I ghettoen

Oven på afdækningen af løgneren Jacob Holdt ser det ud til, at dansk sjovnalistik vil til at dyrke mere klassiske dicipliner såsom fakta tjek. Oven på der bliver stillet spørgsmålstegn ved Karina Pedersens beskrivelse (vi har ikke læst bogen) af miljøet hun voksede op i,har af alle mulige, Samarbejds-Politiken, været en tur i det ghetto udnævnte boligområde Korskærparken.

Mht sandhedsværdien af Karina Pedersens beskrivelser så notere vi, at hun bl.a. skriver:

Flere og flere vinduer bliver blot dækket med lagner eller håndklæder, købmanden sælger kun porno, tobak, alkohol, taletidskort og Danske Spils drøm om hurtige penge, og »10-årige alkoholikere er ikke længere noget særsyn, og 12-årige piger diskuterer, hvilke stillinger man bedst kan gennemføre analt samleje i«, står der i bogen.

Hvis det er stilen og den stil er gennemført gennem bogen, så er der tale om at skrive i billeder og overdrivelser som læseren selv må afkoder. Er det noget der lagt ind hist og her  får det karakter af, at nogen forsøger at snyde på vægten.

Fra artiklens rapportering om forholdene i Korskærparken:

Fakta

Korskærparken

Boligkvarter i det vestlige Fredericia med omtrent 2.000 indbyggere. Et af 25 områder på regeringens ghettoliste, da tre af fem kriterier er opfyldt:

• Over 40 procent mellem 18 og 64 år er arbejdsløse (43,8 procent)
• Over halvdelen mellem 18 og 59 år har kun grundskolen som uddannelse (54,4 procent)
• Mere end 2,7 pct. af beboerne er dømt efter straffeloven, våbenloven eller narkotikaloven (2,73 procent)

…
Men hvis man skal tro bogen, er det jo slet ikke i din interesse at få folk til at få det bedre – for I står jo uden arbejde, hvis folk kan klare sig selv?

»Vi skal nok finde noget at give os til. Vi får lykkeligvis mange hjulpet videre i uddannelse og beskæftigelse. Det er ingen kunst at få folk ned med nakken – det er en kunst at få dem op«.

…

Erik Holm Petterson, en tynd 75-årig herre, som er områdets selvbestaltede vicevært, indvilliger i at give en rundtur i kvarteret efter mødet – og konstaterer, at det ikke kun er dårligt at være på regeringens ghettoliste. For det gør også, at der kommer flere penge til forandring.

…

De etniske og religiøse forskelle er noget, folk taler meget om, og selv om man kan mødes til enkelte fester, holder folk sig til deres egne etniske grupper, forklarer han. Afghanere med afghanere, somaliere med somaliere og så videre. Selv kommer han dog overalt. …

Han vender ryggen til det grønne, kigger mod de nyrenoverede boligblokke og parkeringspladsen med den kulsorte asfalt og slår ud med armene:

»Du kan se, hvor flot der er her«, siger han.

»Helt stille og roligt, selv om børnene har fri fra skole nu. Ingen papirer ligger og flyder«.

Dog er det ikke altid problemfrit. I nærheden står et miljøhus af metal, og det er, fordi det gamle – som var af træ – er blevet brændt af. En tredjedel af beboerne er under 18 år, og for en håndfuld år siden var der flere afbrændinger i bydelen. Og campingvogne, der blev væltet, var der også, fortæller Erik Holm Petterson.

…

Men apropos er over 40 procent her i området jo arbejdsløse?

»Ja«, siger han.

»Og der vil jeg give hende Karina lidt ret – men det gælder jo ikke kun her – der er nogen, der ikke gider.

…

»Vores statsministers vigtigste opgave er, at de unge får et job, de godt kan lide«, konstaterer han, da vi igen er oppe ved medborgerhuset. Solen hænger lavt, skinner gyldent på en flok afghanere fra mandeklubben. De står og ryger smøger udenfor. Ved et bænkebord lidt væk sidder en flok af de lokale unge – alle med anden etnisk baggrund end dansk. De hænger bare ud, siger de. Keder sig lidt, for der er ikke meget at lave for dem, der er omkring 18 år. Alle går i øvrigt i skole, siger de. Og Korskærparken – eller KP, som de siger – det er et okay sted.

Derudover har ingen af dem særlig meget lyst til at snakke, men de bryder alle ud i vantro grin, da jeg spørger dem, om de har hørt, at der skulle være åbnet en shariadomstol i kvarteret.

Det har de ikke.

 

 

Pinds grundlovstale

Justitsminister Søren Pind holdt en Grundlovstale, well, i anledning af Grundlovsdag. Talen er interesant af flere grunde. Han henviser i talen til et foredrag han skulle have givet i Trykkefrihedsselskabet. En kommentator,  på Uriasposten, Boethius, konkludere med afsæt i talen Pinds personlighedsstruktur. Via Uriasposten, talen ligger dog i sin helhed på Justitsministeriets hjemmeside, jm.dk.

I grundlovstalen sagde Pind bl.a.:

Vi er kommet en lang vej. Vi… Vi har udviklet et fællesskab, der udgør verdens lykkeligste folk. Verdens mindst korrupte folk. Verdens mest tillidsfulde folk. Men jeg spørger åbent: Har vi mistet det intuitive ‘vi’ undervejs?

Er Danmark som sådan et land, hvor der – som vi kan huske det, på linje med dengang – er det intuitive vi? Det er jeg ikke sikker på. Jeg er faktisk ganske sikker på, det ikke forholder sig sådan. Vi leder efter det vante vi. Og vi har ondt ved at erkende, at ‘vores’ vi er borte. Og aldrig kommer igen.

Jeg ved, det gør mange mennesker kede af det. For de – vi – holdt af det vi… Men sagen er, at det vitterligt er borte. Jeg ved også, at politiske kræfter hævder, det gamle vi kan genskabes. Jeg må sige det, som det er: Evigt ejes kun det tabte – det gamle vi er borte for evigt. Det kommer ikke tilbage. Tiden tog det. …

Når jeg med så stor alvor må fastslå, at det gamle vi er borte, er det fordi, det er altafgørende for, at vi kan skabe et nyt. Ifald vi hænger os i vreden – uretfærdigheden – i det gamle ‘vi’s forsvinden, vil det ende i en situation, hvor opdeling, sprængning og ufred vil blive resultatet. Det kan vi ikke tillade.

Vi må acceptere, at noget for altid er forandret. Og ud fra det rejse et nyt ‘vi’. …

Det gjorde dybt indtryk på mig, da jeg engang i en samtale med en fængselsimam af ham fik at vide, at han aldrig – ikke en gang – havde hørt en muslimsk indsat sige ‘vi’ om Danmark. Aldrig. Det gjorde mig mere bekymret end vred.

…

Sine steder er der en forestilling om, at man så at sige kan ‘eksportere sig ud af krisen’, som vi sagde i 80erne. Men ift. mennesker. Mennesker som er her, og har været her længe. Jeg bemærkede engang i et foredrag for Trykkefrihedsselskabet, at dele af diskursen havde en klang af togvogne – hvortil en herre rejste sig op, og afkrævede mig svar på, om jeg mente KZ-lejre eller deportation. Jeg måtte forstå, at i deportation så han ingen problemer… Men det er en vrangforestilling. En udansk af slagsen. Vel kan vi da ej smide folk, der har statsborgerskab og slægt og familie her, ud af dette land fordi de måtte have en anden tro, et andet udseende, en anden baggrund end vores. Hvordan skulle det gå for sig? Bare billederne får mig til at væmmes. Nej, vi må erkende, at bestemte folk, der ikke er en del af det gamle vi, er her, har slået rod og bliver her.

Og derfor kan vi ikke ‘bare få fred’. I den sammenhæng er det en ånds- og kulturkamp, der står. Og ret beset bør det være overkommeligt. For det, der uforvarende har antastet vores ‘vi’, har jo netop valgt dette land til. …

Vi kan bekræfte Pind så langt, at han ganske rigtigt talte om tog(kreatur)vogne og ganske rigtigt blev modsagt. I Trykkefrihedsselskabets egen dækning af mødet, der var en paneldebat tilbage i 2010, hedder det om Pinds Bidrag:

…

Til støtte for den vurdering indskød ordstyrer Katrine Winkel Holm en bemærkning om, at socialismekritikerne ikke er tvunget til at leve under jorden. Det er derimod en hel del af dem, der stiller sig kritiske overfor fredens religion.

Den bemærkning fik Søren Pind til at slå fast, at Danmark er danskernes land, og at det derfor også er danskerne, der skal bestemme, hvem der skal have adgang til det. Han så gerne, at man begyndte at sortere indvandrerne ved grænsen og valgte dem ud, det er realistisk at assimilere. For det er assimilation, det handler om, forklarede han:

Træt af integration

”Jeg er så træt af udtrykket integration, når det i virkeligheden betyder en tilbagetrækning af dansk kultur fra danske institutioner. I stedet skal vi begynde at assimilere på den danske kulturs præmisser. Det kan vi gøre i institutionerne og i det offentlige rum, men så heller ikke længere. I den private sfære går jeg ikke ind for magt og tvang, der må vi stole på det rationelle argument, lød det med en henvisning til hans modstand mod blandt andet burkaforbud.

 

Kommentator Boethius kommentar:

…

I sin egen optik opfatter han jo sig selv som en dansk hybrid af Churchill og Reagan, og hans sproglige udgydelser afslører en frygtindgydende anti-realisme.

Den sproglige udtryksform afslører alt om sin ophavsmand eller -kvinde. Pind er omstændelig og ordflommet, ustruktureret og upræcis og pløret.

Hans ordvalg er sentimentalt, og hans syntaks er kredsende og eliptisk på samme tid – messende gentagende og udeladende væsentlige ord. Der er også en sær ujævnhed over hans taler. Urytmisk. Hans frasering er skæv – helt anderledes end den Charles Aznavour, som Pind beundrer så højt, og som var grunden til, at Pind død og pine har fået en høj fransk orden.

Det er meget muligt, at han ikke skriver (alt i) sine taler selv – men jeg ville nu tro, at han er så forfængelig og overbevist om sig selv, at han næppe vil overlade taleskrivningen til andre. Heller ikke i hans sproglige form i øvrigt, i direkte interviews, holder han sig tilbage fra almindeligheder og særheder blandet sammen i et mærkeligt miks. Hans begrebsunivers er eklektisk og banalt, og ideologisk kan han ikke skelne liberalisme fra konservatisme.

…

Her på stedet er er konklusionen, at Pind er en del af Venstres islamofile vagtkorps, men også at han er parat til at forstille sig nårsomhelst, for ikke at fremstå som islamofil.

TILLÆG

Søren Pind har åbenbart været i clinch med Trykkefrihedselskabet og “præcisere” på FB:

2. I min grundlovstale berører jeg et møde i Trykkefrihedsselskabet for 6 år siden, hvor der bl.a. pågik en diskussion om deportation af udlændinge bosat i Danmark. Diskussionen pågik mellem en af paneldeltagerne, foreningens formand og jeg selv. Jeg erindrer en fjerdepart, evt. i form af et tilråb fra salen, men det sidste er ikke muligt at dokumentere, heller ikke ud fra den eksisterende videooptagelse, og det kan ikke udelukkes at min hukommelse spiller mig et puds. Jeg skal – som jeg har gjort det flere gange – understrege, at jeg ikke har grundlag for at hævde, at Trykkefrihedsselskabet som selskab – eller selskabets formand – skulle støtte synspunkter om deportation. Jeg kan konstatere, at en panelist på mødet udtrykte, at man måtte kunne have en diskussion om emnet. Men støtte til deportation kan man hverken tage selskabet eller formanden til indtægt for, og jeg skal beklage, hvis nogen er blevet bibragt den opfattelse. Mit eget synspunkt fremgår af talen

Vi kan som sagt bekræftige der blev opponeret fra salen, og at det ikke var ved tilråb.

På vej til

Rody Duterte, filippinernes nyvalgte præsident, er som læsere af bloggen vil vide, kendt for et kontant og frit sprog, ofte syd for livremmen. Hvad vi også fik gjort opmærksom på, så er det ikke et spørgsmål intellektuel kapacitet, men om retorisk stil. Et par Youtube videoer siger det hele.

Et cap fra Bronson filmen “Death Wish” er nærmest omvendt Duterte. I et af klippene i den første video [9:25] nedenfor svare Duterte på spørgsmålet, om han har organiseret “dødspatruljer”:

Det behøver jeg ikke, det er et job for enhver politimand eller enhver borger, at foretage arrestationen.

 

 

 

Radio 24/7 havde da valgresultatet var sikkert et par indslag med dels en dansk gift filipina opvokset i Davao mens Duterte var borgmester, dels ambasadør Jan Top. Lad ligge at værten kalder Duterte for “spradebasse“, det kan man selv bedømme udfra videoerne. Her og her.

 

Mærkedage: EDSA

Et par dage forsinket, men med tanke på dagens aftenvandring i København vel egentlig meget passende. I 1986 havde filippinske Ferdinad Marcos, der noget misvisende omtales som diktator mange steder, kørt linen ud. Styrets endeligt blev, hvad der er kendt som EDSA omvæltningen, som kulminerede 25 feburar. Fra wiki artiklen om ringvejen EDSA:

The EDSA Revolution

Main article: People Power Revolution

In 1986, Philippine president Ferdinand E. Marcos’s political opponents revolted against his 20-year dictatorial government, seizing the Camp Rafael Crame and Camp Aguinaldo military bases, both located along EDSA situated in between a currently cited wealthy subdivision named the Corinthian Gardens, and two commercial districts of the metropolitan, one at the entrance of Quezon City and Ortigas in Mandaluyong. On February 25, 1986, Epifanio de los Santos Avenue gained worldwide attention as the site of the peaceful People Power Revolution that toppled President Marcos, led by Corazon Aquino. The majority of the demonstrations took place on a long stretch of the avenue, involving over two million Filipino civilians including as well as several known political, military, and religious groups led by CardinalJaime Sin, the Archbishop of Manila.

Tre til fem år senere gentog noget tilsvarende sig i europa. Fra wiki artiklen om Berlin Muren:

David Bowie, 1987

On June 6, 1987, David Bowie, who earlier for several years lived and recorded in West Berlin, played a concert close to the Wall. This was attended by thousands of Eastern concertgoers across the Wall,^[74] followed by violent rioting in East Berlin. According to Tobias Ruther, these protests in East Berlin were the first in the sequence of riots that led to those of November 1989.^[75][76] Although other factors were probably more influential in the fall of the Wall,^[74] on his death, the German Foreign Office tweeted “Good-bye, David Bowie. You are now among #Heroes. Thank you for helping to bring down the #wall.”^[77]

Om udviklingen i Polen fortæller wiki:

On 16 October 1978 the Archbishop of Kraków, Cardinal Karol Wojtyła, was elected Pope, taking the name John Paul II. The election of a Polish Pope had an electrifying effect on what had been, even under Communist rule, one of the most devoutly Catholic nations in Europe. Gierek is alleged to have said to his cabinet, ‘O God, what are we going to do now?’ or, as occasionally reported, “Jesus and Mary, this is the end.” When John Paul II made his first papal tour of Poland in June 1979, half a million people heard him speak in Warsaw. John Paul II did not call for rebellion, instead he encouraged the creation of an “alternative Poland” of social institutions independent of the government, so that when the next crisis came, the nation would present a united front.

…

On December 13, 1981, Jaruzelski proclaimed martial law, suspended Solidarity, and temporarily imprisoned most of its leaders. This sudden crackdown on Solidarity was reportedly out of fear of Soviet intervention (see Soviet reaction to the Polish crisis of 1980–81). The government then banned Solidarity on October 8, 1982. Martial law was formally lifted in July 1983, though many heightened controls on civil liberties and political life, as well as food rationing, remained in place through the mid-to-late-1980s. Jaruzelski stepped down as prime minister in 1985 and became president (chairman of the Council of State).

This did not prevent Solidarity from gaining more support and power. Eventually it eroded the dominance of the PUWP, which in 1981 lost approximately 85,000 of its 3 million members. Throughout the mid-1980s, Solidarity persisted solely as an underground organization, but by the late 1980s was sufficiently strong to frustrate Jaruzelski’s attempts at reform, and nationwide strikes in 1988 were one of the factors that forced the government to open a dialogue with Solidarity.

Et af de forhold der kendetegner både de filippinske og europæisk omvæltninger var, at der ikke blev taget et opgør med den klasse af politikere og embedskvinder M/K, der var ansvarlige, retligt eller på anden vis, i noget videre omfang. En enkelt henrettet nationalkommunist (Helveg Petersen klanens nære ven og allierede, Nicolae Ceaușescu) gør ingen sommer. Kunne vi udbede os, at næste gang, bliver der taget seriøst fat i nakken på de ansvarlige, så vi ikke igen oplever disse politisk (u)dyr krabbe sig ind på poster og embeder de kun fortjener at blive holdt væk fra?

Udvidelse af § 266b på vej

BT.dk fortæller via et telegram fra Al-Ritzau, med henvisning til en pressemeddelelse fra Anklagemyndigheden, der ikke er offentligt tilgængelig for nærværende, at en mand som avisen Des-Informations fotoredaktør, Sigrid Nygaard, tilbage i efteråret 2015 beskyldte for at spytte på indtrængende mænd i den kampduelige alder, bliver anklaget for overtrædelse af straffelovens § 266b. Den bestemmelse handler om forhånelse af visse folk, især en særlig religions tilhængere. Anklagemyndigheden finder beviser for han at han både har råbt “skrid” og vist sin strittende langefinger frem så den måske kunne ses af de indtrængende. Fra telegrammet:

Manden er tiltalt for at overtræde straffelovens paragraf 266b om racisme. I oktober blev manden sigtet i sagen – dengang også for vold. Men voldsparagraffen er nu fjernet fra anklageskriftet.

– Hvis man bevidst spytter mod ansigtet på en person, kan der være tale om vold. Men vi kan ikke føre bevis for, at han havde til hensigt at spytte mod ansigtet på noget, så derfor sigtes han for racisme, siger advokaturchefen til Ritzau.

I dagene efter 7. september blev der i stort omfang delt et billede af den pågældende mand, som tilsyneladende spytter. På de sociale medier blev manden døbt “spyttemanden”.

Det var fotograf på Dagbladet Information Sigrid Nygaard, der i sin tid tog billedet af manden.

– Han råbte først skrid, så spyttede han efter dem flere gange, og så gav han dem fuckfingeren, sagde fotografen 8. september til Ekstra Bladet.

Manden selv nægter imidlertid at have spyttet.

– Jeg har kun været ude at kigge på dem. Jeg har ikke spyttet på dem. Nej, nej, lød det i dagene efter hændelsen fra den nu tiltalte mand i et interview med BT.

Sigtes for racisme… Anklageren er åbenbart ikke blevet klogere af, at Østrelandsret og senest Retten i Helgsingør undlader at bruge betegnelsen “racisme” i deres omtale af 266b sager.

At spytten på andre takseres som vold blev slået fast i en Højesterets dom fra 2006, U.2006.2687H, omtalt af DDR, her. En kunde i et brødudsalg var utilfreds med betjeningen og spyttede mod rygge af ekspedienten og ramte hende i nakken. Højesteret har senere, januar 2014, opretholdt princippet, her.

Så vi kan udlede, at der ikke er beviser for, at Sigrid Nygaard skulle have talt sandt da hun fremsatte sine beskyldning om, at manden skulle have spyttet efter nogen.

Den uforlignelige kunstner Uwe Max Jensen har begået dette maleri i efteråret 2015:

 

Med hensyn til langemand og “skrid” så er der åbenbart ikke nogen nedre grænse for hvad man kan få Anklagemyndigheden med på, når det handler om statsmagtens tvangsislamisering. Det må man så indrette sig efter og udnytte det konstruktivt.

Festdag for Teresa

Nonnen Teresa af Avila (1515 – 1582), en af de vigtige personer i den Katolske Kirke, fejres denne dag rundten omkring idag, 15. oktober.

Teresa som Rubens model.

I en artikel på kristendom.dk fra 2008 kan man bl.a. læse følgende:

Samtidig med sine udadrettede aktiviteter var hun et dybt spirituelt menneske, som havde større erfaringer end de fleste med bøn og meditation, og hun delte ud af denne erfaring gennem en række bøger, som stadig læses flittigt. Havde hun valgt livet som adelsfrue, var hun nok blevet glemt i dag, men nu huskes hun som en af den kristne mystiks vigtigste forfattere og karmeliterordenens kvindelige reformator.

Doctor ecclesiæ
Teresa skrev en række bøger; de vigtigste er Sjælens slot og Fuldkommenhedens vej. Begge bøger handler om spiritualitet og mystik. Et gennemgående tema er spiritualiteten som en vandring ved hjælp af bøn og meditation frem mod fællesskab med Gud.

Mange mennesker finder endnu i dag stor inspiration i Teresas tanker og erfaringer. Derfor har den romersk-katolske kirke ikke blot helgenkåret hende, men også givet hende den særlige ærestitel doctor ecclesiæ kirkelærer som én ud af kun 33, heraf tre kvinder.

Engelsk wiki og dansk wiki om kvinden, der bl.a kan citeres for:

Our body has this defect that, the more it is provided care and comforts, the more needs and desires it finds.

I do not fear Satan half so much as I fear those who fear him.

To reach something good it is very useful to have gone astray, and thus acquire experience.

Før henrettelsens digte

I just foregående postering havde vi fat i poeten Thomas Bobergs bagvaskelse af Martin Kasler (den der gode tone, man høre og læser så meget om) og temmelig håbløse forsvar af løgnhalsen Jacob Holdts meritter. Der findes dog poeter, der kan udtrykke sig klart, selv i situationer, hvor det handler om det ultimative farvel.

Først danske Marius Fiil

Kære elskede Gudrun,
Bitten, Tulle, Gerda, Ritha og Otto og Stumpen!

Nu har Klokken slaget 11 og snart 12, og vi skal væk herfra, Vorherre kalder os hjem til sig, og vi får det godt alle hjemme hos ham, så godt, som et Menneske kan få det, vi er ved godt Mod allesammen, for vi ved jo, at vi går hjem til den evige Hvile i Herrens Arme.

Og når alle I kære derhjemme holder sammen om vores kære Hjem og arbejder for det, da mødes vi engang i Herrens Hus, hvor der er Fred og ingen Krig, og til den Tid må I stå sammen og holde sammen og arbejde for Hjem og Danmarks Sag, så den Slægt, som skal bære vort Slægtsnavn frem, kan sige:

“Vore Fædre faldt med Ære for Danmark og for vores Konge.”

Husk, der er mange, der faldt før os. Husk danske Sømænd ude i Verden. Danske herhjemme før os, og dem efter os, – alle har vi gjort, hvad vi kunde, om det kun var lidt, men vi skammer os ikke, vi siger som Blicher: “La vos aalti blyv ved de, Faar sit Baan ka kinnes ve.”

Og vi kan være vore Børn bekendt, kære Gudrun, og bliv ved med den samme Opdragelse, så vil de ære dit og mit minde, og det vil blive bevaret i Frem tiden.

Der vil komme sorgfulde Dage for dig, min Elskede, med Kamp og Arbejde, men du må bære det i Herrens Navn og stole på ham, han har hjulpet mig i, de sidste Dage, læg trygt din Tillid til ham, og han vil hjælpe jer alle, Herren Vil hjælpe jer, Herren vil bevare jer, Herren vil lyse Fred over jer alle og Herren vil alle Dage være med Eder alle, I kære derhjemme.

Jeres Far og din Mand, Marius.

Og Josê Rizal

“My Last Farewell”
translation by Encarnacion Alzona & Isidro Escare Abeto [fra spansk, originalen findes i linket]

Farewell, my adored Land, region of the sun caressed,
Pearl of the Orient Sea, our Eden lost,
With gladness I give you my life, sad and repressed;
And were it more brilliant, more fresh and at its best,
I would still give it to you for your welfare at most.

On the fields of battle, in the fury of fight,
Others give you their lives without pain or hesitancy,
The place does not matter: cypress, laurel, lily white;
Scaffold, open field, conflict or martyrdom’s site,
It is the same if asked by the home and country.

I die as I see tints on the sky b’gin to show
And at last announce the day, after a gloomy night;
If you need a hue to dye your matutinal glow,
Pour my blood and at the right moment spread it so,
And gild it with a reflection of your nascent light

My dreams, when scarcely a lad adolescent,
My dreams when already a youth, full of vigor to attain,
Were to see you, Gem of the Sea of the Orient,
Your dark eyes dry, smooth brow held to a high plane,
Without frown, without wrinkles and of shame without stain.

My life’s fancy, my ardent, passionate desire,
Hail! Cries out the soul to you, that will soon part from thee;
Hail! How sweet ’tis to fall that fullness you may acquire;
To die to give you life, ‘neath your skies to expire,
And in thy mystic land to sleep through eternity!

If over my tomb some day, you would see blow,
A simple humble flow’r amidst thick grasses,
Bring it up to your lips and kiss my soul so,
And under the cold tomb, I may feel on my brow,
Warmth of your breath, a whiff of thy tenderness.

Let the moon with soft, gentle light me descry,
Let the dawn send forth its fleeting, brilliant light,
In murmurs grave allow the wind to sigh,
And should a bird descend on my cross and alight,
Let the bird intone a song of peace o’er my site.

Let the burning sun the raindrops vaporize
And with my clamor behind return pure to the sky;
Let a friend shed tears over my early demise;
And on quiet afternoons when one prays for me on high,
Pray too, oh, my Motherland, that in God may rest I.

Pray thee for all the hapless who have died,
For all those who unequalled torments have undergone;
For our poor mothers who in bitterness have cried;
For orphans, widows and captives to tortures were shied,
And pray too that you may see your own redemption.

And when the dark night wraps the cemet’ry
And only the dead to vigil there are left alone,
Don’t disturb their repose, disturb not the mystery:
If thou hear the sounds of cithern or psaltery,
It is I, dear Country, who, a song t’you intone.

And when my grave by all is no more remembered,
With neither cross nor stone to mark its place,
Let it be plowed by man, with spade let it be scattered
And my ashes ere to nothingness are restored,
Let them turn to dust to cover thy earthly space.

Then it doesn’t matter that you should forget me:
Your atmosphere, your skies, your vales I’ll sweep;
Vibrant and clear note to your ears I shall be:
Aroma, light, hues, murmur, song, moanings deep,
Constantly repeating the essence of the faith I keep.

My idolized Country, for whom I most gravely pine,
Dear Philippines, to my last goodbye, oh, harken
There I leave all: my parents, loves of mine,
I’ll go where there are no slaves, tyrants or hangmen
Where faith does not kill and where God alone does reign.

Farewell, parents, brothers, beloved by me,
Friends of my childhood, in the home distressed;
Give thanks that now I rest from the wearisome day;
Farewell, sweet stranger, my friend, who brightened my way;
Farewell to all I love; to die is to rest.

Sjovnalistisk fritidsjob

En af mediernes gentelmen of the press, Philip Sampson, beretter på sin LinkedIn, at han stort set gennem hele sin karriere har forsynet Searchlight Magazine med informationer om “right wing extremism” og “racism”. Man kan vel formode, at det er informationer vedrørende danske forhold og danske personer han har indsamlet, som så er blevet brugt i artikler om danske forhold.

Som Sampson skriver på sin linked-in:

I have alongside delved into and reported on numerous more or less closed milieus, mainly criminal biker gangs and racist or right wing groups. Gathering a vast knowledge in the latter field led to an intimate cooperation with Britains leading publication on racism and right wing extremism in Europe – Searchlight Magazine – a cooperation that has lasted from the late 1980’s until the present.

Sideløbende har Sampson så haft sin faste arbejdsplads på velkendte al-Ritzau fra 1988 til 2011.

Udover al-Ritzau og Searchlight Magazine (SM) har han bidraget til Politiken, Des-Information og DDR.

SM er kendt for, at belyve folk med nazisme og racisme. I følge wiki opslaget blev det statslige propaganda medie BBC i 1984 nød til at indgå forlig i en injuriesag, der blev anlagt anlagt af de to politikere,  Neil Hamilton og Gerald Howarth, som på baggrund af oplysninger fra SMs Gerry Gable var blevet beløjet med “nazisme” i en sag der minder om BTs belyvning af Morten Messerschmidt og trekløveret Karpantschof/Lindboe/Trads belyvning af Henrik Gade Jensen. En ligeledes lignende sag fra Odense tilbage i 2001, hvor Johanne Schmidt-Nielsen fra Eiheilzlizten, beløj anti-voldtægts demonstranter med nazisme og racisme med TV-Stop som medie. Det kom der dog ikke nogen injuriesager ud af efterfølgende, her.

Philip Sampson i en kommentar på FB om en voldtægtssag:

Af andre danske belyvningssager kan nævnes, at Den Danske Foreningen på et tidspunkt gennemførte en stribe injuriesager mod en gruppe belyvere anført af kommunisten Jens Sejersen og Frede Farmand, om hvem den daværende Fører for de danske nazister Poul Heinrich Riis Knudsen, som kender(te?) Farmand udtalte, at der skulle anvendes mikroskop for, at se forskel på Farmand og andre nazister. Hertil er der den såkaldte “grønjakkesag”, hvor sjovnalist Jens Olaf Jersild i en udsendelse som Lasse Jensen var redaktør for, betalte de medvirkende grønjakker “sædvanligt honorar” for deres medvirken, som det hedder i dommen fra Menneskerettighedsdomstolen, at DDR oplyser til sagen. Havde DDR oplyst domstolen om den rette sammenhæng, nemlig at det er usædvanligt, at de udbetaler honorar til medvirkende, med mindre der er tale om såkaldte eksperter, kunne sagen meget vel have fået et andet udfald.

I 2012 var den gal igen for SM, der måtte udskyde en udgivelse og formentlige udelade oplysninger, formentlig belyvninger, i en eller flere artikler. Her.

I øvrigt omtaler SM sine “under cover” medarbejdere som “intelligence officers” her.

Balder.org som der linkes til ovenfor er i øvrigt af den opfattelse, at SM er et pro-zionistisk medie, her.

SM bliver også kritiseret fra venstrekant hvor det bl.a. hedder, her f.eks.:

Dr. Larry O’Hara, editor of Notes from the Borderland, and Left-wing critic of Searchlight, said in 1992 that

“Without doubt there are matters on which Searchlight is usually reliable—election results, court-cases, as well as the occasional publication of primary source documents. Outline sketches of individual careers are of rather more mixed reliability. And When it comes to actual interpretation of the significance of events on the far Right, Searchlight is often very questionable indeed.”

In his history of Direct Action Movement, which worked with the AFA, was among the first to criticise Searchlight’s motives and tactics.

Elsewhere, O’Hara also argued that Searchlight manufactured or exaggerated stories about anti-Semitism in order to secure funding from Jewish sources

Also, in 1984, editor Gerry Gable was commissioned by the BBC to produce research for a BBC Panorama programme The claims by Gable that two Conservative party figures, The BBC capitulated on 21 October and paid the pair’s legal costs. Hamilton and Howarth were awarded £20,000 each and in the next edition of Panorama on 27 October, the BBC made an unreserved apology to both.

SM startede i øvrigt op allerede i 1965, hvilket er omkring 10 år før KGB påvirkningsagenten Jørgen Dragsdahl startede med racisme belyvninger af “Danskerne” i bred almindelighed i Des-Information.

Før Philip Sampson blev journalist var han ikke som man kunne få indtryk af fra en FB opdatering “medlem” af motorcykelklubben Free Wheelers MC i Gladsaxe. Han var klubbens “Pres”, som formanden kaldes i de kredse.

Opdateringen:

Free Wheelers MC var en klub, hvor en del, formentlig under halvdelen, havde et mere eller mindre langt kriminelt syndregister og som agerede hårdt overfor medlemmer, der blev smidt ud i såkaldt “bad standing”, bl.a. har der verseret rygter om, et sådant medlem, der fik frataget sin motorcykel, som efterfølgende blev begravet på pladsen ved klubhuset på Klausdalsbrovej.I klubhuset havde presidenten et ganske nydeligt kontor, hvor et RAF symbol bl.a. prydede på væggen.

Så vidt vides er Gladsaxe Bokseklubs bandeinitiativ, der omtales i opdateringen et ganske nobelt foretagende, der prøver at holde “unge” kriminalitetstruede ude af netop kriminalitet. Et vigtigt arbejde, der desvære ofte mislykkes.

Dyr, dyrere, emigranter

Generalsekretæren for Dansk Røde Halvmåne, kommunisten Anders Ladekarl, fortæller bl.a. til islamofile Des-Information at det er svært, at samle penge ind til flygtninge, samt at flygtningene så udemærket kunne bo i teltlejre i Grækenland.

Fra artiklen:

Røde Kors er tilstede på øen, men ifølge generalsekretær Anders Ladekarl kan midlerne, han har at arbejde med i Grækenland, slet ikke måle sig med udfordringerne. Der er simpelthen ikke er nok penge til rådighed, og det må der laves om på, mener han.

…

Billederne af de indespærrede flygtninge på fodboldstadionet på Kos er gået verden rundt, og ifølge Anders Ladekarl er det »fuldstændig absurd«, at man ikke kan håndtere flygtningene på bedre vis i Europa.

Men netop fordi det sker på europæisk jord, er der en vis berøringsangst, siger han.

»Vi må acceptere, at vi har at gøre med en humanitær katastrofe. Hvorfor skulle man ikke kunne lave en teltlejr i Grækenland, ligesom man gør på den anden side i Libanon?« spørger Anders Ladekarl.

…

»Vi ville gerne, at der rent faktisk bliver åbnet nogle muligheder for, at vi kan bruge penge i for eksempel Grækenland, der ellers normalt skulle have været brugt i for eksempel Somalia. Somalia har også brug for hjælp, men de flygtninge, vi ser i blandt andet Grækenland, er i en næsten livstruende situation. Derfor må man finde nogle løsninger, hvor vi kan dispensere fra de normale rammer,« siger Anders Ladekarl.

Når verden oplever naturkatastrofer, samler danskerne ofte penge ind via store kampagner og landsindsamlinger på tv. Vi har endnu ikke set en landsindsamling for flygtningene, der kommer til Europa, men Røde Kors har haft deres egen indsamling over sommeren. Ifølge Anders Ladekarl ville det dog være synd at sige, at organisationen ligefrem er blevet »væltet ned af folk, der gerne ville donere til hjælpearbejde«. Der er nemlig kun kommet omkring 50.000 kroner ind. Det kan der ifølge generalsekretæren være flere grunde til.

»Flygtninge er noget af det, vi traditionelt har allersværest ved at samle ind til. Folk vil faktisk hellere donere penge til dyr og dyrevelfærd, end de vil til flygtninge,« siger Anders Ladekarl.

…

Desuden, forklarer han, er den græske regering heller ikke nødvendigvis interesseret i at modtage mere hjælp, da de ikke ønsker at beholde flygtningene på græsk jord.

Lidt bemærkninger.

Anders Ladekarl er kommunist, en ideologi der ikke er væsentlig forskellig fra nazisme. I hans studieår var han endda et ledende medlem af den kommunistiske bevægelse. En medstuderende har berettet, hvordan han og hans daværende kone gentagene gange var på studieophold i DDR, det daværende Østtyskland. I hans tid som chef for Dansk Ungdoms Fællesråd satte han kikkerten for det blinde øje i forhold til, at politisk ungdomsforeninger malkede kassen ved hjælp af oppustede medlemstal. Et forhold som især venstrefløjs grupperinger relativt havde mest ud af.

Det er selvklart hvad det er Ladekarl mener teltlejre skal tjene som, nemlig en midlertidig foranstaltning inden de muhammedanske emigranter sendes videre til nordvesteuropa. Men hvad med, at man istedet etablerede sikre områder i Syrien og opførte teltlejre der? Røde Halvmåne og Anders Ladekarl kunne så tjene deres penge ved at stå for driften af lejrene, som skal betales af blandt andre Saudi Arabien. – Dansk Røde Halvmåne havde 2013 en netto profit på cirka 50 millioner på at drive lejre i Danmark. Hvorfor ikke tjene de penge i Syrien?

Det er glædeligt, at danskerne ikke give penge til Røde Halvmåne i noget nævneværdigt omfang. Og nej løsningen er ikke, at Røde Halvmåne så i stedet for skattepenge, betalt af de aller alller fattigste danskerere, blandt andet i form af plejehjem, der minder om koncentrationslejrer.

En passant kan UH fortælle, at da filippinerne i 2013 blev ramt af tyfonen Yolanda (her og her) samlede Dansk Røde Halvmåne også ind. På kort tid blev det til lidt over en million, som så blev toppet med 10 fra skatteyderne. Måske Ladekarl næste gang skulle sige det som det er, i stedet for at inddrage sagesløse dyr i sine forklarings modeller.

Og husk for øvrigt: Nasserøvene sidder ikke i lejrene, men på kontorene hos NGOerne, bl.a. hos Røde Kors.

Belyver beløjet?

Erik Boel har nylig skrevet en kronik i skradlespands bladet Samarbejds-Politiken, hvor han hælder vand ud af ørene over, at hans gamle druk- og skikammerat Morten Jung Olsen, ikke vil gå til bidet og fortælle alt, som i ALT, om hans virke som STASI-agent. Problemstilling er, at der falder en vis mistanke på Boel for enten at være den som Olsen påstår sig forvekslet med eller, at Boel på en eller anden måde har bistået Olsen.

Teorien her på UH er, at Olsen blot som en sidegevinst af et venskab, har brugt Boel som dække. Men iøvrigt meget sigende, at de gennem flere år var venner. Og man fornemmer Boel føler sig ramt på sine tabte karrieremuligheder på grund af venskabet. Og desårsag føler han sig ramt på ikke mindst mulighederne for indtjening og prestige, samtidig med han har måtte se Olsen ligge i overhalingsbanen på de parametre, nede i EUSSR.

Boel er noget langt være. Han er belyver, som i bedste Dragsdahl stil gør det i flæng, og på en måde så det samtidig fremstår som en trussel ovefor folk, der måtte være uenige, om at skulle de ytre uenighed, så vil de blive ramt af en heksejagt om påstået, såkaldt, racisme.

Og Boel er ikke hvem som helst. Et karrirere forløb i Udenrigsministeriet blev afbrudt til fordel for en stilling som internationalsekretær i det socialdemokratiske partiapparat fra 1992 til 2002. En skelsættende periode i danskpolitik, hvor Dansk Folkeparti stiftes og ikke mindst indgås den såkaldte Barcelona-deklaration, (resume på dansk)

Lad os først se på en tekst om såkaldt racisme som Boel har forfattet sammen med den evigt uheldige tudemarie, KGB-påvirkningsagent, Jørgen Dragsdahl. Fra artiklen (som er en protest mod en leder i JP):

…Derefter morer han sig med, at det må være retten til besøg på diskoteker, der er en af de mest fundamentale europæiske rettigheder.

Begge indlæg afslører en skræmmende uvidenhed, som tilmed virker bevidst, idet man tilsyneladende vil nedgøre indsatsen mod racisme. I lyset af Europas historie, hvor mange millioner er blevet racismens ofre, er niveauet i disse kommentarer forfærdende. Mellem årsagerne til EU’s oprettelse og Unionens virke er netop, at en gentagelse af racismens forbrydelser skal hindres, og at alle mennesker skal beskyttes imod diskrimination.
…

Agenturets virke bygger på Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og EU-traktaten. I charterets artikel 21 fastslås, at enhver forskelsbehandling ud fra bl.a. race, farve, tro og etnisk oprindelse er forbudt. Den efterlyste definition på racediskrimination findes i FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination fra 1965.

Definitionen tager højde for, at begrebet ”race” er bragt i miskredit, så man må anvende en såkaldt bred definition af ”racisme”.

SVAR
NÅR MAN definerer enhver afstumpet adfærd som racisme, vil man naturligvis kunne finde racisme overalt, men dermed mister udsagnet også enhver betydning. Det var netop lederens pointe.

Redaktionen

Hvis Boel får tid kan han jo finde disse millioner af ofre for racisme, eventuelt blot demonstrere at en enkelt million skulle findes.

Nuvel, Boel mener sig beløjet ind i en rolle som STASI-stikker/agent. Fra den kronik:

»Vin eller øl?«, spørger PET-chefen mig. Scenen er sat, 16. december 1999 kl. 14.30. Jeg er til afhøring hos PET på Bellahøj. Over for mig sidder PET-chef Birgitte Stampe og operativ chef Hans-Jørgen Bonnichsen.

…

Straks efter afhøringen, som jeg føler kaster en ikke-konkretiseret mistanke over mig, beder jeg samme eftermiddag om et møde med statsministeren. Selv om jeg i det daglige refererer til partisekretæren, er det dog Poul Nyrup Rasmussen, der som partiformand i sidste instans er min chef. Samtalen bliver – helt usædvanligt – straks bevilget, og nogle timer senere sidder jeg i statsministerens kontor til samtale med Poul Nyrup Rasmussen, der er ledsaget af departementschef Bernstein.

…

Der går en god uges tid, før brikkerne begynder at falde på plads for mig. Efter 12.30-radioavisen 28.12. ringer Steen Christensen og fortæller, at Ekstra Bladets ’Lenz’ nu er anholdt. Det drejer sig om en mand på en 42-43 år, tidligere ansat i Udenrigsministeriet 1979-81, nu i EU på lavere charge. Der sættes ikke navn på, men det kan kun være min gamle ven og kollega fra tiden som studentermedhjælp i Danida, Morten Jung-Olsen. Det var også bl.a. Jung-Olsen, PET-cheferne Stampe og Bonnichsen havde kredset om under samtalerne i Bellahøj.

…

Men jeg føler også vrede. Hvordan pokker kunne han – hvis altså det var Morten (det var fortsat på dette tidspunkt et ikke-afklaret spørgsmål) – videregive oplysninger til sit lands modstandere? Uanset klassificeringen af de pågældende dokumenter havde Morten i givet fald demonstreret en villighed til at svigte sit land. Selv om tågerne således begynder at lette, bliver min egen stilling samtidig afgørende forværret, da der er en lækage formentlig enten i PET eller i departementet i Justitsministeriet, som betyder, at Ekstra Bladets Per Michaelsen i en stort opslået artikel 31.12. 1999 kan oplyse, at jeg har været i PET’s søgelys.

…

I mine mange samtaler med Michaelsen i disse dage (»Vær nu ikke så hemmelighedsfuld, Erik …«) fisker han efter, om det er KGB-bar i Borgergade eller café Rosa Luxemburg, Morten og jeg har frekventeret. At vi snarere gik i byen på Røde Lygte, Alléenberg og Charlie Brown – hvor de sjoveste piger kom – passer ikke Stasi-jægeren.

En anden af Michaelsens teser er, at skiftende socialdemokratiske justitsministre har forsinket efterforskningen af Lenz-sagen på grund af min rolle. Det er nok at overvurdere min betydning. Michaelsen har både i bogform og i Ekstra Bladet søgt at udstille alt og alle, der har været til lidt til venstre for midten som landsforrædere ved insinuationer og mistænkeliggørelse. Det er historiens ironi, at det senere er kommet frem, at Michaelsen tidligere selv har været glødende ungkommunist og endog i søgelyset som ’storspion’, om end den tese ikke er dokumenteret.

…

Når det er sagt, synes jeg faktisk, at det er prisværdigt, at Michaelsen er gået i Stasi-arkiverne. Problemet er, at han hopper over i den anden grøft. Så spionjagten bliver ideologisk inficeret, og han, som nu glødende antikommunistisk og med de unge år, han har tilbragt i DDR, ser spioner og blå mænd fra Mars alle steder. Når Stasi-jagten på den måde bliver useriøs og kulørt, er det i virkeligheden et forræderi over for ofrene for Stasis forbrydelser. De har fortjent i det mindste en både en ordentlig og redelig kortlægning af fortidens forbrydelser.

For mit eget vedkommende er situationen nu efter afhøringerne, statsministerens delvise suspendering og Ekstra Bladets eksponering aldeles kafkask og angstprovokerende. Som Josef K i Kafkas ’Processen’ er jeg blevet kastet ud i en spøgelsesverden. Fysisk og psykisk har Lenz-sagen virket som et atomangreb. I det udenrigspolitisk-diplomatisk miljø, jeg opererer i, er tillid afgørende; og den er nu i hvert fald antastet. Og hvordan beviser du, at du ikke er spion? Gradvis bliver min arbejdsmæssige tilværelse dog normaliseret. Jeg bliver gennem Statsministeriet sat på nye opgaver – og må endda selv lejlighedsvis minde Nyrup om begrænsningerne i mit arbejde, f.eks. da Dalai Lama kommer til København, og Nyrup ønsker, jeg deltager i et møde med tibetanernes leder i Kastrup.

Mange bakker også op om mig og viser en empati og en integritet, som jeg den dag i dag er taknemlig for: Svend Auken erklærer sig uenig i Nyrups håndtering af sagen og mener, at statsministeren er gået i selvsving og overreagerer, Folketingets direktør, den tidligere PET-chef Ole Stig Andersen, inviterer mig demonstrativt med til sin 60-års dag i Folketinget, Ritt giver mig nyt mod, og Lykketoft inviterer mig med på en rundrejse i Afrika. Hans Hækkerup hjælper mig som forsvarsminister med at forfatte en kronik om Socialdemokratiet og fodnotepolitikken, offentliggjort i Berlingske Tidende, der lægger op til selvransagelse for partiet, men som samtidig får det gjort klart, at jeg hverken har lod eller del i partiets fodnotepolitik. Jørgen Schleimann, som jeg har et fint samarbejde med i Europabevægelsen, opfordrer mig til at blæse det hele en hatfuld.

… Hvorfor gjorde Morten det? Så længe Morten ikke selv kommer på banen, kan vi kun gisne herom. Men den såkaldte antifascistiske kamp var hans baggrund.

…

I sin nyligt udkomne bog om Lenz-sagen lancerer Mikael Busch den tese, at Morten gradvis opgiver sin tro på kommunismen, bl.a. under indtryk af et studieophold i USA. Busch har ingen dokumentation for denne teori om, at Morten på den måde skulle konvertere. Allerede da jeg lærer Morten at kende i januar 1979, fremstår han som det, vi i dag ville kalde blå – men det har formentlig været et dække over spionaktiviteterne.

Imidlertid har Busch en pointe i, at det er tankevækkende, at det er påfaldende få og relativt ligegyldige dokumenter, Morten som EU-ansat udleverer i den sidste del af sin Stasi-karriere op til Murens fald. Den spektakulære rejse fra en proletarisk opvækst i Københavns Sydhavn til tilværelsen som eurokrat i Bruxelles har ikke været nem. Som spion for Stasi har bordet antagelig fanget, og her har Morten ikke bare kunnet løbe fra samarbejdet, selv om han som Busch foreslår skulle være konverteret.

…

En anden mulig forklaring på Lenz’ dalende aktivitetsniveau kunne være, at han var blevet ’lånt’ ud til KGB. Men det er naturligvis blot en gisning.

…

Den bedste måde, vi kan lære af historien på, ville være, hvis Morten selv ville træde frem og fortælle sin historie. Både af hensyn til sig selv og af hensyn til de såkaldte bipersoner, der som jeg er blevet mistænkeliggjort i forbindelse med sagen. Det er vel Morten selv, der har bidraget med oplysninger til Stasi om bipersonerne, der ud over mig selv bl.a. omfatter hans bror og kæreste. Her ville det være velgørende med en forklaring på, hvorfor han har gjort det. Hans tavshed skader ikke blot ham selv, men også dem, der har kendt ham, og som er blevet eksponeret i forbindelse med sagen.

Når Morten ikke har ønsket at træde frem, skyldes det antagelig, at så vil han ikke længere kunne hævde, at han er offer for en personforveksling. Og det ville få konsekvenser for hans søde liv i Bruxelles, hvor han har et godt, vellønnet og trygt arbejde som EU-ansat. Vi må håbe, at Morten, når han inden for en overskuelig fremtid skal pensioneres, vil lægge kortene på bordet. Det ville være velgørende at få fortalt historien, mens tid er, for at få sandheden frem.

…

links:

https://reaktionaererefleksioner.wordpress.com/2015/05/01/stasi-stikker-hvidvaskes/