belyvning

Jan Hoby metoden

Medie- og kulturmogulen, Morten Hesseldal, der var ven med ”journalisten” Jan Stage om hans arbejdsmetode:

Det cubanske efterår lægger ud med at gengive beskyldningerne mod Stage for at pynte på sandheden – hvorfor var det vigtigt at få med?

MH: At arrangere virkeligheden var en del af Jans journalistiske metode, der derfor også tit lå tættere på essaystik end på traditionel journalistik. Dermed fik han lavet nogle helt fantastiske reportager, der ofte kom sandheden meget tættere end ved såkaldt ’objektiv journalistik’. Jeg er glad for, at ikke alle journalister går til opgaven som Jan, men jeg er omvendt utrolig glad for, at han gjorde, som han gjorde. Det fik formidlet nogle sammenhænge, følelser og situationer, som traditionel journalistik ikke kommer bare i nærheden af. Det samme gjorde Hemingway i øvrigt.

En injuriesag anlagt af det hedengangne ”Frie Fritidshjem og Børnehaver” illustrere fint hvorledes nogle fagforeninger kan finde på at opførere sig og i særdeleshed visse af deres ansats_valgte sagsbehandlere kan te sig, i det her tilfælde den fra debat tv så kendte debatskriger og sagsbehandler i pædagogfagforeningen LFS, pomade kommunisten Jan Hoby. Tidligere om Jan Hoby, her.

Hoby er kendt fra mindst et andet tilfælde af tilsvarende optræden, nemlig som anstifter af, at halvdelen (cirka 10) af psykolog Nicolai Sennels psykolog kolleager på en af skolepsykologklinikerne under Købehavns Kommune, anklagede ham for ”racisme”.

Metoden er enkel nok, man griber fat i et eller andet som en eller anden man ikke kan li’ har sagt eller gjort, eller endnu bedre; at andre fortæller om noget de mener at vide om den man ikke kan lide har sagt eller gjort, som man så kan bringe frem for myndigheder, medierne eller domstolene. En combo af de to første er klart at foretrække, bl.a. fordi man i hvert fald overfor offentligheder kan fylde godt og grundigt på med påstande der ikke kan kontrolleres af udenforstående pga. at offentlige instanser naturligvis ikke kan give aktindsigt i personsager i almindelighed. En ”metode” der er en intrigant teenage tøs, eller en middelaldrene rejkælling på heksejagt værdig.

Imidlertid kan det jo gå galt, som f.eks. i den sag, der citeres fra nedenfor. Sagen handler om en pædagogmedhjælper der bliver fyret pga for meget sygefravær, LFS finder ikke anledning til at gå ind i sagen af den grund. LFS har derimod i forvejen har et eller andet kørende med den pågældende institution. Institutionerne er en del af ”Frie Børnehaver og Fritidshjem” (FBF). Den fyrede medarbejde retter i en mail til LFS/fællestillidsmand/Jan Hoby en stribe grove anklager med tilhørende ukvemsord om og mod den pågældende leder af institutionen. LFS/Jan Hoby får med afsæt i mailen sat institutionen under skærpet komunalt tilsyn. Lederen af institutionen og FBF svare igen med en injurie sag. – Hvilket i øvrigt fint viser hvornår injuriesager giver mening.

Sagen var igennem By, Lands, og Højesteret. Jan Hoby og LFS blev ikke som de ynder at omtale det frifundet, men By og Højsteret fandt, at der forelå straffrihedsgrunde for de grove injurier pædagogmedhjælperen og Jan Hoby/LFS havde fremsat.

At Jan Hoby nære animositet mod Landsforeningen frie børnehaver og fritidshjem kom f.eks. til udtryk i en artikel på det marxistiske/kommunistiske Kritiskdebat.dk tilbage i 2009:

Mere arbejdsglæde, lettere administration, effektiv styring, direkte borgerindflydelse, besparelser uden serviceforringelser og mere selvbestemmelse. Det er ikke pæne ord det skorter på når JensTerp skal rose de selvejende institutioner fortræffeligheder. Effektiv styring og lettere administration er to af de påstande, som slynges ud i luften som argumenter for flere selvejende institutioner. Det er i bedste fald en sandhed med modifikationer. I artiklen fremlægges ingen saglig argumentation for at det skulle være tilfældet. Udmeldingerne virker derfor som ren overlevelsesstrategi fra Jens Terps side. Landsforeningen for Frie Børnehaver og Fritidshjem ser det nærmest som en naturlov, at selvejende institutioner er bedre til styring og administration end de offentlige. Det er ingenlunde tilfældet. Tværtimod nyder de selvejendeinstitutioner godt af kommunernes administrative og økonomiske håndsrækning. Kommunerne betaler nemlig et ekstra særligt administrationsgebyr til de selvejende institutioner.

Fra forklaringer gengivet i Byrettens dom:

Lederen af børnehaven

“Det gik altid voldsomt mod forældre med fremmed baggrund. Hun blev ofte kaldt psykopat og som jeg husker tydeligt en forældre sagde; “Det kvindemenneske er syg i hovedet og burde spærres inde..”

Der er afgivet partsforklaring af sagsøger B, A og C og vidneforklaring af D.

Sagsøger B (lederen af institutionen) har forklaret, at hun er uddannet pædagog. Hun har været ansat i institutionen i knap 25 år og siden 2000 som leder. Hun har aldrig haft klager eller skærpet tilsyn. Hun har ikke fået klager fra forældrene, hverken mundtlige eller skriftlige. Hun var sygemeldt fra marts 2010.

A (pædagogmedhjælperen) blev opsagt på grund af for meget sygefravær. Hun ville ikke anerkende dette sygefravær. Hun sagde, at når hun havde en lægeerklæring, skulle dette trækkes fra. Det skulle det jo ikke. De havde ikke bedt om en lægeerklæring. LFS blev inddraget, da sagsøger indkaldte hende til en syge- og omsorgssamtale. LFS har ikke gjort indsigelse mod opsigelsen.

Foreholdt sagsøgers påstandsdokument udsagn 8, forklarede hun vedrørende forældre med fremmed baggrund, at Børnehaven Ø ofte bliver anbefalet mellem forældre med fremmed baggrund indbyrdes. Børn af de forældre, hun har haft, ønsker plads i institutionen. De har tradition for børn med fremmed baggrund i børnehaven. Antallet af disse er for nedadgående efter privatiseringen. Der er også personale fra forskellige lande. Der er pt. 60 børn i institutionen.”

Hun har drøftet injuriesagen med Frie Børnehaver. Hun har holdt dem underrettet om, hvad der skete i sagen.

Hun ved ikke noget om, hvorvidt der er tale om en faglig kamp mellem Frie Børnehaver og LFS. Det er ikke noget, hun har talt med dem om.

Børnehaven Ø er en spydspids for Frie Børnehaver. Man kan ikke have en leder, som der er rettet sådanne beskyldninger mod.”

Sagsøgte A (pædagogmedhjælperen) har forklaret, at hun er født og opvokset i Polen. Hun kom til Danmark i 1989. Hun var da 23 år. Det var svært at lære dansk. Det kan godt være, at hun kommer til at overdrive, når hun er følelsesmæssigt påvirket. Hun blev ansat i Børnehaven Ø fra 1. januar 2010. Hun startede først 4. januar 2010. Hun blev ansat som vikar. Hun blev fast ansat, meget muligt fra 1. februar 2010. Mellem personalet var samarbejdet fint. B var meget optaget af sit arbejde på kontoret og var ikke meget ude på stuerne. Folk smågræd i hjørnerne. Man fik at vide, at sagsøger havde sagt et eller andet, fordi den pågældende havde gjort noget forkert. Det var ikke rart at være der.

Foreholdt bilag 2, forklarede sagsøgte, at hun ikke blev opfordret til at skrive denne mail af Q (fællestillidsmand med arbejdsplads/kontor hos LFS og Jan Hoby som chef). Sagsøgte havde det så dårligt. Hendes krop reagerede voldsomt. Hun kastede op og kunne ikke spise. Derfor satte hun sig ned og skrev mailen. Redegørelsen blev lang, for hun havde meget at sige.”

Hun har drøftet sagen med repræsentanter fra LFS. Alle har behandlet det som en personsag. Der er ingen, der har behandlet det som en sag om mellem Frie Børnehaver og LFS.”

Foreholdt bilag A-F, forklarede sagsøgte, at hun har fået klagerne udleveret af forældrene. Sagsøgte har sendt dem til LFS, der har sendt dem videre til X-by Kommune.

Hun undrer sig ikke over, at forældrene først klagede halvandet år senere. Hun tænkte, at de endelig fik mulighed for at klage. Måske havde de været bange for at klage. Hun drøftede ikke indholdet med forældrene. Hun mødte L, som havde kontakt med nogle af forældrene. Sagsøgte havde kontakt til N og Gs mor.

Foreholdt bilag 2, forklarede sagsøgte, at chikanen for eksempel var, at da sagsøgte var tilbage efter 3 dage, sagde sagsøger til sagsøgte, at hun havde “været syg samtidig med sin stuekollega i juni 2011”. Sagsøgte tog det til sig og lukkede det inde i sig selv. Hun klagede sig ikke til fagforeningen. Hun har set alle medarbejdere græde. Hun er helt overbevist om, at de græd på grund af sagsøger. Det undrer hende ikke, at medarbejderne ikke har klaget over sagsøger. De tør ikke at sige noget, når der kommer tilsyn Det er, fordi sagsøger har så megen magt.

Hun har ikke selv set, at sagsøger har sparket en forælder. K har fortalt, at sagsøger har sparket en forælder.

Der har altid været en skarp tone over for forældre med fremmed baggrund. Hun ved ikke, om man kan sige, at sagsøger er racistisk. Hun behandlede generelt ikke-etniske danskere dårligt. Nogen blev bedre behandlet end andre. Etniske danskere blev bedre behandlet end de øvrige. Tidligere og nuværende medarbejdere kan bevidne det. En rengøringsassistent, der har været på Ø i 11 år, kan måske sige noget om det. Sagsøgte har hørt, hvordan sagsøger har behandlet rengøringsassistenten.

C (Jan Hoby) har forklaret, at han er næstformand i LFS. Han har ansvaret for at formulere de vedtagne politikker. Han har institutionssager, dvs. hvor der er samarbejdsvanskeligheder. Han er næstformand for hovedsamarbejdsudvalget. Han har faglige sekretærer og tillidsrepræsentanter, der bistår ham. Hovedvægten i hans arbejde er politikformulering og forhandlinger med politikere og embedsmænd. En meget sjælden gang har han selv en personsag.

FOA og FLS har i mange år været modstandere af privat udlicitering. Det samme er det politiske flertal i X-by. Frie Børnehaver er en samarbejdspartner. Han kan godt skille personsagsbehandling og overordnede politikker. Han kan godt genkende, at han har en kontrovers med P fra Frie Børnehaver. Det har været et længe kendt krav fra FLS, at man herfra mener, at alle institutioner bør være kommunale. BUPL har en anden holdning. Denne generelle politiske holdning har intet med konkrete sager at gøre.

Foreholdt bilag 5, forklarede han, at han sagtens kan huske sagen. Den vedrørte en medarbejder ved navn K, der havde bedt om en uges ferie til at køre sin datter ind i institution efter endt barsel. Der havde været et langt tovtrækkeri. Sagsøger havde været meget ufleksibel med hensyn til at imødekomme Ks rimelige ønske. Han blev meget stødt på manchetterne over sagsøgers holdning. Han mener, at sagsøgers holdning var i strid med samarbejdsaftalen med KTO §§15-17. Medarbejderen havde bedt om ferie i en uge nærmest et år fremme i tiden. Han fandt, at sagsøgers holdning var anstødelig. Han kendte ikke Ø i detaljer. Han havde ikke nogen klager fra forældre i baghovedet. Han forholdt sig udelukkende til den konkrete sag.

Q er fællestillidsrepræsentant. Hun er ansat hans afdeling, og han har dagligt ansvar for hende. Udgangspunktet er, at de kvalitetssikrer det materiale, de sender videre til Kommunen. De har en skærpet indberetningspligt. Breve bliver læst igennem. Der bliver afholdt et møde med det medlem, der klager. Medlemmet skal kunne “stå på mål” for det, der bliver sagt.

Fællestillidsmænd i LFS her

Det pågældende medlem har forklaret, hvad der var problemet. Medlemmet har i dag undskyldt brugen af ordet Gestapo. Han mener, at ordet Gestapo er skudt over målet. FLS har ment, at medlemmet havde så mange kritikpunkter, at brevet burde sendes til kommunen.

Udgangspunktet er, at der tidligere havde været en sag. Tilsyn vil aldrig afsløre ting, som A har forklaret om. Folk er bange for at miste deres stilling, og forældrene er bange for, at en klage skal gå ud over deres børn.

Vedrørende tvangsfodring forklarede han, at der i dag er afgivet forklaring om, at børn er blevet krænket i spisesituationen. Der er andre medarbejdere, som har forklaret LFS om dette, Der er en konkret medarbejder, som ikke har ønsket at stå frem. Dette viser, at der foregår pædagogisk uhensigtsmæssige handlinger og situationer. Det at tvinge et barn i spisesituationen er pædagogisk uhensigtsmæssigt. Det er et led i en magtrelation. Det kan diskuteres, om man burde bruge udtrykket “tvangsfodring”. Der er ingen grund for sagsøgte til at tro, at medlemmet skulle lyve. Der er sket kvalitetssikring.

Foreholdt bilag 8, forklarede han, at han har været og er en inkarneret kritiker af X-by Kommunes pædagogiske tilsyn. Det er rigtig svært at opfange noget på et sådan tilsyn. Hvis en medarbejder bliver spurgt om pågældende har noget at udsætte på lederen, vil den pågældende næppe svare, at den er helt gal. Der er rigtig store problemer med tilsynet. Derfor er der indført klynge-institutioner på det kommunale område. Dette har hævet kvaliteten. Han vil ikke bruge ordet Gestapo. Hvis man reagerer, som det er fremgået i dag, på medarbejderes og forældres henvendelser og kritik, mener han ikke, at det lever op til kravene til en leder.

Det pædagogiske tilsyn af Ø og andre private institutioner har ikke været tilstrækkeligt og ikke levet op til kravene til et pædagogisk tilsyn. Institutionen brude have været gennemgået med en tættekam.

Kvalitetssikring er, at medarbejderen skal “stå på mål”. Kritikken skal også have “en vis gang på jorden”. Fagforeningen har ret til at fremføre medlemmers kritik.

D har forklaret, at hun er ansat i X-by Kommunes afdeling for privat børnepasning og kommunal dagpleje.

I sommeren 2012 modtog hun klager over Ø. Hun ringede til den tilsynsførende og sagde, at det var alvorligt, og at de skulle derud med det samme. De tog derud dagen efter. Lederen var meget forbavset over, at de kom.

Byretten konklusion er, at LFS og pædagogmedhjælperen har rejst krænkende sigtelser mod lederen som de ikke kunne bevise, men at straffrihedsgrundende vejer tungest og kommer derfor frem til straffrihed fordi der er tale om et forsøg på at varetage berettigede interesser.

Oven på ”sejren” i Byretten kunne man på FOAs hjemmeside bl.a. læse:

FOA og LFS har vundet en injuriesag, som var anlagt mod en pædagogmedhjælper af Landsforeningen Frie Børnehaver og Fritidshjem på vegne af en institutionsleder for en privat børnehave i København.

Pædagogmedhjælperen var blevet sagsøgt for injurier, fordi hun havde meldt sin tidligere arbejdsgiver for blandt andet at ”tvangsfodre børnene” og skrive ”Det ligner Gestapo-metoder og ikke en børnehave”.

Selv om flere af pædagogmedhjælperens udtalelser normalt ville have været på kant med injurieloven, blev hun frikendt i byretten, fordi hun varetog børnenes interesser.”

og

Næstformand i LFS Jan Hoby aflagde vidneforklaring i retten, hvor han oplyste, at LFS har haft andre sager imod institutionen. Han ser dommen som en vigtig sejr for offentligt ansattes ytringsfrihed.

Man har en skærpet indberetningspligt som offentligt ansat og som pædagogmedhjælper. Man er barnets advokat og skal ikke tøve med at indberette svigt og overgreb, fordi man frygter at blive anklaget for injurier,” siger han til Fagbladet FOA.

Sagen blev afgjort i Københavns Byret den 10. januar, hvor pædagogmedhjælperen og LFS blev frikendt.”

Landsrettens dom:

C (Jan Hoby) har supplerende forklaret blandt andet, at LFS har en aftale med kommunen om, at man videresender medlemmers klager ucensureret. LFS fungerede således også i denne sag alene som budbringer af As klage, idet den, der klager, selv må stå på mål for indholdet af sin klage. Han fastholder sin kritik af det kommunale pædagogiske tilsyn, som aldrig påviser alvorlige fejl. Det er altid andre, herunder forældre og personale, som gør kommunen opmærksomme på fejl, og han ville ønske, at flere ansatte og forældre ytrede sig om kritisable forhold. Det skærpede tilsyn med Børnehaven Ø har dog virket på den måde, at forholdene tilsyneladende har bedret sig, men det siger intet om, hvorledes forholdene var forud herfor.

Højesterets dom.

Højesteret finder ikke grundlag for at afvise appellantens anbringende om, at A (pædagogmedhjælperen) ikke kan dømmes for en formulering i mailen fra LFS, Landsforeningen for Socialpædagoger, som hun ikke selv har anvendt. Da A ikke selv har anvendt udtrykket ”tvangsfodrer”, finder Højesteret, at der ved vurderingen af hendes udsagn skal ses bort fra dette udtryk.

Såvel A som LFS har erkendt, at udtalelsen om ”Gestapo-metoder” er en ærekrænkende sigtelse, som ikke burde være fremsat. Sigtelsen er allerede derfor ikke fremsat i god tro, men i bevidst skadevoldende øjemed. Sigtelsen er uhørt grov og falder klart uden for det område, som underretningspligten efter serviceloven berettiger til. Selv efter As egne forklaringer er der heller ikke grundlag for de øvrige særdeles grove sigtelser, hun har fremsat.

Efterfølgende kommenterede Generalsektretæren for FOA, kommunisten Dennis Kristensen, afgørelsen således i et af FOA bladene:

Disse udtalelser fik lederen til at sagsøge pædagogmedhjælperen for injurier. Pædagogmedhjælperen var først blevet frikendt i Byretten, men blev senere idømt dagbøder i Landsretten. Nu har sagen så nået sin afslutning med frikendelse i Højesteret.

Der er en vigtig og principiel afgørelse, som vi er glade for i FOA. Det er ikke fordi, at vi skal slå os op på at anvende bramfri udtalelser. Men det er en afgørende forudsætning for en velfungerende offentlig sektor at ansatte har muligheden for at sige fra – og at henvendelser til tilsynsmyndigheder behandles konkret og forsvarligt,” siger FOAs formand Dennis Kristensen i en pressemeddelelse.

Afgørelsen fandt også vej til den skriftligeberetning til FOAs kongres, som afholdes hvert 4′ år:

Sag vundet i Højesteret 29. august 2016 – ytringsfriheds grænser

Højesteret fandt, at det var inden for ytringsfrihedens grænser, da en sygemeldt pædagogmedhjælper i 2012 påpegede stærkt kritisabel adfærd hos en leder i en børnehave og først gik til sin fagforening og dernæst til kommunen med anklagerne.

Pædagogmedhjælperens ordvalg i henvendelsen til kommunen havde været meget skarpt. Bl.a. blev det påpeget, at lederen tvang børn til at spise. At lederen var voldelig over for en forælder. Og at lederen havde et alkoholproblem. Pædagogmedhjælperen nævnte at ’det ligner Gestapometoder’.

Disse udtalelser affødte en injuriesag fra den pågældende leder mod pædagogmedhjælperen. Pædagogmedhjælperen vandt først sagen i byretten, men modparten ankede den til Landsretten, hvor pædagogmedhjælperen blev idomt dagbøder. I Højesteret blev hun frikendt for injurier. Højesteret har tilkendegivet, at udtalelserne er fremsat i god tro og til berettiget varetagelse af børnenes tarv, og derfor er straffri efter straffeloven § 269, stk 1.

Fagforeningernes tekstprostituerede misbruger det forhold, at byret og siden højesteret fandt at straffrihedsbetingelserne var opfyldt til, at fremstille det som om børnehavelederen var ”skyldig” i de rejste anklager. Det fremgår tydeligt af dommene, at det gør domstolene ikke, samt at to af fem højesteretsdommere ville dømme for udtrykket ”gestapometoder”. Det tangere bagvaskelse overfor børnehavelederen og under alle omstændigheder er det dårlig vejledning til medlemmerne, fordi sagen jo var på vippen i Højesteret. Det havde været redeligt at skrive: ”vi/vores medlem var tæt på at blive dømt, pas på med ukvemsord og anklager uden substans”.

Advokatfirmaet KromannReumert om dommen, her.

3′ generation kan heller ikke læse

Eller regne for den sags skyld.

JP har fået foretaget en kørsel hos Danmarks Statistik, der viser at 3′ ikke får noget videre ud af at gå i skole. Og så går jagten som sædvanligt ind for at finde undskyldninger. I JP foreslå Niels Egelund bl.a. at de skal i vuggestue som et årige.

»Det tyder på, at de fremgangsmåder, vi har anvendt for at få vores etniske medborgere med, ikke har virket,« siger Niels Egelund, der bl.a. henviser til de mange ressourcer, der de seneste år er brugt på ansættelse af sprogvejledere og socialrådgivere på skolerne, øget undervisningstid og forsøg med modersmålsundervisning,

Men forældrene har ofte selv problemer med det danske sprog, og derfor kan de ikke selv få deres børn op på et tilstrækkeligt danskniveau ved skolestart, pointerer Niels Egelund. Han foreslår derfor at tvinge familierne til at sende børnene i vuggestue som étårige, hvis sundhedsplejersken vurderer, at familien ikke har tilstrækkelige sproglige forudsætninger.

I en al-Ritzau opfølgning på den historie udtaler den islamofile forskeraktivist Andreas Rasch-Christensen, at der må vises større imødekommenhed og hældes flere af skattefårenes penge i integrations kloakken. Via BT.

– Man skal prøve at lære af de skoler, som har formået at skabe en god dialog med forældre.

– Kan det sprede sig, og kan man slå dørene ind til hjemmene og skabe en god dialog med forældrene, så tror jeg, at man kan rykke de her elever mere, siger Andreas Rasch-Christensen.

Ved folkeskolens afgangsprøve sidste år fik drenge født af efterkommere fra ikkevestlige lande et karaktergennemsnit på 5,6. Det er det samme resultat som efterkommerne.

Det er 1,3 karakterpoint lavere end drenge med dansk oprindelse. Samme billede gjorde sig gældende for pigernes vedkommende.

Tallene kommer fra en særkørsel, som Jyllands-Posten har fået Danmarks Statistik til at foretage.

Forhenværende rigsstatistiker Jan Plovsing vurderer ifølge Jyllands-Posten, at talmaterialet er solidt, selv om gruppen er lille, og kun 395 børn af efterkommere tog afgangsprøven i fjor.

Man kan så konstatere, at Andreas Rasch-Christensen ikke er blevet klogere siden 1999. I en kronik i JP dengang skrev han bl.a.:

Tilstrømningen af flygtninge fra Libanon, Iran og Sri Lanka i 1984-86 vendte derimod op og ned på dansk flygtningepolitik. Aviserne kunne berette om et stigende antal gadeepisoder med racistiske islæt, og i avisartikler advarede flere personer om, at den danske kultur var truet af de fremmedes kultur og ikke mindst af deres religion. Ligeledes hørte man beretninger om, at man ville kunne se frem til et voksende problem på grund af de fremmedes høje fødselsrate og de gældende regler for familiesammenføring.

Ifølge lektor Tina Ussing Bømler, der er forsker i udlændingepolitik, er uddannelse netop vejen til integration af flygtningene (jvf. JP den 21/6-99), hvorfor det virker højst besynderligt, at netop denne del er stærkt nedprioriteret i det nye integrationslov.

Loven medfører endvidere, at flygtninge ikke har mulighed for at bosætte sig, hvor de vil, uden at dette godkendes af modtagerkommunen. Formålet er spredning af flygtningene, så der ikke opstår ghettodannelser i de større byer. I modsætning til uddannelse er der dog intet, som tyder på, at spredningen fremmer integrationen. Tværtimod forårsager spredningskriteriet, at der opstår en kløft til den overordnede danske integrationsmålsætning, som går ud på, at integrationen skal ske med rimelig hensyntagen til flygtningenes særlige kulturelle baggrund.

Ydermere viste meningsmålingsundersøgelser, at den danske befolkning var villig til at modtage langt flere kosovaflygtninge end de 1500-2000, som var indenrigsministerens udgangspunkt. Grundlæggende kunne det altså synes som om, at den danske befolkning er langt mere venligt stemt over for flygtningestrømme, end politikerne er det.

Snarere hænger uoverensstemmelsen nok sammen med, at politikerne lytter til det højtråbende fremmedfjendske mindretal i den danske befolkning, hvis holdninger beredvilligt bliver lanceret gennem en række medier. Nu skal medierne selvfølgelig ikke bebrejdes, at det åbenbart primært er det “utilfredse” mindretal, som giver sine holdninger til kende, men det medieskabte billede af den danske befolknings synspunkter kommer derved til at se overdrevent fremmedfjendske ud.

Danskernes manglende viden om de forskellige flygtninges kulturelle baggrund er slående. Hvor tit hører man ikke enkelte folk udbrede sig om fanatiske muslimer, og hvilke frygtelige konsekvenser denne fanatisme kan føre med sig. Går man dem så på klingen, er deres viden omkring islam ofte meget overfladisk, og hvis man ydermere vil diskutere holdninger til fundamentalistiske kristne, finder man til sin store undren ud af, at deres kendskab til vor egen kulturs religion (kristendommen) er endnu mere begrænset.

Endvidere er der en udbredt tendens til at betragte alle flygtninge som en fjendtlig og ensartet gruppe, men det burde vist være åbenlyst for enhver, at eksempelvis kosovaalbanerne på vitale områder adskiller sig fra somalierne. Der er selvfølgelig også lighedspunkter, men de berettiger ingenlunde til, at man reder alle flygtninge med én kam.

Jeg har forståelse for, at de personer, der er i besiddelse af et stort kendskab til specielt islam, ofte bliver trætte af altid at skulle forsvare, forklare og forsøge at bidrage med information til folks uvidenhed og underlige myter om flygtninge, men ikke desto mindre er oplysning den eneste farbare vej til en frugtbar integrationsproces.

Majoritetssamfundet (Danmark) må på samme måde bidrage aktivt og være villigt til at modtage impulser fra flygtningekulturen. Denne integrationsform kræver viden om flygtningenes såvel som danskernes kulturelle baggrund, hvilket bl.a. kan realiseres gennem oplysning/undervisning.

Det er på tide, at vi danskere begynder at overveje, hvordan man opnår den bedste integration af de fremmede, ikke fordi vi er specielt fremmedfjendske, men fordi det er vigtigt åbenlyst at vise vores velvilje over for flygtningene.

Horeungen Obama… eller nogen

Duterte fandt i løbet af ugen vej til overskrifterne i MSM, der påstod han kaldte præsidenten i USA, Hussein Obama, for horeunge (putang-ina). Det er tvivlsomt om det er tilfældet, det var mere sandsynligt sjovnalisten der stillede et (vild)ledende spørgsmål og blev taget i det. Skulle det have været Hussein Obama, der fik Dutertes yndlings betegnelse for tumper hæftet på sig, så var det under alle omstændigheder i den hypotetiske fremtiden sjovnalisten stillede spørgsmålet i, Hussein Obama eventuelt kunne fortjene betegnelsen.

Transkription af hvad der blev sagt ligger på Official Gazette of the Republic of the Philippines  .FB side.

Question & Answer
Q: Good afternoon sir, Jerome Morales from Reuters News. Sir, there have been concerns on extrajudicial killings. And you will meet leaders, any line of communication that you have prepared to address this issue in front of other foreign leaders?
PRES. DUTERTE: Extrajudicial killings?
Q: Yes, human rights.
PRES. DUTERTE: To whom shall I address myself to? And who will be asking the question may I know?
Q: Obama sir. [no microphone]
PRES. DUTERTE: You know, the Philippines is not a vassal state. We have long ceased to be a colony of the United States. Alam mo, marami diyan, sa mga kolumnista, they look upon Obama and the United States as if we are the lap dogs of this country. I do not respond to anybody but to the people of the Republic of the Philippines. Wala akong pakialam sa kaniya. Who is he? When as a matter of a fact, at the turn of the century, before the Americans left the Philippines in the pacification campaign of the Moro in this island, there were about six million ang population ng Moro. How many died? Six hundred. If he can answer that question and give the apology, I will answer him.
I am not beholden to anybody. Iyong mga kolumnista diyan na ‘wait until he meets,’ who is he? I am a President of a sovereign state, and we have long ceased to be a colony. I do not have any master, except the Filipino people, nobody but nobody.
You must be respectful. Do not just throw questions and statements. Putang-ina, mumurahin kita diyan sa forum na ‘yan. Huwag mo akong ganunin. Tell that to everybody. Itong mga kolumnista, para ba akong tinatakot, anak ka ng — umalis kayo diyan sa Pilipinas, pumunta kayo doon sa Amerika. You write kung ano nasa isip — the lap dogs of this American. Who is he to confront me? As a matter of fact, he has too many –America has one too many to answer for the misdeeds in this country. Hanggang ngayon hindi pa tayo nakatikim ng apology niyan. That is the reason why Mindanao continues to boil.
Det cirka 13 minutter lange pressemøde efterfulgt af Hussein Obamas reaktioner.

Selvkritik

Man, det vil sige nominelt borgerliger der reelt har gået muhammedanismens ærinde, begynder så småt at lægge afstand til den belyvning af indvandringskritiker, de selv har støttet venstreekstremister i at fremfører. I venstreekstreme Des-Information skriver en Niels Jespersen:

Højrefløjsaktivister og DF’ere er igennem tiden selv blevet udsat for en masse politiske modbydeligheder. Både fortjent, men også ufortjent, fordi de rejste nogle legitime politiske spørgsmål. Det er heldigvis ved at være fortid. Til gengæld lever det frådende had mod politiske modstandere i bedste velgående hos højrefløjen selv.

Zetland.dk skriver Jacob Mchangama:

Sådanne holdninger trives desværre også ganske mange steder på nettet, men det er ganske sjældent, at man oplever nationalkonservative gå ud og tage klar og utvetydig afstand fra det tankegods, som Hedegaard og Camre giver udtryk for. Måske fordi man mange steder i borgerlige kredse er præget af forrige årtiers offentlige debat, hvor borgerlige stemmer var i mindretal og blev mødt med vilde anklager om racisme og fascisme af en centrum-venstre-elite, der stod langt stærkere i den offentlige debat, end det er tilfældet nu. Det kan have skabt en belejringsstemning med en uudtalt præmis om at stå sammen uanset hvad, hvilket skaber sin egen politiske korrekthed”, hvor det anses for tabu at gå i rette med egne meningsfæller, uanset om man synes, de går for vidt. Men det er mindst lige så selvretfærdigt og udskammende” at kalde sine politiske modstandere landsforrædere som at blive kaldt racist” og islamofob” i Politiken.

Det kunne være underholdende hvis Jespersen og Mchangama kom med nogle citater.

Genbelyvning

JP.dk har de sjovanlist makkerparret Morten Pihl og Jesper Kongsted i anledning af Morten Messerschmidt seneste turbulens nede i Bryssel, involveret en lille bonus oplysning for glemsomme og/eller uvidende læsere, nemlig denne:

I 2007 måtte Morten Messerschmidt forlade Dansk Folkeparti og blive løsgænger i Folketinget, efter at han havde sunget nazisange og heilet i Tivoli.

Det gjorde han ikke, sang nazisange og heilede i Tivoli, og BT der viderebragte historien på baggrund af socialdemokraten Torben Lunds smæderier, måtte efterfølgende betale erstatning for at have bragt historien. Her.

Sjælden selvindsigt hos liberal

Den Nederlandske liberale og anti-nationalist, Ian Buruma, giver i Samarbejds-Politiken udtryk for, at beskyldningerne om fascisme og nazisme mod poltiske modstandere er forkert og uvirksom. Buruma er tilsyneladende godt klar over, at de politikere der skulle føre de kosmopolitiske visioner ud i virkeligheden har tabt kontrollen over projektet. Ikke desto mindre gør han i manglen på evner til at føre det projekt fremad han selv står for, over til smæderi mod dem der vil afmontere projektet. Men det er da altid noget, at han kan få øje på dele af problemstillingen.

Til daglige er han professor på et amerikansk college, Bard, hvor man dyrker “liberal arts”.

Om islamiseringen og et evt. Brexit, har han ifølge wiki opslaget om ham bl.a. udtalt:

According to Buruma, Western society is robust enough to embrace even illiberal practices, so long as these are not violent. “Living with values that one does not share”, he wrote in a recent column on France‘s burqa ban, “is a price to be paid for living in a pluralist society”.

Og

Buruma argues for wholehearted British participation in the European Union because they are the “strongest champions in Europe of a liberal approach to commerce and politics“.

Buruma var en bekendt af den jihad myrdede filminstruktør Theo van Gogh og tilbage i 2005 skrev han en artikel i The New Yorker om situationen i Holland, et par måneder efter jihad mordet på van Gogh. Artiklen er bestemt læsværdig og med mange facts om bl.a. Geert Wilders som ikke er almindeligt kendte udenfor Holland. I artiklen kan man bl.a. læse:

Max is a successful writer and newspaper columnist, a figure on the Amsterdam literary scene, and a close friend of the filmmaker Theo van Gogh, who was murdered on November 2nd.

Mohammed [van Goghs jihad-dræber] was never a hangabout. On the contrary, he had a good high- school education, and was known to his teachers as a promising young man. He was, as they say in the neighborhood, a positivo, who would surely make it in Dutch society. Not just ambitious for himself, Mohammed was always helping out troubled Moroccan kids, making plans for a youth program at his old school, and writing uplifting articles for a neighborhood bulletin. He was someone who could talk to city councillors and social workers. He knew his way around the intricate byways of Holland’s generous welfare system, where applying for subsidies is an essential skill.

Things didn’t quite work out as Mohammed had hoped, however. A subsidy for a community center he’d been lobbying for was turned down. A promised renovation scheme for public housing never materialized. His mother’s death came as a shock. That year, Mohammed abandoned his studies in social work, went on welfare, and behaved in ways that were increasingly odd….

For van Gogh, the worst crime was to look away. One of his bugbears was the long-standing refusal (since abandoned) of the Dutch press to identify the ethnic origin of criminals, so as not to inflame prejudice. He saw this as a sign of abject cowardice. To show respect for Islam without mentioning the Islamic oppression of women and homosexuals was an act of disgusting hypocrisy. In a free society, he believed, everything should be said openly, and not just said but shouted, as loudly and offensively as possible, until people got the point. It was not enough to call attention to illiberal Muslims; they were to be identified as “goat-fuckers.”

Another politician, Geert Wilders, started a party of his own, the Groep Wilders, with a platform of barring all non-Western immigrants for five years and arresting Islamists, even when, as he put it to me, they are only “prepared” to break the law. Although, like Hirsi Ali, he has to hide from people who wish him dead, this hitherto obscure parliamentarian has soared in the opinion polls, and has positioned himself as the next Pim Fortuyn.

A key text in this national discussion was by Paul Scheffer, a social critic and an influential thinker in the Labor Party. In NRC Handelsblad, the most important national broadsheet, he wrote, “Segregation in the big cities is growing, and this is very bad news. That is why the soothing talk of diversity and dialogue, of respect and reason, no longer works. Tolerance can survive only within clear limits. Without shared norms about the rule of law, we cannot productively have differences of opinion. . . . The self-declared impotence of our government to guarantee public order is the biggest threat to tolerance.” To be sure, Scheffer had been saying this kind of thing for some time, but when old lefties cry out for law and order you know something has shifted in the political climate; it is now a common perception that the integration of Muslims in Holland has failed.

I Samarbejds-Politiken skriver han bl.a. (original artikel på Project Syndicate):

Ser vi atter fascismens frembrud? Det er mange mennesker begyndt at tro. Donald Trump er blevet kaldt fascist. Det samme er Vladimir Putin og en række folkeførere og højlydte højrefløjsfolk i Europa. Den seneste tids flodbølge af autoritær aggressivitet er nået så langt som til Filippinerne, hvor den tiltrædende præsident, Rodrigo ’Hævneren’ Duterte, har lovet, at formodede kriminelle vil blive smidt i Manilabugten.

Et af problemerne ved at bruge ord som ’fascistisk’ eller ’nazisme’ er, at de er blevet brugt af så mange ignoranter i så mange forskellige situationer, at de for længst har mistet enhver reel betydning. Kun de færreste har et førstehåndskendskab til, hvad ’fascistisk’ oprindelig betød….

Det resulterer også i, at vi alt for let ledes bort fra de virkelige farer ved den moderne form for demagogi. I sidste ende er det jo ikke svært for Trump – eller for den sags skyld for Geert Wilders, Putin eller Duterte – at afvise anklager om at være fascist eller nazist.

Det kan godt være, at de som politikere er frastødende, men de er hverken ved at etablere hære af uniformerede stormtropper eller bygge koncentrationslejre, ligesom de ikke ønsker en korporativ stat. Putin er den, der kommer tættest på, men selv han er ikke Hitler.

Det kan godt være, at de som politikere er frastødende, men de er hverken ved at etablere hære af uniformerede stormtropper eller bygge koncentrationslejre, ligesom de ikke ønsker en korporativ stat. Putin er den, der kommer tættest på, men selv han er ikke Hitler.

Hermed ikke sagt, at alt det, populisterne siger, er usandt. Hitler havde jo også ret, da han opfattede, at massearbejdsløsheden udgjorde et stort problem i Tyskland. Meget af det, agitatorerne skælder ud på, er så sandelig kritisabelt: manglen på gennemsigtighed i EU, grådigheden i Wall Street og bankfolkenes bedrageriske dobbeltspil, den manglende vilje til at takle de problemer, masseimmigrationen medfører, og ligegyldigheden over for de personer, der er ramt af økonomiens globalisering. De traditionelle politiske partier har enten ikke villet eller ikke evnet at løse disse problemer.

Fascismen og nazismen i 1930’erne opstod ikke ud af det rene ingenting. Fascisternes og nazisternes ideer kunne næppe siges at være nyskabende. I årevis havde intellektuelle, aktivister, journalister og gejstlige formuleret de hadefulde tanker og ideer, som skulle danne grundlag for Mussolini, Hitler og deres imitatorer i andre lande.

Ord og ideer har konsekvenser. Nutidens populistiske ledere bør stadig ikke sammenlignes med morderiske diktatorer fra en fortid, der ikke er så fjern endda. Men ved at udnytte og spille på samme folkelige følelser bidrager de til at skabe et forgiftet klima, hvor vold atter kan blive en del af den politiske hovedstrøm.

 

Amnesty ønsker mere islamisering

BT viderebringer et telegram fra Al-Ritzau/Reuters, hvor den fra bl.a. bagvaskelses kampagner, berygtede NGO Amnesty forlanger flere muhammedanere lukket ind i Spanien. En af dem der har formået at håndtere presset fra Amnesty på fornuftig vis er filippinernes nyvalgte præsidenet Duterte, her og her. I telegrammet hedder det bl.a.:

Madrid: Det spanske asylsystem er ineffektivt. Det er forældet, og det er også diskriminerende.

Sådan lyder det fra menneskerettighedsorganisationen Amnesty International, der har taget asylsystemet i Spanien under behandling.

Det kaldes for “flovt, at Spanien har taget imod et meget lille antal asylansøgere.

– Der er regeringer som vor, der ikke har viljen til at tage mod flygtninge, som kun tager mod få, selv om den offentlige mening i det store og hele vil tage dem ind, og det samme gælder for de fleste regionale, offentlige administrationer, siger Esteban Beltran, Amnestys chef i Spanien.

Der bor godt 46 millioner mennesker i Spanien, som i 2015 gav tilladelse til, at 1030 flygtninge og migranter fik opholdstilladelse i landet. Nogle fik asyl, andre fik opholdstilladelse af andre grunde

 

Professoral humanisme

I Samarbejds-Politiken udbreder en psykologi professor ved navn Svend Brinkmann sig om humanisme, som skal vi vidst forstå er noget godt. Det gør man nok i forvejen i det segment af tilbagværende læsere Samarbejds-Politiken betjener som menighedsblad. Det giver os anledning til, at genudgive en tidligere post, hvad vi gør nedenfor, men føst lidt om Brinkmanns indlæg, og et tidligere. Tilbage i august 2015 havde Brinkmann et indlæg om politisk korrekthed, som er noget han går ind for, forstår vi. Fra det indlæg:

Hvis De som jeg er vokset op i en tid, hvor humanismen var et efterstræbelsesværdigt menneskesyn, og hvor man gjorde en dyd ud af at tale pænt og høfligt om andre mennesker, vil De sikkert finde, at dagens debatter i Danmark er årsag til konstant forbløffelse.

Det, der engang var almindelig medmenneskelighed, er nu blevet til blødsødenhed og mangel på forståelse for verden, som den angiveligt er. Og det, der engang var fremmedfjendsk eller decideret racistisk, er nu comme il faut i vide kredse.

Humanisme: ideen om at alle mennesker er lige i værdighed og værd. Begrebet anvendes i diskussioner om flygtninge, hvor det betyder, at vi skal tage imod alle flygtninge fra hele verden. Det kan vi selvfølgelig ikke, hvilket beviser, at humanismen er løgnagtig. I øvrigt kan enhver jo konstatere, at mennesker ikke er lige. For eksempel er de fleste mennesker fattigere end danskerne.

Islam: det samme som islamisme (se denne).

Islamisme: en form for nazisme indeholdende et gudsbegreb. Bekæmper kritisk oplyst diskussion og humanisme (se denne).

Menneskerettigheder: trussel mod folkets selvbestemmelse (se folket) og udtryk for humanismens fornægtelse af virkeligheden, som den er (se humanisme).

Racisme: utilladelig diskrimination på baggrund af hudfarve. Bør ikke forveksles med den nødvendige diskrimination på baggrund af etnicitet og religion. Danmark er jo et kristent land.

I sit senest indlæg udbreder Brinkmann sig om humanisme. Slet skjult er det ideologien humanisme Brinkmann advokere for flere bør bekende sig til. Først opfinder Brinkmann nogle fjender, derefter gør han havd han kan for at afskyde disse umennesker fra terrietoriet. Alt sammen i en jovinal og pæn tone. Fra det skriv:

1. Man kan være politisk antihumanist. Så definerer man humanisme som det synspunkt, at vi skal åbne dørene og tage imod alverdens flygtninge.

2. Man kan være religiøs antihumanist. Dermed definerer man humanisme som en form for oplysningstænkning, der lægger vægt på det sekulære og glemmer Gud.

3. Man kan være filosofisk antihumanist (oftere kaldet ’posthumanisme’): Her definerer man humanisme som en subjektfilosofisk tendens til at sætte mennesket i centrum.

Mange filosofiske antihumanister er i disse år optaget af det kropslige, det dyriske og det materielle og hævder, at der ikke er noget privilegeret eller ophøjet ved det menneskelige.

Kernen i humanismen er et syn på mennesket som et ansvarligt og fortolkende væsen. Retorikprofessor Jørgen Fafner, der skrev opslaget om humanisme til Den Store Danske Encyklopædi, beskrev det flot i opslagets indledning:

»Det humanistiske livssyn sætter som norm respekten for det enkelte menneskes ret til en udvikling i frihed og moralsk ansvarlighed. Humanisten står fast på sin uafhængighed af ydre autoriteter. Han lader sig styre af sin fornuft og sin dømmekraft og smag (…). Høflighed og civiliseret optræden er ikke kun en ydre skal, men noget, der virker moralsk indadtil«.

Fafner henviste også til Gadamer, der udnævnte dannelse, dømmekraft, sund fornuft og sans for kvalitet til at være »humanistiske ledemotiver«.

Her er efter min mening en humanisme, som mange burde kunne forenes om, men som desværre er under beskydning fra mange forskellige sider: fra religiøs fundamentalisme af forskelligt tilsnit, fra et åndløst forbruger- og markedssamfund, fra konkret nedprioritering af de humanistiske fagområder og fra konkurrencestatsideologien, som reducerer politik til optimeringskalkuler.

Og vores eget tidligere skriv om hvad humanisme er:

 

“Humanisme

DDR giver ondt af sig over, at den nystiltrådte Venstreregering i sit grundlag betoner, at Danmark er et kristent land. Vanen tro finder man nogle, der vil udtale det som DDR ikke selv vil eller tør, i dette tilfælde bl.a. Lone Ree Milkær, der er formand for Humanistisk Samfund. Og det giver så UH lejlighed til, at se lidt på hvad “humanisme” er.

Humanistisk Samfund fortæller selv:

Humanisme – et udbredt begreb

Ordet humanisme bliver brugt på mange måder og i forskellige sammenhænge, så det skaber en vis usikkerhed og uklarhed om betydningen. Ordet er et udpræget plusord, som de fleste opfatter det, og hentyder til, at man er menneskelig og især medmenneskeligt indstillet i sine holdninger og adfærd. I denne betydning er det ikke så mærkeligt, at både religiøse og ikke-religiøse kan bruge det, men det, der adskiller de to grupper humanister, er troen på noget overnaturligt.

Det livssyn, Humanistisk Samfund bygger på, er en ikke-religiøs humanisme. Det er en international bevægelse, som Humanistisk Samfund er en del af blandt andet gennem sit medlemskab af European Humanist Federation. Dette livssyn tager udgangspunkt i mennesket selv og fremhæver den enkeltes menneskeværd, selvstændighed, ukrænkelighed og værdighed. Denne humanisme har som mål, at mennesker skal leve gode liv på egne præmisser og vise ansvar for hinanden og kommende generationer.

Det er skam bemærket, at når folk henviser til humanisme, så betyder det som oftest, at nogle eller noget er dårligere og direkte umenneskelige, thi de står ikke for det samme “som humanisten”. – Og vi ved jo, at umenneskeliggørelse gennem sproget, ikke er andet end socialister og humanisters første skridt mod, at gasse folk der ikke er enige med dem. I hvert fald ifølge ham her. Hvorom alt er, så er påberåbelse af, at man er humanist eller bærer af særlige humanistiske værdier, blot en indirekte måde, at belyve sine opponenter eller medborgere med umenneskelighed.

Og man kan også notere sig, at humanisme er en ideologi og at den arbejder internationalt. Humanistisk Samfund underspiller kraftigt det med det internationale. Der er ikke tale om en europæsik bevægelse som man kunne få indtryk af fra ordlyden, men en ideologi der organisatorisk er grundlagt i USA og i det væsentlige styres derfra. Organisationens hjemmeside her.

Bevægelsen eller ideologien har gennem sin levetid haft tre manifester, men ændringerne i forhold til det oprindelige består blot i, at det er blevet kortere.I dag skal en underorganisation tilslutte sig denne “minimums” (minimum i citation, fordi det snare betyder “med et hvert tænkeligt middel):

All member organisations of the International Humanist and Ethical Union are required by IHEU bylaw 5.1[5] to accept the IHEU Minimum Statement on Humanism:

Humanism is a democratic and ethical life stance, which affirms that human beings have the right and responsibility to give meaning and shape to their own lives. It stands for the building of a more humane society through an ethic based on human and other natural values in the spirit of reason and free inquiry through human capabilities. It is not theistic, and it does not accept supernatural views of reality.

taget herfra.

Fra det første’ manifest fra American Humanist Association:

The time has come for widespread recognition of the radical changes in religious beliefs throughout the modern world. The time is past for mere revision of traditional attitudes. Science and economic change have disrupted the old beliefs. Religions the world over are under the necessity of coming to terms with new conditions created by a vastly increased knowledge and experience.

There is great danger of a final, and we believe fatal, identification of the word religion with doctrines and methods which have lost their significance and which are powerless to solve the problem of human living in the Twentieth Century.

While this age does owe a vast debt to the traditional religions, it is none the less obvious that any religion that can hope to be a synthesizing and dynamic force for today must be shaped for the needs of this age. To establish such a religion is a major necessity of the present. It is a responsibility which rests upon this generation. We therefore affirm the following:

FIRST: Religious humanists regard the universe as self-existing and not created.

SECOND: Humanism believes that man is a part of nature and that he has emerged as a result of a continuous process.

THIRD: Holding an organic view of life, humanists find that the traditional dualism of mind and body must be rejected.

FOURTH: Humanism recognizes that man’s religious culture and civilization, as clearly depicted by anthropology and history, are the product of a gradual development due to his interaction with his natural environment and with his social heritage. The individual born into a particular culture is largely molded by that culture.

FIFTH: Humanism asserts that the nature of the universe depicted by modern science makes unacceptable any supernatural or cosmic guarantees of human values. Obviously humanism does not deny the possibility of realities as yet undiscovered, but it does insist that the way to determine the existence and value of any and all realities is by means of intelligent inquiry and by the assessment of their relations to human needs. Religion must formulate its hopes and plans in the light of the scientific spirit and method.

SIXTH: We are convinced that the time has passed for theism, deism, modernism, and the several varieties of “new thought”.

SEVENTH: Religion consists of those actions, purposes, and experiences which are humanly significant. Nothing human is alien to the religious. It includes labor, art, science, philosophy, love, friendship, recreation–all that is in its degree expressive of intelligently satisfying human living. The distinction between the sacred and the secular can no longer be maintained.

EIGHTH: Religious Humanism considers the complete realization of human personality to be the end of man’s life and seeks its development and fulfillment in the here and now. This is the explanation of the humanist’s social passion.

NINTH: In the place of the old attitudes involved in worship and prayer the humanist finds his religious emotions expressed in a heightened sense of personal life and in a cooperative effort to promote social well-being.

TENTH: It follows that there will be no uniquely religious emotions and attitudes of the kind hitherto associated with belief in the supernatural.

ELEVENTH: Man will learn to face the crises of life in terms of his knowledge of their naturalness and probability. Reasonable and manly attitudes will be fostered by education and supported by custom. We assume that humanism will take the path of social and mental hygiene and discourage sentimental and unreal hopes and wishful thinking.

TWELFTH: Believing that religion must work increasingly for joy in living, religious humanists aim to foster the creative in man and to encourage achievements that add to the satisfactions of life.

THIRTEENTH: Religious humanism maintains that all associations and institutions exist for the fulfillment of human life. The intelligent evaluation, transformation, control, and direction of such associations and institutions with a view to the enhancement of human life is the purpose and program of humanism. Certainly religious institutions, their ritualistic forms, ecclesiastical methods, and communal activities must be reconstituted as rapidly as experience allows, in order to function effectively in the modern world.

FOURTEENTH: The humanists are firmly convinced that existing acquisitive and profit-motivated society has shown itself to be inadequate and that a radical change in methods, controls, and motives must be instituted. A socialized and cooperative economic order must be established to the end that the equitable distribution of the means of life be possible. The goal of humanism is a free and universal society in which people voluntarily and intelligently cooperate for the common good. Humanists demand a shared life in a shared world.

FIFTEENTH AND LAST: We assert that humanism will: (a) affirm life rather than deny it; (b) seek to elicit the possibilities of life, not flee from them; and (c) endeavor to establish the conditions of a satisfactory life for all, not merely for the few. By this positive morale and intention humanism will be guided, and from this perspective and alignment the techniques and efforts of humanism will flow.

Man kan kalde det meget, her på UH kalder vi det; totalitært, designet til, at blive brugt som våben mod personer eller folk der måtte være uenige. Og dertil aldeles umenneskeligt.

Tillæg:

Det rinder UH i hu, at den kontroversielle islamofobiske højrefløjs debatør, Kurt Freddy Rosenstrøm, i en hel bog over 12 essays, indgående behandler humanisme. Bogen kan købes her:

http://mellemgaard.dk/product/humanismens-elendighed-646/

Et eller to af essaysne har været offentliggjort på de seriøst kontroversielle blogs Uriasposten.net og Snaphanen.dk. “

 

Typisk socialdemokratisk

Løgne, had og forstillelse synes, at være almindelige ingredienser i den kommunikation, der udgår fra Socialdemokraterne. Tirsdag blev der holdt afskeds reception for den berygtede skatte platugle og politiske fallent Helle Thorning.

Som bekendt kan socialdemokraterne ikke udstå Dansk Folkeparti i almindelighed og Pia K. i særdeleshed. Ikke desto mindre blev man fornærmet over, at Formanden for Folketinget IKKE dukkede op til receptionen.

Der er blot den hage ved det, at socialdemokraterne hverken havde sendt en invitiation til Formanden for Folketinget eller Pia K. personligt. Det socialdemokratiske had mod DF og Pia K. taget i betragtning, er det forstillelse i ekstrem grad at beklage sig over Pia K ikke dukker op, uanset hvad Pia K. eventuelt måtte have været klar over via andre kilder. Fra BT.dks artikel om sagen:

Fjendskabet mellem Pia Kjærsgaard (DF) og Helle Thorning-Schmidt (S) varede til det sidste. Da landets tidligere statsminister, Helle Thorning-Schmidt tirsdag holdt afskedsreception på Christiansborg, glimrede Folketingets formand, Pia Kjærsgaard ved sit fravær.

Socialdemokraterne fortæller, at alle folketingsmedlemmer var inviteret og det blev bemærket, at Folketingets formand ikke fandt tid til at kigge forbi, fortæller det socialdemokratiske folketingsmedlem, Christian Rabjerg Madsen.

Socialdemokraternes Partisekretær Jan Juul Christensen var afsender på invitationen, og han afviser, at Pia Kjærsgaard ikke var inviteret.

»Det kommer an på, hvordan man definerer det. Alle folketingsmedlemmer var inviterede i og med, at invitationen har været opslået på folketingsmedlemmernes intranet. Derudover har vi sendt invitationen til partilederne, men ikke separat til Folketingets præsidium.«

»Det er simpelthen ikke korrekt. Partierne kan selv lægge opslag på intranettet, men vi er også gerne behjælpelig, hvis vi bliver bedt om det. Det kræver blot, at man sender det til ‘intranet-redaktøren’ eller til vores særlige postkasse.  Vi har været det hele igennem og vi har intet modtaget«, siger Finn Thørngren Sørensen.

Bekymrede breve, ej racisme

Borgerne skriver bekymrede breve til især Justits-, integrations- og Statsministeriet fortæller BT.dk. Det sker i et hidtil uset omfang og brevene og mailsne handler om den muhammedanske invasion. Historiker Uffe Østergaard og den forhenværende Per Stig Møller citeres for følgende:

»Emnet handler på mange måder om liv og død for vores samfundsmodel. I firserne troede man, at vores samfundsmodel var enormt stærk, at det var et knips med fingrene at gøre indvandrere til gode socialdemokratiske liberale. Men dér har man opdaget, at vi kom til at klientgøre folk. Vi har opdaget, at vores samfundsmodel er stærk for dem, der er med, men i virkeligheden meget skrøbelig, hvis folk ikke deler værdierne, der står bag den. Det er ikke racisme, men en bekymring for, om de stærke sider ved vores samfund kan overleve i en global verden,« siger Uffe Østergaard.

Per Stig Møller blev minister første gang i 1990 og har siden siddet som både udenrigsminister, kulturminister og kirkeminister. I alt har han med sine første godt to år som miljøminister været minister i mere end et årti.

Han er overrasket over de mange henvendelser til V-regeringstoppen. Borgerhenvendelser var ikke noget, han fik mange af i sin tid i ministerierne.

»Dem fik man ikke mange af. Jeg var selvfølgelig primært udenrigsminister og havde derfor nok et område, hvor borgerne ikke så ofte henvendte sig direkte til ministeren. Omvendt var jeg blandt andet minister under Irakkrigen, og den var der mange holdninger til. Men jeg væltede mig ikke i breve fra borgerne,« siger han.

Det er efterhånden på tide, det har det været i efterhåneden fire årtier, at medierne holder op med, at fungere som ukritiske mikrofonholdere og sekretariater for personer, der blot belyver deres medborgere med racisme, det være sig væmmeligboer eller ph.d.ere i hvidhed og sprogmøde studier eller alle mulige andre. Giver medierne taletid til disse ækle personager, så skal der falde kritiske spørgsmål, og det omgående. Artiklen citeret har ikke det problem, faktisk er det godt journalist arbejde, men det fremhævede citat af Østergaard sætter fint problemstillingen i relief.

Flere Østergaard udtalelser på Uriasposten her.