Etnisk fordrivelse fra Skåne

Personligt har vi her på stedet kendskab til adskillige personer, der er blevet fordrevet fra “Brønshøj”, Nørrebro og Københvans omegn i øvrigt på grund af deres etniske tilhørsforhold til den oprindelige danske befolkning. Oven i så er der offentligt kendte fordrivelser som beboerforeningsformanden i den etnisk muhammedanske bebyggelse “Egedalsvænge”, her, samt kendis fordrivelser såsom Farshad Kholghi, her, fra Nørrebro og den i den almindelige offentlighed ukendte fordrivelse fra Nørrebro af fhv. chefredaktør på Weekendavisen, Anne Knudsen.

På JP.dk går en smule videre med en historie, her, fra Øresundsinstituttet, uden dog at stille egentlige spørgsmål til historien, om flytte mønstret mellem Skån og Danmark. Journalisten, Jesper Haue Hansen,, stiller det relevante spørgsmål om, hvorfor nettovandringen er fra Skåne til Danmark og ikke omvendt. Han bliver spist, eller lader sig spise, af med det svar at det er pga af den øgede rejsetid som er en følge af den indførte grænsekontrol. Fra artiklen:

Nye tal fra Øresundsdatabasen viser, at der i årets første kvartal flyttede 642 personer fra Skåne til Danmark.

Det er 40 procent mere end i samme periode i fjor.

…

Ifølge Øresundsinstituttet bærer den dansk-svenske grænsekontrol en stor del af årsagen for udviklingen.

Siden den 4. januar 2016 har der været længere rejsetid med tog over Øresund efter den svenske id- og grænsekontrol.

Målt på Q1 så er nettovandringen gået fra Skåne til Danmark siden 2009:

Grafik og opgørelse: Øresundsinstituttet.

Man kan naturligvis spørge om ikke det skyldes ændringer i økonomiske forhold såsom, at det nu er skiftet og nu er mere attraktivt at bo og arbejde i Danmark. Økonomi er imidlertid ikke tilstrækkeligt til at forklare, hvorfor stigningen i flygtninger fra Skån mod Danmark fortsætter på trods af stigende bolig priser op igennem 2010erne.

I 2006 opgjorde Øresundsbron det således, her (p 2):

I 2009 hvor flytningerne vendte blev det forklaret således af Berlingske Business:

… 23.000 personer i Sverige… Så mange danskere bor nemlig i Sverige – de fleste i Malmø,…

…

Mange danskere har allerede opdaget, at danske boligpriser i hovedstadsområdet har fået et ordentligt gok i nødden. For første gang siden Øresundsbroen åbnede for ni år siden, falder antallet af personer, som tager turen over broen med en enkeltbillet i hånden. Ifølge Danmarks Statistik flyttede 5.598 sidste år fra Danmark til Sverige mod 6.595 året før – et fald på 15 procent.

…

Hun peger på, at mange børnefamilier er begyndt at flytte tilbage til Danmark efter at have boet i Skåne i tre til fire år:

»Nu er børnene blevet så store, at de skal i skole, og så vælger mange at vende tilbage til Danmark,« siger Britt Andresen.

Udover at komme tættere på venner og familie kan de hjemvendte glæde sig over et rådighedsbeløb, som er steget markant de senere år på grund af skattelettelser og faldende renter og boligpriser.

Eksempelvis har en gennemsnitsfamilie i Dragør med to institutionsbørn, en bil og en årsindkomst på 625.000 kroner i dag et rådighedsbeløb på 184.414 kroner mod 73.585 kroner for to år siden – en stigning på 150 procent.

 

 

 

 

 

 

 

 

Flag åbning

Det har vakt anstød hos kommunisten (der er ikke nogen særlig forskel på kommunisme og nazisme) Christian Juhl, at der skal hænge et Dannebrog flag i folketings salen når det idag åbner.

Sådan så der ud i salen da Juhls moderparti, SUKP, åbnede en af sine kongresser:

SUKP drev blandt andet et lejer system “GULAG“, hvor millioner mennesker blev myrdet, bl.a. ved at blive arbejdet ihjel.

I ghettoen

Oven på afdækningen af løgneren Jacob Holdt ser det ud til, at dansk sjovnalistik vil til at dyrke mere klassiske dicipliner såsom fakta tjek. Oven på der bliver stillet spørgsmålstegn ved Karina Pedersens beskrivelse (vi har ikke læst bogen) af miljøet hun voksede op i,har af alle mulige, Samarbejds-Politiken, været en tur i det ghetto udnævnte boligområde Korskærparken.

Mht sandhedsværdien af Karina Pedersens beskrivelser så notere vi, at hun bl.a. skriver:

Flere og flere vinduer bliver blot dækket med lagner eller håndklæder, købmanden sælger kun porno, tobak, alkohol, taletidskort og Danske Spils drøm om hurtige penge, og »10-årige alkoholikere er ikke længere noget særsyn, og 12-årige piger diskuterer, hvilke stillinger man bedst kan gennemføre analt samleje i«, står der i bogen.

Hvis det er stilen og den stil er gennemført gennem bogen, så er der tale om at skrive i billeder og overdrivelser som læseren selv må afkoder. Er det noget der lagt ind hist og her  får det karakter af, at nogen forsøger at snyde på vægten.

Fra artiklens rapportering om forholdene i Korskærparken:

Fakta

Korskærparken

Boligkvarter i det vestlige Fredericia med omtrent 2.000 indbyggere. Et af 25 områder på regeringens ghettoliste, da tre af fem kriterier er opfyldt:

• Over 40 procent mellem 18 og 64 år er arbejdsløse (43,8 procent)
• Over halvdelen mellem 18 og 59 år har kun grundskolen som uddannelse (54,4 procent)
• Mere end 2,7 pct. af beboerne er dømt efter straffeloven, våbenloven eller narkotikaloven (2,73 procent)

…
Men hvis man skal tro bogen, er det jo slet ikke i din interesse at få folk til at få det bedre – for I står jo uden arbejde, hvis folk kan klare sig selv?

»Vi skal nok finde noget at give os til. Vi får lykkeligvis mange hjulpet videre i uddannelse og beskæftigelse. Det er ingen kunst at få folk ned med nakken – det er en kunst at få dem op«.

…

Erik Holm Petterson, en tynd 75-årig herre, som er områdets selvbestaltede vicevært, indvilliger i at give en rundtur i kvarteret efter mødet – og konstaterer, at det ikke kun er dårligt at være på regeringens ghettoliste. For det gør også, at der kommer flere penge til forandring.

…

De etniske og religiøse forskelle er noget, folk taler meget om, og selv om man kan mødes til enkelte fester, holder folk sig til deres egne etniske grupper, forklarer han. Afghanere med afghanere, somaliere med somaliere og så videre. Selv kommer han dog overalt. …

Han vender ryggen til det grønne, kigger mod de nyrenoverede boligblokke og parkeringspladsen med den kulsorte asfalt og slår ud med armene:

»Du kan se, hvor flot der er her«, siger han.

»Helt stille og roligt, selv om børnene har fri fra skole nu. Ingen papirer ligger og flyder«.

Dog er det ikke altid problemfrit. I nærheden står et miljøhus af metal, og det er, fordi det gamle – som var af træ – er blevet brændt af. En tredjedel af beboerne er under 18 år, og for en håndfuld år siden var der flere afbrændinger i bydelen. Og campingvogne, der blev væltet, var der også, fortæller Erik Holm Petterson.

…

Men apropos er over 40 procent her i området jo arbejdsløse?

»Ja«, siger han.

»Og der vil jeg give hende Karina lidt ret – men det gælder jo ikke kun her – der er nogen, der ikke gider.

…

»Vores statsministers vigtigste opgave er, at de unge får et job, de godt kan lide«, konstaterer han, da vi igen er oppe ved medborgerhuset. Solen hænger lavt, skinner gyldent på en flok afghanere fra mandeklubben. De står og ryger smøger udenfor. Ved et bænkebord lidt væk sidder en flok af de lokale unge – alle med anden etnisk baggrund end dansk. De hænger bare ud, siger de. Keder sig lidt, for der er ikke meget at lave for dem, der er omkring 18 år. Alle går i øvrigt i skole, siger de. Og Korskærparken – eller KP, som de siger – det er et okay sted.

Derudover har ingen af dem særlig meget lyst til at snakke, men de bryder alle ud i vantro grin, da jeg spørger dem, om de har hørt, at der skulle være åbnet en shariadomstol i kvarteret.

Det har de ikke.

 

 

Pinds grundlovstale

Justitsminister Søren Pind holdt en Grundlovstale, well, i anledning af Grundlovsdag. Talen er interesant af flere grunde. Han henviser i talen til et foredrag han skulle have givet i Trykkefrihedsselskabet. En kommentator,  på Uriasposten, Boethius, konkludere med afsæt i talen Pinds personlighedsstruktur. Via Uriasposten, talen ligger dog i sin helhed på Justitsministeriets hjemmeside, jm.dk.

I grundlovstalen sagde Pind bl.a.:

Vi er kommet en lang vej. Vi… Vi har udviklet et fællesskab, der udgør verdens lykkeligste folk. Verdens mindst korrupte folk. Verdens mest tillidsfulde folk. Men jeg spørger åbent: Har vi mistet det intuitive ‘vi’ undervejs?

Er Danmark som sådan et land, hvor der – som vi kan huske det, på linje med dengang – er det intuitive vi? Det er jeg ikke sikker på. Jeg er faktisk ganske sikker på, det ikke forholder sig sådan. Vi leder efter det vante vi. Og vi har ondt ved at erkende, at ‘vores’ vi er borte. Og aldrig kommer igen.

Jeg ved, det gør mange mennesker kede af det. For de – vi – holdt af det vi… Men sagen er, at det vitterligt er borte. Jeg ved også, at politiske kræfter hævder, det gamle vi kan genskabes. Jeg må sige det, som det er: Evigt ejes kun det tabte – det gamle vi er borte for evigt. Det kommer ikke tilbage. Tiden tog det. …

Når jeg med så stor alvor må fastslå, at det gamle vi er borte, er det fordi, det er altafgørende for, at vi kan skabe et nyt. Ifald vi hænger os i vreden – uretfærdigheden – i det gamle ‘vi’s forsvinden, vil det ende i en situation, hvor opdeling, sprængning og ufred vil blive resultatet. Det kan vi ikke tillade.

Vi må acceptere, at noget for altid er forandret. Og ud fra det rejse et nyt ‘vi’. …

Det gjorde dybt indtryk på mig, da jeg engang i en samtale med en fængselsimam af ham fik at vide, at han aldrig – ikke en gang – havde hørt en muslimsk indsat sige ‘vi’ om Danmark. Aldrig. Det gjorde mig mere bekymret end vred.

…

Sine steder er der en forestilling om, at man så at sige kan ‘eksportere sig ud af krisen’, som vi sagde i 80erne. Men ift. mennesker. Mennesker som er her, og har været her længe. Jeg bemærkede engang i et foredrag for Trykkefrihedsselskabet, at dele af diskursen havde en klang af togvogne – hvortil en herre rejste sig op, og afkrævede mig svar på, om jeg mente KZ-lejre eller deportation. Jeg måtte forstå, at i deportation så han ingen problemer… Men det er en vrangforestilling. En udansk af slagsen. Vel kan vi da ej smide folk, der har statsborgerskab og slægt og familie her, ud af dette land fordi de måtte have en anden tro, et andet udseende, en anden baggrund end vores. Hvordan skulle det gå for sig? Bare billederne får mig til at væmmes. Nej, vi må erkende, at bestemte folk, der ikke er en del af det gamle vi, er her, har slået rod og bliver her.

Og derfor kan vi ikke ‘bare få fred’. I den sammenhæng er det en ånds- og kulturkamp, der står. Og ret beset bør det være overkommeligt. For det, der uforvarende har antastet vores ‘vi’, har jo netop valgt dette land til. …

Vi kan bekræfte Pind så langt, at han ganske rigtigt talte om tog(kreatur)vogne og ganske rigtigt blev modsagt. I Trykkefrihedsselskabets egen dækning af mødet, der var en paneldebat tilbage i 2010, hedder det om Pinds Bidrag:

…

Til støtte for den vurdering indskød ordstyrer Katrine Winkel Holm en bemærkning om, at socialismekritikerne ikke er tvunget til at leve under jorden. Det er derimod en hel del af dem, der stiller sig kritiske overfor fredens religion.

Den bemærkning fik Søren Pind til at slå fast, at Danmark er danskernes land, og at det derfor også er danskerne, der skal bestemme, hvem der skal have adgang til det. Han så gerne, at man begyndte at sortere indvandrerne ved grænsen og valgte dem ud, det er realistisk at assimilere. For det er assimilation, det handler om, forklarede han:

Træt af integration

”Jeg er så træt af udtrykket integration, når det i virkeligheden betyder en tilbagetrækning af dansk kultur fra danske institutioner. I stedet skal vi begynde at assimilere på den danske kulturs præmisser. Det kan vi gøre i institutionerne og i det offentlige rum, men så heller ikke længere. I den private sfære går jeg ikke ind for magt og tvang, der må vi stole på det rationelle argument, lød det med en henvisning til hans modstand mod blandt andet burkaforbud.

 

Kommentator Boethius kommentar:

…

I sin egen optik opfatter han jo sig selv som en dansk hybrid af Churchill og Reagan, og hans sproglige udgydelser afslører en frygtindgydende anti-realisme.

Den sproglige udtryksform afslører alt om sin ophavsmand eller -kvinde. Pind er omstændelig og ordflommet, ustruktureret og upræcis og pløret.

Hans ordvalg er sentimentalt, og hans syntaks er kredsende og eliptisk på samme tid – messende gentagende og udeladende væsentlige ord. Der er også en sær ujævnhed over hans taler. Urytmisk. Hans frasering er skæv – helt anderledes end den Charles Aznavour, som Pind beundrer så højt, og som var grunden til, at Pind død og pine har fået en høj fransk orden.

Det er meget muligt, at han ikke skriver (alt i) sine taler selv – men jeg ville nu tro, at han er så forfængelig og overbevist om sig selv, at han næppe vil overlade taleskrivningen til andre. Heller ikke i hans sproglige form i øvrigt, i direkte interviews, holder han sig tilbage fra almindeligheder og særheder blandet sammen i et mærkeligt miks. Hans begrebsunivers er eklektisk og banalt, og ideologisk kan han ikke skelne liberalisme fra konservatisme.

…

Her på stedet er er konklusionen, at Pind er en del af Venstres islamofile vagtkorps, men også at han er parat til at forstille sig nårsomhelst, for ikke at fremstå som islamofil.

TILLÆG

Søren Pind har åbenbart været i clinch med Trykkefrihedselskabet og “præcisere” på FB:

2. I min grundlovstale berører jeg et møde i Trykkefrihedsselskabet for 6 år siden, hvor der bl.a. pågik en diskussion om deportation af udlændinge bosat i Danmark. Diskussionen pågik mellem en af paneldeltagerne, foreningens formand og jeg selv. Jeg erindrer en fjerdepart, evt. i form af et tilråb fra salen, men det sidste er ikke muligt at dokumentere, heller ikke ud fra den eksisterende videooptagelse, og det kan ikke udelukkes at min hukommelse spiller mig et puds. Jeg skal – som jeg har gjort det flere gange – understrege, at jeg ikke har grundlag for at hævde, at Trykkefrihedsselskabet som selskab – eller selskabets formand – skulle støtte synspunkter om deportation. Jeg kan konstatere, at en panelist på mødet udtrykte, at man måtte kunne have en diskussion om emnet. Men støtte til deportation kan man hverken tage selskabet eller formanden til indtægt for, og jeg skal beklage, hvis nogen er blevet bibragt den opfattelse. Mit eget synspunkt fremgår af talen

Vi kan som sagt bekræftige der blev opponeret fra salen, og at det ikke var ved tilråb.

Mærkelige politikere; urart

Af og til bliver man når man påpeger, at der faktisk er kræfter, de aller sorteste rød-fascistiske kræfter, der aktivt arbejder for at udslette nationerne og deres folk, og at det især er vestlige hvide mænd disse kræfter har på kornet for deres påtænkte folkemord, udskreget som konspirationeteoretiker m.v.

Hvad angår udslettelse af nationer og folk lader en repræsentant for disse kræfter nu selv fingrene løbe over tastaturet og kommer med hvad der nærmest er en blank indrømmelse. Der er tale om en top-rådgiver for den berygtede nazistsøn og chef for EUSSR kommisionen Jean-Claude Juncker, Claus Haugaard Sørensen, der på altinget.dk i en klumme ønsker sig mindre magt til nationerne og omvendt mere magt til overstatslige organer. Fra klummen:

Vi beklager os tit og ofte over, om regeringer kan levere varen: fuld beskæftigelse, smart transport, Femern-forbindelse, hofteoperationer, kloge børn og glade nydanskere – eller slet ingen nydanskere.

…

Ny global regeringsform?
Bekæmpelse af internetkriminalitet, menneskesmugling, narkotikatrafik. Beskyttelse af torskebestanden. Bemestring af finansstrømme. Skatteundvigelser. Ozonlaget og drivhusgasser. Bekæmpelse af krig og konflikter. Syrien, Irak, Libyen.

Alt sammen emner, der ikke kan håndteres gennem en national tilgang, og som endog rækker langt ud over, hvad stormagter som USA, Kina og Rusland kan håndtere alene, og da slet ikke hvis de ikke er bare en lille smule enige.

Vi er nok ved at nærme os et punkt, hvor ressourcepresset og de politiske og befolkningsmæssige jordskred i verden enten fører til et kvantespring frem mod en ny global regeringsform eller en rutsjetur tilbage til små eller større konflikter. Kernen er at finde en metode til at bringe parterne sammen og forlige modsætningerne. Der er ikke rigtigt nogen mellemvej.

…

I tænketanken var stemningen dyster. Forsamlingen af lærde professorer, statssekretærer, mediefolk og tænkere fra hele verden havde svært ved at give et bud på, hvad Europas rolle i den globale regeringsførelse kunne blive, hvis man allerede den 23. juni så, at Europa mistede et af sine vigtigste medlemmer, nemlig Storbritannien.

…

Men de globale tal skræmmer: 125 millioner mennesker lever i absolut nød. I øvrigt de fleste ret tæt på Europa. I Afrika, kun fem timer i fly fra Europa, er vi vidne til en befolknings-eksplosion, der med vandstress, misvækst og pickuptrucks vil ramme Europa.

Og hvad gør vi ved det? Smider vi penge og pigtråd efter problemerne, eller finder vi frem til en samlet gennemtænkt forebyggelse, politisk, økonomisk og socialt, for at give de stakkels mennesker et egentligt fremtidsperspektiv, så de kan overleve i deres eget land? Det er jo nok det, der skal til.

…

…

men med velmenende og bestemt nyttige løfter fra masser af organisationer, virksomheder, lande og individer, der gerne vil gøre godt, men som også er sig pinligt bevidst, at skal det komme til bindende beslutninger, så er chancen for total blokering på grund af enstemmighed i FN-systemet en garanti for, at intet vil ske.

Så bedre undgå en konfrontation. Og tale pænt sammen. Finde løsninger fra sag til sag. Samle penge ind til at undervise børn i flygtningelejrene. Bygge udrykningshold af læger til at bekæmpe zika eller ebola. Opfordre til forebyggende diplomatiske løsninger. Men er det nok? Har toget allerede forladt stationen på autopilot med kurs mod afgrunden?

…

Nu er det jo sådan, at hvis borgerne ser, at der ikke er løsninger, og at problemerne tårner sig op og skyller ind over os, så kravler de op i det nærmeste træ, nemlig nationalismetræet, og sætter sig helt deroppe, hvor man tror, katastroferne ikke kan nå op.

Man stemmer på mærkelige politikere, der sælger nationale løsninger,…

…

Ikke rart at tænke på. Og forunderligt, når man tænker på, at der aldrig har været så mange veluddannede, internationalt orienterede, kloge mennesker, der kan finde på løsninger, og aldrig har der været så mange almindelige mennesker, der sådan set bare gerne vil leve i fordragelighed med hinanden og have tingene til at fungere. Det er, som om vi er fanget af en nationalstatsromantik, der stammer fra tidligere tider, men som er helt ude af trit med de opgaver, verden står over for. Og som tit og ofte stiller sig i vejen for de løsninger, der skal til.

Og uden løsninger kan man ikke fortænke bekymrede borgere i at trække dynen over hovedet. Hvad venter der os mon i 2040?

Ude på de filippinske øer havde nyvalgte (men endnu ikke tiltrådt, sker 30. juni) præsident Rody Duterte blandt flere bidende kommentarer (hvad der tricker Duterte er journalister der bliver myrdet, hvilket lokalt i en hel del tilfælde er et resultat af AC/DC journalistik dvs. en betalt side forretning som går galt), denne om FN:

MANILA, Philippines – Controversial president-elect Rodrigo Duterte has launched a profanity-laced tirade against the United Nations while criticizing it for being too weak to fix problems in the Middle East and Africa.

In a seemingly unprovoked attack on the UN at a Thursday night press conference, Duterte vented his anger in response to a question about foreign media groups that were critical of him.

“That’s the trouble here, they’re always raising fears about this or that United Nations convention,” Duterte said, even though the journalists’ criticism had not been linked to UN protocols.

“Fuck you UN, you can’t even solve the Middle East carnage… couldn’t even lift a finger in Africa… shut up all of you.”

Duterte, 71, had been incensed by the criticism of foreign and local media groups to his comments earlier in the week that corrupt journalists were legitimate targets of assassination.

Mht til en overnational regering som svar på problemer, hvad enten de indbildte, et udslag af konspiration mellem sjovnalister og magthavere eller reelle så har filosoffen Thomas Nagle i artiklen “The Problem of Global Justice” set på sandsynligheden for at det kan fungere i praksis. Han bedømmelse er et nej. Fra artiklen:

On either the cosmopolitan or the political view, global justice would

require global sovereignty. But there is still a huge difference between the

two views in the attitude they take toward this conclusion. On the polit-

ical view, the absence of global justice need not be a matter of regret; on

the cosmopolitan view, it is, and the obstacles to global sovereignty pose

a serious moral problem. Let me consider the issue of principle between

the two conceptions. While we should keep in mind that different views

about the content of justice can be combined with either of these two

conceptions of its scope, I will continue to use Rawls to exemplify the

political view. But most of what I will say is independent of the main dis-

agreements over the content of domestic justice—political, economic,

or social.

…

The implications of the political conception for world politics tend to be

conservative, but that is not the end of the story; the conservatism comes

under pressure from powerful forces in the other direction. The source

of that pressure lies both in existing global or international institutions

and in the increasingly felt need to strengthen such institutions and to

create new ones, for three types of purpose: the protection of human

rights; the provision of humanitarian aid; and the provision of global

public goods that benefit everyone, such as free trade, collective

security, and environmental protection. Institutions that serve these

purposes are not designed to extend democratic legitimacy and

socioeconomic justice, but they naturally give rise to claims for both, in

respect to their design and functioning. And they put pressure on

national sovereignty by their need for power to be effective. They thus

present a clearly perceived threat to the limits on claims of justice

imposed by the political conception.

This poses a familiar dilemma: Prosperous nations have reasons to

want more governance on a world scale, but they do not want the

increased obligations and demands for legitimacy that may follow in its

wake. They do not want to increase the range of those to whom they are

obliged as they are toward their own citizens; and this reflects the con-

victions of their citizens, not just of their governments.

…

But this, I believe, is not the main issue. Multilingual and multina-

tional states have their problems, and they may have functioned most

successfully before the era of democracy. But if there came into being a

genuine European federation with some form of democratically elected

representative government, politics would eventually develop on a Euro-

pean scale to compete for control of this centralized power. The real

problem is that any such government would be subject to claims of legit-

imacy and justice that are more than the several European populations

are willing to submit themselves to. That reflects in part a conviction that

they are not morally obliged to expand their moral vulnerabilities in this

way. (The recent expansion of the European Union, by increasing its

economic inequality, will almost certainly inhibit the growth of its

federal power for just this reason.)

…

Yet in thinking about the future, we should keep in mind that political

power is rarely created as a result of demands for legitimacy, and that

there is little reason to think that things will be different in this case.

If we look at the historical development of conceptions of justice and

legitimacy for the nation-state, it appears that sovereignty usually

precedes legitimacy. First there is the concentration of power; then,

gradually, there grows a demand for consideration of the interests of the

governed, and for giving them a greater voice in the exercise of power.

The demand may be reformist, or it may be revolutionary, or it may be

a demand for reform made credible by the threat of revolution, but it

is the existence of concentrated sovereign power that prompts the

demand, and makes legitimacy an issue. War may result in the destruc-

tion of a sovereign power, leading to reconfigurations of sovereignty in

response to claims of legitimacy; but even in that case the conquerors

who exercise power become the targets of those claims.

…

Unjust and illegitimate regimes are the necessary precursors of the progress toward

legitimacy and democracy, because they create the centralized power

that can then be contested, and perhaps turned in other directions

without being destroyed. For this reason, I believe the most likely path

toward some version of global justice is through the creation of patently

unjust and illegitimate global structures of power that are tolerable to

the interests of the most powerful current nation-states. Only in that way

will institutions come into being that are worth taking over in the service

of more democratic purposes, and only in that way will there be some-

thing concrete for the demand for legitimacy to go to work on.

 

Lykønskning til nyvalgt

Efter at Danmark i årtier fra officielt hold har hylet med i koret af “menneskerettigheds aktivister” kommer der mere og mere hold i den formodning, at man i vesten er så meget på hælene at man har fået andet at tænke på. Senest lykønsker og roser den danske ambassadør i Manila, Jan Top Christens, den nyvalgte filippinske præsident Rody Duterte på FB. Det gør han naturligvis ikke uden dækning i København. Og ikke et ord om “menneskerettigheder”, selvom Duterte gennem to årtier har været under angreb for netop menneskerettighedskrækelser, ved beskyldninger om, at han skulle have sendt “dødspatruljer” på gaden i Davao, hvor han op til nu har været borgmester. I ambassadørens FB post hedder det d. 31. maj bl.a.:

…

Promising that the new government would engage with CPP and the Moros in a serious way. Peace and security could bring growth and development to Mindanao and other strife-ridden regions.
Many experienced and qualified persons lined up for the secretary jobs of the Departments. Some observed that conflicts of intererest should be avoided.
If all goes well, the Philippines could be heading for even higher growth rates than the average 6,2% seen over the recent years. More jobs would be the result and quickly reducing the number of all too many people still living in poverty. We wish Duterte, president-elect, good luck and are looking forward to engage with the new Government when in place to the benefit of the peoples of the Philippines and Denmark.

En dansker der ikke så noget at glæde sig over ved udsigten til en præsident Duterte var socialdemokraternes “International Programme Manager” og fomand for NGOen IBIS, Mette Müller Kristensen, der på socialdemokraternes Instagram skrev:

…”Om tre uger stiller Paeng op til parlamentsvalget i Filippinerne. Samme dag skal der også vælges ny præsident. Præsidentvalget ser ud til at blive lidt for spændende denne gang ? For lige nu fører Duterte præsidentvalgkampen i meningsmålingerne. Han er kendt som “The Punisher” – borgmesteren fra Davao, som ikke er bange for at bryde menneskerettighederne, og gerne anerkender, at han har diktatoriske tilbøjeligheder. Og når vi nu taler om diktatorer, så fører Bongbong Marcos i kampen om at blive vicepræsident. Han er søn af Fillippinernes tidligere diktator, Ferdinand Marcos. Bongbong tager ikke afsted fra sin fars metoder og mange filippinere frygter, at Marcos-familien igen er på vej ind i præsident-paladset ?
Heldigvis er der også gode demokratiske kræfter, som stiller op – heriblandt Paeng ?

Om tre uger stiller Paeng op til parlamentsvalget i Filippinerne. Samme dag skal der også vælges ny præsident. Præsidentvalget ser ud til at blive lidt for spændende denne gang ? For lige nu fører Duterte præsidentvalgkampen i meningsmålingerne. Han er kendt som “The Punisher” – borgmesteren fra Davao, som ikke er bange for at bryde menneskerettighederne, og gerne anerkender, at han har diktatoriske tilbøjeligheder. Og når vi nu taler om diktatorer, så fører Bongbong Marcos i kampen om at blive vicepræsident. Han er søn af Fillippinernes tidligere diktator, Ferdinand Marcos. Bongbong tager ikke afsted fra sin fars metoder og mange filippinere frygter, at Marcos-familien igen er på vej ind i præsident-paladset ?
Heldigvis er der også gode demokratiske kræfter, som stiller op – heriblandt Paeng ?…”

Mette Müller kunne passende komme med nogle beviser for et eller andet kriminelt fra Duterte hånd. Mht “diktatoriske tilbøjeligheder” så er citatet pr. hukommelse: Loven er et diktat. Som præsident er jeg øverste ansvarlig for retshåndhævelsen, i den forstand er jeg diktator.

På EB.dk skriver den tidligere redaktør for skriftet, Bent Falbert om menneskerettigheder under overskriften: “Når menneskerettigheder bliver forbryderrettigheder” bl.a.:

’Jamen, det strider imod menneskerettighederne’.

Dén forargede sætning har i årtier – men især i de seneste år – blokeret enhver indsats imod ikke så få urimeligheder. For rettighederne betragtes nærmest som gudgivne.

FNs menneskerettighedserklæring og især den juridisk bindende europæiske menneskerettighedskonvention er tænkt som det hæderlige individs beskyttelse mod statsovergreb.

Men i stigende omfang bliver rettighederne misbrugt af forbrydere som skjold mod straf og udvisning. Kombineret med alles krav på sociale ydelser opstår groteske situationer, hvor skatteyderne må finde sig i at finansiere, at gangstere lever på et mere luksuriøst niveau end mange ærlige mennesker.

…

Tilpas reglerne

Sådan går det til, at menneskerettigheder bliver forbryderrettigheder. Hensynet til gangstere overstiger hensynet til alle andre.

Derfor forstår jeg glimrende de voksende krav om, at konventionerne skal opsiges og genforhandles, så de tilpasses vor tid. Der må sættes grænser for, hvor mange Barci- og Levakovic-familier vi skal lade os terrorisere af.

Hviide fornemmelser for kulør

Suzanne Bjerrehuus og Michelle Hviid bliver spurgt af BT.dk om antallet af nuhammedanere er mere eller mindre katastrofalt. Anledningen er at Venstre regeringen er opsat på over de næste fire år, at importere yderligere 173.000 muhammedanere og at Danmarks Statistik har leveret en ny prognose, der anslår at pr. 2020 vil Danmark have 10% “udlændinge”. At Suzanne Bjerrehuus er trådt ud af de islamofiles rækker og ind i de vidende realisters er en gammel nyhed. Michelle Hviid der i mod… Til BT.dk fortæller hun:

Forleden så forfatter og debattør Michelle Hviid en dokumentarfilm på nettet. I dén blev en række tyskere tvunget til at sidde overfor en flygtning og have øjenkontakt i fire minutter.

Resultatet var tankevækkende, mener hun.

»Faktisk var det enormt smukt at se, hvad der sker, når to fremmede mennesker har øjenkontakt. For så mødes de nemlig,« siger Michelle Hviid.

Så en stigning i antallet af ikke-vestlige indvandrere på 9,6 pct. – svarende til 173.000 mennesker – kan på ingen måde skræmme hende.

»Folk er jo bange for, at der kommer nogen, der ikke kan gebærde sig i samfundet. Og selvfølgelig kan det også skræmme mig. Men det ville det også gøre, hvis det var danskere. Det har ikke noget at gøre med, hvor de kommer fra,« siger Michelle Hviid, som stort set kun ser fordelene ved et multi-etnisk samfund.

»De mest kreative rum opstår, når folk er forskellige, og der kan opstå noget nyt. Hvis der sidder en masse ens mennesker sammen, tænker de også det samme.«

Tilbage i 2010 havde Michelle Hviids kulør dog en lidt anden tone. Der tog hun nemlig sit lille pus ud af børnehaven, netop fordi hverken det lille pus eller moderen, kunne kapere alt det nye der opstår når forskellige mennesker bliver tvunget til at være en del af samme gruppe. Det samme gjaldt for hendes 12 årige søn. I Samarbejds.Politiken skrev hun bl.a.:

Jeg bor i NV sammen med min kæreste og vores tilsammen tre børn. Men vi bor i en ghetto i Nordvest. En ghetto, som skiller sig ud fra resten af kvarteret omkring os.

I vores bygning er alle ressourcestærke, alene af den årsag, at ellers havde de ikke haft råd til at bosætte sig i bygningen. Vi bor i lejligheder, som er tre til fire gange større end normen i kvarteret; vi har plads, lys, nybyggeri, altaner og danske naboer.

Jeg elsker at bo her. I kraft af min lejlighed og mine elskede naboer.

Bydelen har jeg efterhånden svært ved at elske. Min søn er blevet overfaldet tre gange på to år. En gang verbalt og to gange fysisk. Han har ikke lidt fysisk overlast endnu, men psykisk har det været meget mere, end man kan forlange, at en 12-årig skal kunne kapere.

…

Jeg turde ikke satse på skolerne i kvarteret, derfor går min søn på en privat friskole, hvor der desværre ikke er et eneste barn af anden etnisk herkomst end dansk. Det er en skam.

…

Jeg tror ikke, min datter har sunget eller lært en eneste sang i det år, hun har haft sin daglige gang i den lokale børnehave. Måske er det bare mig, men børnehavebørn i Danmark synger sgu da? Om mariehøns og tyggegummikonger?

De få velfungerende børn i institutionen søger hinanden og har en hverdag nærmest uden kontakt til pædagoger, de klarer sig selv i et roligt hjørne af en legeplads på 100 kvadratmeter.

Jeg havde bare større ambitioner, end at min datter og hendes veninde Sara skulle klare sig selv. Pædagogerne flyver fra konflikt til konflikt. Hver gang de slukker én ildebrand, har en anden vokset sig større.

Finalen blev, da en af de andre forældre overfaldt (!) en af pædagogerne for øjnene af min treårige datter. En frygtelig oplevelse, som introducerede Kamille til et ukendt univers af afmagt.

Og vi andre kan så måbende konstatere, at Michelle Hviid trods kulturberigelse af sin børn stadig vil importere flere jihad-voldtægter m.v. velsagtens for at sikre at det kun er hendes børn der bliver ramt men også andres børn. Kunne vi bede muhammedanerne om noget, så skulle det være at de istedet med det samme gik efter personer som Michelle Hviid, der åbenbart slet ikke er  blevet tilstrækkeligt kulturberiget endnu.

Nyt rum for kulturberigelse

Fortiden får beboerne på Islams Brygge en velfortjent omgang kulturel berigelse af de muhammedanere beboerne ellers havde håbet ville føre jihad mod deres underborgere ved bl.a. at voldtage deres 10årige døtre. Ved seneste valg stemte 92% af beboerne på forskellige afarter af islamonazistiske partier. Det kan læse om på Uriasposten.

Ikke så langt derfra, i den vestlige ende af Ørestaden, bliver der nu anlagt et torv, cirka 1,9 hektar svarende til omkring 25 parcelhus grunde. A. P. Møller fonden, i daglig tale, betaler for herligheden som koster omkring 65 millioner kroner. Det fortæller Samarbejds-Politiken. Fra artiklen:

I en konkurrence har dommerne udpeget tegnestuen Cobes forslag til et kæmpemæssigt torv, der skal binde hele området sammen.

Det nye torv står klar i 2018, og det skal være et mødested for borgere, studerende og ansatte ved Søndre Campus.

Der vil være plads til 2.000 cykler, og det er også meningen at det 19.000 kvadratmeter store areal skal bruges til events.

I en lang, lang periode har Københavns Universitet på Amager, KUA, været under konstant ombygning, og derfor er pladsen ikke specielt anvendelig, men det skal der laves om på i forbindelse med at KUA 3 snart står færdigt.

»Det er fantastisk vigtigt for den kommende udvikling på Søndre Campus, at medarbejdere og studerende får et samlende torv af samme høje kvalitet, som det nyrenoverede bygningskompleks er udtryk for, og giver et tiltrængt løft af studiemiljøet med spændende rammer og velgennemtænkt æstetik« udtaler dekan Ulf Hedetoft.

…

Fem tegnestuer deltog i konkurrencen, og alle tegnestuer lagde blandt andet vægt på områdets kraftige vindforhold, hvilket påvirker beplantning, cykelparkering og muligheder for ophold. Vinderne har derfor foreslået, at man laver bakkelandskaber i et forsøg på at tæmme den beygtede Ørestadsvind.

Juryen knytter denne kommentar til det vindende forslag:

»Sammenfattende er der med forslaget fra Cobe skabt mulighed for, at Universitetstorvet på KUA på fornemste vis vil kunne tilføre området et enestående samlingspunkt, hvor æstetik og funktionalitet er vægtet lige. Det nye universitetstorv kan medvirke til at skabe en fælles identitet for universitetets institutter og fakulteter og samtidig tilføre København et nyt spændende og inviterende byrum, både til stor glæde for nærområdet og omverdenen«.

Tegnestuens illustration.

Jihad på Islams Brygge

Som tegnestuen i arkitektens lette streg forestiller sig livet i park delen af torvet.

Mon man har husket at tænke tryghedsarkitektur, her og her, ind i projektet?

Eksempel på trygheds arkitektur. Muhammedanerne holdes på indersiden indtil hjemsendelse.

Rettighedsforståelse

“Inspireret af en FB tråd hos redatør på Samarbejds-Politiken, Jacob Nielsen.

Den herskende klasse, parasit klassen, har svært ved at forstå, hvorfor magten over den politiske midte og kontrollen over masserne, det såkaldte “folket”, for tiden glider dem af hænde uden at deres “informations kampagner” har nogen synbar effekt. I fokus for tiden er hvorfor folk vil stemme på Trump og den almindelige såkaldte fremgang for højreekstremister, populister osv. Desårsag jagter man en forklaring på hvorfor. I Des-Information 9. april  prøver Lotte Folke Kaarsholm med en forklaring om autoritarisme. Det bliver ved forsøget. Fra den artikel:

Valgforskeren Matthew C. MacWilliams fra University of Massachusetts har fremsat et bud på, hvad der kendetegner Trumps tilhængere, som blandt andet Washington Posts Wonkblog har omtalt.

Han har i en meningsmåling stillet 1.800 amerikanske vælgere en række spørgsmål, herunder fire om børneopdragelse: Er det vigtigst for vælgeren at have et barn, der opfører sig respektfuldt eller uafhængigt; der er lydigt eller kan klare sig selv; der er velopdragent eller betænksomt; og som har gode manerer eller er nysgerrigt.

Disse fire spørgsmål, forklarer MacWilliams på London School of Economics’ hjemmeside, er designet på basis af forskningslitteraturen om autoritarisme (med udgangspunkt i Erich Fromms Escape from Freedom fra 1941) og har siden 1992 været anvendt til at identificere autoritære tendenser.

Hvis den adspurgte vælger mulighed 1 i hvert af de fire spørgsmål, tyder det på, at denne vælger har en stærkt autoritær tankegang. Og det gjorde Trumps tilhængere i langt højere grad end nogen af de andre republikanske kandidaters tilhængere, forklarer MacWilliams.

…

Hvad betyder det så at være autoritær? Ifølge Williams 1) at man adlyder, 2) at man samles om og følger stærke ledere – og 3) at man reagerer aggressivt på outsidere, især når de opleves som truende. Ifølge hans kollega Marc Hetherington tillige, at man ønsker orden.

…

De kan til gengæld se mod en erklæret »illiberal« statsleder som Ungarns Viktor Orban, som netop er blevet inviteret på besøg hos Tysklands eks-kansler Helmuth Kohl, måske som en slet skjult kritik af Orban-fjenden Angela Merkels flygtningepolitik.

Og som ifølge en ny analyse i Ræson står stærkere end nogensinde før over for et EU, der stort set er holdt op med at kritisere ham fra vestlig side, altimens hans grænselukninger, pressestyring og øvrige »stærk mand«-politikker har fået aktiv opbakning fra blandt andet Polens nye regering og Slovakiets premierminister Robert Fico.

Man prøver at finde “hvorfor forklaringer” med modeller man i forvejen har demonstreret har nogen videre forklaringskraft, og man prøver at gøre det ved, at “fjern granske” i hovedet på grupper af folk man i realiteten ikke ved meget om, bl.a. fordi man af forfængelighed ikke vil erkende begrænsninger i samme modellers forklaringskraft. – Det ville betyde man skulle forkaste kulturmarxismen.

Kaarsholms forklaring med “autoriaisme” er i øvrigt så selvmodsigende, at den dårligt fortjener et svar. Vi prøver alligevel: Et barn der ikke bliver socialiseret til, at kende forskel på ret og vrang bliver ikke en person, hverken som barn eller senere, der kan forventes at udvise betænksomhed, klare sig selv eller udviser selvstændighed. Hvad man derimod, med en eller anden sandsynlighed kan forvente er; at det bliver en person der udviser følgagtighed, selv når der burde siges fra og vil reagere agressivt mod andre der er udpeget som fjender . – Tænk blot på medlemmerne af Enhedslistens terrorkorps AFA, der villigt lader sig drive rundt i managen som høns af guruen Pelle Dragsted. At de er istand til at udvise noget der minder om selvstændigt initiativ i den forbindelse er ikke pointen.

At man ikke gruppevis kan give meningsfulde “hvorfor svar” betyder imidlertid ikke, at det er umuligt at få begreb om hvilke rationaler, der er i spil. Man kan f.eks. læse hvad folk selv skriver om det.

På Get Real Philippines forklarere Vladimir Santos, hvorfor han ikke giver meget for de lokale liberale do gooders, personicificeret ved medlemmer af Commission on Human Rights, standpunkt i debatten om en eventuel genindførelse af dødsstraf. Fra den postering:

I get what you stand for. I really do. Being an independent organization established at the closing of our 1987 Constitution just a little after Martial Law is a comforting thought for its victims. The thing is, you need not even be functional. Even a completely useless government is still better than no government at all for it gives people a false sense of hope that gives them courage to live their lives. Just like how Filipinos are “tuta ng Kano”, or at least the ones who can’t think for themselves and see the hypocrisy and the ridiculousness of their liberal agendas, you act as a puppet of the United Nations Human Rights Council. Whatever they say, you say; whatever they do, you do. Well, at least you try, don’t you? I doubt you can even deny that. After all, what’s wrong with being a puppet if your master is doing good work, right? Are you mad now? Oh dear, I’m just getting started!…

It’s not like criminals would actually reduce the intensity of their crime because their punishment if caught would be reduced. The thing is, prior to your…divine intervention, people thought that the death penalty is an effective deterrent to crime. You proved that it isn’t, and I believe that. So why do I still believe in the death penalty, you ask? Before I answer that, you made a commitment to never introduce the death penalty again. But you see, the death penalty for me is not about deterring “crime”; it’s about deterring the criminal and not letting the people pay for the food, shelter, and “rehabilitation” (however effective you might think it is) of the criminals. I don’t know about you, but I think there is not much research needed to do to confirm that stopping the heart and brain of a criminal negates any of the criminal’s ability to act. Or am I not allowed to make that common sense statement because I’m merely stating an emotional rant while you guys are so scientific with all your “research and statistics”?

Well, you might say that preventing the death penalty from being implemented is about preventing falsely-accused innocent people from getting executed. You people believe in the law so much, that you say people should be judged according to the law, they should believe in the law and respect the law, only to find out that you can’t fully trust the law? Oh, what hypocrisy! What’s the point of promoting the law if you can’t trust the legal system yourselves? The thing is, I’m not against human rights per se. After all, their battles against poverty, terrorism, genocide, and hunger are admirable; whether it is effective and non-selective is beside the point.

“Why the hell do you keep protecting criminals?”, I asked myself. Of course you say “well, human rights”. But I know it goes slightly deeper than that, and I finally get it. You’re not really out there to protect us; you’re just there to prove a point, to be a barking dog without teeth. Given your limited resources, instead of helping people, you waste it trying to prove a point. Let me give an example. Suppose you have the resources to protect 100 people per given time. Suppose there are 80 criminals and 80 victims. People may think that you’ll protect 80 victims and 20 criminals, but no! You protect the 80 criminals, and 20 victims, because you want to make a statement that “yes, even criminals are protected by human rights”. You want to make that statement so much that it delays justice for the REAL victims. Until when will you continue this path? Until when will you act to prove a point rather than provide actual justice? You might say that it’s not your job to intervene the crime, but it’s your job to intervene and protect the criminal? If that is your function, then I don’t want you anyway! Go back to fighting terrorism, genocide, hunger, and whatever makes you feel good about yourself, but leave this for us to decide!

 

 

 

Trendanalyser af M-faktor

Der er et job ledigt hos politiet, der gerne vil vide noget om, på hvilke områder der i fremtiden byder på behov for en politi indsats. Strengt taget kunne politiet jo bare læse med på velorienterede blogs. Fra jobopslaget, set hos Altinget.dk:

Gennem strategiske analyser er du med til at sætte retning for dansk politi, når du beskriver de udviklingstendenser og politimæssige udfordringer, som vi skal ruste os til at kunne håndtere de kommende år.

Du får et vigtig medansvar i forhold til at videreudvikle det videns- og analysebaserede arbejde i politiet, så vi I endnu højere grad understøtter Rigspolitiet og politikredsenes arbejde med at skabe tryghed, samt forebygge og bekæmpe kriminalitet.

…

Vi varetager ofte projektledelsen og er endeligt ansvarlige for kvaliteten af de nationale strategiske analyser. Vores opgave er at levere gode strategiske analyser gennem egne analysebidrag og ved at kvalitetssikre det materiale, som vi modtager fra de nationale fagcentre i Politiområdet. Det er os, der skal have overblikket over strategisk analyse og vidensproduktion i politiet og sørge for, at de rigtige ting sættes i gang.

…

Du bliver en del af et team på ca. syv specialister, som har et tæt tværgående samarbejde med andre faggrupper, når vi løser vores opgaver. Dit daglige arbejde foregår i samarbejde med medarbejdere, som arbejder i sektionen for Data og Gis, og du vil få et tæt samarbejde med strategiske analytikere på tværs af Politiområdet og i politikredsene.

Ansøgningsfrist 24. maj då.