Radio Muhammed

I Des-Information d. 22. august då beretter en Mustafa Hussain, som er sociolog, om resultaterne af cirkus multikulti.

I sommeren 2014 deltog jeg i et digtarrangement afholdt af pakistanske indvandrere på en folkeskole på Nørrebro. Det første, der overraskede mig, var at kvinder og mænd var placeret fuldstændigt adskilt fra hinanden, som om det var en forsamling i moskeen og ikke et litterært arrangement. Selv ikke i Pakistan har jeg oplevet den form for adskillelse.

Under pausen vinkede to kvinder, jeg kender fra universitetsverdenen, til mig fra deres side af det kønsopdelte arrangement. Jeg forlod min stol for at hilse høfligt på dem, og vi stod i midten og talte et par minutter. På det tidspunkt var jeg ikke klar over, at en medarbejder fra en lokal urdusproget radio havde optaget hele seancen.

En uge efter brød helvede løs på den statsstøttede lokalradio Aap ki Awaz (Din Stemme). En hel time af den dyrebare sendetid blev brugt på at tilsvine mit navn og min profession. En lytter ringede til radioen og klagede over, at jeg ikke alene havde drukket vin, men tilmed havde været så skamløs at tale med »vores søstre og mødre«. Jeg var en amoralsk pakistaner, en skam for muslimer og uegnet til at undervise »vores unge«. Hele det dansk-pakistanske samfund blev opfordret til at udelukke mig fra enhver social og kulturel begivenhed, fordi jeg var blevet for dansk. Tre søndage i træk blev jeg udskammet på den måde.

Der kan ikke være tvivl om, at en af de største betingelser for integration er, at man kan følge med i den daglige informationsstrøm om samfundsforhold, og det er da heller ikke en hemmelighed, at ikke alle beboere med minoritetsbaggrund kan forstå dansk så godt, at de kan blive oplyst gennem dansksprogede tv- eller radioudsendelser eller via internettet. Desuden er der en betragtelig del af den ældre generation af indvandrere fra ikkevestlige lande, der ikke tænder for danske tv-underholdningsprogrammer. Ikke kun på grund af sproglige vanskeligheder, men sandelig også på grund af ’usømmeligt’ indhold. Og der er atter andre, som opfatter nyhedsmedierne ensidige og anti-muslimske.

Lokalradioen Aap ki Awaz bryder ikke alene loven om personinjurier, men også racismeparagraffen. Den statsstøttede radiokanal har nemlig gentagne gange udsat medlemmer af Ahmedia-sekten, der lider under undertrykkelse i Pakistan, for hadefuld propaganda. Jeg foretog også nogle stikprøver af andre urdusprogede lokale radioer i København. En af dem er Radio Sahara.

I en anden udsendelse holdt en nyankommen pakistansk kvinde et langt foredrag om den islamiske dresscode og opfordrede herboende dansk-pakistanske kvinder til at klæde sig sømmeligt med henvisning til tvivlsomme citater fra hellige skrifter. Kortærmede bluser blev bandlyst, og hun vejledte kvinder i, hvordan de bør opføre sig i lokaler med fremmede mænd osv. Social kontrol af dansk-pakistanske kvinder gennem en urdu-dansk radiokanal?

Tilbage i 2011 var Mustafa Hussain hovedforfatter på en hyldestrapport om det multikulturelle samfund, betalt af den allesteds nærværende finanskapitalist, George Soros, Muslimer i København. En passant kan det nævnes, at en anden der er i sold hos Soros er DDRs Jacob Mollerup, der formentligt stadig er kommunist. Lidt fra rapportens konklusion og anbefalinger:

Hvis vi til slut retter blikket mod medierne, bør det bemærkes, at der kun findes begrænset forskning i Danmark om mediernes repræsentation af etniske minoriteter og dennes efterfølgende indvirkning på relationerne mellem forskellige samfundsgrupper. Ikke desto mindre er der enighed om, at det for det første er de landsdækkende mainstreammedier, der spiller den vigtigste rolle i dannelsen af den offentlige mening og dermed politiske diskurs, og at de landsdækkende mediers skildringer af etniske minoriteter for det andet er blevet stadig mere negative siden slutningen af 1980’erne.I modsætning hertil opfattes de lokale medier som mere retfærdige over for etniskeminoriteter, men også langt mindre indflydelsesrige end de landsdækkende medier.
Medieforskningen i Danmark har påvist, at de landsdækkende medier øver en indirekte, men signifikant indflydelse på den generelle opfattelse af de herboende etniske minoriteter og muslimerne specifikt. Muslimsk identitet skildres som den binære modsætning til dansk identitet, når enkeltstående forbrydelser bliver fremhævet som eksempler på en kollektiv egenskab ved muslimsk eller arabisk kultur. Studier viser endvidere, hvordan medierne (herunder public service-fjernsyn) ved at fokusere på negative episoder og begivenheder kan søge at skabe ”moralsk panik”.
Medlemmer af etniske minoriteter i Danmark har tendens til at se et større udvalg af (hovedsagelig internationale og transnationale) kabel- og satellittransmitterede tv-kanaler end etniske danskere. Mediepræferencerne varierer på tværs af de etniske og sproglige befolkningsgrupper. Det er svært at sætte tal på det ”etniske medieforbrug” – dvs. forbruget af medier, som drives af etniske minoriteter, og som tilbyder indhold på etniske minoritetssprog – idet sådanne medieudbydere ofte har en kort levetid. Dette skyldes primært den usikre økonomiske situation siden 2001, hvor støtten til sådanne services i henhold til en regeringsbeslutning bortfaldt.
Open Society Foundations’ undersøgelse afslørede, at aviser og blade (herunder gratisaviser såsom Metro Express) var en vigtigere kilde til lokalstof for både muslimske og ikke-muslimske svarpersoner end tv og radio. I modsætning hertil var tv og radio for begge grupper en vigtigere kilde til oplysninger om Danmark end aviserne. Undersøgelsen spurgte dog ikke til, hvorvidt de to grupper så de samme kanaler. Flere ikke-muslimer end muslimer angav internettet som mediekilde. Dette gjaldt både lokale og landsdækkende nyheder.
Undersøgelsen afslørede også, at langt flere muslimer end ikke-muslimer primært indhentede informationer fra venner, familie og andre netværk frem for via danske nyhedsmedier. Dette skyldes sandsynligvis faktorer såsom manglende økonomiske ressourcer (til at købe et dagblad eller en computer), sprogbarrierer og begrænsede læsefærdigheder for nogle af de fortrinsvis ældre muslimers vedkommende. Mange ældre medlemmer af etniske minoriteter, herunder mange muslimer, har temmelig ringe danskkundskaber. De ankom til Danmark som ”gæstearbejdere” i slutningen af 1960’erne og blev aldrig anmodet om at lære sproget. De har derfor problemer med informationer på et sprog (dansk), som de ikke fuldt ud forstår. Danske public service-kanaler (radio og tv) tilbyder ikke længere nogen services til sådanne sproglige minoriteter – ud over nogle nyhedswebsteder, der er af begrænset anvendelighed for denne målgruppe.
I løbet af Open Society Foundations’ fokusgruppesessioner fremhævede deltagerne deres opfattelse af de danske nationale mediers anti-muslimske fordomme, som også havde påvirket den offentlige mening negativt. Deltagerne var bekymrede over den ubalancerede rapportering af minoritetsspørgsmål – særligt når det gjaldt muslimer – pga. det overvældende fokus på de negative historier. Deltagerne var endvidere betænkelige ved den potentielle indflydelse, som sådanne negative medieskildringer kunne få på muslimske identiteter; særligt for de børn, der vokser op i Danmark.
Og til anbefalingerne:
Lokal medierepræsentation af etniske minoriteter
41.
De lokale medier i Københavns Kommune (herunder Nørrebro TV, Kanal København og Danmarks Radios Københavns Radio) bør samlet fokusere på de københavnske kulturers mangfoldighed og igangsætte særprogrammer og -udsendelser med deltagelse og repræsentation fra forskellige etniske minoriteter i form af debattører, erhvervsfolk og kunstnere.
42.
Københavns Borgerrepræsentation bør støtte lokale medieinitiativer, der afspejler byens kulturelle mangfoldighed og fremmer integrerende og alternative stemmer og kommunikation på tværs af etniske skel. Disse initiativer kunne f.eks. indbefatte økonomisk støtte, tilskyndelse til, at de lokale medier involverer sig aktivt i integrationsprojekter, og lancering af specielle temaprogrammer (herunder om kriminalitetsforebyggelse, sundhed, musik og kunst).
43.
Københavns Borgerrepræsentation bør oversætte væsentlige sider på kommunens websted til de sprog, der tales af de større etniske minoriteter i København, og overveje udstrakt brug af videodelingssider. Sådanne initiativer ville også nå ud til etniske minoritetspersoner med begrænsede læsefærdigheder, herunder muslimer, og fremme brugen af nye medier samtidig med, at brugerne bliver introduceret til de lokale myndigheders og Borgerrepræsentationens aktiviteter og processer.
Det kunne være interesant, at sammenligne konklusioner og anbefalinger i Muslimer i København med de 10 andre tilsvarende rapporter, men det bliver en anden gang. Men forventningen, her på Hotellet, er at de er ens.
Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s