Miljøkemi på Borgen

Noter og links kommer på senere

Minister for erhverv- og fornøjelse i det åbneland samt det fysiske miljø, Eva Kjer Hansen, har fået placeret sig, ikke hvor det ville være bedst, nemlig i tyfonens øje, men det værst tænkelig sted, nemlig lidt væk fra øjet. En habil strateg havde sørget for, at holde delikventen i øjet, og så taget exit på rette tidspunkt, dvs førstkommende tidspunkt efter gennemførsel af missionen, hvor en nogenlunde sikker passage er mulig. Det kan godt være det ender sådan, men det er i så fald ikke på grund af gode strategiske evner hos rådgivere, men på grund af Hansens chef, Lars Løkkes sikre evner udi i den taktiske diciplin “dog fight”. Meget kan stadig gå den ene og den anden vej, men uanset: Det er ikke elegant fra hverken den ene eller anden side.

De to sider i konflikten er ikke højre/venstre. På den ene side finder vi folk organiseret omkring organisationer såsom WWF og Danmarks Naturfredningsforening. Lad os kalde dem “milijøsterne”. Der er i høj grad tale om, at man prøver at fastholde en ikke erhvervet ejendomsret til natur og miljø med forskellige prokurator kneb. En drivende kraft er og har været, at man har været i stand til, på skattefårenes regning, at tilbyde lukrative jobs i det miljøindustrielle kompleks.

På den anden side finder vi en løst organiseret, men til gengæld talstærk gruppe af mennesker der lever i og af åbneland. – Eller med veneration herfor. Man er trætte af, at blive belært om det åbenlyse, af idioter der end ikke kan håndtere en skovl selv. Den centrale organiserede modstand udgår fra, BL, Bæredygtigt Landbrug, men andre kan nævnes, f.eks. ofrene fra gangster bossen Svend Aukens hærgen med barmarksværker. Lad os kalde dem “tænkende væsner”.

Til at understøtte sin magt har milijøsterne udviklet en særlig religion med tilhørende tabuer. Centralt i religionen er, at kvælstof er om ikke djævlen selv, så i hvert fald det man bliver stegt i hos djævlen. Frafald i forhold til dette centrale dogma, straffes i henhold til sharia, hvis ellers milijøsterne kan slippe af sted med det. Dette minder meget om den såkaldte multikulturalisme og der er da også utallige eksempler på person sammenfald, f.eks. den halsstraige Magrethe Auken, søster til før omtalte Svend.

Disse to grupper slås. En marxsk klasseanalyse af spørgsmålet ville finde, at WWF består af landadel, nyrige og kongelige der har mistet deres betydning, mens DN er kamporganisation for det højere borgerskab. På den anden side står så den produktive klasse. Med i denne klasse er, bortset fra klasseforrædderne blandt dem, de super rige, nye som gamle. Disse er imidlertid også superdiskret, hvad der kan forvirre i visse situationer. Det man så slås om er fordelingen af de endelige frugter. Imidlertid bliver kampen ikke ført rationelt, hvilket ideelt set skulle føre til en tilstand af optimal produktion og paretooptimalitet. Årsagen er, at milijøsterne udover en pekuinær interesse også har en politisk magtinteresse. For at optimere på det sidste, finder man det hensigtsmæssigt at påtvinge den produktive klasse feudale levevilkår, noget man gerne gør selvom der er et økonomisk tab derved. – Herregud kummekårene der eventuelt måtte ramme, gør det i den produktive klasse. Desforuden kan vi så holde landadlens døtre, indtil de kan blive besvagret af en fyr fra DN, i beskæftigelse med afhjælpning, synes rationalet at være.

En histografisk skitse om “miljøkampen” cirka 1900 –

Prominent i den danske miljøret står en dom vedrørende en syrefabrik på lorteøen Amager, der statuerede forurening som en almindelige skade som skadvolder skal kompensere for. Sagen vedrørte nogle nærliggende nyttehaver der blev gjort delvist ubrugelige. (forureneren betaler pricippet).

Fra begyndelsen af 1900 tallet kan man tale om postindustrialisme, forstået således: De grundliggende principper er på plads, hvad det handler om herefter er videreudvikling og raffinering.

En pioner er Willard Gibbs (Gibbs lov; fri energi ved kemiske processer). Hvad Gibbs grundlægger er diciplinen fysisk kemi. En berømt “dansker”, “” fordi der er tale om en naziislamist, indenfor det område er Thor A. Bak, på et tidspunkt formand for Dansk Flygtninghjælp. Hvad der gør Gibbs vigtig i sammenhængen er, udover at kemi og forståelsen heraf har meget med miljø at skaffe er, at han har en elev Edwin B. Wilson, en vigtig person indenfor matematiskfysik og kvantefysisk. Udover det, så var Wilson ikke imponeret over niveauet indenfor samfundsvidenskab i almindelighed, og økonomi i særdeleshed. Desårsag underviste han i matematik/statistik anvendt på samfundsforhold. En af Wilsons elever er Paul Samuelson. Samuelsons fortjeneste er anvendelsen af matematik på økonomi og samfundsforhold og han søger for den matematiske formulering af keyniaisme. Det berettes:

Wilson taught a small course in mathematical economics each spring in alternate years. Samuelson would talk to him for an hour after every lecture; it was in Wilson’s class that Samuelson had perhaps his single greatest epiphany, he recalled: the recognition that the truth of  a mathematical tool was  independent of  the context in which it was employed. In this case it was the mathematics underlying a principle devised a century before by French chemist Henry LeChatelier to describe changes in pressure, volume and temperature of an ideal gas which could just as easily be adapted to calculate changes in elasticities of demand in a system of factor prices. The mathematical insight arrived in an instant. It would take a decade to reason through its implications.

Vi lader den erkendelsesteoretiske blindgyde ligge, at man, og mange har, kan forfalde til den konklusion, at fordi datasæt, f.eks. tyngde acceleration og profit i en virksomhed, følger en parabel så betyder det ikke i sig selv, at man ved at føre bevis for andengradsligningen har bevist en årsagssammenhæng mellem de anvendte data, men blot påvist en (vis) samvarians. Hvad der endvidere er udelukket er; at blot fordi man har et sæt af ideer, der i et eller andet omfang kan forklares med matematik f.eks indenfor socioøkonomi, f.eks. den ide at disse gælder på tværs af kultur og genetik/race, så kan man ikke henvise til sine matematisk begrundede forklaringer som bevis for rigtigheden af sine påstande/ideer.

Men ikke destomindre bliver der ad denne vej skabt bro mellem anvendt naturvidenskab og anvendelse af logisk viden på samfunds- og økonomiskeforhold, og dermed videre til de aftryk menneskelig aktivitet sætter i det fysiske miljø.

Allerede i 1930erne er sammenstødet mellem produktionsaktivitet og andre menneskelige aktiviteter, såsom lokalisering, blevet et problem der finder vej til den videnskabelige litteratur. Baumoll og Oates redegør således i et papir fra vidst nok 1936, for hvorledes konflikten mellem en vaskeriejers ret til at kunne tørre vasketøjet uden at få arbejdet ødelagt af naboens osende skorsten, overfor samme nabos ret til, at gennemføre sin produktion på en måde der stiller alle tilfreds. Nøgleordet er paretooptimalitet, hvilket opnås ved, at indføre ejdomsrettigheder til den rene luft. Herefter kan man regne sig frem til hvem der skal kompensere hvem. Man skal blot enten kende alle eksternaliteter ned i mindste detalje eller kunne ignorere dem.

Frem til vel en gang i 1960erne levede man med, at sideeffekter af produktion havde negative konsekvenser. Dog havde venstreorienterede på et tidligt tidspunkt udset sig spørgsmålet som et politisk værktøj, f.eks. den nazistiske bevægelse i Tyskland.

Gennembruddet kom i 1962 med udgivelsen af Rachel Carsons ” Silent Spring”, der satte miljø spørgsmålet fast i massernes bevidsthed, og som fangede den produktiveklasse off guard i forhold til venstreekstremister, der havde et propaganda program liggende klart.

Med propagandaen blev miljø, som egentlig blot burde være et spørgsmål om sund fornuft og oprydende i visse synder, holden rent omkring sig selv osv. gjort til en af de religøse piller som venstreekstremister har opbygget deres politisk magt, deres udplyndring af den produktiveklasse og diverse underreligioner, såsom “multikulturalisme” på og omkring.

I dansk sammenhæng er kvælstofreligionen en sådan underreligion.

Tilbage til Eva Kjer og hendes trakasserier.

Ministeren og rådgivere har uden tvivl været bevidste om hvad de er oppe imod. Det ses af den omstændighed, at man argumentere indenfor modstanderens paradigme, istedet for simpelthen at angribe head on og kort og godt erklærere den “videnskabelige” del af kvælstofreligionen for null and void. Religionen som sådan kan man alligevel ikke gøre noget ved.

Blandt milijøsterne er man imidlertid godt klar over hvad der er ved at ske. Og derfor har man smidt alt hvad man har af tropper ind på, ikke gennem argumenter at forfægte sine synspunkter, men på at lægge Eva Kjer ned gennem personangreb, ofte karmufleret i juridiske og/eller videnskabelige klæder.

For den produktiveklasse og dens friheds skyld, må vi håbe, at så vidt milijøsterne sejre, så er det kun en del sejer der vedrørere Eva Kjers person. Og ellers må vi jo slikke sårene, op på hesten igen, og så ellers huske på, at beskidte tacklinger bagfra er helt i orden, når nu modstanderen selv gør det.

Noter og links bliver lagt på senere.

 

 

 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s