racisme

Selvkritik

Man, det vil sige nominelt borgerliger der reelt har gået muhammedanismens ærinde, begynder så småt at lægge afstand til den belyvning af indvandringskritiker, de selv har støttet venstreekstremister i at fremfører. I venstreekstreme Des-Information skriver en Niels Jespersen:

Højrefløjsaktivister og DF’ere er igennem tiden selv blevet udsat for en masse politiske modbydeligheder. Både fortjent, men også ufortjent, fordi de rejste nogle legitime politiske spørgsmål. Det er heldigvis ved at være fortid. Til gengæld lever det frådende had mod politiske modstandere i bedste velgående hos højrefløjen selv.

Zetland.dk skriver Jacob Mchangama:

Sådanne holdninger trives desværre også ganske mange steder på nettet, men det er ganske sjældent, at man oplever nationalkonservative gå ud og tage klar og utvetydig afstand fra det tankegods, som Hedegaard og Camre giver udtryk for. Måske fordi man mange steder i borgerlige kredse er præget af forrige årtiers offentlige debat, hvor borgerlige stemmer var i mindretal og blev mødt med vilde anklager om racisme og fascisme af en centrum-venstre-elite, der stod langt stærkere i den offentlige debat, end det er tilfældet nu. Det kan have skabt en belejringsstemning med en uudtalt præmis om at stå sammen uanset hvad, hvilket skaber sin egen politiske korrekthed”, hvor det anses for tabu at gå i rette med egne meningsfæller, uanset om man synes, de går for vidt. Men det er mindst lige så selvretfærdigt og udskammende” at kalde sine politiske modstandere landsforrædere som at blive kaldt racist” og islamofob” i Politiken.

Det kunne være underholdende hvis Jespersen og Mchangama kom med nogle citater.

Advertisements

Mere kulør hviide

I forbindelse med forberedelse af en anden post faldt vi over en FB post af formanden for IBIS, Mette Müller Kristensen, der også parodierede DF plakaten som vel alle har hørt om og set. På posten delte Mette Müller dette billed:

160601 df parodi på kampagne foto

IBISs styrelse har lagt dette foto af sig selv på “foreningens” hjemmeside:

160601 ibis styrelse gruppe pic 2

Vi har skrevet det før og gentager: For den slags individer (såkaldte NGOere) er negere og muhammedanere ikke noget man lukker ind i sine egne cirkler. Det er noget man bruger til at tyranisere sin omgivelser med, og noget man bruger som objekter til at opnå personlig økonomisk vinding med.

Professoral humanisme

I Samarbejds-Politiken udbreder en psykologi professor ved navn Svend Brinkmann sig om humanisme, som skal vi vidst forstå er noget godt. Det gør man nok i forvejen i det segment af tilbagværende læsere Samarbejds-Politiken betjener som menighedsblad. Det giver os anledning til, at genudgive en tidligere post, hvad vi gør nedenfor, men føst lidt om Brinkmanns indlæg, og et tidligere. Tilbage i august 2015 havde Brinkmann et indlæg om politisk korrekthed, som er noget han går ind for, forstår vi. Fra det indlæg:

Hvis De som jeg er vokset op i en tid, hvor humanismen var et efterstræbelsesværdigt menneskesyn, og hvor man gjorde en dyd ud af at tale pænt og høfligt om andre mennesker, vil De sikkert finde, at dagens debatter i Danmark er årsag til konstant forbløffelse.

Det, der engang var almindelig medmenneskelighed, er nu blevet til blødsødenhed og mangel på forståelse for verden, som den angiveligt er. Og det, der engang var fremmedfjendsk eller decideret racistisk, er nu comme il faut i vide kredse.

Humanisme: ideen om at alle mennesker er lige i værdighed og værd. Begrebet anvendes i diskussioner om flygtninge, hvor det betyder, at vi skal tage imod alle flygtninge fra hele verden. Det kan vi selvfølgelig ikke, hvilket beviser, at humanismen er løgnagtig. I øvrigt kan enhver jo konstatere, at mennesker ikke er lige. For eksempel er de fleste mennesker fattigere end danskerne.

Islam: det samme som islamisme (se denne).

Islamisme: en form for nazisme indeholdende et gudsbegreb. Bekæmper kritisk oplyst diskussion og humanisme (se denne).

Menneskerettigheder: trussel mod folkets selvbestemmelse (se folket) og udtryk for humanismens fornægtelse af virkeligheden, som den er (se humanisme).

Racisme: utilladelig diskrimination på baggrund af hudfarve. Bør ikke forveksles med den nødvendige diskrimination på baggrund af etnicitet og religion. Danmark er jo et kristent land.

I sit senest indlæg udbreder Brinkmann sig om humanisme. Slet skjult er det ideologien humanisme Brinkmann advokere for flere bør bekende sig til. Først opfinder Brinkmann nogle fjender, derefter gør han havd han kan for at afskyde disse umennesker fra terrietoriet. Alt sammen i en jovinal og pæn tone. Fra det skriv:

1. Man kan være politisk antihumanist. Så definerer man humanisme som det synspunkt, at vi skal åbne dørene og tage imod alverdens flygtninge.

2. Man kan være religiøs antihumanist. Dermed definerer man humanisme som en form for oplysningstænkning, der lægger vægt på det sekulære og glemmer Gud.

3. Man kan være filosofisk antihumanist (oftere kaldet ’posthumanisme’): Her definerer man humanisme som en subjektfilosofisk tendens til at sætte mennesket i centrum.

Mange filosofiske antihumanister er i disse år optaget af det kropslige, det dyriske og det materielle og hævder, at der ikke er noget privilegeret eller ophøjet ved det menneskelige.

Kernen i humanismen er et syn på mennesket som et ansvarligt og fortolkende væsen. Retorikprofessor Jørgen Fafner, der skrev opslaget om humanisme til Den Store Danske Encyklopædi, beskrev det flot i opslagets indledning:

»Det humanistiske livssyn sætter som norm respekten for det enkelte menneskes ret til en udvikling i frihed og moralsk ansvarlighed. Humanisten står fast på sin uafhængighed af ydre autoriteter. Han lader sig styre af sin fornuft og sin dømmekraft og smag (…). Høflighed og civiliseret optræden er ikke kun en ydre skal, men noget, der virker moralsk indadtil«.

Fafner henviste også til Gadamer, der udnævnte dannelse, dømmekraft, sund fornuft og sans for kvalitet til at være »humanistiske ledemotiver«.

Her er efter min mening en humanisme, som mange burde kunne forenes om, men som desværre er under beskydning fra mange forskellige sider: fra religiøs fundamentalisme af forskelligt tilsnit, fra et åndløst forbruger- og markedssamfund, fra konkret nedprioritering af de humanistiske fagområder og fra konkurrencestatsideologien, som reducerer politik til optimeringskalkuler.

Og vores eget tidligere skriv om hvad humanisme er:

 

“Humanisme

DDR giver ondt af sig over, at den nystiltrådte Venstreregering i sit grundlag betoner, at Danmark er et kristent land. Vanen tro finder man nogle, der vil udtale det som DDR ikke selv vil eller tør, i dette tilfælde bl.a. Lone Ree Milkær, der er formand for Humanistisk Samfund. Og det giver så UH lejlighed til, at se lidt på hvad “humanisme” er.

Humanistisk Samfund fortæller selv:

Humanisme – et udbredt begreb

Ordet humanisme bliver brugt på mange måder og i forskellige sammenhænge, så det skaber en vis usikkerhed og uklarhed om betydningen. Ordet er et udpræget plusord, som de fleste opfatter det, og hentyder til, at man er menneskelig og især medmenneskeligt indstillet i sine holdninger og adfærd. I denne betydning er det ikke så mærkeligt, at både religiøse og ikke-religiøse kan bruge det, men det, der adskiller de to grupper humanister, er troen på noget overnaturligt.

Det livssyn, Humanistisk Samfund bygger på, er en ikke-religiøs humanisme. Det er en international bevægelse, som Humanistisk Samfund er en del af blandt andet gennem sit medlemskab af European Humanist Federation. Dette livssyn tager udgangspunkt i mennesket selv og fremhæver den enkeltes menneskeværd, selvstændighed, ukrænkelighed og værdighed. Denne humanisme har som mål, at mennesker skal leve gode liv på egne præmisser og vise ansvar for hinanden og kommende generationer.

Det er skam bemærket, at når folk henviser til humanisme, så betyder det som oftest, at nogle eller noget er dårligere og direkte umenneskelige, thi de står ikke for det samme “som humanisten”. – Og vi ved jo, at umenneskeliggørelse gennem sproget, ikke er andet end socialister og humanisters første skridt mod, at gasse folk der ikke er enige med dem. I hvert fald ifølge ham her. Hvorom alt er, så er påberåbelse af, at man er humanist eller bærer af særlige humanistiske værdier, blot en indirekte måde, at belyve sine opponenter eller medborgere med umenneskelighed.

Og man kan også notere sig, at humanisme er en ideologi og at den arbejder internationalt. Humanistisk Samfund underspiller kraftigt det med det internationale. Der er ikke tale om en europæsik bevægelse som man kunne få indtryk af fra ordlyden, men en ideologi der organisatorisk er grundlagt i USA og i det væsentlige styres derfra. Organisationens hjemmeside her.

Bevægelsen eller ideologien har gennem sin levetid haft tre manifester, men ændringerne i forhold til det oprindelige består blot i, at det er blevet kortere.I dag skal en underorganisation tilslutte sig denne “minimums” (minimum i citation, fordi det snare betyder “med et hvert tænkeligt middel):

All member organisations of the International Humanist and Ethical Union are required by IHEU bylaw 5.1[5] to accept the IHEU Minimum Statement on Humanism:

Humanism is a democratic and ethical life stance, which affirms that human beings have the right and responsibility to give meaning and shape to their own lives. It stands for the building of a more humane society through an ethic based on human and other natural values in the spirit of reason and free inquiry through human capabilities. It is not theistic, and it does not accept supernatural views of reality.

taget herfra.

Fra det første’ manifest fra American Humanist Association:

The time has come for widespread recognition of the radical changes in religious beliefs throughout the modern world. The time is past for mere revision of traditional attitudes. Science and economic change have disrupted the old beliefs. Religions the world over are under the necessity of coming to terms with new conditions created by a vastly increased knowledge and experience.

There is great danger of a final, and we believe fatal, identification of the word religion with doctrines and methods which have lost their significance and which are powerless to solve the problem of human living in the Twentieth Century.

While this age does owe a vast debt to the traditional religions, it is none the less obvious that any religion that can hope to be a synthesizing and dynamic force for today must be shaped for the needs of this age. To establish such a religion is a major necessity of the present. It is a responsibility which rests upon this generation. We therefore affirm the following:

FIRST: Religious humanists regard the universe as self-existing and not created.

SECOND: Humanism believes that man is a part of nature and that he has emerged as a result of a continuous process.

THIRD: Holding an organic view of life, humanists find that the traditional dualism of mind and body must be rejected.

FOURTH: Humanism recognizes that man’s religious culture and civilization, as clearly depicted by anthropology and history, are the product of a gradual development due to his interaction with his natural environment and with his social heritage. The individual born into a particular culture is largely molded by that culture.

FIFTH: Humanism asserts that the nature of the universe depicted by modern science makes unacceptable any supernatural or cosmic guarantees of human values. Obviously humanism does not deny the possibility of realities as yet undiscovered, but it does insist that the way to determine the existence and value of any and all realities is by means of intelligent inquiry and by the assessment of their relations to human needs. Religion must formulate its hopes and plans in the light of the scientific spirit and method.

SIXTH: We are convinced that the time has passed for theism, deism, modernism, and the several varieties of “new thought”.

SEVENTH: Religion consists of those actions, purposes, and experiences which are humanly significant. Nothing human is alien to the religious. It includes labor, art, science, philosophy, love, friendship, recreation–all that is in its degree expressive of intelligently satisfying human living. The distinction between the sacred and the secular can no longer be maintained.

EIGHTH: Religious Humanism considers the complete realization of human personality to be the end of man’s life and seeks its development and fulfillment in the here and now. This is the explanation of the humanist’s social passion.

NINTH: In the place of the old attitudes involved in worship and prayer the humanist finds his religious emotions expressed in a heightened sense of personal life and in a cooperative effort to promote social well-being.

TENTH: It follows that there will be no uniquely religious emotions and attitudes of the kind hitherto associated with belief in the supernatural.

ELEVENTH: Man will learn to face the crises of life in terms of his knowledge of their naturalness and probability. Reasonable and manly attitudes will be fostered by education and supported by custom. We assume that humanism will take the path of social and mental hygiene and discourage sentimental and unreal hopes and wishful thinking.

TWELFTH: Believing that religion must work increasingly for joy in living, religious humanists aim to foster the creative in man and to encourage achievements that add to the satisfactions of life.

THIRTEENTH: Religious humanism maintains that all associations and institutions exist for the fulfillment of human life. The intelligent evaluation, transformation, control, and direction of such associations and institutions with a view to the enhancement of human life is the purpose and program of humanism. Certainly religious institutions, their ritualistic forms, ecclesiastical methods, and communal activities must be reconstituted as rapidly as experience allows, in order to function effectively in the modern world.

FOURTEENTH: The humanists are firmly convinced that existing acquisitive and profit-motivated society has shown itself to be inadequate and that a radical change in methods, controls, and motives must be instituted. A socialized and cooperative economic order must be established to the end that the equitable distribution of the means of life be possible. The goal of humanism is a free and universal society in which people voluntarily and intelligently cooperate for the common good. Humanists demand a shared life in a shared world.

FIFTEENTH AND LAST: We assert that humanism will: (a) affirm life rather than deny it; (b) seek to elicit the possibilities of life, not flee from them; and (c) endeavor to establish the conditions of a satisfactory life for all, not merely for the few. By this positive morale and intention humanism will be guided, and from this perspective and alignment the techniques and efforts of humanism will flow.

Man kan kalde det meget, her på UH kalder vi det; totalitært, designet til, at blive brugt som våben mod personer eller folk der måtte være uenige. Og dertil aldeles umenneskeligt.

Tillæg:

Det rinder UH i hu, at den kontroversielle islamofobiske højrefløjs debatør, Kurt Freddy Rosenstrøm, i en hel bog over 12 essays, indgående behandler humanisme. Bogen kan købes her:

http://mellemgaard.dk/product/humanismens-elendighed-646/

Et eller to af essaysne har været offentliggjort på de seriøst kontroversielle blogs Uriasposten.net og Snaphanen.dk. “

 

Nyt om Hitler

Bent Blüdnikov har talt med Timothy Snyder, der i en ny bog, anskuer Adolf Hitler på en måde de fleste ikke kender, nemlig som racistisk darwinist. I hvertfald er det forkert, at placere venstreekstremisten Hitler på højrefløjen. At venstrefløjen ikke vil kendes ved en af sine betydningsfulde ideologer, handler vidst mest om at man tro mod sit koncept med at lyve om alt og alle, lyver Hitler væk fra sig selv. Fra artiklen:

Timothy Snyder, du nyfortolker Adolf Hitler. På hvilken måde?

»Hvis man læser Hitlers tekster, vil man se, at han ikke blot var en ekstrem nationalist, som han er blevet fremstillet, og han heller ikke blot var en totalitær diktator som Mao, Stalin, Mussolini og andre. Han var noget andet og nyt.«

»Han forstod verden i økologiske termer og han så verden som et sted med begrænsede ressourcer. Han mente derfor, at racerne skulle kæmpe om disse ressourcer til døden og at den stærkeste race ville overleve. Det var en slags racistisk darwinisme, hvor han håbede, at den tyske ariske race ville sejre.«

Hvor kommer jøderne ind i billedet?

»Jøderne var forbundet med hans verdenssyn, for i hans øjne opfandt jøder regler for menneskelig adfærd; altså etik. Han mente, at jøderne stod bag kristendommen, kommunismen og kapitalisme, og at de skulle udryddes, så den stærkeste race ved rå konkurrence kunne sejre.«

»Jøderne og dermed deres etik skulle fjernes fra jorden, fordi den forhindrede folk i at se mennesket for, hvad det egentlig var, nemlig i bund og grund biologiske væsener, der kæmper for overlevelse.«

En af dine vurderinger er, at bureaukratier i mange tilfælde reddede jøder, men dine kritikere har fremhævet, at statsapparatet i f.eks. Frankrig gjorde det modsatte, nemlig at hjælpe tyskerne med at indfange og deportere jøderne. Er det ikke et problem for din analyse?

»Det er rigtigt, at der var tale om, at f.eks. politiet og ministerier assisterede nazisterne i f.eks. Frankrig. Men i det store billede er min vurdering korrekt, nemlig at ved sammenbruddet af lov og orden østpå blev det muligt for nazisterne at gennemføre massemord.«

»Jøder havde levet i Polen, De baltiske lande, Ukraine, Hviderusland og det vestlige Rusland i århundreder, men disse stater opløstes som lande med lov, ret og legitime bureaukratier som et resultat af pagten mellem Stalin og Hitler i 1939. I disse områder blev godt 90 % af alle jøder myrdet, mens jøder i lande som Italien, Frankrig og Tyskland havde en bedre chance for at overleve.«

Du skriver i din »Sort jord«, at vi må se holocaust som et internationalt fænomen, der går på tværs af landegrænser?

»Ja så absolut. Holocaust gennemførtes på tværs af landegrænser, og det er alt for snævert at basere forskning og formidling blot på national perspektiv. Tænk blot på, at de 200.000 tyske jøder blev deporteret uden for Tyskland, før de blev myrdet. De kunne kun myrdes i statsløse zoner og ikke i Tyskland.«

Snyder er også bekymret for fremvæksten af et nyt jødehad og siger: »Jeg tror, at dette jødehad, som vi ser ikke mindst i den arabiske verden og i Rusland, er en reaktion på den globale udfordring. Hitler var på sin måde et resultat af den første globale udfordring, som begyndte i 1800-tallets slutning.«

»Denne globale udfordring endte tragisk med Første Verdenskrig og derefter Anden Verdenskrig. Vi er nu i en ny global tidsalder, og jeg frygter, at jøderne igen vil blive brugt som syndebuk for de spændinger og problemer, som opstår. Folks bekymring over udviklingen har medført en anti-globaliseringsbevægelse, som muligvis bruger jøderne til atter en gang at forklare, hvorfor tingene går galt.«

A pro pos:

160516 hitler muhammedanisme

Refleksion om heksejagt

(1)

I en sag vi kigger på for tiden, spurgte vi en potentiel kilde efter eventuel information. Det blev afslået med, udover at kilden ikke mente at have nogen information, at vi her på stedet bedrev “heksejagt”. Nuvel, uanset at kilden efter lidt betænkning måske ville anvende et andet ord, f.eks personforfølgelse, så er det en udemærket anledning til at dvæle en smule ved begrebet heksejagt.

Af og til ser man svenske hekseprocesser og den spanske inkvistion fremhævet som eksempler på heksejagt, her og her, f.eks. Den eksemplificering er problematisk, ganske vidst er der masser af sager i begge tilfælde, der fortjener stemplet “heksejagt”, men det er ikke kernen. Kernen er en problematisk anvendelse af Det Gamle Testamente (GT) som retskilde på strafferettens område, blandet op med overtro og konstruerede vidneudsagn. “Strafferetten” her brugt i såvel betydningen formelle strafferet, som den uformelle, der udspiller sig “nede på torvet” og hvor konsekvenserne for delikventen “bare” er af social karakter, såsom tab af anseelse og job muligheder m.v. At fortidige svenske og spanske teologer og jurister af en eller anden grund ikke magtede den opgave kan der menes meget om, men, selv hvis det er forkert så, gør det ikke GT til en del af kristendommen.

Det Nye Testamente (NT), af og til oversat som “Opgøret”, er kristendommens grundlag, GT er IKKE, og følgelig kan man ikke som kristen, eller agnostiker for den sags skyld, hente legitimitet for noget som helst i GT, men må finde legitimitet andet steds, hvis man f.eks vil gøre hor og tyveri strafbart. Desuden så er kristendom også et opgør med overtro, barberi og den knægtelse af sandhed der ligger i, at konstruere falske udsagn og påstande.

Grunden til at læse GT, hvis man ellers gider bruge tid på det er, at få det med som NT gør op med. Her på Hotellet anbefaler vi King James Vs version og danske oversættelser fra før cirka 1850 idet der har indsneget sig en tendens til, i forbindelser med oversættelser, at forvanske budskabet. Således er man, pr. hukommelse, i den danske udgave, autoriseret af kulturmarxister, begyndt at kalde Jomfru Maria for den unge kvinde Maria. Det første er, naturligvis, metaforisk, mens det andet er en angivelse af et bestemt fysisk karakteristika nemlig alder, som vel må være 17 – 25 år gammel kvinde.

Så for at man kan kalde noget for heksejagt så må man stille det krav, at der mindst er tale om at en “anklaget” er oppe imod konstuerede falske udsagn. At det går hånd i hånd med, at konstruktørerne af den slags ofte søger, at konstruere på en måde så et “forsvar” er meget vanskeligt, håbløst eller umuligt, er blot en medfølgende konsekvens.

Når man ser heksejagtssager bygget op omkring forhold, der logisk og erfaringsmæssigt burde fremstå som umulige for en bonus pater, så stiller vi os her på hotellet tvivlende overfor, at når det lykkes at komme igennem med sådanne sager, forholder sig sådan at årsagen skal findes i overtro. Mængden af overtro anno 2016 er nok nogenlunde den samme som anno 1416 eller 1616. Sammenhængen er nærmere, mener vi, at nogle mennesker fra naturens hånd er mere disponerede, f.eks. pga lav IQ, for at tro på overtro, og andre igen er “smarte” til at udnytte overtro i deres omgang med “andre” herunder at få folk der ellers ikke er overtroiske med på deres galej. To danske eksempler på sidstnævnte er racisme belyverne, og de betalte KGB operatørere, Jacob Holdt og Jørgen Dragsdahl.

Fortsættelse følger.

Bekymrede breve, ej racisme

Borgerne skriver bekymrede breve til især Justits-, integrations- og Statsministeriet fortæller BT.dk. Det sker i et hidtil uset omfang og brevene og mailsne handler om den muhammedanske invasion. Historiker Uffe Østergaard og den forhenværende Per Stig Møller citeres for følgende:

»Emnet handler på mange måder om liv og død for vores samfundsmodel. I firserne troede man, at vores samfundsmodel var enormt stærk, at det var et knips med fingrene at gøre indvandrere til gode socialdemokratiske liberale. Men dér har man opdaget, at vi kom til at klientgøre folk. Vi har opdaget, at vores samfundsmodel er stærk for dem, der er med, men i virkeligheden meget skrøbelig, hvis folk ikke deler værdierne, der står bag den. Det er ikke racisme, men en bekymring for, om de stærke sider ved vores samfund kan overleve i en global verden,« siger Uffe Østergaard.

Per Stig Møller blev minister første gang i 1990 og har siden siddet som både udenrigsminister, kulturminister og kirkeminister. I alt har han med sine første godt to år som miljøminister været minister i mere end et årti.

Han er overrasket over de mange henvendelser til V-regeringstoppen. Borgerhenvendelser var ikke noget, han fik mange af i sin tid i ministerierne.

»Dem fik man ikke mange af. Jeg var selvfølgelig primært udenrigsminister og havde derfor nok et område, hvor borgerne ikke så ofte henvendte sig direkte til ministeren. Omvendt var jeg blandt andet minister under Irakkrigen, og den var der mange holdninger til. Men jeg væltede mig ikke i breve fra borgerne,« siger han.

Det er efterhånden på tide, det har det været i efterhåneden fire årtier, at medierne holder op med, at fungere som ukritiske mikrofonholdere og sekretariater for personer, der blot belyver deres medborgere med racisme, det være sig væmmeligboer eller ph.d.ere i hvidhed og sprogmøde studier eller alle mulige andre. Giver medierne taletid til disse ækle personager, så skal der falde kritiske spørgsmål, og det omgående. Artiklen citeret har ikke det problem, faktisk er det godt journalist arbejde, men det fremhævede citat af Østergaard sætter fint problemstillingen i relief.

Flere Østergaard udtalelser på Uriasposten her.

Nye tider, nye toner

Tilbage under valgkampen 2011, skrev den ihvertfald dengang højtstående SFer Annika Smith, at:

“DF har forlængst afsløret deres højrenationalistiske dagsorden og har skadet Danmarks forhold til omverdenen, senest med forslaget om øget grænsekontrol, skærpede udvisningsregler og lukning af Danmarks asylcentre. Forleden i Information fik vi så også Søren Espersens hårrejsende vision for Danmark: Kun folk med dansk blod i årerne skal have ret til statsborgerskab.Internationalt er Danmark stemplet som intolerant, lukket og fremmedfjendtligt. Dansk Folkeparti bærer ansvaret. Godt hjulpet på vej af Venstre og de Konservative har partiet ødelagt integrationen, skabt kløfter mellem danskere og indvandrere og spoleret Danmarks relation til EU og resten af verden.” (Annikasmith.dk, F*ck DF!)

Teksten er nu pillet af Annika Smiths hjemmeside, men findes stadig på Uriasposten, her.

Smith redegør i en blogpost på JP.dk for, at hun fortryder, her. Smith skriver bl.a.:

På mødet indrømmede jeg, at det måske var underligt at undskylde for noget, som Søren og Dansk Folkeparti sandsynligvis anså for ligegyldigt her fire et halvt år efter. Jeg havde imidlertid ikke turdet sige undskyld før. At sige F*ck DF havde bragt mig i hundredevis af hademails, identitetstyveri, måneder med klamme anonyme pakker i min postkasse og regulær skældud af fremmede såvel som bekendte på gaden. Men især dødstrusler fra personer på den yderste højrefløj gjorde, at jeg frygtede at ”genoplive” sagen med en undskyldning. Mit mod på god stil og tone er ikke desto mindre større i dag end frygten. Det var og er faktisk overhovedet ikke mig at være respektløs overfor en politisk modstander, og selvom jeg stadig er lige så uenig med Dansk Folkepartis holdninger til muslimer og indvandrere, som jeg var i 2011, var det i denne her situation mig, der havde ramt ved siden af skiven. Det undskyldte jeg for. Søren smilede, nikkede og kom ikke med en eneste bebrejdelse. I stedet skænkede han mig bare endnu mere kaffe og takkede for undskyldningen. Han forklarede sin side af sagen om citatet dengang og virkede lige så glad som jeg for at få mulighed for at forklare. Det var fedt.

Mødet endte som et af de bedste, jeg har haft med en politisk modstander. Det er jo som bekendt hyklerisk nemt at være hånlig overfor en modstander på nettet, gennem medierne, eller, som i mit tilfælde, på byens lygtepæle, når man ikke samtidig skal stå ansigt til ansigt med personen. Ansigt til ansigt med Søren har jeg imidlertid flere gange stået, bl.a. da jeg en kort overgang kom i Folketinget som stedfortrædende medlem. Søren mødte mig altid med et smil. Og jeg skammede mig en smule hver gang. Ikke at de ting, jeg sagde dengang på nogen måde retfærdiggjorde dødstrusler og chikanerier, bevares! Men måden, jeg sagde det på – tonen – var ikke ligegyldig. Den var heller ikke i orden.

Nu er der ikke noget galt i, at kald personer og grupper der rent faktisk er intolerante, lukkede og fremmedfjendtlige for intolerante, lukkede og fremmedfjendtlige. Og det er vel det Smith nu lægger afstand til og ikke længere vil bruge som argument.

Fint for det må jo betyde, at vi ikke længere, efter Smiths opfattelse, skal diskutere islamisering og muhammedansk indvandring ud fra den præmis, men udfra hvad man faktuelt kan sige om problemstillingen. Det skal være velkomment også selvom det måske, måske ikke, snare er oppotunisme, der driver Smith. Og ihvertfald vil vi her på UH fremover anvende et neutralt sprog, hvis emmnet “Annika Smith” dukker op.

Som en lille bonus er her Smiths formand, Pia Olsen Dyhrs udtalelser om DF fra en 5 til 6 uger uger siden, hvor hun beskylder DF for at være racistisk (cirka 9 minutter inde)

 

Madser af had

Konsuletfirmaet COWI har, med Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet som opdragsgiver, undersøgt omfanget og arten af såkaldte hadforbrydelser. Kan hentes her.

COWI egen omtale her.

Dataindsamlingen er sket ved telefoninterviwe, et skema man kunne logge sig ind på, og ikke mindst ved dialog med interesse grupper såsom homofiliaktivister, etnicitetsaktivister og PEN. Der foreligger ikke noget om, at man skulle have været i dialog med såkaldte “højreorienterede” og islamkritikerer, f.eks Trykkefrihedsselskabet og PEGIDA.

Undersøgelsens omfang, antal udspurgte, fremgår af tabel 3.1:

160207 cowi had rapport omfang

Data præsenteres egentligt meget godt og samlende i rapportens tabel 4.2:160207 cowi had rapport resultat.jpg

Hvad vi bemærker er, at undersøgelsens webindsamling næppe har været kendt udenfor venstreekstreme, islamofile, homofile og “etniske” kredse, hvad der kan, men ikke nødvendigvis har, føre til et skævt billede. På den anden side…Havde billedet mon været meget anderledes, hvis man specifikt var gået efter jihad mod oprindelige danskere og venstreorienteret terror mod politiske opponenter?

Klip fra rapporten:

Resumé
Formål og baggrund Formålet med denne rapport er at gennemføre en systematisk kortlægning af omfanget af oplevede og faktiske hadforbrydelser, herunder kendetegn hos ofre og gerningspersoner, motiver, forebyggende tiltag, problemstillinger vedrørende anmeldelse, retsforfølgelse mv. Kortlægningen skal skabe grundlag for en styrket og mere målrettet indsats for at forebygge og modvirke hadforbrydelser samt hjælpe ofrene.
Baggrunden for kortlægningen er, at der er en begrundet formodning om, at der
kan være store ”mørketal” for, hvor mange hadforbrydelser, der finder sted i Danmark.
Undersøgelsen skal komplementere Justitsministeriets mfl. offerundersøgelser,
som er gennemført siden 2005. De har bl.a. undersøgt i hvilket omfang årsagerne
til vold mod ofre, efter ofrets egen opfattelse, skyldtes en hadforbrydelse, der er
motiveret af racisme eller seksuel orientering. I årene 2008-2010 mente 10 pct. af
de ofre, der havde været udsat for vold, at de ”ja, helt sikkert” eller ”ja, måske”
havde været ofre for en hadforbrydelse. De tilsvarende tal for 2011-2012 var 16
pct. og for 2013 12 pct. Det svarer til ca. 0,1 pct. af befolkningen.
Med dette udgangspunkt har Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet igangsat denne kortlægning, som COWI på baggrund af et offentligt udbud blev valgt til at gennemføre.

I et retligt perspektiv lægger hadforbrydelsen et element af fordomme og antipati til
kendte forbrydelsestyper, herunder for eksempel drab, vold, ildspåsættelse og
hærværk. Hadforbrydelsen består således af to dele: 1) en strafbar handling mod
en person eller vedkommendes ejendom, der 2) er helt eller delvist motiveret af
gerningspersonens fordomme eller antipati mod offerets (forestillede) tilhørsforhold
eller karakteristika. Det er således gerningspersonens motiv, der berettiger betegnelsen ”hadforbrydelse”.
Den dobbelte motivgrund bliver ofte benævnt ”biasmotiv”, men vil i denne rapport
blive omtalt med ét ord: ”motivgrunde”.

Kortlægningen viser, at 2,9 pct. af befolkningen svarer ”ja, helt sikkert” og 10,4 pct.
svarer ”ja, måske” til, at de har været udsat for en eller flere hadforbrydelser inden
for det seneste år. Det svarer til, at 13,3 pct. af befolkningen svarer, at de ”ja, helt
sikkert” eller ”ja, måske” er blevet udsat for en eller flere hadforbrydelser.

Undersøgelsen viser, at omkring 20 pct. af befolkningen ”ikke” eller ”slet ikke” vil
bryde sig om at have en hjemløs eller en transseksuel eller transvestit som kollega.
12,5 pct. vil gerne undgå at have en kollega med fysisk eller psykisk handicap, og
9,2 pct. giver udtryk for det samme i forhold til en kollega med en markant anden
politisk holdning. For anden seksuel orientering, anden etnisk oprindelse eller religion og tro er andelen hhv. 6 pct., 5 pct. og 3,9 pct.

Knap en tredjedel af befolkningen (32,3 pct.) vil ”ikke” eller ”slet ikke” bryde sig om
at sidde ved siden af en hjemløs i bussen. Godt hver femte (21,1 pct.) vil ”ikke” eller
”slet ikke” bryde sig om at sidde ved siden af transseksuelle eller transvestitter,
og det samme gælder for 17,5 pct. af befolkningen, når det kommer til personer
med fysisk eller psykisk handicap. Godt hver tiende (11,5 pct.) vil ”ikke” eller ”slet
ikke” bryde sig om at sidde ved siden af personer med en anden etnisk oprindelse
end dem selv. Mellem 5 og 10 pct. af befolkningen vil ”ikke” eller ”slet ikke” bryde
sig om at sidde ved siden af personer med en markant anden politisk overbevisning
eller en anden seksuel orientering end dem selv.

Og sådan går det ellers derud ad. Læs eventuelt mere i selve rapporten.

En af rapportens forfattere, afsløre intialerne MTDJ, er den fra AFA terrorgruppen kendte Mads Ted Drud-Jensen.

Drud-Jensen fotograferet af Dennis Agersnap, cirka 2004, via Dunst.dk

160207 mads ted drud jensen

Drud-Jensens FB opslag om dataindsamling via web:

160207 mads ted drud jensen fb opslag

Hos den berømte blog Junikredsen finder man følgende notits om Drud-Jensen:

I Monsuns homofile redaktionsgruppe finder man også Mads Ted Drud-Jensen. Han har en nær fortid som medlem af AFA’s hemmelige terrorcelle ’Homo Aktion’, der i sommeren 2000 begik en række brandattentater mod privathjem tilhørende Udlændingestyrelsens ansatte.

Og det skulle være ganske vidst. Drud-Jensen omtales på Uriasposten således:

Her lidt fra et interview med Homoaktions Mads Ted Drud-Jensen, der i 1994 som Rebel-aktivist stod bag en sympati-aktion for fem ‘antifascister’, der blandt andet var sigtet for et knivdrab på en tysk højreradikal. I dag er han, meget sigende, ansat på Dansk Flygtningehjælps ‘Center for Udsatte Flygtninge’. Fra BT, 16. september 2011 – Aktivist: ‘Ægte’ terror på vej.

Hvis unge brandstiftere fra den yderste politiske venstrefløj dømmes for terror, vil det fremover få andre til at vælge mål og metoder, der er farligere end molotovcocktail mod bygninger ved nattetid.

Det mener én af de syv aktivister, T, der i 2000 blev anholdt af politiet for politisk brandstiftelse i den såkaldte Homo/Aktion-sag, hvis molotovcocktail-mål var Udlændingestyrelsen og to ledende medarbejdere.

– Aktivisterne vil nok overveje nøjere, hvilke midler man bruger – og de, som så beslutter sig for at udføre militante aktioner, vil nok gennemgå bedre træning og arbejde mere hemmeligt og i sidste ende planlægge mere dramatiske aktioner for at opveje den risiko, de løber, siger T til B.T. …

Han mener, at brugen af terrorparagraffen mod politiske aktivister – som de fem, der i øjeblikket sidder varetægtsfængslet for brandangreb mod bl.a. Politiskolen, pelsfirmaer og flere banker – risikerer at isolere unge med smag for det militante.”

Kritik fra FN

På propaganda mediet DDR blæses det op, at nogle flytningadvokater har formået at få FN til at kritisere Danmark. DDR skriver bl.a.:

Danmark får stadig oftere kritik af FN, når det gælder flygtninges menneskerettigheder, skriver Information.

Ifølge en opgørelse fra integrationsminister Inger Støjberg (V) har de forskellige FN-komitéer på menneskerettighedsområdet alene i andet halvår af 2015 afgjort 15 klagesager og udtalt kritik i de otte, hvor de danske asylmyndigheders øverste instans, Flygtningenævnet, har truffet afgørelse.

Til sammenligning udtalte FN-komitéerne kun kritik i fire af i alt 15 sager i hele perioden fra 2004 og til med første halvår af 2015.

– Det er selvfølgelig ikke ønskværdigt, at FN-komitéer udtaler kritik af afgørelser truffet af de danske myndigheder, skriver Inger Støjberg til Folketingets Integrationsudvalg ifølge Information.

Ønskværdigt eller ej, det er flintrene ligegyldigt hvad tilfældige personer der sidder i FN mener om dette eller hint. Således har regeringen ovre i Absurdistan, tidligere kend som Sverige, netop, i følge et Al-Ritzau telegram på JP.dk, sat på plads hvad der er indlysende. Fra telegrammet:

FN-panelets vurdering har været kendt af den svenske regering i to uger.

– Regeringen konstaterer, at arbejdsgruppen har foretaget en anden vurdering end de svenske myndigheder, hed det i en pressemeddelelse fra den svenske regering i Stockholm torsdag.

FN-panelet kritiserer som regel lande, hvor menneskerettighederne undertrykkes – blandt andre Saudi-Arabien, Iran og Myanmar.

– Sverige er ikke juridisk bundet af panelets vurderinger, men de kan få en vis juridisk betydning, siger en talskvinde for Sveriges udenrigsministerium, Anna Ekberg.

Assange tog i 2014 kontakt til FN-panelet og orienterede om sin sag. Han siger, at hans fysiske og mentale helbred er blevet stærkt forringet.

Omtalte hr. Assange er mand og af kaukasisk race.

Østre Landsret retter sproget

Vi har dels i denne post, dels i en stribe mails til justitsvæsnet kritiseret, at man fra justitsvæsnets side har anvendt ordet “racisme” til beskrivelse af sager vedrørende straffelovens paragraf 266 b.

Nu var den iltre og altid skarpe Mogens Camre så havnet i en sag pga et tweet, der lød:

Om jødernes situation i Europa: muslimerne fortsætter hvor Hitler sluttede. Kun den behandling, Hitler fik, vil ændre situationen

I Retten i Glostrup blev Camre i følge overskriften i rettens pressemeddelse dømt for racisme:

Landskendt politiker straffet for racediskrimination

Nu har Østre Landsret så godt nok dømt Camre for overtrædelse af 266 b, men i det referat, der indgår i pressemeddelsen vedrørende sagen undlader man, at bruge ordet “race” og de sædvanlige sammen stillinger afledt heraf. I stedet går man mere præcist til værks og referer til de led fra bestemmelsen det handler om, nemlig forhånelse og truende udtalelser.

Som bekendt for tænkende og vel- og højereorienterede væsner findes muhammedeanere i stort set alle racer.

Løgnefabrikanten Al-Ritzau har selvfølgelig udsendt et telegram, hvori det påstås, at Camre skulle være dømt for “racisme”. Telegrammet er pt. tilstede på bl.a. JP.dk og BT.dk.

Så sent som fredag afsagde retten Herning en dom, hvor man i sin pressemeddelelse i overskriften skrev:

39-årig mand fra Ikast/Brande blev straffet med en bøde på 3.000 kr. for racistiske udtalelser på facebook

Dommen er anket til Vestre Landsret og det bliver spændende, at se om den følger det gode eksempel fra kollegaerne Østre Landsret.