kunst

Jacob Holdt film: Ude nu

For et godt dtykke tid siden deltog bloggen i afdækningen af Jacob Holdts løgnhistorier.

En de få ting der ikke var løgn var at der var ved, at blive lavet en film om den aldrende løgnhals. Den er så ude nu. I Berlingeren skriv Bent Blüdnikow bl.a. i sin anmeldelse:

Jacob Holdt spillede en betydelig rolle i Danmark i tiden efter 1968. Hans »Amerikanske billeder« påvirkede en hel generation med sanselige billeder af og beretninger om fattigdom, racisme og klasseforskelle i USA. Nu er der kommet en film om Jacob Holdt, og det er velbegrundet, for han var med til at forme tidsånden i et par årtier. Niels-Ole Rasmussens »Jacob Holdt: Mit liv i billeder« går tæt på Holdt, der genfortæller sit liv og drager til USA for at opsøge de personer, som spillede en rolle i hans USA-eventyr.

I første omgang gik turen til København, hvor han fattede sympati for tidens revolutionære og voldelige budskaber. Formet af Vietnamkrigen og et voksende had til USA fik Jacob og hans venner fat i trotyl, som de ville smide mod den amerikanske ambassade. Det er imidlertid ikke Jacob, der kan huske denne voldelige fase, men en revolutionær ven, der fortæller det i filmen, mens Jacob engleblidt nægter at kunne huske noget. Jorden brændte imidlertid under Jacob, og han drog til Canada, men skrev hjem til sine revolutionære venner: »Jeg vil anbefale bomber og trotyl nu.«

Men generelt virker de fleste scener uægte. Vi ser Holdt i et forladt hus hos en tidligere sort kæreste, der nu er død, og hvor han står og græder, men det føles som fremtvungne tårer. Vi ser ham i et rigmandspalads, hvor han fortæller, at han bollede med de unge, hvide kvinder, og han lægger sig nøgen i en stor flot seng med et skælmsk smil. Pinligere kan det ikke blive. Spørgsmålet opstår, ligesom det i sin tid gjorde med hans »Amerikanske billeder«, om det er dokumentarisme eller manipuleret virkelighed.

I 2015 blev Jacob Holdt af bl.a. Weekendavisen beskyldt for at lege med sandheden, og at den dokumentarisme, som han påstod »Amerikanske billeder« stod for, til tider var opdigtet virkelighed. Filmen har scener om denne kritik, men de er uden konkret indhold og synes blot at registrere, at der var en debat. Også det efterlader en utilfreds. Hvad skal det gøre godt for, når den ikke giver os indblik i kritikkens indhold?

…Holdt fik penge af KGB til sine aktiviteter og var af KGB endda tildelt en føringsofficer, men det siges der intet om i filmen. Det ville have klædt den, for som den nu fremstår, er den pinagtig klynkende og privat.

Man kan ikke se bort fra, at Jacob Holdt var drevet af altruisme, men han var samtidig et tidstypisk politisk fænomen, hvilket filmen ikke formår at forklare.

Efter at have fulgt sporet af Holdts økonomiske transaktioner er der ihvertfald et punkt, hvor UH er uenig med Blüdnikow: Alt peger på at Holdt konskvent har raget alt af værdi inden for sin rækkevide til sig og beholdt det der. Intet tyder på nogen som helst altruisme.

I Kristeligt Dagblad er man mere venlig stemt:

Med Weekendavisens anklager om løgn og overdrivelser for et par år siden blev Holdt – igen – kontroversiel. Bogen ”Amerikanske billeder” fra 1977, som museet Louisiana samtidig kunstnerisk kanoniserede, blev underkastet detektorsamfundets metoder: Hvor slutter dokumentaristen Holdt og hvor begynder selviscenesætteren Jacob?

Præstesønnen Holdt antyder, at hans livs mission er at føre den følelseskolde faders kærlighedsfulde retorik fra kirkerummet ud i den virkelige verden. Derfor flyttede fotografen som ung blaffer i 1970’ernes raceurolige USA ind hos de mennesker, han havde fordomme over for. Ku Klux Klan-ledere, sorte udstødte kriminelle, rige og ensomme kvinder. Holdt elskede (med) dem alle.

”Jacob rejste hen, hvor ingen frivilligt ville være”, siger en gammel ven i filmen. Og med instruktøren i hælene opsøger den 67-årige Holdt de sorte kvinder, han elskede i 1970’erne. Det er både pinagtigt, men også gribende og inspirerende, at se Jacob konfrontere disse modeller fra ”Amerikanske billeder”. Merrilyn Jones, som overtales til en absurd gentagelse af et nøgenfotografi i et badekar fra den oprindelig bog, anklager ham for udnyttelse. En anden gammel flamme, Leslie Manselles, elsker ham stadig uforbeholdent. Flere er døde, men Jacob lever og kæmper videre for mangfoldigheden ved at engagere sig i Palæstina, syriske flygtninge og Danmarks første kvindemoske.

Advertisements

Sul på højt niveau

Einheilslizten har holdt demo mod kontanthjælpsloftet. Det så sådan ud da suleklassens fortrop mødte op til aktion et sted i Danmark:

161005-floldhest-rammer-kh-loft

BT beretter:

»Men min ydmygelse kan på ingen måde sammenlignes med den ydmygelse, som dem, der skal stå og bede om hjælp, et sted at bo og mad til deres børn skal gennemgå,« fortæller hun og forklarer samtidig, at hun først tog beslutningen om at prostere nøgen få øjeblikke før, demonstrationen fandt sted.

Maya-Louise Ryom Nielsen var nøgen i godt 20 minutter, mens de resterende fremmødte nøjedes med at sætte sig på tæpper eller rejse et telt som et symbol på, at dem, der rammes af kontanthjælpsloftet, risikerer at ende på gaden.

»Jeg får beskeder fra folk, der siger, at de aldrig troede, de ville synke så dybt og har prøvet på at begå selvmord eller har været nødsaget til at prostituere sig selv. Jeg bliver simpelthen så frustreret og ked over det,« fortæller Maya-Louise Ryom Nielsen, der ikke kan lade være med at græde, når hun taler om kontanthjælpsloftet og de konsekvenser, det kan få for danske kontanthjælpsmodtagere.

Uriasposten den anden dag:

161005-memling-1471

(‘Kontanthjælpsloft’. Olie på Kanvas, 2016; Memling, 1471, Tip: Mikkel Andersson) – Uriaspostens titel til billedet))

Man kan mene meget om kontathjælpsloftet, men de umiddelbare problemer udspringer af det forhold, at kriminelle politikere har inviteret i hundredtusindvis muhammedanere ind i Danmark, hvor man så har givet dem fri adgang til forsættelses- og hjælpekasser det civile samfund selv havde opbygget ved hjælp af den nationalisering af disse staten påbegyndte omkring 1900 og færdiggjorde cirka 1980.

Nyt rum for kulturberigelse

Fortiden får beboerne på Islams Brygge en velfortjent omgang kulturel berigelse af de muhammedanere beboerne ellers havde håbet ville føre jihad mod deres underborgere ved bl.a. at voldtage deres 10årige døtre. Ved seneste valg stemte 92% af beboerne på forskellige afarter af islamonazistiske partier. Det kan læse om på Uriasposten.

Ikke så langt derfra, i den vestlige ende af Ørestaden, bliver der nu anlagt et torv, cirka 1,9 hektar svarende til omkring 25 parcelhus grunde. A. P. Møller fonden, i daglig tale, betaler for herligheden som koster omkring 65 millioner kroner. Det fortæller Samarbejds-Politiken. Fra artiklen:

I en konkurrence har dommerne udpeget tegnestuen Cobes forslag til et kæmpemæssigt torv, der skal binde hele området sammen.

Det nye torv står klar i 2018, og det skal være et mødested for borgere, studerende og ansatte ved Søndre Campus.

Der vil være plads til 2.000 cykler, og det er også meningen at det 19.000 kvadratmeter store areal skal bruges til events.

I en lang, lang periode har Københavns Universitet på Amager, KUA, været under konstant ombygning, og derfor er pladsen ikke specielt anvendelig, men det skal der laves om på i forbindelse med at KUA 3 snart står færdigt.

»Det er fantastisk vigtigt for den kommende udvikling på Søndre Campus, at medarbejdere og studerende får et samlende torv af samme høje kvalitet, som det nyrenoverede bygningskompleks er udtryk for, og giver et tiltrængt løft af studiemiljøet med spændende rammer og velgennemtænkt æstetik« udtaler dekan Ulf Hedetoft.

Fem tegnestuer deltog i konkurrencen, og alle tegnestuer lagde blandt andet vægt på områdets kraftige vindforhold, hvilket påvirker beplantning, cykelparkering og muligheder for ophold. Vinderne har derfor foreslået, at man laver bakkelandskaber i et forsøg på at tæmme den beygtede Ørestadsvind.

Juryen knytter denne kommentar til det vindende forslag:

»Sammenfattende er der med forslaget fra Cobe skabt mulighed for, at Universitetstorvet på KUA på fornemste vis vil kunne tilføre området et enestående samlingspunkt, hvor æstetik og funktionalitet er vægtet lige. Det nye universitetstorv kan medvirke til at skabe en fælles identitet for universitetets institutter og fakulteter og samtidig tilføre København et nyt spændende og inviterende byrum, både til stor glæde for nærområdet og omverdenen«.

160526 nyt torv amager 2

Tegnestuens illustration.

160526 islams brygge jihad

Jihad på Islams Brygge

160526 nyt torv amager 1

Som tegnestuen i arkitektens lette streg forestiller sig livet i park delen af torvet.

Mon man har husket at tænke tryghedsarkitektur, her og her, ind i projektet?

160526 razor barbed wire

Eksempel på trygheds arkitektur. Muhammedanerne holdes på indersiden indtil hjemsendelse.

Ny tekst til karaoke

Det har vakt bestyrtelse blandt islamofile socialister, heriblandt nazister, at Dansk Folkeparti, moske, moske ikke, har ladet sig inspirerer af en sang skrevet som kommunistisk propaganda af Bjarne Jes Hansen engang i 1970’erne. Sangen, Vi voksne kan også være bange, lugtede allerede den gang af muld, noget der efter sigende først skulle være indtrådt for sangens forfatter i forbindelse med murens fald, cirka 1990.

Det har afstedkommet en del opslag på ikke mindst FB, hvor de islamofile socialister svare igen ved, at genbruge DFs oprindelige plakat. Et eksempel via Uriasposten:

160517 birgit bjerre DF plakat

Vi har for at hjælpe med kampagnens udbredelse lavet en alternativ tekst til sangen således at islamofober med hang til karaoke, hvis de kan få musikken ned i anlægget, har en tekst der moske, moske ikke, falder mere i deres smag:

1.

Jeg er bange for højreorientered blogs

jeg nogengange får at læse

Jeg er bange for det er om muhammed

når jeg jo syns de vantro de skal dø

 

Omkvæd: Vi socialister er bange for ik at være med

og synger lange lange bange sange

Om ikke at få lov, at være med når muhammed han går løs

Det er så svært når vi skal passe på

2.

Jeg er bange for centralkommiteen

og for muhammed ude i trafikken

Jeg er bange for den store flotte minaret

som højreorintered skriver skriger ulla hakbar

Omkvæd.

3.

Jeg er bange for de sorte blogs

Og for det du ser står hos marx *)

Jeg er bange for du skal møde afsløring

Og tvivle på mine løgne

Omkvæd.

4.

Jeg er bange for muhammed han er svag

Og ikke kan bestemme over dig og mig og jorden

Jeg er bange for at islamister og socialister

ikke bestemmer over dig og mig og jorden.

Omkvæd.

Forlæg: Bjarne Jes Hansen

*) Karl Marx kom i en artikel i New York Times frem til, at man lige så godt kunne tage en all out krig først som sidst vedrørende spørgsmålet om Det Hellige Land.

DFs forlæg som islamofile venstreekstreme har påtaget sig opgaven med at udbrede:

160517 df plakat

Sprogkamp

Vi havde engang en kemilærere på besøg, der var en kende irriteret over, at kemikere når de underviste selv på begynder niveau havde det med, at pladre selv forholdvis enkle sammenhæng ind i fagjagong, hvad hun mente skadede fagets omdømme i almindelighed og i særdeleshed, at det forhindrede folk i have et fornuftigt forhold til faget. Som hun sagde: Man kan bruge sproget til så meget og ikke al brug er nødvendigvis konstruktiv. Og det er ganske vidst: nogle mennesker ser et lighedstegn mellem kemi og gift.

Tilbagebage i 2009 havde hædersmanden, og en passant ikke-tilhænger af dødsstraf og vold som middel i opdragelsen af børn, Søren Krarup en kronik i Pravda i Pilestræde, hvor han præsenterede argumenterne for en lov, der skulle sikre det danske sprog. Vi lader ligge, at vi her i huset ikke mener lovgivning eller anden politisk indgriben er egnet til den slags. Fra kronikken:

Jeg fandt dette meget groft, og i anledning af en tilsvarende holdning på Landbohøjskolen, der offentligt bekendtgjorde, at »inden år 2010 skal engelsk være det primære undervisningssprog for alle kandidatuddannelser«, besluttede vi at råbe vagt i gevær. Det handler om det danske sprogs overlevelse, i hvert fald inden for de videregående uddannelser. »Det er ikke meningen med dette forslag, at vi her i landet skal afskære os fra udlandet og lukke os hermetisk inde i vort eget sprogområde. Det drejer sig om at sikre det danske sprogs fremtidige eksistens. Forudsætningen for det internationale er som bekendt det nationale«.

Beslutningsforslaget kom til første behandling i Folketinget 30.januar 2007, hvor jeg begyndte med at understrege, at der her ikke var tale om politik, endsige partipolitik. »Det danske sprogs skæbne er et fælles dansk anliggende, og det er i bekymring for det danske sprogs eksistens i fremtiden, at vi i dag fremkommer med dette beslutningsforslag om forberedelse af en dansk sproglov. Vi er bange for, at dansk er ved at forsvinde.

Vi er bange for, at dansk efterhånden synker ned til at være et almuesprog, som ikke kan benyttes af alle i landet i alle sammenhænge.«

Til min store glæde blev forslaget venligt og positivt modtaget af alle partier, og der var enighed om, at noget måtte gøres for at hævde det danske sprog. Men vi lod det ikke komme til afstemning ved en anden behandling, hvor resultatet alligevel ville være tvivlsomt, men vi accepterede, at det mundede ud i nedsættelse af et sprogudvalg, som efter en grundig behandling af problemet skulle komme med forslag til styrkelse af det danske sprog.

I april 2008 offentliggjorde sprogudvalget sin rapport, »Sprog til Tiden«, som fremkom med mange anbefalinger til at hævde det danske sprog i en truet situation – men det blev ved anbefalingerne. »Hvor det drejer sig om forslag om at udmønte udvalgets anbefalinger i bindende bestemmelser eller lovgivning, har der ikke kunnet opnås en fælles forståelse«, hed det i rapporten.

Jose Rizal, som vi just var i venlig kommentar udveksling med Black Watch på Uriasposten vedrørende er citeret for den her:

While a people preserves its language; it preserves the marks of liberty.
Og noget strammere den her:
He who does not love his own language is worse than an animal and smelly fish.
En drøj omgang fra en mand, der beherskede flere sprog.
I Rizals Noli me Tangera (The Social Cancer) , som kan læses her, finder man følgende om det med sprog i kapitlet om Doña Consolacion:

When Sisa was brought in she came calmly, showing neither wonder nor fear. She seemed to see no lady or mistress, and this wounded the vanity of the Muse, who endeavored to inspire respect and fear. She coughed, made a sign to the soldiers to leave her, and taking down her husband’s whip, said to the crazy woman in a sinister tone, “Come on, magcantar icau!2

Naturally, Sisa did not understand such Tagalog, and this ignorance calmed the Medusa’s wrath, for one of the beautiful qualities of this lady was to try not to know Tagalog, or at least to appear not to know it. Speaking it the worst possible, she would thus give herself the air of a genuine orofea,3 as she was accustomed to say. But she did well, for if she martyrized Tagalog, Spanish fared no better with her, either in regard to grammar or pronunciation, in spite of her husband, the chairs and the shoes, all of which had done what they could to teach her.

One of the words that had cost her more effort than the hieroglyphics cost Champollion was the name Filipinas. The story goes that on the day after her wedding, when she was talking with her husband, who was then a corporal, she had said Pilipinas. The corporal thought it his duty to correct her, so he said, slapping her on the head, “Say Felipinas, woman! Don’t be stupid! Don’t you know that’s what your damned country is called, from Felipe?

The woman, dreaming through her honeymoon, wished to obey and said Felepinas. To the corporal it seemed that she was getting nearer to it, so he increased the slaps and reprimanded her thus: “But, woman, can’t you pronounce Felipe? Don’t forget it; you know the king, Don Felipe—the fifth—. Say Felipe, and add to it nas, which in Latin means ‘islands of Indians,’ and you have the name of your damned country!”

[304]Consolacion, at that time a washerwoman, patted her bruises and repeated with symptoms of losing her patience, “Fe-li-pe, Felipe—nas, Fe-li-pe-nas, Felipinas, so?”

The corporal saw visions. How could it be Felipenas instead of Felipinas? One of two things: either it was Felipenas or it was necessary to say Felipi! So that day he very prudently dropped the subject. Leaving his wife, he went to consult the books. Here his astonishment reached a climax: he rubbed his eyes—let’s see—slowly, now! F-i-l-i-p-i-n-a-s, Filipinas! So all the well-printed books gave it—neither he nor his wife was right!

“How’s this?” he murmured. “Can history lie? Doesn’t this book say that Alonso Saavedra gave the country that name in honor of the prince, Don Felipe? How was that name corrupted? Can it be that this Alonso Saavedra was an Indian?”4

With these doubts he went to consult the sergeant Gomez, who, as a youth, had wanted to be a curate. Without deigning to look at the corporal the sergeant blew out a mouthful of smoke and answered with great pompousness, “In ancient times it was pronounced Filipi instead of Felipe. But since we moderns have become Frenchified we can’t endure two i’s in succession, so cultured people, especially in Madrid—you’ve never been in Madrid?—cultured people, as I say, have begun to change the first i to e in many words. This is called modernizing yourself.”

The poor corporal had never been in Madrid—here was the cause of his failure to understand the riddle: what things are learned in Madrid! “So now it’s proper to say—”

“In the ancient style, man! This country’s not yet cultured! [305]In the ancient style, Filipinas!” exclaimed Gomez disdainfully.

The corporal, even if he was a bad philologist, was yet a good husband. What he had just learned his spouse must also know, so he proceeded with her education: “Consola, what do you call your damned country?”

“What should I call it? Just what you taught me: Felifinas!

“I’ll throw a chair at you, you ———! Yesterday you pronounced it even better in the modern style, but now it’s proper to pronounce it like an ancient: Feli, I mean, Filipinas!

“Remember that I’m no ancient! What are you thinking about?”

“Never mind! Say Filipinas!

“I don’t want to. I’m no ancient baggage, scarcely thirty years old!” she replied, rolling up her sleeves and preparing herself for the fray.

“Say it, you ———, or I’ll throw this chair at you!”

Consolacion saw the movement, reflected, then began to stammer with heavy breaths, “Feli-, Fele-, File—

Pum! Crack! The chair finished the word. So the lesson ended in fisticuffs, scratchings, slaps. The corporal caught her by the hair; she grabbed his goatee, but was unable to bite because of her loose teeth. He let out a yell, released her and begged her pardon. Blood began to flow, one eye got redder than the other, a camisa was torn into shreds, many things came to light, but not Filipinas.

Similar incidents occurred every time the question of language came up. The corporal, watching her linguistic progress, sorrowfully calculated that in ten years his mate would have completely forgotten how to talk, and this was about what really came to pass. When they were married she still knew Tagalog and could make herself understood in Spanish, but now, at the time of our story, she no longer spoke any language. She had become so addicted to expressing herself by means of signs—and of these she chose [306]the loudest and most impressive—that she could have given odds to the inventor of Volapuk.

Sisa, therefore, had the good fortune not to understand her, so the Medusa smoothed out her eyebrows a little, while a smile of satisfaction lighted up her face; undoubtedly she did not know Tagalog, she was an orofea!

“Boy, tell her in Tagalog to sing! She doesn’t understand me, she doesn’t understand Spanish!”

Musik for massemord

Den røde facist og islamiserings operatør, Benjamin Koppel, er igen på banen med aktiviteter der skal fremme folkemord på europæerne gennem islamisering og muhammedaner import. Denne gang ved at indsamle penge til, at dække menneskesmugler parret Lisbeth Zornig Andersens og Mikael Rauno Lindholms udgifter til bøder og advokater i den anledning. Zornig er i øvrigt berygtet for sin involvering i en korruptions skandale i Socialministeriet, gående ud på, at Zornig fik honorar for at arrangere røde stemmer ved kommunalvalget i 2013. Omtalt på UH her.

På Koppels FB finder man denne:

160326 benjamin koppel fb indsmling zornig

Sidste år forberedte vi en post om Koppel og bandet “Moonjam” vedrørende deres støtte til den socialistiske massemorder Kim Il Sung. Den blev ikke lagt på den gang bl.a. fordi vi kiggede efter materiale, der eventuelt kunne belyse om der i titlen “Bag de Blå Bjerge” kunne ligge en hyldest til massemorderen. Det kunne så ikke via koreanske kilder med indblik i koreansk folklore bekræftes eller for den sags skyld afkræftes.

Den post smider vi så på nu:

Kommunist orkestret “Moonjam” er stadigt aktive på propagandafronten. Blandt andet optræder sax-spilleren Bejamin Koppel med emblemer på hans sprøde hvide skjorte, som UH formoder er hans politiske darlings, men vi giver naturligvis den kredit at det ikke er til at se.

Tilbage i, hvad der må være 2006 indledte orkestrets frontfigur, Morten Kærså, til nummeret “Østen For Solen” med en slags forklaring på, hvorfor scenen var udsmykket kommunistisk massemords propaganda. Min nogenlunde præcise transkription:

Jeg ved ikke om nogen lagt mærke til det, men vi har nogen flag hængende heroppe på siderne. Heroppe kan man ihvertfald godt se dem. Det er faktisk det Nord Koreanske flag for at det ikke skal være løgn. Og det er for mange år siden, faktisk er det 20 år siden, nej for 19 år siden, nej for at være helt præcis er det 18 år siden. Da var vi faktisk I Nord Korea, fordi vi var nogle meget engagerede unge mennesker dengang…Det er vi osse idag, vi er bare blevet lidt ældre. Til gengæld var vi sådan lidt fremme på barikaderne og vi rejste rund og var vi syntes selv vi var med til, at ændre verden helt helt kolosalt meget, fordi vi var med i sådan nogen fredsbevægelser, der tog til Amerika og spillede ovre I ørknen, og vi tog til Sovjetunionen, og vi snakkede med de unge mennesker sådan på tværs af grænserne og det her jerntæppe der var dengang og det, he he he, hele røg vi så osse ud til Nord Korea …

Og det er så et af de steder hvor vi ik’ rigtigt syns vi har ku gøre noget hæ hæ hæ hæ, så æææ nu har vi ihvertfald hængt nogen flage op og så sender vi en venlig tanke til alle de søde små nordkoreanere og Deres Leder og så videre; oge såe ka’ det være der sker noget der gør… ha ha ha; Der kommer et nummer fra dengang før verden gik af… sån blev lidt anderledes. Et nummer der hedder Østen For Solen.

150726 moonjam horsholm mord symbol

Optræden i Hørsholm formentlig 2007. video her.

I år [2015, UH] deltog Moonjam så også i anti-demokratisk propaganda. I forbindelse med Folkemødet på Bornholm fik en frisk sjovnalist den ide, at spørge orkestret om de ville spille på mødet når den demokratisk sindede politiker Geert Wilders holdt tale på stedet. Og det ville de ihvertfald ikke. Problemet var ikke så stort da orkestret ikke var hyret til et job i den anledning. Fra deres FB væg:

Det er nok på tide at vi lige melder klart ud, at vores noget ukontrollerbare kapelmester, tidligere på dagen har kreeret en opdatering på sin Facebook-profil, hvori han bedyrer at Moonjam ikke vil spille til Folkemødet på Bornholm – det må stå for hans helt egen regning:

1. for det første har det aldrig været på tale at Moonjam skulle spille dér overhovedet!

Vidre giver orkestret sig til at forklarer om dets besøg i Nord Korea:

Den gang var vi nok mere modige. Vi troede faktisk at vi kunne gennemføre en eller anden form for happening i Nord Korea, som ville vække ørenlyd – ligesom vores Next Stop-koncert i Nevada-Ørknen – vi var meget tæt på at snuppe en af turistbusserne foran hotellet i Pyongyang hvor vi var indespærret, vi ville ned til ingenmandsland – grænsen mellem Nord- og Syd Korea, for at etablere et musikalsk “guerilla”-fremstød (læs rock-koncert), men jeg skal hilse og sige at det var ganske og aldeles umuligt. Vi var bevogtet døgnet rundt i de tre uger vi var der, og det var på et hængende hår at vi slap ud der fra. – Vi fløj til Moskva fra Pyongyang med livet i behold… I Moskva tog vi de første spadestik til Next Stop Sovjet… and the rest is history

ja, Nordkorea var godt nok en noget anden sag, den hang jo sammen med et større initiativ i forbindelse med murens fald osv. – der var ikke meget at stille op derude…

KH Moonjam

Berlinmuren “faldt” d. 9. november 1989 og Moonjam optrådte til fødselsdagsparty for Kim Il Sung d. 15 april 1988. Et større initiativ i forbindelse med murens fald?

Grunden til at Moonjam selv kommer ind på Nord Korea er formentlig, at journalisten der skrev artiklen trods al no-sens om højrefløj og islamofobi, trods alt var kvik nok til, at få den oplysning med. Artiklen er her. Kim på Uriasposten hvade denne post i anledning af “afbudet”.

Arsenik og radigalninge

Søndags film i bunden af posten

Begreberne “radikal” og “populisme” anvendes i flæng om og mod hindanden blandt deltagere i den politiske debat. For at gøre det endnu mere forvirrende så betyder det alt efter i hvilken sammenhæng det anvendes både noget godt og dårligt. Af til endda samtidig. Lad os se lidt på hvad begreberne betyder og hvor de kommer fra. Bortset fra at enhver jo kan slå den bogstavelige betydning op i en ordbog.

Modsat “radikal” har populi vidst ikke nogen naturvidenskabelig (det der ikke skabt (af mennesker)) mening udover, at man selvfølgelig kan popularisere f.eks. videnskabelige artikler så de henvender sig til en større eller mindre kreds udenfor den kreds der dyrker netop det emne.

Hvis man har et ønske om almindelig og højest mulige (modsat speciel) indflydelse på den politiske dagsorden så må det program man præsentere nødvendigvis være et program et flertal, dvs +50%, kan være med til uden at få alt for dybe rynker i panden. videre må det være sådan, at personer og grupper fra alle sektorere og klasser, f.eks. segmenteret efter indkomst, principielt kan tilslutte sig, uden at dit træder egne interesser under fode. Dette er opskriften på det klassiske, almindelige, folkeparti. Om det sker på baggrund af et sæt af ideologisk betingede ideer er ligegyldigt. Hvad der betyder noget er, at man i det mindste forsøger række henover flere specielle interesser og grupperinger.

At man designer sit program herefter er der intet odiøst i, og at man tit og ofte høre skrigeri om “populisme” siger mere om afsenderen af kritikken end om den kritiserede. Et af parametrerne man kan måle på, hvis man vil se på hvor dygtigt eller udygtigt et bestemt folkeligt parti ledes er i hvilken grad den gruppe partiet henvender sig til, rent faktisk bakker op. I danmark har vi cirka fem af den slags partier, der hver især designer efter en +50% gruppe, som vel potentielt omfatter 75% af vælger korpset, hvorfor det gennemsnitlige “gode” lederskab bør ende med en gennemsnitlige 15% tilslutning. At DF er nået dertil på mindre end 20 år må betegnes som særdeles godt.

Overfor denne type partier står partier der sigter mod, at varetage specielle gruppers, f.eks parasit klassens eller ansatte med en løn mellem 300k og 400k årligt, interesser eller en speciel ideel interesse eksempelvis muhammedaner import. Et sådant parti er pr. defenition og som modsætning til det “almindelige” eller folkelige, “radikalt”, idet det må bruge andre metoder end almindelig tilslutning for at nå sine mål. Dette er der heller ikke noget odiøst i, så længe det foregår åbent og lovligt. Bedømmelsen af hvorvidt et parti falder i den ene eller anden gruppe afhænger naturligvis ikke af hvad det kalder sig eller skriver i et manifest, men af hvad det faktisk foretager sig.

Ofte, hvis man kigger efter det, støder man på den definition, at “radikal” er hentet i biologi og kommer fra radius, der betyder rod, en plantes rod, og at den radikales “metode” er at gå til roden af et eller andet man vil have ændret. Man skal, efter min mening, være varsom med at overføre koncepter og metoder fra naturvidenskab til anvendelse på sociale og politiske forhold. Og i hvertfald er det meget snævert hvor det giver mening. Til gengæld er det helt fint til, at give fingerpejling på, hvad det er for nogle underliggende ideer der er i spil.

Det kemiske radikal

Den korte definetion er at det er et atom eller molekyle med en ledig elektron, som desårsag kan binde sig til noget andet, hvad der så har en eller anden effekt. F.eks. kan det hvis styringen af produktionen af et eller andet radikal svigter, føre til organismens død.

I levende organismer er der masser af kemiske radikaler og wiki opslaget herom fortæller bl.a.:

Free radicals play an important role in a number of biological processes. Many of these are necessary for life, such as the intracellular killing of bacteria by phagocytic cells such as granulocytes and macrophages. Researchers have also implicated free radicals in certain cell signalling processes,[7] known as redox signaling. Some of these signaling molecules involve the free radical-induce peroxidation of tissue stores of polyunsaturated fatty acids such as linoleic acid, arachidonic acid, and docosahexaenoic acid. For example, free radical attack of linoleic acid produces a series of 13-Hydroxyoctadecadienoic acids and 9-Hydroxyoctadecadienoic acids which may act to regulate localized tissue inflammatory and/or healing responses, pain perception, and the proliferation of malignant cells. Free radical attacks on arachidonic acid and docosahexaenoic acid produce a similar but broader array of signaling products.[8]

The two most important oxygen-centered free radicals are superoxide and hydroxyl radical. They derive from molecular oxygen under reducing conditions. However, because of their reactivity, these same free radicals can participate in unwanted side reactions resulting in cell damage. Excessive amounts of these free radicals can lead to cell injury and death, which may contribute to many diseases such as cancer, stroke, myocardial infarction, diabetes and major disorders.[9] Many forms of cancer are thought to be the result of reactions between free radicals and DNA, potentially resulting in mutations that can adversely affect the cell cycle and potentially lead to malignancy.[10] Some of the symptoms of aging such as atherosclerosis are also attributed to free-radical induced oxidation of cholesterol to 7-ketocholesterol.[11] In addition free radicals contribute to alcohol-induced liver damage, perhaps more than alcohol itself. Free radicals produced by cigarette smoke are implicated in inactivation of alpha 1-antitrypsin in the lung. This process promotes the development of emphysema.

Because free radicals are necessary for life, the body has a number of mechanisms to minimize free-radical-induced damage and to repair damage that occurs, such as the enzymes superoxide dismutase, catalase, glutathione peroxidase and glutathione reductase. In addition, antioxidants play a key role in these defense mechanisms. These are often the three vitamins, vitamin A, vitamin C and vitamin E and polyphenol antioxidants. Furthermore, there is good evidence indicating that bilirubin and uric acid can act as antioxidants to help neutralize certain free radicals. Bilirubin comes from the breakdown of red blood cells‘ contents, while uric acid is a breakdown product of purines. Too much bilirubin, though, can lead to jaundice, which could eventually damage the central nervous system, while too much uric acid causes gout.[13]

Loose definition of radicals

In most fields of chemistry, the historical definition of radicals contends that the molecules have nonzero spin. However, in fields including spectroscopy, chemical reaction, and astrochemistry, the definition is slightly different. Gerhard Herzberg, who won the Nobel prize for his research into the electron structure and geometry of radicals, suggested a looser definition of free radicals: “any transient (chemically unstable) species (atom, molecule, or ion)”.[16] The main point of his suggestion is that there are many chemically unstable molecules that have zero spin, such as C2, C3, CH2 and so on. This definition is more convenient for discussions of transient chemical processes and astrochemistry; therefore researchers in these fields prefer to use this loose definition.[17]

Arsenik

Således kan arsenik i passende doser være hjælpsomt og i højere doser dødeligt.

160313 arsenik radikal

Nappet her, hvor man bl.a. kan læse følgende:

Enthalpies of one-electron reduction and oxidation indicate that increasing the degree of methylation makes it harder for AsIII to be reduced but easier to be oxidized. The order of increasing favorability for arsenical activation by ROS is O2 < O2•– < HO, and the oxidation of DMAIII to DMAV is highly exoergic in multiple redox pathways with concomitant generation of radicals. This is followed by MMAIII and by iAsIII being the least favorable. Spin trapping studies showed a higher propensity for methylated arsenicals to generate radicals than iAsIII upon treatment with H2O2. However, in the presence of FeII,III, all showed radical generation where MMAIII gave predominantly C-centered adducts, while acidified iAs III and DMAIII gave primarily HO-adducts, and their formation was affected in the presence of SOD suggesting a AsIII–OO/OOH radical intermediate.

Så ingen tvivl, videnskabeligt set, skabelse af forkerte radikaler i forkerte mængder til ikke ædkvate formål bør undgås.

Mht arsenik så kan det sågar være nyttigt at spise det. Således var det almindeligt i den østrigske del af Tyrol at spise det når man skulle arbejde oppe i bjegene. Det fortæller videnskabelige observationer fra 1851, her. Bl.a. kan man læse:

In 1851, the medical world learned of the practice of arsenic eating among peasants in Styria (now a region of Austria) through an article in a Viennese medical journal.   The author was a Swiss physician, naturalist, and traveler named Johann Jakob von Tschudi.  According to Tschudi the stimulus for his 1851 paper was a trial involving a poisoning case that had recently taken place in the town of Cilli, part of the Austrian empire.  During the trial, the question was raised as to whether or not a certain military officer was a “toxicophagus.”  Tschudi explained that since the “toxicophagi” were “more or less unknown to the medical public, I have thought it my duty to publish some information and observations on the subject.”

Although some skepticism remained, the medical and scientific literature of the late nineteenth and early twentieth centuries suggests that many, if not most, physicians and chemists came to accept the validity of the accounts of the Styrian arsenic eaters.  In 1905,  Henry Roscoe firmly repeated his belief that there were well-authenticated cases of arsenic eaters.  An article in the British Medical Journal in 1901 claimed that: “It is a matter of common knowledge that arsenic and its salts exhibited for a time in small doses establish a tolerance, and the arsenic eaters of the Austrian Tyrol are the classical proofs of the fact.”

Picture

Fowler’s Solution, Public Domain
The publicity given to this practice helped to popularize the use of arsenic in medicines and cosmetics from the middle of the nineteenth century.  Arsenic had long been used in medicine, going back to antiquity, and was finding widespread use by the eighteenth century.  Arsenic preparations were taken both externally and internally.  Of the various solutions of arsenic compounds,  the most important was Fowler’s Solution, introduced by English physician Thomas Fowler in 1786.  Fowler’s solution quickly achieved widespread popularity in medicine.  While used for numerous conditions, it was especially valued for its tonic and stimulant properties.
I mord sager har arsenik også indgået en oversigt over nogle her.
Også må det vidst være tid til en søndags film, Arsenic and Old Lace, wiki opslaget her og youtube:

 

 

Udvidelse af § 266b på vej

BT.dk fortæller via et telegram fra Al-Ritzau, med henvisning til en pressemeddelelse fra Anklagemyndigheden, der ikke er offentligt tilgængelig for nærværende, at en mand som avisen Des-Informations fotoredaktør, Sigrid Nygaard, tilbage i efteråret 2015 beskyldte for at spytte på indtrængende mænd i den kampduelige alder, bliver anklaget for overtrædelse af straffelovens § 266b. Den bestemmelse handler om forhånelse af visse folk, især en særlig religions tilhængere. Anklagemyndigheden finder beviser for han at han både har råbt “skrid” og vist sin strittende langefinger frem så den måske kunne ses af de indtrængende. Fra telegrammet:

Manden er tiltalt for at overtræde straffelovens paragraf 266b om racisme. I oktober blev manden sigtet i sagen – dengang også for vold. Men voldsparagraffen er nu fjernet fra anklageskriftet.

– Hvis man bevidst spytter mod ansigtet på en person, kan der være tale om vold. Men vi kan ikke føre bevis for, at han havde til hensigt at spytte mod ansigtet på noget, så derfor sigtes han for racisme, siger advokaturchefen til Ritzau.

I dagene efter 7. september blev der i stort omfang delt et billede af den pågældende mand, som tilsyneladende spytter. På de sociale medier blev manden døbt “spyttemanden”.

Det var fotograf på Dagbladet Information Sigrid Nygaard, der i sin tid tog billedet af manden.

– Han råbte først skrid, så spyttede han efter dem flere gange, og så gav han dem fuckfingeren, sagde fotografen 8. september til Ekstra Bladet.

Manden selv nægter imidlertid at have spyttet.

– Jeg har kun været ude at kigge på dem. Jeg har ikke spyttet på dem. Nej, nej, lød det i dagene efter hændelsen fra den nu tiltalte mand i et interview med BT.

Sigtes for racisme… Anklageren er åbenbart ikke blevet klogere af, at Østrelandsret og senest Retten i Helgsingør undlader at bruge betegnelsen “racisme” i deres omtale af 266b sager.

At spytten på andre takseres som vold blev slået fast i en Højesterets dom fra 2006, U.2006.2687H, omtalt af DDR, her. En kunde i et brødudsalg var utilfreds med betjeningen og spyttede mod rygge af ekspedienten og ramte hende i nakken. Højesteret har senere, januar 2014, opretholdt princippet, her.

Så vi kan udlede, at der ikke er beviser for, at Sigrid Nygaard skulle have talt sandt da hun fremsatte sine beskyldning om, at manden skulle have spyttet efter nogen.

Den uforlignelige kunstner Uwe Max Jensen har begået dette maleri i efteråret 2015:

 

160223 spyttemanden UMJ

Med hensyn til langemand og “skrid” så er der åbenbart ikke nogen nedre grænse for hvad man kan få Anklagemyndigheden med på, når det handler om statsmagtens tvangsislamisering. Det må man så indrette sig efter og udnytte det konstruktivt.

Igen: Kendis skaber sig til fest

Tilbage i 70erne var det sådan, at var der optræden af et populærmusik ensamble i byen kunne man være så sikker på, som på allan i måsken, at så ville man i dagene efter kunne finde historier i den lokale presse om hvordan det besøgende orkester havde hærget indtil flere værelser på det lokale gæstgiveri. Som regel værelser egnet til formålet da de alligevel stod foran renovering.

Nu om dage, i det der indernets tidsalder, fungere det lidt anderledes. Således er det blevet ganske almindeligt, at nutidens kendiser medbringer egne sjovnalister til både Langt- og Nærbortistan, således at der behørigt kan rappoteres til hjemlandet, hvad de bortdragne sønner, der, må vi forstå, har helt andre muligheder for syn for og på “sagen” hvori den nu måtte bestå. Disse syn gælder især, men ikke kun, når det kommer til kerneområdet, det såkaldte menneske-, ud-, frem-, tilbage- og snæversyn.

Således har en filmkendis været til festival nede i Berlin, hovedstaden i noget der engang var Tyskland, hvor Den Gale Kansler er indsat som manager med hånds- og halsret over invånerne, ikke bare i Tyskland, men i al EUSSR.

Den Gale Kansler i sin ungdoms vår:

merkel-17-zivilverteidigung

Vor kendis, der var programsat som en slags vittighed efter after partyet, hvor han til fulde kunne demonsterede at selv mentale dværge med invaliderende nær- og snæversyn kan berette et og andet til den medsendte mikrofonholder, her:

…på trods af, at det er sent i festivalen, og mange er rejst hjem.

Da en tysk journalist spurgte ind til instruktørens tidligere kommentar om nutidens ensomhed, benyttede Thomas Vinterberg til at aflevere et politisk budskab med adresse til Danmarks ledere.

– Jeg ville ikke på forhånd beslutte at lave en politisk korrekt film med et budskab. At lave film kræver nysgerrighed, og hvis man på forhånd beslutter sig for et bestemt overordnet budskab man vil fortælle med sin historie, dræber det nysgerrigheden. Når det så er sagt, så vil jeg gerne sige, at jeg skammer mig over at være dansker. Det er skamfuldt at være vidne til det politiske liv i mit land, og hvis der er noget man også gerne må tage med sig fra denne film, så håber jeg at den kan inspirere mennesker til at blive bedre til at dele og ikke ydmyge andre mennesker, sagde Thomas Vinterberg, hvilket afstedkom pressekonferencens første klapsalve [fra de medbragte sjovnalister, UH].

Men er det eksempelvis Sverige, der er et mål for anstændigheden da de åbnede sig for de mennesker?
– De var i en periode mere anstændige, og det var svært for dem at få til at lykkes, men det var et forsøg værd.

Er det ikke ret høj pris at betale for at bevare anstændigheden?
Den pris synes jeg, vi må være parat til at betale. [der er formentlig tale om en fejludskrift. Der må rettelige være sagt: Den pris synes jeg, andre må være parat til at betale, mens jeg tjener penge på at lave film, ligeledes betalt af andre, UH]

I det hele taget lader det til, at kendisbegivenheden nede i Berlin har været en slags kulturprimadonnaernes topmøde om de skelsættende begivenheder oppe i Hafiabad, læs f.eks. her, her og her.