kulturmarxisme

Europas selvmords mordere

Douglas Murray er aktuel med bogen The Strange Death of Europe: Immigration, Identity, Islam og har i den forbindelse skrevet en artikel i Wall Street Journal, hvor i der bl.a. står:

To find the answer to these and other questions it is necessary to ask deeper questions. Why did Europe decide it could take in the poor and dispossessed of the world? Why did we decide that anybody in the world fleeing war, or just seeking a better life, could come to Europe and call it home?

The reasons lie partly in our history, not least in the overwhelming German guilt, which has spread across the Continent and affected even our cultural cousins in America and Australia. Egged on by those who wish us ill, we have fallen for the idea that we are uniquely guilty, uniquely to be punished, and uniquely in need of having our societies changed as a result.

When people point out the downsides of this approach—not least that more immigration from Muslim countries produces many problems, including terrorism—we get the final explanation. It doesn’t matter, we are told: Because of globalization this is inevitable and we can’t stop it anyway.

All these instincts, when put together, are the stuff of suicide. They spell out the self-annihilation of a culture as well as a continent. Conversations with European policy makers and politicians have made this abundantly clear to me. They tell me with fury that it “must” work. I suggest that with population change of this kind, at this speed, it may not work at all.

Yet still it is possible that the publics will not go along with the instincts of their leaders. Earlier this year, a poll of European attitudes was published in which citizens of 10 countries were asked a tough question: whether they agreed that there should be no more Muslim migration into their countries. Majorities in eight out of the 10 countries, including France and Germany, said they wanted no more Muslim immigrants.

Jeg er ikke enig med Murray i, at det er europæerne eller europæisk kultur som sådan, der har et døds- eller selvmordsønske. Men mistanken om, at visse af vore politikere har et ønske om at agere selvmords-mordere er nærliggende. Nærliggende fordi det forekommer patologisk, at insistere på at fortsætte et projekt – islamiseringen – som kun kan ende i en katastrofe.

Klip fra et par artikler om selvmords-mordere:

Anneli Rufus skriver i en artikel på psychologytoday.com bl.a.:

There’s a special way to commit suicide, and that is: Take someone else with you.

But killing others, then killing oneself, is a spectacle of monstrous contrasts: It’s a display of terrifying power (over life itself, and not just mine but yours) but also of pathetic impotence (he couldn’t handle life but also couldn’t handle death, thus needed company). It’s fierce but cowardly. Self-obsessed yet hyper-social. It is at once a cry for help and a command to be condemned.

…combined with anger that he had been ‘forced’ to follow his wife to confirm his suspicions.”

Ah, “forced.” Those of us who have lost loved ones to suicide know this word all too well, along with “I have no other choice” and “Without him/her/it, I have nothing.” The world goes black-and-white for the suicidal person, and the future goes blackest of all: a total blank. Believing himself “forced” to kill his unfaithful wife and then himself, Grinhaff was also “forced” to render his young daughters not just orphans but the children of a murderer.

The passive voice: I am forced. Which is to say: Someone or something else besides me is to blame.

En psykolog, Daniel C. Claiborn (Ph.D.) forklarere om, hvad der får selvmords-morderne til at gøre som de gør, til BBC relaterede KCUR bl.a.:

“Well I think we really in a way have to separate out the murder part from the suicide part…I think there are certain factors that influence a person to be willing to take the step of murdering someone.  I think that has to do with a person who is highly emotional, who is impulsive.  Most people who commit murder are young, so they are more of an age where people are impulsive and they do things quickly…Probably it’s more common with people who are highly self-centered, who are used to being in control of themselves and other people, and also have a very strong need to protect their image… ”

“Then the suicide part is probably related to similar things. If a person is very self-centered and has a lot of pride and a lot of concern about their image, once they’ve committed some horrible act, they may be a lot less able to imagine a life after that in which they make amends, are accepted again by the community, are able to recover, overcome this and do anything healthy and productive.  They may not be able to imagine that happening.  It may be a bigger blow to their ego to imagine the disapproval and the condemnation of others after this has happened, and so those factors might propel them to feel that they have to remove themselves from the situation, rather than to face consequences.

Snaphanen har også en post om udgivelsen og linker Mark Steyn interwive med Murray, som også kan ses her.

 

Jan Hoby metoden

Medie- og kulturmogulen, Morten Hesseldal, der var ven med ”journalisten” Jan Stage om hans arbejdsmetode:

Det cubanske efterår lægger ud med at gengive beskyldningerne mod Stage for at pynte på sandheden – hvorfor var det vigtigt at få med?

MH: At arrangere virkeligheden var en del af Jans journalistiske metode, der derfor også tit lå tættere på essaystik end på traditionel journalistik. Dermed fik han lavet nogle helt fantastiske reportager, der ofte kom sandheden meget tættere end ved såkaldt ’objektiv journalistik’. Jeg er glad for, at ikke alle journalister går til opgaven som Jan, men jeg er omvendt utrolig glad for, at han gjorde, som han gjorde. Det fik formidlet nogle sammenhænge, følelser og situationer, som traditionel journalistik ikke kommer bare i nærheden af. Det samme gjorde Hemingway i øvrigt.

En injuriesag anlagt af det hedengangne ”Frie Fritidshjem og Børnehaver” illustrere fint hvorledes nogle fagforeninger kan finde på at opførere sig og i særdeleshed visse af deres ansats_valgte sagsbehandlere kan te sig, i det her tilfælde den fra debat tv så kendte debatskriger og sagsbehandler i pædagogfagforeningen LFS, pomade kommunisten Jan Hoby. Tidligere om Jan Hoby, her.

Hoby er kendt fra mindst et andet tilfælde af tilsvarende optræden, nemlig som anstifter af, at halvdelen (cirka 10) af psykolog Nicolai Sennels psykolog kolleager på en af skolepsykologklinikerne under Købehavns Kommune, anklagede ham for ”racisme”.

Metoden er enkel nok, man griber fat i et eller andet som en eller anden man ikke kan li’ har sagt eller gjort, eller endnu bedre; at andre fortæller om noget de mener at vide om den man ikke kan lide har sagt eller gjort, som man så kan bringe frem for myndigheder, medierne eller domstolene. En combo af de to første er klart at foretrække, bl.a. fordi man i hvert fald overfor offentligheder kan fylde godt og grundigt på med påstande der ikke kan kontrolleres af udenforstående pga. at offentlige instanser naturligvis ikke kan give aktindsigt i personsager i almindelighed. En ”metode” der er en intrigant teenage tøs, eller en middelaldrene rejkælling på heksejagt værdig.

Imidlertid kan det jo gå galt, som f.eks. i den sag, der citeres fra nedenfor. Sagen handler om en pædagogmedhjælper der bliver fyret pga for meget sygefravær, LFS finder ikke anledning til at gå ind i sagen af den grund. LFS har derimod i forvejen har et eller andet kørende med den pågældende institution. Institutionerne er en del af ”Frie Børnehaver og Fritidshjem” (FBF). Den fyrede medarbejde retter i en mail til LFS/fællestillidsmand/Jan Hoby en stribe grove anklager med tilhørende ukvemsord om og mod den pågældende leder af institutionen. LFS/Jan Hoby får med afsæt i mailen sat institutionen under skærpet komunalt tilsyn. Lederen af institutionen og FBF svare igen med en injurie sag. – Hvilket i øvrigt fint viser hvornår injuriesager giver mening.

Sagen var igennem By, Lands, og Højesteret. Jan Hoby og LFS blev ikke som de ynder at omtale det frifundet, men By og Højsteret fandt, at der forelå straffrihedsgrunde for de grove injurier pædagogmedhjælperen og Jan Hoby/LFS havde fremsat.

At Jan Hoby nære animositet mod Landsforeningen frie børnehaver og fritidshjem kom f.eks. til udtryk i en artikel på det marxistiske/kommunistiske Kritiskdebat.dk tilbage i 2009:

Mere arbejdsglæde, lettere administration, effektiv styring, direkte borgerindflydelse, besparelser uden serviceforringelser og mere selvbestemmelse. Det er ikke pæne ord det skorter på når JensTerp skal rose de selvejende institutioner fortræffeligheder. Effektiv styring og lettere administration er to af de påstande, som slynges ud i luften som argumenter for flere selvejende institutioner. Det er i bedste fald en sandhed med modifikationer. I artiklen fremlægges ingen saglig argumentation for at det skulle være tilfældet. Udmeldingerne virker derfor som ren overlevelsesstrategi fra Jens Terps side. Landsforeningen for Frie Børnehaver og Fritidshjem ser det nærmest som en naturlov, at selvejende institutioner er bedre til styring og administration end de offentlige. Det er ingenlunde tilfældet. Tværtimod nyder de selvejendeinstitutioner godt af kommunernes administrative og økonomiske håndsrækning. Kommunerne betaler nemlig et ekstra særligt administrationsgebyr til de selvejende institutioner.

Fra forklaringer gengivet i Byrettens dom:

Lederen af børnehaven

“Det gik altid voldsomt mod forældre med fremmed baggrund. Hun blev ofte kaldt psykopat og som jeg husker tydeligt en forældre sagde; “Det kvindemenneske er syg i hovedet og burde spærres inde..”

Der er afgivet partsforklaring af sagsøger B, A og C og vidneforklaring af D.

Sagsøger B (lederen af institutionen) har forklaret, at hun er uddannet pædagog. Hun har været ansat i institutionen i knap 25 år og siden 2000 som leder. Hun har aldrig haft klager eller skærpet tilsyn. Hun har ikke fået klager fra forældrene, hverken mundtlige eller skriftlige. Hun var sygemeldt fra marts 2010.

A (pædagogmedhjælperen) blev opsagt på grund af for meget sygefravær. Hun ville ikke anerkende dette sygefravær. Hun sagde, at når hun havde en lægeerklæring, skulle dette trækkes fra. Det skulle det jo ikke. De havde ikke bedt om en lægeerklæring. LFS blev inddraget, da sagsøger indkaldte hende til en syge- og omsorgssamtale. LFS har ikke gjort indsigelse mod opsigelsen.

Foreholdt sagsøgers påstandsdokument udsagn 8, forklarede hun vedrørende forældre med fremmed baggrund, at Børnehaven Ø ofte bliver anbefalet mellem forældre med fremmed baggrund indbyrdes. Børn af de forældre, hun har haft, ønsker plads i institutionen. De har tradition for børn med fremmed baggrund i børnehaven. Antallet af disse er for nedadgående efter privatiseringen. Der er også personale fra forskellige lande. Der er pt. 60 børn i institutionen.”

Hun har drøftet injuriesagen med Frie Børnehaver. Hun har holdt dem underrettet om, hvad der skete i sagen.

Hun ved ikke noget om, hvorvidt der er tale om en faglig kamp mellem Frie Børnehaver og LFS. Det er ikke noget, hun har talt med dem om.

Børnehaven Ø er en spydspids for Frie Børnehaver. Man kan ikke have en leder, som der er rettet sådanne beskyldninger mod.”

Sagsøgte A (pædagogmedhjælperen) har forklaret, at hun er født og opvokset i Polen. Hun kom til Danmark i 1989. Hun var da 23 år. Det var svært at lære dansk. Det kan godt være, at hun kommer til at overdrive, når hun er følelsesmæssigt påvirket. Hun blev ansat i Børnehaven Ø fra 1. januar 2010. Hun startede først 4. januar 2010. Hun blev ansat som vikar. Hun blev fast ansat, meget muligt fra 1. februar 2010. Mellem personalet var samarbejdet fint. B var meget optaget af sit arbejde på kontoret og var ikke meget ude på stuerne. Folk smågræd i hjørnerne. Man fik at vide, at sagsøger havde sagt et eller andet, fordi den pågældende havde gjort noget forkert. Det var ikke rart at være der.

Foreholdt bilag 2, forklarede sagsøgte, at hun ikke blev opfordret til at skrive denne mail af Q (fællestillidsmand med arbejdsplads/kontor hos LFS og Jan Hoby som chef). Sagsøgte havde det så dårligt. Hendes krop reagerede voldsomt. Hun kastede op og kunne ikke spise. Derfor satte hun sig ned og skrev mailen. Redegørelsen blev lang, for hun havde meget at sige.”

Hun har drøftet sagen med repræsentanter fra LFS. Alle har behandlet det som en personsag. Der er ingen, der har behandlet det som en sag om mellem Frie Børnehaver og LFS.”

Foreholdt bilag A-F, forklarede sagsøgte, at hun har fået klagerne udleveret af forældrene. Sagsøgte har sendt dem til LFS, der har sendt dem videre til X-by Kommune.

Hun undrer sig ikke over, at forældrene først klagede halvandet år senere. Hun tænkte, at de endelig fik mulighed for at klage. Måske havde de været bange for at klage. Hun drøftede ikke indholdet med forældrene. Hun mødte L, som havde kontakt med nogle af forældrene. Sagsøgte havde kontakt til N og Gs mor.

Foreholdt bilag 2, forklarede sagsøgte, at chikanen for eksempel var, at da sagsøgte var tilbage efter 3 dage, sagde sagsøger til sagsøgte, at hun havde “været syg samtidig med sin stuekollega i juni 2011”. Sagsøgte tog det til sig og lukkede det inde i sig selv. Hun klagede sig ikke til fagforeningen. Hun har set alle medarbejdere græde. Hun er helt overbevist om, at de græd på grund af sagsøger. Det undrer hende ikke, at medarbejderne ikke har klaget over sagsøger. De tør ikke at sige noget, når der kommer tilsyn Det er, fordi sagsøger har så megen magt.

Hun har ikke selv set, at sagsøger har sparket en forælder. K har fortalt, at sagsøger har sparket en forælder.

Der har altid været en skarp tone over for forældre med fremmed baggrund. Hun ved ikke, om man kan sige, at sagsøger er racistisk. Hun behandlede generelt ikke-etniske danskere dårligt. Nogen blev bedre behandlet end andre. Etniske danskere blev bedre behandlet end de øvrige. Tidligere og nuværende medarbejdere kan bevidne det. En rengøringsassistent, der har været på Ø i 11 år, kan måske sige noget om det. Sagsøgte har hørt, hvordan sagsøger har behandlet rengøringsassistenten.

C (Jan Hoby) har forklaret, at han er næstformand i LFS. Han har ansvaret for at formulere de vedtagne politikker. Han har institutionssager, dvs. hvor der er samarbejdsvanskeligheder. Han er næstformand for hovedsamarbejdsudvalget. Han har faglige sekretærer og tillidsrepræsentanter, der bistår ham. Hovedvægten i hans arbejde er politikformulering og forhandlinger med politikere og embedsmænd. En meget sjælden gang har han selv en personsag.

FOA og FLS har i mange år været modstandere af privat udlicitering. Det samme er det politiske flertal i X-by. Frie Børnehaver er en samarbejdspartner. Han kan godt skille personsagsbehandling og overordnede politikker. Han kan godt genkende, at han har en kontrovers med P fra Frie Børnehaver. Det har været et længe kendt krav fra FLS, at man herfra mener, at alle institutioner bør være kommunale. BUPL har en anden holdning. Denne generelle politiske holdning har intet med konkrete sager at gøre.

Foreholdt bilag 5, forklarede han, at han sagtens kan huske sagen. Den vedrørte en medarbejder ved navn K, der havde bedt om en uges ferie til at køre sin datter ind i institution efter endt barsel. Der havde været et langt tovtrækkeri. Sagsøger havde været meget ufleksibel med hensyn til at imødekomme Ks rimelige ønske. Han blev meget stødt på manchetterne over sagsøgers holdning. Han mener, at sagsøgers holdning var i strid med samarbejdsaftalen med KTO §§15-17. Medarbejderen havde bedt om ferie i en uge nærmest et år fremme i tiden. Han fandt, at sagsøgers holdning var anstødelig. Han kendte ikke Ø i detaljer. Han havde ikke nogen klager fra forældre i baghovedet. Han forholdt sig udelukkende til den konkrete sag.

Q er fællestillidsrepræsentant. Hun er ansat hans afdeling, og han har dagligt ansvar for hende. Udgangspunktet er, at de kvalitetssikrer det materiale, de sender videre til Kommunen. De har en skærpet indberetningspligt. Breve bliver læst igennem. Der bliver afholdt et møde med det medlem, der klager. Medlemmet skal kunne “stå på mål” for det, der bliver sagt.

Fællestillidsmænd i LFS her

Det pågældende medlem har forklaret, hvad der var problemet. Medlemmet har i dag undskyldt brugen af ordet Gestapo. Han mener, at ordet Gestapo er skudt over målet. FLS har ment, at medlemmet havde så mange kritikpunkter, at brevet burde sendes til kommunen.

Udgangspunktet er, at der tidligere havde været en sag. Tilsyn vil aldrig afsløre ting, som A har forklaret om. Folk er bange for at miste deres stilling, og forældrene er bange for, at en klage skal gå ud over deres børn.

Vedrørende tvangsfodring forklarede han, at der i dag er afgivet forklaring om, at børn er blevet krænket i spisesituationen. Der er andre medarbejdere, som har forklaret LFS om dette, Der er en konkret medarbejder, som ikke har ønsket at stå frem. Dette viser, at der foregår pædagogisk uhensigtsmæssige handlinger og situationer. Det at tvinge et barn i spisesituationen er pædagogisk uhensigtsmæssigt. Det er et led i en magtrelation. Det kan diskuteres, om man burde bruge udtrykket “tvangsfodring”. Der er ingen grund for sagsøgte til at tro, at medlemmet skulle lyve. Der er sket kvalitetssikring.

Foreholdt bilag 8, forklarede han, at han har været og er en inkarneret kritiker af X-by Kommunes pædagogiske tilsyn. Det er rigtig svært at opfange noget på et sådan tilsyn. Hvis en medarbejder bliver spurgt om pågældende har noget at udsætte på lederen, vil den pågældende næppe svare, at den er helt gal. Der er rigtig store problemer med tilsynet. Derfor er der indført klynge-institutioner på det kommunale område. Dette har hævet kvaliteten. Han vil ikke bruge ordet Gestapo. Hvis man reagerer, som det er fremgået i dag, på medarbejderes og forældres henvendelser og kritik, mener han ikke, at det lever op til kravene til en leder.

Det pædagogiske tilsyn af Ø og andre private institutioner har ikke været tilstrækkeligt og ikke levet op til kravene til et pædagogisk tilsyn. Institutionen brude have været gennemgået med en tættekam.

Kvalitetssikring er, at medarbejderen skal “stå på mål”. Kritikken skal også have “en vis gang på jorden”. Fagforeningen har ret til at fremføre medlemmers kritik.

D har forklaret, at hun er ansat i X-by Kommunes afdeling for privat børnepasning og kommunal dagpleje.

I sommeren 2012 modtog hun klager over Ø. Hun ringede til den tilsynsførende og sagde, at det var alvorligt, og at de skulle derud med det samme. De tog derud dagen efter. Lederen var meget forbavset over, at de kom.

Byretten konklusion er, at LFS og pædagogmedhjælperen har rejst krænkende sigtelser mod lederen som de ikke kunne bevise, men at straffrihedsgrundende vejer tungest og kommer derfor frem til straffrihed fordi der er tale om et forsøg på at varetage berettigede interesser.

Oven på ”sejren” i Byretten kunne man på FOAs hjemmeside bl.a. læse:

FOA og LFS har vundet en injuriesag, som var anlagt mod en pædagogmedhjælper af Landsforeningen Frie Børnehaver og Fritidshjem på vegne af en institutionsleder for en privat børnehave i København.

Pædagogmedhjælperen var blevet sagsøgt for injurier, fordi hun havde meldt sin tidligere arbejdsgiver for blandt andet at ”tvangsfodre børnene” og skrive ”Det ligner Gestapo-metoder og ikke en børnehave”.

Selv om flere af pædagogmedhjælperens udtalelser normalt ville have været på kant med injurieloven, blev hun frikendt i byretten, fordi hun varetog børnenes interesser.”

og

Næstformand i LFS Jan Hoby aflagde vidneforklaring i retten, hvor han oplyste, at LFS har haft andre sager imod institutionen. Han ser dommen som en vigtig sejr for offentligt ansattes ytringsfrihed.

Man har en skærpet indberetningspligt som offentligt ansat og som pædagogmedhjælper. Man er barnets advokat og skal ikke tøve med at indberette svigt og overgreb, fordi man frygter at blive anklaget for injurier,” siger han til Fagbladet FOA.

Sagen blev afgjort i Københavns Byret den 10. januar, hvor pædagogmedhjælperen og LFS blev frikendt.”

Landsrettens dom:

C (Jan Hoby) har supplerende forklaret blandt andet, at LFS har en aftale med kommunen om, at man videresender medlemmers klager ucensureret. LFS fungerede således også i denne sag alene som budbringer af As klage, idet den, der klager, selv må stå på mål for indholdet af sin klage. Han fastholder sin kritik af det kommunale pædagogiske tilsyn, som aldrig påviser alvorlige fejl. Det er altid andre, herunder forældre og personale, som gør kommunen opmærksomme på fejl, og han ville ønske, at flere ansatte og forældre ytrede sig om kritisable forhold. Det skærpede tilsyn med Børnehaven Ø har dog virket på den måde, at forholdene tilsyneladende har bedret sig, men det siger intet om, hvorledes forholdene var forud herfor.

Højesterets dom.

Højesteret finder ikke grundlag for at afvise appellantens anbringende om, at A (pædagogmedhjælperen) ikke kan dømmes for en formulering i mailen fra LFS, Landsforeningen for Socialpædagoger, som hun ikke selv har anvendt. Da A ikke selv har anvendt udtrykket ”tvangsfodrer”, finder Højesteret, at der ved vurderingen af hendes udsagn skal ses bort fra dette udtryk.

Såvel A som LFS har erkendt, at udtalelsen om ”Gestapo-metoder” er en ærekrænkende sigtelse, som ikke burde være fremsat. Sigtelsen er allerede derfor ikke fremsat i god tro, men i bevidst skadevoldende øjemed. Sigtelsen er uhørt grov og falder klart uden for det område, som underretningspligten efter serviceloven berettiger til. Selv efter As egne forklaringer er der heller ikke grundlag for de øvrige særdeles grove sigtelser, hun har fremsat.

Efterfølgende kommenterede Generalsektretæren for FOA, kommunisten Dennis Kristensen, afgørelsen således i et af FOA bladene:

Disse udtalelser fik lederen til at sagsøge pædagogmedhjælperen for injurier. Pædagogmedhjælperen var først blevet frikendt i Byretten, men blev senere idømt dagbøder i Landsretten. Nu har sagen så nået sin afslutning med frikendelse i Højesteret.

Der er en vigtig og principiel afgørelse, som vi er glade for i FOA. Det er ikke fordi, at vi skal slå os op på at anvende bramfri udtalelser. Men det er en afgørende forudsætning for en velfungerende offentlig sektor at ansatte har muligheden for at sige fra – og at henvendelser til tilsynsmyndigheder behandles konkret og forsvarligt,” siger FOAs formand Dennis Kristensen i en pressemeddelelse.

Afgørelsen fandt også vej til den skriftligeberetning til FOAs kongres, som afholdes hvert 4′ år:

Sag vundet i Højesteret 29. august 2016 – ytringsfriheds grænser

Højesteret fandt, at det var inden for ytringsfrihedens grænser, da en sygemeldt pædagogmedhjælper i 2012 påpegede stærkt kritisabel adfærd hos en leder i en børnehave og først gik til sin fagforening og dernæst til kommunen med anklagerne.

Pædagogmedhjælperens ordvalg i henvendelsen til kommunen havde været meget skarpt. Bl.a. blev det påpeget, at lederen tvang børn til at spise. At lederen var voldelig over for en forælder. Og at lederen havde et alkoholproblem. Pædagogmedhjælperen nævnte at ’det ligner Gestapometoder’.

Disse udtalelser affødte en injuriesag fra den pågældende leder mod pædagogmedhjælperen. Pædagogmedhjælperen vandt først sagen i byretten, men modparten ankede den til Landsretten, hvor pædagogmedhjælperen blev idomt dagbøder. I Højesteret blev hun frikendt for injurier. Højesteret har tilkendegivet, at udtalelserne er fremsat i god tro og til berettiget varetagelse af børnenes tarv, og derfor er straffri efter straffeloven § 269, stk 1.

Fagforeningernes tekstprostituerede misbruger det forhold, at byret og siden højesteret fandt at straffrihedsbetingelserne var opfyldt til, at fremstille det som om børnehavelederen var ”skyldig” i de rejste anklager. Det fremgår tydeligt af dommene, at det gør domstolene ikke, samt at to af fem højesteretsdommere ville dømme for udtrykket ”gestapometoder”. Det tangere bagvaskelse overfor børnehavelederen og under alle omstændigheder er det dårlig vejledning til medlemmerne, fordi sagen jo var på vippen i Højesteret. Det havde været redeligt at skrive: ”vi/vores medlem var tæt på at blive dømt, pas på med ukvemsord og anklager uden substans”.

Advokatfirmaet KromannReumert om dommen, her.

Veluddannelse

Tilbage i 2015 stillede vi på baggrund af den tilgængelige viden spørgsmålstegn ved påstanden  om, at syriske såkaldt “flygtninge” skulle være veluddannede, her og her.

Nu er der så nyt om det spørgsmål, og nej syrerne er ikke veluddannede. Berlingske referere til en ny rapport fra Rockwool Fonden. (Fondens egen artikel)

Fra Berlingske:

I den offentlige debat har man siden syrernes kommen diskuteret syreres uddannelsesniveau, idet de kommer fra et land, der skulle have et ganske højt uddannelsesniveau. Men syrerne, der er den klart største gruppe af asylmodtagere de seneste år, ankommer til Danmark med ganske lidt uddannelse som bagage, viser undersøgelsen. To ud af tre af syriske flygtninge i Danmark har således en folkeskole som højeste afsluttede uddannelse – blot tre procent har en lang videregående uddannelse.

Wiki artikel om de syriske uddannelses system, her.

Update:

Artikel 2015 på DDR, her.

Sjovnalist: Karsten Østergaard Nielsen

Vores oplevelse er, at folk fra Syrien har en anden arbejdsmoral, end man ellers ser. De ønsker ikke at leve af offentlig forsørgelse, men vil meget gerne kunne forsørge sig selv, deres børn og hustru, siger Morten Weiss-Pedersen

(K), formand for Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedsudvalget i Middelfart Kommune.

– De er meget motiverede for at komme i gang. Samtidig har de gode IT- og engelskkundskaber og kan meget lettere byde ind til vores arbejdsmarked, siger Kjeld Berthelsen, der er direktør for Social og Sundhed i Struer Kommune.

– Vi kan se i vores forskning, at nogle typer flygtninge lettere får fodfæste på arbejdsmarkedet. Det er de yngre, veluddannede folk med gode sprogkundskaber – både dansk og engelsk – som klarer sig bedst. Men det hjælper også, hvis de ikke har siddet flere år i en flygtningelejr, før de kommer til Danmark, siger Anna Piil Damm.

Kommer med uddannelser i lommerne

Alle disse karakteristika passer på de syriske flygtninge, forklarer Mette Blauenfeldt, der er leder af Center for Udsatte Flygtninge hos Dansk Flygtningehjælp.

-Syrien var indtil for få år siden et velfungerende land. De havde et uddannelsessystem, der mindede meget om vores eget, og det lykkedes dem i stor grad at få bugt med analfabetismen. Det betyder, at de fleste voksne kan læse og skrive og har en uddannelse, og mange har også brugbar erhvervserfaring med sig, siger hun.

 

 

Jacob Holdt film: Ude nu

For et godt dtykke tid siden deltog bloggen i afdækningen af Jacob Holdts løgnhistorier.

En de få ting der ikke var løgn var at der var ved, at blive lavet en film om den aldrende løgnhals. Den er så ude nu. I Berlingeren skriv Bent Blüdnikow bl.a. i sin anmeldelse:

Jacob Holdt spillede en betydelig rolle i Danmark i tiden efter 1968. Hans »Amerikanske billeder« påvirkede en hel generation med sanselige billeder af og beretninger om fattigdom, racisme og klasseforskelle i USA. Nu er der kommet en film om Jacob Holdt, og det er velbegrundet, for han var med til at forme tidsånden i et par årtier. Niels-Ole Rasmussens »Jacob Holdt: Mit liv i billeder« går tæt på Holdt, der genfortæller sit liv og drager til USA for at opsøge de personer, som spillede en rolle i hans USA-eventyr.

I første omgang gik turen til København, hvor han fattede sympati for tidens revolutionære og voldelige budskaber. Formet af Vietnamkrigen og et voksende had til USA fik Jacob og hans venner fat i trotyl, som de ville smide mod den amerikanske ambassade. Det er imidlertid ikke Jacob, der kan huske denne voldelige fase, men en revolutionær ven, der fortæller det i filmen, mens Jacob engleblidt nægter at kunne huske noget. Jorden brændte imidlertid under Jacob, og han drog til Canada, men skrev hjem til sine revolutionære venner: »Jeg vil anbefale bomber og trotyl nu.«

Men generelt virker de fleste scener uægte. Vi ser Holdt i et forladt hus hos en tidligere sort kæreste, der nu er død, og hvor han står og græder, men det føles som fremtvungne tårer. Vi ser ham i et rigmandspalads, hvor han fortæller, at han bollede med de unge, hvide kvinder, og han lægger sig nøgen i en stor flot seng med et skælmsk smil. Pinligere kan det ikke blive. Spørgsmålet opstår, ligesom det i sin tid gjorde med hans »Amerikanske billeder«, om det er dokumentarisme eller manipuleret virkelighed.

I 2015 blev Jacob Holdt af bl.a. Weekendavisen beskyldt for at lege med sandheden, og at den dokumentarisme, som han påstod »Amerikanske billeder« stod for, til tider var opdigtet virkelighed. Filmen har scener om denne kritik, men de er uden konkret indhold og synes blot at registrere, at der var en debat. Også det efterlader en utilfreds. Hvad skal det gøre godt for, når den ikke giver os indblik i kritikkens indhold?

…Holdt fik penge af KGB til sine aktiviteter og var af KGB endda tildelt en føringsofficer, men det siges der intet om i filmen. Det ville have klædt den, for som den nu fremstår, er den pinagtig klynkende og privat.

Man kan ikke se bort fra, at Jacob Holdt var drevet af altruisme, men han var samtidig et tidstypisk politisk fænomen, hvilket filmen ikke formår at forklare.

Efter at have fulgt sporet af Holdts økonomiske transaktioner er der ihvertfald et punkt, hvor UH er uenig med Blüdnikow: Alt peger på at Holdt konskvent har raget alt af værdi inden for sin rækkevide til sig og beholdt det der. Intet tyder på nogen som helst altruisme.

I Kristeligt Dagblad er man mere venlig stemt:

Med Weekendavisens anklager om løgn og overdrivelser for et par år siden blev Holdt – igen – kontroversiel. Bogen ”Amerikanske billeder” fra 1977, som museet Louisiana samtidig kunstnerisk kanoniserede, blev underkastet detektorsamfundets metoder: Hvor slutter dokumentaristen Holdt og hvor begynder selviscenesætteren Jacob?

Præstesønnen Holdt antyder, at hans livs mission er at føre den følelseskolde faders kærlighedsfulde retorik fra kirkerummet ud i den virkelige verden. Derfor flyttede fotografen som ung blaffer i 1970’ernes raceurolige USA ind hos de mennesker, han havde fordomme over for. Ku Klux Klan-ledere, sorte udstødte kriminelle, rige og ensomme kvinder. Holdt elskede (med) dem alle.

”Jacob rejste hen, hvor ingen frivilligt ville være”, siger en gammel ven i filmen. Og med instruktøren i hælene opsøger den 67-årige Holdt de sorte kvinder, han elskede i 1970’erne. Det er både pinagtigt, men også gribende og inspirerende, at se Jacob konfrontere disse modeller fra ”Amerikanske billeder”. Merrilyn Jones, som overtales til en absurd gentagelse af et nøgenfotografi i et badekar fra den oprindelig bog, anklager ham for udnyttelse. En anden gammel flamme, Leslie Manselles, elsker ham stadig uforbeholdent. Flere er døde, men Jacob lever og kæmper videre for mangfoldigheden ved at engagere sig i Palæstina, syriske flygtninge og Danmarks første kvindemoske.

Integrations job

For et års tid siden meddelte Angela Merkels rigsbefuldmægtigede i København, Lars Løkke Rasmussen, at der skulle skabs job for flygtninge i samarbejde med “erhvervslivet” skulle startes en integrationsmotor op. Det er naturligvis gået som det plejer, nemlig stor larm til start og derefter særdeles beskedne resultater. Flytninge flytter ikke til Danmark for at arbejde. Det burde efterhånden være gået op for selv de aller langsomste knallerter.

Fra “erhvervslivet” har især “Nasse Jørgen” Mads Clausen fra Danfoss og Niels “Jong Un” Due Jensen fra GTrudfoss gjort sig til talsmænd for, at Danmark bare skulle tage de “flygtninge” der nu måtte komme. De aller aller dygtigste af dem kunne så få beskæftigelse hos Jørgen og Niels, mens resten kunne forsørges af skatteslaverne.

På JP.dk berettes der om rigsbefuldmægtigede Løkkes sammenbrændte integrationsmotor, og det i et udsædvanligt neutralt tone leje. Fra artiklen:

Sammenlagt har 103 virksomheder opslået lidt over 1.000 pladser, viser nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Hvor mange af pladserne, der reelt er blevet besat, findes der ikke tal for.

Det er tre store virksomheder, der står for hovedparten af pladserne. Dansk Supermarked, servicevirksomheden ISS og Ikea står tilsammen for 654 ud af de i alt 1.067 pladser svarende til over 60 pct. Kun 30 ud af 103 virksomheder har udbudt mere end tre pladser.

Ifølge Hans Hummelgaard, analyse- og forskningschef ved det uafhængige forskningsinstitut KORA, kræver det mange ressourcer at få en flygtning i praktik.

»Virksomheder er sat i verden for at tjene penge. Derfor vil de se på, om gevinsten ved at få en flygtning ud i virksomheden, står mål med omkostningerne, og der kan være betydelige oplæringsomkostninger,« siger han.

For cirka 1 1/2 år siden udgav Dansk Industri en analyse af problemet med manglende beskæftigelse blandt ikke mindst muhammedanske indvandrere, der jo som bekendt almindeligvis bliver lukket ind af vore politikere under påskud af, at de skulle være flygtninge. Fra abstrakt:

Hver dag går over 100.000 ikke-vestlige flygtninge, indvandrere og efterkommer på arbejde. 2/3 er beskæftiget i private erhverv.

Alligevel er det kun 47 pct. af ikke-vestlig flygtninge og indvandrere, der er i job. Det hænger sammen med, at 46 pct. er uden for arbejdsstyrken.

Resten er ledige. Det er derfor en udfordring at få flere ikke-vestlige flygtninge og indvandrere gjort til en del af arbejdsstyrken.

Sammenlignet med situationen i 2000 er der sket en stigning i beskæftigelsen for ikke-vestligeflygtninge og indvandrere. Men uanset beskæftigelsesfremgangen er andelen, der står uden for arbejdsstyrken, markant højere i dag end for 30 år siden og flygtninge og indvandrere er dermed ikke til rådighed for virksomhederne.

På tværs af oprindelsesland er der markante forskelle på, i hvor høj grad mænd og kvinder er i job. 20-25 pct. af kvinderne fra Libanon, Irak og Somalia arbejder, mens det er over 60 pct. af kvinderne fra Thailand.

Det er en udfordring, at ikke-vestlige indvandrere, efterkommere og efterkommeres børn har lavere udbytte af folkeskolen end børn med dansk herkomst. Dermed er ikke-vestlige indvandrere og efterkommere mindre godt klædt på til at kunne gennemføre en senere uddannelse og deltage på arbejdsmarkedet. Det kan være medvirkende til, at der er mange unge ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, der hverken er i uddannelse eller job. Blandt 25-30-årige indvandrere er det ca. 45 pct. Det er knap 3 gange så ofte som danskere. Blandt efterkommere er det 30 pct. Blandt disse modtager stor del en eller anden form for offentlig forsørgelse.

Der er plads til forbedringer af integrationen af nyankomne flygtninge. 3 år efter ankomsten til Danmark er 14 pct. i job. Andelen i beskæftigelse er næsten den samme, hvad enten flygtningen kommer fra Irak, Iran, Syrien eller Afghanistan. Det på trods af, at nyankomne flygtninge tilbydes et integrationsprogram, der skal hjælpe med til at personen kan klare sig selv.

Som led heri skal flygtningene bl.a. lære dansk, men går i gennemsnit glip af mere end hver 4. time, fordi de ikke møder op.

Integrationen forbedres ikke væsentlig over tid. Efter 10 år i Danmark er hver 4. i job.

Designer teamet der udviklede den nu sammenbrædte motor bestod af, Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, ISS-direktør Martin Gaarn Thomsen, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), KL-formand Martin Damm (V) og Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S).

 

 

Horeungen Obama… eller nogen

Duterte fandt i løbet af ugen vej til overskrifterne i MSM, der påstod han kaldte præsidenten i USA, Hussein Obama, for horeunge (putang-ina). Det er tvivlsomt om det er tilfældet, det var mere sandsynligt sjovnalisten der stillede et (vild)ledende spørgsmål og blev taget i det. Skulle det have været Hussein Obama, der fik Dutertes yndlings betegnelse for tumper hæftet på sig, så var det under alle omstændigheder i den hypotetiske fremtiden sjovnalisten stillede spørgsmålet i, Hussein Obama eventuelt kunne fortjene betegnelsen.

Transkription af hvad der blev sagt ligger på Official Gazette of the Republic of the Philippines  .FB side.

Question & Answer
Q: Good afternoon sir, Jerome Morales from Reuters News. Sir, there have been concerns on extrajudicial killings. And you will meet leaders, any line of communication that you have prepared to address this issue in front of other foreign leaders?
PRES. DUTERTE: Extrajudicial killings?
Q: Yes, human rights.
PRES. DUTERTE: To whom shall I address myself to? And who will be asking the question may I know?
Q: Obama sir. [no microphone]
PRES. DUTERTE: You know, the Philippines is not a vassal state. We have long ceased to be a colony of the United States. Alam mo, marami diyan, sa mga kolumnista, they look upon Obama and the United States as if we are the lap dogs of this country. I do not respond to anybody but to the people of the Republic of the Philippines. Wala akong pakialam sa kaniya. Who is he? When as a matter of a fact, at the turn of the century, before the Americans left the Philippines in the pacification campaign of the Moro in this island, there were about six million ang population ng Moro. How many died? Six hundred. If he can answer that question and give the apology, I will answer him.
I am not beholden to anybody. Iyong mga kolumnista diyan na ‘wait until he meets,’ who is he? I am a President of a sovereign state, and we have long ceased to be a colony. I do not have any master, except the Filipino people, nobody but nobody.
You must be respectful. Do not just throw questions and statements. Putang-ina, mumurahin kita diyan sa forum na ‘yan. Huwag mo akong ganunin. Tell that to everybody. Itong mga kolumnista, para ba akong tinatakot, anak ka ng — umalis kayo diyan sa Pilipinas, pumunta kayo doon sa Amerika. You write kung ano nasa isip — the lap dogs of this American. Who is he to confront me? As a matter of fact, he has too many –America has one too many to answer for the misdeeds in this country. Hanggang ngayon hindi pa tayo nakatikim ng apology niyan. That is the reason why Mindanao continues to boil.
Det cirka 13 minutter lange pressemøde efterfulgt af Hussein Obamas reaktioner.

I ghettoen

Oven på afdækningen af løgneren Jacob Holdt ser det ud til, at dansk sjovnalistik vil til at dyrke mere klassiske dicipliner såsom fakta tjek. Oven på der bliver stillet spørgsmålstegn ved Karina Pedersens beskrivelse (vi har ikke læst bogen) af miljøet hun voksede op i,har af alle mulige, Samarbejds-Politiken, været en tur i det ghetto udnævnte boligområde Korskærparken.

Mht sandhedsværdien af Karina Pedersens beskrivelser så notere vi, at hun bl.a. skriver:

Flere og flere vinduer bliver blot dækket med lagner eller håndklæder, købmanden sælger kun porno, tobak, alkohol, taletidskort og Danske Spils drøm om hurtige penge, og »10-årige alkoholikere er ikke længere noget særsyn, og 12-årige piger diskuterer, hvilke stillinger man bedst kan gennemføre analt samleje i«, står der i bogen.

Hvis det er stilen og den stil er gennemført gennem bogen, så er der tale om at skrive i billeder og overdrivelser som læseren selv må afkoder. Er det noget der lagt ind hist og her  får det karakter af, at nogen forsøger at snyde på vægten.

Fra artiklens rapportering om forholdene i Korskærparken:

Fakta

Korskærparken

Boligkvarter i det vestlige Fredericia med omtrent 2.000 indbyggere. Et af 25 områder på regeringens ghettoliste, da tre af fem kriterier er opfyldt:

  • Over 40 procent mellem 18 og 64 år er arbejdsløse (43,8 procent)
  • Over halvdelen mellem 18 og 59 år har kun grundskolen som uddannelse (54,4 procent)
  • Mere end 2,7 pct. af beboerne er dømt efter straffeloven, våbenloven eller narkotikaloven (2,73 procent)


Men hvis man skal tro bogen, er det jo slet ikke i din interesse at få folk til at få det bedre – for I står jo uden arbejde, hvis folk kan klare sig selv?

»Vi skal nok finde noget at give os til. Vi får lykkeligvis mange hjulpet videre i uddannelse og beskæftigelse. Det er ingen kunst at få folk ned med nakken – det er en kunst at få dem op«.

Erik Holm Petterson, en tynd 75-årig herre, som er områdets selvbestaltede vicevært, indvilliger i at give en rundtur i kvarteret efter mødet – og konstaterer, at det ikke kun er dårligt at være på regeringens ghettoliste. For det gør også, at der kommer flere penge til forandring.

De etniske og religiøse forskelle er noget, folk taler meget om, og selv om man kan mødes til enkelte fester, holder folk sig til deres egne etniske grupper, forklarer han. Afghanere med afghanere, somaliere med somaliere og så videre. Selv kommer han dog overalt. …

Han vender ryggen til det grønne, kigger mod de nyrenoverede boligblokke og parkeringspladsen med den kulsorte asfalt og slår ud med armene:

»Du kan se, hvor flot der er her«, siger han.

»Helt stille og roligt, selv om børnene har fri fra skole nu. Ingen papirer ligger og flyder«.

Dog er det ikke altid problemfrit. I nærheden står et miljøhus af metal, og det er, fordi det gamle – som var af træ – er blevet brændt af. En tredjedel af beboerne er under 18 år, og for en håndfuld år siden var der flere afbrændinger i bydelen. Og campingvogne, der blev væltet, var der også, fortæller Erik Holm Petterson.

Men apropos er over 40 procent her i området jo arbejdsløse?

»Ja«, siger han.

»Og der vil jeg give hende Karina lidt ret – men det gælder jo ikke kun her – der er nogen, der ikke gider.

»Vores statsministers vigtigste opgave er, at de unge får et job, de godt kan lide«, konstaterer han, da vi igen er oppe ved medborgerhuset. Solen hænger lavt, skinner gyldent på en flok afghanere fra mandeklubben. De står og ryger smøger udenfor. Ved et bænkebord lidt væk sidder en flok af de lokale unge – alle med anden etnisk baggrund end dansk. De hænger bare ud, siger de. Keder sig lidt, for der er ikke meget at lave for dem, der er omkring 18 år. Alle går i øvrigt i skole, siger de. Og Korskærparken – eller KP, som de siger – det er et okay sted.

Derudover har ingen af dem særlig meget lyst til at snakke, men de bryder alle ud i vantro grin, da jeg spørger dem, om de har hørt, at der skulle være åbnet en shariadomstol i kvarteret.

Det har de ikke.

 

 

Selvkritik

Man, det vil sige nominelt borgerliger der reelt har gået muhammedanismens ærinde, begynder så småt at lægge afstand til den belyvning af indvandringskritiker, de selv har støttet venstreekstremister i at fremfører. I venstreekstreme Des-Information skriver en Niels Jespersen:

Højrefløjsaktivister og DF’ere er igennem tiden selv blevet udsat for en masse politiske modbydeligheder. Både fortjent, men også ufortjent, fordi de rejste nogle legitime politiske spørgsmål. Det er heldigvis ved at være fortid. Til gengæld lever det frådende had mod politiske modstandere i bedste velgående hos højrefløjen selv.

Zetland.dk skriver Jacob Mchangama:

Sådanne holdninger trives desværre også ganske mange steder på nettet, men det er ganske sjældent, at man oplever nationalkonservative gå ud og tage klar og utvetydig afstand fra det tankegods, som Hedegaard og Camre giver udtryk for. Måske fordi man mange steder i borgerlige kredse er præget af forrige årtiers offentlige debat, hvor borgerlige stemmer var i mindretal og blev mødt med vilde anklager om racisme og fascisme af en centrum-venstre-elite, der stod langt stærkere i den offentlige debat, end det er tilfældet nu. Det kan have skabt en belejringsstemning med en uudtalt præmis om at stå sammen uanset hvad, hvilket skaber sin egen politiske korrekthed”, hvor det anses for tabu at gå i rette med egne meningsfæller, uanset om man synes, de går for vidt. Men det er mindst lige så selvretfærdigt og udskammende” at kalde sine politiske modstandere landsforrædere som at blive kaldt racist” og islamofob” i Politiken.

Det kunne være underholdende hvis Jespersen og Mchangama kom med nogle citater.

konventions grænser

 

En Jørgen Gammelgaard slår i en kronik på JP.dk det indlysende fast: Nemlig at diverse konvention ikke kan eller skal fortolkes sådan, at Danmark har pligt til at give ophold til alverden. For en uges tid siden var det Ole Hasselbalch der slog det samme fast samme sted. Omtalt på Uriasposten, her. At den kriminelle naziislamist og jurist, Hans Gammeltoft Hansen, har en anden opfattelse ændre ikke på, at det er en urigtig opfattelse juridisk og, at opfattelsen derfor må formodes båret af andre motiver. Fra kronikken:

Lad det være slået fast. Der står ikke i nogen konvention, at Danmark i 2016 skal modtage de 40.000 flygtninge eller familiesammenføringer, som prognoser har peget på kan være tallet. Der står ikke et ord i eksempelvis Flygtningekonventionen om, hvordan det enkelte land skal gennemføre konventionen og meget lidt om, hvordan begrebet forfølgelse skal fortolkes, og hvornår man er flygtning. Det er op til det enkelte land. I Japan har man valgt en måde at fortolke konventionen på, der indebar, at Japan i 2015 kun accepterede 27 asylansøgninger ud af 7.500.

Noget lignende gælder FN-generalsekretærens hjemland, Sydkorea. Desuden kan man jo nævne Australiens tilgang med behandling af asylsøgere på centre i Stillehavet, hvor selv personer, der anerkendes som flygtninge, ikke gives ophold i Australien. Hertil kommer de fleste af de østeuropæiske lande. Er landene af den grund blevet stillet for en international domstol? Har nogen truet dem med sanktioner eller andre repressalier? Nej, det er ikke sket. Og fælles for landene er, at de vurderer, at de helt holder sig inden for de konventioner, de har underskrevet. Hvorvidt man evt. skal ændre eller opsige den ene eller anden konvention, er dog ikke det relevante spørgsmål. Første skridt må være ikke at anlægge den nuværende udvidende fortolkning af de forskellige internationale konventioner, herunder Flygtningekonventionen.

Siden november sidste år har det været fortid[den Nordiske Pasunion, HU] – mere end 60 års bevægelsesfrihed er nu blevet et offer for en forfejlet flygtninge- og udlændingepolitik. Både Danmark og Sverige har netop forlænget grænsekontrollen til november 2016. Hertil kommer hele det sikkerhedsmæssige aspekt. Angreb i Paris, København, Bruxelles, flere steder i Tyskland og i Nice har sat en tyk streg under, at vi befinder os i en ny sikkerhedsmæssig virkelighed.

Hvordan er det så kommet så vidt? Det er det, fordi der har været kredse, der har haft en interesse i, at det er blevet sådan – undertiden drevet af smukke, men komplet naive tanker om at redde verden, men nok mere af jordnære økonomiske interesser og en branding af sig selv som frelste politisk korrekte menneskekærlige humanister.

Alligevel har Danmark over årene modtaget flere end 11.000 palæstinensere, og en del har fået statsborgerskab netop under henvisning til statsløsekonventionerne. Politikerne er blevet viklet ind i et spind, der giver indtryk af, at kommer man fra et land, der ikke har demokrati og frihedsrettigheder efter danske alen, så kan man komme i betragtning til asyl og varigt ophold i Danmark for sig selv og ens familie. Tankerne glider hen på Tolkien og ”Ringenes Herre,” hvor Gríma Ormtunge spinder den stolte kong Théoden af Rohan ind i et væv af ord, der gør ham totalt handlingslammet.

I Ringenes Herre bryder troldmanden Gandalf forbandelsen og kong Théoden genvinder handlingens kraft. Vågner vores egne politikere op, behøver de ikke i første omgang at opsige konventionerne. De kan starte med at administrere konventionerne efter deres bogstav. Herefter skal alle kræfter sættes ind på tilbagesendelse – de 15 mia. kr., som Danmark årligt anvender på bistand, er et godt udgangspunkt. Samtidig skal der lægges maksimalt pres på lande som Afghanistan og Iran, som vægrer sig imod at modtage egne statsborgere. Det vil være en begyndelse.

 

 

Tyvekoster under beskyttelse

En af de allerbedste organisationer når det drejer sig om, at skaffe sig tilskud fra skatteydere og godtroende fjolser er Røde Kors. F.eks. tjener organisationen omkring 60 mil. dkk. årligt på at drive såkaldte asylcentre i danmark, bl.a. Avnstrup. Fra EB.dk:

Det er skideirriterende som afslutning på en hyggelig bytur at få stjålet sin mobiltelefon.

Det er endnu mere irriterende, når man ved, hvor mobilen er, men ikke kan få fat i den.

Den situation står 24-årige Louise Morild Jensen fra Brøndby i, efter at hun natten til søndag mistede sin iPhone for derefter at finde ud af, at den mandag aften befandt sig på et værelse i Avnstrup Asylcenter i Hvalsø.

– Jeg meldte den stjålet til politiet, men de sagde, at de ikke kunne ransage, fordi jeg kun kunne angive, hvilken bygning, den lå i, siger Louise Morild Jensen til Ekstra Bladet.

Regionsleder for Avnstrup Asylcenter Midtsjælland Eva Svenningsen afviser, at asylcentrets medarbejdere har opfordret Louise Morild Jensen til personligt at møde op på asylcentret.

– Det er ikke tilfældet. Jeg har både talt med det personale, der har svaret telefonen, og jeg har talt med den leder, som har været på adressen, da de to kvinder kom ud på centret.

– Hvad skulle så have fået hende til at møde op?

– Hun har åbenbart et søgesystem, der viser, hvor telefonen er henne.

I følge Røde Kors forretter 95 frivillige danskere tjeneste for Røde Kors på stedet som gratis arbejdskraft. Her.