Konventions snydt

I Des-Information, der undtagelses vist ikke leve op til sit navn har konventionshysterikeren, den islamofile Ulrik Dahlin, en artikel, der dokumentere urent, muligvis endda kriminelt, trav ved Danmarks tiltrædelse af den berygtede såkaldte “Flygtninge konvention”. Udenrigsministeriet har oplysninger om de traktater Danmark har indgået her.

Det springende punkt er stadig væk, om konventionen reelt betyder afgivelse af suverænitet, hvilket under alle omstændighed har vist sig at være tilfældet.

Artiklen peger i øvrigt på ny muligheder for relevante undersøgelser, der bør foretages. Det er sådan, at alt Udenrigsministeriets arkiv materiale før 1988 er overgivet til Rigsarkivet, hvor store dele af det er tilgængeligt. Om det kan man læse mere her.

Fra artiklen:

Man leder forgæves i Folketingets bibliotek efter partiernes debat om Danmarks ratifikation af FN’s flygtningekonvention, som fandt sted den 17. november 1952.

Forklaringen finder man i en række dokumentkasser, som Udenrigsministeriet har overladt til Rigsarkivet. I korthed går den ud på, at flygtningekonventionen ikke på noget punkt ændrede dansk retstilstand eller krævede lovændringer. I Danmark havde flygtninge med andre ord allerede de rettigheder, som konventionen senere skulle indføre som international ret.

I arkivkasse nummer 17.B.14c opbevares en række papirer, breve og notitser, som først og fremmest Udenrigsministeriet udarbejdede for snart 65 år siden, om perioden fra teksten til flygtningekonventionen blev udarbejdet på en konference i den schweiziske by Genève i juli 1951, til den blev ratificeret af Danmark i november 1952.

I månederne efter Genève-konferencen var Udenrigsministeriet ellers af den opfattelse, at en dansk ratifikation ville »nødvendiggøre ændringer i den bestående lovgivning på et betydeligt antal punkter«, som det hed i en intern notits fra december 1951.

Af samme grund havde ministeriet sendt konventionens fulde tekst til høring hos samtlige ressortministerier for derved at få et overblik over den forestående lovproces. Men, som det også blev understreget i notitsen, derved havde Udenrigsministeriet »på den anden side ikke forudgrebet nogen stillingtagen til spørgsmålet om, hvilken fremgangsmåde, der til sin tid bør følges ved forelæggelsen for rigsdagen af de for konventionens gennemførelse nødvendige lovforslag.«

Derfor vurderede Udenrigsministeriet nu i en notits den 6. juni 1952, at »der kun vil blive tale om ganske få forbehold fra dansk side«, og at en gennemførelse af konventionen med de anførte forbehold »ikke på noget punkt nødvendiggør ændringer af den danske lovgivning.«

Dermed var, fortsatte notitsen, »spørgsmålet om den videre fremgangsmåde i forbindelse med Danmarks ratifikation« blevet »stærkt simplificeret«.

Men dét var ikke nødvendigvis tilfældet, mente Udenrigsministeriet. I den forbindelse henviste ministeriet til tre punkter: For det første at »flygtningeproblemet i Danmark er af ret ringe omfang«, for det andet at »konventionen på intet punkt medfører nogen afgørende ændring af flygtningenes retsstilling i Danmark«, og endelig for det tredje at konventionen »hovedsageligt har betydning for flygtningenes stilling i andre lande end Danmark«.

Midt i september udarbejdede Udenrigsministeriet en oversigt over de forbehold, som man ville tage fra dansk side i forbindelse med en kommende ratifikation. Ud over det allerede nævnte forbehold over for artikel 17 om flygtninges ret til at søge lønnet beskæftigelse på samme gunstige vilkår som andre landes statsborgere, ville Danmark tage yderligere tre forbehold over for konventionen.

Tidligere havde Udenrigsministeriet, viser adskillige af dokumenterne i arkivkasserne, også haft en del overvejelser om den såkaldte forbundsklausul i konventionen. Den gik i korthed ud på, at en forbundsstat – som f.eks. USA, Australien eller Østrig – kunne tiltræde konventionen på forbundsplan, uden at det forpligtede de enkelte forbundsstater til at efterleve den.

Forud for konferencen i Genève havde kontorchef Knud Larsen således på et møde i Udenrigsministeriet forklaret, hvorfor man fra dansk side måtte være interesseret i, at der ikke kom en forbundsklausul.

Det var, fremgik det videre af notitsen, Finn Friis bekendt, at »Norge og Sverige var kommet ret langt frem med forberedelserne til ratifikation. Men da der, i modsætning til hvad tilfældet var for Danmark, for begge lande krævedes parlamentarisk godkendelse«, kunne norsk og svensk ratifikation først ventes i første halvdel af 1953.

Derved blev Danmark det første land, der underskrev konventionen og banede vej for, at den kunne træde i kraft i april 1954, da fem andre lande lige som Danmark havde ratificeret konventionen.

Den danske ratifikation blev hyldet af hollænderen , der var den første FN-højkommissær for flygtninge. I et telegram den 8. december 1952 til Danmarks FN-ambassadør i New York, William Borberg, skrev han:

»Herigennem har Deres land, som altid har vist en særlig interesse for flygtninge, været de første til at ratificere, hvilket jeg ikke tøver med at kalde et vigtigt skridt frem i forhold til beskyttelse af flygtninge.«

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s