Professoral humanisme

I Samarbejds-Politiken udbreder en psykologi professor ved navn Svend Brinkmann sig om humanisme, som skal vi vidst forstå er noget godt. Det gør man nok i forvejen i det segment af tilbagværende læsere Samarbejds-Politiken betjener som menighedsblad. Det giver os anledning til, at genudgive en tidligere post, hvad vi gør nedenfor, men føst lidt om Brinkmanns indlæg, og et tidligere. Tilbage i august 2015 havde Brinkmann et indlæg om politisk korrekthed, som er noget han går ind for, forstår vi. Fra det indlæg:

Hvis De som jeg er vokset op i en tid, hvor humanismen var et efterstræbelsesværdigt menneskesyn, og hvor man gjorde en dyd ud af at tale pænt og høfligt om andre mennesker, vil De sikkert finde, at dagens debatter i Danmark er årsag til konstant forbløffelse.

Det, der engang var almindelig medmenneskelighed, er nu blevet til blødsødenhed og mangel på forståelse for verden, som den angiveligt er. Og det, der engang var fremmedfjendsk eller decideret racistisk, er nu comme il faut i vide kredse.

Humanisme: ideen om at alle mennesker er lige i værdighed og værd. Begrebet anvendes i diskussioner om flygtninge, hvor det betyder, at vi skal tage imod alle flygtninge fra hele verden. Det kan vi selvfølgelig ikke, hvilket beviser, at humanismen er løgnagtig. I øvrigt kan enhver jo konstatere, at mennesker ikke er lige. For eksempel er de fleste mennesker fattigere end danskerne.

Islam: det samme som islamisme (se denne).

Islamisme: en form for nazisme indeholdende et gudsbegreb. Bekæmper kritisk oplyst diskussion og humanisme (se denne).

Menneskerettigheder: trussel mod folkets selvbestemmelse (se folket) og udtryk for humanismens fornægtelse af virkeligheden, som den er (se humanisme).

Racisme: utilladelig diskrimination på baggrund af hudfarve. Bør ikke forveksles med den nødvendige diskrimination på baggrund af etnicitet og religion. Danmark er jo et kristent land.

I sit senest indlæg udbreder Brinkmann sig om humanisme. Slet skjult er det ideologien humanisme Brinkmann advokere for flere bør bekende sig til. Først opfinder Brinkmann nogle fjender, derefter gør han havd han kan for at afskyde disse umennesker fra terrietoriet. Alt sammen i en jovinal og pæn tone. Fra det skriv:

1. Man kan være politisk antihumanist. Så definerer man humanisme som det synspunkt, at vi skal åbne dørene og tage imod alverdens flygtninge.

2. Man kan være religiøs antihumanist. Dermed definerer man humanisme som en form for oplysningstænkning, der lægger vægt på det sekulære og glemmer Gud.

3. Man kan være filosofisk antihumanist (oftere kaldet ’posthumanisme’): Her definerer man humanisme som en subjektfilosofisk tendens til at sætte mennesket i centrum.

Mange filosofiske antihumanister er i disse år optaget af det kropslige, det dyriske og det materielle og hævder, at der ikke er noget privilegeret eller ophøjet ved det menneskelige.

Kernen i humanismen er et syn på mennesket som et ansvarligt og fortolkende væsen. Retorikprofessor Jørgen Fafner, der skrev opslaget om humanisme til Den Store Danske Encyklopædi, beskrev det flot i opslagets indledning:

»Det humanistiske livssyn sætter som norm respekten for det enkelte menneskes ret til en udvikling i frihed og moralsk ansvarlighed. Humanisten står fast på sin uafhængighed af ydre autoriteter. Han lader sig styre af sin fornuft og sin dømmekraft og smag (…). Høflighed og civiliseret optræden er ikke kun en ydre skal, men noget, der virker moralsk indadtil«.

Fafner henviste også til Gadamer, der udnævnte dannelse, dømmekraft, sund fornuft og sans for kvalitet til at være »humanistiske ledemotiver«.

Her er efter min mening en humanisme, som mange burde kunne forenes om, men som desværre er under beskydning fra mange forskellige sider: fra religiøs fundamentalisme af forskelligt tilsnit, fra et åndløst forbruger- og markedssamfund, fra konkret nedprioritering af de humanistiske fagområder og fra konkurrencestatsideologien, som reducerer politik til optimeringskalkuler.

Og vores eget tidligere skriv om hvad humanisme er:

 

“Humanisme

DDR giver ondt af sig over, at den nystiltrådte Venstreregering i sit grundlag betoner, at Danmark er et kristent land. Vanen tro finder man nogle, der vil udtale det som DDR ikke selv vil eller tør, i dette tilfælde bl.a. Lone Ree Milkær, der er formand for Humanistisk Samfund. Og det giver så UH lejlighed til, at se lidt på hvad “humanisme” er.

Humanistisk Samfund fortæller selv:

Humanisme – et udbredt begreb

Ordet humanisme bliver brugt på mange måder og i forskellige sammenhænge, så det skaber en vis usikkerhed og uklarhed om betydningen. Ordet er et udpræget plusord, som de fleste opfatter det, og hentyder til, at man er menneskelig og især medmenneskeligt indstillet i sine holdninger og adfærd. I denne betydning er det ikke så mærkeligt, at både religiøse og ikke-religiøse kan bruge det, men det, der adskiller de to grupper humanister, er troen på noget overnaturligt.

Det livssyn, Humanistisk Samfund bygger på, er en ikke-religiøs humanisme. Det er en international bevægelse, som Humanistisk Samfund er en del af blandt andet gennem sit medlemskab af European Humanist Federation. Dette livssyn tager udgangspunkt i mennesket selv og fremhæver den enkeltes menneskeværd, selvstændighed, ukrænkelighed og værdighed. Denne humanisme har som mål, at mennesker skal leve gode liv på egne præmisser og vise ansvar for hinanden og kommende generationer.

Det er skam bemærket, at når folk henviser til humanisme, så betyder det som oftest, at nogle eller noget er dårligere og direkte umenneskelige, thi de står ikke for det samme “som humanisten”. – Og vi ved jo, at umenneskeliggørelse gennem sproget, ikke er andet end socialister og humanisters første skridt mod, at gasse folk der ikke er enige med dem. I hvert fald ifølge ham her. Hvorom alt er, så er påberåbelse af, at man er humanist eller bærer af særlige humanistiske værdier, blot en indirekte måde, at belyve sine opponenter eller medborgere med umenneskelighed.

Og man kan også notere sig, at humanisme er en ideologi og at den arbejder internationalt. Humanistisk Samfund underspiller kraftigt det med det internationale. Der er ikke tale om en europæsik bevægelse som man kunne få indtryk af fra ordlyden, men en ideologi der organisatorisk er grundlagt i USA og i det væsentlige styres derfra. Organisationens hjemmeside her.

Bevægelsen eller ideologien har gennem sin levetid haft tre manifester, men ændringerne i forhold til det oprindelige består blot i, at det er blevet kortere.I dag skal en underorganisation tilslutte sig denne “minimums” (minimum i citation, fordi det snare betyder “med et hvert tænkeligt middel):

All member organisations of the International Humanist and Ethical Union are required by IHEU bylaw 5.1[5] to accept the IHEU Minimum Statement on Humanism:

Humanism is a democratic and ethical life stance, which affirms that human beings have the right and responsibility to give meaning and shape to their own lives. It stands for the building of a more humane society through an ethic based on human and other natural values in the spirit of reason and free inquiry through human capabilities. It is not theistic, and it does not accept supernatural views of reality.

taget herfra.

Fra det første’ manifest fra American Humanist Association:

The time has come for widespread recognition of the radical changes in religious beliefs throughout the modern world. The time is past for mere revision of traditional attitudes. Science and economic change have disrupted the old beliefs. Religions the world over are under the necessity of coming to terms with new conditions created by a vastly increased knowledge and experience.

There is great danger of a final, and we believe fatal, identification of the word religion with doctrines and methods which have lost their significance and which are powerless to solve the problem of human living in the Twentieth Century.

While this age does owe a vast debt to the traditional religions, it is none the less obvious that any religion that can hope to be a synthesizing and dynamic force for today must be shaped for the needs of this age. To establish such a religion is a major necessity of the present. It is a responsibility which rests upon this generation. We therefore affirm the following:

FIRST: Religious humanists regard the universe as self-existing and not created.

SECOND: Humanism believes that man is a part of nature and that he has emerged as a result of a continuous process.

THIRD: Holding an organic view of life, humanists find that the traditional dualism of mind and body must be rejected.

FOURTH: Humanism recognizes that man’s religious culture and civilization, as clearly depicted by anthropology and history, are the product of a gradual development due to his interaction with his natural environment and with his social heritage. The individual born into a particular culture is largely molded by that culture.

FIFTH: Humanism asserts that the nature of the universe depicted by modern science makes unacceptable any supernatural or cosmic guarantees of human values. Obviously humanism does not deny the possibility of realities as yet undiscovered, but it does insist that the way to determine the existence and value of any and all realities is by means of intelligent inquiry and by the assessment of their relations to human needs. Religion must formulate its hopes and plans in the light of the scientific spirit and method.

SIXTH: We are convinced that the time has passed for theism, deism, modernism, and the several varieties of “new thought”.

SEVENTH: Religion consists of those actions, purposes, and experiences which are humanly significant. Nothing human is alien to the religious. It includes labor, art, science, philosophy, love, friendship, recreation–all that is in its degree expressive of intelligently satisfying human living. The distinction between the sacred and the secular can no longer be maintained.

EIGHTH: Religious Humanism considers the complete realization of human personality to be the end of man’s life and seeks its development and fulfillment in the here and now. This is the explanation of the humanist’s social passion.

NINTH: In the place of the old attitudes involved in worship and prayer the humanist finds his religious emotions expressed in a heightened sense of personal life and in a cooperative effort to promote social well-being.

TENTH: It follows that there will be no uniquely religious emotions and attitudes of the kind hitherto associated with belief in the supernatural.

ELEVENTH: Man will learn to face the crises of life in terms of his knowledge of their naturalness and probability. Reasonable and manly attitudes will be fostered by education and supported by custom. We assume that humanism will take the path of social and mental hygiene and discourage sentimental and unreal hopes and wishful thinking.

TWELFTH: Believing that religion must work increasingly for joy in living, religious humanists aim to foster the creative in man and to encourage achievements that add to the satisfactions of life.

THIRTEENTH: Religious humanism maintains that all associations and institutions exist for the fulfillment of human life. The intelligent evaluation, transformation, control, and direction of such associations and institutions with a view to the enhancement of human life is the purpose and program of humanism. Certainly religious institutions, their ritualistic forms, ecclesiastical methods, and communal activities must be reconstituted as rapidly as experience allows, in order to function effectively in the modern world.

FOURTEENTH: The humanists are firmly convinced that existing acquisitive and profit-motivated society has shown itself to be inadequate and that a radical change in methods, controls, and motives must be instituted. A socialized and cooperative economic order must be established to the end that the equitable distribution of the means of life be possible. The goal of humanism is a free and universal society in which people voluntarily and intelligently cooperate for the common good. Humanists demand a shared life in a shared world.

FIFTEENTH AND LAST: We assert that humanism will: (a) affirm life rather than deny it; (b) seek to elicit the possibilities of life, not flee from them; and (c) endeavor to establish the conditions of a satisfactory life for all, not merely for the few. By this positive morale and intention humanism will be guided, and from this perspective and alignment the techniques and efforts of humanism will flow.

Man kan kalde det meget, her på UH kalder vi det; totalitært, designet til, at blive brugt som våben mod personer eller folk der måtte være uenige. Og dertil aldeles umenneskeligt.

Tillæg:

Det rinder UH i hu, at den kontroversielle islamofobiske højrefløjs debatør, Kurt Freddy Rosenstrøm, i en hel bog over 12 essays, indgående behandler humanisme. Bogen kan købes her:

http://mellemgaard.dk/product/humanismens-elendighed-646/

Et eller to af essaysne har været offentliggjort på de seriøst kontroversielle blogs Uriasposten.net og Snaphanen.dk. “

 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s