belyvning

Horeungen Obama… eller nogen

Duterte fandt i løbet af ugen vej til overskrifterne i MSM, der påstod han kaldte præsidenten i USA, Hussein Obama, for horeunge (putang-ina). Det er tvivlsomt om det er tilfældet, det var mere sandsynligt sjovnalisten der stillede et (vild)ledende spørgsmål og blev taget i det. Skulle det have været Hussein Obama, der fik Dutertes yndlings betegnelse for tumper hæftet på sig, så var det under alle omstændigheder i den hypotetiske fremtiden sjovnalisten stillede spørgsmålet i, Hussein Obama eventuelt kunne fortjene betegnelsen.

Transkription af hvad der blev sagt ligger på Official Gazette of the Republic of the Philippines  .FB side.

Question & Answer
Q: Good afternoon sir, Jerome Morales from Reuters News. Sir, there have been concerns on extrajudicial killings. And you will meet leaders, any line of communication that you have prepared to address this issue in front of other foreign leaders?
PRES. DUTERTE: Extrajudicial killings?
Q: Yes, human rights.
PRES. DUTERTE: To whom shall I address myself to? And who will be asking the question may I know?
Q: Obama sir. [no microphone]
PRES. DUTERTE: You know, the Philippines is not a vassal state. We have long ceased to be a colony of the United States. Alam mo, marami diyan, sa mga kolumnista, they look upon Obama and the United States as if we are the lap dogs of this country. I do not respond to anybody but to the people of the Republic of the Philippines. Wala akong pakialam sa kaniya. Who is he? When as a matter of a fact, at the turn of the century, before the Americans left the Philippines in the pacification campaign of the Moro in this island, there were about six million ang population ng Moro. How many died? Six hundred. If he can answer that question and give the apology, I will answer him.
I am not beholden to anybody. Iyong mga kolumnista diyan na ‘wait until he meets,’ who is he? I am a President of a sovereign state, and we have long ceased to be a colony. I do not have any master, except the Filipino people, nobody but nobody.
You must be respectful. Do not just throw questions and statements. Putang-ina, mumurahin kita diyan sa forum na ‘yan. Huwag mo akong ganunin. Tell that to everybody. Itong mga kolumnista, para ba akong tinatakot, anak ka ng — umalis kayo diyan sa Pilipinas, pumunta kayo doon sa Amerika. You write kung ano nasa isip — the lap dogs of this American. Who is he to confront me? As a matter of fact, he has too many –America has one too many to answer for the misdeeds in this country. Hanggang ngayon hindi pa tayo nakatikim ng apology niyan. That is the reason why Mindanao continues to boil.
Det cirka 13 minutter lange pressemøde efterfulgt af Hussein Obamas reaktioner.

Selvkritik

Man, det vil sige nominelt borgerliger der reelt har gået muhammedanismens ærinde, begynder så småt at lægge afstand til den belyvning af indvandringskritiker, de selv har støttet venstreekstremister i at fremfører. I venstreekstreme Des-Information skriver en Niels Jespersen:

Højrefløjsaktivister og DF’ere er igennem tiden selv blevet udsat for en masse politiske modbydeligheder. Både fortjent, men også ufortjent, fordi de rejste nogle legitime politiske spørgsmål. Det er heldigvis ved at være fortid. Til gengæld lever det frådende had mod politiske modstandere i bedste velgående hos højrefløjen selv.

Zetland.dk skriver Jacob Mchangama:

Sådanne holdninger trives desværre også ganske mange steder på nettet, men det er ganske sjældent, at man oplever nationalkonservative gå ud og tage klar og utvetydig afstand fra det tankegods, som Hedegaard og Camre giver udtryk for. Måske fordi man mange steder i borgerlige kredse er præget af forrige årtiers offentlige debat, hvor borgerlige stemmer var i mindretal og blev mødt med vilde anklager om racisme og fascisme af en centrum-venstre-elite, der stod langt stærkere i den offentlige debat, end det er tilfældet nu. Det kan have skabt en belejringsstemning med en uudtalt præmis om at stå sammen uanset hvad, hvilket skaber sin egen politiske korrekthed”, hvor det anses for tabu at gå i rette med egne meningsfæller, uanset om man synes, de går for vidt. Men det er mindst lige så selvretfærdigt og udskammende” at kalde sine politiske modstandere landsforrædere som at blive kaldt racist” og islamofob” i Politiken.

Det kunne være underholdende hvis Jespersen og Mchangama kom med nogle citater.

Genbelyvning

JP.dk har de sjovanlist makkerparret Morten Pihl og Jesper Kongsted i anledning af Morten Messerschmidt seneste turbulens nede i Bryssel, involveret en lille bonus oplysning for glemsomme og/eller uvidende læsere, nemlig denne:

I 2007 måtte Morten Messerschmidt forlade Dansk Folkeparti og blive løsgænger i Folketinget, efter at han havde sunget nazisange og heilet i Tivoli.

Det gjorde han ikke, sang nazisange og heilede i Tivoli, og BT der viderebragte historien på baggrund af socialdemokraten Torben Lunds smæderier, måtte efterfølgende betale erstatning for at have bragt historien. Her.

Sjælden selvindsigt hos liberal

Den Nederlandske liberale og anti-nationalist, Ian Buruma, giver i Samarbejds-Politiken udtryk for, at beskyldningerne om fascisme og nazisme mod poltiske modstandere er forkert og uvirksom. Buruma er tilsyneladende godt klar over, at de politikere der skulle føre de kosmopolitiske visioner ud i virkeligheden har tabt kontrollen over projektet. Ikke desto mindre gør han i manglen på evner til at føre det projekt fremad han selv står for, over til smæderi mod dem der vil afmontere projektet. Men det er da altid noget, at han kan få øje på dele af problemstillingen.

Til daglige er han professor på et amerikansk college, Bard, hvor man dyrker “liberal arts”.

Om islamiseringen og et evt. Brexit, har han ifølge wiki opslaget om ham bl.a. udtalt:

According to Buruma, Western society is robust enough to embrace even illiberal practices, so long as these are not violent. “Living with values that one does not share”, he wrote in a recent column on France‘s burqa ban, “is a price to be paid for living in a pluralist society”.

Og

Buruma argues for wholehearted British participation in the European Union because they are the “strongest champions in Europe of a liberal approach to commerce and politics“.

Buruma var en bekendt af den jihad myrdede filminstruktør Theo van Gogh og tilbage i 2005 skrev han en artikel i The New Yorker om situationen i Holland, et par måneder efter jihad mordet på van Gogh. Artiklen er bestemt læsværdig og med mange facts om bl.a. Geert Wilders som ikke er almindeligt kendte udenfor Holland. I artiklen kan man bl.a. læse:

Max is a successful writer and newspaper columnist, a figure on the Amsterdam literary scene, and a close friend of the filmmaker Theo van Gogh, who was murdered on November 2nd.

Mohammed [van Goghs jihad-dræber] was never a hangabout. On the contrary, he had a good high- school education, and was known to his teachers as a promising young man. He was, as they say in the neighborhood, a positivo, who would surely make it in Dutch society. Not just ambitious for himself, Mohammed was always helping out troubled Moroccan kids, making plans for a youth program at his old school, and writing uplifting articles for a neighborhood bulletin. He was someone who could talk to city councillors and social workers. He knew his way around the intricate byways of Holland’s generous welfare system, where applying for subsidies is an essential skill.

Things didn’t quite work out as Mohammed had hoped, however. A subsidy for a community center he’d been lobbying for was turned down. A promised renovation scheme for public housing never materialized. His mother’s death came as a shock. That year, Mohammed abandoned his studies in social work, went on welfare, and behaved in ways that were increasingly odd….

For van Gogh, the worst crime was to look away. One of his bugbears was the long-standing refusal (since abandoned) of the Dutch press to identify the ethnic origin of criminals, so as not to inflame prejudice. He saw this as a sign of abject cowardice. To show respect for Islam without mentioning the Islamic oppression of women and homosexuals was an act of disgusting hypocrisy. In a free society, he believed, everything should be said openly, and not just said but shouted, as loudly and offensively as possible, until people got the point. It was not enough to call attention to illiberal Muslims; they were to be identified as “goat-fuckers.”

Another politician, Geert Wilders, started a party of his own, the Groep Wilders, with a platform of barring all non-Western immigrants for five years and arresting Islamists, even when, as he put it to me, they are only “prepared” to break the law. Although, like Hirsi Ali, he has to hide from people who wish him dead, this hitherto obscure parliamentarian has soared in the opinion polls, and has positioned himself as the next Pim Fortuyn.

A key text in this national discussion was by Paul Scheffer, a social critic and an influential thinker in the Labor Party. In NRC Handelsblad, the most important national broadsheet, he wrote, “Segregation in the big cities is growing, and this is very bad news. That is why the soothing talk of diversity and dialogue, of respect and reason, no longer works. Tolerance can survive only within clear limits. Without shared norms about the rule of law, we cannot productively have differences of opinion. . . . The self-declared impotence of our government to guarantee public order is the biggest threat to tolerance.” To be sure, Scheffer had been saying this kind of thing for some time, but when old lefties cry out for law and order you know something has shifted in the political climate; it is now a common perception that the integration of Muslims in Holland has failed.

I Samarbejds-Politiken skriver han bl.a. (original artikel på Project Syndicate):

Ser vi atter fascismens frembrud? Det er mange mennesker begyndt at tro. Donald Trump er blevet kaldt fascist. Det samme er Vladimir Putin og en række folkeførere og højlydte højrefløjsfolk i Europa. Den seneste tids flodbølge af autoritær aggressivitet er nået så langt som til Filippinerne, hvor den tiltrædende præsident, Rodrigo ’Hævneren’ Duterte, har lovet, at formodede kriminelle vil blive smidt i Manilabugten.

Et af problemerne ved at bruge ord som ’fascistisk’ eller ’nazisme’ er, at de er blevet brugt af så mange ignoranter i så mange forskellige situationer, at de for længst har mistet enhver reel betydning. Kun de færreste har et førstehåndskendskab til, hvad ’fascistisk’ oprindelig betød….

Det resulterer også i, at vi alt for let ledes bort fra de virkelige farer ved den moderne form for demagogi. I sidste ende er det jo ikke svært for Trump – eller for den sags skyld for Geert Wilders, Putin eller Duterte – at afvise anklager om at være fascist eller nazist.

Det kan godt være, at de som politikere er frastødende, men de er hverken ved at etablere hære af uniformerede stormtropper eller bygge koncentrationslejre, ligesom de ikke ønsker en korporativ stat. Putin er den, der kommer tættest på, men selv han er ikke Hitler.

Det kan godt være, at de som politikere er frastødende, men de er hverken ved at etablere hære af uniformerede stormtropper eller bygge koncentrationslejre, ligesom de ikke ønsker en korporativ stat. Putin er den, der kommer tættest på, men selv han er ikke Hitler.

Hermed ikke sagt, at alt det, populisterne siger, er usandt. Hitler havde jo også ret, da han opfattede, at massearbejdsløsheden udgjorde et stort problem i Tyskland. Meget af det, agitatorerne skælder ud på, er så sandelig kritisabelt: manglen på gennemsigtighed i EU, grådigheden i Wall Street og bankfolkenes bedrageriske dobbeltspil, den manglende vilje til at takle de problemer, masseimmigrationen medfører, og ligegyldigheden over for de personer, der er ramt af økonomiens globalisering. De traditionelle politiske partier har enten ikke villet eller ikke evnet at løse disse problemer.

Fascismen og nazismen i 1930’erne opstod ikke ud af det rene ingenting. Fascisternes og nazisternes ideer kunne næppe siges at være nyskabende. I årevis havde intellektuelle, aktivister, journalister og gejstlige formuleret de hadefulde tanker og ideer, som skulle danne grundlag for Mussolini, Hitler og deres imitatorer i andre lande.

Ord og ideer har konsekvenser. Nutidens populistiske ledere bør stadig ikke sammenlignes med morderiske diktatorer fra en fortid, der ikke er så fjern endda. Men ved at udnytte og spille på samme folkelige følelser bidrager de til at skabe et forgiftet klima, hvor vold atter kan blive en del af den politiske hovedstrøm.

 

Amnesty ønsker mere islamisering

BT viderebringer et telegram fra Al-Ritzau/Reuters, hvor den fra bl.a. bagvaskelses kampagner, berygtede NGO Amnesty forlanger flere muhammedanere lukket ind i Spanien. En af dem der har formået at håndtere presset fra Amnesty på fornuftig vis er filippinernes nyvalgte præsidenet Duterte, her og her. I telegrammet hedder det bl.a.:

Madrid: Det spanske asylsystem er ineffektivt. Det er forældet, og det er også diskriminerende.

Sådan lyder det fra menneskerettighedsorganisationen Amnesty International, der har taget asylsystemet i Spanien under behandling.

Det kaldes for “flovt, at Spanien har taget imod et meget lille antal asylansøgere.

– Der er regeringer som vor, der ikke har viljen til at tage mod flygtninge, som kun tager mod få, selv om den offentlige mening i det store og hele vil tage dem ind, og det samme gælder for de fleste regionale, offentlige administrationer, siger Esteban Beltran, Amnestys chef i Spanien.

Der bor godt 46 millioner mennesker i Spanien, som i 2015 gav tilladelse til, at 1030 flygtninge og migranter fik opholdstilladelse i landet. Nogle fik asyl, andre fik opholdstilladelse af andre grunde

 

Professoral humanisme

I Samarbejds-Politiken udbreder en psykologi professor ved navn Svend Brinkmann sig om humanisme, som skal vi vidst forstå er noget godt. Det gør man nok i forvejen i det segment af tilbagværende læsere Samarbejds-Politiken betjener som menighedsblad. Det giver os anledning til, at genudgive en tidligere post, hvad vi gør nedenfor, men føst lidt om Brinkmanns indlæg, og et tidligere. Tilbage i august 2015 havde Brinkmann et indlæg om politisk korrekthed, som er noget han går ind for, forstår vi. Fra det indlæg:

Hvis De som jeg er vokset op i en tid, hvor humanismen var et efterstræbelsesværdigt menneskesyn, og hvor man gjorde en dyd ud af at tale pænt og høfligt om andre mennesker, vil De sikkert finde, at dagens debatter i Danmark er årsag til konstant forbløffelse.

Det, der engang var almindelig medmenneskelighed, er nu blevet til blødsødenhed og mangel på forståelse for verden, som den angiveligt er. Og det, der engang var fremmedfjendsk eller decideret racistisk, er nu comme il faut i vide kredse.

Humanisme: ideen om at alle mennesker er lige i værdighed og værd. Begrebet anvendes i diskussioner om flygtninge, hvor det betyder, at vi skal tage imod alle flygtninge fra hele verden. Det kan vi selvfølgelig ikke, hvilket beviser, at humanismen er løgnagtig. I øvrigt kan enhver jo konstatere, at mennesker ikke er lige. For eksempel er de fleste mennesker fattigere end danskerne.

Islam: det samme som islamisme (se denne).

Islamisme: en form for nazisme indeholdende et gudsbegreb. Bekæmper kritisk oplyst diskussion og humanisme (se denne).

Menneskerettigheder: trussel mod folkets selvbestemmelse (se folket) og udtryk for humanismens fornægtelse af virkeligheden, som den er (se humanisme).

Racisme: utilladelig diskrimination på baggrund af hudfarve. Bør ikke forveksles med den nødvendige diskrimination på baggrund af etnicitet og religion. Danmark er jo et kristent land.

I sit senest indlæg udbreder Brinkmann sig om humanisme. Slet skjult er det ideologien humanisme Brinkmann advokere for flere bør bekende sig til. Først opfinder Brinkmann nogle fjender, derefter gør han havd han kan for at afskyde disse umennesker fra terrietoriet. Alt sammen i en jovinal og pæn tone. Fra det skriv:

1. Man kan være politisk antihumanist. Så definerer man humanisme som det synspunkt, at vi skal åbne dørene og tage imod alverdens flygtninge.

2. Man kan være religiøs antihumanist. Dermed definerer man humanisme som en form for oplysningstænkning, der lægger vægt på det sekulære og glemmer Gud.

3. Man kan være filosofisk antihumanist (oftere kaldet ’posthumanisme’): Her definerer man humanisme som en subjektfilosofisk tendens til at sætte mennesket i centrum.

Mange filosofiske antihumanister er i disse år optaget af det kropslige, det dyriske og det materielle og hævder, at der ikke er noget privilegeret eller ophøjet ved det menneskelige.

Kernen i humanismen er et syn på mennesket som et ansvarligt og fortolkende væsen. Retorikprofessor Jørgen Fafner, der skrev opslaget om humanisme til Den Store Danske Encyklopædi, beskrev det flot i opslagets indledning:

»Det humanistiske livssyn sætter som norm respekten for det enkelte menneskes ret til en udvikling i frihed og moralsk ansvarlighed. Humanisten står fast på sin uafhængighed af ydre autoriteter. Han lader sig styre af sin fornuft og sin dømmekraft og smag (…). Høflighed og civiliseret optræden er ikke kun en ydre skal, men noget, der virker moralsk indadtil«.

Fafner henviste også til Gadamer, der udnævnte dannelse, dømmekraft, sund fornuft og sans for kvalitet til at være »humanistiske ledemotiver«.

Her er efter min mening en humanisme, som mange burde kunne forenes om, men som desværre er under beskydning fra mange forskellige sider: fra religiøs fundamentalisme af forskelligt tilsnit, fra et åndløst forbruger- og markedssamfund, fra konkret nedprioritering af de humanistiske fagområder og fra konkurrencestatsideologien, som reducerer politik til optimeringskalkuler.

Og vores eget tidligere skriv om hvad humanisme er:

 

“Humanisme

DDR giver ondt af sig over, at den nystiltrådte Venstreregering i sit grundlag betoner, at Danmark er et kristent land. Vanen tro finder man nogle, der vil udtale det som DDR ikke selv vil eller tør, i dette tilfælde bl.a. Lone Ree Milkær, der er formand for Humanistisk Samfund. Og det giver så UH lejlighed til, at se lidt på hvad “humanisme” er.

Humanistisk Samfund fortæller selv:

Humanisme – et udbredt begreb

Ordet humanisme bliver brugt på mange måder og i forskellige sammenhænge, så det skaber en vis usikkerhed og uklarhed om betydningen. Ordet er et udpræget plusord, som de fleste opfatter det, og hentyder til, at man er menneskelig og især medmenneskeligt indstillet i sine holdninger og adfærd. I denne betydning er det ikke så mærkeligt, at både religiøse og ikke-religiøse kan bruge det, men det, der adskiller de to grupper humanister, er troen på noget overnaturligt.

Det livssyn, Humanistisk Samfund bygger på, er en ikke-religiøs humanisme. Det er en international bevægelse, som Humanistisk Samfund er en del af blandt andet gennem sit medlemskab af European Humanist Federation. Dette livssyn tager udgangspunkt i mennesket selv og fremhæver den enkeltes menneskeværd, selvstændighed, ukrænkelighed og værdighed. Denne humanisme har som mål, at mennesker skal leve gode liv på egne præmisser og vise ansvar for hinanden og kommende generationer.

Det er skam bemærket, at når folk henviser til humanisme, så betyder det som oftest, at nogle eller noget er dårligere og direkte umenneskelige, thi de står ikke for det samme “som humanisten”. – Og vi ved jo, at umenneskeliggørelse gennem sproget, ikke er andet end socialister og humanisters første skridt mod, at gasse folk der ikke er enige med dem. I hvert fald ifølge ham her. Hvorom alt er, så er påberåbelse af, at man er humanist eller bærer af særlige humanistiske værdier, blot en indirekte måde, at belyve sine opponenter eller medborgere med umenneskelighed.

Og man kan også notere sig, at humanisme er en ideologi og at den arbejder internationalt. Humanistisk Samfund underspiller kraftigt det med det internationale. Der er ikke tale om en europæsik bevægelse som man kunne få indtryk af fra ordlyden, men en ideologi der organisatorisk er grundlagt i USA og i det væsentlige styres derfra. Organisationens hjemmeside her.

Bevægelsen eller ideologien har gennem sin levetid haft tre manifester, men ændringerne i forhold til det oprindelige består blot i, at det er blevet kortere.I dag skal en underorganisation tilslutte sig denne “minimums” (minimum i citation, fordi det snare betyder “med et hvert tænkeligt middel):

All member organisations of the International Humanist and Ethical Union are required by IHEU bylaw 5.1[5] to accept the IHEU Minimum Statement on Humanism:

Humanism is a democratic and ethical life stance, which affirms that human beings have the right and responsibility to give meaning and shape to their own lives. It stands for the building of a more humane society through an ethic based on human and other natural values in the spirit of reason and free inquiry through human capabilities. It is not theistic, and it does not accept supernatural views of reality.

taget herfra.

Fra det første’ manifest fra American Humanist Association:

The time has come for widespread recognition of the radical changes in religious beliefs throughout the modern world. The time is past for mere revision of traditional attitudes. Science and economic change have disrupted the old beliefs. Religions the world over are under the necessity of coming to terms with new conditions created by a vastly increased knowledge and experience.

There is great danger of a final, and we believe fatal, identification of the word religion with doctrines and methods which have lost their significance and which are powerless to solve the problem of human living in the Twentieth Century.

While this age does owe a vast debt to the traditional religions, it is none the less obvious that any religion that can hope to be a synthesizing and dynamic force for today must be shaped for the needs of this age. To establish such a religion is a major necessity of the present. It is a responsibility which rests upon this generation. We therefore affirm the following:

FIRST: Religious humanists regard the universe as self-existing and not created.

SECOND: Humanism believes that man is a part of nature and that he has emerged as a result of a continuous process.

THIRD: Holding an organic view of life, humanists find that the traditional dualism of mind and body must be rejected.

FOURTH: Humanism recognizes that man’s religious culture and civilization, as clearly depicted by anthropology and history, are the product of a gradual development due to his interaction with his natural environment and with his social heritage. The individual born into a particular culture is largely molded by that culture.

FIFTH: Humanism asserts that the nature of the universe depicted by modern science makes unacceptable any supernatural or cosmic guarantees of human values. Obviously humanism does not deny the possibility of realities as yet undiscovered, but it does insist that the way to determine the existence and value of any and all realities is by means of intelligent inquiry and by the assessment of their relations to human needs. Religion must formulate its hopes and plans in the light of the scientific spirit and method.

SIXTH: We are convinced that the time has passed for theism, deism, modernism, and the several varieties of “new thought”.

SEVENTH: Religion consists of those actions, purposes, and experiences which are humanly significant. Nothing human is alien to the religious. It includes labor, art, science, philosophy, love, friendship, recreation–all that is in its degree expressive of intelligently satisfying human living. The distinction between the sacred and the secular can no longer be maintained.

EIGHTH: Religious Humanism considers the complete realization of human personality to be the end of man’s life and seeks its development and fulfillment in the here and now. This is the explanation of the humanist’s social passion.

NINTH: In the place of the old attitudes involved in worship and prayer the humanist finds his religious emotions expressed in a heightened sense of personal life and in a cooperative effort to promote social well-being.

TENTH: It follows that there will be no uniquely religious emotions and attitudes of the kind hitherto associated with belief in the supernatural.

ELEVENTH: Man will learn to face the crises of life in terms of his knowledge of their naturalness and probability. Reasonable and manly attitudes will be fostered by education and supported by custom. We assume that humanism will take the path of social and mental hygiene and discourage sentimental and unreal hopes and wishful thinking.

TWELFTH: Believing that religion must work increasingly for joy in living, religious humanists aim to foster the creative in man and to encourage achievements that add to the satisfactions of life.

THIRTEENTH: Religious humanism maintains that all associations and institutions exist for the fulfillment of human life. The intelligent evaluation, transformation, control, and direction of such associations and institutions with a view to the enhancement of human life is the purpose and program of humanism. Certainly religious institutions, their ritualistic forms, ecclesiastical methods, and communal activities must be reconstituted as rapidly as experience allows, in order to function effectively in the modern world.

FOURTEENTH: The humanists are firmly convinced that existing acquisitive and profit-motivated society has shown itself to be inadequate and that a radical change in methods, controls, and motives must be instituted. A socialized and cooperative economic order must be established to the end that the equitable distribution of the means of life be possible. The goal of humanism is a free and universal society in which people voluntarily and intelligently cooperate for the common good. Humanists demand a shared life in a shared world.

FIFTEENTH AND LAST: We assert that humanism will: (a) affirm life rather than deny it; (b) seek to elicit the possibilities of life, not flee from them; and (c) endeavor to establish the conditions of a satisfactory life for all, not merely for the few. By this positive morale and intention humanism will be guided, and from this perspective and alignment the techniques and efforts of humanism will flow.

Man kan kalde det meget, her på UH kalder vi det; totalitært, designet til, at blive brugt som våben mod personer eller folk der måtte være uenige. Og dertil aldeles umenneskeligt.

Tillæg:

Det rinder UH i hu, at den kontroversielle islamofobiske højrefløjs debatør, Kurt Freddy Rosenstrøm, i en hel bog over 12 essays, indgående behandler humanisme. Bogen kan købes her:

http://mellemgaard.dk/product/humanismens-elendighed-646/

Et eller to af essaysne har været offentliggjort på de seriøst kontroversielle blogs Uriasposten.net og Snaphanen.dk. “

 

Typisk socialdemokratisk

Løgne, had og forstillelse synes, at være almindelige ingredienser i den kommunikation, der udgår fra Socialdemokraterne. Tirsdag blev der holdt afskeds reception for den berygtede skatte platugle og politiske fallent Helle Thorning.

Som bekendt kan socialdemokraterne ikke udstå Dansk Folkeparti i almindelighed og Pia K. i særdeleshed. Ikke desto mindre blev man fornærmet over, at Formanden for Folketinget IKKE dukkede op til receptionen.

Der er blot den hage ved det, at socialdemokraterne hverken havde sendt en invitiation til Formanden for Folketinget eller Pia K. personligt. Det socialdemokratiske had mod DF og Pia K. taget i betragtning, er det forstillelse i ekstrem grad at beklage sig over Pia K ikke dukker op, uanset hvad Pia K. eventuelt måtte have været klar over via andre kilder. Fra BT.dks artikel om sagen:

Fjendskabet mellem Pia Kjærsgaard (DF) og Helle Thorning-Schmidt (S) varede til det sidste. Da landets tidligere statsminister, Helle Thorning-Schmidt tirsdag holdt afskedsreception på Christiansborg, glimrede Folketingets formand, Pia Kjærsgaard ved sit fravær.

Socialdemokraterne fortæller, at alle folketingsmedlemmer var inviteret og det blev bemærket, at Folketingets formand ikke fandt tid til at kigge forbi, fortæller det socialdemokratiske folketingsmedlem, Christian Rabjerg Madsen.

Socialdemokraternes Partisekretær Jan Juul Christensen var afsender på invitationen, og han afviser, at Pia Kjærsgaard ikke var inviteret.

»Det kommer an på, hvordan man definerer det. Alle folketingsmedlemmer var inviterede i og med, at invitationen har været opslået på folketingsmedlemmernes intranet. Derudover har vi sendt invitationen til partilederne, men ikke separat til Folketingets præsidium.«

»Det er simpelthen ikke korrekt. Partierne kan selv lægge opslag på intranettet, men vi er også gerne behjælpelig, hvis vi bliver bedt om det. Det kræver blot, at man sender det til ‘intranet-redaktøren’ eller til vores særlige postkasse.  Vi har været det hele igennem og vi har intet modtaget«, siger Finn Thørngren Sørensen.

Bekymrede breve, ej racisme

Borgerne skriver bekymrede breve til især Justits-, integrations- og Statsministeriet fortæller BT.dk. Det sker i et hidtil uset omfang og brevene og mailsne handler om den muhammedanske invasion. Historiker Uffe Østergaard og den forhenværende Per Stig Møller citeres for følgende:

»Emnet handler på mange måder om liv og død for vores samfundsmodel. I firserne troede man, at vores samfundsmodel var enormt stærk, at det var et knips med fingrene at gøre indvandrere til gode socialdemokratiske liberale. Men dér har man opdaget, at vi kom til at klientgøre folk. Vi har opdaget, at vores samfundsmodel er stærk for dem, der er med, men i virkeligheden meget skrøbelig, hvis folk ikke deler værdierne, der står bag den. Det er ikke racisme, men en bekymring for, om de stærke sider ved vores samfund kan overleve i en global verden,« siger Uffe Østergaard.

Per Stig Møller blev minister første gang i 1990 og har siden siddet som både udenrigsminister, kulturminister og kirkeminister. I alt har han med sine første godt to år som miljøminister været minister i mere end et årti.

Han er overrasket over de mange henvendelser til V-regeringstoppen. Borgerhenvendelser var ikke noget, han fik mange af i sin tid i ministerierne.

»Dem fik man ikke mange af. Jeg var selvfølgelig primært udenrigsminister og havde derfor nok et område, hvor borgerne ikke så ofte henvendte sig direkte til ministeren. Omvendt var jeg blandt andet minister under Irakkrigen, og den var der mange holdninger til. Men jeg væltede mig ikke i breve fra borgerne,« siger han.

Det er efterhånden på tide, det har det været i efterhåneden fire årtier, at medierne holder op med, at fungere som ukritiske mikrofonholdere og sekretariater for personer, der blot belyver deres medborgere med racisme, det være sig væmmeligboer eller ph.d.ere i hvidhed og sprogmøde studier eller alle mulige andre. Giver medierne taletid til disse ækle personager, så skal der falde kritiske spørgsmål, og det omgående. Artiklen citeret har ikke det problem, faktisk er det godt journalist arbejde, men det fremhævede citat af Østergaard sætter fint problemstillingen i relief.

Flere Østergaard udtalelser på Uriasposten her.

Nye tider, nye toner

Tilbage under valgkampen 2011, skrev den ihvertfald dengang højtstående SFer Annika Smith, at:

“DF har forlængst afsløret deres højrenationalistiske dagsorden og har skadet Danmarks forhold til omverdenen, senest med forslaget om øget grænsekontrol, skærpede udvisningsregler og lukning af Danmarks asylcentre. Forleden i Information fik vi så også Søren Espersens hårrejsende vision for Danmark: Kun folk med dansk blod i årerne skal have ret til statsborgerskab.Internationalt er Danmark stemplet som intolerant, lukket og fremmedfjendtligt. Dansk Folkeparti bærer ansvaret. Godt hjulpet på vej af Venstre og de Konservative har partiet ødelagt integrationen, skabt kløfter mellem danskere og indvandrere og spoleret Danmarks relation til EU og resten af verden.” (Annikasmith.dk, F*ck DF!)

Teksten er nu pillet af Annika Smiths hjemmeside, men findes stadig på Uriasposten, her.

Smith redegør i en blogpost på JP.dk for, at hun fortryder, her. Smith skriver bl.a.:

På mødet indrømmede jeg, at det måske var underligt at undskylde for noget, som Søren og Dansk Folkeparti sandsynligvis anså for ligegyldigt her fire et halvt år efter. Jeg havde imidlertid ikke turdet sige undskyld før. At sige F*ck DF havde bragt mig i hundredevis af hademails, identitetstyveri, måneder med klamme anonyme pakker i min postkasse og regulær skældud af fremmede såvel som bekendte på gaden. Men især dødstrusler fra personer på den yderste højrefløj gjorde, at jeg frygtede at ”genoplive” sagen med en undskyldning. Mit mod på god stil og tone er ikke desto mindre større i dag end frygten. Det var og er faktisk overhovedet ikke mig at være respektløs overfor en politisk modstander, og selvom jeg stadig er lige så uenig med Dansk Folkepartis holdninger til muslimer og indvandrere, som jeg var i 2011, var det i denne her situation mig, der havde ramt ved siden af skiven. Det undskyldte jeg for. Søren smilede, nikkede og kom ikke med en eneste bebrejdelse. I stedet skænkede han mig bare endnu mere kaffe og takkede for undskyldningen. Han forklarede sin side af sagen om citatet dengang og virkede lige så glad som jeg for at få mulighed for at forklare. Det var fedt.

Mødet endte som et af de bedste, jeg har haft med en politisk modstander. Det er jo som bekendt hyklerisk nemt at være hånlig overfor en modstander på nettet, gennem medierne, eller, som i mit tilfælde, på byens lygtepæle, når man ikke samtidig skal stå ansigt til ansigt med personen. Ansigt til ansigt med Søren har jeg imidlertid flere gange stået, bl.a. da jeg en kort overgang kom i Folketinget som stedfortrædende medlem. Søren mødte mig altid med et smil. Og jeg skammede mig en smule hver gang. Ikke at de ting, jeg sagde dengang på nogen måde retfærdiggjorde dødstrusler og chikanerier, bevares! Men måden, jeg sagde det på – tonen – var ikke ligegyldig. Den var heller ikke i orden.

Nu er der ikke noget galt i, at kald personer og grupper der rent faktisk er intolerante, lukkede og fremmedfjendtlige for intolerante, lukkede og fremmedfjendtlige. Og det er vel det Smith nu lægger afstand til og ikke længere vil bruge som argument.

Fint for det må jo betyde, at vi ikke længere, efter Smiths opfattelse, skal diskutere islamisering og muhammedansk indvandring ud fra den præmis, men udfra hvad man faktuelt kan sige om problemstillingen. Det skal være velkomment også selvom det måske, måske ikke, snare er oppotunisme, der driver Smith. Og ihvertfald vil vi her på UH fremover anvende et neutralt sprog, hvis emmnet “Annika Smith” dukker op.

Som en lille bonus er her Smiths formand, Pia Olsen Dyhrs udtalelser om DF fra en 5 til 6 uger uger siden, hvor hun beskylder DF for at være racistisk (cirka 9 minutter inde)

 

Miljøkemi på Borgen

Noter og links kommer på senere

Minister for erhverv- og fornøjelse i det åbneland samt det fysiske miljø, Eva Kjer Hansen, har fået placeret sig, ikke hvor det ville være bedst, nemlig i tyfonens øje, men det værst tænkelig sted, nemlig lidt væk fra øjet. En habil strateg havde sørget for, at holde delikventen i øjet, og så taget exit på rette tidspunkt, dvs førstkommende tidspunkt efter gennemførsel af missionen, hvor en nogenlunde sikker passage er mulig. Det kan godt være det ender sådan, men det er i så fald ikke på grund af gode strategiske evner hos rådgivere, men på grund af Hansens chef, Lars Løkkes sikre evner udi i den taktiske diciplin “dog fight”. Meget kan stadig gå den ene og den anden vej, men uanset: Det er ikke elegant fra hverken den ene eller anden side.

De to sider i konflikten er ikke højre/venstre. På den ene side finder vi folk organiseret omkring organisationer såsom WWF og Danmarks Naturfredningsforening. Lad os kalde dem “milijøsterne”. Der er i høj grad tale om, at man prøver at fastholde en ikke erhvervet ejendomsret til natur og miljø med forskellige prokurator kneb. En drivende kraft er og har været, at man har været i stand til, på skattefårenes regning, at tilbyde lukrative jobs i det miljøindustrielle kompleks.

På den anden side finder vi en løst organiseret, men til gengæld talstærk gruppe af mennesker der lever i og af åbneland. – Eller med veneration herfor. Man er trætte af, at blive belært om det åbenlyse, af idioter der end ikke kan håndtere en skovl selv. Den centrale organiserede modstand udgår fra, BL, Bæredygtigt Landbrug, men andre kan nævnes, f.eks. ofrene fra gangster bossen Svend Aukens hærgen med barmarksværker. Lad os kalde dem “tænkende væsner”.

Til at understøtte sin magt har milijøsterne udviklet en særlig religion med tilhørende tabuer. Centralt i religionen er, at kvælstof er om ikke djævlen selv, så i hvert fald det man bliver stegt i hos djævlen. Frafald i forhold til dette centrale dogma, straffes i henhold til sharia, hvis ellers milijøsterne kan slippe af sted med det. Dette minder meget om den såkaldte multikulturalisme og der er da også utallige eksempler på person sammenfald, f.eks. den halsstraige Magrethe Auken, søster til før omtalte Svend.

Disse to grupper slås. En marxsk klasseanalyse af spørgsmålet ville finde, at WWF består af landadel, nyrige og kongelige der har mistet deres betydning, mens DN er kamporganisation for det højere borgerskab. På den anden side står så den produktive klasse. Med i denne klasse er, bortset fra klasseforrædderne blandt dem, de super rige, nye som gamle. Disse er imidlertid også superdiskret, hvad der kan forvirre i visse situationer. Det man så slås om er fordelingen af de endelige frugter. Imidlertid bliver kampen ikke ført rationelt, hvilket ideelt set skulle føre til en tilstand af optimal produktion og paretooptimalitet. Årsagen er, at milijøsterne udover en pekuinær interesse også har en politisk magtinteresse. For at optimere på det sidste, finder man det hensigtsmæssigt at påtvinge den produktive klasse feudale levevilkår, noget man gerne gør selvom der er et økonomisk tab derved. – Herregud kummekårene der eventuelt måtte ramme, gør det i den produktive klasse. Desforuden kan vi så holde landadlens døtre, indtil de kan blive besvagret af en fyr fra DN, i beskæftigelse med afhjælpning, synes rationalet at være.

En histografisk skitse om “miljøkampen” cirka 1900 –

Prominent i den danske miljøret står en dom vedrørende en syrefabrik på lorteøen Amager, der statuerede forurening som en almindelige skade som skadvolder skal kompensere for. Sagen vedrørte nogle nærliggende nyttehaver der blev gjort delvist ubrugelige. (forureneren betaler pricippet).

Fra begyndelsen af 1900 tallet kan man tale om postindustrialisme, forstået således: De grundliggende principper er på plads, hvad det handler om herefter er videreudvikling og raffinering.

En pioner er Willard Gibbs (Gibbs lov; fri energi ved kemiske processer). Hvad Gibbs grundlægger er diciplinen fysisk kemi. En berømt “dansker”, “” fordi der er tale om en naziislamist, indenfor det område er Thor A. Bak, på et tidspunkt formand for Dansk Flygtninghjælp. Hvad der gør Gibbs vigtig i sammenhængen er, udover at kemi og forståelsen heraf har meget med miljø at skaffe er, at han har en elev Edwin B. Wilson, en vigtig person indenfor matematiskfysik og kvantefysisk. Udover det, så var Wilson ikke imponeret over niveauet indenfor samfundsvidenskab i almindelighed, og økonomi i særdeleshed. Desårsag underviste han i matematik/statistik anvendt på samfundsforhold. En af Wilsons elever er Paul Samuelson. Samuelsons fortjeneste er anvendelsen af matematik på økonomi og samfundsforhold og han søger for den matematiske formulering af keyniaisme. Det berettes:

Wilson taught a small course in mathematical economics each spring in alternate years. Samuelson would talk to him for an hour after every lecture; it was in Wilson’s class that Samuelson had perhaps his single greatest epiphany, he recalled: the recognition that the truth of  a mathematical tool was  independent of  the context in which it was employed. In this case it was the mathematics underlying a principle devised a century before by French chemist Henry LeChatelier to describe changes in pressure, volume and temperature of an ideal gas which could just as easily be adapted to calculate changes in elasticities of demand in a system of factor prices. The mathematical insight arrived in an instant. It would take a decade to reason through its implications.

Vi lader den erkendelsesteoretiske blindgyde ligge, at man, og mange har, kan forfalde til den konklusion, at fordi datasæt, f.eks. tyngde acceleration og profit i en virksomhed, følger en parabel så betyder det ikke i sig selv, at man ved at føre bevis for andengradsligningen har bevist en årsagssammenhæng mellem de anvendte data, men blot påvist en (vis) samvarians. Hvad der endvidere er udelukket er; at blot fordi man har et sæt af ideer, der i et eller andet omfang kan forklares med matematik f.eks indenfor socioøkonomi, f.eks. den ide at disse gælder på tværs af kultur og genetik/race, så kan man ikke henvise til sine matematisk begrundede forklaringer som bevis for rigtigheden af sine påstande/ideer.

Men ikke destomindre bliver der ad denne vej skabt bro mellem anvendt naturvidenskab og anvendelse af logisk viden på samfunds- og økonomiskeforhold, og dermed videre til de aftryk menneskelig aktivitet sætter i det fysiske miljø.

Allerede i 1930erne er sammenstødet mellem produktionsaktivitet og andre menneskelige aktiviteter, såsom lokalisering, blevet et problem der finder vej til den videnskabelige litteratur. Baumoll og Oates redegør således i et papir fra vidst nok 1936, for hvorledes konflikten mellem en vaskeriejers ret til at kunne tørre vasketøjet uden at få arbejdet ødelagt af naboens osende skorsten, overfor samme nabos ret til, at gennemføre sin produktion på en måde der stiller alle tilfreds. Nøgleordet er paretooptimalitet, hvilket opnås ved, at indføre ejdomsrettigheder til den rene luft. Herefter kan man regne sig frem til hvem der skal kompensere hvem. Man skal blot enten kende alle eksternaliteter ned i mindste detalje eller kunne ignorere dem.

Frem til vel en gang i 1960erne levede man med, at sideeffekter af produktion havde negative konsekvenser. Dog havde venstreorienterede på et tidligt tidspunkt udset sig spørgsmålet som et politisk værktøj, f.eks. den nazistiske bevægelse i Tyskland.

Gennembruddet kom i 1962 med udgivelsen af Rachel Carsons ” Silent Spring”, der satte miljø spørgsmålet fast i massernes bevidsthed, og som fangede den produktiveklasse off guard i forhold til venstreekstremister, der havde et propaganda program liggende klart.

Med propagandaen blev miljø, som egentlig blot burde være et spørgsmål om sund fornuft og oprydende i visse synder, holden rent omkring sig selv osv. gjort til en af de religøse piller som venstreekstremister har opbygget deres politisk magt, deres udplyndring af den produktiveklasse og diverse underreligioner, såsom “multikulturalisme” på og omkring.

I dansk sammenhæng er kvælstofreligionen en sådan underreligion.

Tilbage til Eva Kjer og hendes trakasserier.

Ministeren og rådgivere har uden tvivl været bevidste om hvad de er oppe imod. Det ses af den omstændighed, at man argumentere indenfor modstanderens paradigme, istedet for simpelthen at angribe head on og kort og godt erklærere den “videnskabelige” del af kvælstofreligionen for null and void. Religionen som sådan kan man alligevel ikke gøre noget ved.

Blandt milijøsterne er man imidlertid godt klar over hvad der er ved at ske. Og derfor har man smidt alt hvad man har af tropper ind på, ikke gennem argumenter at forfægte sine synspunkter, men på at lægge Eva Kjer ned gennem personangreb, ofte karmufleret i juridiske og/eller videnskabelige klæder.

For den produktiveklasse og dens friheds skyld, må vi håbe, at så vidt milijøsterne sejre, så er det kun en del sejer der vedrørere Eva Kjers person. Og ellers må vi jo slikke sårene, op på hesten igen, og så ellers huske på, at beskidte tacklinger bagfra er helt i orden, når nu modstanderen selv gør det.

Noter og links bliver lagt på senere.