culture

Europas selvmords mordere

Douglas Murray er aktuel med bogen The Strange Death of Europe: Immigration, Identity, Islam og har i den forbindelse skrevet en artikel i Wall Street Journal, hvor i der bl.a. står:

To find the answer to these and other questions it is necessary to ask deeper questions. Why did Europe decide it could take in the poor and dispossessed of the world? Why did we decide that anybody in the world fleeing war, or just seeking a better life, could come to Europe and call it home?

The reasons lie partly in our history, not least in the overwhelming German guilt, which has spread across the Continent and affected even our cultural cousins in America and Australia. Egged on by those who wish us ill, we have fallen for the idea that we are uniquely guilty, uniquely to be punished, and uniquely in need of having our societies changed as a result.

When people point out the downsides of this approach—not least that more immigration from Muslim countries produces many problems, including terrorism—we get the final explanation. It doesn’t matter, we are told: Because of globalization this is inevitable and we can’t stop it anyway.

All these instincts, when put together, are the stuff of suicide. They spell out the self-annihilation of a culture as well as a continent. Conversations with European policy makers and politicians have made this abundantly clear to me. They tell me with fury that it “must” work. I suggest that with population change of this kind, at this speed, it may not work at all.

Yet still it is possible that the publics will not go along with the instincts of their leaders. Earlier this year, a poll of European attitudes was published in which citizens of 10 countries were asked a tough question: whether they agreed that there should be no more Muslim migration into their countries. Majorities in eight out of the 10 countries, including France and Germany, said they wanted no more Muslim immigrants.

Jeg er ikke enig med Murray i, at det er europæerne eller europæisk kultur som sådan, der har et døds- eller selvmordsønske. Men mistanken om, at visse af vore politikere har et ønske om at agere selvmords-mordere er nærliggende. Nærliggende fordi det forekommer patologisk, at insistere på at fortsætte et projekt – islamiseringen – som kun kan ende i en katastrofe.

Klip fra et par artikler om selvmords-mordere:

Anneli Rufus skriver i en artikel på psychologytoday.com bl.a.:

There’s a special way to commit suicide, and that is: Take someone else with you.

But killing others, then killing oneself, is a spectacle of monstrous contrasts: It’s a display of terrifying power (over life itself, and not just mine but yours) but also of pathetic impotence (he couldn’t handle life but also couldn’t handle death, thus needed company). It’s fierce but cowardly. Self-obsessed yet hyper-social. It is at once a cry for help and a command to be condemned.

…combined with anger that he had been ‘forced’ to follow his wife to confirm his suspicions.”

Ah, “forced.” Those of us who have lost loved ones to suicide know this word all too well, along with “I have no other choice” and “Without him/her/it, I have nothing.” The world goes black-and-white for the suicidal person, and the future goes blackest of all: a total blank. Believing himself “forced” to kill his unfaithful wife and then himself, Grinhaff was also “forced” to render his young daughters not just orphans but the children of a murderer.

The passive voice: I am forced. Which is to say: Someone or something else besides me is to blame.

En psykolog, Daniel C. Claiborn (Ph.D.) forklarere om, hvad der får selvmords-morderne til at gøre som de gør, til BBC relaterede KCUR bl.a.:

“Well I think we really in a way have to separate out the murder part from the suicide part…I think there are certain factors that influence a person to be willing to take the step of murdering someone.  I think that has to do with a person who is highly emotional, who is impulsive.  Most people who commit murder are young, so they are more of an age where people are impulsive and they do things quickly…Probably it’s more common with people who are highly self-centered, who are used to being in control of themselves and other people, and also have a very strong need to protect their image… ”

“Then the suicide part is probably related to similar things. If a person is very self-centered and has a lot of pride and a lot of concern about their image, once they’ve committed some horrible act, they may be a lot less able to imagine a life after that in which they make amends, are accepted again by the community, are able to recover, overcome this and do anything healthy and productive.  They may not be able to imagine that happening.  It may be a bigger blow to their ego to imagine the disapproval and the condemnation of others after this has happened, and so those factors might propel them to feel that they have to remove themselves from the situation, rather than to face consequences.

Snaphanen har også en post om udgivelsen og linker Mark Steyn interwive med Murray, som også kan ses her.

 

Advertisements

I ghettoen

Oven på afdækningen af løgneren Jacob Holdt ser det ud til, at dansk sjovnalistik vil til at dyrke mere klassiske dicipliner såsom fakta tjek. Oven på der bliver stillet spørgsmålstegn ved Karina Pedersens beskrivelse (vi har ikke læst bogen) af miljøet hun voksede op i,har af alle mulige, Samarbejds-Politiken, været en tur i det ghetto udnævnte boligområde Korskærparken.

Mht sandhedsværdien af Karina Pedersens beskrivelser så notere vi, at hun bl.a. skriver:

Flere og flere vinduer bliver blot dækket med lagner eller håndklæder, købmanden sælger kun porno, tobak, alkohol, taletidskort og Danske Spils drøm om hurtige penge, og »10-årige alkoholikere er ikke længere noget særsyn, og 12-årige piger diskuterer, hvilke stillinger man bedst kan gennemføre analt samleje i«, står der i bogen.

Hvis det er stilen og den stil er gennemført gennem bogen, så er der tale om at skrive i billeder og overdrivelser som læseren selv må afkoder. Er det noget der lagt ind hist og her  får det karakter af, at nogen forsøger at snyde på vægten.

Fra artiklens rapportering om forholdene i Korskærparken:

Fakta

Korskærparken

Boligkvarter i det vestlige Fredericia med omtrent 2.000 indbyggere. Et af 25 områder på regeringens ghettoliste, da tre af fem kriterier er opfyldt:

  • Over 40 procent mellem 18 og 64 år er arbejdsløse (43,8 procent)
  • Over halvdelen mellem 18 og 59 år har kun grundskolen som uddannelse (54,4 procent)
  • Mere end 2,7 pct. af beboerne er dømt efter straffeloven, våbenloven eller narkotikaloven (2,73 procent)


Men hvis man skal tro bogen, er det jo slet ikke i din interesse at få folk til at få det bedre – for I står jo uden arbejde, hvis folk kan klare sig selv?

»Vi skal nok finde noget at give os til. Vi får lykkeligvis mange hjulpet videre i uddannelse og beskæftigelse. Det er ingen kunst at få folk ned med nakken – det er en kunst at få dem op«.

Erik Holm Petterson, en tynd 75-årig herre, som er områdets selvbestaltede vicevært, indvilliger i at give en rundtur i kvarteret efter mødet – og konstaterer, at det ikke kun er dårligt at være på regeringens ghettoliste. For det gør også, at der kommer flere penge til forandring.

De etniske og religiøse forskelle er noget, folk taler meget om, og selv om man kan mødes til enkelte fester, holder folk sig til deres egne etniske grupper, forklarer han. Afghanere med afghanere, somaliere med somaliere og så videre. Selv kommer han dog overalt. …

Han vender ryggen til det grønne, kigger mod de nyrenoverede boligblokke og parkeringspladsen med den kulsorte asfalt og slår ud med armene:

»Du kan se, hvor flot der er her«, siger han.

»Helt stille og roligt, selv om børnene har fri fra skole nu. Ingen papirer ligger og flyder«.

Dog er det ikke altid problemfrit. I nærheden står et miljøhus af metal, og det er, fordi det gamle – som var af træ – er blevet brændt af. En tredjedel af beboerne er under 18 år, og for en håndfuld år siden var der flere afbrændinger i bydelen. Og campingvogne, der blev væltet, var der også, fortæller Erik Holm Petterson.

Men apropos er over 40 procent her i området jo arbejdsløse?

»Ja«, siger han.

»Og der vil jeg give hende Karina lidt ret – men det gælder jo ikke kun her – der er nogen, der ikke gider.

»Vores statsministers vigtigste opgave er, at de unge får et job, de godt kan lide«, konstaterer han, da vi igen er oppe ved medborgerhuset. Solen hænger lavt, skinner gyldent på en flok afghanere fra mandeklubben. De står og ryger smøger udenfor. Ved et bænkebord lidt væk sidder en flok af de lokale unge – alle med anden etnisk baggrund end dansk. De hænger bare ud, siger de. Keder sig lidt, for der er ikke meget at lave for dem, der er omkring 18 år. Alle går i øvrigt i skole, siger de. Og Korskærparken – eller KP, som de siger – det er et okay sted.

Derudover har ingen af dem særlig meget lyst til at snakke, men de bryder alle ud i vantro grin, da jeg spørger dem, om de har hørt, at der skulle være åbnet en shariadomstol i kvarteret.

Det har de ikke.

 

 

Rettighedsforståelse

“Inspireret af en FB tråd hos redatør på Samarbejds-Politiken, Jacob Nielsen.

Den herskende klasse, parasit klassen, har svært ved at forstå, hvorfor magten over den politiske midte og kontrollen over masserne, det såkaldte “folket”, for tiden glider dem af hænde uden at deres “informations kampagner” har nogen synbar effekt. I fokus for tiden er hvorfor folk vil stemme på Trump og den almindelige såkaldte fremgang for højreekstremister, populister osv. Desårsag jagter man en forklaring på hvorfor. I Des-Information 9. april  prøver Lotte Folke Kaarsholm med en forklaring om autoritarisme. Det bliver ved forsøget. Fra den artikel:

Valgforskeren Matthew C. MacWilliams fra University of Massachusetts har fremsat et bud på, hvad der kendetegner Trumps tilhængere, som blandt andet Washington Posts Wonkblog har omtalt.

Han har i en meningsmåling stillet 1.800 amerikanske vælgere en række spørgsmål, herunder fire om børneopdragelse: Er det vigtigst for vælgeren at have et barn, der opfører sig respektfuldt eller uafhængigt; der er lydigt eller kan klare sig selv; der er velopdragent eller betænksomt; og som har gode manerer eller er nysgerrigt.

Disse fire spørgsmål, forklarer MacWilliams på London School of Economics’ hjemmeside, er designet på basis af forskningslitteraturen om autoritarisme (med udgangspunkt i Erich Fromms Escape from Freedom fra 1941) og har siden 1992 været anvendt til at identificere autoritære tendenser.

Hvis den adspurgte vælger mulighed 1 i hvert af de fire spørgsmål, tyder det på, at denne vælger har en stærkt autoritær tankegang. Og det gjorde Trumps tilhængere i langt højere grad end nogen af de andre republikanske kandidaters tilhængere, forklarer MacWilliams.

Hvad betyder det så at være autoritær? Ifølge Williams 1) at man adlyder, 2) at man samles om og følger stærke ledere – og 3) at man reagerer aggressivt på outsidere, især når de opleves som truende. Ifølge hans kollega Marc Hetherington tillige, at man ønsker orden.

De kan til gengæld se mod en erklæret »illiberal« statsleder som Ungarns Viktor Orban, som netop er blevet inviteret på besøg hos Tysklands eks-kansler Helmuth Kohl, måske som en slet skjult kritik af Orban-fjenden Angela Merkels flygtningepolitik.

Og som ifølge en ny analyse i Ræson står stærkere end nogensinde før over for et EU, der stort set er holdt op med at kritisere ham fra vestlig side, altimens hans grænselukninger, pressestyring og øvrige »stærk mand«-politikker har fået aktiv opbakning fra blandt andet Polens nye regering og Slovakiets premierminister Robert Fico.

Man prøver at finde “hvorfor forklaringer” med modeller man i forvejen har demonstreret har nogen videre forklaringskraft, og man prøver at gøre det ved, at “fjern granske” i hovedet på grupper af folk man i realiteten ikke ved meget om, bl.a. fordi man af forfængelighed ikke vil erkende begrænsninger i samme modellers forklaringskraft. – Det ville betyde man skulle forkaste kulturmarxismen.

Kaarsholms forklaring med “autoriaisme” er i øvrigt så selvmodsigende, at den dårligt fortjener et svar. Vi prøver alligevel: Et barn der ikke bliver socialiseret til, at kende forskel på ret og vrang bliver ikke en person, hverken som barn eller senere, der kan forventes at udvise betænksomhed, klare sig selv eller udviser selvstændighed. Hvad man derimod, med en eller anden sandsynlighed kan forvente er; at det bliver en person der udviser følgagtighed, selv når der burde siges fra og vil reagere agressivt mod andre der er udpeget som fjender . – Tænk blot på medlemmerne af Enhedslistens terrorkorps AFA, der villigt lader sig drive rundt i managen som høns af guruen Pelle Dragsted. At de er istand til at udvise noget der minder om selvstændigt initiativ i den forbindelse er ikke pointen.

At man ikke gruppevis kan give meningsfulde “hvorfor svar” betyder imidlertid ikke, at det er umuligt at få begreb om hvilke rationaler, der er i spil. Man kan f.eks. læse hvad folk selv skriver om det.

Get Real Philippines forklarere Vladimir Santos, hvorfor han ikke giver meget for de lokale liberale do gooders, personicificeret ved medlemmer af Commission on Human Rights, standpunkt i debatten om en eventuel genindførelse af dødsstraf. Fra den postering:

I get what you stand for. I really do. Being an independent organization established at the closing of our 1987 Constitution just a little after Martial Law is a comforting thought for its victims. The thing is, you need not even be functional. Even a completely useless government is still better than no government at all for it gives people a false sense of hope that gives them courage to live their lives. Just like how Filipinos are “tuta ng Kano”, or at least the ones who can’t think for themselves and see the hypocrisy and the ridiculousness of their liberal agendas, you act as a puppet of the United Nations Human Rights Council. Whatever they say, you say; whatever they do, you do. Well, at least you try, don’t you? I doubt you can even deny that. After all, what’s wrong with being a puppet if your master is doing good work, right? Are you mad now? Oh dear, I’m just getting started!…

It’s not like criminals would actually reduce the intensity of their crime because their punishment if caught would be reduced. The thing is, prior to your…divine intervention, people thought that the death penalty is an effective deterrent to crime. You proved that it isn’t, and I believe that. So why do I still believe in the death penalty, you ask? Before I answer that, you made a commitment to never introduce the death penalty again. But you see, the death penalty for me is not about deterring “crime”; it’s about deterring the criminal and not letting the people pay for the food, shelter, and “rehabilitation” (however effective you might think it is) of the criminals. I don’t know about you, but I think there is not much research needed to do to confirm that stopping the heart and brain of a criminal negates any of the criminal’s ability to act. Or am I not allowed to make that common sense statement because I’m merely stating an emotional rant while you guys are so scientific with all your “research and statistics”?

Well, you might say that preventing the death penalty from being implemented is about preventing falsely-accused innocent people from getting executed. You people believe in the law so much, that you say people should be judged according to the law, they should believe in the law and respect the law, only to find out that you can’t fully trust the law? Oh, what hypocrisy! What’s the point of promoting the law if you can’t trust the legal system yourselves? The thing is, I’m not against human rights per se. After all, their battles against poverty, terrorism, genocide, and hunger are admirable; whether it is effective and non-selective is beside the point.

“Why the hell do you keep protecting criminals?”, I asked myself. Of course you say “well, human rights”. But I know it goes slightly deeper than that, and I finally get it. You’re not really out there to protect us; you’re just there to prove a point, to be a barking dog without teeth. Given your limited resources, instead of helping people, you waste it trying to prove a point. Let me give an example. Suppose you have the resources to protect 100 people per given time. Suppose there are 80 criminals and 80 victims. People may think that you’ll protect 80 victims and 20 criminals, but no! You protect the 80 criminals, and 20 victims, because you want to make a statement that “yes, even criminals are protected by human rights”. You want to make that statement so much that it delays justice for the REAL victims. Until when will you continue this path? Until when will you act to prove a point rather than provide actual justice? You might say that it’s not your job to intervene the crime, but it’s your job to intervene and protect the criminal? If that is your function, then I don’t want you anyway! Go back to fighting terrorism, genocide, hunger, and whatever makes you feel good about yourself, but leave this for us to decide!

 

 

 

Ny tekst til karaoke

Det har vakt bestyrtelse blandt islamofile socialister, heriblandt nazister, at Dansk Folkeparti, moske, moske ikke, har ladet sig inspirerer af en sang skrevet som kommunistisk propaganda af Bjarne Jes Hansen engang i 1970’erne. Sangen, Vi voksne kan også være bange, lugtede allerede den gang af muld, noget der efter sigende først skulle være indtrådt for sangens forfatter i forbindelse med murens fald, cirka 1990.

Det har afstedkommet en del opslag på ikke mindst FB, hvor de islamofile socialister svare igen ved, at genbruge DFs oprindelige plakat. Et eksempel via Uriasposten:

160517 birgit bjerre DF plakat

Vi har for at hjælpe med kampagnens udbredelse lavet en alternativ tekst til sangen således at islamofober med hang til karaoke, hvis de kan få musikken ned i anlægget, har en tekst der moske, moske ikke, falder mere i deres smag:

1.

Jeg er bange for højreorientered blogs

jeg nogengange får at læse

Jeg er bange for det er om muhammed

når jeg jo syns de vantro de skal dø

 

Omkvæd: Vi socialister er bange for ik at være med

og synger lange lange bange sange

Om ikke at få lov, at være med når muhammed han går løs

Det er så svært når vi skal passe på

2.

Jeg er bange for centralkommiteen

og for muhammed ude i trafikken

Jeg er bange for den store flotte minaret

som højreorintered skriver skriger ulla hakbar

Omkvæd.

3.

Jeg er bange for de sorte blogs

Og for det du ser står hos marx *)

Jeg er bange for du skal møde afsløring

Og tvivle på mine løgne

Omkvæd.

4.

Jeg er bange for muhammed han er svag

Og ikke kan bestemme over dig og mig og jorden

Jeg er bange for at islamister og socialister

ikke bestemmer over dig og mig og jorden.

Omkvæd.

Forlæg: Bjarne Jes Hansen

*) Karl Marx kom i en artikel i New York Times frem til, at man lige så godt kunne tage en all out krig først som sidst vedrørende spørgsmålet om Det Hellige Land.

DFs forlæg som islamofile venstreekstreme har påtaget sig opgaven med at udbrede:

160517 df plakat

Klyvsgaard: Straf virker

Justitsministeriets forskningschef, den kendte fængselsmodstander, Britta Klyvsgaard, har nu forsket sig frem til at straf virker. Der sker åbenbart et vist erkendelsemæssigt skred på venstrefløjen, som vi var inde på, da vi noget overraskede så, at det mener man også i Waffen-SF. – Som dog kun mener det gælder for forhold som økonomisk kriminalitet og andre typisk hvid/jødiske forbrydelser. Logikken i partiet er vel, at negere og muhammedanere er for lavt begavede til, at planlægge kriminalitet i forhold til et kendt strafniveau.

I en pressemeddelse fra justitsministeriet om Klyvsgaards undersøgelse kan man læse bl.a. følgende:

Ønsker om højere straffe kan begrundes i retsfølelsen, i hensynet til offeret eller i ønsket om i en periode at fjerne de kriminelle fra det samfund, som de forbryder sig imod. Selvom kriminelle er forhindret i at begå kriminalitet ude i samfundet, så længe de sidder i fængsel, gør højere straffe alene dem ikke mindre tilbøjelige til at gå ud og begå kriminalitet igen.

Justitsministeriets Forskningskontor har undersøgt effekten af fængselsstraf i forbindelse med fem forskellige typer kriminalitet: simpel vold, alvorligere vold, voldtægt, uagtsomt manddrab ved færdselsuheld og brugstyveri af motorkøretøj. Undersøgelsen sammenligner risikoen for at falde tilbage i kriminalitet henholdsvis før og efter en strafskærpelse og har altså ikke påvist en effekt.

En ting er at man åbenbart er enige om, at forfægter to modsatrettede synspunkter på samme tid. Det skal nok blive kuriøst hvis det breder sig. Noget andet er, at man åbenbart har opdaget, at en kort straf i forhold til en længere ikke har den effekt, at sandsynligheden for recidiv påvirkes.

Sprogkamp

Vi havde engang en kemilærere på besøg, der var en kende irriteret over, at kemikere når de underviste selv på begynder niveau havde det med, at pladre selv forholdvis enkle sammenhæng ind i fagjagong, hvad hun mente skadede fagets omdømme i almindelighed og i særdeleshed, at det forhindrede folk i have et fornuftigt forhold til faget. Som hun sagde: Man kan bruge sproget til så meget og ikke al brug er nødvendigvis konstruktiv. Og det er ganske vidst: nogle mennesker ser et lighedstegn mellem kemi og gift.

Tilbagebage i 2009 havde hædersmanden, og en passant ikke-tilhænger af dødsstraf og vold som middel i opdragelsen af børn, Søren Krarup en kronik i Pravda i Pilestræde, hvor han præsenterede argumenterne for en lov, der skulle sikre det danske sprog. Vi lader ligge, at vi her i huset ikke mener lovgivning eller anden politisk indgriben er egnet til den slags. Fra kronikken:

Jeg fandt dette meget groft, og i anledning af en tilsvarende holdning på Landbohøjskolen, der offentligt bekendtgjorde, at »inden år 2010 skal engelsk være det primære undervisningssprog for alle kandidatuddannelser«, besluttede vi at råbe vagt i gevær. Det handler om det danske sprogs overlevelse, i hvert fald inden for de videregående uddannelser. »Det er ikke meningen med dette forslag, at vi her i landet skal afskære os fra udlandet og lukke os hermetisk inde i vort eget sprogområde. Det drejer sig om at sikre det danske sprogs fremtidige eksistens. Forudsætningen for det internationale er som bekendt det nationale«.

Beslutningsforslaget kom til første behandling i Folketinget 30.januar 2007, hvor jeg begyndte med at understrege, at der her ikke var tale om politik, endsige partipolitik. »Det danske sprogs skæbne er et fælles dansk anliggende, og det er i bekymring for det danske sprogs eksistens i fremtiden, at vi i dag fremkommer med dette beslutningsforslag om forberedelse af en dansk sproglov. Vi er bange for, at dansk er ved at forsvinde.

Vi er bange for, at dansk efterhånden synker ned til at være et almuesprog, som ikke kan benyttes af alle i landet i alle sammenhænge.«

Til min store glæde blev forslaget venligt og positivt modtaget af alle partier, og der var enighed om, at noget måtte gøres for at hævde det danske sprog. Men vi lod det ikke komme til afstemning ved en anden behandling, hvor resultatet alligevel ville være tvivlsomt, men vi accepterede, at det mundede ud i nedsættelse af et sprogudvalg, som efter en grundig behandling af problemet skulle komme med forslag til styrkelse af det danske sprog.

I april 2008 offentliggjorde sprogudvalget sin rapport, »Sprog til Tiden«, som fremkom med mange anbefalinger til at hævde det danske sprog i en truet situation – men det blev ved anbefalingerne. »Hvor det drejer sig om forslag om at udmønte udvalgets anbefalinger i bindende bestemmelser eller lovgivning, har der ikke kunnet opnås en fælles forståelse«, hed det i rapporten.

Jose Rizal, som vi just var i venlig kommentar udveksling med Black Watch på Uriasposten vedrørende er citeret for den her:

While a people preserves its language; it preserves the marks of liberty.
Og noget strammere den her:
He who does not love his own language is worse than an animal and smelly fish.
En drøj omgang fra en mand, der beherskede flere sprog.
I Rizals Noli me Tangera (The Social Cancer) , som kan læses her, finder man følgende om det med sprog i kapitlet om Doña Consolacion:

When Sisa was brought in she came calmly, showing neither wonder nor fear. She seemed to see no lady or mistress, and this wounded the vanity of the Muse, who endeavored to inspire respect and fear. She coughed, made a sign to the soldiers to leave her, and taking down her husband’s whip, said to the crazy woman in a sinister tone, “Come on, magcantar icau!2

Naturally, Sisa did not understand such Tagalog, and this ignorance calmed the Medusa’s wrath, for one of the beautiful qualities of this lady was to try not to know Tagalog, or at least to appear not to know it. Speaking it the worst possible, she would thus give herself the air of a genuine orofea,3 as she was accustomed to say. But she did well, for if she martyrized Tagalog, Spanish fared no better with her, either in regard to grammar or pronunciation, in spite of her husband, the chairs and the shoes, all of which had done what they could to teach her.

One of the words that had cost her more effort than the hieroglyphics cost Champollion was the name Filipinas. The story goes that on the day after her wedding, when she was talking with her husband, who was then a corporal, she had said Pilipinas. The corporal thought it his duty to correct her, so he said, slapping her on the head, “Say Felipinas, woman! Don’t be stupid! Don’t you know that’s what your damned country is called, from Felipe?

The woman, dreaming through her honeymoon, wished to obey and said Felepinas. To the corporal it seemed that she was getting nearer to it, so he increased the slaps and reprimanded her thus: “But, woman, can’t you pronounce Felipe? Don’t forget it; you know the king, Don Felipe—the fifth—. Say Felipe, and add to it nas, which in Latin means ‘islands of Indians,’ and you have the name of your damned country!”

[304]Consolacion, at that time a washerwoman, patted her bruises and repeated with symptoms of losing her patience, “Fe-li-pe, Felipe—nas, Fe-li-pe-nas, Felipinas, so?”

The corporal saw visions. How could it be Felipenas instead of Felipinas? One of two things: either it was Felipenas or it was necessary to say Felipi! So that day he very prudently dropped the subject. Leaving his wife, he went to consult the books. Here his astonishment reached a climax: he rubbed his eyes—let’s see—slowly, now! F-i-l-i-p-i-n-a-s, Filipinas! So all the well-printed books gave it—neither he nor his wife was right!

“How’s this?” he murmured. “Can history lie? Doesn’t this book say that Alonso Saavedra gave the country that name in honor of the prince, Don Felipe? How was that name corrupted? Can it be that this Alonso Saavedra was an Indian?”4

With these doubts he went to consult the sergeant Gomez, who, as a youth, had wanted to be a curate. Without deigning to look at the corporal the sergeant blew out a mouthful of smoke and answered with great pompousness, “In ancient times it was pronounced Filipi instead of Felipe. But since we moderns have become Frenchified we can’t endure two i’s in succession, so cultured people, especially in Madrid—you’ve never been in Madrid?—cultured people, as I say, have begun to change the first i to e in many words. This is called modernizing yourself.”

The poor corporal had never been in Madrid—here was the cause of his failure to understand the riddle: what things are learned in Madrid! “So now it’s proper to say—”

“In the ancient style, man! This country’s not yet cultured! [305]In the ancient style, Filipinas!” exclaimed Gomez disdainfully.

The corporal, even if he was a bad philologist, was yet a good husband. What he had just learned his spouse must also know, so he proceeded with her education: “Consola, what do you call your damned country?”

“What should I call it? Just what you taught me: Felifinas!

“I’ll throw a chair at you, you ———! Yesterday you pronounced it even better in the modern style, but now it’s proper to pronounce it like an ancient: Feli, I mean, Filipinas!

“Remember that I’m no ancient! What are you thinking about?”

“Never mind! Say Filipinas!

“I don’t want to. I’m no ancient baggage, scarcely thirty years old!” she replied, rolling up her sleeves and preparing herself for the fray.

“Say it, you ———, or I’ll throw this chair at you!”

Consolacion saw the movement, reflected, then began to stammer with heavy breaths, “Feli-, Fele-, File—

Pum! Crack! The chair finished the word. So the lesson ended in fisticuffs, scratchings, slaps. The corporal caught her by the hair; she grabbed his goatee, but was unable to bite because of her loose teeth. He let out a yell, released her and begged her pardon. Blood began to flow, one eye got redder than the other, a camisa was torn into shreds, many things came to light, but not Filipinas.

Similar incidents occurred every time the question of language came up. The corporal, watching her linguistic progress, sorrowfully calculated that in ten years his mate would have completely forgotten how to talk, and this was about what really came to pass. When they were married she still knew Tagalog and could make herself understood in Spanish, but now, at the time of our story, she no longer spoke any language. She had become so addicted to expressing herself by means of signs—and of these she chose [306]the loudest and most impressive—that she could have given odds to the inventor of Volapuk.

Sisa, therefore, had the good fortune not to understand her, so the Medusa smoothed out her eyebrows a little, while a smile of satisfaction lighted up her face; undoubtedly she did not know Tagalog, she was an orofea!

“Boy, tell her in Tagalog to sing! She doesn’t understand me, she doesn’t understand Spanish!”

Terrorister og terrorister

Midt i påske aktiviteter, og ganske apropos, og foranlediget af det gode spørgsmål: Når man nu kunne få stoppet IRA, hvorfor så ikke de muhammedanske terrorister på samme måde? faldt vi i en pause over en lidt interesant vedrørende den irske terrorgruppe IRA. Om IRAs danske forbindelser kan man i PET Kommisionen afrapportering i bind 12 læse her. Søg på “irland” i dokumentet.

Det bedste sted, efter vor mening, at få et overblik over Irlands nyere historie er i Robert Kee‘s “Ireland: A history” som er et resultat af Kee’s arbejde med en BBC produktion af samme navn. Programmerne ligger på Youtube, del 1 af 13 her. Kee var iøvrigt en nær ven af anti-socialisten George Orwell.

IRA stoppede i det væsentlige deres aktiviteter i midten af 1990erne og aktiviteterne i dag er hovedsagligt almindelig kriminalitet, ifølge en 2011 vurdering fra US state department.

I en 1996 artikel af den irske journalist Sean Boyne i Janes, gengivet her, opregnes forskelligt om IRA. Om det ideologiske grundlag og strategi hedder det:

The long-term objective of the IRA, as expressed in its ‘Green Book’ – a handbook that every volunteer must study – is the ‘establishment of a Democratic Socialist Republic’; the short-term objective is expressed simply as: ‘Brits out’.

The political doctrine that drives the IRA is the concept that it has the right to exercise force to compel the British to withdraw from Northern Ireland.

Over the years, strategy has taken a number of forms. The main recent strategy is to mount bomb attacks on the UK mainland. The IRA believes that such attacks have a bigger impact on British public opinion than similar attacks in Northern Ireland, resulting in pressure on the government to withdraw from the North. According to one report, Gerry Adams and Martin McGuinness, leaders of Sinn Fein, persuaded the IRA leadership not to resume attacks in Northern Ireland early this year.

Hvad angår IRAs tilknytningen til “socialismen” så har omtalte Adams og McGuinness for åbent kamera udtalt officielt, dvs i deres egenskab af chefer i Sinn Feinn, citeret fra hukommelsen, at de arbejder på et marxistisk-leninistisk grundlag.

Man skal nok ikke lægge for meget i, hvilke ideologiske klæder IRA påstår at være iført, det ser nærmere ud til, at man samarbejder med hvemsomhelst, der har penge, våben og en anti-britisk dagsorden. Til gengæld ligger det fast, at KGB også støttede denne terrorgruppe med våbenforsyninger, ifølge Mitrokhin arkivet.

Optil og under WWI samarbejdede IRA med det kejserlige Tyskland. Optil og under WWII samarbejdede IRA med det på den tid socialistiske Tyskland. Eksempelvis var den irske familiegren til den irskfødte, nu afdøde, danske venstreekstremist og islamstøtte, Patrick MacManus aktive i såvel det irske nazist parti, som i IRA. Det er ikke lykkedes, at verificere  oplysning vedrørende MacManus via kilder tilgængelige på nettet.

Så at IRA ovenpå sovjetunionens sammenbrud også brød sammen er egentligt ikke overraskende.

Det er ligeledes almindeligt kendt, at IRA har haft et omfattende samarbejde med islamiske terrorgrupper, mest udtalt et samarbejde med Libyens Gadaffi. Hvad der kan undre er, at dette samarbejde ikke er blevet vedligeholdt og udviklet. Forklaringen kan jo være, at de kredse hvorfra IRA har rekuteret mandskab, mest er drevet af nationalisme, og at en deltagelse i pro-muhammedanske aktiviteter simpelthen ikke anses som attraktive i disse kredse pga den i islam iboende fjendtlighed overfor værdier man i øvrigt værdsætter.

Så for nu at konkludere på det indledende spørgmål, om man ikke kunne tage luften ud af vore dages muhammedanske terrorister på samme vis som luften blev taget ud af IRA, så er svaret; nej, forudsætningerne er helt forskellige. Der er ikke udsigt til, at islam implodere som socialimen gjorde, IRAs bindning til socialisme var en svag ad hoc binding, hvor i mod muhammedanernes binding til islam er en gennem genrationer nedarvet kulturel binding, og er derfor en stærk binding.

Et mønster mht terror/kriminelle grupperinger, der ses gå igen i den kristendoms funderede del af verden er, at kombinationen, alt efter de konkrete omstændigheder, af håndfast politi og/eller militær indgriben i kombination med en vis imødekommelse af berettigede krav og muligheden for en genindtræden i det civile samfund ofte virker efter hensigten. Mønstreret fra den muhammedansk verden er, og dette er i god overensstemmelse med de islamiske principper for midlertidig fred med de vantro, som man ser sig som værende i evig krig med,  at man ibedste fald kan gøre problemet hvilende i en kortere årrække. Eksemplerne på Guantamo fanger, der efter løsladelse, og eventuelt et afradikaliserings program, genindtræder i de krigsførendes rækker er utallige.

Hvad det eventuelt kan skyldes kan vi vende tilbage til ved en anden lejlighed.

Tillæg:

Kollega Martin Kasler hev i anledning af den seneste muhammedanske hændelse i Bryssel et Winston Churchill citat frem, som meget godt forklarer årsagen:

How dreadful are the curses which Mohammedanism lays on its votaries! Besides the fanatical frenzy, which is as dangerous in a man as hydrophobia in a dog, there is this fearful fatalistic apathy. The effects are apparent in many countries. Improvident habits, slovenly systems of agriculture, sluggish methods of commerce, and insecurity of property exist wherever the followers of the Prophet rule or live. A degraded sensualism deprives this life of its grace and refinement; the next of its dignity and sanctity. The fact that in Mohammedan law every woman must belong to some man as his absolute property – either as a child, a wife, or a concubine – must delay the final extinction of slavery until the faith of Islam has ceased to be a great power among men. Individual Moslems may show splendid qualities. Thousands become the brave and loyal soldiers of the Queen: all know how to die: but the influence of the religion paralyses the social development of those who follow it. No stronger retrograde force exists in the world. Far from being moribund, Mohammedanism is a militant and proselytizing faith. It has already spread throughout Central Africa, raising fearless warriors at every step; and were it not that Christianity is sheltered in the strong arms of science, the science against which it had vainly struggled, the civilisation of modern Europe might fall, as fell the civilisation of ancient Rome.

Mærkedage: EDSA

Et par dage forsinket, men med tanke på dagens aftenvandring i København vel egentlig meget passende. I 1986 havde filippinske Ferdinad Marcos, der noget misvisende omtales som diktator mange steder, kørt linen ud. Styrets endeligt blev, hvad der er kendt som EDSA omvæltningen, som kulminerede 25 feburar. Fra wiki artiklen om ringvejen EDSA:

The EDSA Revolution

In 1986, Philippine president Ferdinand E. Marcos’s political opponents revolted against his 20-year dictatorial government, seizing the Camp Rafael Crame and Camp Aguinaldo military bases, both located along EDSA situated in between a currently cited wealthy subdivision named the Corinthian Gardens, and two commercial districts of the metropolitan, one at the entrance of Quezon City and Ortigas in Mandaluyong. On February 25, 1986, Epifanio de los Santos Avenue gained worldwide attention as the site of the peaceful People Power Revolution that toppled President Marcos, led by Corazon Aquino. The majority of the demonstrations took place on a long stretch of the avenue, involving over two million Filipino civilians including as well as several known political, military, and religious groups led by CardinalJaime Sin, the Archbishop of Manila.

Tre til fem år senere gentog noget tilsvarende sig i europa. Fra wiki artiklen om Berlin Muren:

David Bowie, 1987

On June 6, 1987, David Bowie, who earlier for several years lived and recorded in West Berlin, played a concert close to the Wall. This was attended by thousands of Eastern concertgoers across the Wall,[74] followed by violent rioting in East Berlin. According to Tobias Ruther, these protests in East Berlin were the first in the sequence of riots that led to those of November 1989.[75][76] Although other factors were probably more influential in the fall of the Wall,[74] on his death, the German Foreign Office tweeted “Good-bye, David Bowie. You are now among #Heroes. Thank you for helping to bring down the #wall.”[77]

Om udviklingen i Polen fortæller wiki:

On 16 October 1978 the Archbishop of Kraków, Cardinal Karol Wojtyła, was elected Pope, taking the name John Paul II. The election of a Polish Pope had an electrifying effect on what had been, even under Communist rule, one of the most devoutly Catholic nations in Europe. Gierek is alleged to have said to his cabinet, ‘O God, what are we going to do now?’ or, as occasionally reported, “Jesus and Mary, this is the end.” When John Paul II made his first papal tour of Poland in June 1979, half a million people heard him speak in Warsaw. John Paul II did not call for rebellion, instead he encouraged the creation of an “alternative Poland” of social institutions independent of the government, so that when the next crisis came, the nation would present a united front.

On December 13, 1981, Jaruzelski proclaimed martial law, suspended Solidarity, and temporarily imprisoned most of its leaders. This sudden crackdown on Solidarity was reportedly out of fear of Soviet intervention (see Soviet reaction to the Polish crisis of 1980–81). The government then banned Solidarity on October 8, 1982. Martial law was formally lifted in July 1983, though many heightened controls on civil liberties and political life, as well as food rationing, remained in place through the mid-to-late-1980s. Jaruzelski stepped down as prime minister in 1985 and became president (chairman of the Council of State).

This did not prevent Solidarity from gaining more support and power. Eventually it eroded the dominance of the PUWP, which in 1981 lost approximately 85,000 of its 3 million members. Throughout the mid-1980s, Solidarity persisted solely as an underground organization, but by the late 1980s was sufficiently strong to frustrate Jaruzelski’s attempts at reform, and nationwide strikes in 1988 were one of the factors that forced the government to open a dialogue with Solidarity.

Et af de forhold der kendetegner både de filippinske og europæisk omvæltninger var, at der ikke blev taget et opgør med den klasse af politikere og embedskvinder M/K, der var ansvarlige, retligt eller på anden vis, i noget videre omfang. En enkelt henrettet nationalkommunist (Helveg Petersen klanens nære ven og allierede, Nicolae Ceaușescu) gør ingen sommer. Kunne vi udbede os, at næste gang, bliver der taget seriøst fat i nakken på de ansvarlige, så vi ikke igen oplever disse politisk (u)dyr krabbe sig ind på poster og embeder de kun fortjener at blive holdt væk fra?

Udvidelse af § 266b på vej

BT.dk fortæller via et telegram fra Al-Ritzau, med henvisning til en pressemeddelelse fra Anklagemyndigheden, der ikke er offentligt tilgængelig for nærværende, at en mand som avisen Des-Informations fotoredaktør, Sigrid Nygaard, tilbage i efteråret 2015 beskyldte for at spytte på indtrængende mænd i den kampduelige alder, bliver anklaget for overtrædelse af straffelovens § 266b. Den bestemmelse handler om forhånelse af visse folk, især en særlig religions tilhængere. Anklagemyndigheden finder beviser for han at han både har råbt “skrid” og vist sin strittende langefinger frem så den måske kunne ses af de indtrængende. Fra telegrammet:

Manden er tiltalt for at overtræde straffelovens paragraf 266b om racisme. I oktober blev manden sigtet i sagen – dengang også for vold. Men voldsparagraffen er nu fjernet fra anklageskriftet.

– Hvis man bevidst spytter mod ansigtet på en person, kan der være tale om vold. Men vi kan ikke føre bevis for, at han havde til hensigt at spytte mod ansigtet på noget, så derfor sigtes han for racisme, siger advokaturchefen til Ritzau.

I dagene efter 7. september blev der i stort omfang delt et billede af den pågældende mand, som tilsyneladende spytter. På de sociale medier blev manden døbt “spyttemanden”.

Det var fotograf på Dagbladet Information Sigrid Nygaard, der i sin tid tog billedet af manden.

– Han råbte først skrid, så spyttede han efter dem flere gange, og så gav han dem fuckfingeren, sagde fotografen 8. september til Ekstra Bladet.

Manden selv nægter imidlertid at have spyttet.

– Jeg har kun været ude at kigge på dem. Jeg har ikke spyttet på dem. Nej, nej, lød det i dagene efter hændelsen fra den nu tiltalte mand i et interview med BT.

Sigtes for racisme… Anklageren er åbenbart ikke blevet klogere af, at Østrelandsret og senest Retten i Helgsingør undlader at bruge betegnelsen “racisme” i deres omtale af 266b sager.

At spytten på andre takseres som vold blev slået fast i en Højesterets dom fra 2006, U.2006.2687H, omtalt af DDR, her. En kunde i et brødudsalg var utilfreds med betjeningen og spyttede mod rygge af ekspedienten og ramte hende i nakken. Højesteret har senere, januar 2014, opretholdt princippet, her.

Så vi kan udlede, at der ikke er beviser for, at Sigrid Nygaard skulle have talt sandt da hun fremsatte sine beskyldning om, at manden skulle have spyttet efter nogen.

Den uforlignelige kunstner Uwe Max Jensen har begået dette maleri i efteråret 2015:

 

160223 spyttemanden UMJ

Med hensyn til langemand og “skrid” så er der åbenbart ikke nogen nedre grænse for hvad man kan få Anklagemyndigheden med på, når det handler om statsmagtens tvangsislamisering. Det må man så indrette sig efter og udnytte det konstruktivt.

Skammen

En fhv. præst, Jørgen Juul Petersen, sætter i et læserbrev i JP.dk det med skammen på plads som det det er. Et politisk/socialt stykke værktøj. Uddrag af læserbrevet:

Sådan taler både de Calvininspirerede kristne, og sådan taler de revolutionære ungdomsoprøreres børn. De tilsyneladende modpoler i debatten ligner hinanden. Karl Marx er ikke uden grund af Eduard Bernstein blevet kaldt en calvinist. Lenin er også blevet sammenlignet med Jean Calvin.

Calvin forlangte et skel mellem mennesker. Der var de gode, og så var der de onde. Der var den onde og fordærvede verden og den frelste verden. Og den frelste verden kom man over i ved en omvendelse eller bevidstgørelse. De frelste kunne ikke andet end overbærende eller flovt se ned på verden og skamme sig over dens umoral.

Et middel til social organisering

Hos Calvin var den moralske intimidering et middel til social organisering og kollektiv kontrol. Kendetegnende for de to parter er en passioneret selvretfærdighed og intolerance. Bag ved denne opfattelse ligger forestillingen om at kende Gud og meningen med det hele.

Det kan være slemt nok, når det drejer sig om religion, men det bliver fatalt, når tanken sekulariseres, og alt bliver til politik.

Den betydningsfulde amerikanske teolog R. Niebuhr havde blik for de socialpsykologiske mekanismer (omtalt i debatbogen ”Hellere levende hund end død løve”).

Så når forfatteren Susan Sontag engang i 1960’erne skammede sig over den hvide race og udtalte, at den hvide race var verdens cancer, var det for Niebuhr udtryk for den gamle puritanske moralismes ukritiske selvretfærdighed.