Philippines

Krig

HRW, Amnesty m.fl. er for tiden oppe i det røde felt over nogle døde asiatiske  gadeapotekere. I et videre perspektiv så er det den såkaldte “elite” der har mistet grebet, og det er dødskramperne man kan iagtage.

Advertisements

Horeungen Obama… eller nogen

Duterte fandt i løbet af ugen vej til overskrifterne i MSM, der påstod han kaldte præsidenten i USA, Hussein Obama, for horeunge (putang-ina). Det er tvivlsomt om det er tilfældet, det var mere sandsynligt sjovnalisten der stillede et (vild)ledende spørgsmål og blev taget i det. Skulle det have været Hussein Obama, der fik Dutertes yndlings betegnelse for tumper hæftet på sig, så var det under alle omstændigheder i den hypotetiske fremtiden sjovnalisten stillede spørgsmålet i, Hussein Obama eventuelt kunne fortjene betegnelsen.

Transkription af hvad der blev sagt ligger på Official Gazette of the Republic of the Philippines  .FB side.

Question & Answer
Q: Good afternoon sir, Jerome Morales from Reuters News. Sir, there have been concerns on extrajudicial killings. And you will meet leaders, any line of communication that you have prepared to address this issue in front of other foreign leaders?
PRES. DUTERTE: Extrajudicial killings?
Q: Yes, human rights.
PRES. DUTERTE: To whom shall I address myself to? And who will be asking the question may I know?
Q: Obama sir. [no microphone]
PRES. DUTERTE: You know, the Philippines is not a vassal state. We have long ceased to be a colony of the United States. Alam mo, marami diyan, sa mga kolumnista, they look upon Obama and the United States as if we are the lap dogs of this country. I do not respond to anybody but to the people of the Republic of the Philippines. Wala akong pakialam sa kaniya. Who is he? When as a matter of a fact, at the turn of the century, before the Americans left the Philippines in the pacification campaign of the Moro in this island, there were about six million ang population ng Moro. How many died? Six hundred. If he can answer that question and give the apology, I will answer him.
I am not beholden to anybody. Iyong mga kolumnista diyan na ‘wait until he meets,’ who is he? I am a President of a sovereign state, and we have long ceased to be a colony. I do not have any master, except the Filipino people, nobody but nobody.
You must be respectful. Do not just throw questions and statements. Putang-ina, mumurahin kita diyan sa forum na ‘yan. Huwag mo akong ganunin. Tell that to everybody. Itong mga kolumnista, para ba akong tinatakot, anak ka ng — umalis kayo diyan sa Pilipinas, pumunta kayo doon sa Amerika. You write kung ano nasa isip — the lap dogs of this American. Who is he to confront me? As a matter of fact, he has too many –America has one too many to answer for the misdeeds in this country. Hanggang ngayon hindi pa tayo nakatikim ng apology niyan. That is the reason why Mindanao continues to boil.
Det cirka 13 minutter lange pressemøde efterfulgt af Hussein Obamas reaktioner.

Journalist mord

Sjovnalisterne har det svært for tiden. Det går forbavsende godt for dem de ser det som deres opgave, at propagandere imod, og omvendt går det dårligt for dem de støtter og modtager betaling fra. I Dansk sammenhæng ved, at sjovnalisterne modtager tyvstjålne skatte indbetalinger via politikerne.

Nu har Samarbejds-Politiken med lidt forsinkelse så fået øje på såkaldt kontroversielle udtalelser fra nyvalgt præsident ude på de filippinske øer, Rody Duterte. Vi omtalte dem her på stedet for en uges tid siden, her. Nu har britiske The Guardian så haft tid til at bearbejde stoffet sådan, at Samarbejds-Politiken kan brygge en citathistorie sammen, om den del af Dutertes pressemøde, der handlede om drab på sjovnalister. Det var en mindre del af mødet, hvor der faldt flere andre underholdene “sat på spidsen” udtalelser.

Hvad Duterte er citeret for om sjovnalist drabene:

In a seemingly unprovoked attack on the UN at a Thursday night press conference, Duterte vented his anger in response to a question about foreign media groups that were critical of him.

“That’s the trouble here, they’re always raising fears about this or that United Nations convention,” Duterte said, even though the journalists’ criticism had not been linked to UN protocols.

“Fuck you UN, you can’t even solve the Middle East carnage… couldn’t even lift a finger in Africa… shut up all of you.”

Duterte, 71, had been incensed by the criticism of foreign and local media groups to his comments earlier in the week that corrupt journalists were legitimate targets of assassination.

At dømme efter hvad Samarbejds-Politiken kommer op med, så var Duterte spot on da han inddrog FN som en del af problemet.

1.

I filippinske sammenhæng findes begrebet “AC/DC journalism”. Det betyder “attack and collect / defend and collect” og dækker over sjovnalisten modtager betaling fra en eller anden med behov for enten et forsvar af sig selv, eller angreb på f.eks en konkurrent eller en der på anden vis står i vejen, f.eks. en ejer af et attraktivt jordlod som han ikke vil sælge, f.eks. ikke sælge til den pris han bliver tilbudt. Den slags kan være et spørgsmål om liv og død, f.eks ved, at den der bliver angrebet ikke kan opretholde en rimelig levefod efterfølgende, såsom at eventuelle børn ikke kan få en uddannelse. Et eksempel på en sag, hvor der er masser af muligheder for motiv af af forskellig art, her.

2.

Antallet af dræbte journalister opgøres siden 1992 og på den bonner Filippinerne ud med 77 dræbte, hvilket giver en flot 3′ plads på listen.  34 af drabene fandt sted på engang i den såkaldte Maguindanao massacre. Baggrunden var at en muhammedansk klan, Amputan op til et valg blev politisk udfordret af en anden muhammedansk klan, Mangudadatu. I øvrigt blev 23 politiske aktivister myrdet ved samme lejlighed.

Hertil har venstreekstreme NPA deres del af journalistmordene.

Samarbejds-Politiken skriver:

Årsagen er landets nyvalgte præsident, Rodrigo Duterte, som i forvejen har gjort sig bemærket med udtalelser om, at han vil rense Filippinerne for kriminalitet ved at henrette alle narkosælgere. For få dage siden gik han på en pressekonference et skridt længere ved også at udtrykke forståelse for drab på journalister.

Her antydede han, at mange af de journalister, der de seneste år er blevet myrdet, har været involveret i korruption.

»For at være ærlig har de fleste af de dræbte gjort noget. Du bliver ikke dræbt, hvis ikke du har gjort noget galt«, sagde han ifølge lokale medier, da han blev bedt om at kommentere drabet på en journalist, der i sidste måned blev skudt i hovedstaden Manila.

»Der er mange tilfælde, hvor journalister er blevet dræbt på grund af den sag, de kæmpede for, men der er også dem, som er blevet dræbt, fordi de havde taget parti og modtaget bestikkelse og svigtet deres forpligtelser. Det ædle journalistiske kald gælder ikke pengeafpressere og kriminelle«, sagde han.

Men FN står fast i sin kritik, og FN’s øverste chef, Ban Ki- moon, valgte i sidste uge at udsende en pressemeddelelse, hvor han kaldte Dutertes udtalelser for »ekstremt foruroligende«.

»Jeg fordømmer utvetydigt hans tilsyneladende støtte til udenomsretslige mord, som er ulovlige og et brud på fundamentale rettigheder«, sagde Ban Ki-moon.

Et klogt forbehold “tilsyneladende”.

Dutertes reaktion på angrebene på ham, er at dementere dem som taget ud af kontekst, misfortolket og misforstået. Inquirer.net har en del af det:

INCOMING President Rodrigo Duterte does not tolerate the killing of journalists, as claimed by the United Nations based on his statements last week.

“If you look at the transcript, there is nothing there that says he was encouraging violence against journalists,” the Davao City mayor’s spokesman Salvador Panelo told reporters by phone on Tuesday.

“I do not want to diminish his memory, but he was a rotten son of a bitch. He deserved it,” Duterte said.

He said he knew who ordered Pala’s murder—someone who was hurt by the journalist’s personal attacks.

“We politicians, we are used to that. But private citizens are different—defame them and you defame their children. They will really kill you. That’s how it is,” he said.

He said there were three types of journalists — the honest crusaders, those in the payroll of private companies,  and those who demand money.

Duterte’s comments were criticized by civil rights and journalists’ organizations.

Peter Laviña, spokesperson for Duterte’s transition team, said the President-elect’s remarks were “taken out of context, misinterpreted and misunderstood.”

Laviña said national and international media organizations “lapped up” news of journalists’ killings when the headlines should have been the “declaration of war against red tape and unnecessary fees imposed on hapless citizens,” apart from the appointment of new Cabinet officials.

“[Duterte’s] example of most slain journalists being corrupt or involved in shady deals was based on his own assessment of those killed in Davao City and not on the national scale. Certainly, Duterte has no personal knowledge of each and every single case of media killings in many parts of the country,” Laviña said.

 

Bogudgivelse: hent den selv gratis

DFs Kristian Tørning har udgivet en sylespids bog om dem der her på stedet bliver kaldt “belyvere” og hos Tørning “Egohumanister”.

Hent den og læs den her.

Fra bogen:

Egohumanismen konstituerer et klart brud med den klassiske humanisme. Egohumanismen er totalitær, fordi den hverken tåler oplysning, diskussion eller uenighed omkring dens egne præmisser; den er med andre ord en ny ekstrem ideologi. Heroverfor står den traditionelle ’humanisme’, som betegner en livsanskuelse, hvormennesket er i centrum.
Den traditionelle humanisme har et filosofisk islæt og indeholder tanker om demokrati, etik og frihed generelt. I den traditionelle humanisme er kernen, at alle mennesker har ret til – og ansvar for – at forme deres egne liv. Klassiske humanister forestiller sig, at vi sammen kan nå frem til et bedre liv, hvor verden i højere grad er præget af mere tolerance, lighed og højere levestandard for alle verdens folkeslag.
Fra side 8
Læs eventuelt om humanisme som formuleret ideologi her.
Det er uklart præcist, hvordan eller hvor egohumanismen opstår, eller hvorfor den klassiske humanisme pludselig antager en fundamentalistisk form. Måske udviklede efterkrigstidens legitime frygt for den militante nationalisme til en form for traume. Nogle humanisters åndsliv tog simpelthen skade af, at der udspillede sig rendyrket ondskab i Europa. Det blev for meget. De ledte efter lindring for deres frygt, og det fik
humanismen til at mutere.
Selvom generationerne af humanister efter anden verdenskrig voksede op med: frihed, sikkerhed, velfærd, vækst og masser af muligheder, så begyndte de alligevel i deres refleksion over de uhyrlige krigsforbrydelser at være utrygge ved deres egen vestlige kultur. Og det i en sådan grad, at de påbegyndte arbejdet med at afskaffe den. Det var jo dén, der havde givet plads til og afstedkommet krigens uhyrligheder, så hvorfor ikke demontere den en gang for alle, så uhyrlighederne aldrig kunne gentage sig?
Fra side 12
I den offentlige debat fremstår egohumanisterne følgeligt ofte som personer, der snylter på andres ulykke. De suger positiv opmærksomhed til sig selv ved at ytre sig om andres ulykke. Blandt egohumanisterne er det en helt fin måde at forstærke sin egen identitet på. Det er helt fint, at man fx anvender andres ulykke til at tiltrække sig offentlighedens bevågenhed. Det er i orden, hvis man kan markedsføre sig selv ved at udtrykke sig om alt fra menneskesmugleri og kvindehandel til generel fattigdom. Det er simpelthen en legitim markedsføringsstrategi at ytre sig om, at man selv føler det rette ved andres ulykke.
Set udefra er det ikke noget kønt syn, for det ene år er det tsunamien i Thailand, som de bruger til at sætte sig selv i centrum, og det næste er det orkanen på Haiti. Og der er naturligvis altid Mellemøsten og Afrika, hvor der (desværre) altid er uskyldige civile, der har store livsfarlige problemer, som egohumanisterne kan anvende til at pege på deres egen moralske overlegenhed. Og det gør de så; de smykker sig med andres ulykke.
Fra side 19 – 20
Lad ligge at Kristian nok har jordskælvet på Haiti eller tyfonen Haiyan der ramte filippnerne i tankerne når han skriver “orkanen på Haiti”, som i øvrigt hedder en hurricane på de kanter. Pointen er krystal klar: Når egohumanister/belyvere ser en katastrofe, så ser de ikke mennesker i nød, men muligheder for at udstille egen godhed og i samme moment belyve andre med mangel på samme. Og beskeden er klar: Køb hele vores pakke, du gør det ved at melde dig ind i Dansk Rødehalvmåne eller ved at kalde en eller anden du i øvrigt ikke aner en kæft om, for islamofob, umenneskelig, fremmedhader etc.
Desuden er det ligegyldigt om det var det ene eller andet sted. Ved begge lejligheder udspillede samme scenarie sig. Det er bare at google løs, så er der eksempler en mass.

Mærkelige politikere; urart

Af og til bliver man når man påpeger, at der faktisk er kræfter, de aller sorteste rød-fascistiske kræfter, der aktivt arbejder for at udslette nationerne og deres folk, og at det især er vestlige hvide mænd disse kræfter har på kornet for deres påtænkte folkemord, udskreget som konspirationeteoretiker m.v.

Hvad angår udslettelse af nationer og folk lader en repræsentant for disse kræfter nu selv fingrene løbe over tastaturet og kommer med hvad der nærmest er en blank indrømmelse. Der er tale om en top-rådgiver for den berygtede nazistsøn og chef for EUSSR kommisionen Jean-Claude Juncker, Claus Haugaard Sørensen, der på altinget.dk i en klumme ønsker sig mindre magt til nationerne og omvendt mere magt til overstatslige organer. Fra klummen:

Vi beklager os tit og ofte over, om regeringer kan levere varen: fuld beskæftigelse, smart transport, Femern-forbindelse, hofteoperationer, kloge børn og glade nydanskere – eller slet ingen nydanskere.

Ny global regeringsform?
Bekæmpelse af internetkriminalitet, menneskesmugling, narkotikatrafik. Beskyttelse af torskebestanden. Bemestring af finansstrømme. Skatteundvigelser. Ozonlaget og drivhusgasser. Bekæmpelse af krig og konflikter. Syrien, Irak, Libyen.

Alt sammen emner, der ikke kan håndteres gennem en national tilgang, og som endog rækker langt ud over, hvad stormagter som USA, Kina og Rusland kan håndtere alene, og da slet ikke hvis de ikke er bare en lille smule enige.

Vi er nok ved at nærme os et punkt, hvor ressourcepresset og de politiske og befolkningsmæssige jordskred i verden enten fører til et kvantespring frem mod en ny global regeringsform eller en rutsjetur tilbage til små eller større konflikter. Kernen er at finde en metode til at bringe parterne sammen og forlige modsætningerne. Der er ikke rigtigt nogen mellemvej.

I tænketanken var stemningen dyster. Forsamlingen af lærde professorer, statssekretærer, mediefolk og tænkere fra hele verden havde svært ved at give et bud på, hvad Europas rolle i den globale regeringsførelse kunne blive, hvis man allerede den 23. juni så, at Europa mistede et af sine vigtigste medlemmer, nemlig Storbritannien.

Men de globale tal skræmmer: 125 millioner mennesker lever i absolut nød. I øvrigt de fleste ret tæt på Europa. I Afrika, kun fem timer i fly fra Europa, er vi vidne til en befolknings-eksplosion, der med vandstress, misvækst og pickuptrucks vil ramme Europa.

Og hvad gør vi ved det? Smider vi penge og pigtråd efter problemerne, eller finder vi frem til en samlet gennemtænkt forebyggelse, politisk, økonomisk og socialt, for at give de stakkels mennesker et egentligt fremtidsperspektiv, så de kan overleve i deres eget land? Det er jo nok det, der skal til.

men med velmenende og bestemt nyttige løfter fra masser af organisationer, virksomheder, lande og individer, der gerne vil gøre godt, men som også er sig pinligt bevidst, at skal det komme til bindende beslutninger, så er chancen for total blokering på grund af enstemmighed i FN-systemet en garanti for, at intet vil ske.

Så bedre undgå en konfrontation. Og tale pænt sammen. Finde løsninger fra sag til sag. Samle penge ind til at undervise børn i flygtningelejrene. Bygge udrykningshold af læger til at bekæmpe zika eller ebola. Opfordre til forebyggende diplomatiske løsninger. Men er det nok? Har toget allerede forladt stationen på autopilot med kurs mod afgrunden?

Nu er det jo sådan, at hvis borgerne ser, at der ikke er løsninger, og at problemerne tårner sig op og skyller ind over os, så kravler de op i det nærmeste træ, nemlig nationalismetræet, og sætter sig helt deroppe, hvor man tror, katastroferne ikke kan nå op.

Man stemmer på mærkelige politikere, der sælger nationale løsninger,…

Ikke rart at tænke på. Og forunderligt, når man tænker på, at der aldrig har været så mange veluddannede, internationalt orienterede, kloge mennesker, der kan finde på løsninger, og aldrig har der været så mange almindelige mennesker, der sådan set bare gerne vil leve i fordragelighed med hinanden og have tingene til at fungere. Det er, som om vi er fanget af en nationalstatsromantik, der stammer fra tidligere tider, men som er helt ude af trit med de opgaver, verden står over for. Og som tit og ofte stiller sig i vejen for de løsninger, der skal til.

Og uden løsninger kan man ikke fortænke bekymrede borgere i at trække dynen over hovedet. Hvad venter der os mon i 2040?

Ude på de filippinske øer havde nyvalgte (men endnu ikke tiltrådt, sker 30. juni) præsident Rody Duterte blandt flere bidende kommentarer (hvad der tricker Duterte er journalister der bliver myrdet, hvilket lokalt i en hel del tilfælde er et resultat af AC/DC journalistik dvs. en betalt side forretning som går galt), denne om FN:

MANILA, Philippines – Controversial president-elect Rodrigo Duterte has launched a profanity-laced tirade against the United Nations while criticizing it for being too weak to fix problems in the Middle East and Africa.

In a seemingly unprovoked attack on the UN at a Thursday night press conference, Duterte vented his anger in response to a question about foreign media groups that were critical of him.

“That’s the trouble here, they’re always raising fears about this or that United Nations convention,” Duterte said, even though the journalists’ criticism had not been linked to UN protocols.

“Fuck you UN, you can’t even solve the Middle East carnage… couldn’t even lift a finger in Africa… shut up all of you.”

Duterte, 71, had been incensed by the criticism of foreign and local media groups to his comments earlier in the week that corrupt journalists were legitimate targets of assassination.

Mht til en overnational regering som svar på problemer, hvad enten de indbildte, et udslag af konspiration mellem sjovnalister og magthavere eller reelle så har filosoffen Thomas Nagle i artiklen “The Problem of Global Justice” set på sandsynligheden for at det kan fungere i praksis. Han bedømmelse er et nej. Fra artiklen:

On either the cosmopolitan or the political view, global justice would
require global sovereignty. But there is still a huge difference between the
two views in the attitude they take toward this conclusion. On the polit-
ical view, the absence of global justice need not be a matter of regret; on
the cosmopolitan view, it is, and the obstacles to global sovereignty pose
a serious moral problem. Let me consider the issue of principle between
the two conceptions. While we should keep in mind that different views
about the content of justice can be combined with either of these two
conceptions of its scope, I will continue to use Rawls to exemplify the
political view. But most of what I will say is independent of the main dis-
agreements over the content of domestic justice—political, economic,
or social.
The implications of the political conception for world politics tend to be
conservative, but that is not the end of the story; the conservatism comes
under pressure from powerful forces in the other direction. The source
of that pressure lies both in existing global or international institutions
and in the increasingly felt need to strengthen such institutions and to
create new ones, for three types of purpose: the protection of human
rights; the provision of humanitarian aid; and the provision of global
public goods that benefit everyone, such as free trade, collective
security, and environmental protection. Institutions that serve these
purposes are not designed to extend democratic legitimacy and
socioeconomic justice, but they naturally give rise to claims for both, in
respect to their design and functioning. And they put pressure on
national sovereignty by their need for power to be effective. They thus
present a clearly perceived threat to the limits on claims of justice
imposed by the political conception.
This poses a familiar dilemma: Prosperous nations have reasons to
want more governance on a world scale, but they do not want the
increased obligations and demands for legitimacy that may follow in its
wake. They do not want to increase the range of those to whom they are
obliged as they are toward their own citizens; and this reflects the con-
victions of their citizens, not just of their governments.
But this, I believe, is not the main issue. Multilingual and multina-
tional states have their problems, and they may have functioned most
successfully before the era of democracy. But if there came into being a
genuine European federation with some form of democratically elected
representative government, politics would eventually develop on a Euro-
pean scale to compete for control of this centralized power. The real
problem is that any such government would be subject to claims of legit-
imacy and justice that are more than the several European populations
are willing to submit themselves to. That reflects in part a conviction that
they are not morally obliged to expand their moral vulnerabilities in this
way. (The recent expansion of the European Union, by increasing its
economic inequality, will almost certainly inhibit the growth of its
federal power for just this reason.)
Yet in thinking about the future, we should keep in mind that political
power is rarely created as a result of demands for legitimacy, and that
there is little reason to think that things will be different in this case.
If we look at the historical development of conceptions of justice and
legitimacy for the nation-state, it appears that sovereignty usually
precedes legitimacy. First there is the concentration of power; then,
gradually, there grows a demand for consideration of the interests of the
governed, and for giving them a greater voice in the exercise of power.
The demand may be reformist, or it may be revolutionary, or it may be
a demand for reform made credible by the threat of revolution, but it
is the existence of concentrated sovereign power that prompts the
demand, and makes legitimacy an issue. War may result in the destruc-
tion of a sovereign power, leading to reconfigurations of sovereignty in
response to claims of legitimacy; but even in that case the conquerors
who exercise power become the targets of those claims.
Unjust and illegitimate regimes are the necessary precursors of the progress toward
legitimacy and democracy, because they create the centralized power
that can then be contested, and perhaps turned in other directions
without being destroyed. For this reason, I believe the most likely path
toward some version of global justice is through the creation of patently
unjust and illegitimate global structures of power that are tolerable to
the interests of the most powerful current nation-states. Only in that way
will institutions come into being that are worth taking over in the service
of more democratic purposes, and only in that way will there be some-
thing concrete for the demand for legitimacy to go to work on.

 

Lykønskning til nyvalgt

Efter at Danmark i årtier fra officielt hold har hylet med i koret af “menneskerettigheds aktivister” kommer der mere og mere hold i den formodning, at man i vesten er så meget på hælene at man har fået andet at tænke på. Senest lykønsker og roser den danske ambassadør i Manila, Jan Top Christens, den nyvalgte filippinske præsident Rody Duterte på FB. Det gør han naturligvis ikke uden dækning i København. Og ikke et ord om “menneskerettigheder”, selvom Duterte gennem to årtier har været under angreb for netop menneskerettighedskrækelser, ved beskyldninger om, at han skulle have sendt “dødspatruljer” på gaden i Davao, hvor han op til nu har været borgmester. I ambassadørens FB post hedder det d. 31. maj bl.a.:

Promising that the new government would engage with CPP and the Moros in a serious way. Peace and security could bring growth and development to Mindanao and other strife-ridden regions.
Many experienced and qualified persons lined up for the secretary jobs of the Departments. Some observed that conflicts of intererest should be avoided.
If all goes well, the Philippines could be heading for even higher growth rates than the average 6,2% seen over the recent years. More jobs would be the result and quickly reducing the number of all too many people still living in poverty. We wish Duterte, president-elect, good luck and are looking forward to engage with the new Government when in place to the benefit of the peoples of the Philippines and Denmark.

En dansker der ikke så noget at glæde sig over ved udsigten til en præsident Duterte var socialdemokraternes “International Programme Manager” og fomand for NGOen IBIS, Mette Müller Kristensen, der på socialdemokraternes Instagram skrev:

…”Om tre uger stiller Paeng op til parlamentsvalget i Filippinerne. Samme dag skal der også vælges ny præsident. Præsidentvalget ser ud til at blive lidt for spændende denne gang ? For lige nu fører Duterte præsidentvalgkampen i meningsmålingerne. Han er kendt som “The Punisher” – borgmesteren fra Davao, som ikke er bange for at bryde menneskerettighederne, og gerne anerkender, at han har diktatoriske tilbøjeligheder. Og når vi nu taler om diktatorer, så fører Bongbong Marcos i kampen om at blive vicepræsident. Han er søn af Fillippinernes tidligere diktator, Ferdinand Marcos. Bongbong tager ikke afsted fra sin fars metoder og mange filippinere frygter, at Marcos-familien igen er på vej ind i præsident-paladset ?
Heldigvis er der også gode demokratiske kræfter, som stiller op – heriblandt Paeng ?

Om tre uger stiller Paeng op til parlamentsvalget i Filippinerne. Samme dag skal der også vælges ny præsident. Præsidentvalget ser ud til at blive lidt for spændende denne gang ? For lige nu fører Duterte præsidentvalgkampen i meningsmålingerne. Han er kendt som “The Punisher” – borgmesteren fra Davao, som ikke er bange for at bryde menneskerettighederne, og gerne anerkender, at han har diktatoriske tilbøjeligheder. Og når vi nu taler om diktatorer, så fører Bongbong Marcos i kampen om at blive vicepræsident. Han er søn af Fillippinernes tidligere diktator, Ferdinand Marcos. Bongbong tager ikke afsted fra sin fars metoder og mange filippinere frygter, at Marcos-familien igen er på vej ind i præsident-paladset ?
Heldigvis er der også gode demokratiske kræfter, som stiller op – heriblandt Paeng ?…”

Mette Müller kunne passende komme med nogle beviser for et eller andet kriminelt fra Duterte hånd. Mht “diktatoriske tilbøjeligheder” så er citatet pr. hukommelse: Loven er et diktat. Som præsident er jeg øverste ansvarlig for retshåndhævelsen, i den forstand er jeg diktator.

EB.dk skriver den tidligere redaktør for skriftet, Bent Falbert om menneskerettigheder under overskriften: “Når menneskerettigheder bliver forbryderrettigheder” bl.a.:

’Jamen, det strider imod menneskerettighederne’.

Dén forargede sætning har i årtier – men især i de seneste år – blokeret enhver indsats imod ikke så få urimeligheder. For rettighederne betragtes nærmest som gudgivne.

FNs menneskerettighedserklæring og især den juridisk bindende europæiske menneskerettighedskonvention er tænkt som det hæderlige individs beskyttelse mod statsovergreb.

Men i stigende omfang bliver rettighederne misbrugt af forbrydere som skjold mod straf og udvisning. Kombineret med alles krav på sociale ydelser opstår groteske situationer, hvor skatteyderne må finde sig i at finansiere, at gangstere lever på et mere luksuriøst niveau end mange ærlige mennesker.

Tilpas reglerne

Sådan går det til, at menneskerettigheder bliver forbryderrettigheder. Hensynet til gangstere overstiger hensynet til alle andre.

Derfor forstår jeg glimrende de voksende krav om, at konventionerne skal opsiges og genforhandles, så de tilpasses vor tid. Der må sættes grænser for, hvor mange Barci- og Levakovic-familier vi skal lade os terrorisere af.

Filippinsk valg 2016

Som vi var inde på i denne post, så er støtten til Rody Duterte som filippinsk præsident, at finde i bredt, dvs i alle sektorere og indkomst klasser. En man kunne sige repræsentere “eliten” forklarer selv på sin FB og hos GRP, i anledning af han blev spurgt af en journalist (hos et ikke filippinsk medie) om hvorfor han støtter Duterte. Der er tale om fhv indenrigsminister Rafael Alunan, for nærværende kandidat til senatet. Det giver han otte grunde til:

I was interviewed by a foreign journalist yesterday. She asked why I was supporting Rodrigo Duterte (Du30) despite all the negative press about him.

First, I said that he and I had the opportunity to work together for peace and order during my time as Secretary of the Department of Interior and Local Government (DILG). I know what he did and how he did it. It was tough law enforcement within the bounds of lawful authority, not extra-judicial killings or we would have arrested him as we did abusive local officials during the Ramos era.

Second, mudslinging and muckraking is standard operating procedure in politics. It goes with the territory. What’s needed is personal research and discernment whether there’s truth to it or disinformation gladly peddled by agents of the opposition disguised as journalists.

Eight, if I may add, he has a risk reduction, emergency preparedness and crisis management mindset which aims to save lives and protect property. Years of crises honed his mindset and skill sets that would do him well in the presidency as he tackles the nation’s man-made and natural disasters in the years ahead.

Is that his defense? No, he can ably defend himself. These are my views, how I see him beyond his mistakes as to what he can do for the greater good and the national interest. We have monumental problems that have grown because of negligence and inattention.

He is putting things in proper perspective by spelling out the priorities necessary for genuine nation-building – a peaceful, just and lawful society that must underpin the country’s sustainable development.

I hope I’ve enlightened some of you who remain skeptical about Du30. As for Alan Peter Cayetano, he has the best credentials of all in terms of being matino and mahusay and to serve as Du30’s vice-president. All things being equal among his rivals, my assessment is that AP’s moral character and experience in governance gives him the edge over the others.

This is Raffy Alunan, kakampi ng bayan, No.3 sa balota, Senado 2016.

 

Filippinsk valg hos DDR

DDR har også dækket det filippinske valg. Der indledes med en kort gennemgang af fillipinernes historie siden cirka år 1000 hængt op på nogle centrale begivenheder. En ganske fornuftig disposition. Og så går det ellers, som man kan forvente, galt så såre man kommer til “islam”. Islam kom ikke til “de” filipiske øer omkring år år 1.400. For det første var der ikke noget, der bare minder om en samlet statsdannelse, for det andet var det i 1.300 årene. Hvilket er så velkendt og velbelyst, at det ikke er mellem 1350 og 1450.

For det andet er der tale om, at disse malayiske sultanater på et langt senere tids punkt, efter påtvungen aftale, men dog aftaler der anerkender disse folks som folk, bliver lagt ind under Den Spanske Krones administration af de filippinske øer. Det er der især to grunde til: Man ville undgå briter og hollændere i baghaven og man var nød til at gøre et eller andet ved muhammedanernes default muhammedanske opførsel. Man skal helt frem til midten af 1800 årene før der kommer nogenlunde styr på den sag. Og det var så ikke i form af statslig indgriben, men en Spansk præst (vi vender til bage til den historie på et tidspunkt), der anlagde et kystforsvar strækkende fra  Dumaguete City på øen Negros i syd og nord på mod Cebu City.

Udkigstårn der indgik i kystforsvaret i Oslob:

Baluarte (watchtower)

Lidt hurtigt om vagt/udkigtårne og filippinske frimærker her.

Forsvaret bestod af en række tårne som man kunne signalere imellem og tilhørende småbåde, der sejlede ud og sænkede de både/skibe som de indtrægende muhammedanere ankom i. Så Mikkel Müller, for ikke at rode den pågående krig med islam ind i en historie som ikke handler om denne, skulle have sagt noget retning af:

“Islam blev reprænsenteret i det nuværende filippinerne ved, at sultanater på Sulu øerne og det sydvestlige Mindanao blev lagt ind under den spanske administration”.

Når man nævner Magellan i den her forbindelse, så nævner man usagt også kristendommens ankomst og udbredels. Gør man det, må man også nævne at kristendom også ankom og blev udbredt af japanere så tidligt som 1614.

I øvrigt blev der ikke kolonialiseret noget som helst i forbindelse med Magellans besøg (og død), det var senere, om ordet kolonialiseret er det rigtige er diskutabelt, men det er rigtigt grundlaget blev lagt ved den lejlighed, men resten er en ret omstændig histori der strækker sig frem til 1898; egentligt helt til nu.

Efter den korte præsentation af filippinsk historie, med vægten lagt på det multi-etnisk/kulturelle, hvilket i sammenhængen er den relevant vinkel, komme der en cirka 10 minutter lang snak med ambassadør Jan Top Christensen. Og det viser sig, at han er glimrende til mundtlig fremstilling. Rolig stemmeføring, holder sig til sagen (hvem kan vi forvente vinder, hvorfor, hvem er han) (Rodrigo Duterte), betydning for Danmark. (tyndt, men der er ikke meget at sige). Jan Top kommer med den interesante oplysning, at det i ambassadør kredse ses Duterte som fit for embedet. Den slags er selvfølgelig handlet med det politiske lag i deres hovedstæder. Så det skal blive spændende at følge, hvordan det spinder af i forhold NGOer der har brugt årtier på, at have Duterte som hadeobjekt. Og ikke mindst hvilken lære man operationelt kan uddrage af at nakken kan knækkes på disse NGO bæster.

Kan høres her.

Filippinsk Valgkamp 2016

Ude på de filippinske øer er der valgkamp som nu er i slutfasen. Det mest interesante set fra en vestlig vinkel er, at den kandidat, Rodrigo “Rody/Digong” Roa  Duterte, der efter al sandsynlighed vinder præsident posten, passer fint ind i en overordnet trend, hvor folk som The Donald, Putin, Orban osv., som man kan betegne som no-bullshit, no-nosense, anti-establishment m.v. er på vej op, mens traditionelle politikere kendetegnet ved liberaldemokratisme og kompromisvillighed overfor hvem- og hvadsomhelst er på vej ud. Vurderingen, som muligvis mere er et håb, her på stedet er, at det ikke er et spørgsmål om, at vinden skubber lidt til strømretningen, men at et skifte i den politiske ebbe og flod, er ved at indfinde sig. Omsider.

Valget finder sted kommende 9. maj.

Nedenfor en række links om Rody. Og inden en kort beskrivelse og nogle mindeværdige citater.

Rody er født 1945, er uddannet som jurist og advokat, har virket som offentlig anklager og har siden midten af 1980erne været politiker, og med afbrydelser af teknisk karakter, siden 1988 været borgmester i byen Davao City, beliggende i det sydøstlig af øen Mindanao. Der er almindelig enighed om, at Davao er gået fra at være førende på alle de forkerte parametre er gået til, at være førende på de rigtige. Rody er blevet tilbudt forskellig international anerkendelse, men har konsekvent afslået med henvisning til at han blot varetager en opgave han har påtaget sig.

Hvis valgt, skal vi nok komme til, at høre en hel del til og om ham. Sagen er nemlig, at sammenrendet af NGOer der beskæftiger sig med menneskerettigheder, dvs organisationer der advokere kriminelles ret til ikke at blive smidt i fængsel, igennem et par årtier har haft et horn i siden på Rody, pga hans, også på det område, effektive forvaltning. Beskyldninger der går fra den FN autoriserede slags, der taler om blød støtte til “dødspatruljer” til den NGO baserede slags, der angiver direkte involvering. Naturligvis uden hårde beviser. Hvor om alt er, er rationalet bag hans tilgang til kriminalitetsbekæmpelse, at alt andet vil mislykkes, hvis man ikke har styr på og kontrol over netop den. Hovedanklagen fra NGOerne er: Ansvarlig for 1.000 mord siden 1990.

Politisk/ideologisk kan man oversætte ham og det parti han er medlem af, PDP-Laban, (Laban er en forkortelse der oversættes til “Peoples Power”, LKYs parti i Singapore er i samme boldgade, oprindeligt inspireret af fabiansk socialisme) til, på en europæisk skala, at være konservative socialdemokrater.

Anklagerne om involvering i “dødspatruljer” har han imødegået med agressivt retorisk overbud, hvor valget ellers kunne have været andre såsom tilpasning eller imødegåelse af de rejste anklager. NGOerne har kort fortalt fået at vide, at de kan rende og hoppe. Så som:

NGO truer med, at komme på inspektions besøg. Svar: Udskyd besøget et par månder, så er der flere sager i kan undersøge.

Udenoms retlige drab? Den næste jeg får fat i slæber jeg ned i retten og skyder foran dommeren. Så er det retligt.

Hvad Rody holder fast i, og hvad NGOerne som et led i deres samfundsundergravende arbejde bestrider, er ret simpelt: En person der af politiet bliver bedt om at følge med for at forklarer nærmere om et eller andet, og som reagere ved enten, at sætte sig til modværge eller forsøger at flygte, er politiet autoriseret til at standse ved anvendelse af den fornødne magt. Den diskussion rækker en del videre i spørgsmål om borgerens stilling overfor øvrighed osv, men NGOernes konsekvente placering af sig selv i en position, hvor de dels undergraver samfundet, dels selv står til at opnå yderligere magt og økonomiske gevinster gennem beskyttelse af kriminelle, hænger ikke sammen med deres påberåbelse af, at ville varetage “svages” interesser.

Den danske NGO, der har arbejdet på området i filippinsk sammenhæng, uden de såvidt vides har noget med Davao at gøre, er DIGNITY, grundlagt af den islamofile kommunist Inge Genefke (filippinsk partner vedr. fysisk skadede, June Lopez), idag præsideret af den nordjyske maoist, terroradvokaten Thorkild Højer. DIGNITY har udgivet en rapport om forholdne for “politiske” fanger i filippinske fængsler, indenfor de seneste år.

Rody er i øvrigt kendt for, at samarbejde med hvemsomhelst om hvadsomhelst, bl.a. er han på god fod med NPA medlemmer og ledere. Skille linjen mellem samarbejde eller ikke ser ud til at være, hvorvidt det bedømmes som nyttigt/modsiger grundlæggende målsætninger. Hvis en part har andre interesser, som ikke ses som fremmende for andet end den parts interesser, så samarbejdes der ikke.

Et øjeblik der kunne have været kritisk, men som ikke blev det, opstod da Rody på et vælgermøde, 12 april, i en gennemgang af en 1989 gidseltagning i et Davo fængsel, hvor en australsk læg-missionær blev voldtaget og dræbt, (Rody var på et tidspunkt selvvalgt substitueret som gidsel) fik sagt:

All the women were raped so during the first assault, because they retreated, the bodies they used as a cover, one of them was the corpse of the Australian woman layminister. Tsk, this is a problem. When the bodies were brought out, they were wrapped. I looked at her face, son of a bitch, she looks like a beautiful American actress. Son of a bitch, what a waste. What came to mind was, they raped her, they lined up. I was angry because she was raped, that’s one thing. But she was so beautiful, the mayor should have been first. What a waste.

Han kunne have klaret sig hjem på en prokurator forklaring om, at han ikke talte på sit modersmål (cebuano), men tagalog, at han med bemærkningen mente han skulle have været den første til at få halsen skåret over osv. Det gjorde han ikke. I stedet holdt han pressemøde foran hans privatbolig, hvor han under anvedelse af utallige “son of bitches” og “mother fuckers”insisterede på, at ifald han skyldte en undskyldning til nogen som helst, så var det det filippinsk folk og ikke nogen som helst andre. Den kom så dagen efter, hvor han undskyldte for, at have en beskidt mund i almindelighed og i lige præcis den fremhævede bite i særdeleshed. Hos Rappler. Opsummering hos Philstar.

Rody svare:

 

Hvor sikkert er det han bliver valgt?

Der er naturligvis ikke noget der sikkert før den sidste stemme er afgivet, men i menningsmålinger er han på +30% og nummer to på 25%. Noget andet man kan tage varsler af er hvad man ser og høre på gaden, samt nettet. Og her er støtten til Rody massiv. Niveauet er at for hvergang man ser ti plakater, stickers, t-shits og andet mercandice for Rody er der et for en de andre kandidater. Og udover det så er det mercandice folk selv har købt eller eventuelt selv lavet, hvilket ikke er almindeligt. Almindeligvis må en kandidat betale selv. Herudover har 7-11 kæden et bidrag til meningsmålingerne, kaldet 7-election, hvor folk ved deres valg af krus, angiver den foretrukne kandidat. Rody er i de målinger massivt foran, intet under 47%. Fra kilder er UH bekendt med professionelle politikere, der ikke officielt vil associeres med ham, men som ikke desto mindre betegner ham som bedste og foretrukne valg.

Eksempler på støtters posters:

160427 rody home made

160427 rody merc

(The Punisher henviser til nick givet af Time, link nedenfor)

160428 rody outdoor

Samarbejds-Politikens London kontor forbereder sine læsere (skolefrøkner m/k) på Rody:

The women’s group Gabriela also attacked the remarks, saying rape or any other form of sexual abuse was not “something to be trivialised in a joke”, especially by someone seeking the presidency.

Many Filipinos have embraced Duterte for his speeches laced with vulgarities, boasts abouts sexual conquests and his promised war on crime.

Even when he called Pope Francis a “son of a whore” in a speech last November, his followers in the devoutly Catholic country quickly forgave him.

Omtalte Gabriela (en NPA affiliat) plakat, med en mere sexet udgave af symbolet for massemord, hammer & segl:

160427 gabriela commie ikonografi

Og hvad kan man så vente, hvis filippinerne som ventet vælger en præsident, der ikke passer sammenrendet af liberaldemokrater? Næppe noget som helst, russerne, som allerede er aktivt tilstede, i den borgernære ende udbyder de gratis undervisning i russisk, og kineserne vil kende deres besøgelse tid. Det er man selvfølgelig godt klar over, omend der med en Mogens Lykketoft som formand for FNs generalforsamling er muligheden for en ugennemtænkt gang amok diplomati. Men man kan vel altid sende EUSSRs Federica Mogherini, eventuelt i selskab med NPAs José Maria Sison, der så kan stå for lidt møde aktivitet med Gabriela og… Rody.

Links:

Links med citater: Her, her, her

alment:

Wiki; 1989 Davao hostage crisis, Amensty; appel til GMA 2002, Human Rights Watch; maj 2015 med links bagud, aktuel wiki på Rody Duterte, Time Mag 2002; The Punisher (pay wall), Rappler; måling efter rape bemærkninger, 22 trivia om Rody, GRP; via google, Ingeniøren artikler om/fra Davao midt 80er; her, her(skrevet af Blekingegadebande terroristen Nicolai Dö/øllner), her,

 

Den var ikke gået i Davo, at velkendte kriminelle tilknyttet politiske grupper fik lov at true sig til nogetsomhelst.

160428 hornslth rody

 

 

 

 

Kilde nyt – Ingeniøren tilgængelig

Mediawatch beretter dette d. 12 april med en pressemeddelelse fra Ingeniøren selv som kilde. Det hedder bl.a.:

Mediehuset Ingeniøren og Ingeniørforeningen slår dørene op til nyt digitalt arkiv med adgang til  310.000 siders dækning af dansk teknologiudvikling og ingeniørarbejde gennem tiderne.

Det skriver Mediehuset Ingeniøren i en pressemeddelelse.

Det digitale arkiv er frit tilgængeligt for alle på nettet og rummer en række historiske fagblade og tidskrifter, herunder det oprindelige Ingeniøren fra 1892 til 1962, Tidsskrift for Elektro- og Maskinteknik, Tidsskrift for Ingeniør- & Bygningsvæsen, Ingeniørens Ugeblad og det nuværende Ingeniøren frem til 2000.

Og vi har da allerede været på besøg og set spændende artikler, såsom tilbage i 1960erne, hvor et bornholmsk firma leverede rør til kloaksystemet i Mecca, hvad der gav anledning til, at der også blev bygget et CCTV-center 15 km udenfor byen således vantro ingeniører kunne lede arbejdet uden at besudle byen ved deres tilstedeværelse. Og beretningen fra Indonesien, hvor COWI forestod en større tvangsforflytning.

Desuden er der den artikel, som Blekingegadebande medlemmet Nicolai Döllner, daværende redaktionssekretær på bladet, nu Døllner og chefredaktør på Dagens Medicin, skrev om den filippinske by Davao City, og meget andet interessant.

Arkivet er tilgængeligt her: http://www.e-pages.dk/ingarkiv/9397/