Anstændig, PK racisme

Fin kronik på JP.dk af Jens-Martin Eriksen. Jeg bryder mig ikke om hans brug af “racisme”. For det første fordi jeg ikke mener det findes, i hvert fald ikke i den forstand man bruger ordet i almindeligt, for det andet fordi begrebet er tvivlsomt, fordi de der bruger det lægger hvad som helst i det. Læser man teksten så er det dog klart nok, hvad Eriksen lægger i det, og bruger det til.

I øvrigt er sigtet et andet end racisme, nemlig De Anstændiges krumsping for at undgå virkeligheden og konsekvensen af egne handlinger, og dermed peger kronikken på festlighederne i anledning af 10 års dagen for ~O :- ())..

Lidt i samme boldgade er et indlæg i marxistiske Des-Information af fuskeri professoren fra Ålborg, raceteoretiker m.v., Peter Hervik. Kender man lidt til Hervik, så er man også slået med forundring over, at det overhovedet er blevet til en akademisk karierre. Herviks indsats for at belyve andre med racisme er helt på linie med ikoner på området såsom KGB påvirknings agenterne Jørge Dragsdahl og Jacob Holdts.

Nogle bidder fra indlæggene, først Jens-Mrtin Eriksen i JP:

Er der en vej frem i kampen mod det islamiske publikationsforbud? Det bliver jeg nødt til at spørge mig selv om, når jeg taler med unge, der tøver med at tegne og publicere noget, der er bandlyst af de islamiske blasfemilove, der nu er tvunget igennem i Vesten.

Der er også andre, som jeg har det dårligt med at opmuntre til at publicere. F.eks. folk, der har deltaget i mødet i Krudttønden, og som, mens de lå under de væltede møbler, og attentatmanden skød ind i lokalet, fik en påmindelse om, at det var en banal tegning, som de måske skulle dø for. Det fortalte journalisten Niels Ivar Larsen fra Information mig, at han tænkte, mens det stod på. Udenfor på asfalten lå filminstruktøren Finn Nørgaard og døde.

Der er noget fortvivlende ved spillet om ytringsfriheden, som det er foregået indtil videre. På den ene side lyver ”De Anstændige” ikke blot over for andre, men også for sig selv, når de bedyrer en respekt for blasfemilovene og pålægger sig selv forbud, som de slet ikke har indset rækkevidden af. Og på den anden side kan det virke som at give sig selv og andre selvmordsbælte på med de forudsigelige stunts og konkurrencer med forbudte tegninger. Det er denne enerverende blanding af ubærlige løgne og forståelig frygt, der forpester vores tid.

Dette har ført til et ulægeligt skisma, en dyb og uforsonlig splittelse i offentligheden mellem dem, der vil respektere de islamiske blasfemilove, og alle andre, der ikke mener, at nogen religiøse love skal nyde fortrinsret. De første anklager permanent de andre med newspeak-termen “ufølsomme” og for at skjule et fremmedhad bag et dække af universalisme og ytringsfrihed. De sidste beskylder de første for at forråde solidariteten med deres politiske modstandere og for at ville lade sig hypnotisere til at snige apartheid ind og undergrave ytringsfrihed og demokrati.

…Interventionen i Danmark af fremmede dogmer og livsmåder undergraver vores egen kultur, ligesom assimilationen af danske normer hos muslimer undergraver traditionelle dogmer hos dem. Og derfor er det bedst, at vi lever hver for sig. Det er konsekvensen af de anstændiges tilgang til multikulturalisme, hvis man tænker den konsekvent igennem. Et alternativ til en politisk implementering ud fra deres konservative kulturforståelse ville være at fortsætte udviklingen af et apartheidlignende samfund under termen “multikulturalisme”. Kulturerne skal i denne vision leve adskilt på samme territorium. Der foreligger også den mulighed, at de anstændige i en xenofil anglen plæderer for ét kriterium for flertalskulturen og et andet for muslimsk kultur. Men det er endnu ikke klarlagt, da de anstændige er blottet for kritik af deres eget ideologiske grundlag…

Eriksen afslutter:

De anstændige vil altid hævde, at ofre for dødsvolden er forudsigelige, for gerningsmændene er sårede og forvirrede idealister, der bliver forledt ud i et vildnis af de blasfemikere, som de likviderer.

Islamiske blasfemilove bør stå direkte til diskussion, og det samme gælder de skærpede forholdsregler, som staten må tage over for islamismen og dens sympatisørsump. På samme måde som man stod over for terrorismen i Vesttyskland i 1970’erne, må man resolvere, som den socialdemokratiske regering under kansler Helmut Schmidt, om tilslutningen til dødsvold kan ske helt uden personlige konsekvenser for sympatisørerne.

Udfordringen er ikke blot terrorismen, men også at udtørre sumpen. I det mindste hvis man vil videre efter maskeraden om respekt og alle de andre selvindbildninger.

Fra Herviks indlæg i Des-Information:

Vi kan ikke lide at høre det, for det skaber associationer fra fortiden, som vi ikke bryder os om. Men her i 10-året for Jyllands-Postens publicering af Muhammed-tegningerne må vi konstatere, at den er her. Nationalismen.

Vi kalder den godt nok for alt muligt andet – integrationspolitik, asylstramninger m.m. – men set med faglige samfundsvidenskabelige og historiske briller må vi konstatere, at nationalisme i dag er blevet en markant aktør på den politiske dagsorden. Et forhold, som bliver ekstra tydeligt i disse dage, hvor tusindvis af flygtninge strømmer op gennem Europa.

Her 10 år efter er Jyllands-Postens egentlige motiv for at trykke tegningerne stadig uklart. Vi ved fra den daværende chefredaktør, at det ikke var et journalistisk, men et ideologisk værk, og vi ved, at projektet var en del af Jyllands-Postens kulturkampsprojekt. Men derudover har vi ikke hørt nogen klare tanker om, hvad formålet med at trykke tegningerne var.

Derimod ved vi fra både amerikansk og europæisk forskning, at man trods gode og velmenende hensigter kan støde og fornærme mennesker på racistisk vis.

Jyllands-Posten er et af de mest magtfulde medier i Danmark. Og selv om projektet med Muhammed-tegningerne ikke havde en racistisk, islamkritisk eller islamofobisk hensigt, blev det alligevel udtryk for det, som bl.a. amerikanske forskere har kaldt udøvelse af ’hvidt privilegium’. Rationalet er, at avisen besidder en overlegen magtposition i forhold til muslimer, og at den handler for at opretholde sin position som overlegen. Det er netop den moralske overlegenhed, som er kernen i værdikampen og dens nykonservative rodnet.

Radikalisering er en anden blind plet i dansk nationalismes logik. Der bruges rigtig mange penge på indsatser mod radikalisering. Men initiativerne hviler på et uigennemtænkt grundlag.

Ifølge islamforsker Arun Kundnani, New York University, findes der groft sagt to tilgange til at forstå islamisk ekstremisme. Den ene er en kulturfokusering, hvor islamisk kultur betragtes som ude af i stand til at tilpasse sig det moderne samfund. I den anden tilgang har ekstremistiske ideologer fordrejet islams oprindelige fredelige budskab til en antimoderne, totalitær politisk ideologi.

Når tankegangen om radikalisering rettes ensidigt mod personer med muslimsk kulturel baggrund, ser vi desuden ikke radikaliseringen på f.eks. den radikale islamkritiske og islamofobiske fløj. Vil nogen hævde, at Anders Behring Breivik ikke er radikaliseret? Og hvor er indsatsen mod, at personer med stærke islamkritiske holdninger ikke radikaliseres til islamofobisk vold, f.eks. angreb på asylcentre, som vi så det ved asylcentret Lyngbygaard på Djursland i august.

At nationalismen i Danmark således er blomstret op, skal også ses i sammenhæng med modstanden mod hjemlige etniske minoriteter og fremstillingen af migranter fra andre kulturer som en trussel mod det danske fællesskab. De seneste uger har flere politikere, præster og andre debattører netop fremført, at landet skulle »beskyttes« mod flygtninge- strømmene.

Siden Sovjet- unionen gik i opløsning i 1989, har ’de andre’ i form af flygtninge og migranter været det trusselsbillede, som er blevet brugt til at genfinde danske værdier. Tendensen forstærkedes markant med netop den krise, der for 10 år siden udspillede sig i kølvandet på Muhammedtegningerne.

Begrebet politisk korrekt udtrykker bl.a. en særlig imødekommenhed over for underprivilegerede samfundsgrupper – man er f.eks. hensynsfuld i sit ordvalg og undlader at bruge diskriminerende udtryk. Især feminister, multikulturalister og mindretalsfortalere er blevet kritiseret for at være politisk korrekte.

Hvem kan således meningsfuldt argumentere offentligt for, at vi skal stille færre krav til de nye danskere og være mere imødekommende? Det kan ingen – i hvert fald ikke uden at blive beskyldt for at være politisk korrekt, hvorefter den meningsfulde debat standser.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s