jura&legal affairs

Jan Hoby metoden

Medie- og kulturmogulen, Morten Hesseldal, der var ven med ”journalisten” Jan Stage om hans arbejdsmetode:

Det cubanske efterår lægger ud med at gengive beskyldningerne mod Stage for at pynte på sandheden – hvorfor var det vigtigt at få med?

MH: At arrangere virkeligheden var en del af Jans journalistiske metode, der derfor også tit lå tættere på essaystik end på traditionel journalistik. Dermed fik han lavet nogle helt fantastiske reportager, der ofte kom sandheden meget tættere end ved såkaldt ’objektiv journalistik’. Jeg er glad for, at ikke alle journalister går til opgaven som Jan, men jeg er omvendt utrolig glad for, at han gjorde, som han gjorde. Det fik formidlet nogle sammenhænge, følelser og situationer, som traditionel journalistik ikke kommer bare i nærheden af. Det samme gjorde Hemingway i øvrigt.

En injuriesag anlagt af det hedengangne ”Frie Fritidshjem og Børnehaver” illustrere fint hvorledes nogle fagforeninger kan finde på at opførere sig og i særdeleshed visse af deres ansats_valgte sagsbehandlere kan te sig, i det her tilfælde den fra debat tv så kendte debatskriger og sagsbehandler i pædagogfagforeningen LFS, pomade kommunisten Jan Hoby. Tidligere om Jan Hoby, her.

Hoby er kendt fra mindst et andet tilfælde af tilsvarende optræden, nemlig som anstifter af, at halvdelen (cirka 10) af psykolog Nicolai Sennels psykolog kolleager på en af skolepsykologklinikerne under Købehavns Kommune, anklagede ham for ”racisme”.

Metoden er enkel nok, man griber fat i et eller andet som en eller anden man ikke kan li’ har sagt eller gjort, eller endnu bedre; at andre fortæller om noget de mener at vide om den man ikke kan lide har sagt eller gjort, som man så kan bringe frem for myndigheder, medierne eller domstolene. En combo af de to første er klart at foretrække, bl.a. fordi man i hvert fald overfor offentligheder kan fylde godt og grundigt på med påstande der ikke kan kontrolleres af udenforstående pga. at offentlige instanser naturligvis ikke kan give aktindsigt i personsager i almindelighed. En ”metode” der er en intrigant teenage tøs, eller en middelaldrene rejkælling på heksejagt værdig.

Imidlertid kan det jo gå galt, som f.eks. i den sag, der citeres fra nedenfor. Sagen handler om en pædagogmedhjælper der bliver fyret pga for meget sygefravær, LFS finder ikke anledning til at gå ind i sagen af den grund. LFS har derimod i forvejen har et eller andet kørende med den pågældende institution. Institutionerne er en del af ”Frie Børnehaver og Fritidshjem” (FBF). Den fyrede medarbejde retter i en mail til LFS/fællestillidsmand/Jan Hoby en stribe grove anklager med tilhørende ukvemsord om og mod den pågældende leder af institutionen. LFS/Jan Hoby får med afsæt i mailen sat institutionen under skærpet komunalt tilsyn. Lederen af institutionen og FBF svare igen med en injurie sag. – Hvilket i øvrigt fint viser hvornår injuriesager giver mening.

Sagen var igennem By, Lands, og Højesteret. Jan Hoby og LFS blev ikke som de ynder at omtale det frifundet, men By og Højsteret fandt, at der forelå straffrihedsgrunde for de grove injurier pædagogmedhjælperen og Jan Hoby/LFS havde fremsat.

At Jan Hoby nære animositet mod Landsforeningen frie børnehaver og fritidshjem kom f.eks. til udtryk i en artikel på det marxistiske/kommunistiske Kritiskdebat.dk tilbage i 2009:

Mere arbejdsglæde, lettere administration, effektiv styring, direkte borgerindflydelse, besparelser uden serviceforringelser og mere selvbestemmelse. Det er ikke pæne ord det skorter på når JensTerp skal rose de selvejende institutioner fortræffeligheder. Effektiv styring og lettere administration er to af de påstande, som slynges ud i luften som argumenter for flere selvejende institutioner. Det er i bedste fald en sandhed med modifikationer. I artiklen fremlægges ingen saglig argumentation for at det skulle være tilfældet. Udmeldingerne virker derfor som ren overlevelsesstrategi fra Jens Terps side. Landsforeningen for Frie Børnehaver og Fritidshjem ser det nærmest som en naturlov, at selvejende institutioner er bedre til styring og administration end de offentlige. Det er ingenlunde tilfældet. Tværtimod nyder de selvejendeinstitutioner godt af kommunernes administrative og økonomiske håndsrækning. Kommunerne betaler nemlig et ekstra særligt administrationsgebyr til de selvejende institutioner.

Fra forklaringer gengivet i Byrettens dom:

Lederen af børnehaven

“Det gik altid voldsomt mod forældre med fremmed baggrund. Hun blev ofte kaldt psykopat og som jeg husker tydeligt en forældre sagde; “Det kvindemenneske er syg i hovedet og burde spærres inde..”

Der er afgivet partsforklaring af sagsøger B, A og C og vidneforklaring af D.

Sagsøger B (lederen af institutionen) har forklaret, at hun er uddannet pædagog. Hun har været ansat i institutionen i knap 25 år og siden 2000 som leder. Hun har aldrig haft klager eller skærpet tilsyn. Hun har ikke fået klager fra forældrene, hverken mundtlige eller skriftlige. Hun var sygemeldt fra marts 2010.

A (pædagogmedhjælperen) blev opsagt på grund af for meget sygefravær. Hun ville ikke anerkende dette sygefravær. Hun sagde, at når hun havde en lægeerklæring, skulle dette trækkes fra. Det skulle det jo ikke. De havde ikke bedt om en lægeerklæring. LFS blev inddraget, da sagsøger indkaldte hende til en syge- og omsorgssamtale. LFS har ikke gjort indsigelse mod opsigelsen.

Foreholdt sagsøgers påstandsdokument udsagn 8, forklarede hun vedrørende forældre med fremmed baggrund, at Børnehaven Ø ofte bliver anbefalet mellem forældre med fremmed baggrund indbyrdes. Børn af de forældre, hun har haft, ønsker plads i institutionen. De har tradition for børn med fremmed baggrund i børnehaven. Antallet af disse er for nedadgående efter privatiseringen. Der er også personale fra forskellige lande. Der er pt. 60 børn i institutionen.”

Hun har drøftet injuriesagen med Frie Børnehaver. Hun har holdt dem underrettet om, hvad der skete i sagen.

Hun ved ikke noget om, hvorvidt der er tale om en faglig kamp mellem Frie Børnehaver og LFS. Det er ikke noget, hun har talt med dem om.

Børnehaven Ø er en spydspids for Frie Børnehaver. Man kan ikke have en leder, som der er rettet sådanne beskyldninger mod.”

Sagsøgte A (pædagogmedhjælperen) har forklaret, at hun er født og opvokset i Polen. Hun kom til Danmark i 1989. Hun var da 23 år. Det var svært at lære dansk. Det kan godt være, at hun kommer til at overdrive, når hun er følelsesmæssigt påvirket. Hun blev ansat i Børnehaven Ø fra 1. januar 2010. Hun startede først 4. januar 2010. Hun blev ansat som vikar. Hun blev fast ansat, meget muligt fra 1. februar 2010. Mellem personalet var samarbejdet fint. B var meget optaget af sit arbejde på kontoret og var ikke meget ude på stuerne. Folk smågræd i hjørnerne. Man fik at vide, at sagsøger havde sagt et eller andet, fordi den pågældende havde gjort noget forkert. Det var ikke rart at være der.

Foreholdt bilag 2, forklarede sagsøgte, at hun ikke blev opfordret til at skrive denne mail af Q (fællestillidsmand med arbejdsplads/kontor hos LFS og Jan Hoby som chef). Sagsøgte havde det så dårligt. Hendes krop reagerede voldsomt. Hun kastede op og kunne ikke spise. Derfor satte hun sig ned og skrev mailen. Redegørelsen blev lang, for hun havde meget at sige.”

Hun har drøftet sagen med repræsentanter fra LFS. Alle har behandlet det som en personsag. Der er ingen, der har behandlet det som en sag om mellem Frie Børnehaver og LFS.”

Foreholdt bilag A-F, forklarede sagsøgte, at hun har fået klagerne udleveret af forældrene. Sagsøgte har sendt dem til LFS, der har sendt dem videre til X-by Kommune.

Hun undrer sig ikke over, at forældrene først klagede halvandet år senere. Hun tænkte, at de endelig fik mulighed for at klage. Måske havde de været bange for at klage. Hun drøftede ikke indholdet med forældrene. Hun mødte L, som havde kontakt med nogle af forældrene. Sagsøgte havde kontakt til N og Gs mor.

Foreholdt bilag 2, forklarede sagsøgte, at chikanen for eksempel var, at da sagsøgte var tilbage efter 3 dage, sagde sagsøger til sagsøgte, at hun havde “været syg samtidig med sin stuekollega i juni 2011”. Sagsøgte tog det til sig og lukkede det inde i sig selv. Hun klagede sig ikke til fagforeningen. Hun har set alle medarbejdere græde. Hun er helt overbevist om, at de græd på grund af sagsøger. Det undrer hende ikke, at medarbejderne ikke har klaget over sagsøger. De tør ikke at sige noget, når der kommer tilsyn Det er, fordi sagsøger har så megen magt.

Hun har ikke selv set, at sagsøger har sparket en forælder. K har fortalt, at sagsøger har sparket en forælder.

Der har altid været en skarp tone over for forældre med fremmed baggrund. Hun ved ikke, om man kan sige, at sagsøger er racistisk. Hun behandlede generelt ikke-etniske danskere dårligt. Nogen blev bedre behandlet end andre. Etniske danskere blev bedre behandlet end de øvrige. Tidligere og nuværende medarbejdere kan bevidne det. En rengøringsassistent, der har været på Ø i 11 år, kan måske sige noget om det. Sagsøgte har hørt, hvordan sagsøger har behandlet rengøringsassistenten.

C (Jan Hoby) har forklaret, at han er næstformand i LFS. Han har ansvaret for at formulere de vedtagne politikker. Han har institutionssager, dvs. hvor der er samarbejdsvanskeligheder. Han er næstformand for hovedsamarbejdsudvalget. Han har faglige sekretærer og tillidsrepræsentanter, der bistår ham. Hovedvægten i hans arbejde er politikformulering og forhandlinger med politikere og embedsmænd. En meget sjælden gang har han selv en personsag.

FOA og FLS har i mange år været modstandere af privat udlicitering. Det samme er det politiske flertal i X-by. Frie Børnehaver er en samarbejdspartner. Han kan godt skille personsagsbehandling og overordnede politikker. Han kan godt genkende, at han har en kontrovers med P fra Frie Børnehaver. Det har været et længe kendt krav fra FLS, at man herfra mener, at alle institutioner bør være kommunale. BUPL har en anden holdning. Denne generelle politiske holdning har intet med konkrete sager at gøre.

Foreholdt bilag 5, forklarede han, at han sagtens kan huske sagen. Den vedrørte en medarbejder ved navn K, der havde bedt om en uges ferie til at køre sin datter ind i institution efter endt barsel. Der havde været et langt tovtrækkeri. Sagsøger havde været meget ufleksibel med hensyn til at imødekomme Ks rimelige ønske. Han blev meget stødt på manchetterne over sagsøgers holdning. Han mener, at sagsøgers holdning var i strid med samarbejdsaftalen med KTO §§15-17. Medarbejderen havde bedt om ferie i en uge nærmest et år fremme i tiden. Han fandt, at sagsøgers holdning var anstødelig. Han kendte ikke Ø i detaljer. Han havde ikke nogen klager fra forældre i baghovedet. Han forholdt sig udelukkende til den konkrete sag.

Q er fællestillidsrepræsentant. Hun er ansat hans afdeling, og han har dagligt ansvar for hende. Udgangspunktet er, at de kvalitetssikrer det materiale, de sender videre til Kommunen. De har en skærpet indberetningspligt. Breve bliver læst igennem. Der bliver afholdt et møde med det medlem, der klager. Medlemmet skal kunne “stå på mål” for det, der bliver sagt.

Fællestillidsmænd i LFS her

Det pågældende medlem har forklaret, hvad der var problemet. Medlemmet har i dag undskyldt brugen af ordet Gestapo. Han mener, at ordet Gestapo er skudt over målet. FLS har ment, at medlemmet havde så mange kritikpunkter, at brevet burde sendes til kommunen.

Udgangspunktet er, at der tidligere havde været en sag. Tilsyn vil aldrig afsløre ting, som A har forklaret om. Folk er bange for at miste deres stilling, og forældrene er bange for, at en klage skal gå ud over deres børn.

Vedrørende tvangsfodring forklarede han, at der i dag er afgivet forklaring om, at børn er blevet krænket i spisesituationen. Der er andre medarbejdere, som har forklaret LFS om dette, Der er en konkret medarbejder, som ikke har ønsket at stå frem. Dette viser, at der foregår pædagogisk uhensigtsmæssige handlinger og situationer. Det at tvinge et barn i spisesituationen er pædagogisk uhensigtsmæssigt. Det er et led i en magtrelation. Det kan diskuteres, om man burde bruge udtrykket “tvangsfodring”. Der er ingen grund for sagsøgte til at tro, at medlemmet skulle lyve. Der er sket kvalitetssikring.

Foreholdt bilag 8, forklarede han, at han har været og er en inkarneret kritiker af X-by Kommunes pædagogiske tilsyn. Det er rigtig svært at opfange noget på et sådan tilsyn. Hvis en medarbejder bliver spurgt om pågældende har noget at udsætte på lederen, vil den pågældende næppe svare, at den er helt gal. Der er rigtig store problemer med tilsynet. Derfor er der indført klynge-institutioner på det kommunale område. Dette har hævet kvaliteten. Han vil ikke bruge ordet Gestapo. Hvis man reagerer, som det er fremgået i dag, på medarbejderes og forældres henvendelser og kritik, mener han ikke, at det lever op til kravene til en leder.

Det pædagogiske tilsyn af Ø og andre private institutioner har ikke været tilstrækkeligt og ikke levet op til kravene til et pædagogisk tilsyn. Institutionen brude have været gennemgået med en tættekam.

Kvalitetssikring er, at medarbejderen skal “stå på mål”. Kritikken skal også have “en vis gang på jorden”. Fagforeningen har ret til at fremføre medlemmers kritik.

D har forklaret, at hun er ansat i X-by Kommunes afdeling for privat børnepasning og kommunal dagpleje.

I sommeren 2012 modtog hun klager over Ø. Hun ringede til den tilsynsførende og sagde, at det var alvorligt, og at de skulle derud med det samme. De tog derud dagen efter. Lederen var meget forbavset over, at de kom.

Byretten konklusion er, at LFS og pædagogmedhjælperen har rejst krænkende sigtelser mod lederen som de ikke kunne bevise, men at straffrihedsgrundende vejer tungest og kommer derfor frem til straffrihed fordi der er tale om et forsøg på at varetage berettigede interesser.

Oven på ”sejren” i Byretten kunne man på FOAs hjemmeside bl.a. læse:

FOA og LFS har vundet en injuriesag, som var anlagt mod en pædagogmedhjælper af Landsforeningen Frie Børnehaver og Fritidshjem på vegne af en institutionsleder for en privat børnehave i København.

Pædagogmedhjælperen var blevet sagsøgt for injurier, fordi hun havde meldt sin tidligere arbejdsgiver for blandt andet at ”tvangsfodre børnene” og skrive ”Det ligner Gestapo-metoder og ikke en børnehave”.

Selv om flere af pædagogmedhjælperens udtalelser normalt ville have været på kant med injurieloven, blev hun frikendt i byretten, fordi hun varetog børnenes interesser.”

og

Næstformand i LFS Jan Hoby aflagde vidneforklaring i retten, hvor han oplyste, at LFS har haft andre sager imod institutionen. Han ser dommen som en vigtig sejr for offentligt ansattes ytringsfrihed.

Man har en skærpet indberetningspligt som offentligt ansat og som pædagogmedhjælper. Man er barnets advokat og skal ikke tøve med at indberette svigt og overgreb, fordi man frygter at blive anklaget for injurier,” siger han til Fagbladet FOA.

Sagen blev afgjort i Københavns Byret den 10. januar, hvor pædagogmedhjælperen og LFS blev frikendt.”

Landsrettens dom:

C (Jan Hoby) har supplerende forklaret blandt andet, at LFS har en aftale med kommunen om, at man videresender medlemmers klager ucensureret. LFS fungerede således også i denne sag alene som budbringer af As klage, idet den, der klager, selv må stå på mål for indholdet af sin klage. Han fastholder sin kritik af det kommunale pædagogiske tilsyn, som aldrig påviser alvorlige fejl. Det er altid andre, herunder forældre og personale, som gør kommunen opmærksomme på fejl, og han ville ønske, at flere ansatte og forældre ytrede sig om kritisable forhold. Det skærpede tilsyn med Børnehaven Ø har dog virket på den måde, at forholdene tilsyneladende har bedret sig, men det siger intet om, hvorledes forholdene var forud herfor.

Højesterets dom.

Højesteret finder ikke grundlag for at afvise appellantens anbringende om, at A (pædagogmedhjælperen) ikke kan dømmes for en formulering i mailen fra LFS, Landsforeningen for Socialpædagoger, som hun ikke selv har anvendt. Da A ikke selv har anvendt udtrykket ”tvangsfodrer”, finder Højesteret, at der ved vurderingen af hendes udsagn skal ses bort fra dette udtryk.

Såvel A som LFS har erkendt, at udtalelsen om ”Gestapo-metoder” er en ærekrænkende sigtelse, som ikke burde være fremsat. Sigtelsen er allerede derfor ikke fremsat i god tro, men i bevidst skadevoldende øjemed. Sigtelsen er uhørt grov og falder klart uden for det område, som underretningspligten efter serviceloven berettiger til. Selv efter As egne forklaringer er der heller ikke grundlag for de øvrige særdeles grove sigtelser, hun har fremsat.

Efterfølgende kommenterede Generalsektretæren for FOA, kommunisten Dennis Kristensen, afgørelsen således i et af FOA bladene:

Disse udtalelser fik lederen til at sagsøge pædagogmedhjælperen for injurier. Pædagogmedhjælperen var først blevet frikendt i Byretten, men blev senere idømt dagbøder i Landsretten. Nu har sagen så nået sin afslutning med frikendelse i Højesteret.

Der er en vigtig og principiel afgørelse, som vi er glade for i FOA. Det er ikke fordi, at vi skal slå os op på at anvende bramfri udtalelser. Men det er en afgørende forudsætning for en velfungerende offentlig sektor at ansatte har muligheden for at sige fra – og at henvendelser til tilsynsmyndigheder behandles konkret og forsvarligt,” siger FOAs formand Dennis Kristensen i en pressemeddelelse.

Afgørelsen fandt også vej til den skriftligeberetning til FOAs kongres, som afholdes hvert 4′ år:

Sag vundet i Højesteret 29. august 2016 – ytringsfriheds grænser

Højesteret fandt, at det var inden for ytringsfrihedens grænser, da en sygemeldt pædagogmedhjælper i 2012 påpegede stærkt kritisabel adfærd hos en leder i en børnehave og først gik til sin fagforening og dernæst til kommunen med anklagerne.

Pædagogmedhjælperens ordvalg i henvendelsen til kommunen havde været meget skarpt. Bl.a. blev det påpeget, at lederen tvang børn til at spise. At lederen var voldelig over for en forælder. Og at lederen havde et alkoholproblem. Pædagogmedhjælperen nævnte at ’det ligner Gestapometoder’.

Disse udtalelser affødte en injuriesag fra den pågældende leder mod pædagogmedhjælperen. Pædagogmedhjælperen vandt først sagen i byretten, men modparten ankede den til Landsretten, hvor pædagogmedhjælperen blev idomt dagbøder. I Højesteret blev hun frikendt for injurier. Højesteret har tilkendegivet, at udtalelserne er fremsat i god tro og til berettiget varetagelse af børnenes tarv, og derfor er straffri efter straffeloven § 269, stk 1.

Fagforeningernes tekstprostituerede misbruger det forhold, at byret og siden højesteret fandt at straffrihedsbetingelserne var opfyldt til, at fremstille det som om børnehavelederen var ”skyldig” i de rejste anklager. Det fremgår tydeligt af dommene, at det gør domstolene ikke, samt at to af fem højesteretsdommere ville dømme for udtrykket ”gestapometoder”. Det tangere bagvaskelse overfor børnehavelederen og under alle omstændigheder er det dårlig vejledning til medlemmerne, fordi sagen jo var på vippen i Højesteret. Det havde været redeligt at skrive: ”vi/vores medlem var tæt på at blive dømt, pas på med ukvemsord og anklager uden substans”.

Advokatfirmaet KromannReumert om dommen, her.

Advertisements

Løkkes chef fortryder

Adolf Hitlers afløser i kanslerkontoret i Berlin, det forhenværende medlem af det Østtyske kommunist parti, Angela Merkel, fortryder hun har lukket muhammedanske kriminelle, lykkeriddere m.v. ind i tyskland under påskud af der skulle være tale om “flygtninge”.

Det skal blive interesant at følge hvad hendes rigsbefuldmægtigede i København vil foretage sig for at holde sig på omgangshøjde med chefen i Berlin.

Mere nøgternt ser det ud til, at Merkel er færdig og at hun ved det og er i gang med at finde en ikke for hæslig udgang på hendes forrædderi.

BBC (British, Biased & Corrupt) beretter:

“If I could, I would turn back time for many, many years, to prepare better,” she told reporters.

Her CDU party can no longer run Berlin with the Social Democrats (SPD).

The centre-right CDU won 17.6% of the vote – its worst-ever result in Berlin.

Mrs Merkel conceded that her open-door policy towards migrants – embodied in her phrase “wir schaffen das” (we can manage it) – was a factor in the election. She has now distanced herself from that phrase, calling it “a sort of simplified motto”.

She has been widely criticised in Germany for the policy, which was a humanitarian gesture faced with the desperate plight of migrants, many of them refugees from the war in Syria.

The right-wing, anti-migrant party Alternative for Germany (AfD) will enter the Berlin state parliament for the first time with 14% of the vote.

Mrs Merkel conceded that her open-door policy towards migrants – embodied in her phrase “wir schaffen das” (we can manage it) – was a factor in the election. She has now distanced herself from that phrase, calling it “a sort of simplified motto”.

radigal afbrydelse

De radigale har vedtaget et eller andet på deres landsmøde. Altinget.dk beretter:

Teknologi og digitalisering har i for mange år fået lov at leve et skjult liv i hjørnet af regeringskontorerne.

Man har talt om alle de rare ting, som fremtiden kunne bringe, men når det kom til stykket, fik man ikke oversat ambitionerne til lovtekst.

Men det er slut nu. Et “digitalt disruption team” med base i Statsministeriet skal ifølge et nyt radikalt forslag kunne udfordre – eller disrupte – lovgivningen på tværs af ministerierne.

Enheden er en del af Radikale Venstres finanslovforslag. Her skriver man, at:

  • Teamet skal bestå af unge, digitale native med fod på mulighederne i digitaliseringen.
  • Teamet skal have carte blanche til at disrupte den offentlige service på en lang række områder til gavn for borgere og virksomheder.

“Målet er at få forankret digitaliseringen på højeste niveau i Statsministeriet. Og så få lavet nogle projekter, som rydder ud i al den lovgivning, som spænder ben for, at Danmark får realiseret sit enorme digitale potentiale,” siger erhvervsordfører Ida Auken.

Inspireret af Fogh
Meget af inspirationen er hentet i den task force, som Anders Fogh Rasmussen (V) nedsatte kort efter, at han overtog regeringsmagten i 2001. Og som førte til fødslen af blandt andet NemId.

“Jeg ved, at man eksempelvis i Skatteministeriet slås med lovgivning helt tilbage fra 40’erne, som forhindrer nye, mere intelligente løsninger. Men som samfundet er skruet sammen i dag, er der ikke nogen, der har ansvar for at rydde op i den gamle lovgivning,” siger Ida Auken.

Herfra forventer vi skandaler i en helt ny og hidtil ukendt “kvalitet”. Ikke mindst bemærker vi, at den berygtede gangsterklan, “Aukens”, allerede har involveret sig.

Mere etnisk oplysning

BT.dk beretter, via et al-Ritzau telegram, om anholdelse af et par kvinder, åbenlyst ikke af muhammedansk race:

Tidligere lørdag fortalte efterforskningsleder Martin Haines fra Nordsjællands Politi, at det var kolleger fra Fyn, der sent fredag aften havde held til at anholde kvinderne på Fynske Motorvej.

Den ældste af kvinderne kommer fra Thailand, mens den yngste er dansk statsborger.

Man bekræftiges igen i, at muhammedanere (reelt de islamofile landsforrædder politikere) får særbehandling af justitsvæsnet.

Etnisk oplysning

Det er efterhånden ved at være en vittighed, men når politiet ikke vil oplyse om etniciteten på en formodet gerningsmand, så kan man godt gå ud fra, at der er tale om en muhammedansk politiet har fat i. I ugen der gik var der således yderligere jihad angreb på bilister med sten fra vejbroer. Mere om det på Uriasposten, her.

Anderledes er det når gerningsmanden, eller den formodede gerningsmand er hvid og eventuelt kristen. Et eksempel er et telegram fra løgnfabrikanten al-Ritzau gengivet på JP.dk. Fra telegrammet:

En passagers snak om at bombe SAS, mens han sad i et fly fra Shanghai, skal i den kommende uge endevendes i Københavns Byret.

En litauisk mand risikerer at blive idømt fængsel på grund af sin opførsel om eftermiddagen 13. august.

Mens flyet var ved at lægge an til landing i Kastrup, sagde manden flere alarmerende ting til en stewardesse – i hvert fald ifølge det anklageskrift, som er sendt til retten.

Af og til rejses der straffesager på grund af passagerers opførsel enten i selve lufthavnen eller i luften.

Sidste år blev to græske forretningsmænd således idømt fængsel i tre måneder, ligesom de blev udvist.

Ved check-in havde mændene joket med, at de havde en bombe i bagagen. Og at den ene var terrorist fra Paris.

Det var ikke meningen, at nogen skulle blive bange, sagde de – men det var netop, hvad der skete.

Terminalen blev evakueret, ligesom togdriften blev indstillet.

For fem år siden blev en estisk mand også straffet med fængsel i tre måneder. Under flyvning fra Tokyo til København talte han flere gange om en bombe, fordi han var blevet nægtet en samtale med kaptajnen.

konventions grænser

 

En Jørgen Gammelgaard slår i en kronik på JP.dk det indlysende fast: Nemlig at diverse konvention ikke kan eller skal fortolkes sådan, at Danmark har pligt til at give ophold til alverden. For en uges tid siden var det Ole Hasselbalch der slog det samme fast samme sted. Omtalt på Uriasposten, her. At den kriminelle naziislamist og jurist, Hans Gammeltoft Hansen, har en anden opfattelse ændre ikke på, at det er en urigtig opfattelse juridisk og, at opfattelsen derfor må formodes båret af andre motiver. Fra kronikken:

Lad det være slået fast. Der står ikke i nogen konvention, at Danmark i 2016 skal modtage de 40.000 flygtninge eller familiesammenføringer, som prognoser har peget på kan være tallet. Der står ikke et ord i eksempelvis Flygtningekonventionen om, hvordan det enkelte land skal gennemføre konventionen og meget lidt om, hvordan begrebet forfølgelse skal fortolkes, og hvornår man er flygtning. Det er op til det enkelte land. I Japan har man valgt en måde at fortolke konventionen på, der indebar, at Japan i 2015 kun accepterede 27 asylansøgninger ud af 7.500.

Noget lignende gælder FN-generalsekretærens hjemland, Sydkorea. Desuden kan man jo nævne Australiens tilgang med behandling af asylsøgere på centre i Stillehavet, hvor selv personer, der anerkendes som flygtninge, ikke gives ophold i Australien. Hertil kommer de fleste af de østeuropæiske lande. Er landene af den grund blevet stillet for en international domstol? Har nogen truet dem med sanktioner eller andre repressalier? Nej, det er ikke sket. Og fælles for landene er, at de vurderer, at de helt holder sig inden for de konventioner, de har underskrevet. Hvorvidt man evt. skal ændre eller opsige den ene eller anden konvention, er dog ikke det relevante spørgsmål. Første skridt må være ikke at anlægge den nuværende udvidende fortolkning af de forskellige internationale konventioner, herunder Flygtningekonventionen.

Siden november sidste år har det været fortid[den Nordiske Pasunion, HU] – mere end 60 års bevægelsesfrihed er nu blevet et offer for en forfejlet flygtninge- og udlændingepolitik. Både Danmark og Sverige har netop forlænget grænsekontrollen til november 2016. Hertil kommer hele det sikkerhedsmæssige aspekt. Angreb i Paris, København, Bruxelles, flere steder i Tyskland og i Nice har sat en tyk streg under, at vi befinder os i en ny sikkerhedsmæssig virkelighed.

Hvordan er det så kommet så vidt? Det er det, fordi der har været kredse, der har haft en interesse i, at det er blevet sådan – undertiden drevet af smukke, men komplet naive tanker om at redde verden, men nok mere af jordnære økonomiske interesser og en branding af sig selv som frelste politisk korrekte menneskekærlige humanister.

Alligevel har Danmark over årene modtaget flere end 11.000 palæstinensere, og en del har fået statsborgerskab netop under henvisning til statsløsekonventionerne. Politikerne er blevet viklet ind i et spind, der giver indtryk af, at kommer man fra et land, der ikke har demokrati og frihedsrettigheder efter danske alen, så kan man komme i betragtning til asyl og varigt ophold i Danmark for sig selv og ens familie. Tankerne glider hen på Tolkien og ”Ringenes Herre,” hvor Gríma Ormtunge spinder den stolte kong Théoden af Rohan ind i et væv af ord, der gør ham totalt handlingslammet.

I Ringenes Herre bryder troldmanden Gandalf forbandelsen og kong Théoden genvinder handlingens kraft. Vågner vores egne politikere op, behøver de ikke i første omgang at opsige konventionerne. De kan starte med at administrere konventionerne efter deres bogstav. Herefter skal alle kræfter sættes ind på tilbagesendelse – de 15 mia. kr., som Danmark årligt anvender på bistand, er et godt udgangspunkt. Samtidig skal der lægges maksimalt pres på lande som Afghanistan og Iran, som vægrer sig imod at modtage egne statsborgere. Det vil være en begyndelse.

 

 

Journalist mord

Sjovnalisterne har det svært for tiden. Det går forbavsende godt for dem de ser det som deres opgave, at propagandere imod, og omvendt går det dårligt for dem de støtter og modtager betaling fra. I Dansk sammenhæng ved, at sjovnalisterne modtager tyvstjålne skatte indbetalinger via politikerne.

Nu har Samarbejds-Politiken med lidt forsinkelse så fået øje på såkaldt kontroversielle udtalelser fra nyvalgt præsident ude på de filippinske øer, Rody Duterte. Vi omtalte dem her på stedet for en uges tid siden, her. Nu har britiske The Guardian så haft tid til at bearbejde stoffet sådan, at Samarbejds-Politiken kan brygge en citathistorie sammen, om den del af Dutertes pressemøde, der handlede om drab på sjovnalister. Det var en mindre del af mødet, hvor der faldt flere andre underholdene “sat på spidsen” udtalelser.

Hvad Duterte er citeret for om sjovnalist drabene:

In a seemingly unprovoked attack on the UN at a Thursday night press conference, Duterte vented his anger in response to a question about foreign media groups that were critical of him.

“That’s the trouble here, they’re always raising fears about this or that United Nations convention,” Duterte said, even though the journalists’ criticism had not been linked to UN protocols.

“Fuck you UN, you can’t even solve the Middle East carnage… couldn’t even lift a finger in Africa… shut up all of you.”

Duterte, 71, had been incensed by the criticism of foreign and local media groups to his comments earlier in the week that corrupt journalists were legitimate targets of assassination.

At dømme efter hvad Samarbejds-Politiken kommer op med, så var Duterte spot on da han inddrog FN som en del af problemet.

1.

I filippinske sammenhæng findes begrebet “AC/DC journalism”. Det betyder “attack and collect / defend and collect” og dækker over sjovnalisten modtager betaling fra en eller anden med behov for enten et forsvar af sig selv, eller angreb på f.eks en konkurrent eller en der på anden vis står i vejen, f.eks. en ejer af et attraktivt jordlod som han ikke vil sælge, f.eks. ikke sælge til den pris han bliver tilbudt. Den slags kan være et spørgsmål om liv og død, f.eks ved, at den der bliver angrebet ikke kan opretholde en rimelig levefod efterfølgende, såsom at eventuelle børn ikke kan få en uddannelse. Et eksempel på en sag, hvor der er masser af muligheder for motiv af af forskellig art, her.

2.

Antallet af dræbte journalister opgøres siden 1992 og på den bonner Filippinerne ud med 77 dræbte, hvilket giver en flot 3′ plads på listen.  34 af drabene fandt sted på engang i den såkaldte Maguindanao massacre. Baggrunden var at en muhammedansk klan, Amputan op til et valg blev politisk udfordret af en anden muhammedansk klan, Mangudadatu. I øvrigt blev 23 politiske aktivister myrdet ved samme lejlighed.

Hertil har venstreekstreme NPA deres del af journalistmordene.

Samarbejds-Politiken skriver:

Årsagen er landets nyvalgte præsident, Rodrigo Duterte, som i forvejen har gjort sig bemærket med udtalelser om, at han vil rense Filippinerne for kriminalitet ved at henrette alle narkosælgere. For få dage siden gik han på en pressekonference et skridt længere ved også at udtrykke forståelse for drab på journalister.

Her antydede han, at mange af de journalister, der de seneste år er blevet myrdet, har været involveret i korruption.

»For at være ærlig har de fleste af de dræbte gjort noget. Du bliver ikke dræbt, hvis ikke du har gjort noget galt«, sagde han ifølge lokale medier, da han blev bedt om at kommentere drabet på en journalist, der i sidste måned blev skudt i hovedstaden Manila.

»Der er mange tilfælde, hvor journalister er blevet dræbt på grund af den sag, de kæmpede for, men der er også dem, som er blevet dræbt, fordi de havde taget parti og modtaget bestikkelse og svigtet deres forpligtelser. Det ædle journalistiske kald gælder ikke pengeafpressere og kriminelle«, sagde han.

Men FN står fast i sin kritik, og FN’s øverste chef, Ban Ki- moon, valgte i sidste uge at udsende en pressemeddelelse, hvor han kaldte Dutertes udtalelser for »ekstremt foruroligende«.

»Jeg fordømmer utvetydigt hans tilsyneladende støtte til udenomsretslige mord, som er ulovlige og et brud på fundamentale rettigheder«, sagde Ban Ki-moon.

Et klogt forbehold “tilsyneladende”.

Dutertes reaktion på angrebene på ham, er at dementere dem som taget ud af kontekst, misfortolket og misforstået. Inquirer.net har en del af det:

INCOMING President Rodrigo Duterte does not tolerate the killing of journalists, as claimed by the United Nations based on his statements last week.

“If you look at the transcript, there is nothing there that says he was encouraging violence against journalists,” the Davao City mayor’s spokesman Salvador Panelo told reporters by phone on Tuesday.

“I do not want to diminish his memory, but he was a rotten son of a bitch. He deserved it,” Duterte said.

He said he knew who ordered Pala’s murder—someone who was hurt by the journalist’s personal attacks.

“We politicians, we are used to that. But private citizens are different—defame them and you defame their children. They will really kill you. That’s how it is,” he said.

He said there were three types of journalists — the honest crusaders, those in the payroll of private companies,  and those who demand money.

Duterte’s comments were criticized by civil rights and journalists’ organizations.

Peter Laviña, spokesperson for Duterte’s transition team, said the President-elect’s remarks were “taken out of context, misinterpreted and misunderstood.”

Laviña said national and international media organizations “lapped up” news of journalists’ killings when the headlines should have been the “declaration of war against red tape and unnecessary fees imposed on hapless citizens,” apart from the appointment of new Cabinet officials.

“[Duterte’s] example of most slain journalists being corrupt or involved in shady deals was based on his own assessment of those killed in Davao City and not on the national scale. Certainly, Duterte has no personal knowledge of each and every single case of media killings in many parts of the country,” Laviña said.

 

Pinds grundlovstale

Justitsminister Søren Pind holdt en Grundlovstale, well, i anledning af Grundlovsdag. Talen er interesant af flere grunde. Han henviser i talen til et foredrag han skulle have givet i Trykkefrihedsselskabet. En kommentator,  på Uriasposten, Boethius, konkludere med afsæt i talen Pinds personlighedsstruktur. Via Uriasposten, talen ligger dog i sin helhed på Justitsministeriets hjemmeside, jm.dk.

I grundlovstalen sagde Pind bl.a.:

Vi er kommet en lang vej. Vi… Vi har udviklet et fællesskab, der udgør verdens lykkeligste folk. Verdens mindst korrupte folk. Verdens mest tillidsfulde folk. Men jeg spørger åbent: Har vi mistet det intuitive ‘vi’ undervejs?

Er Danmark som sådan et land, hvor der – som vi kan huske det, på linje med dengang – er det intuitive vi? Det er jeg ikke sikker på. Jeg er faktisk ganske sikker på, det ikke forholder sig sådan. Vi leder efter det vante vi. Og vi har ondt ved at erkende, at ‘vores’ vi er borte. Og aldrig kommer igen.

Jeg ved, det gør mange mennesker kede af det. For de – vi – holdt af det vi… Men sagen er, at det vitterligt er borte. Jeg ved også, at politiske kræfter hævder, det gamle vi kan genskabes. Jeg må sige det, som det er: Evigt ejes kun det tabte – det gamle vi er borte for evigt. Det kommer ikke tilbage. Tiden tog det. …

Når jeg med så stor alvor må fastslå, at det gamle vi er borte, er det fordi, det er altafgørende for, at vi kan skabe et nyt. Ifald vi hænger os i vreden – uretfærdigheden – i det gamle ‘vi’s forsvinden, vil det ende i en situation, hvor opdeling, sprængning og ufred vil blive resultatet. Det kan vi ikke tillade.

Vi må acceptere, at noget for altid er forandret. Og ud fra det rejse et nyt ‘vi’.

Det gjorde dybt indtryk på mig, da jeg engang i en samtale med en fængselsimam af ham fik at vide, at han aldrig – ikke en gang – havde hørt en muslimsk indsat sige ‘vi’ om Danmark. Aldrig. Det gjorde mig mere bekymret end vred.

Sine steder er der en forestilling om, at man så at sige kan ‘eksportere sig ud af krisen’, som vi sagde i 80erne. Men ift. mennesker. Mennesker som er her, og har været her længe. Jeg bemærkede engang i et foredrag for Trykkefrihedsselskabet, at dele af diskursen havde en klang af togvogne – hvortil en herre rejste sig op, og afkrævede mig svar på, om jeg mente KZ-lejre eller deportation. Jeg måtte forstå, at i deportation så han ingen problemer… Men det er en vrangforestilling. En udansk af slagsen. Vel kan vi da ej smide folk, der har statsborgerskab og slægt og familie her, ud af dette land fordi de måtte have en anden tro, et andet udseende, en anden baggrund end vores. Hvordan skulle det gå for sig? Bare billederne får mig til at væmmes. Nej, vi må erkende, at bestemte folk, der ikke er en del af det gamle vi, er her, har slået rod og bliver her.

Og derfor kan vi ikke ‘bare få fred’. I den sammenhæng er det en ånds- og kulturkamp, der står. Og ret beset bør det være overkommeligt. For det, der uforvarende har antastet vores ‘vi’, har jo netop valgt dette land til.

Vi kan bekræfte Pind så langt, at han ganske rigtigt talte om tog(kreatur)vogne og ganske rigtigt blev modsagt. I Trykkefrihedsselskabets egen dækning af mødet, der var en paneldebat tilbage i 2010, hedder det om Pinds Bidrag:

Til støtte for den vurdering indskød ordstyrer Katrine Winkel Holm en bemærkning om, at socialismekritikerne ikke er tvunget til at leve under jorden. Det er derimod en hel del af dem, der stiller sig kritiske overfor fredens religion.

Den bemærkning fik Søren Pind til at slå fast, at Danmark er danskernes land, og at det derfor også er danskerne, der skal bestemme, hvem der skal have adgang til det. Han så gerne, at man begyndte at sortere indvandrerne ved grænsen og valgte dem ud, det er realistisk at assimilere. For det er assimilation, det handler om, forklarede han:

Træt af integration

”Jeg er så træt af udtrykket integration, når det i virkeligheden betyder en tilbagetrækning af dansk kultur fra danske institutioner. I stedet skal vi begynde at assimilere på den danske kulturs præmisser. Det kan vi gøre i institutionerne og i det offentlige rum, men så heller ikke længere. I den private sfære går jeg ikke ind for magt og tvang, der må vi stole på det rationelle argument, lød det med en henvisning til hans modstand mod blandt andet burkaforbud.

 

Kommentator Boethius kommentar:

I sin egen optik opfatter han jo sig selv som en dansk hybrid af Churchill og Reagan, og hans sproglige udgydelser afslører en frygtindgydende anti-realisme.

Den sproglige udtryksform afslører alt om sin ophavsmand eller -kvinde. Pind er omstændelig og ordflommet, ustruktureret og upræcis og pløret.

Hans ordvalg er sentimentalt, og hans syntaks er kredsende og eliptisk på samme tid – messende gentagende og udeladende væsentlige ord. Der er også en sær ujævnhed over hans taler. Urytmisk. Hans frasering er skæv – helt anderledes end den Charles Aznavour, som Pind beundrer så højt, og som var grunden til, at Pind død og pine har fået en høj fransk orden.

Det er meget muligt, at han ikke skriver (alt i) sine taler selv – men jeg ville nu tro, at han er så forfængelig og overbevist om sig selv, at han næppe vil overlade taleskrivningen til andre. Heller ikke i hans sproglige form i øvrigt, i direkte interviews, holder han sig tilbage fra almindeligheder og særheder blandet sammen i et mærkeligt miks. Hans begrebsunivers er eklektisk og banalt, og ideologisk kan han ikke skelne liberalisme fra konservatisme.

Her på stedet er er konklusionen, at Pind er en del af Venstres islamofile vagtkorps, men også at han er parat til at forstille sig nårsomhelst, for ikke at fremstå som islamofil.

TILLÆG

Søren Pind har åbenbart været i clinch med Trykkefrihedselskabet og “præcisere” på FB:

2. I min grundlovstale berører jeg et møde i Trykkefrihedsselskabet for 6 år siden, hvor der bl.a. pågik en diskussion om deportation af udlændinge bosat i Danmark. Diskussionen pågik mellem en af paneldeltagerne, foreningens formand og jeg selv. Jeg erindrer en fjerdepart, evt. i form af et tilråb fra salen, men det sidste er ikke muligt at dokumentere, heller ikke ud fra den eksisterende videooptagelse, og det kan ikke udelukkes at min hukommelse spiller mig et puds. Jeg skal – som jeg har gjort det flere gange – understrege, at jeg ikke har grundlag for at hævde, at Trykkefrihedsselskabet som selskab – eller selskabets formand – skulle støtte synspunkter om deportation. Jeg kan konstatere, at en panelist på mødet udtrykte, at man måtte kunne have en diskussion om emnet. Men støtte til deportation kan man hverken tage selskabet eller formanden til indtægt for, og jeg skal beklage, hvis nogen er blevet bibragt den opfattelse. Mit eget synspunkt fremgår af talen

Vi kan som sagt bekræftige der blev opponeret fra salen, og at det ikke var ved tilråb.

Mærkelige politikere; urart

Af og til bliver man når man påpeger, at der faktisk er kræfter, de aller sorteste rød-fascistiske kræfter, der aktivt arbejder for at udslette nationerne og deres folk, og at det især er vestlige hvide mænd disse kræfter har på kornet for deres påtænkte folkemord, udskreget som konspirationeteoretiker m.v.

Hvad angår udslettelse af nationer og folk lader en repræsentant for disse kræfter nu selv fingrene løbe over tastaturet og kommer med hvad der nærmest er en blank indrømmelse. Der er tale om en top-rådgiver for den berygtede nazistsøn og chef for EUSSR kommisionen Jean-Claude Juncker, Claus Haugaard Sørensen, der på altinget.dk i en klumme ønsker sig mindre magt til nationerne og omvendt mere magt til overstatslige organer. Fra klummen:

Vi beklager os tit og ofte over, om regeringer kan levere varen: fuld beskæftigelse, smart transport, Femern-forbindelse, hofteoperationer, kloge børn og glade nydanskere – eller slet ingen nydanskere.

Ny global regeringsform?
Bekæmpelse af internetkriminalitet, menneskesmugling, narkotikatrafik. Beskyttelse af torskebestanden. Bemestring af finansstrømme. Skatteundvigelser. Ozonlaget og drivhusgasser. Bekæmpelse af krig og konflikter. Syrien, Irak, Libyen.

Alt sammen emner, der ikke kan håndteres gennem en national tilgang, og som endog rækker langt ud over, hvad stormagter som USA, Kina og Rusland kan håndtere alene, og da slet ikke hvis de ikke er bare en lille smule enige.

Vi er nok ved at nærme os et punkt, hvor ressourcepresset og de politiske og befolkningsmæssige jordskred i verden enten fører til et kvantespring frem mod en ny global regeringsform eller en rutsjetur tilbage til små eller større konflikter. Kernen er at finde en metode til at bringe parterne sammen og forlige modsætningerne. Der er ikke rigtigt nogen mellemvej.

I tænketanken var stemningen dyster. Forsamlingen af lærde professorer, statssekretærer, mediefolk og tænkere fra hele verden havde svært ved at give et bud på, hvad Europas rolle i den globale regeringsførelse kunne blive, hvis man allerede den 23. juni så, at Europa mistede et af sine vigtigste medlemmer, nemlig Storbritannien.

Men de globale tal skræmmer: 125 millioner mennesker lever i absolut nød. I øvrigt de fleste ret tæt på Europa. I Afrika, kun fem timer i fly fra Europa, er vi vidne til en befolknings-eksplosion, der med vandstress, misvækst og pickuptrucks vil ramme Europa.

Og hvad gør vi ved det? Smider vi penge og pigtråd efter problemerne, eller finder vi frem til en samlet gennemtænkt forebyggelse, politisk, økonomisk og socialt, for at give de stakkels mennesker et egentligt fremtidsperspektiv, så de kan overleve i deres eget land? Det er jo nok det, der skal til.

men med velmenende og bestemt nyttige løfter fra masser af organisationer, virksomheder, lande og individer, der gerne vil gøre godt, men som også er sig pinligt bevidst, at skal det komme til bindende beslutninger, så er chancen for total blokering på grund af enstemmighed i FN-systemet en garanti for, at intet vil ske.

Så bedre undgå en konfrontation. Og tale pænt sammen. Finde løsninger fra sag til sag. Samle penge ind til at undervise børn i flygtningelejrene. Bygge udrykningshold af læger til at bekæmpe zika eller ebola. Opfordre til forebyggende diplomatiske løsninger. Men er det nok? Har toget allerede forladt stationen på autopilot med kurs mod afgrunden?

Nu er det jo sådan, at hvis borgerne ser, at der ikke er løsninger, og at problemerne tårner sig op og skyller ind over os, så kravler de op i det nærmeste træ, nemlig nationalismetræet, og sætter sig helt deroppe, hvor man tror, katastroferne ikke kan nå op.

Man stemmer på mærkelige politikere, der sælger nationale løsninger,…

Ikke rart at tænke på. Og forunderligt, når man tænker på, at der aldrig har været så mange veluddannede, internationalt orienterede, kloge mennesker, der kan finde på løsninger, og aldrig har der været så mange almindelige mennesker, der sådan set bare gerne vil leve i fordragelighed med hinanden og have tingene til at fungere. Det er, som om vi er fanget af en nationalstatsromantik, der stammer fra tidligere tider, men som er helt ude af trit med de opgaver, verden står over for. Og som tit og ofte stiller sig i vejen for de løsninger, der skal til.

Og uden løsninger kan man ikke fortænke bekymrede borgere i at trække dynen over hovedet. Hvad venter der os mon i 2040?

Ude på de filippinske øer havde nyvalgte (men endnu ikke tiltrådt, sker 30. juni) præsident Rody Duterte blandt flere bidende kommentarer (hvad der tricker Duterte er journalister der bliver myrdet, hvilket lokalt i en hel del tilfælde er et resultat af AC/DC journalistik dvs. en betalt side forretning som går galt), denne om FN:

MANILA, Philippines – Controversial president-elect Rodrigo Duterte has launched a profanity-laced tirade against the United Nations while criticizing it for being too weak to fix problems in the Middle East and Africa.

In a seemingly unprovoked attack on the UN at a Thursday night press conference, Duterte vented his anger in response to a question about foreign media groups that were critical of him.

“That’s the trouble here, they’re always raising fears about this or that United Nations convention,” Duterte said, even though the journalists’ criticism had not been linked to UN protocols.

“Fuck you UN, you can’t even solve the Middle East carnage… couldn’t even lift a finger in Africa… shut up all of you.”

Duterte, 71, had been incensed by the criticism of foreign and local media groups to his comments earlier in the week that corrupt journalists were legitimate targets of assassination.

Mht til en overnational regering som svar på problemer, hvad enten de indbildte, et udslag af konspiration mellem sjovnalister og magthavere eller reelle så har filosoffen Thomas Nagle i artiklen “The Problem of Global Justice” set på sandsynligheden for at det kan fungere i praksis. Han bedømmelse er et nej. Fra artiklen:

On either the cosmopolitan or the political view, global justice would
require global sovereignty. But there is still a huge difference between the
two views in the attitude they take toward this conclusion. On the polit-
ical view, the absence of global justice need not be a matter of regret; on
the cosmopolitan view, it is, and the obstacles to global sovereignty pose
a serious moral problem. Let me consider the issue of principle between
the two conceptions. While we should keep in mind that different views
about the content of justice can be combined with either of these two
conceptions of its scope, I will continue to use Rawls to exemplify the
political view. But most of what I will say is independent of the main dis-
agreements over the content of domestic justice—political, economic,
or social.
The implications of the political conception for world politics tend to be
conservative, but that is not the end of the story; the conservatism comes
under pressure from powerful forces in the other direction. The source
of that pressure lies both in existing global or international institutions
and in the increasingly felt need to strengthen such institutions and to
create new ones, for three types of purpose: the protection of human
rights; the provision of humanitarian aid; and the provision of global
public goods that benefit everyone, such as free trade, collective
security, and environmental protection. Institutions that serve these
purposes are not designed to extend democratic legitimacy and
socioeconomic justice, but they naturally give rise to claims for both, in
respect to their design and functioning. And they put pressure on
national sovereignty by their need for power to be effective. They thus
present a clearly perceived threat to the limits on claims of justice
imposed by the political conception.
This poses a familiar dilemma: Prosperous nations have reasons to
want more governance on a world scale, but they do not want the
increased obligations and demands for legitimacy that may follow in its
wake. They do not want to increase the range of those to whom they are
obliged as they are toward their own citizens; and this reflects the con-
victions of their citizens, not just of their governments.
But this, I believe, is not the main issue. Multilingual and multina-
tional states have their problems, and they may have functioned most
successfully before the era of democracy. But if there came into being a
genuine European federation with some form of democratically elected
representative government, politics would eventually develop on a Euro-
pean scale to compete for control of this centralized power. The real
problem is that any such government would be subject to claims of legit-
imacy and justice that are more than the several European populations
are willing to submit themselves to. That reflects in part a conviction that
they are not morally obliged to expand their moral vulnerabilities in this
way. (The recent expansion of the European Union, by increasing its
economic inequality, will almost certainly inhibit the growth of its
federal power for just this reason.)
Yet in thinking about the future, we should keep in mind that political
power is rarely created as a result of demands for legitimacy, and that
there is little reason to think that things will be different in this case.
If we look at the historical development of conceptions of justice and
legitimacy for the nation-state, it appears that sovereignty usually
precedes legitimacy. First there is the concentration of power; then,
gradually, there grows a demand for consideration of the interests of the
governed, and for giving them a greater voice in the exercise of power.
The demand may be reformist, or it may be revolutionary, or it may be
a demand for reform made credible by the threat of revolution, but it
is the existence of concentrated sovereign power that prompts the
demand, and makes legitimacy an issue. War may result in the destruc-
tion of a sovereign power, leading to reconfigurations of sovereignty in
response to claims of legitimacy; but even in that case the conquerors
who exercise power become the targets of those claims.
Unjust and illegitimate regimes are the necessary precursors of the progress toward
legitimacy and democracy, because they create the centralized power
that can then be contested, and perhaps turned in other directions
without being destroyed. For this reason, I believe the most likely path
toward some version of global justice is through the creation of patently
unjust and illegitimate global structures of power that are tolerable to
the interests of the most powerful current nation-states. Only in that way
will institutions come into being that are worth taking over in the service
of more democratic purposes, and only in that way will there be some-
thing concrete for the demand for legitimacy to go to work on.