For et godt dtykke tid siden deltog bloggen i afdækningen af Jacob Holdts løgnhistorier.
En de få ting der ikke var løgn var at der var ved, at blive lavet en film om den aldrende løgnhals. Den er så ude nu. I Berlingeren skriv Bent Blüdnikow bl.a. i sin anmeldelse:
Jacob Holdt spillede en betydelig rolle i Danmark i tiden efter 1968. Hans »Amerikanske billeder« påvirkede en hel generation med sanselige billeder af og beretninger om fattigdom, racisme og klasseforskelle i USA. Nu er der kommet en film om Jacob Holdt, og det er velbegrundet, for han var med til at forme tidsånden i et par årtier. Niels-Ole Rasmussens »Jacob Holdt: Mit liv i billeder« går tæt på Holdt, der genfortæller sit liv og drager til USA for at opsøge de personer, som spillede en rolle i hans USA-eventyr.
…
I første omgang gik turen til København, hvor han fattede sympati for tidens revolutionære og voldelige budskaber. Formet af Vietnamkrigen og et voksende had til USA fik Jacob og hans venner fat i trotyl, som de ville smide mod den amerikanske ambassade. Det er imidlertid ikke Jacob, der kan huske denne voldelige fase, men en revolutionær ven, der fortæller det i filmen, mens Jacob engleblidt nægter at kunne huske noget. Jorden brændte imidlertid under Jacob, og han drog til Canada, men skrev hjem til sine revolutionære venner: »Jeg vil anbefale bomber og trotyl nu.«
…
Men generelt virker de fleste scener uægte. Vi ser Holdt i et forladt hus hos en tidligere sort kæreste, der nu er død, og hvor han står og græder, men det føles som fremtvungne tårer. Vi ser ham i et rigmandspalads, hvor han fortæller, at han bollede med de unge, hvide kvinder, og han lægger sig nøgen i en stor flot seng med et skælmsk smil. Pinligere kan det ikke blive. Spørgsmålet opstår, ligesom det i sin tid gjorde med hans »Amerikanske billeder«, om det er dokumentarisme eller manipuleret virkelighed.
I 2015 blev Jacob Holdt af bl.a. Weekendavisen beskyldt for at lege med sandheden, og at den dokumentarisme, som han påstod »Amerikanske billeder« stod for, til tider var opdigtet virkelighed. Filmen har scener om denne kritik, men de er uden konkret indhold og synes blot at registrere, at der var en debat. Også det efterlader en utilfreds. Hvad skal det gøre godt for, når den ikke giver os indblik i kritikkens indhold?
…
…Holdt fik penge af KGB til sine aktiviteter og var af KGB endda tildelt en føringsofficer, men det siges der intet om i filmen. Det ville have klædt den, for som den nu fremstår, er den pinagtig klynkende og privat.
Man kan ikke se bort fra, at Jacob Holdt var drevet af altruisme, men han var samtidig et tidstypisk politisk fænomen, hvilket filmen ikke formår at forklare.
Efter at have fulgt sporet af Holdts økonomiske transaktioner er der ihvertfald et punkt, hvor UH er uenig med Blüdnikow: Alt peger på at Holdt konskvent har raget alt af værdi inden for sin rækkevide til sig og beholdt det der. Intet tyder på nogen som helst altruisme.
I Kristeligt Dagblad er man mere venlig stemt:
Med Weekendavisens anklager om løgn og overdrivelser for et par år siden blev Holdt – igen – kontroversiel. Bogen ”Amerikanske billeder” fra 1977, som museet Louisiana samtidig kunstnerisk kanoniserede, blev underkastet detektorsamfundets metoder: Hvor slutter dokumentaristen Holdt og hvor begynder selviscenesætteren Jacob?
…
Præstesønnen Holdt antyder, at hans livs mission er at føre den følelseskolde faders kærlighedsfulde retorik fra kirkerummet ud i den virkelige verden. Derfor flyttede fotografen som ung blaffer i 1970’ernes raceurolige USA ind hos de mennesker, han havde fordomme over for. Ku Klux Klan-ledere, sorte udstødte kriminelle, rige og ensomme kvinder. Holdt elskede (med) dem alle.
”Jacob rejste hen, hvor ingen frivilligt ville være”, siger en gammel ven i filmen. Og med instruktøren i hælene opsøger den 67-årige Holdt de sorte kvinder, han elskede i 1970’erne. Det er både pinagtigt, men også gribende og inspirerende, at se Jacob konfrontere disse modeller fra ”Amerikanske billeder”. Merrilyn Jones, som overtales til en absurd gentagelse af et nøgenfotografi i et badekar fra den oprindelig bog, anklager ham for udnyttelse. En anden gammel flamme, Leslie Manselles, elsker ham stadig uforbeholdent. Flere er døde, men Jacob lever og kæmper videre for mangfoldigheden ved at engagere sig i Palæstina, syriske flygtninge og Danmarks første kvindemoske.