kulturmarxisme

Jacob Holdt film: Ude nu

For et godt dtykke tid siden deltog bloggen i afdækningen af Jacob Holdts løgnhistorier.

En de få ting der ikke var løgn var at der var ved, at blive lavet en film om den aldrende løgnhals. Den er så ude nu. I Berlingeren skriv Bent Blüdnikow bl.a. i sin anmeldelse:

Jacob Holdt spillede en betydelig rolle i Danmark i tiden efter 1968. Hans »Amerikanske billeder« påvirkede en hel generation med sanselige billeder af og beretninger om fattigdom, racisme og klasseforskelle i USA. Nu er der kommet en film om Jacob Holdt, og det er velbegrundet, for han var med til at forme tidsånden i et par årtier. Niels-Ole Rasmussens »Jacob Holdt: Mit liv i billeder« går tæt på Holdt, der genfortæller sit liv og drager til USA for at opsøge de personer, som spillede en rolle i hans USA-eventyr.

I første omgang gik turen til København, hvor han fattede sympati for tidens revolutionære og voldelige budskaber. Formet af Vietnamkrigen og et voksende had til USA fik Jacob og hans venner fat i trotyl, som de ville smide mod den amerikanske ambassade. Det er imidlertid ikke Jacob, der kan huske denne voldelige fase, men en revolutionær ven, der fortæller det i filmen, mens Jacob engleblidt nægter at kunne huske noget. Jorden brændte imidlertid under Jacob, og han drog til Canada, men skrev hjem til sine revolutionære venner: »Jeg vil anbefale bomber og trotyl nu.«

Men generelt virker de fleste scener uægte. Vi ser Holdt i et forladt hus hos en tidligere sort kæreste, der nu er død, og hvor han står og græder, men det føles som fremtvungne tårer. Vi ser ham i et rigmandspalads, hvor han fortæller, at han bollede med de unge, hvide kvinder, og han lægger sig nøgen i en stor flot seng med et skælmsk smil. Pinligere kan det ikke blive. Spørgsmålet opstår, ligesom det i sin tid gjorde med hans »Amerikanske billeder«, om det er dokumentarisme eller manipuleret virkelighed.

I 2015 blev Jacob Holdt af bl.a. Weekendavisen beskyldt for at lege med sandheden, og at den dokumentarisme, som han påstod »Amerikanske billeder« stod for, til tider var opdigtet virkelighed. Filmen har scener om denne kritik, men de er uden konkret indhold og synes blot at registrere, at der var en debat. Også det efterlader en utilfreds. Hvad skal det gøre godt for, når den ikke giver os indblik i kritikkens indhold?

…Holdt fik penge af KGB til sine aktiviteter og var af KGB endda tildelt en føringsofficer, men det siges der intet om i filmen. Det ville have klædt den, for som den nu fremstår, er den pinagtig klynkende og privat.

Man kan ikke se bort fra, at Jacob Holdt var drevet af altruisme, men han var samtidig et tidstypisk politisk fænomen, hvilket filmen ikke formår at forklare.

Efter at have fulgt sporet af Holdts økonomiske transaktioner er der ihvertfald et punkt, hvor UH er uenig med Blüdnikow: Alt peger på at Holdt konskvent har raget alt af værdi inden for sin rækkevide til sig og beholdt det der. Intet tyder på nogen som helst altruisme.

I Kristeligt Dagblad er man mere venlig stemt:

Med Weekendavisens anklager om løgn og overdrivelser for et par år siden blev Holdt – igen – kontroversiel. Bogen ”Amerikanske billeder” fra 1977, som museet Louisiana samtidig kunstnerisk kanoniserede, blev underkastet detektorsamfundets metoder: Hvor slutter dokumentaristen Holdt og hvor begynder selviscenesætteren Jacob?

Præstesønnen Holdt antyder, at hans livs mission er at føre den følelseskolde faders kærlighedsfulde retorik fra kirkerummet ud i den virkelige verden. Derfor flyttede fotografen som ung blaffer i 1970’ernes raceurolige USA ind hos de mennesker, han havde fordomme over for. Ku Klux Klan-ledere, sorte udstødte kriminelle, rige og ensomme kvinder. Holdt elskede (med) dem alle.

”Jacob rejste hen, hvor ingen frivilligt ville være”, siger en gammel ven i filmen. Og med instruktøren i hælene opsøger den 67-årige Holdt de sorte kvinder, han elskede i 1970’erne. Det er både pinagtigt, men også gribende og inspirerende, at se Jacob konfrontere disse modeller fra ”Amerikanske billeder”. Merrilyn Jones, som overtales til en absurd gentagelse af et nøgenfotografi i et badekar fra den oprindelig bog, anklager ham for udnyttelse. En anden gammel flamme, Leslie Manselles, elsker ham stadig uforbeholdent. Flere er døde, men Jacob lever og kæmper videre for mangfoldigheden ved at engagere sig i Palæstina, syriske flygtninge og Danmarks første kvindemoske.

Integrations job

For et års tid siden meddelte Angela Merkels rigsbefuldmægtigede i København, Lars Løkke Rasmussen, at der skulle skabs job for flygtninge i samarbejde med “erhvervslivet” skulle startes en integrationsmotor op. Det er naturligvis gået som det plejer, nemlig stor larm til start og derefter særdeles beskedne resultater. Flytninge flytter ikke til Danmark for at arbejde. Det burde efterhånden være gået op for selv de aller langsomste knallerter.

Fra “erhvervslivet” har især “Nasse Jørgen” Mads Clausen fra Danfoss og Niels “Jong Un” Due Jensen fra GTrudfoss gjort sig til talsmænd for, at Danmark bare skulle tage de “flygtninge” der nu måtte komme. De aller aller dygtigste af dem kunne så få beskæftigelse hos Jørgen og Niels, mens resten kunne forsørges af skatteslaverne.

På JP.dk berettes der om rigsbefuldmægtigede Løkkes sammenbrændte integrationsmotor, og det i et udsædvanligt neutralt tone leje. Fra artiklen:

Sammenlagt har 103 virksomheder opslået lidt over 1.000 pladser, viser nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Hvor mange af pladserne, der reelt er blevet besat, findes der ikke tal for.

Det er tre store virksomheder, der står for hovedparten af pladserne. Dansk Supermarked, servicevirksomheden ISS og Ikea står tilsammen for 654 ud af de i alt 1.067 pladser svarende til over 60 pct. Kun 30 ud af 103 virksomheder har udbudt mere end tre pladser.

Ifølge Hans Hummelgaard, analyse- og forskningschef ved det uafhængige forskningsinstitut KORA, kræver det mange ressourcer at få en flygtning i praktik.

»Virksomheder er sat i verden for at tjene penge. Derfor vil de se på, om gevinsten ved at få en flygtning ud i virksomheden, står mål med omkostningerne, og der kan være betydelige oplæringsomkostninger,« siger han.

For cirka 1 1/2 år siden udgav Dansk Industri en analyse af problemet med manglende beskæftigelse blandt ikke mindst muhammedanske indvandrere, der jo som bekendt almindeligvis bliver lukket ind af vore politikere under påskud af, at de skulle være flygtninge. Fra abstrakt:

Hver dag går over 100.000 ikke-vestlige flygtninge, indvandrere og efterkommer på arbejde. 2/3 er beskæftiget i private erhverv.

Alligevel er det kun 47 pct. af ikke-vestlig flygtninge og indvandrere, der er i job. Det hænger sammen med, at 46 pct. er uden for arbejdsstyrken.

Resten er ledige. Det er derfor en udfordring at få flere ikke-vestlige flygtninge og indvandrere gjort til en del af arbejdsstyrken.

Sammenlignet med situationen i 2000 er der sket en stigning i beskæftigelsen for ikke-vestligeflygtninge og indvandrere. Men uanset beskæftigelsesfremgangen er andelen, der står uden for arbejdsstyrken, markant højere i dag end for 30 år siden og flygtninge og indvandrere er dermed ikke til rådighed for virksomhederne.

På tværs af oprindelsesland er der markante forskelle på, i hvor høj grad mænd og kvinder er i job. 20-25 pct. af kvinderne fra Libanon, Irak og Somalia arbejder, mens det er over 60 pct. af kvinderne fra Thailand.

Det er en udfordring, at ikke-vestlige indvandrere, efterkommere og efterkommeres børn har lavere udbytte af folkeskolen end børn med dansk herkomst. Dermed er ikke-vestlige indvandrere og efterkommere mindre godt klædt på til at kunne gennemføre en senere uddannelse og deltage på arbejdsmarkedet. Det kan være medvirkende til, at der er mange unge ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, der hverken er i uddannelse eller job. Blandt 25-30-årige indvandrere er det ca. 45 pct. Det er knap 3 gange så ofte som danskere. Blandt efterkommere er det 30 pct. Blandt disse modtager stor del en eller anden form for offentlig forsørgelse.

Der er plads til forbedringer af integrationen af nyankomne flygtninge. 3 år efter ankomsten til Danmark er 14 pct. i job. Andelen i beskæftigelse er næsten den samme, hvad enten flygtningen kommer fra Irak, Iran, Syrien eller Afghanistan. Det på trods af, at nyankomne flygtninge tilbydes et integrationsprogram, der skal hjælpe med til at personen kan klare sig selv.

Som led heri skal flygtningene bl.a. lære dansk, men går i gennemsnit glip af mere end hver 4. time, fordi de ikke møder op.

Integrationen forbedres ikke væsentlig over tid. Efter 10 år i Danmark er hver 4. i job.

Designer teamet der udviklede den nu sammenbrædte motor bestod af, Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, ISS-direktør Martin Gaarn Thomsen, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), KL-formand Martin Damm (V) og Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S).

 

 

Horeungen Obama… eller nogen

Duterte fandt i løbet af ugen vej til overskrifterne i MSM, der påstod han kaldte præsidenten i USA, Hussein Obama, for horeunge (putang-ina). Det er tvivlsomt om det er tilfældet, det var mere sandsynligt sjovnalisten der stillede et (vild)ledende spørgsmål og blev taget i det. Skulle det have været Hussein Obama, der fik Dutertes yndlings betegnelse for tumper hæftet på sig, så var det under alle omstændigheder i den hypotetiske fremtiden sjovnalisten stillede spørgsmålet i, Hussein Obama eventuelt kunne fortjene betegnelsen.

Transkription af hvad der blev sagt ligger på Official Gazette of the Republic of the Philippines  .FB side.

Question & Answer
Q: Good afternoon sir, Jerome Morales from Reuters News. Sir, there have been concerns on extrajudicial killings. And you will meet leaders, any line of communication that you have prepared to address this issue in front of other foreign leaders?
PRES. DUTERTE: Extrajudicial killings?
Q: Yes, human rights.
PRES. DUTERTE: To whom shall I address myself to? And who will be asking the question may I know?
Q: Obama sir. [no microphone]
PRES. DUTERTE: You know, the Philippines is not a vassal state. We have long ceased to be a colony of the United States. Alam mo, marami diyan, sa mga kolumnista, they look upon Obama and the United States as if we are the lap dogs of this country. I do not respond to anybody but to the people of the Republic of the Philippines. Wala akong pakialam sa kaniya. Who is he? When as a matter of a fact, at the turn of the century, before the Americans left the Philippines in the pacification campaign of the Moro in this island, there were about six million ang population ng Moro. How many died? Six hundred. If he can answer that question and give the apology, I will answer him.
I am not beholden to anybody. Iyong mga kolumnista diyan na ‘wait until he meets,’ who is he? I am a President of a sovereign state, and we have long ceased to be a colony. I do not have any master, except the Filipino people, nobody but nobody.
You must be respectful. Do not just throw questions and statements. Putang-ina, mumurahin kita diyan sa forum na ‘yan. Huwag mo akong ganunin. Tell that to everybody. Itong mga kolumnista, para ba akong tinatakot, anak ka ng — umalis kayo diyan sa Pilipinas, pumunta kayo doon sa Amerika. You write kung ano nasa isip — the lap dogs of this American. Who is he to confront me? As a matter of fact, he has too many –America has one too many to answer for the misdeeds in this country. Hanggang ngayon hindi pa tayo nakatikim ng apology niyan. That is the reason why Mindanao continues to boil.
Det cirka 13 minutter lange pressemøde efterfulgt af Hussein Obamas reaktioner.

I ghettoen

Oven på afdækningen af løgneren Jacob Holdt ser det ud til, at dansk sjovnalistik vil til at dyrke mere klassiske dicipliner såsom fakta tjek. Oven på der bliver stillet spørgsmålstegn ved Karina Pedersens beskrivelse (vi har ikke læst bogen) af miljøet hun voksede op i,har af alle mulige, Samarbejds-Politiken, været en tur i det ghetto udnævnte boligområde Korskærparken.

Mht sandhedsværdien af Karina Pedersens beskrivelser så notere vi, at hun bl.a. skriver:

Flere og flere vinduer bliver blot dækket med lagner eller håndklæder, købmanden sælger kun porno, tobak, alkohol, taletidskort og Danske Spils drøm om hurtige penge, og »10-årige alkoholikere er ikke længere noget særsyn, og 12-årige piger diskuterer, hvilke stillinger man bedst kan gennemføre analt samleje i«, står der i bogen.

Hvis det er stilen og den stil er gennemført gennem bogen, så er der tale om at skrive i billeder og overdrivelser som læseren selv må afkoder. Er det noget der lagt ind hist og her  får det karakter af, at nogen forsøger at snyde på vægten.

Fra artiklens rapportering om forholdene i Korskærparken:

Fakta

Korskærparken

Boligkvarter i det vestlige Fredericia med omtrent 2.000 indbyggere. Et af 25 områder på regeringens ghettoliste, da tre af fem kriterier er opfyldt:

  • Over 40 procent mellem 18 og 64 år er arbejdsløse (43,8 procent)
  • Over halvdelen mellem 18 og 59 år har kun grundskolen som uddannelse (54,4 procent)
  • Mere end 2,7 pct. af beboerne er dømt efter straffeloven, våbenloven eller narkotikaloven (2,73 procent)


Men hvis man skal tro bogen, er det jo slet ikke i din interesse at få folk til at få det bedre – for I står jo uden arbejde, hvis folk kan klare sig selv?

»Vi skal nok finde noget at give os til. Vi får lykkeligvis mange hjulpet videre i uddannelse og beskæftigelse. Det er ingen kunst at få folk ned med nakken – det er en kunst at få dem op«.

Erik Holm Petterson, en tynd 75-årig herre, som er områdets selvbestaltede vicevært, indvilliger i at give en rundtur i kvarteret efter mødet – og konstaterer, at det ikke kun er dårligt at være på regeringens ghettoliste. For det gør også, at der kommer flere penge til forandring.

De etniske og religiøse forskelle er noget, folk taler meget om, og selv om man kan mødes til enkelte fester, holder folk sig til deres egne etniske grupper, forklarer han. Afghanere med afghanere, somaliere med somaliere og så videre. Selv kommer han dog overalt. …

Han vender ryggen til det grønne, kigger mod de nyrenoverede boligblokke og parkeringspladsen med den kulsorte asfalt og slår ud med armene:

»Du kan se, hvor flot der er her«, siger han.

»Helt stille og roligt, selv om børnene har fri fra skole nu. Ingen papirer ligger og flyder«.

Dog er det ikke altid problemfrit. I nærheden står et miljøhus af metal, og det er, fordi det gamle – som var af træ – er blevet brændt af. En tredjedel af beboerne er under 18 år, og for en håndfuld år siden var der flere afbrændinger i bydelen. Og campingvogne, der blev væltet, var der også, fortæller Erik Holm Petterson.

Men apropos er over 40 procent her i området jo arbejdsløse?

»Ja«, siger han.

»Og der vil jeg give hende Karina lidt ret – men det gælder jo ikke kun her – der er nogen, der ikke gider.

»Vores statsministers vigtigste opgave er, at de unge får et job, de godt kan lide«, konstaterer han, da vi igen er oppe ved medborgerhuset. Solen hænger lavt, skinner gyldent på en flok afghanere fra mandeklubben. De står og ryger smøger udenfor. Ved et bænkebord lidt væk sidder en flok af de lokale unge – alle med anden etnisk baggrund end dansk. De hænger bare ud, siger de. Keder sig lidt, for der er ikke meget at lave for dem, der er omkring 18 år. Alle går i øvrigt i skole, siger de. Og Korskærparken – eller KP, som de siger – det er et okay sted.

Derudover har ingen af dem særlig meget lyst til at snakke, men de bryder alle ud i vantro grin, da jeg spørger dem, om de har hørt, at der skulle være åbnet en shariadomstol i kvarteret.

Det har de ikke.

 

 

Selvkritik

Man, det vil sige nominelt borgerliger der reelt har gået muhammedanismens ærinde, begynder så småt at lægge afstand til den belyvning af indvandringskritiker, de selv har støttet venstreekstremister i at fremfører. I venstreekstreme Des-Information skriver en Niels Jespersen:

Højrefløjsaktivister og DF’ere er igennem tiden selv blevet udsat for en masse politiske modbydeligheder. Både fortjent, men også ufortjent, fordi de rejste nogle legitime politiske spørgsmål. Det er heldigvis ved at være fortid. Til gengæld lever det frådende had mod politiske modstandere i bedste velgående hos højrefløjen selv.

Zetland.dk skriver Jacob Mchangama:

Sådanne holdninger trives desværre også ganske mange steder på nettet, men det er ganske sjældent, at man oplever nationalkonservative gå ud og tage klar og utvetydig afstand fra det tankegods, som Hedegaard og Camre giver udtryk for. Måske fordi man mange steder i borgerlige kredse er præget af forrige årtiers offentlige debat, hvor borgerlige stemmer var i mindretal og blev mødt med vilde anklager om racisme og fascisme af en centrum-venstre-elite, der stod langt stærkere i den offentlige debat, end det er tilfældet nu. Det kan have skabt en belejringsstemning med en uudtalt præmis om at stå sammen uanset hvad, hvilket skaber sin egen politiske korrekthed”, hvor det anses for tabu at gå i rette med egne meningsfæller, uanset om man synes, de går for vidt. Men det er mindst lige så selvretfærdigt og udskammende” at kalde sine politiske modstandere landsforrædere som at blive kaldt racist” og islamofob” i Politiken.

Det kunne være underholdende hvis Jespersen og Mchangama kom med nogle citater.

konventions grænser

 

En Jørgen Gammelgaard slår i en kronik på JP.dk det indlysende fast: Nemlig at diverse konvention ikke kan eller skal fortolkes sådan, at Danmark har pligt til at give ophold til alverden. For en uges tid siden var det Ole Hasselbalch der slog det samme fast samme sted. Omtalt på Uriasposten, her. At den kriminelle naziislamist og jurist, Hans Gammeltoft Hansen, har en anden opfattelse ændre ikke på, at det er en urigtig opfattelse juridisk og, at opfattelsen derfor må formodes båret af andre motiver. Fra kronikken:

Lad det være slået fast. Der står ikke i nogen konvention, at Danmark i 2016 skal modtage de 40.000 flygtninge eller familiesammenføringer, som prognoser har peget på kan være tallet. Der står ikke et ord i eksempelvis Flygtningekonventionen om, hvordan det enkelte land skal gennemføre konventionen og meget lidt om, hvordan begrebet forfølgelse skal fortolkes, og hvornår man er flygtning. Det er op til det enkelte land. I Japan har man valgt en måde at fortolke konventionen på, der indebar, at Japan i 2015 kun accepterede 27 asylansøgninger ud af 7.500.

Noget lignende gælder FN-generalsekretærens hjemland, Sydkorea. Desuden kan man jo nævne Australiens tilgang med behandling af asylsøgere på centre i Stillehavet, hvor selv personer, der anerkendes som flygtninge, ikke gives ophold i Australien. Hertil kommer de fleste af de østeuropæiske lande. Er landene af den grund blevet stillet for en international domstol? Har nogen truet dem med sanktioner eller andre repressalier? Nej, det er ikke sket. Og fælles for landene er, at de vurderer, at de helt holder sig inden for de konventioner, de har underskrevet. Hvorvidt man evt. skal ændre eller opsige den ene eller anden konvention, er dog ikke det relevante spørgsmål. Første skridt må være ikke at anlægge den nuværende udvidende fortolkning af de forskellige internationale konventioner, herunder Flygtningekonventionen.

Siden november sidste år har det været fortid[den Nordiske Pasunion, HU] – mere end 60 års bevægelsesfrihed er nu blevet et offer for en forfejlet flygtninge- og udlændingepolitik. Både Danmark og Sverige har netop forlænget grænsekontrollen til november 2016. Hertil kommer hele det sikkerhedsmæssige aspekt. Angreb i Paris, København, Bruxelles, flere steder i Tyskland og i Nice har sat en tyk streg under, at vi befinder os i en ny sikkerhedsmæssig virkelighed.

Hvordan er det så kommet så vidt? Det er det, fordi der har været kredse, der har haft en interesse i, at det er blevet sådan – undertiden drevet af smukke, men komplet naive tanker om at redde verden, men nok mere af jordnære økonomiske interesser og en branding af sig selv som frelste politisk korrekte menneskekærlige humanister.

Alligevel har Danmark over årene modtaget flere end 11.000 palæstinensere, og en del har fået statsborgerskab netop under henvisning til statsløsekonventionerne. Politikerne er blevet viklet ind i et spind, der giver indtryk af, at kommer man fra et land, der ikke har demokrati og frihedsrettigheder efter danske alen, så kan man komme i betragtning til asyl og varigt ophold i Danmark for sig selv og ens familie. Tankerne glider hen på Tolkien og ”Ringenes Herre,” hvor Gríma Ormtunge spinder den stolte kong Théoden af Rohan ind i et væv af ord, der gør ham totalt handlingslammet.

I Ringenes Herre bryder troldmanden Gandalf forbandelsen og kong Théoden genvinder handlingens kraft. Vågner vores egne politikere op, behøver de ikke i første omgang at opsige konventionerne. De kan starte med at administrere konventionerne efter deres bogstav. Herefter skal alle kræfter sættes ind på tilbagesendelse – de 15 mia. kr., som Danmark årligt anvender på bistand, er et godt udgangspunkt. Samtidig skal der lægges maksimalt pres på lande som Afghanistan og Iran, som vægrer sig imod at modtage egne statsborgere. Det vil være en begyndelse.

 

 

Tyvekoster under beskyttelse

En af de allerbedste organisationer når det drejer sig om, at skaffe sig tilskud fra skatteydere og godtroende fjolser er Røde Kors. F.eks. tjener organisationen omkring 60 mil. dkk. årligt på at drive såkaldte asylcentre i danmark, bl.a. Avnstrup. Fra EB.dk:

Det er skideirriterende som afslutning på en hyggelig bytur at få stjålet sin mobiltelefon.

Det er endnu mere irriterende, når man ved, hvor mobilen er, men ikke kan få fat i den.

Den situation står 24-årige Louise Morild Jensen fra Brøndby i, efter at hun natten til søndag mistede sin iPhone for derefter at finde ud af, at den mandag aften befandt sig på et værelse i Avnstrup Asylcenter i Hvalsø.

– Jeg meldte den stjålet til politiet, men de sagde, at de ikke kunne ransage, fordi jeg kun kunne angive, hvilken bygning, den lå i, siger Louise Morild Jensen til Ekstra Bladet.

Regionsleder for Avnstrup Asylcenter Midtsjælland Eva Svenningsen afviser, at asylcentrets medarbejdere har opfordret Louise Morild Jensen til personligt at møde op på asylcentret.

– Det er ikke tilfældet. Jeg har både talt med det personale, der har svaret telefonen, og jeg har talt med den leder, som har været på adressen, da de to kvinder kom ud på centret.

– Hvad skulle så have fået hende til at møde op?

– Hun har åbenbart et søgesystem, der viser, hvor telefonen er henne.

I følge Røde Kors forretter 95 frivillige danskere tjeneste for Røde Kors på stedet som gratis arbejdskraft. Her.

Genbelyvning

JP.dk har de sjovanlist makkerparret Morten Pihl og Jesper Kongsted i anledning af Morten Messerschmidt seneste turbulens nede i Bryssel, involveret en lille bonus oplysning for glemsomme og/eller uvidende læsere, nemlig denne:

I 2007 måtte Morten Messerschmidt forlade Dansk Folkeparti og blive løsgænger i Folketinget, efter at han havde sunget nazisange og heilet i Tivoli.

Det gjorde han ikke, sang nazisange og heilede i Tivoli, og BT der viderebragte historien på baggrund af socialdemokraten Torben Lunds smæderier, måtte efterfølgende betale erstatning for at have bragt historien. Her.

Væmligbo udstiller

sit ækle menneskesyn.

Det sker i en artikel på zetland.dk. Væmligboen Mads Nygaard fortæller hvad der driver ham til, at ødelægge Danmark og anstifte voldtægter, herunder analvoldtægter af børn.

Mads Nygaard begrunder sine naziislamiske aktiviteter med, at han ønsker at redde udkantsdanmark… Fra artiklen:

Jeg har tendens til at svæve væk, og det gør mig mere jordnær at have hat på. Det lyder sikkert vildt flagrende, men det er sådan, det er,” siger Mads Nygaard.

Han er et af de mest aktive medlemmer af Venligboerne, en borgerdrevet, frivillig forening, der er vokset eksplosivt i takt med, at flere flygtninge er kommet til Danmark.

Sammen med foreningen Refugees Welcome fremstår Venligboerne som et modsvar til regeringens udlændingepolitik og retorik. Ifølge Facebookgruppen for Venligboerne i København engagerer man sig i medmenneskelighed”, menneskerettigheder” og anstændighed”, og det er især venstrefløjen, der har båret Venligboerne frem.

Efter Langelandsfestivalen i juli 2016 er tre uledsagede flygtningedrenge fra Afghanistan desuden blevet sigtet for befamling og to for voldtægt mod en 16-årig pige.

Mønstret med at omringe og befamle kvinder går i Mellemøsten under navnet taharrush gamea, der betyder noget i retning af kollektive seksuelle overgreb. Især kvinder i Egypten er udsatte. Netop kvindesynet hos mange mænd fra lande som Syrien og Afghanistan, hvor en del af asylansøgerne kommer fra, ligger lysår fra det danske.

Er der ikke et misforhold mellem den tolerance, du møder flygtningene med, og den, de selv møder det danske samfund med?

Mads Nygaard holder en pause.

Jo. Det kan du have ret i,” siger han så.

Men nationaløkonomisk er flygtningene en udgift. Hvad mener du om det i en tid, hvor der skæres ned på mange andre områder?

Han tygger på det.

Det helt ærlige svar er, at for mig er økonomi det mindst interessante emne i hele verden. Jeg har ikke gjort mig tanker om det, og jeg har ikke studeret de statistikker, du snakker om.”

Mads Nygaard betragter helst mødet med flygtningene i øjenhøjde og er en handlingens mand. Da en 15-årig dreng fra Damaskus fik grønt lys til at familiesammenføre sine forældre til Danmark, trådte Mads Nygaard straks til. Drengen skulle ifølge nye regler selv betale for familiens flybilletter, og i løbet af få timer havde han indsamlet langt over de nødvendige 15.000 kroner via sin Facebookside.

Jeg bliver så træt, når folk siger hvad kommer flygtningene ikke til at koste os’. Det eneste, jeg kan høre, er den dreng, der siger, han ikke kan skaffe pengene selv. Bomberne falder hver dag, og det er et spørgsmål om tid, før hans mor, far eller søskende bliver dræbt. Det er mit hensyn. Jeg ved heller ikke, hvorfor du kræver en økonomisk vejvisning af mig?”

 

Sjælden selvindsigt hos liberal

Den Nederlandske liberale og anti-nationalist, Ian Buruma, giver i Samarbejds-Politiken udtryk for, at beskyldningerne om fascisme og nazisme mod poltiske modstandere er forkert og uvirksom. Buruma er tilsyneladende godt klar over, at de politikere der skulle føre de kosmopolitiske visioner ud i virkeligheden har tabt kontrollen over projektet. Ikke desto mindre gør han i manglen på evner til at føre det projekt fremad han selv står for, over til smæderi mod dem der vil afmontere projektet. Men det er da altid noget, at han kan få øje på dele af problemstillingen.

Til daglige er han professor på et amerikansk college, Bard, hvor man dyrker “liberal arts”.

Om islamiseringen og et evt. Brexit, har han ifølge wiki opslaget om ham bl.a. udtalt:

According to Buruma, Western society is robust enough to embrace even illiberal practices, so long as these are not violent. “Living with values that one does not share”, he wrote in a recent column on France‘s burqa ban, “is a price to be paid for living in a pluralist society”.

Og

Buruma argues for wholehearted British participation in the European Union because they are the “strongest champions in Europe of a liberal approach to commerce and politics“.

Buruma var en bekendt af den jihad myrdede filminstruktør Theo van Gogh og tilbage i 2005 skrev han en artikel i The New Yorker om situationen i Holland, et par måneder efter jihad mordet på van Gogh. Artiklen er bestemt læsværdig og med mange facts om bl.a. Geert Wilders som ikke er almindeligt kendte udenfor Holland. I artiklen kan man bl.a. læse:

Max is a successful writer and newspaper columnist, a figure on the Amsterdam literary scene, and a close friend of the filmmaker Theo van Gogh, who was murdered on November 2nd.

Mohammed [van Goghs jihad-dræber] was never a hangabout. On the contrary, he had a good high- school education, and was known to his teachers as a promising young man. He was, as they say in the neighborhood, a positivo, who would surely make it in Dutch society. Not just ambitious for himself, Mohammed was always helping out troubled Moroccan kids, making plans for a youth program at his old school, and writing uplifting articles for a neighborhood bulletin. He was someone who could talk to city councillors and social workers. He knew his way around the intricate byways of Holland’s generous welfare system, where applying for subsidies is an essential skill.

Things didn’t quite work out as Mohammed had hoped, however. A subsidy for a community center he’d been lobbying for was turned down. A promised renovation scheme for public housing never materialized. His mother’s death came as a shock. That year, Mohammed abandoned his studies in social work, went on welfare, and behaved in ways that were increasingly odd….

For van Gogh, the worst crime was to look away. One of his bugbears was the long-standing refusal (since abandoned) of the Dutch press to identify the ethnic origin of criminals, so as not to inflame prejudice. He saw this as a sign of abject cowardice. To show respect for Islam without mentioning the Islamic oppression of women and homosexuals was an act of disgusting hypocrisy. In a free society, he believed, everything should be said openly, and not just said but shouted, as loudly and offensively as possible, until people got the point. It was not enough to call attention to illiberal Muslims; they were to be identified as “goat-fuckers.”

Another politician, Geert Wilders, started a party of his own, the Groep Wilders, with a platform of barring all non-Western immigrants for five years and arresting Islamists, even when, as he put it to me, they are only “prepared” to break the law. Although, like Hirsi Ali, he has to hide from people who wish him dead, this hitherto obscure parliamentarian has soared in the opinion polls, and has positioned himself as the next Pim Fortuyn.

A key text in this national discussion was by Paul Scheffer, a social critic and an influential thinker in the Labor Party. In NRC Handelsblad, the most important national broadsheet, he wrote, “Segregation in the big cities is growing, and this is very bad news. That is why the soothing talk of diversity and dialogue, of respect and reason, no longer works. Tolerance can survive only within clear limits. Without shared norms about the rule of law, we cannot productively have differences of opinion. . . . The self-declared impotence of our government to guarantee public order is the biggest threat to tolerance.” To be sure, Scheffer had been saying this kind of thing for some time, but when old lefties cry out for law and order you know something has shifted in the political climate; it is now a common perception that the integration of Muslims in Holland has failed.

I Samarbejds-Politiken skriver han bl.a. (original artikel på Project Syndicate):

Ser vi atter fascismens frembrud? Det er mange mennesker begyndt at tro. Donald Trump er blevet kaldt fascist. Det samme er Vladimir Putin og en række folkeførere og højlydte højrefløjsfolk i Europa. Den seneste tids flodbølge af autoritær aggressivitet er nået så langt som til Filippinerne, hvor den tiltrædende præsident, Rodrigo ’Hævneren’ Duterte, har lovet, at formodede kriminelle vil blive smidt i Manilabugten.

Et af problemerne ved at bruge ord som ’fascistisk’ eller ’nazisme’ er, at de er blevet brugt af så mange ignoranter i så mange forskellige situationer, at de for længst har mistet enhver reel betydning. Kun de færreste har et førstehåndskendskab til, hvad ’fascistisk’ oprindelig betød….

Det resulterer også i, at vi alt for let ledes bort fra de virkelige farer ved den moderne form for demagogi. I sidste ende er det jo ikke svært for Trump – eller for den sags skyld for Geert Wilders, Putin eller Duterte – at afvise anklager om at være fascist eller nazist.

Det kan godt være, at de som politikere er frastødende, men de er hverken ved at etablere hære af uniformerede stormtropper eller bygge koncentrationslejre, ligesom de ikke ønsker en korporativ stat. Putin er den, der kommer tættest på, men selv han er ikke Hitler.

Det kan godt være, at de som politikere er frastødende, men de er hverken ved at etablere hære af uniformerede stormtropper eller bygge koncentrationslejre, ligesom de ikke ønsker en korporativ stat. Putin er den, der kommer tættest på, men selv han er ikke Hitler.

Hermed ikke sagt, at alt det, populisterne siger, er usandt. Hitler havde jo også ret, da han opfattede, at massearbejdsløsheden udgjorde et stort problem i Tyskland. Meget af det, agitatorerne skælder ud på, er så sandelig kritisabelt: manglen på gennemsigtighed i EU, grådigheden i Wall Street og bankfolkenes bedrageriske dobbeltspil, den manglende vilje til at takle de problemer, masseimmigrationen medfører, og ligegyldigheden over for de personer, der er ramt af økonomiens globalisering. De traditionelle politiske partier har enten ikke villet eller ikke evnet at løse disse problemer.

Fascismen og nazismen i 1930’erne opstod ikke ud af det rene ingenting. Fascisternes og nazisternes ideer kunne næppe siges at være nyskabende. I årevis havde intellektuelle, aktivister, journalister og gejstlige formuleret de hadefulde tanker og ideer, som skulle danne grundlag for Mussolini, Hitler og deres imitatorer i andre lande.

Ord og ideer har konsekvenser. Nutidens populistiske ledere bør stadig ikke sammenlignes med morderiske diktatorer fra en fortid, der ikke er så fjern endda. Men ved at udnytte og spille på samme folkelige følelser bidrager de til at skabe et forgiftet klima, hvor vold atter kan blive en del af den politiske hovedstrøm.