erik …«) fisker han efter, om det er KGB-bar i Borgergade eller café Rosa Luxemburg, Morten og jeg har frekventeret. At vi snarere gik i byen på Røde Lygte, Alléenberg og Charlie Brown – hvor de sjoveste piger kom – passer ikke Stasi-jægeren.

En anden af Michaelsens teser er, at skiftende socialdemokratiske justitsministre har forsinket efterforskningen af Lenz-sagen på grund af min rolle. Det er nok at overvurdere min betydning. Michaelsen har både i bogform og i Ekstra Bladet søgt at udstille alt og alle, der har været til lidt til venstre for midten som landsforrædere ved insinuationer og mistænkeliggørelse. Det er historiens ironi, at det senere er kommet frem, at Michaelsen tidligere selv har været glødende ungkommunist og endog i søgelyset som ’storspion’, om end den tese ikke er dokumenteret.

Når det er sagt, synes jeg faktisk, at det er prisværdigt, at Michaelsen er gået i Stasi-arkiverne. Problemet er, at han hopper over i den anden grøft. Så spionjagten bliver ideologisk inficeret, og han, som nu glødende antikommunistisk og med de unge år, han har tilbragt i DDR, ser spioner og blå mænd fra Mars alle steder. Når Stasi-jagten på den måde bliver useriøs og kulørt, er det i virkeligheden et forræderi over for ofrene for Stasis forbrydelser. De har fortjent i det mindste en både en ordentlig og redelig kortlægning af fortidens forbrydelser.

For mit eget vedkommende er situationen nu efter afhøringerne, statsministerens delvise suspendering og Ekstra Bladets eksponering aldeles kafkask og angstprovokerende. Som Josef K i Kafkas ’Processen’ er jeg blevet kastet ud i en spøgelsesverden. Fysisk og psykisk har Lenz-sagen virket som et atomangreb. I det udenrigspolitisk-diplomatisk miljø, jeg opererer i, er tillid afgørende; og den er nu i hvert fald antastet. Og hvordan beviser du, at du ikke er spion? Gradvis bliver min arbejdsmæssige tilværelse dog normaliseret. Jeg bliver gennem Statsministeriet sat på nye opgaver – og må endda selv lejlighedsvis minde Nyrup om begrænsningerne i mit arbejde, f.eks. da Dalai Lama kommer til København, og Nyrup ønsker, jeg deltager i et møde med tibetanernes leder i Kastrup.

Mange bakker også op om mig og viser en empati og en integritet, som jeg den dag i dag er taknemlig for: Svend Auken erklærer sig uenig i Nyrups håndtering af sagen og mener, at statsministeren er gået i selvsving og overreagerer, Folketingets direktør, den tidligere PET-chef Ole Stig Andersen, inviterer mig demonstrativt med til sin 60-års dag i Folketinget, Ritt giver mig nyt mod, og Lykketoft inviterer mig med på en rundrejse i Afrika. Hans Hækkerup hjælper mig som forsvarsminister med at forfatte en kronik om Socialdemokratiet og fodnotepolitikken, offentliggjort i Berlingske Tidende, der lægger op til selvransagelse for partiet, men som samtidig får det gjort klart, at jeg hverken har lod eller del i partiets fodnotepolitik. Jørgen Schleimann, som jeg har et fint samarbejde med i Europabevægelsen, opfordrer mig til at blæse det hele en hatfuld.

Hvorfor gjorde Morten det? Så længe Morten ikke selv kommer på banen, kan vi kun gisne herom. Men den såkaldte antifascistiske kamp var hans baggrund.

I sin nyligt udkomne bog om Lenz-sagen lancerer Mikael Busch den tese, at Morten gradvis opgiver sin tro på kommunismen, bl.a. under indtryk af et studieophold i USA. Busch har ingen dokumentation for denne teori om, at Morten på den måde skulle konvertere. Allerede da jeg lærer Morten at kende i januar 1979, fremstår han som det, vi i dag ville kalde blå – men det har formentlig været et dække over spionaktiviteterne.

Imidlertid har Busch en pointe i, at det er tankevækkende, at det er påfaldende få og relativt ligegyldige dokumenter, Morten som EU-ansat udleverer i den sidste del af sin Stasi-karriere op til Murens fald. Den spektakulære rejse fra en proletarisk opvækst i Københavns Sydhavn til tilværelsen som eurokrat i Bruxelles har ikke været nem. Som spion for Stasi har bordet antagelig fanget, og her har Morten ikke bare kunnet løbe fra samarbejdet, selv om han som Busch foreslår skulle være konverteret.

En anden mulig forklaring på Lenz’ dalende aktivitetsniveau kunne være, at han var blevet ’lånt’ ud til KGB. Men det er naturligvis blot en gisning.

Den bedste måde, vi kan lære af historien på, ville være, hvis Morten selv ville træde frem og fortælle sin historie. Både af hensyn til sig selv og af hensyn til de såkaldte bipersoner, der som jeg er blevet mistænkeliggjort i forbindelse med sagen. Det er vel Morten selv, der har bidraget med oplysninger til Stasi om bipersonerne, der ud over mig selv bl.a. omfatter hans bror og kæreste. Her ville det være velgørende med en forklaring på, hvorfor han har gjort det. Hans tavshed skader ikke blot ham selv, men også dem, der har kendt ham, og som er blevet eksponeret i forbindelse med sagen.

Når Morten ikke har ønsket at træde frem, skyldes det antagelig, at så vil han ikke længere kunne hævde, at han er offer for en personforveksling. Og det ville få konsekvenser for hans søde liv i Bruxelles, hvor han har et godt, vellønnet og trygt arbejde som EU-ansat. Vi må håbe, at Morten, når han inden for en overskuelig fremtid skal pensioneres, vil lægge kortene på bordet. Det ville være velgørende at få fortalt historien, mens tid er, for at få sandheden frem.

links:

https://reaktionaererefleksioner.wordpress.com/2015/05/01/stasi-stikker-hvidvaskes/

Nyholms barndom

På JP belærer Per Nyholm om, at da mange Irere rejser ud, så følger det logisk, at det er europæernes pligt, at lade alle de negere og muhammedannere, der måtte ønske det, bosætte sig europa. Fra artiklen:

Vi skifter bus et par gange, men ankommer til Derry på minuttet. Sig aldrig Londonderry i selskab med en irsk patriot. Jeg agter mig ud i den mere eller mindre bilagte borgerkrigs geografi.

Gerald skal videre. Efter Glasgow? Måske Australien, måske Canada, måske Sydafrika. Vel sagtens vil han tilbringe sin alderdom i Donegal, et meget irsk liv.

Jeg tænker på debatten i Vesteuropa, denne skingre, umenneskelige debat om flygtninge, indvandrere og emigranter, velfærdsturister kalder vi dem. I min barndom og ungdom talte man ikke sådan. Vi havde mindre at give af, men var mere generøse.

I Irland forekommer en sådan debat slet ikke. Der kender man sin kristne pligt. Der ved man desuden gennem generationer, at de bedste og stærkeste rejser ud.

Derrys gader ligger blanke af regn, strid, våd regn, en meget irsk regn.

I Per Nyholm, (f. 1943) barn- og ungdom talte man ganske rigtigt ikke “sådan” om fup-flygtninge. Det var ikke nødvendigt. For det første var der flygtninge, men de retunerede til oprindelseslandet uden noget brok. For det andet var de ikke fup flygtninge. Og Per Nyholms generation endnu ikke konverteret til naziislamofili, hvor et af hovedpunkiterne er, at være genrøs med andres midler, såsom deres fremtid.

Og noget andet er, at De Irske krige netop har deres årsag i uhæmmet indvandring.

elektrisk hjørne

I november 2014 havde Snaphanen en post med sigende fotos fra området omkring Udlændingestyrelsens hovedkvarter i Ryesgade. Posten her.

Asylbranchen

Jeg befandt mig i andet ærinde nær Udlændingestyrelsen i Ryesgade 53. Det var lige efter kontortid, men normalt skal området ligne en markedsplads i bumfuckistan. Inden for hundrede meters nærhed lå disse afledte brancher – som ludere nær en hovedbanegård, tænkte jeg efter at have set hovedbanegårde nok i mit liv og ved et uheld også enkelte asyladvokater, hvis skrupelløshed  var så graverende, at jeg ville afsløre deres identitet, hvis jeg beskrev dem nærmere her. Jeg sendte Dickens en venlig tanke.

Nu har organet for islamisk oplysning, den berygtede publikation, Samarbejds-Politiken, haft en sjovnalist på besøg i bemeldte advokatkontor for en potræt samtale med kontorets indehaver, Aage Kramp. Fra artiklen:

Advokaten indtager en forsinket frokost. Måske morgenmad. Han glemmer at spise, for advokaten har fået travlt på sit kontor efter regeringsskiftet. Mere end sædvanligt.

Han drikker en tår af en Pepsi-Cola Max og kigger på en lille pose med gulerødder.

Og giver sig så i kast med en hamburger uden ost.

Hele eftermiddagen har han siddet i den indremissionske Bethesda-kirke på Israels Plads i København, hvor han giver gratis rådgivning til udlændinge, som han gør hver den sidste onsdag i måneden. Her kommer mennesker, som af den ene eller den anden grund er gået i stå med deres ansøgninger til de danske myndigheder.

55-årige Aage Kramp har over 100 sager om familiesammenføring om året.

Hans kontorer er placeret i henholdsvis en forhenværende butik og et nedlagt vaskeri på hver sit hjørne midt i et T-kryds lige over for Udlændingestyrelsens 3 etager høje kontorbygning i Ryesgade på Østerbro i København.

150728 aage kramp snap

foto©Snaphanen.dk (stjålet uden tilladelse)

»Aage er ret kendt blandt udlændinge, og han tager jo nok for mange sager, men alligevel kan man altid lige forstyrre ham, og han bliver aldrig sur. Han er totalt åben«, siger hun.

Kontoret kræver først betaling, når rådgivningen bliver til en egentlig konsultation, og det sker ofte.

»Men det sker også, at Aage glemmer betalingen, og vi har i forvejen ret lave priser. Han er jo styret af sin tro, men hvis han havde ønsket at køre det her kontor for pengenes skyld, havde han nok været millionær«, siger Farah Mahdi.

»Jeg vil gerne sikre, at folk får en ordentlig rådgivning, så man undgår nogle af de menneskelige katastrofer, når folk, som elsker hinanden, ikke kan få lov til at bo sammen i det her land. Eller når børn ikke kan få lov til at bo her med deres forældre«, siger han.

Hun er blevet skilt fra sin danske mand og er derfor i fare for at miste opholdstilladelsen. Hun arbejder på et kyllingeslagteri i Jylland og har taget en fridag for at kunne rejse til advokatens kontor i København for at få hjælp til en ansøgning om ophold.

»Åh, du arbejder på et kyllingeslagteri? That’s why you look like a chicken«, siger han.

Aage Kramp er opdraget i den kristne tro og går i kirke hver søndag. Hans far var skolelærer, men da Aage var en lille dreng, fik faren, fortæller han, et kald.

»Vor Herre fortalte ham, at han skulle rejse ud og gøre noget, så han meldte sig til Sudanmissionen«.

»Jeg tror, at en af de tråde, man kan trække fra mine forældre og frem til mig i dag, er ønsket om at prøve at gøre en forskel. Man kan sige, at jeg er drevet af et religiøst engagement. Jeg er optaget af næstekærlighedsbudskabet, som jeg ser som det centrale element i kristendommen«, siger han.

Familien flyttede tilbage til Stengården i Bagsværd i Danmark, hvor mor fik arbejde på en plastikfabrik og far et job i en uafhængig kirkelig organisation.

Selv flyttede Aage Kramp hjemmefra som 16-årig og ind i et kristent kollektiv på Christiania.

I dag er Aage Kramp gift med Kwanele, der kommer fra Zimbabwe, og som han mødte under en sag om en studietilladelse. Hun har bestilt flybilletter til 2 ugers ferie i Zimbabwe, og parret skal af sted hen over sommeren.

De første 10 år af sit advokatvirke holdt Aage Kramp sammenlagt 2 dages ferie. Han kommer altid sent hjem og er på arbejde alle weekender. Hård kost for en mand, som kæmper med diabetes, og som fik indopereret en pacemaker i 2014.

»Nogle gange bliver jeg bekymret for, om han får spist nok. Han drikker jo meget Pepsi«, siger hun.

»Oftest er nye lovændringer vedtaget eller aftalt i forbindelse med et finanslovsforlig, som i virkeligheden har det formål at få en finanslov igennem. Så har man givet nogle lunser til Dansk Folkeparti på udlændingeområdet, som efter partiets opfattelse gerne må være af antimuslimsk karakter. Så har nogle dygtige embedsmænd skullet filtrere det til en lovgivning, som er af mere generel og ikkediskriminerende karakter«, mener han.

Her på UH tror vi godt advokaten kan glemme alt om, at DF fremover lader sig spise af med lunser. Og med hensyn til, at love skal være af “ikkediskriminerende karakter”, så er det noget vrøvl. Menig med lov er netop, at diskriminere på et sagligt grundlag. Og i den forbindelse er der gode saglige grunde til at holde muhammedanere, foruden en del andre, ude af landet.

Med hensyn til jurister med baggrund i missionske familier, så slås vi gang på gang med forundring over, at det ser ud til at netop de har en særlig tendens til, at optræde som farisærere. Og mindes Hans Gammeltoft Hansen, der har en lignende baggrund, og Hans Kirks beskrivelse af miljøet som inficeret af pædofili og incest.

Dansk våbentransport boomer

I hvert fald vil det muhammedanske land Absurdistan ovre i asien nu indfører øget kontrol ved broen mod kontinetet, idet man åbenbart mener, det er herfra årsagerne til landets stigende kriminalitet skal søges.

Absurdistan er gennem de seneste årtier blevet plaget af voldsomme stigniger i forbrydelser såsom voldtægter, bombeangreb og mord. En artikel i JP, produceret af løgnefabrikanten, Al-ritzau, fortæller om det og byder blandt andet på en forklaring fra en absurd politiker:

Anders Ygeman [indenrigsminister] kalder over for det svenske nyhedsbureau TT situationen for “uacceptabel”, og han understreger, at politiet i Malmø nu får tilsendt de ønskede forstærkninger fra svensk politis Nationale Operative Afdeling (NOA).

Og han peger over for avisen Sydsvenskan på, at der skal sættes ind ved blandt andet Øresundsbroen for at dæmme op for indsmuglingen af våben.

Grænsekontrol? Hvordan vil ikke internationalt og humanistisk sindede europæere tænke: Hvad skete der lige for absuderne? Var det ikke dem, der engang var kendt for frisind, tolerance, lighed og solidaritet med verdens fattige og forfulgte? Nu opfører de sig pludseligt forkælet, småligt og egoistisk. Måske skulle man overveje at investere, arbejde eller studere et andet sted,” vurderer Zenia Stampe.

Heldigvis er forklaringen dog ligefor:

Indenrigsministeren peger desuden på, at det – sideløbende med selve jagten på gerningsmændene – er nødvendigt at sætte ind med sociale indsatser i området.

– Vi har haft 10-15 år med stigende arbejdsløshed, voksende kløfter og dårligere resultater i skolerne. Det er klart, at det smitter af på samfundsudviklingen og kriminaliteten, siger Anders Ygeman.

Regeringen er ifølge ministeren fast besluttet på at bidrage til at hjælpe til med at mindske kløfterne, mindske arbejdsløsheden og vende udviklingen i skolerne.

Og således er vi beroliget: Det har intet med islam at skaffe. Tænk sig hvis islam igen var blevet voldtaget af muhammedanere der intet har forstået af islam.

Fornemmelser for godhed og mord

Gennem årene er de islamofile kommunister fra poporkestrert Savage Rose i medierne blevet markedsført som mainstream.

Deres baggrund er medlemskab af DKP/ML og gennem deres karriere nåede de at give opbakning til stort set hver eneste socialistisk/muhammedanske massemordere fra sidste halvdel af det 20′ århundred. Fra borgerkrigen i Vietnam, hvor de bakkede op om den socialistiske sides masakrer på civilbefolkningen i syd til Albaniens Enver Hoxha over pæstilensiske jødemordere.

Nu får popgruppens ronkedor, Annisette Koppel (f. Hansen), så endnu en omgang taletid i MSM, som bruges til en blandning af selvpromovering, godhedsspasmer og angreb på europas oprindelige befolkning. Fra udgaven af artiklen i JP:

Den mest eksotiske oplevelse, jeg har haft i min karriere, er …

“I Nuuk, hvor jeg sang den gamle Pete Seeger-sang Where Have All the Flowers Gone, og ældre og unge stimlede sammen om mig, rørte ved mig og gav mig deres smykker på. Mine arme var fyldt med armbånd, der var perlekranse i mit skød, og jeg erfarede, hvor stor en forståelse og indlevelse det grønlandske publikum har.”

Pete Seeger blev i anledning af sin alt for sene død som 94 årige omtalt på Uriasposten, via National Review, hvor det bl.a. hedder:

The next year, Pete Seeger, a member of the Young Communist League, lent his support for the effort to stop America from going to war to fight the Nazis. The Communist-party line at the time was that the war between Britain and Germany was ‘phony’ and a mere pretext for big American corporations to get Hitler to attack Soviet Russia. The album Seeger and his fellow Almanac Singers, an early folk-music group, released was called ‘Songs for John Doe.’ Its songs opposed the military draft and other policies of Franklin D. Roosevelt.

Franklin D, listen to me,
You ain’t a-gonna send me ’cross the sea.
You may say it’s for defense
That kinda talk ain’t got no sense.

Just one month after the album was released, Hitler invaded the Soviet Union. The album was quickly withdrawn from circulation, and Seeger and his buddies immediately did a 180-degree turn and came up with new songs:

Now, Mr. President
You’re commander-in-chief of our armed forces
The ships and the planes and the tanks and the horses
I guess you know best just where I can fight . . .
So what I want is you to give me a gun
So we can hurry up and get the job done!”

Anisette Koppel får også lejlighed til, at slå et slag for afskaffelse af ytringsfrihed:

Det mest overvurderede det sidste år er …

“Ordet ytringsfrihed, når det bliver misbrugt til at håne andre menneskers kultur med dumsmarte tegninger bestilt for penge.”

Man kan udtrykke sin ærgerelse sig over, at drabsforsøget på Kurt Westergaard (og andre) kun blev ved forsøget. Det her er så en af dem.

Jeg fældede sidst en tåre …

“Da jeg hørte om bådflygtningene, der druknede i Middelhavet. Det er ufatteligt, at Europa ikke kan hjælpe de mennesker, som jo flygter fra den nød, som Europa til dels selv har været med til at skabe.”

Ahh; så vi har at gøre med et spørgsmål om erstatning til negere og muhammedanere. Helt præcist på grundlag af hvad? Hudfarve eller rettere hvides mangel på pigmentering i huden, måske?

Argumentalt genbrug

I debatten om hvor hurtigt islamiseringen af Danmark skal foregå, kan der konstateres genbrug og glimt af ærlighed, som når chefen for menneskesmulger klubben Dansk Flygtninghjælp, omtaler sin kunder som indvandrere istedet for flygtning.

Omvendt kalder Enhedslistens udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen (Ø), integrationsministerens forslag for »pinligt«.

»Jeg synes helt grundlæggende, det er småligt, at regeringen vil vende ryggen til mennesker i nød under den største flygtningekatastrofe siden Anden Verdenskrig. Og det bliver ærligt talt pinligt for Danmark, når regeringen vil reklamere med det i udlandet,« siger han i en skriftlig kommentar.

»Folk flygter ikke fra Syrien for at få velfærdsydelser i Danmark, men for at undgå halshugninger og massevoldtægter fra Islamisk Stat,« påpeger Nikolaj Villumsen.

Tilbage i april då udtalte nazibelyversken Johanne Schmidt-Nielsen til TV2 nøjagtigt det samme. Dog ser TV2 skriftlige udgave en smule anderledes ud. Men lyt selv til indslaget på TV2, hvor det nærmest ordret det samme:

– Jeg synes, Venstres forslag er usympatisk. Venstre gør sig så umage, man overhovedet kan, for at finde på forslag til, hvordan man kan undgå, at flygtninge søger beskyttelse her i Danmark, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Hun mener, at Danmark må påtage sig et ansvar sammen med alle andre lande. Hun tror ikke et sekund på, at lavere ydelser til flygtninge vil betyde, at der er færre, der søger hertil.

– Jeg tror, det eneste, der kommer ud af det her, er, at flere mennesker i Danmark kommer til at leve i fattigdom, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

I samme udgave af TV2 indrømmer chefen for Damarks største menneskesmulger organisation, Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, at de såkaldte flygtninge ikke er dette, men emigranter:

– Der er et overordnet billede af, at Danmark og Nordeuropa er et fantastisk attraktivt sted. Det er gode samfund uden korruption, man kan få en gratis uddannelse, man kan komme til læge gratis, man bliver ikke forfulgt. Så jeg tror ikke på, det gør en forskel at ændre på en lille paragraf som det her, siger generalsekretær Andreas Kamm.

Et af Venstres argumenter er, at da man under VK-regeringen skruede ned for ydelsen til flygtninge, faldt antallet markant. Men det skyldes ifølge Andreas Kamm, at indvandringen til Europa generelt var mindre i den periode.

150725 andres kamm fryde grin

Andreas Kamm på vej i banken

Islamofilt oprør i V

En af ækilleshælene i forhold til en anstændig og ansvarlig fremmedpolitik er islamofile der sidder rundten om og sikre, at apartheidepolitikken, der sikre muhammedanere positivsærbehandling, fortsætter nærmest i det uendelige.

I JP angriber nogle Venstrefolk partiets linie, der så i øvrigt er, at fortsætte importen af muhammedanere, bare på et lidt lavere niveau end hårdkogte naziislamister som f.eks. Mette Frederiksen og Morten Østergaard ønsker. Fra artiklen:

»Jeg er meget, meget skuffet. Det er en frastødende måde at handle på. Vi er i gang med at bygge en mur op omkring os selv og sparker til de flygtninge, der prøver at komme ind,« siger Michael Gatten (V), der er medlem af borgerrepræsentationen i Københavns Kommune.

»Spørgsmålet er, om man ønsker at løse problemerne, eller om man ønsker at leve politisk af dem. Man kunne godt ønske sig, at vores minister[Inger støjberg] – inden hun sætter en masse ting i søen og stiller sig op på tv og slår sig på brystet og viser, hvor stærk hun er – tog på feltstudier og rent faktisk så på forholdene i Syrien, Libyen, Grækenland og flygtningelejrene,« siger Rohde.

Med annoncekampagnen tegner regeringen et billede af Danmark som »et fremmedfjendsk land«, mener Inge Dorte Mandrup, lokalformand for Venstre i Norddjurs Kommune.

I BT er Jens Rohde citeret for følgende:

Som lovet i valgkampen indledte Venstre regeringsæraen med et straksindgreb på asylområdet, der har gjort det mindre attraktivt for flygtninge at søge mod Danmark. Og det budskab skal nu spredes til udenlandske aviser, fastslår Støjberg, efter et omstridt dokument fra EUs grænseagentur, Frontex, har vist, at menneskesmuglerne vejleder flygtninge om de opholdsvilkår, der er i de forskellige europæiske lande.

»I stedet for, at vi har flygtninge, som vi kan håndtere, ved hvor er og kan sætte nogle ting i gang for, så ender vi med illegale indvandrere. Og de er en menneskelig og en økonomisk og sundhedsmæssig betonklods om benet på det danske samfund,« siger Jens Rohde.

Ah. Så betonklodsen om benet på danskerne er blot et spørgmål om hvilken etikette betonklodserne får sat på sig?

WAFFEN-SFer om anstændighed

Folkemordsanstifteren Jonas Dahl belærere i BT om, hvad anstændighed ikke er. Og han mener åbentbart at det er meget uanstændigt, at informere uønskede gæster om de er uønskede. Fra artiklen:

Det er usympatisk at bruge bistandsmidler på at holde flygtninge væk fra Danmark.

»Jeg synes, det er mærkeligt at bruge flere millioner på at lave en skræmmekampagne på at holde folk ude i stedet for at bruge pengene på at hjælpe de mennesker, som flygter fra krig. Hvad er det for et land, vi bor i, hvis vi er mere optagede af at holde de mennesker, som berettiget flygter fra død og ødelæggelse, ude i stedet for at hjælpe,« siger Jonas Dahl.

»Annoncerne skal indeholde nøgtern information om halvering af ydelser og andre stramninger, vi kommer til at vedtage. Den slags informationer spreder sig lynhurtigt,« forklarer Inger Støjberg til DR.

»Inger Støjbergs forslag lægger sig jo fuldstændig i røven af det forslag, DF kom med for en uges tid siden, og jeg synes ikke, at det bliver mere anstændigt af, at det er Venstre, der foreslår det. Jeg undrer mig over, at den medmenneskelighed, der er en del af det danske samfund, er gået fløjten, når man går mere op i, hvordan man kan holde folk ude, end man går op i at hjælpe de mennesker, der flygter fra krig, vold og ødelæggelser,« siger Jonas Dahl.

»Om det er Inger Støjbergs integrationspolitik eller Dansk Folkepartis er hip som hap. Jeg synes, det er trist, at vi er kommet så langt ud i Danmark,« tilføjer han.