miljø

Nyt islamrealistisk parti

Hvis man er villig til opstille et nyt parti og ikke allerede har brugt sin underskrift på Nye Borgerlige, Danskernes Parti eller Dansk Samling, så er kommet en ny mulighed.

Det annoncere en af initiativtagerne, journalist Lotte Dalgaard i Ræson og på Altinget.

Som højreekstrem islamrealist ser man ethvert initiativ, der kan standse den islamiseringen og befolkningsudskiftning som forrædderpolitikerne har påbegyndt, som velkomment. Også selvom det kommer erklærede socialister, der i øvrigt har klassekamp på dagsordnen.

Partiet hjemmeside: https://udem.dk/

Fra Ræson:

I 1987 advarede den socialdemokratiske fhv. statsminister og partileder Anker Jørgensen imod at modtage for mange flygtninge. Det ville gå ud over Danmark både økonomisk og kulturelt, sagde han, men ingen lyttede. Anker Jørgensen blev efterfulgt som formand for partiet af Svend Auken, der sammen med sine politiske kammesjukker Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen heller ikke lyttede til de fire vestegnsborgmestres advarsler om den indvandring, som fulgte i kølvandet på den meget liberale udlændingelov, der blev vedtaget i 1983. På et eller andet tidspunkt undervejs, blev det åbenbart besluttet, at det eneste rigtige var berøringsangst i forhold til at tale om udfordringerne. Sund fornuft måtte vige pladsen for politisk korrekthed. Resultatet ser vi i dag – i form af ghettoområder med parallelsamfund, social kontrol af kvinder og børn, mennesker på livslang offentlig forsørgelse og høj forekomst af kriminalitet. Og når man i dag forsøger at gøre opmærksom på problemerne, bliver man enten ignoreret eller kaldt diverse skældsord som racist, nazist, fascist og højreekstrem.

Fra Altinget:

Partiet ser en mulighed i at kombinere en hård indvandringskritisk linje med traditionelle mærkesager fra venstrefløjen på områder som klimapolitik, miljøpolitik og fordelingspolitik.

”Vi ønsker en større socioøkonomisk retfærdighed og lighed. Skellet mellem rig og fattig skal udlignes,” skriver partiet på sin hjemmeside udem.dk.

For pointen er, at partiet plukker mærkesager flere steder fra.

”Det er mere vores kombination af mærkesager, som er anderledes. Der er ikke andre, der har den kombination, som vi har,” lyder det fra Lotte Dahlgaard.

Kan I skrive under på Alternativets politik på det grønne område og Enhedslistens fordelingspolitik?

”Ja,” bekræfter hun.

Men partiet lægger sig på linje med den yderste højrefløj, når det kommer til indvandring.

”Jeg synes, at den politik, Danmark har ført de sidste 34 år, har været forkert. Man har ukritisk lukket en hel masse mennesker ind uden at stille krav til dem. Det trykker det danske arbejdsmarked og det danske boligmarked,” siger hun.

Problemet er ifølge Lotte Dalgaard, at indvandring har haft en social slagside.

”Det er de svage i Danmark, som indvandringen går ud over,” siger Lotte Dalgaard.

 

Advertisements

Sattelit overvågning

Midt i stømmen af nyheder og kommetarere ovenpå jihad angrebet i Bryssel, som holder MSM og parasit-klassen travlt beskæftiget med at forklare, at det så absolut intet, som i intet intet, har med islam eller muhammedaner import at gøre, kan vi lige så godt bruge tid på noget helt andet.

Således meddeler Official Gazette, at Filippinerne i dag vil få opsendt en sattelit designet og bygget af filippinere. Sattelitten skal blandt andet nyttigt, anvendes til grænsekontrol. Sattelitten har kostet i omegnen af 115 millioner danske kroner. Fra meddelelsen:

The potential uses of DIWATA include: improved weather detection and forecasts, disaster risk management, detecting agricultural growth patterns, and the monitoring of forest cover, mining, protection of cultural and historical sites, and the territorial borders of the Philippines.

FeaturedImage_MicrosatDiwata_160118_1107
Diwata, the first microsatellite built by an all-Filipino team.

DIWATA was turned over to the Japan Aerospace Exploration Agency (JAXA) to prepare for its launch into space this month. With DIWATA, comes the Filipino dream to have its own Philippine Space Agency.

More than this, the potential uses of Diwata’s images include improved weather detection and forecasts, disaster risk management, detecting agricultural growth patterns, and the monitoring of forest cover, mining, protection of cultural and historical sites, and the territorial borders of the Philippines. Diwata will be sending vital images and data back to Philippine Earth Data Resources and Observation (PEDRO) Center which was set up to receive data from the satellite

FeaturedImage_MicrosatDOSTScholarsxDiwata_160118_1107

Details of Diwata

DIWATA 1 is equipped with a high precision telescope (HPT) that can determine the extent of damages from disasters, like typhoons and volcanic eruptions. It can also monitor changes in cultural and natural heritage sites, like the Mount Apo or Mayon Volcano.

Its spaceborne multispectral imager (SMI) with LCTF will be able to monitor changes in vegetation and monitor oceans productivity.

It also carries a wide field camera that will help scientists and weather forecasters better observe cloud patterns and more accurately predict weather disturbances.

Its middle field camera assists in determining the locations of images captured using the HPT and SMI.

—From the Philippine Council for Industry, Energy and Emerging Technology Research and Development

Arsenik og radigalninge

Søndags film i bunden af posten

Begreberne “radikal” og “populisme” anvendes i flæng om og mod hindanden blandt deltagere i den politiske debat. For at gøre det endnu mere forvirrende så betyder det alt efter i hvilken sammenhæng det anvendes både noget godt og dårligt. Af til endda samtidig. Lad os se lidt på hvad begreberne betyder og hvor de kommer fra. Bortset fra at enhver jo kan slå den bogstavelige betydning op i en ordbog.

Modsat “radikal” har populi vidst ikke nogen naturvidenskabelig (det der ikke skabt (af mennesker)) mening udover, at man selvfølgelig kan popularisere f.eks. videnskabelige artikler så de henvender sig til en større eller mindre kreds udenfor den kreds der dyrker netop det emne.

Hvis man har et ønske om almindelig og højest mulige (modsat speciel) indflydelse på den politiske dagsorden så må det program man præsentere nødvendigvis være et program et flertal, dvs +50%, kan være med til uden at få alt for dybe rynker i panden. videre må det være sådan, at personer og grupper fra alle sektorere og klasser, f.eks. segmenteret efter indkomst, principielt kan tilslutte sig, uden at dit træder egne interesser under fode. Dette er opskriften på det klassiske, almindelige, folkeparti. Om det sker på baggrund af et sæt af ideologisk betingede ideer er ligegyldigt. Hvad der betyder noget er, at man i det mindste forsøger række henover flere specielle interesser og grupperinger.

At man designer sit program herefter er der intet odiøst i, og at man tit og ofte høre skrigeri om “populisme” siger mere om afsenderen af kritikken end om den kritiserede. Et af parametrerne man kan måle på, hvis man vil se på hvor dygtigt eller udygtigt et bestemt folkeligt parti ledes er i hvilken grad den gruppe partiet henvender sig til, rent faktisk bakker op. I danmark har vi cirka fem af den slags partier, der hver især designer efter en +50% gruppe, som vel potentielt omfatter 75% af vælger korpset, hvorfor det gennemsnitlige “gode” lederskab bør ende med en gennemsnitlige 15% tilslutning. At DF er nået dertil på mindre end 20 år må betegnes som særdeles godt.

Overfor denne type partier står partier der sigter mod, at varetage specielle gruppers, f.eks parasit klassens eller ansatte med en løn mellem 300k og 400k årligt, interesser eller en speciel ideel interesse eksempelvis muhammedaner import. Et sådant parti er pr. defenition og som modsætning til det “almindelige” eller folkelige, “radikalt”, idet det må bruge andre metoder end almindelig tilslutning for at nå sine mål. Dette er der heller ikke noget odiøst i, så længe det foregår åbent og lovligt. Bedømmelsen af hvorvidt et parti falder i den ene eller anden gruppe afhænger naturligvis ikke af hvad det kalder sig eller skriver i et manifest, men af hvad det faktisk foretager sig.

Ofte, hvis man kigger efter det, støder man på den definition, at “radikal” er hentet i biologi og kommer fra radius, der betyder rod, en plantes rod, og at den radikales “metode” er at gå til roden af et eller andet man vil have ændret. Man skal, efter min mening, være varsom med at overføre koncepter og metoder fra naturvidenskab til anvendelse på sociale og politiske forhold. Og i hvertfald er det meget snævert hvor det giver mening. Til gengæld er det helt fint til, at give fingerpejling på, hvad det er for nogle underliggende ideer der er i spil.

Det kemiske radikal

Den korte definetion er at det er et atom eller molekyle med en ledig elektron, som desårsag kan binde sig til noget andet, hvad der så har en eller anden effekt. F.eks. kan det hvis styringen af produktionen af et eller andet radikal svigter, føre til organismens død.

I levende organismer er der masser af kemiske radikaler og wiki opslaget herom fortæller bl.a.:

Free radicals play an important role in a number of biological processes. Many of these are necessary for life, such as the intracellular killing of bacteria by phagocytic cells such as granulocytes and macrophages. Researchers have also implicated free radicals in certain cell signalling processes,[7] known as redox signaling. Some of these signaling molecules involve the free radical-induce peroxidation of tissue stores of polyunsaturated fatty acids such as linoleic acid, arachidonic acid, and docosahexaenoic acid. For example, free radical attack of linoleic acid produces a series of 13-Hydroxyoctadecadienoic acids and 9-Hydroxyoctadecadienoic acids which may act to regulate localized tissue inflammatory and/or healing responses, pain perception, and the proliferation of malignant cells. Free radical attacks on arachidonic acid and docosahexaenoic acid produce a similar but broader array of signaling products.[8]

The two most important oxygen-centered free radicals are superoxide and hydroxyl radical. They derive from molecular oxygen under reducing conditions. However, because of their reactivity, these same free radicals can participate in unwanted side reactions resulting in cell damage. Excessive amounts of these free radicals can lead to cell injury and death, which may contribute to many diseases such as cancer, stroke, myocardial infarction, diabetes and major disorders.[9] Many forms of cancer are thought to be the result of reactions between free radicals and DNA, potentially resulting in mutations that can adversely affect the cell cycle and potentially lead to malignancy.[10] Some of the symptoms of aging such as atherosclerosis are also attributed to free-radical induced oxidation of cholesterol to 7-ketocholesterol.[11] In addition free radicals contribute to alcohol-induced liver damage, perhaps more than alcohol itself. Free radicals produced by cigarette smoke are implicated in inactivation of alpha 1-antitrypsin in the lung. This process promotes the development of emphysema.

Because free radicals are necessary for life, the body has a number of mechanisms to minimize free-radical-induced damage and to repair damage that occurs, such as the enzymes superoxide dismutase, catalase, glutathione peroxidase and glutathione reductase. In addition, antioxidants play a key role in these defense mechanisms. These are often the three vitamins, vitamin A, vitamin C and vitamin E and polyphenol antioxidants. Furthermore, there is good evidence indicating that bilirubin and uric acid can act as antioxidants to help neutralize certain free radicals. Bilirubin comes from the breakdown of red blood cells‘ contents, while uric acid is a breakdown product of purines. Too much bilirubin, though, can lead to jaundice, which could eventually damage the central nervous system, while too much uric acid causes gout.[13]

Loose definition of radicals

In most fields of chemistry, the historical definition of radicals contends that the molecules have nonzero spin. However, in fields including spectroscopy, chemical reaction, and astrochemistry, the definition is slightly different. Gerhard Herzberg, who won the Nobel prize for his research into the electron structure and geometry of radicals, suggested a looser definition of free radicals: “any transient (chemically unstable) species (atom, molecule, or ion)”.[16] The main point of his suggestion is that there are many chemically unstable molecules that have zero spin, such as C2, C3, CH2 and so on. This definition is more convenient for discussions of transient chemical processes and astrochemistry; therefore researchers in these fields prefer to use this loose definition.[17]

Arsenik

Således kan arsenik i passende doser være hjælpsomt og i højere doser dødeligt.

160313 arsenik radikal

Nappet her, hvor man bl.a. kan læse følgende:

Enthalpies of one-electron reduction and oxidation indicate that increasing the degree of methylation makes it harder for AsIII to be reduced but easier to be oxidized. The order of increasing favorability for arsenical activation by ROS is O2 < O2•– < HO, and the oxidation of DMAIII to DMAV is highly exoergic in multiple redox pathways with concomitant generation of radicals. This is followed by MMAIII and by iAsIII being the least favorable. Spin trapping studies showed a higher propensity for methylated arsenicals to generate radicals than iAsIII upon treatment with H2O2. However, in the presence of FeII,III, all showed radical generation where MMAIII gave predominantly C-centered adducts, while acidified iAs III and DMAIII gave primarily HO-adducts, and their formation was affected in the presence of SOD suggesting a AsIII–OO/OOH radical intermediate.

Så ingen tvivl, videnskabeligt set, skabelse af forkerte radikaler i forkerte mængder til ikke ædkvate formål bør undgås.

Mht arsenik så kan det sågar være nyttigt at spise det. Således var det almindeligt i den østrigske del af Tyrol at spise det når man skulle arbejde oppe i bjegene. Det fortæller videnskabelige observationer fra 1851, her. Bl.a. kan man læse:

In 1851, the medical world learned of the practice of arsenic eating among peasants in Styria (now a region of Austria) through an article in a Viennese medical journal.   The author was a Swiss physician, naturalist, and traveler named Johann Jakob von Tschudi.  According to Tschudi the stimulus for his 1851 paper was a trial involving a poisoning case that had recently taken place in the town of Cilli, part of the Austrian empire.  During the trial, the question was raised as to whether or not a certain military officer was a “toxicophagus.”  Tschudi explained that since the “toxicophagi” were “more or less unknown to the medical public, I have thought it my duty to publish some information and observations on the subject.”

Although some skepticism remained, the medical and scientific literature of the late nineteenth and early twentieth centuries suggests that many, if not most, physicians and chemists came to accept the validity of the accounts of the Styrian arsenic eaters.  In 1905,  Henry Roscoe firmly repeated his belief that there were well-authenticated cases of arsenic eaters.  An article in the British Medical Journal in 1901 claimed that: “It is a matter of common knowledge that arsenic and its salts exhibited for a time in small doses establish a tolerance, and the arsenic eaters of the Austrian Tyrol are the classical proofs of the fact.”

Picture

Fowler’s Solution, Public Domain
The publicity given to this practice helped to popularize the use of arsenic in medicines and cosmetics from the middle of the nineteenth century.  Arsenic had long been used in medicine, going back to antiquity, and was finding widespread use by the eighteenth century.  Arsenic preparations were taken both externally and internally.  Of the various solutions of arsenic compounds,  the most important was Fowler’s Solution, introduced by English physician Thomas Fowler in 1786.  Fowler’s solution quickly achieved widespread popularity in medicine.  While used for numerous conditions, it was especially valued for its tonic and stimulant properties.
I mord sager har arsenik også indgået en oversigt over nogle her.
Også må det vidst være tid til en søndags film, Arsenic and Old Lace, wiki opslaget her og youtube:

 

 

Miljøkemi på Borgen

Noter og links kommer på senere

Minister for erhverv- og fornøjelse i det åbneland samt det fysiske miljø, Eva Kjer Hansen, har fået placeret sig, ikke hvor det ville være bedst, nemlig i tyfonens øje, men det værst tænkelig sted, nemlig lidt væk fra øjet. En habil strateg havde sørget for, at holde delikventen i øjet, og så taget exit på rette tidspunkt, dvs førstkommende tidspunkt efter gennemførsel af missionen, hvor en nogenlunde sikker passage er mulig. Det kan godt være det ender sådan, men det er i så fald ikke på grund af gode strategiske evner hos rådgivere, men på grund af Hansens chef, Lars Løkkes sikre evner udi i den taktiske diciplin “dog fight”. Meget kan stadig gå den ene og den anden vej, men uanset: Det er ikke elegant fra hverken den ene eller anden side.

De to sider i konflikten er ikke højre/venstre. På den ene side finder vi folk organiseret omkring organisationer såsom WWF og Danmarks Naturfredningsforening. Lad os kalde dem “milijøsterne”. Der er i høj grad tale om, at man prøver at fastholde en ikke erhvervet ejendomsret til natur og miljø med forskellige prokurator kneb. En drivende kraft er og har været, at man har været i stand til, på skattefårenes regning, at tilbyde lukrative jobs i det miljøindustrielle kompleks.

På den anden side finder vi en løst organiseret, men til gengæld talstærk gruppe af mennesker der lever i og af åbneland. – Eller med veneration herfor. Man er trætte af, at blive belært om det åbenlyse, af idioter der end ikke kan håndtere en skovl selv. Den centrale organiserede modstand udgår fra, BL, Bæredygtigt Landbrug, men andre kan nævnes, f.eks. ofrene fra gangster bossen Svend Aukens hærgen med barmarksværker. Lad os kalde dem “tænkende væsner”.

Til at understøtte sin magt har milijøsterne udviklet en særlig religion med tilhørende tabuer. Centralt i religionen er, at kvælstof er om ikke djævlen selv, så i hvert fald det man bliver stegt i hos djævlen. Frafald i forhold til dette centrale dogma, straffes i henhold til sharia, hvis ellers milijøsterne kan slippe af sted med det. Dette minder meget om den såkaldte multikulturalisme og der er da også utallige eksempler på person sammenfald, f.eks. den halsstraige Magrethe Auken, søster til før omtalte Svend.

Disse to grupper slås. En marxsk klasseanalyse af spørgsmålet ville finde, at WWF består af landadel, nyrige og kongelige der har mistet deres betydning, mens DN er kamporganisation for det højere borgerskab. På den anden side står så den produktive klasse. Med i denne klasse er, bortset fra klasseforrædderne blandt dem, de super rige, nye som gamle. Disse er imidlertid også superdiskret, hvad der kan forvirre i visse situationer. Det man så slås om er fordelingen af de endelige frugter. Imidlertid bliver kampen ikke ført rationelt, hvilket ideelt set skulle føre til en tilstand af optimal produktion og paretooptimalitet. Årsagen er, at milijøsterne udover en pekuinær interesse også har en politisk magtinteresse. For at optimere på det sidste, finder man det hensigtsmæssigt at påtvinge den produktive klasse feudale levevilkår, noget man gerne gør selvom der er et økonomisk tab derved. – Herregud kummekårene der eventuelt måtte ramme, gør det i den produktive klasse. Desforuden kan vi så holde landadlens døtre, indtil de kan blive besvagret af en fyr fra DN, i beskæftigelse med afhjælpning, synes rationalet at være.

En histografisk skitse om “miljøkampen” cirka 1900 –

Prominent i den danske miljøret står en dom vedrørende en syrefabrik på lorteøen Amager, der statuerede forurening som en almindelige skade som skadvolder skal kompensere for. Sagen vedrørte nogle nærliggende nyttehaver der blev gjort delvist ubrugelige. (forureneren betaler pricippet).

Fra begyndelsen af 1900 tallet kan man tale om postindustrialisme, forstået således: De grundliggende principper er på plads, hvad det handler om herefter er videreudvikling og raffinering.

En pioner er Willard Gibbs (Gibbs lov; fri energi ved kemiske processer). Hvad Gibbs grundlægger er diciplinen fysisk kemi. En berømt “dansker”, “” fordi der er tale om en naziislamist, indenfor det område er Thor A. Bak, på et tidspunkt formand for Dansk Flygtninghjælp. Hvad der gør Gibbs vigtig i sammenhængen er, udover at kemi og forståelsen heraf har meget med miljø at skaffe er, at han har en elev Edwin B. Wilson, en vigtig person indenfor matematiskfysik og kvantefysisk. Udover det, så var Wilson ikke imponeret over niveauet indenfor samfundsvidenskab i almindelighed, og økonomi i særdeleshed. Desårsag underviste han i matematik/statistik anvendt på samfundsforhold. En af Wilsons elever er Paul Samuelson. Samuelsons fortjeneste er anvendelsen af matematik på økonomi og samfundsforhold og han søger for den matematiske formulering af keyniaisme. Det berettes:

Wilson taught a small course in mathematical economics each spring in alternate years. Samuelson would talk to him for an hour after every lecture; it was in Wilson’s class that Samuelson had perhaps his single greatest epiphany, he recalled: the recognition that the truth of  a mathematical tool was  independent of  the context in which it was employed. In this case it was the mathematics underlying a principle devised a century before by French chemist Henry LeChatelier to describe changes in pressure, volume and temperature of an ideal gas which could just as easily be adapted to calculate changes in elasticities of demand in a system of factor prices. The mathematical insight arrived in an instant. It would take a decade to reason through its implications.

Vi lader den erkendelsesteoretiske blindgyde ligge, at man, og mange har, kan forfalde til den konklusion, at fordi datasæt, f.eks. tyngde acceleration og profit i en virksomhed, følger en parabel så betyder det ikke i sig selv, at man ved at føre bevis for andengradsligningen har bevist en årsagssammenhæng mellem de anvendte data, men blot påvist en (vis) samvarians. Hvad der endvidere er udelukket er; at blot fordi man har et sæt af ideer, der i et eller andet omfang kan forklares med matematik f.eks indenfor socioøkonomi, f.eks. den ide at disse gælder på tværs af kultur og genetik/race, så kan man ikke henvise til sine matematisk begrundede forklaringer som bevis for rigtigheden af sine påstande/ideer.

Men ikke destomindre bliver der ad denne vej skabt bro mellem anvendt naturvidenskab og anvendelse af logisk viden på samfunds- og økonomiskeforhold, og dermed videre til de aftryk menneskelig aktivitet sætter i det fysiske miljø.

Allerede i 1930erne er sammenstødet mellem produktionsaktivitet og andre menneskelige aktiviteter, såsom lokalisering, blevet et problem der finder vej til den videnskabelige litteratur. Baumoll og Oates redegør således i et papir fra vidst nok 1936, for hvorledes konflikten mellem en vaskeriejers ret til at kunne tørre vasketøjet uden at få arbejdet ødelagt af naboens osende skorsten, overfor samme nabos ret til, at gennemføre sin produktion på en måde der stiller alle tilfreds. Nøgleordet er paretooptimalitet, hvilket opnås ved, at indføre ejdomsrettigheder til den rene luft. Herefter kan man regne sig frem til hvem der skal kompensere hvem. Man skal blot enten kende alle eksternaliteter ned i mindste detalje eller kunne ignorere dem.

Frem til vel en gang i 1960erne levede man med, at sideeffekter af produktion havde negative konsekvenser. Dog havde venstreorienterede på et tidligt tidspunkt udset sig spørgsmålet som et politisk værktøj, f.eks. den nazistiske bevægelse i Tyskland.

Gennembruddet kom i 1962 med udgivelsen af Rachel Carsons ” Silent Spring”, der satte miljø spørgsmålet fast i massernes bevidsthed, og som fangede den produktiveklasse off guard i forhold til venstreekstremister, der havde et propaganda program liggende klart.

Med propagandaen blev miljø, som egentlig blot burde være et spørgsmål om sund fornuft og oprydende i visse synder, holden rent omkring sig selv osv. gjort til en af de religøse piller som venstreekstremister har opbygget deres politisk magt, deres udplyndring af den produktiveklasse og diverse underreligioner, såsom “multikulturalisme” på og omkring.

I dansk sammenhæng er kvælstofreligionen en sådan underreligion.

Tilbage til Eva Kjer og hendes trakasserier.

Ministeren og rådgivere har uden tvivl været bevidste om hvad de er oppe imod. Det ses af den omstændighed, at man argumentere indenfor modstanderens paradigme, istedet for simpelthen at angribe head on og kort og godt erklærere den “videnskabelige” del af kvælstofreligionen for null and void. Religionen som sådan kan man alligevel ikke gøre noget ved.

Blandt milijøsterne er man imidlertid godt klar over hvad der er ved at ske. Og derfor har man smidt alt hvad man har af tropper ind på, ikke gennem argumenter at forfægte sine synspunkter, men på at lægge Eva Kjer ned gennem personangreb, ofte karmufleret i juridiske og/eller videnskabelige klæder.

For den produktiveklasse og dens friheds skyld, må vi håbe, at så vidt milijøsterne sejre, så er det kun en del sejer der vedrørere Eva Kjers person. Og ellers må vi jo slikke sårene, op på hesten igen, og så ellers huske på, at beskidte tacklinger bagfra er helt i orden, når nu modstanderen selv gør det.

Noter og links bliver lagt på senere.

 

 

 

Folkeafstemning nu

Enheilslizten, WAFFEN-SF, Radigalningene samt Alternaivisterne vil have en folkeafstemning om hvor tæt man må bygge på kystlinien. Her på hotellet vil vi også gerne have en folkeafstemning, nemlig den om hvorvidt muhammedansk indvandrig skal tillades. Overhovedet.

Vi ser muligheden for en rask lille combo her: DF støtter landsbytosserne i deres ønske mod, at de til gengæld støtter en folkeafstemning om muhammedansk indvandring. Hvad kan gå galt? Intet. Fra Al-Ritzau telegrammet gengivet i Pravda i Pilestræde:

København: Høje hoteller og forlystelsesparker helt ud til strandkanten.

Det er, hvad Enhedslisten frygter, hvis regeringens planer om at lempe loven for strandbeskyttelse bliver gennemført. Det vil gøre det muligt for kommuner at bygge hoteller og aktiviteter, der kan gavne turismen, tættere på kysterne.

I et forsøg på at standse planerne vil Enhedslisten have forslaget ud til folkeafstemning.

– Hvis vi først begynder at bygge på kysterne, er det uigenkaldeligt, siger Enhedslistens miljøordfører, Maria Reumert Gjerding.

Grundloven kræver, at 60 medlemmer af folketinget bakker op om, at danskerne skal til stemmeurnerne for at afgøre fremtiden for Danmarks kyster.

SF har allerede meldt ud, at partiet støtter en folkeafstemning.

Også Alternativet og De Radikale har været meget kritiske over for regeringens planer. Men selv hvis det lykkes Enhedslistens miljøordfører at overbevise partierne om, at lovændringen skal til folkeafstemningen, vil der være lang vej til 60 stemmer.

Derfor håber Maria Reumert Gjerding at få støtte fra Folketingets største parti, Socialdemokraterne.

– Vi skal have fat i Socialdemokraterne. Det her er gammel socialdemokratisk hjerteblod, så jeg håber, at der er en masse fornuftige socialdemokrater, der ønsker at bevare strandbeskyttelsen, siger Maria Reumert Gjerding.

Miljøstyring

I Des-Information får tre stratenrøvere (ph.d.’er) stillet spalter til rådighed til, at argumentere for at befolkningen skal underlægges sindelagskontrol. Det skal ske ved, at medierne, ligesom det allerede er tilfældet i det muhammdanskespørgsmål får ordre om at dække stoffet ud fra bestemte vinkler. De tre; Gregers Andersen (ukendt, læs evt her), Jens-André P. Herbener (kendt fra Faklen) og Søren Sofus Wichmann ( ukendt, evt her). Trekløveret legitimere sig bl.a. med, at 97% af alle videnskabsfolk tror på FN panelets udlægning af hvad der er op og ned i det såkaldte klimaspørgsmål.

Det lykkes selfølgelig også trekløveret, at få rodet Hitler og nazisme ind i skriblerierne:

…Holocaust diskuteres, inviterer I heller ikke holocaustbenægtere…

Well; vi ikke klar over her på UH, at videnskab var en konkurence udi hvad flest tror på. Fra artiklen, først under rubrikken:

Dels bør de klassiske nyhedskriterier reformeres, dels bør medierne fremover modtage rundhåndet statsstøtte, så de har råd til en konstant topprioritering af de dødsensfarlige klimaforandringer

Med de planer om reduktion af udledning af drivhusgasser, som 146 lande har indsendt til FN, er vi på vej mod en temperaturstigning på cirka tre grader. Det er alt for meget.

Men her har de fleste medier udvist en ansvarsløshed af episke dimensioner. Det har de gjort ved ikke at fastholde et knivskarpt fokus på, at vores aktuelle udledning af drivhusgasser, kolossale overforbrug, industrielle vækstideologi og skyhøje befolkningstilvækst kan føre til et økologisk og samfundsmæssigt kollaps med katastrofale konsekvenser for menneskeheden.

Derfor skal der herfra lyde en indtrængende opfordring til politikerne:

A) Gør fokus på klima og miljø – vores alles eksistensgrundlag – til public service-kanalernes vigtigste forpligtelse.

B) Afsæt mange flere penge end nu til danske medier generelt, så de har de nødvendige midler til at sætte maksimalt fokus på den globale klimakrise. Så længe det overhovedet er nødvendigt.

Det er altafgørende, at der indtræffer en massiv bevidstgørelse om klimaforandringernes multifacetterede konsekvenser. Utvivlsomt som betingelse for handling.

1) Opret store og selvstændige klimaredaktioner, der skal sætte klima og miljø øverst på samfundets dagsorden.

2) Tænk klima og miljø ind i alle relevante stofområder. Når f.eks. politikere lovpriser ubegrænset vækst og større børnefamilier, som religiøse fanatikere lovpriser deres gud, så skal der – altid – spørges til de økologiske konsekvenser af det.

3) Læg jer i selen for at fremme den i bogstaveligste forstand livsvigtige samtale om, hvordan omstillingen til et bæredygtigt samfund skal finde sted. Lav programmer, der gør os klogere, og debatter, der engagerer.

4) Hold klimabenægtere borte fra spalter og sendeflade. Når Holocaust diskuteres, inviterer I heller ikke holocaustbenægtere i studiet. Husk på, at godt 97 procent af alle klimaforskere er enige om, at klimaforandringerne hovedsageligt er menneskeskabte. Det er en usædvanlig høj konsensus.

5) Vær aldrig bange for at sætte spot på klimaforskernes skrækscenarier. De er allerede adskillige gange blevet overhalet af virkelighedens verden.

Indtil videre har vi kurs mod en 4-5 graders temperaturstigning i dette århundrede og endnu mere i de efterfølgende.