Glimrende artikel på DKA af Karen Jespersen og Ralf Pittelkow, der handler om moral og dilemmaet i, at en der ønsker at gøre det gode kommer til, som en konsekvens, at få ansvaret for at have gjort noget ondt. F.eks alle de islamofiles ansvar for at titusindevis af danske kvinder er blevet udsat for jihad voldtægter, heri blandt børn der er blevet anal-voldtaget. Det samme kan siges på en måde, nemlig at med pligtetikken følger nytteetikken. De gode gerninger skal kendes på deres endelige resultat og ikke på hvad udøveren har af noble hensigter.
Fra artiklen:
For tiden taler de samme kræfter også en del om næstekærlighed. Det er naturligvis dem selv, der repræsenterer næstekærligheden, mens ”strammerne” fremstilles som ligeglade og afstumpede i forhold til deres næste.
Tilhængerne af at åbne alle døre for asylstrømmen er de gode. Tilhængerne af en stram kontrol med tilstrømningen er de onde. Når nu de politisk korrekte selv skal sige det.
Men denne holdning til moral og asylstrøm er pivfalsk. Der er gode argumenter for, at det forholder sig stik modsat – nemlig at det er de politisk korrekte, der har et moralsk problem i asyldebatten.
…
Det drejer sig om den store tyske samfundsforsker Max Weber. For cirka 100 år siden, i 1919, holdt han et foredrag for nogle studenter med titlen ”Politik som profession” (”Politik als Beruf”).
Her kom han med betragtninger om politik og moral, der er lige så gyldige i dag, som de var dengang.
Weber sagde, at man må skelne mellem to slags moral.
Den ene kaldte han sindelagsmoral. Den anden kaldte han ansvarsmoral. (Weber brugte selv ordet etik i stedet for moral).
Hvis man følger en sindelagsmoral, så går man efter at have de rigtige meninger og vise den gode vilje. Det er de ædle hensigters moral.
Hvis man følger en ansvarsmoral, vil man ikke stille sig tilfreds med de rigtige meninger og hensigter. Ansvarsmoralen drejer sig om, at man kan stå inde for konsekvenserne af ens handlinger.