refleksioner

Refleksion om heksejagt

(1)

I en sag vi kigger på for tiden, spurgte vi en potentiel kilde efter eventuel information. Det blev afslået med, udover at kilden ikke mente at have nogen information, at vi her på stedet bedrev “heksejagt”. Nuvel, uanset at kilden efter lidt betænkning måske ville anvende et andet ord, f.eks personforfølgelse, så er det en udemærket anledning til at dvæle en smule ved begrebet heksejagt.

Af og til ser man svenske hekseprocesser og den spanske inkvistion fremhævet som eksempler på heksejagt, her og her, f.eks. Den eksemplificering er problematisk, ganske vidst er der masser af sager i begge tilfælde, der fortjener stemplet “heksejagt”, men det er ikke kernen. Kernen er en problematisk anvendelse af Det Gamle Testamente (GT) som retskilde på strafferettens område, blandet op med overtro og konstruerede vidneudsagn. “Strafferetten” her brugt i såvel betydningen formelle strafferet, som den uformelle, der udspiller sig “nede på torvet” og hvor konsekvenserne for delikventen “bare” er af social karakter, såsom tab af anseelse og job muligheder m.v. At fortidige svenske og spanske teologer og jurister af en eller anden grund ikke magtede den opgave kan der menes meget om, men, selv hvis det er forkert så, gør det ikke GT til en del af kristendommen.

Det Nye Testamente (NT), af og til oversat som “Opgøret”, er kristendommens grundlag, GT er IKKE, og følgelig kan man ikke som kristen, eller agnostiker for den sags skyld, hente legitimitet for noget som helst i GT, men må finde legitimitet andet steds, hvis man f.eks vil gøre hor og tyveri strafbart. Desuden så er kristendom også et opgør med overtro, barberi og den knægtelse af sandhed der ligger i, at konstruere falske udsagn og påstande.

Grunden til at læse GT, hvis man ellers gider bruge tid på det er, at få det med som NT gør op med. Her på Hotellet anbefaler vi King James Vs version og danske oversættelser fra før cirka 1850 idet der har indsneget sig en tendens til, i forbindelser med oversættelser, at forvanske budskabet. Således er man, pr. hukommelse, i den danske udgave, autoriseret af kulturmarxister, begyndt at kalde Jomfru Maria for den unge kvinde Maria. Det første er, naturligvis, metaforisk, mens det andet er en angivelse af et bestemt fysisk karakteristika nemlig alder, som vel må være 17 – 25 år gammel kvinde.

Så for at man kan kalde noget for heksejagt så må man stille det krav, at der mindst er tale om at en “anklaget” er oppe imod konstuerede falske udsagn. At det går hånd i hånd med, at konstruktørerne af den slags ofte søger, at konstruere på en måde så et “forsvar” er meget vanskeligt, håbløst eller umuligt, er blot en medfølgende konsekvens.

Når man ser heksejagtssager bygget op omkring forhold, der logisk og erfaringsmæssigt burde fremstå som umulige for en bonus pater, så stiller vi os her på hotellet tvivlende overfor, at når det lykkes at komme igennem med sådanne sager, forholder sig sådan at årsagen skal findes i overtro. Mængden af overtro anno 2016 er nok nogenlunde den samme som anno 1416 eller 1616. Sammenhængen er nærmere, mener vi, at nogle mennesker fra naturens hånd er mere disponerede, f.eks. pga lav IQ, for at tro på overtro, og andre igen er “smarte” til at udnytte overtro i deres omgang med “andre” herunder at få folk der ellers ikke er overtroiske med på deres galej. To danske eksempler på sidstnævnte er racisme belyverne, og de betalte KGB operatørere, Jacob Holdt og Jørgen Dragsdahl.

Fortsættelse følger.