Month: February 2016

Flytningehjælp i nævn

UH har i flere posteringer undret sig over hvad Dansk Flygtningehjælp egentlig er for en størrelse. Bl.a. score de +50 mil årligt på, at drive sprogskoler. UH posteringer om Dansk Flygtningehjælp, der på et tidspunkt i reklamer betegnede sig selv som en førende logistikvirksomhed, her.

Nu er en tidligere chef i Flygtningenævnet ude med en kritik, som andre, bl.a. i al ydmyghed UH, før ham har rejst: Nemlig det betænkelige i, at Dansk Flygtninghjælp udpeger medlemmer til den rekursmyndighed der afgør asylsager, Flygtningenævnet. Det sker i et læserbrev på JP.dk, hvor Poul Mose Hansen bl.a. skriver:

DFH forsømmer herudover ikke nogen anledning til at tage del i den offentlige politiske debat på udlændingeområdet. Indgangsvinklen er ofte den neutrale eksperts – må man forstå.

Ellers er det overflødigt at DFH indstiller medlemmer af Flygtningenævnet. Min påstand er derfor, at dens medlemmer af Flygtningenævnet repræsenterer DFH’s asylpolitiske holdninger. Da det er en myndighedsopgave, bør organisationen ikke være repræsenteret i Flygtningenævnet. Og hvorfor lige DFH? Hvorfor har man en særlig rolle i konkurrence med mange andre humanitære organisationer? Det rigtigste vil derfor efter min opfattelse være at fjerne DFH’s medlemmer af Flygtningenævnet.

Stærkt betænkeligt

Et forhold, der er ukendt for rigtig mange mennesker, er, at Dansk Flygtningehjælp i mange år har fået tilsendt alle Flygtningenævnets afgørelser, ovenikøbet uden at sagerne er anonymiseret.

DFH fører et register over sagerne, som ikke findes tilsvarende hos myndighederne. Det giver selvsagt organisationen en særlig og unik mulighed for at instruere deres medlemmer af Flygtningenævnet, herunder benytte oplysningerne til at begære sager genoptaget.

Det er efter min opfattelse stærkt betænkeligt, at DFH har adgang til nævnets afgørelser i ikke anonym form og dermed en særlig mulighed for indflydelse på myndighedsopgaven.

Nye tider, nye toner

Tilbage under valgkampen 2011, skrev den ihvertfald dengang højtstående SFer Annika Smith, at:

“DF har forlængst afsløret deres højrenationalistiske dagsorden og har skadet Danmarks forhold til omverdenen, senest med forslaget om øget grænsekontrol, skærpede udvisningsregler og lukning af Danmarks asylcentre. Forleden i Information fik vi så også Søren Espersens hårrejsende vision for Danmark: Kun folk med dansk blod i årerne skal have ret til statsborgerskab.Internationalt er Danmark stemplet som intolerant, lukket og fremmedfjendtligt. Dansk Folkeparti bærer ansvaret. Godt hjulpet på vej af Venstre og de Konservative har partiet ødelagt integrationen, skabt kløfter mellem danskere og indvandrere og spoleret Danmarks relation til EU og resten af verden.” (Annikasmith.dk, F*ck DF!)

Teksten er nu pillet af Annika Smiths hjemmeside, men findes stadig på Uriasposten, her.

Smith redegør i en blogpost på JP.dk for, at hun fortryder, her. Smith skriver bl.a.:

På mødet indrømmede jeg, at det måske var underligt at undskylde for noget, som Søren og Dansk Folkeparti sandsynligvis anså for ligegyldigt her fire et halvt år efter. Jeg havde imidlertid ikke turdet sige undskyld før. At sige F*ck DF havde bragt mig i hundredevis af hademails, identitetstyveri, måneder med klamme anonyme pakker i min postkasse og regulær skældud af fremmede såvel som bekendte på gaden. Men især dødstrusler fra personer på den yderste højrefløj gjorde, at jeg frygtede at ”genoplive” sagen med en undskyldning. Mit mod på god stil og tone er ikke desto mindre større i dag end frygten. Det var og er faktisk overhovedet ikke mig at være respektløs overfor en politisk modstander, og selvom jeg stadig er lige så uenig med Dansk Folkepartis holdninger til muslimer og indvandrere, som jeg var i 2011, var det i denne her situation mig, der havde ramt ved siden af skiven. Det undskyldte jeg for. Søren smilede, nikkede og kom ikke med en eneste bebrejdelse. I stedet skænkede han mig bare endnu mere kaffe og takkede for undskyldningen. Han forklarede sin side af sagen om citatet dengang og virkede lige så glad som jeg for at få mulighed for at forklare. Det var fedt.

Mødet endte som et af de bedste, jeg har haft med en politisk modstander. Det er jo som bekendt hyklerisk nemt at være hånlig overfor en modstander på nettet, gennem medierne, eller, som i mit tilfælde, på byens lygtepæle, når man ikke samtidig skal stå ansigt til ansigt med personen. Ansigt til ansigt med Søren har jeg imidlertid flere gange stået, bl.a. da jeg en kort overgang kom i Folketinget som stedfortrædende medlem. Søren mødte mig altid med et smil. Og jeg skammede mig en smule hver gang. Ikke at de ting, jeg sagde dengang på nogen måde retfærdiggjorde dødstrusler og chikanerier, bevares! Men måden, jeg sagde det på – tonen – var ikke ligegyldig. Den var heller ikke i orden.

Nu er der ikke noget galt i, at kald personer og grupper der rent faktisk er intolerante, lukkede og fremmedfjendtlige for intolerante, lukkede og fremmedfjendtlige. Og det er vel det Smith nu lægger afstand til og ikke længere vil bruge som argument.

Fint for det må jo betyde, at vi ikke længere, efter Smiths opfattelse, skal diskutere islamisering og muhammedansk indvandring ud fra den præmis, men udfra hvad man faktuelt kan sige om problemstillingen. Det skal være velkomment også selvom det måske, måske ikke, snare er oppotunisme, der driver Smith. Og ihvertfald vil vi her på UH fremover anvende et neutralt sprog, hvis emmnet “Annika Smith” dukker op.

Som en lille bonus er her Smiths formand, Pia Olsen Dyhrs udtalelser om DF fra en 5 til 6 uger uger siden, hvor hun beskylder DF for at være racistisk (cirka 9 minutter inde)

 

Mærkedage: EDSA

Et par dage forsinket, men med tanke på dagens aftenvandring i København vel egentlig meget passende. I 1986 havde filippinske Ferdinad Marcos, der noget misvisende omtales som diktator mange steder, kørt linen ud. Styrets endeligt blev, hvad der er kendt som EDSA omvæltningen, som kulminerede 25 feburar. Fra wiki artiklen om ringvejen EDSA:

The EDSA Revolution

In 1986, Philippine president Ferdinand E. Marcos’s political opponents revolted against his 20-year dictatorial government, seizing the Camp Rafael Crame and Camp Aguinaldo military bases, both located along EDSA situated in between a currently cited wealthy subdivision named the Corinthian Gardens, and two commercial districts of the metropolitan, one at the entrance of Quezon City and Ortigas in Mandaluyong. On February 25, 1986, Epifanio de los Santos Avenue gained worldwide attention as the site of the peaceful People Power Revolution that toppled President Marcos, led by Corazon Aquino. The majority of the demonstrations took place on a long stretch of the avenue, involving over two million Filipino civilians including as well as several known political, military, and religious groups led by CardinalJaime Sin, the Archbishop of Manila.

Tre til fem år senere gentog noget tilsvarende sig i europa. Fra wiki artiklen om Berlin Muren:

David Bowie, 1987

On June 6, 1987, David Bowie, who earlier for several years lived and recorded in West Berlin, played a concert close to the Wall. This was attended by thousands of Eastern concertgoers across the Wall,[74] followed by violent rioting in East Berlin. According to Tobias Ruther, these protests in East Berlin were the first in the sequence of riots that led to those of November 1989.[75][76] Although other factors were probably more influential in the fall of the Wall,[74] on his death, the German Foreign Office tweeted “Good-bye, David Bowie. You are now among #Heroes. Thank you for helping to bring down the #wall.”[77]

Om udviklingen i Polen fortæller wiki:

On 16 October 1978 the Archbishop of Kraków, Cardinal Karol Wojtyła, was elected Pope, taking the name John Paul II. The election of a Polish Pope had an electrifying effect on what had been, even under Communist rule, one of the most devoutly Catholic nations in Europe. Gierek is alleged to have said to his cabinet, ‘O God, what are we going to do now?’ or, as occasionally reported, “Jesus and Mary, this is the end.” When John Paul II made his first papal tour of Poland in June 1979, half a million people heard him speak in Warsaw. John Paul II did not call for rebellion, instead he encouraged the creation of an “alternative Poland” of social institutions independent of the government, so that when the next crisis came, the nation would present a united front.

On December 13, 1981, Jaruzelski proclaimed martial law, suspended Solidarity, and temporarily imprisoned most of its leaders. This sudden crackdown on Solidarity was reportedly out of fear of Soviet intervention (see Soviet reaction to the Polish crisis of 1980–81). The government then banned Solidarity on October 8, 1982. Martial law was formally lifted in July 1983, though many heightened controls on civil liberties and political life, as well as food rationing, remained in place through the mid-to-late-1980s. Jaruzelski stepped down as prime minister in 1985 and became president (chairman of the Council of State).

This did not prevent Solidarity from gaining more support and power. Eventually it eroded the dominance of the PUWP, which in 1981 lost approximately 85,000 of its 3 million members. Throughout the mid-1980s, Solidarity persisted solely as an underground organization, but by the late 1980s was sufficiently strong to frustrate Jaruzelski’s attempts at reform, and nationwide strikes in 1988 were one of the factors that forced the government to open a dialogue with Solidarity.

Et af de forhold der kendetegner både de filippinske og europæisk omvæltninger var, at der ikke blev taget et opgør med den klasse af politikere og embedskvinder M/K, der var ansvarlige, retligt eller på anden vis, i noget videre omfang. En enkelt henrettet nationalkommunist (Helveg Petersen klanens nære ven og allierede, Nicolae Ceaușescu) gør ingen sommer. Kunne vi udbede os, at næste gang, bliver der taget seriøst fat i nakken på de ansvarlige, så vi ikke igen oplever disse politisk (u)dyr krabbe sig ind på poster og embeder de kun fortjener at blive holdt væk fra?

Hedegaard i retten

Frihedsaktivisten Lars Hedegaard, der blev forsøgt myrdet som led i den muhammedanske jihad mod de vantro, var idag en tur i retten. Retten har nemlig for at beskytte, især hans familie i følge jihadistens advokat, Thorkild Høyer, nedlagt forbud mod at danske medier nævner navnet eller andet der identificere jihadisten. Nu høre bloggen ikke til i Danmark så vi vover troskyldigt pelsen og offentliggør dette screendump fra den retsforagtende terroradvokat Thorkild Høyers FB-profil:

160226 hoeyers fb dd kl1300

Vi kan så iøvrigt afsløre, at Høyer har fjernet andre kommentare fra sin FB der nævner identiteten inden for de allerseneste dage, men oprydningen har ikke været særlig grundig. Alt i alt så overtræder Høyer altså selv forbudet, ved at lade oplysningerne stå på hans åbne FB.

Fra Hedgaards tale til retten:

Høje Ret

Det ligger mig fjernt at ville belære retten om jura, især fordi jeg ikke er jurist. Jeg er til gengæld historiker og vil i denne sammenhæng fremdrage et særdeles indflydelsesrigt historisk dokument, nemlig Den Amerikanske Uafhængighedserklæring af 4. juli 1776.

I en af dens berømteste formuleringer hedder det: “Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke.”

Den første umistelige rettighed er altså retten til liv. Det betyder, at retten til liv ikke er noget, vi har fået skænket af kongen, Folketinget eller domstolene. Vi har denne ret alene i kraft af, at vi er mennesker.

Men når vi har denne umistelige ret, følger det også, at vi har retten til at beskytte vores liv, hvis andre ikke kan eller ikke vil. Denne ret benyttede jeg mig af den 5. februar 2013, da jeg var nødsaget til at nedkæmpe en terrorist, der kom for at skyde mig. Og det var den samme ret, jeg henholdt mig til, da jeg i midten af oktober 2014 nævnte navnet på min attentatmand.

Derfor greb jeg til den selvforsvarshandling at gøre attentatmandens navn, billede og andre personlige fakta så kendte som muligt – ud fra den betragtning, at det ville være til min fordel, hvis andre blev opmærksomme på hans færden.

Hvis jeg skal dømmes for det, så har domstolen i realiteten frakendt mig retten til efter bedste evne at forsvare mit liv.

Jeg har bemærket, at advokaturchefen I Københavns Politi har anklaget mig for at udvise manglende respekt for retsvæsenet. Intet kunne være mere forkert. Jeg nærer den største respekt for retsvæsenet og ønsker derfor, at det udviser respekt for sig selv som forudsætning for, at andre også kan gøre det. Og hvis hensynet til en attentatmands eventuelle fornærmelse skal vægte mere end min ret til at forsvare mit liv, er jeg bange for, at den almindelige retsfølelse vil lide skade. Ganske særligt i en situation, hvor argumentet om hensynet til sagens efterforskning er faldet til jorden i og med, at politiet gerne ser navneforbuddet ophævet.

 

 

Miljøkemi på Borgen

Noter og links kommer på senere

Minister for erhverv- og fornøjelse i det åbneland samt det fysiske miljø, Eva Kjer Hansen, har fået placeret sig, ikke hvor det ville være bedst, nemlig i tyfonens øje, men det værst tænkelig sted, nemlig lidt væk fra øjet. En habil strateg havde sørget for, at holde delikventen i øjet, og så taget exit på rette tidspunkt, dvs førstkommende tidspunkt efter gennemførsel af missionen, hvor en nogenlunde sikker passage er mulig. Det kan godt være det ender sådan, men det er i så fald ikke på grund af gode strategiske evner hos rådgivere, men på grund af Hansens chef, Lars Løkkes sikre evner udi i den taktiske diciplin “dog fight”. Meget kan stadig gå den ene og den anden vej, men uanset: Det er ikke elegant fra hverken den ene eller anden side.

De to sider i konflikten er ikke højre/venstre. På den ene side finder vi folk organiseret omkring organisationer såsom WWF og Danmarks Naturfredningsforening. Lad os kalde dem “milijøsterne”. Der er i høj grad tale om, at man prøver at fastholde en ikke erhvervet ejendomsret til natur og miljø med forskellige prokurator kneb. En drivende kraft er og har været, at man har været i stand til, på skattefårenes regning, at tilbyde lukrative jobs i det miljøindustrielle kompleks.

På den anden side finder vi en løst organiseret, men til gengæld talstærk gruppe af mennesker der lever i og af åbneland. – Eller med veneration herfor. Man er trætte af, at blive belært om det åbenlyse, af idioter der end ikke kan håndtere en skovl selv. Den centrale organiserede modstand udgår fra, BL, Bæredygtigt Landbrug, men andre kan nævnes, f.eks. ofrene fra gangster bossen Svend Aukens hærgen med barmarksværker. Lad os kalde dem “tænkende væsner”.

Til at understøtte sin magt har milijøsterne udviklet en særlig religion med tilhørende tabuer. Centralt i religionen er, at kvælstof er om ikke djævlen selv, så i hvert fald det man bliver stegt i hos djævlen. Frafald i forhold til dette centrale dogma, straffes i henhold til sharia, hvis ellers milijøsterne kan slippe af sted med det. Dette minder meget om den såkaldte multikulturalisme og der er da også utallige eksempler på person sammenfald, f.eks. den halsstraige Magrethe Auken, søster til før omtalte Svend.

Disse to grupper slås. En marxsk klasseanalyse af spørgsmålet ville finde, at WWF består af landadel, nyrige og kongelige der har mistet deres betydning, mens DN er kamporganisation for det højere borgerskab. På den anden side står så den produktive klasse. Med i denne klasse er, bortset fra klasseforrædderne blandt dem, de super rige, nye som gamle. Disse er imidlertid også superdiskret, hvad der kan forvirre i visse situationer. Det man så slås om er fordelingen af de endelige frugter. Imidlertid bliver kampen ikke ført rationelt, hvilket ideelt set skulle føre til en tilstand af optimal produktion og paretooptimalitet. Årsagen er, at milijøsterne udover en pekuinær interesse også har en politisk magtinteresse. For at optimere på det sidste, finder man det hensigtsmæssigt at påtvinge den produktive klasse feudale levevilkår, noget man gerne gør selvom der er et økonomisk tab derved. – Herregud kummekårene der eventuelt måtte ramme, gør det i den produktive klasse. Desforuden kan vi så holde landadlens døtre, indtil de kan blive besvagret af en fyr fra DN, i beskæftigelse med afhjælpning, synes rationalet at være.

En histografisk skitse om “miljøkampen” cirka 1900 –

Prominent i den danske miljøret står en dom vedrørende en syrefabrik på lorteøen Amager, der statuerede forurening som en almindelige skade som skadvolder skal kompensere for. Sagen vedrørte nogle nærliggende nyttehaver der blev gjort delvist ubrugelige. (forureneren betaler pricippet).

Fra begyndelsen af 1900 tallet kan man tale om postindustrialisme, forstået således: De grundliggende principper er på plads, hvad det handler om herefter er videreudvikling og raffinering.

En pioner er Willard Gibbs (Gibbs lov; fri energi ved kemiske processer). Hvad Gibbs grundlægger er diciplinen fysisk kemi. En berømt “dansker”, “” fordi der er tale om en naziislamist, indenfor det område er Thor A. Bak, på et tidspunkt formand for Dansk Flygtninghjælp. Hvad der gør Gibbs vigtig i sammenhængen er, udover at kemi og forståelsen heraf har meget med miljø at skaffe er, at han har en elev Edwin B. Wilson, en vigtig person indenfor matematiskfysik og kvantefysisk. Udover det, så var Wilson ikke imponeret over niveauet indenfor samfundsvidenskab i almindelighed, og økonomi i særdeleshed. Desårsag underviste han i matematik/statistik anvendt på samfundsforhold. En af Wilsons elever er Paul Samuelson. Samuelsons fortjeneste er anvendelsen af matematik på økonomi og samfundsforhold og han søger for den matematiske formulering af keyniaisme. Det berettes:

Wilson taught a small course in mathematical economics each spring in alternate years. Samuelson would talk to him for an hour after every lecture; it was in Wilson’s class that Samuelson had perhaps his single greatest epiphany, he recalled: the recognition that the truth of  a mathematical tool was  independent of  the context in which it was employed. In this case it was the mathematics underlying a principle devised a century before by French chemist Henry LeChatelier to describe changes in pressure, volume and temperature of an ideal gas which could just as easily be adapted to calculate changes in elasticities of demand in a system of factor prices. The mathematical insight arrived in an instant. It would take a decade to reason through its implications.

Vi lader den erkendelsesteoretiske blindgyde ligge, at man, og mange har, kan forfalde til den konklusion, at fordi datasæt, f.eks. tyngde acceleration og profit i en virksomhed, følger en parabel så betyder det ikke i sig selv, at man ved at føre bevis for andengradsligningen har bevist en årsagssammenhæng mellem de anvendte data, men blot påvist en (vis) samvarians. Hvad der endvidere er udelukket er; at blot fordi man har et sæt af ideer, der i et eller andet omfang kan forklares med matematik f.eks indenfor socioøkonomi, f.eks. den ide at disse gælder på tværs af kultur og genetik/race, så kan man ikke henvise til sine matematisk begrundede forklaringer som bevis for rigtigheden af sine påstande/ideer.

Men ikke destomindre bliver der ad denne vej skabt bro mellem anvendt naturvidenskab og anvendelse af logisk viden på samfunds- og økonomiskeforhold, og dermed videre til de aftryk menneskelig aktivitet sætter i det fysiske miljø.

Allerede i 1930erne er sammenstødet mellem produktionsaktivitet og andre menneskelige aktiviteter, såsom lokalisering, blevet et problem der finder vej til den videnskabelige litteratur. Baumoll og Oates redegør således i et papir fra vidst nok 1936, for hvorledes konflikten mellem en vaskeriejers ret til at kunne tørre vasketøjet uden at få arbejdet ødelagt af naboens osende skorsten, overfor samme nabos ret til, at gennemføre sin produktion på en måde der stiller alle tilfreds. Nøgleordet er paretooptimalitet, hvilket opnås ved, at indføre ejdomsrettigheder til den rene luft. Herefter kan man regne sig frem til hvem der skal kompensere hvem. Man skal blot enten kende alle eksternaliteter ned i mindste detalje eller kunne ignorere dem.

Frem til vel en gang i 1960erne levede man med, at sideeffekter af produktion havde negative konsekvenser. Dog havde venstreorienterede på et tidligt tidspunkt udset sig spørgsmålet som et politisk værktøj, f.eks. den nazistiske bevægelse i Tyskland.

Gennembruddet kom i 1962 med udgivelsen af Rachel Carsons ” Silent Spring”, der satte miljø spørgsmålet fast i massernes bevidsthed, og som fangede den produktiveklasse off guard i forhold til venstreekstremister, der havde et propaganda program liggende klart.

Med propagandaen blev miljø, som egentlig blot burde være et spørgsmål om sund fornuft og oprydende i visse synder, holden rent omkring sig selv osv. gjort til en af de religøse piller som venstreekstremister har opbygget deres politisk magt, deres udplyndring af den produktiveklasse og diverse underreligioner, såsom “multikulturalisme” på og omkring.

I dansk sammenhæng er kvælstofreligionen en sådan underreligion.

Tilbage til Eva Kjer og hendes trakasserier.

Ministeren og rådgivere har uden tvivl været bevidste om hvad de er oppe imod. Det ses af den omstændighed, at man argumentere indenfor modstanderens paradigme, istedet for simpelthen at angribe head on og kort og godt erklærere den “videnskabelige” del af kvælstofreligionen for null and void. Religionen som sådan kan man alligevel ikke gøre noget ved.

Blandt milijøsterne er man imidlertid godt klar over hvad der er ved at ske. Og derfor har man smidt alt hvad man har af tropper ind på, ikke gennem argumenter at forfægte sine synspunkter, men på at lægge Eva Kjer ned gennem personangreb, ofte karmufleret i juridiske og/eller videnskabelige klæder.

For den produktiveklasse og dens friheds skyld, må vi håbe, at så vidt milijøsterne sejre, så er det kun en del sejer der vedrørere Eva Kjers person. Og ellers må vi jo slikke sårene, op på hesten igen, og så ellers huske på, at beskidte tacklinger bagfra er helt i orden, når nu modstanderen selv gør det.

Noter og links bliver lagt på senere.

 

 

 

Udvidelse af § 266b på vej

BT.dk fortæller via et telegram fra Al-Ritzau, med henvisning til en pressemeddelelse fra Anklagemyndigheden, der ikke er offentligt tilgængelig for nærværende, at en mand som avisen Des-Informations fotoredaktør, Sigrid Nygaard, tilbage i efteråret 2015 beskyldte for at spytte på indtrængende mænd i den kampduelige alder, bliver anklaget for overtrædelse af straffelovens § 266b. Den bestemmelse handler om forhånelse af visse folk, især en særlig religions tilhængere. Anklagemyndigheden finder beviser for han at han både har råbt “skrid” og vist sin strittende langefinger frem så den måske kunne ses af de indtrængende. Fra telegrammet:

Manden er tiltalt for at overtræde straffelovens paragraf 266b om racisme. I oktober blev manden sigtet i sagen – dengang også for vold. Men voldsparagraffen er nu fjernet fra anklageskriftet.

– Hvis man bevidst spytter mod ansigtet på en person, kan der være tale om vold. Men vi kan ikke føre bevis for, at han havde til hensigt at spytte mod ansigtet på noget, så derfor sigtes han for racisme, siger advokaturchefen til Ritzau.

I dagene efter 7. september blev der i stort omfang delt et billede af den pågældende mand, som tilsyneladende spytter. På de sociale medier blev manden døbt “spyttemanden”.

Det var fotograf på Dagbladet Information Sigrid Nygaard, der i sin tid tog billedet af manden.

– Han råbte først skrid, så spyttede han efter dem flere gange, og så gav han dem fuckfingeren, sagde fotografen 8. september til Ekstra Bladet.

Manden selv nægter imidlertid at have spyttet.

– Jeg har kun været ude at kigge på dem. Jeg har ikke spyttet på dem. Nej, nej, lød det i dagene efter hændelsen fra den nu tiltalte mand i et interview med BT.

Sigtes for racisme… Anklageren er åbenbart ikke blevet klogere af, at Østrelandsret og senest Retten i Helgsingør undlader at bruge betegnelsen “racisme” i deres omtale af 266b sager.

At spytten på andre takseres som vold blev slået fast i en Højesterets dom fra 2006, U.2006.2687H, omtalt af DDR, her. En kunde i et brødudsalg var utilfreds med betjeningen og spyttede mod rygge af ekspedienten og ramte hende i nakken. Højesteret har senere, januar 2014, opretholdt princippet, her.

Så vi kan udlede, at der ikke er beviser for, at Sigrid Nygaard skulle have talt sandt da hun fremsatte sine beskyldning om, at manden skulle have spyttet efter nogen.

Den uforlignelige kunstner Uwe Max Jensen har begået dette maleri i efteråret 2015:

 

160223 spyttemanden UMJ

Med hensyn til langemand og “skrid” så er der åbenbart ikke nogen nedre grænse for hvad man kan få Anklagemyndigheden med på, når det handler om statsmagtens tvangsislamisering. Det må man så indrette sig efter og udnytte det konstruktivt.

Tyske trusler

Den tyske sjovnalist, politiker m.v. Siegfred Matlok, viderebringer vel på vegne af Den Gale Kansler i Berlin, tyske trusler mod Danmark. Danmark skal, i lighed med den tyske befolkning, trues til stiltiende at affinde sig med tvangsislamiseringen. Via JP.dk lader Matlok forstå, at islamiseringen skal fortsætte uhindret. Fra artiklen:

Tyskland vil se det som en uvenlig handling, hvis Danmark indfører transportøransvar for de statslige togselskaber DSB eller Deutsche Bundesbahn. Det vil sige, at trafikselskaberne pålægges at tjekke, om deres passagerer har gyldigt visum eller pas, inden de passerer grænsen.

Sådan lyder det fra Siegfried Matlok, som i mange år var redaktør for avisen Der Nordschleswiger i grænselandet.

– Hvis der kommer transportøransvar, så vil man fra tysk side betragte det som en unødvendig skærpelse i forholdet til Tyskland i en situation, hvor der i øjeblikket er ro, siger Siegfried Matlok.

Jespersen og Pittelkow bemærker i Den Korte Avis:

Dyb krise

I dag flakser en forpjusket Angela Merkel rundt, rådvild og svag. Det store projekt, hvor Europa under hendes vinger skulle bevæge sig stadig mere i retning af at blive en politisk enhed, er i hastig opløsning.

Det er ikke EU som sådan, der er ved at opløse sig. Det er den store politiske idé om et stadig mere forenet (centraliseret) Europa, som har været hyldet i Bruxelles og Berlin, der smuldrer.

EU, det tyske lederskab og Merkel personligt er i dyb krise.

To lande

Krisen skyldes især tre ting:

For det første, at nationalfølelsen er væsentligt stærkere, end eurokraterne havde regnet med. Der er grænser for, hvor meget Europa befolkningerne vil have.

For det andet, at EU’s politiske konstruktioner – herunder euroen – slet ikke har været den motor for økonomisk vækst, som man havde forestillet sig.

For det tredje, at asylkrisen udvikler sig stadig mere alvorligt og kaotisk – blandt andet takket være Merkel.

Netop nu bliver krisen specielt udstillet af to lande. Det ene er Storbritannien (UK). Det andet er Østrig.

 

Den Gale Kansler på march med Freie Deutche Jugend:

merkel-17-zivilverteidigung

EUSSR eliten demonstrere sammen med alle de europæere der bakker op om dem i Paris i anledninge af et af de utallige jihad-angreb i Frankrig:

eussr-ledere charlie hebdo demo

Skammen

En fhv. præst, Jørgen Juul Petersen, sætter i et læserbrev i JP.dk det med skammen på plads som det det er. Et politisk/socialt stykke værktøj. Uddrag af læserbrevet:

Sådan taler både de Calvininspirerede kristne, og sådan taler de revolutionære ungdomsoprøreres børn. De tilsyneladende modpoler i debatten ligner hinanden. Karl Marx er ikke uden grund af Eduard Bernstein blevet kaldt en calvinist. Lenin er også blevet sammenlignet med Jean Calvin.

Calvin forlangte et skel mellem mennesker. Der var de gode, og så var der de onde. Der var den onde og fordærvede verden og den frelste verden. Og den frelste verden kom man over i ved en omvendelse eller bevidstgørelse. De frelste kunne ikke andet end overbærende eller flovt se ned på verden og skamme sig over dens umoral.

Et middel til social organisering

Hos Calvin var den moralske intimidering et middel til social organisering og kollektiv kontrol. Kendetegnende for de to parter er en passioneret selvretfærdighed og intolerance. Bag ved denne opfattelse ligger forestillingen om at kende Gud og meningen med det hele.

Det kan være slemt nok, når det drejer sig om religion, men det bliver fatalt, når tanken sekulariseres, og alt bliver til politik.

Den betydningsfulde amerikanske teolog R. Niebuhr havde blik for de socialpsykologiske mekanismer (omtalt i debatbogen ”Hellere levende hund end død løve”).

Så når forfatteren Susan Sontag engang i 1960’erne skammede sig over den hvide race og udtalte, at den hvide race var verdens cancer, var det for Niebuhr udtryk for den gamle puritanske moralismes ukritiske selvretfærdighed.