Hedegaard i retten

Frihedsaktivisten Lars Hedegaard, der blev forsøgt myrdet som led i den muhammedanske jihad mod de vantro, var idag en tur i retten. Retten har nemlig for at beskytte, især hans familie i følge jihadistens advokat, Thorkild Høyer, nedlagt forbud mod at danske medier nævner navnet eller andet der identificere jihadisten. Nu høre bloggen ikke til i Danmark så vi vover troskyldigt pelsen og offentliggør dette screendump fra den retsforagtende terroradvokat Thorkild Høyers FB-profil:

160226 hoeyers fb dd kl1300

Vi kan så iøvrigt afsløre, at Høyer har fjernet andre kommentare fra sin FB der nævner identiteten inden for de allerseneste dage, men oprydningen har ikke været særlig grundig. Alt i alt så overtræder Høyer altså selv forbudet, ved at lade oplysningerne stå på hans åbne FB.

Fra Hedgaards tale til retten:

Høje Ret

Det ligger mig fjernt at ville belære retten om jura, især fordi jeg ikke er jurist. Jeg er til gengæld historiker og vil i denne sammenhæng fremdrage et særdeles indflydelsesrigt historisk dokument, nemlig Den Amerikanske Uafhængighedserklæring af 4. juli 1776.

I en af dens berømteste formuleringer hedder det: “Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke.”

Den første umistelige rettighed er altså retten til liv. Det betyder, at retten til liv ikke er noget, vi har fået skænket af kongen, Folketinget eller domstolene. Vi har denne ret alene i kraft af, at vi er mennesker.

Men når vi har denne umistelige ret, følger det også, at vi har retten til at beskytte vores liv, hvis andre ikke kan eller ikke vil. Denne ret benyttede jeg mig af den 5. februar 2013, da jeg var nødsaget til at nedkæmpe en terrorist, der kom for at skyde mig. Og det var den samme ret, jeg henholdt mig til, da jeg i midten af oktober 2014 nævnte navnet på min attentatmand.

Derfor greb jeg til den selvforsvarshandling at gøre attentatmandens navn, billede og andre personlige fakta så kendte som muligt – ud fra den betragtning, at det ville være til min fordel, hvis andre blev opmærksomme på hans færden.

Hvis jeg skal dømmes for det, så har domstolen i realiteten frakendt mig retten til efter bedste evne at forsvare mit liv.

Jeg har bemærket, at advokaturchefen I Københavns Politi har anklaget mig for at udvise manglende respekt for retsvæsenet. Intet kunne være mere forkert. Jeg nærer den største respekt for retsvæsenet og ønsker derfor, at det udviser respekt for sig selv som forudsætning for, at andre også kan gøre det. Og hvis hensynet til en attentatmands eventuelle fornærmelse skal vægte mere end min ret til at forsvare mit liv, er jeg bange for, at den almindelige retsfølelse vil lide skade. Ganske særligt i en situation, hvor argumentet om hensynet til sagens efterforskning er faldet til jorden i og med, at politiet gerne ser navneforbuddet ophævet.

 

 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s