islamofili

Europas selvmords mordere

Douglas Murray er aktuel med bogen The Strange Death of Europe: Immigration, Identity, Islam og har i den forbindelse skrevet en artikel i Wall Street Journal, hvor i der bl.a. står:

To find the answer to these and other questions it is necessary to ask deeper questions. Why did Europe decide it could take in the poor and dispossessed of the world? Why did we decide that anybody in the world fleeing war, or just seeking a better life, could come to Europe and call it home?

The reasons lie partly in our history, not least in the overwhelming German guilt, which has spread across the Continent and affected even our cultural cousins in America and Australia. Egged on by those who wish us ill, we have fallen for the idea that we are uniquely guilty, uniquely to be punished, and uniquely in need of having our societies changed as a result.

When people point out the downsides of this approach—not least that more immigration from Muslim countries produces many problems, including terrorism—we get the final explanation. It doesn’t matter, we are told: Because of globalization this is inevitable and we can’t stop it anyway.

All these instincts, when put together, are the stuff of suicide. They spell out the self-annihilation of a culture as well as a continent. Conversations with European policy makers and politicians have made this abundantly clear to me. They tell me with fury that it “must” work. I suggest that with population change of this kind, at this speed, it may not work at all.

Yet still it is possible that the publics will not go along with the instincts of their leaders. Earlier this year, a poll of European attitudes was published in which citizens of 10 countries were asked a tough question: whether they agreed that there should be no more Muslim migration into their countries. Majorities in eight out of the 10 countries, including France and Germany, said they wanted no more Muslim immigrants.

Jeg er ikke enig med Murray i, at det er europæerne eller europæisk kultur som sådan, der har et døds- eller selvmordsønske. Men mistanken om, at visse af vore politikere har et ønske om at agere selvmords-mordere er nærliggende. Nærliggende fordi det forekommer patologisk, at insistere på at fortsætte et projekt – islamiseringen – som kun kan ende i en katastrofe.

Klip fra et par artikler om selvmords-mordere:

Anneli Rufus skriver i en artikel på psychologytoday.com bl.a.:

There’s a special way to commit suicide, and that is: Take someone else with you.

But killing others, then killing oneself, is a spectacle of monstrous contrasts: It’s a display of terrifying power (over life itself, and not just mine but yours) but also of pathetic impotence (he couldn’t handle life but also couldn’t handle death, thus needed company). It’s fierce but cowardly. Self-obsessed yet hyper-social. It is at once a cry for help and a command to be condemned.

…combined with anger that he had been ‘forced’ to follow his wife to confirm his suspicions.”

Ah, “forced.” Those of us who have lost loved ones to suicide know this word all too well, along with “I have no other choice” and “Without him/her/it, I have nothing.” The world goes black-and-white for the suicidal person, and the future goes blackest of all: a total blank. Believing himself “forced” to kill his unfaithful wife and then himself, Grinhaff was also “forced” to render his young daughters not just orphans but the children of a murderer.

The passive voice: I am forced. Which is to say: Someone or something else besides me is to blame.

En psykolog, Daniel C. Claiborn (Ph.D.) forklarere om, hvad der får selvmords-morderne til at gøre som de gør, til BBC relaterede KCUR bl.a.:

“Well I think we really in a way have to separate out the murder part from the suicide part…I think there are certain factors that influence a person to be willing to take the step of murdering someone.  I think that has to do with a person who is highly emotional, who is impulsive.  Most people who commit murder are young, so they are more of an age where people are impulsive and they do things quickly…Probably it’s more common with people who are highly self-centered, who are used to being in control of themselves and other people, and also have a very strong need to protect their image… ”

“Then the suicide part is probably related to similar things. If a person is very self-centered and has a lot of pride and a lot of concern about their image, once they’ve committed some horrible act, they may be a lot less able to imagine a life after that in which they make amends, are accepted again by the community, are able to recover, overcome this and do anything healthy and productive.  They may not be able to imagine that happening.  It may be a bigger blow to their ego to imagine the disapproval and the condemnation of others after this has happened, and so those factors might propel them to feel that they have to remove themselves from the situation, rather than to face consequences.

Snaphanen har også en post om udgivelsen og linker Mark Steyn interwive med Murray, som også kan ses her.

 

Pædofili- og shariastøtte

Inger Støjberg har måske, måske ikke, været lidt for hurtig til at hive politisk stik hjem i forbindelse med hun satte en stopper for samlivet i muhammedanske ægteskaber mellem voksne mænd og mindreårige piger.

Tilgengæld er den islamofile venstreekstremefløj kammet over ved udsigten til en lille bitte chance for at få fyret Støjberg som “integrations”minister, og arbejder nu hårdt for at udnytte chancen, uanset at man kommer til at bakke op om sharia og pædofili. Fra JP.dks artikel om, endnu, et forestående samråd om sagen:

I svaret står der således bl.a.,… »det ikke kan udelukkes, at adskillelse af et eksisterende familieliv i helt særlige tilfælde konkret vil kunne være i strid med retten til familieliv efter artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention«.

…Vi har altså gået rundt i den vildfarelse, at ministeriets praksis med at adskille disse her par var ok, selv om både Statsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet har vidst, at det ikke var tilfældet,« siger udlændingeordfører Mattias Tesfaye.

…Enhedslisten stillet flere spørgsmål til Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg. Og det gør de også nu. F.eks. mener Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, at det fortsat er uklart, hvilken rolle Statsministeriet har haft i sagen.

Og Sofie Carsten Nielsen fra de radikale undrer sig derfor over svaret fra Statsministeriet.

”Statsministeriet har jo på dette tidspunkt i flere måneder ligget inde oplysninger om, at der kan være tale om en ulovlig praksis.

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen har tidligere, tilbage i 2001, opereret som führe for en islamokommunistisk moddemonstration vendte mod jihadvoldtægtsmodstandere, til TV-Stop bl.a. udtalte:

Johanne‘: Vi vil vise dem at det er forkert det vi gør, eh det de gør, og er uenige i deres budskab og at eh, det er forkert at slå en demonstration op på eh, at man er imod massevoldtægten, når det man i virkeligheden er, er racister og nazister.

Johanne‘: Ud fra det de siger, så er de jo hårde racister, som mener at eh, at alle flygtning / indvandrere skal ude af landet, og de går også med, med, Dannebrog forrest, eh som forreste banner.

Tillæg: Inger Støjberg om Stine Bosse på BT.dk.

Jan Hoby metoden

Medie- og kulturmogulen, Morten Hesseldal, der var ven med ”journalisten” Jan Stage om hans arbejdsmetode:

Det cubanske efterår lægger ud med at gengive beskyldningerne mod Stage for at pynte på sandheden – hvorfor var det vigtigt at få med?

MH: At arrangere virkeligheden var en del af Jans journalistiske metode, der derfor også tit lå tættere på essaystik end på traditionel journalistik. Dermed fik han lavet nogle helt fantastiske reportager, der ofte kom sandheden meget tættere end ved såkaldt ’objektiv journalistik’. Jeg er glad for, at ikke alle journalister går til opgaven som Jan, men jeg er omvendt utrolig glad for, at han gjorde, som han gjorde. Det fik formidlet nogle sammenhænge, følelser og situationer, som traditionel journalistik ikke kommer bare i nærheden af. Det samme gjorde Hemingway i øvrigt.

En injuriesag anlagt af det hedengangne ”Frie Fritidshjem og Børnehaver” illustrere fint hvorledes nogle fagforeninger kan finde på at opførere sig og i særdeleshed visse af deres ansats_valgte sagsbehandlere kan te sig, i det her tilfælde den fra debat tv så kendte debatskriger og sagsbehandler i pædagogfagforeningen LFS, pomade kommunisten Jan Hoby. Tidligere om Jan Hoby, her.

Hoby er kendt fra mindst et andet tilfælde af tilsvarende optræden, nemlig som anstifter af, at halvdelen (cirka 10) af psykolog Nicolai Sennels psykolog kolleager på en af skolepsykologklinikerne under Købehavns Kommune, anklagede ham for ”racisme”.

Metoden er enkel nok, man griber fat i et eller andet som en eller anden man ikke kan li’ har sagt eller gjort, eller endnu bedre; at andre fortæller om noget de mener at vide om den man ikke kan lide har sagt eller gjort, som man så kan bringe frem for myndigheder, medierne eller domstolene. En combo af de to første er klart at foretrække, bl.a. fordi man i hvert fald overfor offentligheder kan fylde godt og grundigt på med påstande der ikke kan kontrolleres af udenforstående pga. at offentlige instanser naturligvis ikke kan give aktindsigt i personsager i almindelighed. En ”metode” der er en intrigant teenage tøs, eller en middelaldrene rejkælling på heksejagt værdig.

Imidlertid kan det jo gå galt, som f.eks. i den sag, der citeres fra nedenfor. Sagen handler om en pædagogmedhjælper der bliver fyret pga for meget sygefravær, LFS finder ikke anledning til at gå ind i sagen af den grund. LFS har derimod i forvejen har et eller andet kørende med den pågældende institution. Institutionerne er en del af ”Frie Børnehaver og Fritidshjem” (FBF). Den fyrede medarbejde retter i en mail til LFS/fællestillidsmand/Jan Hoby en stribe grove anklager med tilhørende ukvemsord om og mod den pågældende leder af institutionen. LFS/Jan Hoby får med afsæt i mailen sat institutionen under skærpet komunalt tilsyn. Lederen af institutionen og FBF svare igen med en injurie sag. – Hvilket i øvrigt fint viser hvornår injuriesager giver mening.

Sagen var igennem By, Lands, og Højesteret. Jan Hoby og LFS blev ikke som de ynder at omtale det frifundet, men By og Højsteret fandt, at der forelå straffrihedsgrunde for de grove injurier pædagogmedhjælperen og Jan Hoby/LFS havde fremsat.

At Jan Hoby nære animositet mod Landsforeningen frie børnehaver og fritidshjem kom f.eks. til udtryk i en artikel på det marxistiske/kommunistiske Kritiskdebat.dk tilbage i 2009:

Mere arbejdsglæde, lettere administration, effektiv styring, direkte borgerindflydelse, besparelser uden serviceforringelser og mere selvbestemmelse. Det er ikke pæne ord det skorter på når JensTerp skal rose de selvejende institutioner fortræffeligheder. Effektiv styring og lettere administration er to af de påstande, som slynges ud i luften som argumenter for flere selvejende institutioner. Det er i bedste fald en sandhed med modifikationer. I artiklen fremlægges ingen saglig argumentation for at det skulle være tilfældet. Udmeldingerne virker derfor som ren overlevelsesstrategi fra Jens Terps side. Landsforeningen for Frie Børnehaver og Fritidshjem ser det nærmest som en naturlov, at selvejende institutioner er bedre til styring og administration end de offentlige. Det er ingenlunde tilfældet. Tværtimod nyder de selvejendeinstitutioner godt af kommunernes administrative og økonomiske håndsrækning. Kommunerne betaler nemlig et ekstra særligt administrationsgebyr til de selvejende institutioner.

Fra forklaringer gengivet i Byrettens dom:

Lederen af børnehaven

“Det gik altid voldsomt mod forældre med fremmed baggrund. Hun blev ofte kaldt psykopat og som jeg husker tydeligt en forældre sagde; “Det kvindemenneske er syg i hovedet og burde spærres inde..”

Der er afgivet partsforklaring af sagsøger B, A og C og vidneforklaring af D.

Sagsøger B (lederen af institutionen) har forklaret, at hun er uddannet pædagog. Hun har været ansat i institutionen i knap 25 år og siden 2000 som leder. Hun har aldrig haft klager eller skærpet tilsyn. Hun har ikke fået klager fra forældrene, hverken mundtlige eller skriftlige. Hun var sygemeldt fra marts 2010.

A (pædagogmedhjælperen) blev opsagt på grund af for meget sygefravær. Hun ville ikke anerkende dette sygefravær. Hun sagde, at når hun havde en lægeerklæring, skulle dette trækkes fra. Det skulle det jo ikke. De havde ikke bedt om en lægeerklæring. LFS blev inddraget, da sagsøger indkaldte hende til en syge- og omsorgssamtale. LFS har ikke gjort indsigelse mod opsigelsen.

Foreholdt sagsøgers påstandsdokument udsagn 8, forklarede hun vedrørende forældre med fremmed baggrund, at Børnehaven Ø ofte bliver anbefalet mellem forældre med fremmed baggrund indbyrdes. Børn af de forældre, hun har haft, ønsker plads i institutionen. De har tradition for børn med fremmed baggrund i børnehaven. Antallet af disse er for nedadgående efter privatiseringen. Der er også personale fra forskellige lande. Der er pt. 60 børn i institutionen.”

Hun har drøftet injuriesagen med Frie Børnehaver. Hun har holdt dem underrettet om, hvad der skete i sagen.

Hun ved ikke noget om, hvorvidt der er tale om en faglig kamp mellem Frie Børnehaver og LFS. Det er ikke noget, hun har talt med dem om.

Børnehaven Ø er en spydspids for Frie Børnehaver. Man kan ikke have en leder, som der er rettet sådanne beskyldninger mod.”

Sagsøgte A (pædagogmedhjælperen) har forklaret, at hun er født og opvokset i Polen. Hun kom til Danmark i 1989. Hun var da 23 år. Det var svært at lære dansk. Det kan godt være, at hun kommer til at overdrive, når hun er følelsesmæssigt påvirket. Hun blev ansat i Børnehaven Ø fra 1. januar 2010. Hun startede først 4. januar 2010. Hun blev ansat som vikar. Hun blev fast ansat, meget muligt fra 1. februar 2010. Mellem personalet var samarbejdet fint. B var meget optaget af sit arbejde på kontoret og var ikke meget ude på stuerne. Folk smågræd i hjørnerne. Man fik at vide, at sagsøger havde sagt et eller andet, fordi den pågældende havde gjort noget forkert. Det var ikke rart at være der.

Foreholdt bilag 2, forklarede sagsøgte, at hun ikke blev opfordret til at skrive denne mail af Q (fællestillidsmand med arbejdsplads/kontor hos LFS og Jan Hoby som chef). Sagsøgte havde det så dårligt. Hendes krop reagerede voldsomt. Hun kastede op og kunne ikke spise. Derfor satte hun sig ned og skrev mailen. Redegørelsen blev lang, for hun havde meget at sige.”

Hun har drøftet sagen med repræsentanter fra LFS. Alle har behandlet det som en personsag. Der er ingen, der har behandlet det som en sag om mellem Frie Børnehaver og LFS.”

Foreholdt bilag A-F, forklarede sagsøgte, at hun har fået klagerne udleveret af forældrene. Sagsøgte har sendt dem til LFS, der har sendt dem videre til X-by Kommune.

Hun undrer sig ikke over, at forældrene først klagede halvandet år senere. Hun tænkte, at de endelig fik mulighed for at klage. Måske havde de været bange for at klage. Hun drøftede ikke indholdet med forældrene. Hun mødte L, som havde kontakt med nogle af forældrene. Sagsøgte havde kontakt til N og Gs mor.

Foreholdt bilag 2, forklarede sagsøgte, at chikanen for eksempel var, at da sagsøgte var tilbage efter 3 dage, sagde sagsøger til sagsøgte, at hun havde “været syg samtidig med sin stuekollega i juni 2011”. Sagsøgte tog det til sig og lukkede det inde i sig selv. Hun klagede sig ikke til fagforeningen. Hun har set alle medarbejdere græde. Hun er helt overbevist om, at de græd på grund af sagsøger. Det undrer hende ikke, at medarbejderne ikke har klaget over sagsøger. De tør ikke at sige noget, når der kommer tilsyn Det er, fordi sagsøger har så megen magt.

Hun har ikke selv set, at sagsøger har sparket en forælder. K har fortalt, at sagsøger har sparket en forælder.

Der har altid været en skarp tone over for forældre med fremmed baggrund. Hun ved ikke, om man kan sige, at sagsøger er racistisk. Hun behandlede generelt ikke-etniske danskere dårligt. Nogen blev bedre behandlet end andre. Etniske danskere blev bedre behandlet end de øvrige. Tidligere og nuværende medarbejdere kan bevidne det. En rengøringsassistent, der har været på Ø i 11 år, kan måske sige noget om det. Sagsøgte har hørt, hvordan sagsøger har behandlet rengøringsassistenten.

C (Jan Hoby) har forklaret, at han er næstformand i LFS. Han har ansvaret for at formulere de vedtagne politikker. Han har institutionssager, dvs. hvor der er samarbejdsvanskeligheder. Han er næstformand for hovedsamarbejdsudvalget. Han har faglige sekretærer og tillidsrepræsentanter, der bistår ham. Hovedvægten i hans arbejde er politikformulering og forhandlinger med politikere og embedsmænd. En meget sjælden gang har han selv en personsag.

FOA og FLS har i mange år været modstandere af privat udlicitering. Det samme er det politiske flertal i X-by. Frie Børnehaver er en samarbejdspartner. Han kan godt skille personsagsbehandling og overordnede politikker. Han kan godt genkende, at han har en kontrovers med P fra Frie Børnehaver. Det har været et længe kendt krav fra FLS, at man herfra mener, at alle institutioner bør være kommunale. BUPL har en anden holdning. Denne generelle politiske holdning har intet med konkrete sager at gøre.

Foreholdt bilag 5, forklarede han, at han sagtens kan huske sagen. Den vedrørte en medarbejder ved navn K, der havde bedt om en uges ferie til at køre sin datter ind i institution efter endt barsel. Der havde været et langt tovtrækkeri. Sagsøger havde været meget ufleksibel med hensyn til at imødekomme Ks rimelige ønske. Han blev meget stødt på manchetterne over sagsøgers holdning. Han mener, at sagsøgers holdning var i strid med samarbejdsaftalen med KTO §§15-17. Medarbejderen havde bedt om ferie i en uge nærmest et år fremme i tiden. Han fandt, at sagsøgers holdning var anstødelig. Han kendte ikke Ø i detaljer. Han havde ikke nogen klager fra forældre i baghovedet. Han forholdt sig udelukkende til den konkrete sag.

Q er fællestillidsrepræsentant. Hun er ansat hans afdeling, og han har dagligt ansvar for hende. Udgangspunktet er, at de kvalitetssikrer det materiale, de sender videre til Kommunen. De har en skærpet indberetningspligt. Breve bliver læst igennem. Der bliver afholdt et møde med det medlem, der klager. Medlemmet skal kunne “stå på mål” for det, der bliver sagt.

Fællestillidsmænd i LFS her

Det pågældende medlem har forklaret, hvad der var problemet. Medlemmet har i dag undskyldt brugen af ordet Gestapo. Han mener, at ordet Gestapo er skudt over målet. FLS har ment, at medlemmet havde så mange kritikpunkter, at brevet burde sendes til kommunen.

Udgangspunktet er, at der tidligere havde været en sag. Tilsyn vil aldrig afsløre ting, som A har forklaret om. Folk er bange for at miste deres stilling, og forældrene er bange for, at en klage skal gå ud over deres børn.

Vedrørende tvangsfodring forklarede han, at der i dag er afgivet forklaring om, at børn er blevet krænket i spisesituationen. Der er andre medarbejdere, som har forklaret LFS om dette, Der er en konkret medarbejder, som ikke har ønsket at stå frem. Dette viser, at der foregår pædagogisk uhensigtsmæssige handlinger og situationer. Det at tvinge et barn i spisesituationen er pædagogisk uhensigtsmæssigt. Det er et led i en magtrelation. Det kan diskuteres, om man burde bruge udtrykket “tvangsfodring”. Der er ingen grund for sagsøgte til at tro, at medlemmet skulle lyve. Der er sket kvalitetssikring.

Foreholdt bilag 8, forklarede han, at han har været og er en inkarneret kritiker af X-by Kommunes pædagogiske tilsyn. Det er rigtig svært at opfange noget på et sådan tilsyn. Hvis en medarbejder bliver spurgt om pågældende har noget at udsætte på lederen, vil den pågældende næppe svare, at den er helt gal. Der er rigtig store problemer med tilsynet. Derfor er der indført klynge-institutioner på det kommunale område. Dette har hævet kvaliteten. Han vil ikke bruge ordet Gestapo. Hvis man reagerer, som det er fremgået i dag, på medarbejderes og forældres henvendelser og kritik, mener han ikke, at det lever op til kravene til en leder.

Det pædagogiske tilsyn af Ø og andre private institutioner har ikke været tilstrækkeligt og ikke levet op til kravene til et pædagogisk tilsyn. Institutionen brude have været gennemgået med en tættekam.

Kvalitetssikring er, at medarbejderen skal “stå på mål”. Kritikken skal også have “en vis gang på jorden”. Fagforeningen har ret til at fremføre medlemmers kritik.

D har forklaret, at hun er ansat i X-by Kommunes afdeling for privat børnepasning og kommunal dagpleje.

I sommeren 2012 modtog hun klager over Ø. Hun ringede til den tilsynsførende og sagde, at det var alvorligt, og at de skulle derud med det samme. De tog derud dagen efter. Lederen var meget forbavset over, at de kom.

Byretten konklusion er, at LFS og pædagogmedhjælperen har rejst krænkende sigtelser mod lederen som de ikke kunne bevise, men at straffrihedsgrundende vejer tungest og kommer derfor frem til straffrihed fordi der er tale om et forsøg på at varetage berettigede interesser.

Oven på ”sejren” i Byretten kunne man på FOAs hjemmeside bl.a. læse:

FOA og LFS har vundet en injuriesag, som var anlagt mod en pædagogmedhjælper af Landsforeningen Frie Børnehaver og Fritidshjem på vegne af en institutionsleder for en privat børnehave i København.

Pædagogmedhjælperen var blevet sagsøgt for injurier, fordi hun havde meldt sin tidligere arbejdsgiver for blandt andet at ”tvangsfodre børnene” og skrive ”Det ligner Gestapo-metoder og ikke en børnehave”.

Selv om flere af pædagogmedhjælperens udtalelser normalt ville have været på kant med injurieloven, blev hun frikendt i byretten, fordi hun varetog børnenes interesser.”

og

Næstformand i LFS Jan Hoby aflagde vidneforklaring i retten, hvor han oplyste, at LFS har haft andre sager imod institutionen. Han ser dommen som en vigtig sejr for offentligt ansattes ytringsfrihed.

Man har en skærpet indberetningspligt som offentligt ansat og som pædagogmedhjælper. Man er barnets advokat og skal ikke tøve med at indberette svigt og overgreb, fordi man frygter at blive anklaget for injurier,” siger han til Fagbladet FOA.

Sagen blev afgjort i Københavns Byret den 10. januar, hvor pædagogmedhjælperen og LFS blev frikendt.”

Landsrettens dom:

C (Jan Hoby) har supplerende forklaret blandt andet, at LFS har en aftale med kommunen om, at man videresender medlemmers klager ucensureret. LFS fungerede således også i denne sag alene som budbringer af As klage, idet den, der klager, selv må stå på mål for indholdet af sin klage. Han fastholder sin kritik af det kommunale pædagogiske tilsyn, som aldrig påviser alvorlige fejl. Det er altid andre, herunder forældre og personale, som gør kommunen opmærksomme på fejl, og han ville ønske, at flere ansatte og forældre ytrede sig om kritisable forhold. Det skærpede tilsyn med Børnehaven Ø har dog virket på den måde, at forholdene tilsyneladende har bedret sig, men det siger intet om, hvorledes forholdene var forud herfor.

Højesterets dom.

Højesteret finder ikke grundlag for at afvise appellantens anbringende om, at A (pædagogmedhjælperen) ikke kan dømmes for en formulering i mailen fra LFS, Landsforeningen for Socialpædagoger, som hun ikke selv har anvendt. Da A ikke selv har anvendt udtrykket ”tvangsfodrer”, finder Højesteret, at der ved vurderingen af hendes udsagn skal ses bort fra dette udtryk.

Såvel A som LFS har erkendt, at udtalelsen om ”Gestapo-metoder” er en ærekrænkende sigtelse, som ikke burde være fremsat. Sigtelsen er allerede derfor ikke fremsat i god tro, men i bevidst skadevoldende øjemed. Sigtelsen er uhørt grov og falder klart uden for det område, som underretningspligten efter serviceloven berettiger til. Selv efter As egne forklaringer er der heller ikke grundlag for de øvrige særdeles grove sigtelser, hun har fremsat.

Efterfølgende kommenterede Generalsektretæren for FOA, kommunisten Dennis Kristensen, afgørelsen således i et af FOA bladene:

Disse udtalelser fik lederen til at sagsøge pædagogmedhjælperen for injurier. Pædagogmedhjælperen var først blevet frikendt i Byretten, men blev senere idømt dagbøder i Landsretten. Nu har sagen så nået sin afslutning med frikendelse i Højesteret.

Der er en vigtig og principiel afgørelse, som vi er glade for i FOA. Det er ikke fordi, at vi skal slå os op på at anvende bramfri udtalelser. Men det er en afgørende forudsætning for en velfungerende offentlig sektor at ansatte har muligheden for at sige fra – og at henvendelser til tilsynsmyndigheder behandles konkret og forsvarligt,” siger FOAs formand Dennis Kristensen i en pressemeddelelse.

Afgørelsen fandt også vej til den skriftligeberetning til FOAs kongres, som afholdes hvert 4′ år:

Sag vundet i Højesteret 29. august 2016 – ytringsfriheds grænser

Højesteret fandt, at det var inden for ytringsfrihedens grænser, da en sygemeldt pædagogmedhjælper i 2012 påpegede stærkt kritisabel adfærd hos en leder i en børnehave og først gik til sin fagforening og dernæst til kommunen med anklagerne.

Pædagogmedhjælperens ordvalg i henvendelsen til kommunen havde været meget skarpt. Bl.a. blev det påpeget, at lederen tvang børn til at spise. At lederen var voldelig over for en forælder. Og at lederen havde et alkoholproblem. Pædagogmedhjælperen nævnte at ’det ligner Gestapometoder’.

Disse udtalelser affødte en injuriesag fra den pågældende leder mod pædagogmedhjælperen. Pædagogmedhjælperen vandt først sagen i byretten, men modparten ankede den til Landsretten, hvor pædagogmedhjælperen blev idomt dagbøder. I Højesteret blev hun frikendt for injurier. Højesteret har tilkendegivet, at udtalelserne er fremsat i god tro og til berettiget varetagelse af børnenes tarv, og derfor er straffri efter straffeloven § 269, stk 1.

Fagforeningernes tekstprostituerede misbruger det forhold, at byret og siden højesteret fandt at straffrihedsbetingelserne var opfyldt til, at fremstille det som om børnehavelederen var ”skyldig” i de rejste anklager. Det fremgår tydeligt af dommene, at det gør domstolene ikke, samt at to af fem højesteretsdommere ville dømme for udtrykket ”gestapometoder”. Det tangere bagvaskelse overfor børnehavelederen og under alle omstændigheder er det dårlig vejledning til medlemmerne, fordi sagen jo var på vippen i Højesteret. Det havde været redeligt at skrive: ”vi/vores medlem var tæt på at blive dømt, pas på med ukvemsord og anklager uden substans”.

Advokatfirmaet KromannReumert om dommen, her.

3′ generation kan heller ikke læse

Eller regne for den sags skyld.

JP har fået foretaget en kørsel hos Danmarks Statistik, der viser at 3′ ikke får noget videre ud af at gå i skole. Og så går jagten som sædvanligt ind for at finde undskyldninger. I JP foreslå Niels Egelund bl.a. at de skal i vuggestue som et årige.

»Det tyder på, at de fremgangsmåder, vi har anvendt for at få vores etniske medborgere med, ikke har virket,« siger Niels Egelund, der bl.a. henviser til de mange ressourcer, der de seneste år er brugt på ansættelse af sprogvejledere og socialrådgivere på skolerne, øget undervisningstid og forsøg med modersmålsundervisning,

Men forældrene har ofte selv problemer med det danske sprog, og derfor kan de ikke selv få deres børn op på et tilstrækkeligt danskniveau ved skolestart, pointerer Niels Egelund. Han foreslår derfor at tvinge familierne til at sende børnene i vuggestue som étårige, hvis sundhedsplejersken vurderer, at familien ikke har tilstrækkelige sproglige forudsætninger.

I en al-Ritzau opfølgning på den historie udtaler den islamofile forskeraktivist Andreas Rasch-Christensen, at der må vises større imødekommenhed og hældes flere af skattefårenes penge i integrations kloakken. Via BT.

– Man skal prøve at lære af de skoler, som har formået at skabe en god dialog med forældre.

– Kan det sprede sig, og kan man slå dørene ind til hjemmene og skabe en god dialog med forældrene, så tror jeg, at man kan rykke de her elever mere, siger Andreas Rasch-Christensen.

Ved folkeskolens afgangsprøve sidste år fik drenge født af efterkommere fra ikkevestlige lande et karaktergennemsnit på 5,6. Det er det samme resultat som efterkommerne.

Det er 1,3 karakterpoint lavere end drenge med dansk oprindelse. Samme billede gjorde sig gældende for pigernes vedkommende.

Tallene kommer fra en særkørsel, som Jyllands-Posten har fået Danmarks Statistik til at foretage.

Forhenværende rigsstatistiker Jan Plovsing vurderer ifølge Jyllands-Posten, at talmaterialet er solidt, selv om gruppen er lille, og kun 395 børn af efterkommere tog afgangsprøven i fjor.

Man kan så konstatere, at Andreas Rasch-Christensen ikke er blevet klogere siden 1999. I en kronik i JP dengang skrev han bl.a.:

Tilstrømningen af flygtninge fra Libanon, Iran og Sri Lanka i 1984-86 vendte derimod op og ned på dansk flygtningepolitik. Aviserne kunne berette om et stigende antal gadeepisoder med racistiske islæt, og i avisartikler advarede flere personer om, at den danske kultur var truet af de fremmedes kultur og ikke mindst af deres religion. Ligeledes hørte man beretninger om, at man ville kunne se frem til et voksende problem på grund af de fremmedes høje fødselsrate og de gældende regler for familiesammenføring.

Ifølge lektor Tina Ussing Bømler, der er forsker i udlændingepolitik, er uddannelse netop vejen til integration af flygtningene (jvf. JP den 21/6-99), hvorfor det virker højst besynderligt, at netop denne del er stærkt nedprioriteret i det nye integrationslov.

Loven medfører endvidere, at flygtninge ikke har mulighed for at bosætte sig, hvor de vil, uden at dette godkendes af modtagerkommunen. Formålet er spredning af flygtningene, så der ikke opstår ghettodannelser i de større byer. I modsætning til uddannelse er der dog intet, som tyder på, at spredningen fremmer integrationen. Tværtimod forårsager spredningskriteriet, at der opstår en kløft til den overordnede danske integrationsmålsætning, som går ud på, at integrationen skal ske med rimelig hensyntagen til flygtningenes særlige kulturelle baggrund.

Ydermere viste meningsmålingsundersøgelser, at den danske befolkning var villig til at modtage langt flere kosovaflygtninge end de 1500-2000, som var indenrigsministerens udgangspunkt. Grundlæggende kunne det altså synes som om, at den danske befolkning er langt mere venligt stemt over for flygtningestrømme, end politikerne er det.

Snarere hænger uoverensstemmelsen nok sammen med, at politikerne lytter til det højtråbende fremmedfjendske mindretal i den danske befolkning, hvis holdninger beredvilligt bliver lanceret gennem en række medier. Nu skal medierne selvfølgelig ikke bebrejdes, at det åbenbart primært er det “utilfredse” mindretal, som giver sine holdninger til kende, men det medieskabte billede af den danske befolknings synspunkter kommer derved til at se overdrevent fremmedfjendske ud.

Danskernes manglende viden om de forskellige flygtninges kulturelle baggrund er slående. Hvor tit hører man ikke enkelte folk udbrede sig om fanatiske muslimer, og hvilke frygtelige konsekvenser denne fanatisme kan føre med sig. Går man dem så på klingen, er deres viden omkring islam ofte meget overfladisk, og hvis man ydermere vil diskutere holdninger til fundamentalistiske kristne, finder man til sin store undren ud af, at deres kendskab til vor egen kulturs religion (kristendommen) er endnu mere begrænset.

Endvidere er der en udbredt tendens til at betragte alle flygtninge som en fjendtlig og ensartet gruppe, men det burde vist være åbenlyst for enhver, at eksempelvis kosovaalbanerne på vitale områder adskiller sig fra somalierne. Der er selvfølgelig også lighedspunkter, men de berettiger ingenlunde til, at man reder alle flygtninge med én kam.

Jeg har forståelse for, at de personer, der er i besiddelse af et stort kendskab til specielt islam, ofte bliver trætte af altid at skulle forsvare, forklare og forsøge at bidrage med information til folks uvidenhed og underlige myter om flygtninge, men ikke desto mindre er oplysning den eneste farbare vej til en frugtbar integrationsproces.

Majoritetssamfundet (Danmark) må på samme måde bidrage aktivt og være villigt til at modtage impulser fra flygtningekulturen. Denne integrationsform kræver viden om flygtningenes såvel som danskernes kulturelle baggrund, hvilket bl.a. kan realiseres gennem oplysning/undervisning.

Det er på tide, at vi danskere begynder at overveje, hvordan man opnår den bedste integration af de fremmede, ikke fordi vi er specielt fremmedfjendske, men fordi det er vigtigt åbenlyst at vise vores velvilje over for flygtningene.

Veluddannelse

Tilbage i 2015 stillede vi på baggrund af den tilgængelige viden spørgsmålstegn ved påstanden  om, at syriske såkaldt “flygtninge” skulle være veluddannede, her og her.

Nu er der så nyt om det spørgsmål, og nej syrerne er ikke veluddannede. Berlingske referere til en ny rapport fra Rockwool Fonden. (Fondens egen artikel)

Fra Berlingske:

I den offentlige debat har man siden syrernes kommen diskuteret syreres uddannelsesniveau, idet de kommer fra et land, der skulle have et ganske højt uddannelsesniveau. Men syrerne, der er den klart største gruppe af asylmodtagere de seneste år, ankommer til Danmark med ganske lidt uddannelse som bagage, viser undersøgelsen. To ud af tre af syriske flygtninge i Danmark har således en folkeskole som højeste afsluttede uddannelse – blot tre procent har en lang videregående uddannelse.

Wiki artikel om de syriske uddannelses system, her.

Update:

Artikel 2015 på DDR, her.

Sjovnalist: Karsten Østergaard Nielsen

Vores oplevelse er, at folk fra Syrien har en anden arbejdsmoral, end man ellers ser. De ønsker ikke at leve af offentlig forsørgelse, men vil meget gerne kunne forsørge sig selv, deres børn og hustru, siger Morten Weiss-Pedersen

(K), formand for Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedsudvalget i Middelfart Kommune.

– De er meget motiverede for at komme i gang. Samtidig har de gode IT- og engelskkundskaber og kan meget lettere byde ind til vores arbejdsmarked, siger Kjeld Berthelsen, der er direktør for Social og Sundhed i Struer Kommune.

– Vi kan se i vores forskning, at nogle typer flygtninge lettere får fodfæste på arbejdsmarkedet. Det er de yngre, veluddannede folk med gode sprogkundskaber – både dansk og engelsk – som klarer sig bedst. Men det hjælper også, hvis de ikke har siddet flere år i en flygtningelejr, før de kommer til Danmark, siger Anna Piil Damm.

Kommer med uddannelser i lommerne

Alle disse karakteristika passer på de syriske flygtninge, forklarer Mette Blauenfeldt, der er leder af Center for Udsatte Flygtninge hos Dansk Flygtningehjælp.

-Syrien var indtil for få år siden et velfungerende land. De havde et uddannelsessystem, der mindede meget om vores eget, og det lykkedes dem i stor grad at få bugt med analfabetismen. Det betyder, at de fleste voksne kan læse og skrive og har en uddannelse, og mange har også brugbar erhvervserfaring med sig, siger hun.

 

 

Integrations job

For et års tid siden meddelte Angela Merkels rigsbefuldmægtigede i København, Lars Løkke Rasmussen, at der skulle skabs job for flygtninge i samarbejde med “erhvervslivet” skulle startes en integrationsmotor op. Det er naturligvis gået som det plejer, nemlig stor larm til start og derefter særdeles beskedne resultater. Flytninge flytter ikke til Danmark for at arbejde. Det burde efterhånden være gået op for selv de aller langsomste knallerter.

Fra “erhvervslivet” har især “Nasse Jørgen” Mads Clausen fra Danfoss og Niels “Jong Un” Due Jensen fra GTrudfoss gjort sig til talsmænd for, at Danmark bare skulle tage de “flygtninge” der nu måtte komme. De aller aller dygtigste af dem kunne så få beskæftigelse hos Jørgen og Niels, mens resten kunne forsørges af skatteslaverne.

På JP.dk berettes der om rigsbefuldmægtigede Løkkes sammenbrændte integrationsmotor, og det i et udsædvanligt neutralt tone leje. Fra artiklen:

Sammenlagt har 103 virksomheder opslået lidt over 1.000 pladser, viser nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Hvor mange af pladserne, der reelt er blevet besat, findes der ikke tal for.

Det er tre store virksomheder, der står for hovedparten af pladserne. Dansk Supermarked, servicevirksomheden ISS og Ikea står tilsammen for 654 ud af de i alt 1.067 pladser svarende til over 60 pct. Kun 30 ud af 103 virksomheder har udbudt mere end tre pladser.

Ifølge Hans Hummelgaard, analyse- og forskningschef ved det uafhængige forskningsinstitut KORA, kræver det mange ressourcer at få en flygtning i praktik.

»Virksomheder er sat i verden for at tjene penge. Derfor vil de se på, om gevinsten ved at få en flygtning ud i virksomheden, står mål med omkostningerne, og der kan være betydelige oplæringsomkostninger,« siger han.

For cirka 1 1/2 år siden udgav Dansk Industri en analyse af problemet med manglende beskæftigelse blandt ikke mindst muhammedanske indvandrere, der jo som bekendt almindeligvis bliver lukket ind af vore politikere under påskud af, at de skulle være flygtninge. Fra abstrakt:

Hver dag går over 100.000 ikke-vestlige flygtninge, indvandrere og efterkommer på arbejde. 2/3 er beskæftiget i private erhverv.

Alligevel er det kun 47 pct. af ikke-vestlig flygtninge og indvandrere, der er i job. Det hænger sammen med, at 46 pct. er uden for arbejdsstyrken.

Resten er ledige. Det er derfor en udfordring at få flere ikke-vestlige flygtninge og indvandrere gjort til en del af arbejdsstyrken.

Sammenlignet med situationen i 2000 er der sket en stigning i beskæftigelsen for ikke-vestligeflygtninge og indvandrere. Men uanset beskæftigelsesfremgangen er andelen, der står uden for arbejdsstyrken, markant højere i dag end for 30 år siden og flygtninge og indvandrere er dermed ikke til rådighed for virksomhederne.

På tværs af oprindelsesland er der markante forskelle på, i hvor høj grad mænd og kvinder er i job. 20-25 pct. af kvinderne fra Libanon, Irak og Somalia arbejder, mens det er over 60 pct. af kvinderne fra Thailand.

Det er en udfordring, at ikke-vestlige indvandrere, efterkommere og efterkommeres børn har lavere udbytte af folkeskolen end børn med dansk herkomst. Dermed er ikke-vestlige indvandrere og efterkommere mindre godt klædt på til at kunne gennemføre en senere uddannelse og deltage på arbejdsmarkedet. Det kan være medvirkende til, at der er mange unge ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, der hverken er i uddannelse eller job. Blandt 25-30-årige indvandrere er det ca. 45 pct. Det er knap 3 gange så ofte som danskere. Blandt efterkommere er det 30 pct. Blandt disse modtager stor del en eller anden form for offentlig forsørgelse.

Der er plads til forbedringer af integrationen af nyankomne flygtninge. 3 år efter ankomsten til Danmark er 14 pct. i job. Andelen i beskæftigelse er næsten den samme, hvad enten flygtningen kommer fra Irak, Iran, Syrien eller Afghanistan. Det på trods af, at nyankomne flygtninge tilbydes et integrationsprogram, der skal hjælpe med til at personen kan klare sig selv.

Som led heri skal flygtningene bl.a. lære dansk, men går i gennemsnit glip af mere end hver 4. time, fordi de ikke møder op.

Integrationen forbedres ikke væsentlig over tid. Efter 10 år i Danmark er hver 4. i job.

Designer teamet der udviklede den nu sammenbrædte motor bestod af, Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, ISS-direktør Martin Gaarn Thomsen, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), KL-formand Martin Damm (V) og Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S).

 

 

Løkkes chef fortryder

Adolf Hitlers afløser i kanslerkontoret i Berlin, det forhenværende medlem af det Østtyske kommunist parti, Angela Merkel, fortryder hun har lukket muhammedanske kriminelle, lykkeriddere m.v. ind i tyskland under påskud af der skulle være tale om “flygtninge”.

Det skal blive interesant at følge hvad hendes rigsbefuldmægtigede i København vil foretage sig for at holde sig på omgangshøjde med chefen i Berlin.

Mere nøgternt ser det ud til, at Merkel er færdig og at hun ved det og er i gang med at finde en ikke for hæslig udgang på hendes forrædderi.

BBC (British, Biased & Corrupt) beretter:

“If I could, I would turn back time for many, many years, to prepare better,” she told reporters.

Her CDU party can no longer run Berlin with the Social Democrats (SPD).

The centre-right CDU won 17.6% of the vote – its worst-ever result in Berlin.

Mrs Merkel conceded that her open-door policy towards migrants – embodied in her phrase “wir schaffen das” (we can manage it) – was a factor in the election. She has now distanced herself from that phrase, calling it “a sort of simplified motto”.

She has been widely criticised in Germany for the policy, which was a humanitarian gesture faced with the desperate plight of migrants, many of them refugees from the war in Syria.

The right-wing, anti-migrant party Alternative for Germany (AfD) will enter the Berlin state parliament for the first time with 14% of the vote.

Mrs Merkel conceded that her open-door policy towards migrants – embodied in her phrase “wir schaffen das” (we can manage it) – was a factor in the election. She has now distanced herself from that phrase, calling it “a sort of simplified motto”.

Mere etnisk oplysning

BT.dk beretter, via et al-Ritzau telegram, om anholdelse af et par kvinder, åbenlyst ikke af muhammedansk race:

Tidligere lørdag fortalte efterforskningsleder Martin Haines fra Nordsjællands Politi, at det var kolleger fra Fyn, der sent fredag aften havde held til at anholde kvinderne på Fynske Motorvej.

Den ældste af kvinderne kommer fra Thailand, mens den yngste er dansk statsborger.

Man bekræftiges igen i, at muhammedanere (reelt de islamofile landsforrædder politikere) får særbehandling af justitsvæsnet.

Selvkritik

Man, det vil sige nominelt borgerliger der reelt har gået muhammedanismens ærinde, begynder så småt at lægge afstand til den belyvning af indvandringskritiker, de selv har støttet venstreekstremister i at fremfører. I venstreekstreme Des-Information skriver en Niels Jespersen:

Højrefløjsaktivister og DF’ere er igennem tiden selv blevet udsat for en masse politiske modbydeligheder. Både fortjent, men også ufortjent, fordi de rejste nogle legitime politiske spørgsmål. Det er heldigvis ved at være fortid. Til gengæld lever det frådende had mod politiske modstandere i bedste velgående hos højrefløjen selv.

Zetland.dk skriver Jacob Mchangama:

Sådanne holdninger trives desværre også ganske mange steder på nettet, men det er ganske sjældent, at man oplever nationalkonservative gå ud og tage klar og utvetydig afstand fra det tankegods, som Hedegaard og Camre giver udtryk for. Måske fordi man mange steder i borgerlige kredse er præget af forrige årtiers offentlige debat, hvor borgerlige stemmer var i mindretal og blev mødt med vilde anklager om racisme og fascisme af en centrum-venstre-elite, der stod langt stærkere i den offentlige debat, end det er tilfældet nu. Det kan have skabt en belejringsstemning med en uudtalt præmis om at stå sammen uanset hvad, hvilket skaber sin egen politiske korrekthed”, hvor det anses for tabu at gå i rette med egne meningsfæller, uanset om man synes, de går for vidt. Men det er mindst lige så selvretfærdigt og udskammende” at kalde sine politiske modstandere landsforrædere som at blive kaldt racist” og islamofob” i Politiken.

Det kunne være underholdende hvis Jespersen og Mchangama kom med nogle citater.

Væmligbo udstiller

sit ækle menneskesyn.

Det sker i en artikel på zetland.dk. Væmligboen Mads Nygaard fortæller hvad der driver ham til, at ødelægge Danmark og anstifte voldtægter, herunder analvoldtægter af børn.

Mads Nygaard begrunder sine naziislamiske aktiviteter med, at han ønsker at redde udkantsdanmark… Fra artiklen:

Jeg har tendens til at svæve væk, og det gør mig mere jordnær at have hat på. Det lyder sikkert vildt flagrende, men det er sådan, det er,” siger Mads Nygaard.

Han er et af de mest aktive medlemmer af Venligboerne, en borgerdrevet, frivillig forening, der er vokset eksplosivt i takt med, at flere flygtninge er kommet til Danmark.

Sammen med foreningen Refugees Welcome fremstår Venligboerne som et modsvar til regeringens udlændingepolitik og retorik. Ifølge Facebookgruppen for Venligboerne i København engagerer man sig i medmenneskelighed”, menneskerettigheder” og anstændighed”, og det er især venstrefløjen, der har båret Venligboerne frem.

Efter Langelandsfestivalen i juli 2016 er tre uledsagede flygtningedrenge fra Afghanistan desuden blevet sigtet for befamling og to for voldtægt mod en 16-årig pige.

Mønstret med at omringe og befamle kvinder går i Mellemøsten under navnet taharrush gamea, der betyder noget i retning af kollektive seksuelle overgreb. Især kvinder i Egypten er udsatte. Netop kvindesynet hos mange mænd fra lande som Syrien og Afghanistan, hvor en del af asylansøgerne kommer fra, ligger lysår fra det danske.

Er der ikke et misforhold mellem den tolerance, du møder flygtningene med, og den, de selv møder det danske samfund med?

Mads Nygaard holder en pause.

Jo. Det kan du have ret i,” siger han så.

Men nationaløkonomisk er flygtningene en udgift. Hvad mener du om det i en tid, hvor der skæres ned på mange andre områder?

Han tygger på det.

Det helt ærlige svar er, at for mig er økonomi det mindst interessante emne i hele verden. Jeg har ikke gjort mig tanker om det, og jeg har ikke studeret de statistikker, du snakker om.”

Mads Nygaard betragter helst mødet med flygtningene i øjenhøjde og er en handlingens mand. Da en 15-årig dreng fra Damaskus fik grønt lys til at familiesammenføre sine forældre til Danmark, trådte Mads Nygaard straks til. Drengen skulle ifølge nye regler selv betale for familiens flybilletter, og i løbet af få timer havde han indsamlet langt over de nødvendige 15.000 kroner via sin Facebookside.

Jeg bliver så træt, når folk siger hvad kommer flygtningene ikke til at koste os’. Det eneste, jeg kan høre, er den dreng, der siger, han ikke kan skaffe pengene selv. Bomberne falder hver dag, og det er et spørgsmål om tid, før hans mor, far eller søskende bliver dræbt. Det er mit hensyn. Jeg ved heller ikke, hvorfor du kræver en økonomisk vejvisning af mig?”