Pinds grundlovstale

Justitsminister Søren Pind holdt en Grundlovstale, well, i anledning af Grundlovsdag. Talen er interesant af flere grunde. Han henviser i talen til et foredrag han skulle have givet i Trykkefrihedsselskabet. En kommentator,  på Uriasposten, Boethius, konkludere med afsæt i talen Pinds personlighedsstruktur. Via Uriasposten, talen ligger dog i sin helhed på Justitsministeriets hjemmeside, jm.dk.

I grundlovstalen sagde Pind bl.a.:

Vi er kommet en lang vej. Vi… Vi har udviklet et fællesskab, der udgør verdens lykkeligste folk. Verdens mindst korrupte folk. Verdens mest tillidsfulde folk. Men jeg spørger åbent: Har vi mistet det intuitive ‘vi’ undervejs?

Er Danmark som sådan et land, hvor der – som vi kan huske det, på linje med dengang – er det intuitive vi? Det er jeg ikke sikker på. Jeg er faktisk ganske sikker på, det ikke forholder sig sådan. Vi leder efter det vante vi. Og vi har ondt ved at erkende, at ‘vores’ vi er borte. Og aldrig kommer igen.

Jeg ved, det gør mange mennesker kede af det. For de – vi – holdt af det vi… Men sagen er, at det vitterligt er borte. Jeg ved også, at politiske kræfter hævder, det gamle vi kan genskabes. Jeg må sige det, som det er: Evigt ejes kun det tabte – det gamle vi er borte for evigt. Det kommer ikke tilbage. Tiden tog det. …

Når jeg med så stor alvor må fastslå, at det gamle vi er borte, er det fordi, det er altafgørende for, at vi kan skabe et nyt. Ifald vi hænger os i vreden – uretfærdigheden – i det gamle ‘vi’s forsvinden, vil det ende i en situation, hvor opdeling, sprængning og ufred vil blive resultatet. Det kan vi ikke tillade.

Vi må acceptere, at noget for altid er forandret. Og ud fra det rejse et nyt ‘vi’.

Det gjorde dybt indtryk på mig, da jeg engang i en samtale med en fængselsimam af ham fik at vide, at han aldrig – ikke en gang – havde hørt en muslimsk indsat sige ‘vi’ om Danmark. Aldrig. Det gjorde mig mere bekymret end vred.

Sine steder er der en forestilling om, at man så at sige kan ‘eksportere sig ud af krisen’, som vi sagde i 80erne. Men ift. mennesker. Mennesker som er her, og har været her længe. Jeg bemærkede engang i et foredrag for Trykkefrihedsselskabet, at dele af diskursen havde en klang af togvogne – hvortil en herre rejste sig op, og afkrævede mig svar på, om jeg mente KZ-lejre eller deportation. Jeg måtte forstå, at i deportation så han ingen problemer… Men det er en vrangforestilling. En udansk af slagsen. Vel kan vi da ej smide folk, der har statsborgerskab og slægt og familie her, ud af dette land fordi de måtte have en anden tro, et andet udseende, en anden baggrund end vores. Hvordan skulle det gå for sig? Bare billederne får mig til at væmmes. Nej, vi må erkende, at bestemte folk, der ikke er en del af det gamle vi, er her, har slået rod og bliver her.

Og derfor kan vi ikke ‘bare få fred’. I den sammenhæng er det en ånds- og kulturkamp, der står. Og ret beset bør det være overkommeligt. For det, der uforvarende har antastet vores ‘vi’, har jo netop valgt dette land til.

Vi kan bekræfte Pind så langt, at han ganske rigtigt talte om tog(kreatur)vogne og ganske rigtigt blev modsagt. I Trykkefrihedsselskabets egen dækning af mødet, der var en paneldebat tilbage i 2010, hedder det om Pinds Bidrag:

Til støtte for den vurdering indskød ordstyrer Katrine Winkel Holm en bemærkning om, at socialismekritikerne ikke er tvunget til at leve under jorden. Det er derimod en hel del af dem, der stiller sig kritiske overfor fredens religion.

Den bemærkning fik Søren Pind til at slå fast, at Danmark er danskernes land, og at det derfor også er danskerne, der skal bestemme, hvem der skal have adgang til det. Han så gerne, at man begyndte at sortere indvandrerne ved grænsen og valgte dem ud, det er realistisk at assimilere. For det er assimilation, det handler om, forklarede han:

Træt af integration

”Jeg er så træt af udtrykket integration, når det i virkeligheden betyder en tilbagetrækning af dansk kultur fra danske institutioner. I stedet skal vi begynde at assimilere på den danske kulturs præmisser. Det kan vi gøre i institutionerne og i det offentlige rum, men så heller ikke længere. I den private sfære går jeg ikke ind for magt og tvang, der må vi stole på det rationelle argument, lød det med en henvisning til hans modstand mod blandt andet burkaforbud.

 

Kommentator Boethius kommentar:

I sin egen optik opfatter han jo sig selv som en dansk hybrid af Churchill og Reagan, og hans sproglige udgydelser afslører en frygtindgydende anti-realisme.

Den sproglige udtryksform afslører alt om sin ophavsmand eller -kvinde. Pind er omstændelig og ordflommet, ustruktureret og upræcis og pløret.

Hans ordvalg er sentimentalt, og hans syntaks er kredsende og eliptisk på samme tid – messende gentagende og udeladende væsentlige ord. Der er også en sær ujævnhed over hans taler. Urytmisk. Hans frasering er skæv – helt anderledes end den Charles Aznavour, som Pind beundrer så højt, og som var grunden til, at Pind død og pine har fået en høj fransk orden.

Det er meget muligt, at han ikke skriver (alt i) sine taler selv – men jeg ville nu tro, at han er så forfængelig og overbevist om sig selv, at han næppe vil overlade taleskrivningen til andre. Heller ikke i hans sproglige form i øvrigt, i direkte interviews, holder han sig tilbage fra almindeligheder og særheder blandet sammen i et mærkeligt miks. Hans begrebsunivers er eklektisk og banalt, og ideologisk kan han ikke skelne liberalisme fra konservatisme.

Her på stedet er er konklusionen, at Pind er en del af Venstres islamofile vagtkorps, men også at han er parat til at forstille sig nårsomhelst, for ikke at fremstå som islamofil.

TILLÆG

Søren Pind har åbenbart været i clinch med Trykkefrihedselskabet og “præcisere” på FB:

2. I min grundlovstale berører jeg et møde i Trykkefrihedsselskabet for 6 år siden, hvor der bl.a. pågik en diskussion om deportation af udlændinge bosat i Danmark. Diskussionen pågik mellem en af paneldeltagerne, foreningens formand og jeg selv. Jeg erindrer en fjerdepart, evt. i form af et tilråb fra salen, men det sidste er ikke muligt at dokumentere, heller ikke ud fra den eksisterende videooptagelse, og det kan ikke udelukkes at min hukommelse spiller mig et puds. Jeg skal – som jeg har gjort det flere gange – understrege, at jeg ikke har grundlag for at hævde, at Trykkefrihedsselskabet som selskab – eller selskabets formand – skulle støtte synspunkter om deportation. Jeg kan konstatere, at en panelist på mødet udtrykte, at man måtte kunne have en diskussion om emnet. Men støtte til deportation kan man hverken tage selskabet eller formanden til indtægt for, og jeg skal beklage, hvis nogen er blevet bibragt den opfattelse. Mit eget synspunkt fremgår af talen

Vi kan som sagt bekræftige der blev opponeret fra salen, og at det ikke var ved tilråb.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s