anti-kulturmarxisme

Tillykke til Ungaren

Nede i Ungaren har der været folkeafstemning om, hvorvidt man skal finde sig i at være skraldespand for de muhammedanere som Adolf Hitlers afløser i kanslerkontoret i Berlin importere.

Klassisk for udførelse af løgne-journalistik så er JP.dks take på nyheden, at der er mange ungarere der skammer sig over resultatet. Fra artiklen på JP.dk:

Den lave valgdeltagelse kan både læses som en sejr for oppositionen, men kan også bare ses som et udtryk for, at ungarerne er svære at hive til valgstederne, siger Jyllands-Postens korrespondent Solveig Gram Jensen.

Officielt: Ungarns valg er ugyldigt

»Ungarerne er generelt ikke særligt aktive, når der er folkeafstemninger. Men oppositionen opfordrede dem desuden til ikke at stemme, fordi de vidste, at der skulle 50 pct. plus én stemme til, for at afstemningen var gyldig. Så der er tale om en aktiv handling for fleres vedkommende, men andre har bare været sløve.«

»Mange af dem, jeg talte med, det var hovedsageligt de veluddannede og globaliseringsvenlige, var flove over afstemningen og kaldte den racistisk. Og de valgte enten at lade være med at stemme eller stemte blankt.«

Den lave valgdeltagelse kan både læses som en sejr for oppositionen, men kan også bare ses som et udtryk for, at ungarerne er svære at hive til valgstederne, siger Jyllands-Postens korrespondent Solveig Gram Jensen.

»Ungarerne er generelt ikke særligt aktive, når der er folkeafstemninger. Men oppositionen opfordrede dem desuden til ikke at stemme, fordi de vidste, at der skulle 50 pct. plus én stemme til, for at afstemningen var gyldig. Så der er tale om en aktiv handling for fleres vedkommende, men andre har bare været sløve.«

»Mange af dem, jeg talte med, det var hovedsageligt de veluddannede og globaliseringsvenlige, var flove over afstemningen og kaldte den racistisk. Og de valgte enten at lade være med at stemme eller stemte blankt.«

Tilbage i 2003 stemte ungarerne om de skulle træde ind i EUSSR. Valgdeltagelsen blev ved den lejlighed 45,6%.

Bort set fra at navnet Gram Jensen klinger fælt af løgnefabrikken DDR, så må det være sin egen kaste den små Solvejg har været ude at lave sin vox-pop i. Deutsche Welle, et stats betalt tysk medie, som næppe kan mistænkes sympatier for hædersmanden Victor Orban, beretter:

“Do you want the European Union to impose a mandatory settlement of non-Hungarian citizens in Hungary without the consent of parliament?”

The government also wants to win over people who normally do not vote for Fidesz, Prime Minister Viktor Orban’s party. His close associate and historian Laszlo Tokeczki recently told a public broadcaster: “You have to make it clear to feminists, homosexuals, Jews and atheists that it’s over for them if Islam wins.” And it has also been suggested that less social assistance will be offered to the otherwise unpopular Roma minority if more refugees lived in the country.

Members of the Hungarian government cite Germany as a cautionary example in order to convince citizens of their position. After the attacks on women in Cologne on New Year’s Eve, Orban said, “I have four daughters and I do not want my children to grow up in a world where things like Cologne happen.”

Parliamentary president Laszlo Köver believes that Mesut Özil, a German soccer player with a Turkish background, is living proof of failed integration because he does not even sing the German national anthem before matches.

At first, some German politicians played with the idea of punishing countries that refused to receive refugees. But now that resistance to more immigrants in Europe has hardened in practically all member states, almost no one is insisting on the distribution quotas. Even EU Commission President Jean-Claude Juncker said a few days ago: “Solidarity must be given voluntarily.” He added that some help by receiving refugees; others through border management.

Orban’s problem is not the opinion of the population, which is clearly on his side. Polls show an approval rating of over 80 percent. His problem may end up being whether enough eligible voters participate.

If at least every second eligible voter takes part, then the referendum result is valid. If Orban receives the desired result, he is even more likely to feel like the leader of a movement to save European culture and will probably present himself in this manner in Brussels.

And what happens if the referendum is not valid due to a low voter turnout? The government has also made provisions for this eventuality. Government spokesman Zoltan Kovacs said that a high number of “no” votes is enough to consolidate Orban’s position. “The referendum cannot be a failure. Period.”

De fleste husker vel, at Merkels rigsbefuldmægtigede i København, Lars Løkke Rasmussen, i valgkampen lovede en straks opbremsning for indtaget af muhammedanske immigranter der foregiver at være flygtninge. Efter et møde med sin chef i Berlin betød “straks opbremsning” 100.000 muhammedanere frem til 2020…

 

Journalist mord

Sjovnalisterne har det svært for tiden. Det går forbavsende godt for dem de ser det som deres opgave, at propagandere imod, og omvendt går det dårligt for dem de støtter og modtager betaling fra. I Dansk sammenhæng ved, at sjovnalisterne modtager tyvstjålne skatte indbetalinger via politikerne.

Nu har Samarbejds-Politiken med lidt forsinkelse så fået øje på såkaldt kontroversielle udtalelser fra nyvalgt præsident ude på de filippinske øer, Rody Duterte. Vi omtalte dem her på stedet for en uges tid siden, her. Nu har britiske The Guardian så haft tid til at bearbejde stoffet sådan, at Samarbejds-Politiken kan brygge en citathistorie sammen, om den del af Dutertes pressemøde, der handlede om drab på sjovnalister. Det var en mindre del af mødet, hvor der faldt flere andre underholdene “sat på spidsen” udtalelser.

Hvad Duterte er citeret for om sjovnalist drabene:

In a seemingly unprovoked attack on the UN at a Thursday night press conference, Duterte vented his anger in response to a question about foreign media groups that were critical of him.

“That’s the trouble here, they’re always raising fears about this or that United Nations convention,” Duterte said, even though the journalists’ criticism had not been linked to UN protocols.

“Fuck you UN, you can’t even solve the Middle East carnage… couldn’t even lift a finger in Africa… shut up all of you.”

Duterte, 71, had been incensed by the criticism of foreign and local media groups to his comments earlier in the week that corrupt journalists were legitimate targets of assassination.

At dømme efter hvad Samarbejds-Politiken kommer op med, så var Duterte spot on da han inddrog FN som en del af problemet.

1.

I filippinske sammenhæng findes begrebet “AC/DC journalism”. Det betyder “attack and collect / defend and collect” og dækker over sjovnalisten modtager betaling fra en eller anden med behov for enten et forsvar af sig selv, eller angreb på f.eks en konkurrent eller en der på anden vis står i vejen, f.eks. en ejer af et attraktivt jordlod som han ikke vil sælge, f.eks. ikke sælge til den pris han bliver tilbudt. Den slags kan være et spørgsmål om liv og død, f.eks ved, at den der bliver angrebet ikke kan opretholde en rimelig levefod efterfølgende, såsom at eventuelle børn ikke kan få en uddannelse. Et eksempel på en sag, hvor der er masser af muligheder for motiv af af forskellig art, her.

2.

Antallet af dræbte journalister opgøres siden 1992 og på den bonner Filippinerne ud med 77 dræbte, hvilket giver en flot 3′ plads på listen.  34 af drabene fandt sted på engang i den såkaldte Maguindanao massacre. Baggrunden var at en muhammedansk klan, Amputan op til et valg blev politisk udfordret af en anden muhammedansk klan, Mangudadatu. I øvrigt blev 23 politiske aktivister myrdet ved samme lejlighed.

Hertil har venstreekstreme NPA deres del af journalistmordene.

Samarbejds-Politiken skriver:

Årsagen er landets nyvalgte præsident, Rodrigo Duterte, som i forvejen har gjort sig bemærket med udtalelser om, at han vil rense Filippinerne for kriminalitet ved at henrette alle narkosælgere. For få dage siden gik han på en pressekonference et skridt længere ved også at udtrykke forståelse for drab på journalister.

Her antydede han, at mange af de journalister, der de seneste år er blevet myrdet, har været involveret i korruption.

»For at være ærlig har de fleste af de dræbte gjort noget. Du bliver ikke dræbt, hvis ikke du har gjort noget galt«, sagde han ifølge lokale medier, da han blev bedt om at kommentere drabet på en journalist, der i sidste måned blev skudt i hovedstaden Manila.

»Der er mange tilfælde, hvor journalister er blevet dræbt på grund af den sag, de kæmpede for, men der er også dem, som er blevet dræbt, fordi de havde taget parti og modtaget bestikkelse og svigtet deres forpligtelser. Det ædle journalistiske kald gælder ikke pengeafpressere og kriminelle«, sagde han.

Men FN står fast i sin kritik, og FN’s øverste chef, Ban Ki- moon, valgte i sidste uge at udsende en pressemeddelelse, hvor han kaldte Dutertes udtalelser for »ekstremt foruroligende«.

»Jeg fordømmer utvetydigt hans tilsyneladende støtte til udenomsretslige mord, som er ulovlige og et brud på fundamentale rettigheder«, sagde Ban Ki-moon.

Et klogt forbehold “tilsyneladende”.

Dutertes reaktion på angrebene på ham, er at dementere dem som taget ud af kontekst, misfortolket og misforstået. Inquirer.net har en del af det:

INCOMING President Rodrigo Duterte does not tolerate the killing of journalists, as claimed by the United Nations based on his statements last week.

“If you look at the transcript, there is nothing there that says he was encouraging violence against journalists,” the Davao City mayor’s spokesman Salvador Panelo told reporters by phone on Tuesday.

“I do not want to diminish his memory, but he was a rotten son of a bitch. He deserved it,” Duterte said.

He said he knew who ordered Pala’s murder—someone who was hurt by the journalist’s personal attacks.

“We politicians, we are used to that. But private citizens are different—defame them and you defame their children. They will really kill you. That’s how it is,” he said.

He said there were three types of journalists — the honest crusaders, those in the payroll of private companies,  and those who demand money.

Duterte’s comments were criticized by civil rights and journalists’ organizations.

Peter Laviña, spokesperson for Duterte’s transition team, said the President-elect’s remarks were “taken out of context, misinterpreted and misunderstood.”

Laviña said national and international media organizations “lapped up” news of journalists’ killings when the headlines should have been the “declaration of war against red tape and unnecessary fees imposed on hapless citizens,” apart from the appointment of new Cabinet officials.

“[Duterte’s] example of most slain journalists being corrupt or involved in shady deals was based on his own assessment of those killed in Davao City and not on the national scale. Certainly, Duterte has no personal knowledge of each and every single case of media killings in many parts of the country,” Laviña said.

 

Bogudgivelse: hent den selv gratis

DFs Kristian Tørning har udgivet en sylespids bog om dem der her på stedet bliver kaldt “belyvere” og hos Tørning “Egohumanister”.

Hent den og læs den her.

Fra bogen:

Egohumanismen konstituerer et klart brud med den klassiske humanisme. Egohumanismen er totalitær, fordi den hverken tåler oplysning, diskussion eller uenighed omkring dens egne præmisser; den er med andre ord en ny ekstrem ideologi. Heroverfor står den traditionelle ’humanisme’, som betegner en livsanskuelse, hvormennesket er i centrum.
Den traditionelle humanisme har et filosofisk islæt og indeholder tanker om demokrati, etik og frihed generelt. I den traditionelle humanisme er kernen, at alle mennesker har ret til – og ansvar for – at forme deres egne liv. Klassiske humanister forestiller sig, at vi sammen kan nå frem til et bedre liv, hvor verden i højere grad er præget af mere tolerance, lighed og højere levestandard for alle verdens folkeslag.
Fra side 8
Læs eventuelt om humanisme som formuleret ideologi her.
Det er uklart præcist, hvordan eller hvor egohumanismen opstår, eller hvorfor den klassiske humanisme pludselig antager en fundamentalistisk form. Måske udviklede efterkrigstidens legitime frygt for den militante nationalisme til en form for traume. Nogle humanisters åndsliv tog simpelthen skade af, at der udspillede sig rendyrket ondskab i Europa. Det blev for meget. De ledte efter lindring for deres frygt, og det fik
humanismen til at mutere.
Selvom generationerne af humanister efter anden verdenskrig voksede op med: frihed, sikkerhed, velfærd, vækst og masser af muligheder, så begyndte de alligevel i deres refleksion over de uhyrlige krigsforbrydelser at være utrygge ved deres egen vestlige kultur. Og det i en sådan grad, at de påbegyndte arbejdet med at afskaffe den. Det var jo dén, der havde givet plads til og afstedkommet krigens uhyrligheder, så hvorfor ikke demontere den en gang for alle, så uhyrlighederne aldrig kunne gentage sig?
Fra side 12
I den offentlige debat fremstår egohumanisterne følgeligt ofte som personer, der snylter på andres ulykke. De suger positiv opmærksomhed til sig selv ved at ytre sig om andres ulykke. Blandt egohumanisterne er det en helt fin måde at forstærke sin egen identitet på. Det er helt fint, at man fx anvender andres ulykke til at tiltrække sig offentlighedens bevågenhed. Det er i orden, hvis man kan markedsføre sig selv ved at udtrykke sig om alt fra menneskesmugleri og kvindehandel til generel fattigdom. Det er simpelthen en legitim markedsføringsstrategi at ytre sig om, at man selv føler det rette ved andres ulykke.
Set udefra er det ikke noget kønt syn, for det ene år er det tsunamien i Thailand, som de bruger til at sætte sig selv i centrum, og det næste er det orkanen på Haiti. Og der er naturligvis altid Mellemøsten og Afrika, hvor der (desværre) altid er uskyldige civile, der har store livsfarlige problemer, som egohumanisterne kan anvende til at pege på deres egen moralske overlegenhed. Og det gør de så; de smykker sig med andres ulykke.
Fra side 19 – 20
Lad ligge at Kristian nok har jordskælvet på Haiti eller tyfonen Haiyan der ramte filippnerne i tankerne når han skriver “orkanen på Haiti”, som i øvrigt hedder en hurricane på de kanter. Pointen er krystal klar: Når egohumanister/belyvere ser en katastrofe, så ser de ikke mennesker i nød, men muligheder for at udstille egen godhed og i samme moment belyve andre med mangel på samme. Og beskeden er klar: Køb hele vores pakke, du gør det ved at melde dig ind i Dansk Rødehalvmåne eller ved at kalde en eller anden du i øvrigt ikke aner en kæft om, for islamofob, umenneskelig, fremmedhader etc.
Desuden er det ligegyldigt om det var det ene eller andet sted. Ved begge lejligheder udspillede samme scenarie sig. Det er bare at google løs, så er der eksempler en mass.

Professoral humanisme

I Samarbejds-Politiken udbreder en psykologi professor ved navn Svend Brinkmann sig om humanisme, som skal vi vidst forstå er noget godt. Det gør man nok i forvejen i det segment af tilbagværende læsere Samarbejds-Politiken betjener som menighedsblad. Det giver os anledning til, at genudgive en tidligere post, hvad vi gør nedenfor, men føst lidt om Brinkmanns indlæg, og et tidligere. Tilbage i august 2015 havde Brinkmann et indlæg om politisk korrekthed, som er noget han går ind for, forstår vi. Fra det indlæg:

Hvis De som jeg er vokset op i en tid, hvor humanismen var et efterstræbelsesværdigt menneskesyn, og hvor man gjorde en dyd ud af at tale pænt og høfligt om andre mennesker, vil De sikkert finde, at dagens debatter i Danmark er årsag til konstant forbløffelse.

Det, der engang var almindelig medmenneskelighed, er nu blevet til blødsødenhed og mangel på forståelse for verden, som den angiveligt er. Og det, der engang var fremmedfjendsk eller decideret racistisk, er nu comme il faut i vide kredse.

Humanisme: ideen om at alle mennesker er lige i værdighed og værd. Begrebet anvendes i diskussioner om flygtninge, hvor det betyder, at vi skal tage imod alle flygtninge fra hele verden. Det kan vi selvfølgelig ikke, hvilket beviser, at humanismen er løgnagtig. I øvrigt kan enhver jo konstatere, at mennesker ikke er lige. For eksempel er de fleste mennesker fattigere end danskerne.

Islam: det samme som islamisme (se denne).

Islamisme: en form for nazisme indeholdende et gudsbegreb. Bekæmper kritisk oplyst diskussion og humanisme (se denne).

Menneskerettigheder: trussel mod folkets selvbestemmelse (se folket) og udtryk for humanismens fornægtelse af virkeligheden, som den er (se humanisme).

Racisme: utilladelig diskrimination på baggrund af hudfarve. Bør ikke forveksles med den nødvendige diskrimination på baggrund af etnicitet og religion. Danmark er jo et kristent land.

I sit senest indlæg udbreder Brinkmann sig om humanisme. Slet skjult er det ideologien humanisme Brinkmann advokere for flere bør bekende sig til. Først opfinder Brinkmann nogle fjender, derefter gør han havd han kan for at afskyde disse umennesker fra terrietoriet. Alt sammen i en jovinal og pæn tone. Fra det skriv:

1. Man kan være politisk antihumanist. Så definerer man humanisme som det synspunkt, at vi skal åbne dørene og tage imod alverdens flygtninge.

2. Man kan være religiøs antihumanist. Dermed definerer man humanisme som en form for oplysningstænkning, der lægger vægt på det sekulære og glemmer Gud.

3. Man kan være filosofisk antihumanist (oftere kaldet ’posthumanisme’): Her definerer man humanisme som en subjektfilosofisk tendens til at sætte mennesket i centrum.

Mange filosofiske antihumanister er i disse år optaget af det kropslige, det dyriske og det materielle og hævder, at der ikke er noget privilegeret eller ophøjet ved det menneskelige.

Kernen i humanismen er et syn på mennesket som et ansvarligt og fortolkende væsen. Retorikprofessor Jørgen Fafner, der skrev opslaget om humanisme til Den Store Danske Encyklopædi, beskrev det flot i opslagets indledning:

»Det humanistiske livssyn sætter som norm respekten for det enkelte menneskes ret til en udvikling i frihed og moralsk ansvarlighed. Humanisten står fast på sin uafhængighed af ydre autoriteter. Han lader sig styre af sin fornuft og sin dømmekraft og smag (…). Høflighed og civiliseret optræden er ikke kun en ydre skal, men noget, der virker moralsk indadtil«.

Fafner henviste også til Gadamer, der udnævnte dannelse, dømmekraft, sund fornuft og sans for kvalitet til at være »humanistiske ledemotiver«.

Her er efter min mening en humanisme, som mange burde kunne forenes om, men som desværre er under beskydning fra mange forskellige sider: fra religiøs fundamentalisme af forskelligt tilsnit, fra et åndløst forbruger- og markedssamfund, fra konkret nedprioritering af de humanistiske fagområder og fra konkurrencestatsideologien, som reducerer politik til optimeringskalkuler.

Og vores eget tidligere skriv om hvad humanisme er:

 

“Humanisme

DDR giver ondt af sig over, at den nystiltrådte Venstreregering i sit grundlag betoner, at Danmark er et kristent land. Vanen tro finder man nogle, der vil udtale det som DDR ikke selv vil eller tør, i dette tilfælde bl.a. Lone Ree Milkær, der er formand for Humanistisk Samfund. Og det giver så UH lejlighed til, at se lidt på hvad “humanisme” er.

Humanistisk Samfund fortæller selv:

Humanisme – et udbredt begreb

Ordet humanisme bliver brugt på mange måder og i forskellige sammenhænge, så det skaber en vis usikkerhed og uklarhed om betydningen. Ordet er et udpræget plusord, som de fleste opfatter det, og hentyder til, at man er menneskelig og især medmenneskeligt indstillet i sine holdninger og adfærd. I denne betydning er det ikke så mærkeligt, at både religiøse og ikke-religiøse kan bruge det, men det, der adskiller de to grupper humanister, er troen på noget overnaturligt.

Det livssyn, Humanistisk Samfund bygger på, er en ikke-religiøs humanisme. Det er en international bevægelse, som Humanistisk Samfund er en del af blandt andet gennem sit medlemskab af European Humanist Federation. Dette livssyn tager udgangspunkt i mennesket selv og fremhæver den enkeltes menneskeværd, selvstændighed, ukrænkelighed og værdighed. Denne humanisme har som mål, at mennesker skal leve gode liv på egne præmisser og vise ansvar for hinanden og kommende generationer.

Det er skam bemærket, at når folk henviser til humanisme, så betyder det som oftest, at nogle eller noget er dårligere og direkte umenneskelige, thi de står ikke for det samme “som humanisten”. – Og vi ved jo, at umenneskeliggørelse gennem sproget, ikke er andet end socialister og humanisters første skridt mod, at gasse folk der ikke er enige med dem. I hvert fald ifølge ham her. Hvorom alt er, så er påberåbelse af, at man er humanist eller bærer af særlige humanistiske værdier, blot en indirekte måde, at belyve sine opponenter eller medborgere med umenneskelighed.

Og man kan også notere sig, at humanisme er en ideologi og at den arbejder internationalt. Humanistisk Samfund underspiller kraftigt det med det internationale. Der er ikke tale om en europæsik bevægelse som man kunne få indtryk af fra ordlyden, men en ideologi der organisatorisk er grundlagt i USA og i det væsentlige styres derfra. Organisationens hjemmeside her.

Bevægelsen eller ideologien har gennem sin levetid haft tre manifester, men ændringerne i forhold til det oprindelige består blot i, at det er blevet kortere.I dag skal en underorganisation tilslutte sig denne “minimums” (minimum i citation, fordi det snare betyder “med et hvert tænkeligt middel):

All member organisations of the International Humanist and Ethical Union are required by IHEU bylaw 5.1[5] to accept the IHEU Minimum Statement on Humanism:

Humanism is a democratic and ethical life stance, which affirms that human beings have the right and responsibility to give meaning and shape to their own lives. It stands for the building of a more humane society through an ethic based on human and other natural values in the spirit of reason and free inquiry through human capabilities. It is not theistic, and it does not accept supernatural views of reality.

taget herfra.

Fra det første’ manifest fra American Humanist Association:

The time has come for widespread recognition of the radical changes in religious beliefs throughout the modern world. The time is past for mere revision of traditional attitudes. Science and economic change have disrupted the old beliefs. Religions the world over are under the necessity of coming to terms with new conditions created by a vastly increased knowledge and experience.

There is great danger of a final, and we believe fatal, identification of the word religion with doctrines and methods which have lost their significance and which are powerless to solve the problem of human living in the Twentieth Century.

While this age does owe a vast debt to the traditional religions, it is none the less obvious that any religion that can hope to be a synthesizing and dynamic force for today must be shaped for the needs of this age. To establish such a religion is a major necessity of the present. It is a responsibility which rests upon this generation. We therefore affirm the following:

FIRST: Religious humanists regard the universe as self-existing and not created.

SECOND: Humanism believes that man is a part of nature and that he has emerged as a result of a continuous process.

THIRD: Holding an organic view of life, humanists find that the traditional dualism of mind and body must be rejected.

FOURTH: Humanism recognizes that man’s religious culture and civilization, as clearly depicted by anthropology and history, are the product of a gradual development due to his interaction with his natural environment and with his social heritage. The individual born into a particular culture is largely molded by that culture.

FIFTH: Humanism asserts that the nature of the universe depicted by modern science makes unacceptable any supernatural or cosmic guarantees of human values. Obviously humanism does not deny the possibility of realities as yet undiscovered, but it does insist that the way to determine the existence and value of any and all realities is by means of intelligent inquiry and by the assessment of their relations to human needs. Religion must formulate its hopes and plans in the light of the scientific spirit and method.

SIXTH: We are convinced that the time has passed for theism, deism, modernism, and the several varieties of “new thought”.

SEVENTH: Religion consists of those actions, purposes, and experiences which are humanly significant. Nothing human is alien to the religious. It includes labor, art, science, philosophy, love, friendship, recreation–all that is in its degree expressive of intelligently satisfying human living. The distinction between the sacred and the secular can no longer be maintained.

EIGHTH: Religious Humanism considers the complete realization of human personality to be the end of man’s life and seeks its development and fulfillment in the here and now. This is the explanation of the humanist’s social passion.

NINTH: In the place of the old attitudes involved in worship and prayer the humanist finds his religious emotions expressed in a heightened sense of personal life and in a cooperative effort to promote social well-being.

TENTH: It follows that there will be no uniquely religious emotions and attitudes of the kind hitherto associated with belief in the supernatural.

ELEVENTH: Man will learn to face the crises of life in terms of his knowledge of their naturalness and probability. Reasonable and manly attitudes will be fostered by education and supported by custom. We assume that humanism will take the path of social and mental hygiene and discourage sentimental and unreal hopes and wishful thinking.

TWELFTH: Believing that religion must work increasingly for joy in living, religious humanists aim to foster the creative in man and to encourage achievements that add to the satisfactions of life.

THIRTEENTH: Religious humanism maintains that all associations and institutions exist for the fulfillment of human life. The intelligent evaluation, transformation, control, and direction of such associations and institutions with a view to the enhancement of human life is the purpose and program of humanism. Certainly religious institutions, their ritualistic forms, ecclesiastical methods, and communal activities must be reconstituted as rapidly as experience allows, in order to function effectively in the modern world.

FOURTEENTH: The humanists are firmly convinced that existing acquisitive and profit-motivated society has shown itself to be inadequate and that a radical change in methods, controls, and motives must be instituted. A socialized and cooperative economic order must be established to the end that the equitable distribution of the means of life be possible. The goal of humanism is a free and universal society in which people voluntarily and intelligently cooperate for the common good. Humanists demand a shared life in a shared world.

FIFTEENTH AND LAST: We assert that humanism will: (a) affirm life rather than deny it; (b) seek to elicit the possibilities of life, not flee from them; and (c) endeavor to establish the conditions of a satisfactory life for all, not merely for the few. By this positive morale and intention humanism will be guided, and from this perspective and alignment the techniques and efforts of humanism will flow.

Man kan kalde det meget, her på UH kalder vi det; totalitært, designet til, at blive brugt som våben mod personer eller folk der måtte være uenige. Og dertil aldeles umenneskeligt.

Tillæg:

Det rinder UH i hu, at den kontroversielle islamofobiske højrefløjs debatør, Kurt Freddy Rosenstrøm, i en hel bog over 12 essays, indgående behandler humanisme. Bogen kan købes her:

http://mellemgaard.dk/product/humanismens-elendighed-646/

Et eller to af essaysne har været offentliggjort på de seriøst kontroversielle blogs Uriasposten.net og Snaphanen.dk. “

 

Rettighedsforståelse

“Inspireret af en FB tråd hos redatør på Samarbejds-Politiken, Jacob Nielsen.

Den herskende klasse, parasit klassen, har svært ved at forstå, hvorfor magten over den politiske midte og kontrollen over masserne, det såkaldte “folket”, for tiden glider dem af hænde uden at deres “informations kampagner” har nogen synbar effekt. I fokus for tiden er hvorfor folk vil stemme på Trump og den almindelige såkaldte fremgang for højreekstremister, populister osv. Desårsag jagter man en forklaring på hvorfor. I Des-Information 9. april  prøver Lotte Folke Kaarsholm med en forklaring om autoritarisme. Det bliver ved forsøget. Fra den artikel:

Valgforskeren Matthew C. MacWilliams fra University of Massachusetts har fremsat et bud på, hvad der kendetegner Trumps tilhængere, som blandt andet Washington Posts Wonkblog har omtalt.

Han har i en meningsmåling stillet 1.800 amerikanske vælgere en række spørgsmål, herunder fire om børneopdragelse: Er det vigtigst for vælgeren at have et barn, der opfører sig respektfuldt eller uafhængigt; der er lydigt eller kan klare sig selv; der er velopdragent eller betænksomt; og som har gode manerer eller er nysgerrigt.

Disse fire spørgsmål, forklarer MacWilliams på London School of Economics’ hjemmeside, er designet på basis af forskningslitteraturen om autoritarisme (med udgangspunkt i Erich Fromms Escape from Freedom fra 1941) og har siden 1992 været anvendt til at identificere autoritære tendenser.

Hvis den adspurgte vælger mulighed 1 i hvert af de fire spørgsmål, tyder det på, at denne vælger har en stærkt autoritær tankegang. Og det gjorde Trumps tilhængere i langt højere grad end nogen af de andre republikanske kandidaters tilhængere, forklarer MacWilliams.

Hvad betyder det så at være autoritær? Ifølge Williams 1) at man adlyder, 2) at man samles om og følger stærke ledere – og 3) at man reagerer aggressivt på outsidere, især når de opleves som truende. Ifølge hans kollega Marc Hetherington tillige, at man ønsker orden.

De kan til gengæld se mod en erklæret »illiberal« statsleder som Ungarns Viktor Orban, som netop er blevet inviteret på besøg hos Tysklands eks-kansler Helmuth Kohl, måske som en slet skjult kritik af Orban-fjenden Angela Merkels flygtningepolitik.

Og som ifølge en ny analyse i Ræson står stærkere end nogensinde før over for et EU, der stort set er holdt op med at kritisere ham fra vestlig side, altimens hans grænselukninger, pressestyring og øvrige »stærk mand«-politikker har fået aktiv opbakning fra blandt andet Polens nye regering og Slovakiets premierminister Robert Fico.

Man prøver at finde “hvorfor forklaringer” med modeller man i forvejen har demonstreret har nogen videre forklaringskraft, og man prøver at gøre det ved, at “fjern granske” i hovedet på grupper af folk man i realiteten ikke ved meget om, bl.a. fordi man af forfængelighed ikke vil erkende begrænsninger i samme modellers forklaringskraft. – Det ville betyde man skulle forkaste kulturmarxismen.

Kaarsholms forklaring med “autoriaisme” er i øvrigt så selvmodsigende, at den dårligt fortjener et svar. Vi prøver alligevel: Et barn der ikke bliver socialiseret til, at kende forskel på ret og vrang bliver ikke en person, hverken som barn eller senere, der kan forventes at udvise betænksomhed, klare sig selv eller udviser selvstændighed. Hvad man derimod, med en eller anden sandsynlighed kan forvente er; at det bliver en person der udviser følgagtighed, selv når der burde siges fra og vil reagere agressivt mod andre der er udpeget som fjender . – Tænk blot på medlemmerne af Enhedslistens terrorkorps AFA, der villigt lader sig drive rundt i managen som høns af guruen Pelle Dragsted. At de er istand til at udvise noget der minder om selvstændigt initiativ i den forbindelse er ikke pointen.

At man ikke gruppevis kan give meningsfulde “hvorfor svar” betyder imidlertid ikke, at det er umuligt at få begreb om hvilke rationaler, der er i spil. Man kan f.eks. læse hvad folk selv skriver om det.

Get Real Philippines forklarere Vladimir Santos, hvorfor han ikke giver meget for de lokale liberale do gooders, personicificeret ved medlemmer af Commission on Human Rights, standpunkt i debatten om en eventuel genindførelse af dødsstraf. Fra den postering:

I get what you stand for. I really do. Being an independent organization established at the closing of our 1987 Constitution just a little after Martial Law is a comforting thought for its victims. The thing is, you need not even be functional. Even a completely useless government is still better than no government at all for it gives people a false sense of hope that gives them courage to live their lives. Just like how Filipinos are “tuta ng Kano”, or at least the ones who can’t think for themselves and see the hypocrisy and the ridiculousness of their liberal agendas, you act as a puppet of the United Nations Human Rights Council. Whatever they say, you say; whatever they do, you do. Well, at least you try, don’t you? I doubt you can even deny that. After all, what’s wrong with being a puppet if your master is doing good work, right? Are you mad now? Oh dear, I’m just getting started!…

It’s not like criminals would actually reduce the intensity of their crime because their punishment if caught would be reduced. The thing is, prior to your…divine intervention, people thought that the death penalty is an effective deterrent to crime. You proved that it isn’t, and I believe that. So why do I still believe in the death penalty, you ask? Before I answer that, you made a commitment to never introduce the death penalty again. But you see, the death penalty for me is not about deterring “crime”; it’s about deterring the criminal and not letting the people pay for the food, shelter, and “rehabilitation” (however effective you might think it is) of the criminals. I don’t know about you, but I think there is not much research needed to do to confirm that stopping the heart and brain of a criminal negates any of the criminal’s ability to act. Or am I not allowed to make that common sense statement because I’m merely stating an emotional rant while you guys are so scientific with all your “research and statistics”?

Well, you might say that preventing the death penalty from being implemented is about preventing falsely-accused innocent people from getting executed. You people believe in the law so much, that you say people should be judged according to the law, they should believe in the law and respect the law, only to find out that you can’t fully trust the law? Oh, what hypocrisy! What’s the point of promoting the law if you can’t trust the legal system yourselves? The thing is, I’m not against human rights per se. After all, their battles against poverty, terrorism, genocide, and hunger are admirable; whether it is effective and non-selective is beside the point.

“Why the hell do you keep protecting criminals?”, I asked myself. Of course you say “well, human rights”. But I know it goes slightly deeper than that, and I finally get it. You’re not really out there to protect us; you’re just there to prove a point, to be a barking dog without teeth. Given your limited resources, instead of helping people, you waste it trying to prove a point. Let me give an example. Suppose you have the resources to protect 100 people per given time. Suppose there are 80 criminals and 80 victims. People may think that you’ll protect 80 victims and 20 criminals, but no! You protect the 80 criminals, and 20 victims, because you want to make a statement that “yes, even criminals are protected by human rights”. You want to make that statement so much that it delays justice for the REAL victims. Until when will you continue this path? Until when will you act to prove a point rather than provide actual justice? You might say that it’s not your job to intervene the crime, but it’s your job to intervene and protect the criminal? If that is your function, then I don’t want you anyway! Go back to fighting terrorism, genocide, hunger, and whatever makes you feel good about yourself, but leave this for us to decide!

 

 

 

Ny tekst til karaoke

Det har vakt bestyrtelse blandt islamofile socialister, heriblandt nazister, at Dansk Folkeparti, moske, moske ikke, har ladet sig inspirerer af en sang skrevet som kommunistisk propaganda af Bjarne Jes Hansen engang i 1970’erne. Sangen, Vi voksne kan også være bange, lugtede allerede den gang af muld, noget der efter sigende først skulle være indtrådt for sangens forfatter i forbindelse med murens fald, cirka 1990.

Det har afstedkommet en del opslag på ikke mindst FB, hvor de islamofile socialister svare igen ved, at genbruge DFs oprindelige plakat. Et eksempel via Uriasposten:

160517 birgit bjerre DF plakat

Vi har for at hjælpe med kampagnens udbredelse lavet en alternativ tekst til sangen således at islamofober med hang til karaoke, hvis de kan få musikken ned i anlægget, har en tekst der moske, moske ikke, falder mere i deres smag:

1.

Jeg er bange for højreorientered blogs

jeg nogengange får at læse

Jeg er bange for det er om muhammed

når jeg jo syns de vantro de skal dø

 

Omkvæd: Vi socialister er bange for ik at være med

og synger lange lange bange sange

Om ikke at få lov, at være med når muhammed han går løs

Det er så svært når vi skal passe på

2.

Jeg er bange for centralkommiteen

og for muhammed ude i trafikken

Jeg er bange for den store flotte minaret

som højreorintered skriver skriger ulla hakbar

Omkvæd.

3.

Jeg er bange for de sorte blogs

Og for det du ser står hos marx *)

Jeg er bange for du skal møde afsløring

Og tvivle på mine løgne

Omkvæd.

4.

Jeg er bange for muhammed han er svag

Og ikke kan bestemme over dig og mig og jorden

Jeg er bange for at islamister og socialister

ikke bestemmer over dig og mig og jorden.

Omkvæd.

Forlæg: Bjarne Jes Hansen

*) Karl Marx kom i en artikel i New York Times frem til, at man lige så godt kunne tage en all out krig først som sidst vedrørende spørgsmålet om Det Hellige Land.

DFs forlæg som islamofile venstreekstreme har påtaget sig opgaven med at udbrede:

160517 df plakat

Refleksion om heksejagt

(1)

I en sag vi kigger på for tiden, spurgte vi en potentiel kilde efter eventuel information. Det blev afslået med, udover at kilden ikke mente at have nogen information, at vi her på stedet bedrev “heksejagt”. Nuvel, uanset at kilden efter lidt betænkning måske ville anvende et andet ord, f.eks personforfølgelse, så er det en udemærket anledning til at dvæle en smule ved begrebet heksejagt.

Af og til ser man svenske hekseprocesser og den spanske inkvistion fremhævet som eksempler på heksejagt, her og her, f.eks. Den eksemplificering er problematisk, ganske vidst er der masser af sager i begge tilfælde, der fortjener stemplet “heksejagt”, men det er ikke kernen. Kernen er en problematisk anvendelse af Det Gamle Testamente (GT) som retskilde på strafferettens område, blandet op med overtro og konstruerede vidneudsagn. “Strafferetten” her brugt i såvel betydningen formelle strafferet, som den uformelle, der udspiller sig “nede på torvet” og hvor konsekvenserne for delikventen “bare” er af social karakter, såsom tab af anseelse og job muligheder m.v. At fortidige svenske og spanske teologer og jurister af en eller anden grund ikke magtede den opgave kan der menes meget om, men, selv hvis det er forkert så, gør det ikke GT til en del af kristendommen.

Det Nye Testamente (NT), af og til oversat som “Opgøret”, er kristendommens grundlag, GT er IKKE, og følgelig kan man ikke som kristen, eller agnostiker for den sags skyld, hente legitimitet for noget som helst i GT, men må finde legitimitet andet steds, hvis man f.eks vil gøre hor og tyveri strafbart. Desuden så er kristendom også et opgør med overtro, barberi og den knægtelse af sandhed der ligger i, at konstruere falske udsagn og påstande.

Grunden til at læse GT, hvis man ellers gider bruge tid på det er, at få det med som NT gør op med. Her på Hotellet anbefaler vi King James Vs version og danske oversættelser fra før cirka 1850 idet der har indsneget sig en tendens til, i forbindelser med oversættelser, at forvanske budskabet. Således er man, pr. hukommelse, i den danske udgave, autoriseret af kulturmarxister, begyndt at kalde Jomfru Maria for den unge kvinde Maria. Det første er, naturligvis, metaforisk, mens det andet er en angivelse af et bestemt fysisk karakteristika nemlig alder, som vel må være 17 – 25 år gammel kvinde.

Så for at man kan kalde noget for heksejagt så må man stille det krav, at der mindst er tale om at en “anklaget” er oppe imod konstuerede falske udsagn. At det går hånd i hånd med, at konstruktørerne af den slags ofte søger, at konstruere på en måde så et “forsvar” er meget vanskeligt, håbløst eller umuligt, er blot en medfølgende konsekvens.

Når man ser heksejagtssager bygget op omkring forhold, der logisk og erfaringsmæssigt burde fremstå som umulige for en bonus pater, så stiller vi os her på hotellet tvivlende overfor, at når det lykkes at komme igennem med sådanne sager, forholder sig sådan at årsagen skal findes i overtro. Mængden af overtro anno 2016 er nok nogenlunde den samme som anno 1416 eller 1616. Sammenhængen er nærmere, mener vi, at nogle mennesker fra naturens hånd er mere disponerede, f.eks. pga lav IQ, for at tro på overtro, og andre igen er “smarte” til at udnytte overtro i deres omgang med “andre” herunder at få folk der ellers ikke er overtroiske med på deres galej. To danske eksempler på sidstnævnte er racisme belyverne, og de betalte KGB operatørere, Jacob Holdt og Jørgen Dragsdahl.

Fortsættelse følger.

Dagens valg i Tyskland – AfP

Af og til finder blinde høns jo også korn. Således bringer Samarbejds-Politiken et ganske sobert interviwe med den tyske publicist Götz Kubitschek, som dog udnævnes til “chef-ideolog”. I og med det ideologiske indslag til højre er af en helt anden karakter, end det man finder i socialistiske partier, såsom die linke, NSDAP, enhedslisten m.v., er det en noget misvisende betegnelse, men vel meget god hvis ideen er, at sætte ind i en kontekst som den gennemsnitlige læser af Samarbejds-Politiken er familiær med. Fra interviwet:

Hjernen bag det nye tyske højres gennemslagskraft, forlæggeren Götz Kubitschek, bor i det gamle hus, en over 700 år gammel riddergård, i delstaten Sachsen-Anhalt, hvor Alternative für Deutschland (AfD) ifølge meningsmålingerne står til at få tilslutning fra en femtedel af vælgerne i morgen. Institut für Staatspolitik, en tænketank stiftet af Götz Kubitschek, har forsynet partiet med råd, dåd, vejledning og taler i valgkampen, ligesom mange af Pegidas ideer kommer herfra.

Regeringen har startet dette vanvittige asyleksperiment med at lade en strøm af flygtninge komme hertil med den undskyldning, at det skal udfylde huller i det tyske arbejdsmarked. Det er udtryk for et konstrueret og kynisk menneskesyn, vi ikke deler«, siger han.

Hvordan kynisk?

»At bringe 3-4 millioner nye indvandrere, som de kalder flygtninge, hertil for at opfylde et behov, hvorefter man sender dem videre, er kynisk og ansvarsløst. De mennesker får jo ingen identitet. Vi er helt imod, at man prøver at underordne flygtningetemaet økonomiske aspekter. De findes ikke, og det vil aldrig føre til den fredelige og rolige integration, regeringen drømmer om«.

Og det er en del af grunden til succes hos AfD?

»Ja, det er den velbegrundede angst fra folket om, at situationen er ude af kontrol. Med den her asylbølge vil vi ikke kunne holde landet sikkert. Vi har set det udfolde sig med stor sikkerhed som chikane mod kvinder i svømmehaller, i parker og på gaden, blandt andet nytårsaften. Knap så manifest er truslen mod folks job og økonomi endnu. Det giver en udsigtsløshed i befolkningen, at regeringen alligevel holder grænserne åbne for illegal indvandring. Valget nu kommer som en ventil for den enorme irritation i folket«.

Hvem indeholder dette »vi«?

»Dette »vi« er tyskerne. Jeg ønsker ikke, at disse fremmede får tysk pas, det er en stor fejl. Man kan selvfølgelig blive tysk, det er ikke statisk, og nationer forandrer sig. Men det sker ikke ved, at man siger til en million mennesker: »Fra i morgen er I tyskere!«. Det tager meget længere tid, og det skal bevises. Men de definitioner sætter vi, husherrerne. Vi afgør også, hvornår vore gæster skal forlade os, og hvem der eventuelt kan blive her for at blive integreret. Og gæsterne har ingen taleret i den diskussion. Det kan forekomme uretfærdigt, men en stat har pligt til at være uretfærdig – ellers mister den kontrollen«.

»Hvis vi ser på strømmene af arbejdere, så kan vi klare os i de kulturer, der er tæt på vores egen. Som en tysker i Norge, for eksempel. Men de strømme af immigranter, der kommer nu, er ikke kulturelt tæt på os. De er et våben, som er sat ind for at destabilisere noget, som engang var stabilt. Vores økonomi, arbejdsmarked og samfund skal gøres ustabilt og nedbrydes.

Tortur kortet

En meget forhenværende kommunist, men højest nulevende filippinsk journalist og kommentator m.v., Rigoberto D Tigalao, tager i Manila Times fat i gode og grundlæggende spørgsmål om anvendelsen af tortur, brutalitet og undertrykkelse i almindelighed og under Marcos æraen på Filippinerne i særdeleshed.

Den skandinaviske forbindelse til de år består bl.a. i, at den svenske terorrist Stellan Hermansson dukkede op på øerne og bl.a. deltog i et kommunistisk terrorangreb, hvor en politimand blev dræbt. Hermansson blev senere gift med Waffen-SFs nuværende formand, Pia Olsen Dyhr, siden skilt og skulle for nærværende stille sine ydelser til rådighed for den irske fagbevægelse. Mere om ham her.

Blekingegadebande medlemmet, Nicolai Döllner, var ligeledes på filippinsk besøg i 80erne, hvad der kom en artikel i Ingenøren ud af om den danske byplanlægger Aage Christensen, der arbejdede i byen Davao. Artiklen findes i Ingenøren;

Dansk eminence på job i guerillaens bagland : byplanlægger i Mindanaos slum
Nicolai Döllner
Ingeniøren, Årg. 11, nr. 4 (1985), sektion 2, s. 4

Filippinerne indgik i sagen mod Blekingegadebanden på den måde, at et medlem af banden, lægen Kari Havsland Jørgensen, som undskyldning for på kriminel vis at have misbrugt oplysninger, hun lå havde adgang til i kraft af sit betroede job som læge, at hun troede at hendes instruktioner i anvendelse af bedøvelsesmidler var til brug for det filippinske kommunist partis (CPP) væbnede gren NPA, hvilket jo så blot betyder, at Kari Havsland Jørgensen, var parat til at deltage i tortur, ganske vidst by proxy.

Torturlægen Inge Genefke (tidl. Inge Kemp Genefke, Kemp fra ægteskabet med filosofi professor Peter Kemp) kickstartede sin kampagne “mod” tortur på filippinerne i 1980erne. Formodningen om hvad den kampagne reelt gik ud på er, at Inge Genfeke, vidende eller uvidende, blot var frontfigur i en kommunistisk støtte aktion til fordel for NPA. Sidenhen har den kampagne udviklet sig til organisationen DIGNITY, der bl.a. har udgivet en artikel om forholdene i filippinske fængsler. En central figur i DIGNITY er den nordjyske maoist og terroradvokat Thorkild Høyer. Blandt DIGNITYs sponsorere er den i Hong Kong fødte, og for nærværende domicileret i Svejts, milliardæren Alan Parker, gift med dansk fødte Jette, en nær venninde af Inge Genefke. Inge Genefke er i dag gift med brandsårslægen og kommunisten Bent Sørensen.

Fra den yngre generation af venstreekstremister med interesse i filippinske forhold er den RUC uddannede freelance journalist og kommunist Nina Trige Andersen en fremtrædende figur. Andersen har bl.a. rejst de muhammedanske områder på Mindanao tyndt, noget der kun kan lade sig gøre, hvis man har sit sikkerhedsapparat på plads. Her har formentlig NPA været Andersen behjælpelig.

Fra Tigalaos klumme i Manila Times:

After all, for almost the entire period of martial law, Juan Ponce Enrile (now a senator), served officially as Martial Law administrator and Defense Secretary in charge of all the armed forces’ services during that time. Fidel V. Ramos, who later became President of the Philippines, was director of both the Philippine Constabulary (PC) and Philippine Integrated Police (PIP) during the Martial Law days. The two of them commanded the soldiers and police, who allegedly committed horrible human rights abuses during that regime.

But then we elected Ramos as President, and Enrile for five senate terms, didn’t we? And now President Aquino says we shouldn’t elect Ferdinand Marcos Jr. for vice-president?

I’ve never heard of death squads directly under Marcos. If Enrile and Ramos weren’t in control of army and police killers and torturers, and even of the feared anti-Communist Gen. Rolando Abadilla, then why didn’t they resign early? But would you really believe these two strong-willed men didn’t control the organizations under them?

If there were human rights abuses that President BS Aquino 3rd is now blaming Ferdinand Marcos Jr. for, they were undertaken by the armed forces under Enrile and by the PC under Ramos. In fact, I’ve never heard allegations of human rights violations by operatives of the National Intelligence Services Agency, the unit which the alleged Marcos factotum Gen. Fabian Ver headed.

Take my case. The arrest orders against me and my late wife, Raquel, were issued by Ramos, who was, would you believe, PC Chief from 1970 to 1986. It was the PC’s top anti-subversive unit, the 5th Constabulary Security Unit (which also  captured Communist chief Jose Sison and most of the Party’s leaders) that arrested us, with one of their tall burly soldiers beating me up.

We were incarcerated for nearly two years, early 1973 to Christmas 1974,  in  Camp Aguinaldo and Fort Bonifacio special prisons that were under the supervision of Martial Law administrator Enrile, so I should blame him for the scars of the boils I got on my body because of the malnutrition and unhygienic conditions in those prisons. In the end it was Enrile who officially ordered our release, “in the spirit of reconciliation and Christmas,” to quote the release order.

If the human rights violations during Martial Law were so horrible, Cory either set aside all moral decency and closed her eyes to these, or she was such an opportunist that she decided to use Ramos to defend her from the seven coup attempts against her, and then relied on him to watch her back when she stepped own from power.

Even if Ramos defected – really in the last “five minutes” of the dictatorship – and became an EDSA I hero, she could have just asked him to retire quietly as his way of apologizing for the alleged human rights abuses by his officers and soldiers. But he gave the former Marcos PC chief an entirely new and glorious career, as one of our best Presidents ever.

And if the human rights violations during Martial Law were so horrible, why did President Aquino, who had loyal supporters among the senators, allow Enrile to become Senate president, the second most powerful man in the country?

There were indisputably human rights violations during Martial Law, even the most despicable ones. Many of my close friends were killed by the military or the constabulary in their mid-twenties. However, I would blame Communist chief Jose Ma. Sison for many of those deaths because he deployed those men who were barely out of their teens to foment unrest and revolt in the countryside, telling them that the masses had been roused to revolution because of Martial Law. They were very poorly armed, and were killed not even by the military but by police and militias who thought they were bandits.

I’m sure Enrile and Ramos can tell us if there was such a policy or not. If indeed, there was such a policy, I don’t think these two would have allowed themselves to be its executioners.

What complicates an objective assessment of human rights violations during Martial Law is this, and most Filipinos aren’t aware of it: There were two internal bloody wars raging during the entire Martial Law period.

The first was the Republic against the Moro National Liberation Front (MNLF), which, with Libyan and Malaysian backing, was rallying the Muslims to fight for an independent state. The second was the war declared by the Communist Party of the Philippines (CPP), the protracted people’s war as the rebel group called it, plagiarizing Mao Ze Dong – when it was established in 1969, before Martial Law. Even the CPP flag emphasized it: The hammer-and-sickle communist logo, with an AK-47 across it.

It wasn’t an empty threat of war. China was set to deliver 10,000 M-14 rifles to the NPA, which they especially manufactured solely for that purpose. The CPP bungled the first two deliveries so much that Mao Ze Dong aborted the plan. Communist chief Jose Sison, as early as 1971, was boasting that Isabela was becoming his Yenan.

Take the case of a former comrade who has been a poster boy for human rights violations during Martial Law. His tale goes: he was just a student activist and a writer in a student-newspaper when the 5th CSU operatives arrested and tortured him. That’s true, and I sympathize with him, but the tale is only half the truth. That guy was a top Communist cadre, in charge of what was then called the “Explosives Movement” directly operating under the Politburo. That was the group in charge of manufacturing what are now called IEDs – improvised explosive devices.

Again, take my case. I can claim to be a human rights victim, that I was jailed for two years because I was student activist at the Ateneo and a labor organizer in factories in Marikina.  That’s true, but not the whole truth. I was a firebrand Communist, believing in my heart that only through the dictatorship of the proletariat could humanity end man’s exploitation of man. I headed the party’s organization in the metropolis when we were arrested.

We were also organizing the first armed urban guerillas called romantically the Armed City Partisans. While we were pathetic, really kids playing soldier with untested World War II vintage carbines and pistols, those units would later evolve in the 1980s as deadly assassination squads, called the Alex Boncayao Brigade.

I don’t like to be called a “human rights victim,” as that makes me look like a wimp and it is inauthentic. We were revolutionaries of that era, but we lost. If we had won, we would have put Ramos, Enrile and all the Marcoses – as well as the landlords like the Cojuangcos and Aquinos – in prison, or most likely in front of firing squads.

And if there were a proletarian heaven, my departed comrades peeking down at us would be so angry at being used by Aquino in his anti-Marcos propaganda and portrayed as pussies, “Martial Law victims.” They would prefer to be called Revolutionary Martyrs.