Erik Boel har nylig skrevet en kronik i skradlespands bladet Samarbejds-Politiken, hvor han hælder vand ud af ørene over, at hans gamle druk- og skikammerat Morten Jung Olsen, ikke vil gå til bidet og fortælle alt, som i ALT, om hans virke som STASI-agent. Problemstilling er, at der falder en vis mistanke på Boel for enten at være den som Olsen påstår sig forvekslet med eller, at Boel på en eller anden måde har bistået Olsen.
Teorien her på UH er, at Olsen blot som en sidegevinst af et venskab, har brugt Boel som dække. Men iøvrigt meget sigende, at de gennem flere år var venner. Og man fornemmer Boel føler sig ramt på sine tabte karrieremuligheder på grund af venskabet. Og desårsag føler han sig ramt på ikke mindst mulighederne for indtjening og prestige, samtidig med han har måtte se Olsen ligge i overhalingsbanen på de parametre, nede i EUSSR.
Boel er noget langt være. Han er belyver, som i bedste Dragsdahl stil gør det i flæng, og på en måde så det samtidig fremstår som en trussel ovefor folk, der måtte være uenige, om at skulle de ytre uenighed, så vil de blive ramt af en heksejagt om påstået, såkaldt, racisme.
Og Boel er ikke hvem som helst. Et karrirere forløb i Udenrigsministeriet blev afbrudt til fordel for en stilling som internationalsekretær i det socialdemokratiske partiapparat fra 1992 til 2002. En skelsættende periode i danskpolitik, hvor Dansk Folkeparti stiftes og ikke mindst indgås den såkaldte Barcelona-deklaration, (resume på dansk)
Lad os først se på en tekst om såkaldt racisme som Boel har forfattet sammen med den evigt uheldige tudemarie, KGB-påvirkningsagent, Jørgen Dragsdahl. Fra artiklen (som er en protest mod en leder i JP):
…Derefter morer han sig med, at det må være retten til besøg på diskoteker, der er en af de mest fundamentale europæiske rettigheder.
Begge indlæg afslører en skræmmende uvidenhed, som tilmed virker bevidst, idet man tilsyneladende vil nedgøre indsatsen mod racisme. I lyset af Europas historie, hvor mange millioner er blevet racismens ofre, er niveauet i disse kommentarer forfærdende. Mellem årsagerne til EU’s oprettelse og Unionens virke er netop, at en gentagelse af racismens forbrydelser skal hindres, og at alle mennesker skal beskyttes imod diskrimination.
…
Agenturets virke bygger på Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og EU-traktaten. I charterets artikel 21 fastslås, at enhver forskelsbehandling ud fra bl.a. race, farve, tro og etnisk oprindelse er forbudt. Den efterlyste definition på racediskrimination findes i FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination fra 1965.
Definitionen tager højde for, at begrebet ”race” er bragt i miskredit, så man må anvende en såkaldt bred definition af ”racisme”.
SVAR
NÅR MAN definerer enhver afstumpet adfærd som racisme, vil man naturligvis kunne finde racisme overalt, men dermed mister udsagnet også enhver betydning. Det var netop lederens pointe.
Redaktionen
Hvis Boel får tid kan han jo finde disse millioner af ofre for racisme, eventuelt blot demonstrere at en enkelt million skulle findes.
Nuvel, Boel mener sig beløjet ind i en rolle som STASI-stikker/agent. Fra den kronik:
»Vin eller øl?«, spørger PET-chefen mig. Scenen er sat, 16. december 1999 kl. 14.30. Jeg er til afhøring hos PET på Bellahøj. Over for mig sidder PET-chef Birgitte Stampe og operativ chef Hans-Jørgen Bonnichsen.
…
Straks efter afhøringen, som jeg føler kaster en ikke-konkretiseret mistanke over mig, beder jeg samme eftermiddag om et møde med statsministeren. Selv om jeg i det daglige refererer til partisekretæren, er det dog Poul Nyrup Rasmussen, der som partiformand i sidste instans er min chef. Samtalen bliver – helt usædvanligt – straks bevilget, og nogle timer senere sidder jeg i statsministerens kontor til samtale med Poul Nyrup Rasmussen, der er ledsaget af departementschef Bernstein.
…
Der går en god uges tid, før brikkerne begynder at falde på plads for mig. Efter 12.30-radioavisen 28.12. ringer Steen Christensen og fortæller, at Ekstra Bladets ’Lenz’ nu er anholdt. Det drejer sig om en mand på en 42-43 år, tidligere ansat i Udenrigsministeriet 1979-81, nu i EU på lavere charge. Der sættes ikke navn på, men det kan kun være min gamle ven og kollega fra tiden som studentermedhjælp i Danida, Morten Jung-Olsen. Det var også bl.a. Jung-Olsen, PET-cheferne Stampe og Bonnichsen havde kredset om under samtalerne i Bellahøj.
…
Men jeg føler også vrede. Hvordan pokker kunne han – hvis altså det var Morten (det var fortsat på dette tidspunkt et ikke-afklaret spørgsmål) – videregive oplysninger til sit lands modstandere? Uanset klassificeringen af de pågældende dokumenter havde Morten i givet fald demonstreret en villighed til at svigte sit land. Selv om tågerne således begynder at lette, bliver min egen stilling samtidig afgørende forværret, da der er en lækage formentlig enten i PET eller i departementet i Justitsministeriet, som betyder, at Ekstra Bladets Per Michaelsen i en stort opslået artikel 31.12. 1999 kan oplyse, at jeg har været i PET’s søgelys.
…
I mine mange samtaler med Michaelsen i disse dage (»Vær nu ikke så hemmelighedsfuld, Erik …«) fisker han efter, om det er KGB-bar i Borgergade eller café Rosa Luxemburg, Morten og jeg har frekventeret. At vi snarere gik i byen på Røde Lygte, Alléenberg og Charlie Brown – hvor de sjoveste piger kom – passer ikke Stasi-jægeren.
En anden af Michaelsens teser er, at skiftende socialdemokratiske justitsministre har forsinket efterforskningen af Lenz-sagen på grund af min rolle. Det er nok at overvurdere min betydning. Michaelsen har både i bogform og i Ekstra Bladet søgt at udstille alt og alle, der har været til lidt til venstre for midten som landsforrædere ved insinuationer og mistænkeliggørelse. Det er historiens ironi, at det senere er kommet frem, at Michaelsen tidligere selv har været glødende ungkommunist og endog i søgelyset som ’storspion’, om end den tese ikke er dokumenteret.
…
Når det er sagt, synes jeg faktisk, at det er prisværdigt, at Michaelsen er gået i Stasi-arkiverne. Problemet er, at han hopper over i den anden grøft. Så spionjagten bliver ideologisk inficeret, og han, som nu glødende antikommunistisk og med de unge år, han har tilbragt i DDR, ser spioner og blå mænd fra Mars alle steder. Når Stasi-jagten på den måde bliver useriøs og kulørt, er det i virkeligheden et forræderi over for ofrene for Stasis forbrydelser. De har fortjent i det mindste en både en ordentlig og redelig kortlægning af fortidens forbrydelser.
For mit eget vedkommende er situationen nu efter afhøringerne, statsministerens delvise suspendering og Ekstra Bladets eksponering aldeles kafkask og angstprovokerende. Som Josef K i Kafkas ’Processen’ er jeg blevet kastet ud i en spøgelsesverden. Fysisk og psykisk har Lenz-sagen virket som et atomangreb. I det udenrigspolitisk-diplomatisk miljø, jeg opererer i, er tillid afgørende; og den er nu i hvert fald antastet. Og hvordan beviser du, at du ikke er spion? Gradvis bliver min arbejdsmæssige tilværelse dog normaliseret. Jeg bliver gennem Statsministeriet sat på nye opgaver – og må endda selv lejlighedsvis minde Nyrup om begrænsningerne i mit arbejde, f.eks. da Dalai Lama kommer til København, og Nyrup ønsker, jeg deltager i et møde med tibetanernes leder i Kastrup.
Mange bakker også op om mig og viser en empati og en integritet, som jeg den dag i dag er taknemlig for: Svend Auken erklærer sig uenig i Nyrups håndtering af sagen og mener, at statsministeren er gået i selvsving og overreagerer, Folketingets direktør, den tidligere PET-chef Ole Stig Andersen, inviterer mig demonstrativt med til sin 60-års dag i Folketinget, Ritt giver mig nyt mod, og Lykketoft inviterer mig med på en rundrejse i Afrika. Hans Hækkerup hjælper mig som forsvarsminister med at forfatte en kronik om Socialdemokratiet og fodnotepolitikken, offentliggjort i Berlingske Tidende, der lægger op til selvransagelse for partiet, men som samtidig får det gjort klart, at jeg hverken har lod eller del i partiets fodnotepolitik. Jørgen Schleimann, som jeg har et fint samarbejde med i Europabevægelsen, opfordrer mig til at blæse det hele en hatfuld.
… Hvorfor gjorde Morten det? Så længe Morten ikke selv kommer på banen, kan vi kun gisne herom. Men den såkaldte antifascistiske kamp var hans baggrund.
…
I sin nyligt udkomne bog om Lenz-sagen lancerer Mikael Busch den tese, at Morten gradvis opgiver sin tro på kommunismen, bl.a. under indtryk af et studieophold i USA. Busch har ingen dokumentation for denne teori om, at Morten på den måde skulle konvertere. Allerede da jeg lærer Morten at kende i januar 1979, fremstår han som det, vi i dag ville kalde blå – men det har formentlig været et dække over spionaktiviteterne.
Imidlertid har Busch en pointe i, at det er tankevækkende, at det er påfaldende få og relativt ligegyldige dokumenter, Morten som EU-ansat udleverer i den sidste del af sin Stasi-karriere op til Murens fald. Den spektakulære rejse fra en proletarisk opvækst i Københavns Sydhavn til tilværelsen som eurokrat i Bruxelles har ikke været nem. Som spion for Stasi har bordet antagelig fanget, og her har Morten ikke bare kunnet løbe fra samarbejdet, selv om han som Busch foreslår skulle være konverteret.
…
En anden mulig forklaring på Lenz’ dalende aktivitetsniveau kunne være, at han var blevet ’lånt’ ud til KGB. Men det er naturligvis blot en gisning.
…
Den bedste måde, vi kan lære af historien på, ville være, hvis Morten selv ville træde frem og fortælle sin historie. Både af hensyn til sig selv og af hensyn til de såkaldte bipersoner, der som jeg er blevet mistænkeliggjort i forbindelse med sagen. Det er vel Morten selv, der har bidraget med oplysninger til Stasi om bipersonerne, der ud over mig selv bl.a. omfatter hans bror og kæreste. Her ville det være velgørende med en forklaring på, hvorfor han har gjort det. Hans tavshed skader ikke blot ham selv, men også dem, der har kendt ham, og som er blevet eksponeret i forbindelse med sagen.
Når Morten ikke har ønsket at træde frem, skyldes det antagelig, at så vil han ikke længere kunne hævde, at han er offer for en personforveksling. Og det ville få konsekvenser for hans søde liv i Bruxelles, hvor han har et godt, vellønnet og trygt arbejde som EU-ansat. Vi må håbe, at Morten, når han inden for en overskuelig fremtid skal pensioneres, vil lægge kortene på bordet. Det ville være velgørende at få fortalt historien, mens tid er, for at få sandheden frem.
…
links:
https://reaktionaererefleksioner.wordpress.com/2015/05/01/stasi-stikker-hvidvaskes/