religion

Jacob Holdt film: Ude nu

For et godt dtykke tid siden deltog bloggen i afdækningen af Jacob Holdts løgnhistorier.

En de få ting der ikke var løgn var at der var ved, at blive lavet en film om den aldrende løgnhals. Den er så ude nu. I Berlingeren skriv Bent Blüdnikow bl.a. i sin anmeldelse:

Jacob Holdt spillede en betydelig rolle i Danmark i tiden efter 1968. Hans »Amerikanske billeder« påvirkede en hel generation med sanselige billeder af og beretninger om fattigdom, racisme og klasseforskelle i USA. Nu er der kommet en film om Jacob Holdt, og det er velbegrundet, for han var med til at forme tidsånden i et par årtier. Niels-Ole Rasmussens »Jacob Holdt: Mit liv i billeder« går tæt på Holdt, der genfortæller sit liv og drager til USA for at opsøge de personer, som spillede en rolle i hans USA-eventyr.

I første omgang gik turen til København, hvor han fattede sympati for tidens revolutionære og voldelige budskaber. Formet af Vietnamkrigen og et voksende had til USA fik Jacob og hans venner fat i trotyl, som de ville smide mod den amerikanske ambassade. Det er imidlertid ikke Jacob, der kan huske denne voldelige fase, men en revolutionær ven, der fortæller det i filmen, mens Jacob engleblidt nægter at kunne huske noget. Jorden brændte imidlertid under Jacob, og han drog til Canada, men skrev hjem til sine revolutionære venner: »Jeg vil anbefale bomber og trotyl nu.«

Men generelt virker de fleste scener uægte. Vi ser Holdt i et forladt hus hos en tidligere sort kæreste, der nu er død, og hvor han står og græder, men det føles som fremtvungne tårer. Vi ser ham i et rigmandspalads, hvor han fortæller, at han bollede med de unge, hvide kvinder, og han lægger sig nøgen i en stor flot seng med et skælmsk smil. Pinligere kan det ikke blive. Spørgsmålet opstår, ligesom det i sin tid gjorde med hans »Amerikanske billeder«, om det er dokumentarisme eller manipuleret virkelighed.

I 2015 blev Jacob Holdt af bl.a. Weekendavisen beskyldt for at lege med sandheden, og at den dokumentarisme, som han påstod »Amerikanske billeder« stod for, til tider var opdigtet virkelighed. Filmen har scener om denne kritik, men de er uden konkret indhold og synes blot at registrere, at der var en debat. Også det efterlader en utilfreds. Hvad skal det gøre godt for, når den ikke giver os indblik i kritikkens indhold?

…Holdt fik penge af KGB til sine aktiviteter og var af KGB endda tildelt en føringsofficer, men det siges der intet om i filmen. Det ville have klædt den, for som den nu fremstår, er den pinagtig klynkende og privat.

Man kan ikke se bort fra, at Jacob Holdt var drevet af altruisme, men han var samtidig et tidstypisk politisk fænomen, hvilket filmen ikke formår at forklare.

Efter at have fulgt sporet af Holdts økonomiske transaktioner er der ihvertfald et punkt, hvor UH er uenig med Blüdnikow: Alt peger på at Holdt konskvent har raget alt af værdi inden for sin rækkevide til sig og beholdt det der. Intet tyder på nogen som helst altruisme.

I Kristeligt Dagblad er man mere venlig stemt:

Med Weekendavisens anklager om løgn og overdrivelser for et par år siden blev Holdt – igen – kontroversiel. Bogen ”Amerikanske billeder” fra 1977, som museet Louisiana samtidig kunstnerisk kanoniserede, blev underkastet detektorsamfundets metoder: Hvor slutter dokumentaristen Holdt og hvor begynder selviscenesætteren Jacob?

Præstesønnen Holdt antyder, at hans livs mission er at føre den følelseskolde faders kærlighedsfulde retorik fra kirkerummet ud i den virkelige verden. Derfor flyttede fotografen som ung blaffer i 1970’ernes raceurolige USA ind hos de mennesker, han havde fordomme over for. Ku Klux Klan-ledere, sorte udstødte kriminelle, rige og ensomme kvinder. Holdt elskede (med) dem alle.

”Jacob rejste hen, hvor ingen frivilligt ville være”, siger en gammel ven i filmen. Og med instruktøren i hælene opsøger den 67-årige Holdt de sorte kvinder, han elskede i 1970’erne. Det er både pinagtigt, men også gribende og inspirerende, at se Jacob konfrontere disse modeller fra ”Amerikanske billeder”. Merrilyn Jones, som overtales til en absurd gentagelse af et nøgenfotografi i et badekar fra den oprindelig bog, anklager ham for udnyttelse. En anden gammel flamme, Leslie Manselles, elsker ham stadig uforbeholdent. Flere er døde, men Jacob lever og kæmper videre for mangfoldigheden ved at engagere sig i Palæstina, syriske flygtninge og Danmarks første kvindemoske.

Ny fase for islamofili

Angela Merkels rigsbefuldmægtiede i København, Lars Løkke Rasmussen, udtaler i forbindelse med de muhammedanske aktiviteter i Amerika:

Udtalelse fra statsminister Lars Løkke Rasmussen vedrørende terrorangreb i Orlando, USA

12.06.16

“Det står nu klart, at vi i nat har været vidne til et modbydeligt angreb på retten til at være den, man er. På retten til at holde af den, man holder af. Alt for mange uskyldige mennesker har mistet livet i Orlando, fordi frisind og tolerance er blevet mødt med had.

Min dybeste medfølelse går til ofrene, deres nærmeste og hele det amerikanske folk.
Angrebet er ikke kun meningsløst. Det er også nytteløst. I stedet for at splitte os, vil det forene os. Vi slår ring om de værdier, vores samfund er bygget på: Friheden til at leve det liv, man ønsker.

Jeg fordømmer på det kraftigste den dystre handling, vi har set i nat. Vi danskere står skulder ved skulder med amerikanerne i deres sorg.

De danske myndigheder følger situationen i Orlando tæt.”

***

Yderligere oplysninger hos pressesekretær Sabrina Drevsfeldt, telefon

Fra ordgejl om “Fredens Religion” til bare ikke at omtale den overhovedet.

Lars Løkke Rasmussen til TV2 i januar 2015:

– Der er nogen, der øjensynligt har voldtaget en af verdens største religioner og på en fuldstændig fanatisk måde har dræbt uskyldige mennesker, siger Lars Løkke Rasmussen og tilføjer:

– Det skal der tages afstand fra, og det skal der gøres af alle dele af det danske samfund og i særlig grad måske også netop fra de grupper, som har en kærlighed til den religion, som i dag er blevet misbrugt i et morderisk angreb.

Mærkelige politikere; urart

Af og til bliver man når man påpeger, at der faktisk er kræfter, de aller sorteste rød-fascistiske kræfter, der aktivt arbejder for at udslette nationerne og deres folk, og at det især er vestlige hvide mænd disse kræfter har på kornet for deres påtænkte folkemord, udskreget som konspirationeteoretiker m.v.

Hvad angår udslettelse af nationer og folk lader en repræsentant for disse kræfter nu selv fingrene løbe over tastaturet og kommer med hvad der nærmest er en blank indrømmelse. Der er tale om en top-rådgiver for den berygtede nazistsøn og chef for EUSSR kommisionen Jean-Claude Juncker, Claus Haugaard Sørensen, der på altinget.dk i en klumme ønsker sig mindre magt til nationerne og omvendt mere magt til overstatslige organer. Fra klummen:

Vi beklager os tit og ofte over, om regeringer kan levere varen: fuld beskæftigelse, smart transport, Femern-forbindelse, hofteoperationer, kloge børn og glade nydanskere – eller slet ingen nydanskere.

Ny global regeringsform?
Bekæmpelse af internetkriminalitet, menneskesmugling, narkotikatrafik. Beskyttelse af torskebestanden. Bemestring af finansstrømme. Skatteundvigelser. Ozonlaget og drivhusgasser. Bekæmpelse af krig og konflikter. Syrien, Irak, Libyen.

Alt sammen emner, der ikke kan håndteres gennem en national tilgang, og som endog rækker langt ud over, hvad stormagter som USA, Kina og Rusland kan håndtere alene, og da slet ikke hvis de ikke er bare en lille smule enige.

Vi er nok ved at nærme os et punkt, hvor ressourcepresset og de politiske og befolkningsmæssige jordskred i verden enten fører til et kvantespring frem mod en ny global regeringsform eller en rutsjetur tilbage til små eller større konflikter. Kernen er at finde en metode til at bringe parterne sammen og forlige modsætningerne. Der er ikke rigtigt nogen mellemvej.

I tænketanken var stemningen dyster. Forsamlingen af lærde professorer, statssekretærer, mediefolk og tænkere fra hele verden havde svært ved at give et bud på, hvad Europas rolle i den globale regeringsførelse kunne blive, hvis man allerede den 23. juni så, at Europa mistede et af sine vigtigste medlemmer, nemlig Storbritannien.

Men de globale tal skræmmer: 125 millioner mennesker lever i absolut nød. I øvrigt de fleste ret tæt på Europa. I Afrika, kun fem timer i fly fra Europa, er vi vidne til en befolknings-eksplosion, der med vandstress, misvækst og pickuptrucks vil ramme Europa.

Og hvad gør vi ved det? Smider vi penge og pigtråd efter problemerne, eller finder vi frem til en samlet gennemtænkt forebyggelse, politisk, økonomisk og socialt, for at give de stakkels mennesker et egentligt fremtidsperspektiv, så de kan overleve i deres eget land? Det er jo nok det, der skal til.

men med velmenende og bestemt nyttige løfter fra masser af organisationer, virksomheder, lande og individer, der gerne vil gøre godt, men som også er sig pinligt bevidst, at skal det komme til bindende beslutninger, så er chancen for total blokering på grund af enstemmighed i FN-systemet en garanti for, at intet vil ske.

Så bedre undgå en konfrontation. Og tale pænt sammen. Finde løsninger fra sag til sag. Samle penge ind til at undervise børn i flygtningelejrene. Bygge udrykningshold af læger til at bekæmpe zika eller ebola. Opfordre til forebyggende diplomatiske løsninger. Men er det nok? Har toget allerede forladt stationen på autopilot med kurs mod afgrunden?

Nu er det jo sådan, at hvis borgerne ser, at der ikke er løsninger, og at problemerne tårner sig op og skyller ind over os, så kravler de op i det nærmeste træ, nemlig nationalismetræet, og sætter sig helt deroppe, hvor man tror, katastroferne ikke kan nå op.

Man stemmer på mærkelige politikere, der sælger nationale løsninger,…

Ikke rart at tænke på. Og forunderligt, når man tænker på, at der aldrig har været så mange veluddannede, internationalt orienterede, kloge mennesker, der kan finde på løsninger, og aldrig har der været så mange almindelige mennesker, der sådan set bare gerne vil leve i fordragelighed med hinanden og have tingene til at fungere. Det er, som om vi er fanget af en nationalstatsromantik, der stammer fra tidligere tider, men som er helt ude af trit med de opgaver, verden står over for. Og som tit og ofte stiller sig i vejen for de løsninger, der skal til.

Og uden løsninger kan man ikke fortænke bekymrede borgere i at trække dynen over hovedet. Hvad venter der os mon i 2040?

Ude på de filippinske øer havde nyvalgte (men endnu ikke tiltrådt, sker 30. juni) præsident Rody Duterte blandt flere bidende kommentarer (hvad der tricker Duterte er journalister der bliver myrdet, hvilket lokalt i en hel del tilfælde er et resultat af AC/DC journalistik dvs. en betalt side forretning som går galt), denne om FN:

MANILA, Philippines – Controversial president-elect Rodrigo Duterte has launched a profanity-laced tirade against the United Nations while criticizing it for being too weak to fix problems in the Middle East and Africa.

In a seemingly unprovoked attack on the UN at a Thursday night press conference, Duterte vented his anger in response to a question about foreign media groups that were critical of him.

“That’s the trouble here, they’re always raising fears about this or that United Nations convention,” Duterte said, even though the journalists’ criticism had not been linked to UN protocols.

“Fuck you UN, you can’t even solve the Middle East carnage… couldn’t even lift a finger in Africa… shut up all of you.”

Duterte, 71, had been incensed by the criticism of foreign and local media groups to his comments earlier in the week that corrupt journalists were legitimate targets of assassination.

Mht til en overnational regering som svar på problemer, hvad enten de indbildte, et udslag af konspiration mellem sjovnalister og magthavere eller reelle så har filosoffen Thomas Nagle i artiklen “The Problem of Global Justice” set på sandsynligheden for at det kan fungere i praksis. Han bedømmelse er et nej. Fra artiklen:

On either the cosmopolitan or the political view, global justice would
require global sovereignty. But there is still a huge difference between the
two views in the attitude they take toward this conclusion. On the polit-
ical view, the absence of global justice need not be a matter of regret; on
the cosmopolitan view, it is, and the obstacles to global sovereignty pose
a serious moral problem. Let me consider the issue of principle between
the two conceptions. While we should keep in mind that different views
about the content of justice can be combined with either of these two
conceptions of its scope, I will continue to use Rawls to exemplify the
political view. But most of what I will say is independent of the main dis-
agreements over the content of domestic justice—political, economic,
or social.
The implications of the political conception for world politics tend to be
conservative, but that is not the end of the story; the conservatism comes
under pressure from powerful forces in the other direction. The source
of that pressure lies both in existing global or international institutions
and in the increasingly felt need to strengthen such institutions and to
create new ones, for three types of purpose: the protection of human
rights; the provision of humanitarian aid; and the provision of global
public goods that benefit everyone, such as free trade, collective
security, and environmental protection. Institutions that serve these
purposes are not designed to extend democratic legitimacy and
socioeconomic justice, but they naturally give rise to claims for both, in
respect to their design and functioning. And they put pressure on
national sovereignty by their need for power to be effective. They thus
present a clearly perceived threat to the limits on claims of justice
imposed by the political conception.
This poses a familiar dilemma: Prosperous nations have reasons to
want more governance on a world scale, but they do not want the
increased obligations and demands for legitimacy that may follow in its
wake. They do not want to increase the range of those to whom they are
obliged as they are toward their own citizens; and this reflects the con-
victions of their citizens, not just of their governments.
But this, I believe, is not the main issue. Multilingual and multina-
tional states have their problems, and they may have functioned most
successfully before the era of democracy. But if there came into being a
genuine European federation with some form of democratically elected
representative government, politics would eventually develop on a Euro-
pean scale to compete for control of this centralized power. The real
problem is that any such government would be subject to claims of legit-
imacy and justice that are more than the several European populations
are willing to submit themselves to. That reflects in part a conviction that
they are not morally obliged to expand their moral vulnerabilities in this
way. (The recent expansion of the European Union, by increasing its
economic inequality, will almost certainly inhibit the growth of its
federal power for just this reason.)
Yet in thinking about the future, we should keep in mind that political
power is rarely created as a result of demands for legitimacy, and that
there is little reason to think that things will be different in this case.
If we look at the historical development of conceptions of justice and
legitimacy for the nation-state, it appears that sovereignty usually
precedes legitimacy. First there is the concentration of power; then,
gradually, there grows a demand for consideration of the interests of the
governed, and for giving them a greater voice in the exercise of power.
The demand may be reformist, or it may be revolutionary, or it may be
a demand for reform made credible by the threat of revolution, but it
is the existence of concentrated sovereign power that prompts the
demand, and makes legitimacy an issue. War may result in the destruc-
tion of a sovereign power, leading to reconfigurations of sovereignty in
response to claims of legitimacy; but even in that case the conquerors
who exercise power become the targets of those claims.
Unjust and illegitimate regimes are the necessary precursors of the progress toward
legitimacy and democracy, because they create the centralized power
that can then be contested, and perhaps turned in other directions
without being destroyed. For this reason, I believe the most likely path
toward some version of global justice is through the creation of patently
unjust and illegitimate global structures of power that are tolerable to
the interests of the most powerful current nation-states. Only in that way
will institutions come into being that are worth taking over in the service
of more democratic purposes, and only in that way will there be some-
thing concrete for the demand for legitimacy to go to work on.

 

Filippinsk valg hos DDR

DDR har også dækket det filippinske valg. Der indledes med en kort gennemgang af fillipinernes historie siden cirka år 1000 hængt op på nogle centrale begivenheder. En ganske fornuftig disposition. Og så går det ellers, som man kan forvente, galt så såre man kommer til “islam”. Islam kom ikke til “de” filipiske øer omkring år år 1.400. For det første var der ikke noget, der bare minder om en samlet statsdannelse, for det andet var det i 1.300 årene. Hvilket er så velkendt og velbelyst, at det ikke er mellem 1350 og 1450.

For det andet er der tale om, at disse malayiske sultanater på et langt senere tids punkt, efter påtvungen aftale, men dog aftaler der anerkender disse folks som folk, bliver lagt ind under Den Spanske Krones administration af de filippinske øer. Det er der især to grunde til: Man ville undgå briter og hollændere i baghaven og man var nød til at gøre et eller andet ved muhammedanernes default muhammedanske opførsel. Man skal helt frem til midten af 1800 årene før der kommer nogenlunde styr på den sag. Og det var så ikke i form af statslig indgriben, men en Spansk præst (vi vender til bage til den historie på et tidspunkt), der anlagde et kystforsvar strækkende fra  Dumaguete City på øen Negros i syd og nord på mod Cebu City.

Udkigstårn der indgik i kystforsvaret i Oslob:

Baluarte (watchtower)

Lidt hurtigt om vagt/udkigtårne og filippinske frimærker her.

Forsvaret bestod af en række tårne som man kunne signalere imellem og tilhørende småbåde, der sejlede ud og sænkede de både/skibe som de indtrægende muhammedanere ankom i. Så Mikkel Müller, for ikke at rode den pågående krig med islam ind i en historie som ikke handler om denne, skulle have sagt noget retning af:

“Islam blev reprænsenteret i det nuværende filippinerne ved, at sultanater på Sulu øerne og det sydvestlige Mindanao blev lagt ind under den spanske administration”.

Når man nævner Magellan i den her forbindelse, så nævner man usagt også kristendommens ankomst og udbredels. Gør man det, må man også nævne at kristendom også ankom og blev udbredt af japanere så tidligt som 1614.

I øvrigt blev der ikke kolonialiseret noget som helst i forbindelse med Magellans besøg (og død), det var senere, om ordet kolonialiseret er det rigtige er diskutabelt, men det er rigtigt grundlaget blev lagt ved den lejlighed, men resten er en ret omstændig histori der strækker sig frem til 1898; egentligt helt til nu.

Efter den korte præsentation af filippinsk historie, med vægten lagt på det multi-etnisk/kulturelle, hvilket i sammenhængen er den relevant vinkel, komme der en cirka 10 minutter lang snak med ambassadør Jan Top Christensen. Og det viser sig, at han er glimrende til mundtlig fremstilling. Rolig stemmeføring, holder sig til sagen (hvem kan vi forvente vinder, hvorfor, hvem er han) (Rodrigo Duterte), betydning for Danmark. (tyndt, men der er ikke meget at sige). Jan Top kommer med den interesante oplysning, at det i ambassadør kredse ses Duterte som fit for embedet. Den slags er selvfølgelig handlet med det politiske lag i deres hovedstæder. Så det skal blive spændende at følge, hvordan det spinder af i forhold NGOer der har brugt årtier på, at have Duterte som hadeobjekt. Og ikke mindst hvilken lære man operationelt kan uddrage af at nakken kan knækkes på disse NGO bæster.

Kan høres her.

Refleksion om heksejagt

(1)

I en sag vi kigger på for tiden, spurgte vi en potentiel kilde efter eventuel information. Det blev afslået med, udover at kilden ikke mente at have nogen information, at vi her på stedet bedrev “heksejagt”. Nuvel, uanset at kilden efter lidt betænkning måske ville anvende et andet ord, f.eks personforfølgelse, så er det en udemærket anledning til at dvæle en smule ved begrebet heksejagt.

Af og til ser man svenske hekseprocesser og den spanske inkvistion fremhævet som eksempler på heksejagt, her og her, f.eks. Den eksemplificering er problematisk, ganske vidst er der masser af sager i begge tilfælde, der fortjener stemplet “heksejagt”, men det er ikke kernen. Kernen er en problematisk anvendelse af Det Gamle Testamente (GT) som retskilde på strafferettens område, blandet op med overtro og konstruerede vidneudsagn. “Strafferetten” her brugt i såvel betydningen formelle strafferet, som den uformelle, der udspiller sig “nede på torvet” og hvor konsekvenserne for delikventen “bare” er af social karakter, såsom tab af anseelse og job muligheder m.v. At fortidige svenske og spanske teologer og jurister af en eller anden grund ikke magtede den opgave kan der menes meget om, men, selv hvis det er forkert så, gør det ikke GT til en del af kristendommen.

Det Nye Testamente (NT), af og til oversat som “Opgøret”, er kristendommens grundlag, GT er IKKE, og følgelig kan man ikke som kristen, eller agnostiker for den sags skyld, hente legitimitet for noget som helst i GT, men må finde legitimitet andet steds, hvis man f.eks vil gøre hor og tyveri strafbart. Desuden så er kristendom også et opgør med overtro, barberi og den knægtelse af sandhed der ligger i, at konstruere falske udsagn og påstande.

Grunden til at læse GT, hvis man ellers gider bruge tid på det er, at få det med som NT gør op med. Her på Hotellet anbefaler vi King James Vs version og danske oversættelser fra før cirka 1850 idet der har indsneget sig en tendens til, i forbindelser med oversættelser, at forvanske budskabet. Således er man, pr. hukommelse, i den danske udgave, autoriseret af kulturmarxister, begyndt at kalde Jomfru Maria for den unge kvinde Maria. Det første er, naturligvis, metaforisk, mens det andet er en angivelse af et bestemt fysisk karakteristika nemlig alder, som vel må være 17 – 25 år gammel kvinde.

Så for at man kan kalde noget for heksejagt så må man stille det krav, at der mindst er tale om at en “anklaget” er oppe imod konstuerede falske udsagn. At det går hånd i hånd med, at konstruktørerne af den slags ofte søger, at konstruere på en måde så et “forsvar” er meget vanskeligt, håbløst eller umuligt, er blot en medfølgende konsekvens.

Når man ser heksejagtssager bygget op omkring forhold, der logisk og erfaringsmæssigt burde fremstå som umulige for en bonus pater, så stiller vi os her på hotellet tvivlende overfor, at når det lykkes at komme igennem med sådanne sager, forholder sig sådan at årsagen skal findes i overtro. Mængden af overtro anno 2016 er nok nogenlunde den samme som anno 1416 eller 1616. Sammenhængen er nærmere, mener vi, at nogle mennesker fra naturens hånd er mere disponerede, f.eks. pga lav IQ, for at tro på overtro, og andre igen er “smarte” til at udnytte overtro i deres omgang med “andre” herunder at få folk der ellers ikke er overtroiske med på deres galej. To danske eksempler på sidstnævnte er racisme belyverne, og de betalte KGB operatørere, Jacob Holdt og Jørgen Dragsdahl.

Fortsættelse følger.

Mærkedage: EDSA

Et par dage forsinket, men med tanke på dagens aftenvandring i København vel egentlig meget passende. I 1986 havde filippinske Ferdinad Marcos, der noget misvisende omtales som diktator mange steder, kørt linen ud. Styrets endeligt blev, hvad der er kendt som EDSA omvæltningen, som kulminerede 25 feburar. Fra wiki artiklen om ringvejen EDSA:

The EDSA Revolution

In 1986, Philippine president Ferdinand E. Marcos’s political opponents revolted against his 20-year dictatorial government, seizing the Camp Rafael Crame and Camp Aguinaldo military bases, both located along EDSA situated in between a currently cited wealthy subdivision named the Corinthian Gardens, and two commercial districts of the metropolitan, one at the entrance of Quezon City and Ortigas in Mandaluyong. On February 25, 1986, Epifanio de los Santos Avenue gained worldwide attention as the site of the peaceful People Power Revolution that toppled President Marcos, led by Corazon Aquino. The majority of the demonstrations took place on a long stretch of the avenue, involving over two million Filipino civilians including as well as several known political, military, and religious groups led by CardinalJaime Sin, the Archbishop of Manila.

Tre til fem år senere gentog noget tilsvarende sig i europa. Fra wiki artiklen om Berlin Muren:

David Bowie, 1987

On June 6, 1987, David Bowie, who earlier for several years lived and recorded in West Berlin, played a concert close to the Wall. This was attended by thousands of Eastern concertgoers across the Wall,[74] followed by violent rioting in East Berlin. According to Tobias Ruther, these protests in East Berlin were the first in the sequence of riots that led to those of November 1989.[75][76] Although other factors were probably more influential in the fall of the Wall,[74] on his death, the German Foreign Office tweeted “Good-bye, David Bowie. You are now among #Heroes. Thank you for helping to bring down the #wall.”[77]

Om udviklingen i Polen fortæller wiki:

On 16 October 1978 the Archbishop of Kraków, Cardinal Karol Wojtyła, was elected Pope, taking the name John Paul II. The election of a Polish Pope had an electrifying effect on what had been, even under Communist rule, one of the most devoutly Catholic nations in Europe. Gierek is alleged to have said to his cabinet, ‘O God, what are we going to do now?’ or, as occasionally reported, “Jesus and Mary, this is the end.” When John Paul II made his first papal tour of Poland in June 1979, half a million people heard him speak in Warsaw. John Paul II did not call for rebellion, instead he encouraged the creation of an “alternative Poland” of social institutions independent of the government, so that when the next crisis came, the nation would present a united front.

On December 13, 1981, Jaruzelski proclaimed martial law, suspended Solidarity, and temporarily imprisoned most of its leaders. This sudden crackdown on Solidarity was reportedly out of fear of Soviet intervention (see Soviet reaction to the Polish crisis of 1980–81). The government then banned Solidarity on October 8, 1982. Martial law was formally lifted in July 1983, though many heightened controls on civil liberties and political life, as well as food rationing, remained in place through the mid-to-late-1980s. Jaruzelski stepped down as prime minister in 1985 and became president (chairman of the Council of State).

This did not prevent Solidarity from gaining more support and power. Eventually it eroded the dominance of the PUWP, which in 1981 lost approximately 85,000 of its 3 million members. Throughout the mid-1980s, Solidarity persisted solely as an underground organization, but by the late 1980s was sufficiently strong to frustrate Jaruzelski’s attempts at reform, and nationwide strikes in 1988 were one of the factors that forced the government to open a dialogue with Solidarity.

Et af de forhold der kendetegner både de filippinske og europæisk omvæltninger var, at der ikke blev taget et opgør med den klasse af politikere og embedskvinder M/K, der var ansvarlige, retligt eller på anden vis, i noget videre omfang. En enkelt henrettet nationalkommunist (Helveg Petersen klanens nære ven og allierede, Nicolae Ceaușescu) gør ingen sommer. Kunne vi udbede os, at næste gang, bliver der taget seriøst fat i nakken på de ansvarlige, så vi ikke igen oplever disse politisk (u)dyr krabbe sig ind på poster og embeder de kun fortjener at blive holdt væk fra?

Udvidelse af § 266b på vej

BT.dk fortæller via et telegram fra Al-Ritzau, med henvisning til en pressemeddelelse fra Anklagemyndigheden, der ikke er offentligt tilgængelig for nærværende, at en mand som avisen Des-Informations fotoredaktør, Sigrid Nygaard, tilbage i efteråret 2015 beskyldte for at spytte på indtrængende mænd i den kampduelige alder, bliver anklaget for overtrædelse af straffelovens § 266b. Den bestemmelse handler om forhånelse af visse folk, især en særlig religions tilhængere. Anklagemyndigheden finder beviser for han at han både har råbt “skrid” og vist sin strittende langefinger frem så den måske kunne ses af de indtrængende. Fra telegrammet:

Manden er tiltalt for at overtræde straffelovens paragraf 266b om racisme. I oktober blev manden sigtet i sagen – dengang også for vold. Men voldsparagraffen er nu fjernet fra anklageskriftet.

– Hvis man bevidst spytter mod ansigtet på en person, kan der være tale om vold. Men vi kan ikke føre bevis for, at han havde til hensigt at spytte mod ansigtet på noget, så derfor sigtes han for racisme, siger advokaturchefen til Ritzau.

I dagene efter 7. september blev der i stort omfang delt et billede af den pågældende mand, som tilsyneladende spytter. På de sociale medier blev manden døbt “spyttemanden”.

Det var fotograf på Dagbladet Information Sigrid Nygaard, der i sin tid tog billedet af manden.

– Han råbte først skrid, så spyttede han efter dem flere gange, og så gav han dem fuckfingeren, sagde fotografen 8. september til Ekstra Bladet.

Manden selv nægter imidlertid at have spyttet.

– Jeg har kun været ude at kigge på dem. Jeg har ikke spyttet på dem. Nej, nej, lød det i dagene efter hændelsen fra den nu tiltalte mand i et interview med BT.

Sigtes for racisme… Anklageren er åbenbart ikke blevet klogere af, at Østrelandsret og senest Retten i Helgsingør undlader at bruge betegnelsen “racisme” i deres omtale af 266b sager.

At spytten på andre takseres som vold blev slået fast i en Højesterets dom fra 2006, U.2006.2687H, omtalt af DDR, her. En kunde i et brødudsalg var utilfreds med betjeningen og spyttede mod rygge af ekspedienten og ramte hende i nakken. Højesteret har senere, januar 2014, opretholdt princippet, her.

Så vi kan udlede, at der ikke er beviser for, at Sigrid Nygaard skulle have talt sandt da hun fremsatte sine beskyldning om, at manden skulle have spyttet efter nogen.

Den uforlignelige kunstner Uwe Max Jensen har begået dette maleri i efteråret 2015:

 

160223 spyttemanden UMJ

Med hensyn til langemand og “skrid” så er der åbenbart ikke nogen nedre grænse for hvad man kan få Anklagemyndigheden med på, når det handler om statsmagtens tvangsislamisering. Det må man så indrette sig efter og udnytte det konstruktivt.

Nye højder i racismebelyvning

I endnu en vandvids kronik i Des-Information udspredes løgnen om såkaldt racisme af en skævøjet risgansker ved navn Heidi Borg Jørgensen.

Den små Heidi, der uddannet som cand.scient.adm., hvilket som bekendt er en RUC-udannelse, hvilket forklare en del, bl.a. derved at man på RUC bedriver noget man kalder “hvidhedsforskning”.

Heidi har fået undt i sulet over den pågående debat om hvorvidt muhammedanere, det være sig muhammedanere af kaukasisk-, negroid-, malayisk-, eller anden race, overhovedet skal have adgang til, at bosætte sig i vesten/steder med anden religion end islam i almindelighed og i særdeleshed Eva Agnete Selsing og især et indlæg i Pravda-i-Pilestræde d. 13 december.

I indlægget påpeger Selsing, der er af delvis polsk afstamning, for Gud ved hvilken gang de negative konskvenser af den muhammedanske invasion og den manglende reaktion fra politisk hold. Politikere i Danmark er nu engang valgt til, at varetage de fælles danske interesser og ikke islams interesse i at udbrede islam. Eva skriver bl.a.:

Der er noget næsten episk ondskabsfuldt over at placere 500 flygtninge i Nyborg, i et område med kun 700 huse. Men det gør regeringen. Nyborg er en del af det mindre ressourcestærke Danmark – her er ikke mange velnærede medietyper, der kan lave ramaskrig over at få deres lokalsamfund tvangstilført så mange asylansøgere. Var dét mon med i begrundelsen for at vælge netop dette som det første sted, regeringen bruger nødret mod befolkningen?

Og hvad gør vores statsminister i denne situation? Han prioriterer forholdet til udlandet og de forældede konventioner over det land, han er valgt til at beskytte.

Han vil ikke lukke grænsen, men lader i stedet minister Støjberg om at fedte rundt med nogle symbolske stramninger (der alligevel er uden virkning for langt størstedelen af de indvandrende). Er det fordi han ikke har forstået, hvad vi står over for? Eller er han ligeglad?

Nå, vi kan tilføje til det med medietyperne, at der faktisk var en tre fire stykker i vælten ved den lejlighed, nemlig Ritzau sjovnalisten Henrik Mikaelsen, dækket her på Urias gav vejledning i desinformtion, her, desuden lavede man en voxpop, her og her, hvor man helt tilfældigt fik langt spalter til et par teaterhomoers udgydelser om hvor positivt det var med islamiseringen og alle de spændende voldtægter, bl.a., der venter piger i lavindkomst segmentet. Vi kommenterede det således:

“To af de helt tilfældigt udvalgte, Daniel Bohr og Christian Lange begge er noget med teater og privat danner par.

http://www.lokalavisennyborg.dk/lokalavisennyborg/60-aar/artikel/1744442

Fra linket:

“I midten af 70’erne udtalte den unge Christian Lange, at ”børn var dansk teaters fremtidige publikum”, de skulle behandles ordentligt, opleve en rigtig teatersal, sidde i rigtige teaterstole (ikke på ølkasser!) og få ordentlige musikdramatiske forestillinger helst med levende musikere på scenen.”

og

“Christian Lange har privat dannet par med tidligere teaterchef og sceneinstruktør Daniel Bohr, og på fødselsdagen kan begge også fejre 35 års samliv.”

Men det var en indsats i islams tjenest og ikke for beskyttelse af Danmark eller lavindkomst segmentet.

Tilbage til vor skævøjede risgansker, som mener sig udsat for “racisme”, idet hun er blevet mobbet i skolen. I hendes hadske angreb på Selsing – hov forøvrigt, foreligger der ikke “dobbel racisme” her hvor en skævøjet angriber en halvpolak? – hedder det bl.a.:

Da jeg som brunt barn voksede op i Danmark og nu og da blev udsat for racistiske bemærkninger, fik jeg støtte af mine forældre og venner. De forklarede mig, at Christian, som nu havde kaldt mig »skævøjede risgnasker« for gud-ved-hvilken gang, havde det hårdt og tydeligvis ikke var så intelligent. Ja, det var endda synd for ham, at han åbenlyst var så dum.

Og jeg lærte at blive overbærende over for racistiske krænkere, ja, tilmed have lidt ondt af dem. Jeg lærte, at racistiske krænkere skulle man helst ignorere, for de havde det virkelig hårdt. De kom sikkert fra et rigtig dårligt hjem eller var ikke så godt uddannede.

Eva Agnete Selsing lufter i Berlingske den 13. december sin ’filosofi’ om, hvordan statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kører os ud over afgrunden med sin migrantpolitik. Hun sammenkæder indvandrere eller rettere »de potentielle terrorister« med voldtægt, social kontrol og parallelsamfund. Danskerne (den hvide dansker, vel at mærke) er efter Eva Agnete Selsings opfattelse efterladt i frygt i deres eget land, mens »de sorte pletter på danmarkskortet vokser«.

Nej, jeg har ikke ondt af Eva Agnete Selsing. Hun tilfører ikke debatten om integration noget nyt eller relevant. Hun taler ikke fra en interessant position, hvor hun kan tilføre debatten en ny og spændende dimension. Eva Agnete Selsing har ingen levet erfaring som brunt menneske i et hvidt samfund, og derfor er hendes forståelse af integration stærkt begrænset, hvis ikke fuldstændig fraværende. Jeg tror heller ikke, hun kender den hjertebanken, som hendes udtalelser antænder i en moderat brun kvinde som mig selv.

Det er i en sådan verden, at jeg ville anse Eva Agnete Selsing for at være et lille hvidt overklasseløg, der udgyder sin ligegyldige, blonde og blanke Barbie-filosofi i et af Danmarks største dagblade. Så nej, det er ikke Løkke, som er farlig. Det er farligt, hvis de moderate bliver radikale.

Her på Hotellet tror vi ikke et sekund på, at risganskeren har været udsat for “racisme”. Derimod har hun tydeligvis et behov for et opgør med nogle forældre, formentlig en koreansk mor, hvilket er uladesiggørligt. Det antænder had i hende, som hun så vælger, at projicere over på et racespørgsmål der ikke findes, men hvor en hær fra medier og akademia står parat med rådgivning udi, hvordan den ged barberes; at kan man ikke andet kan man altid gøre det til et spørgsmål om race. Af personer der har gjort en særlig indsats på det felt, racismebelyvning, kan nævnes Peter Hervik, Jørgen Dragsdahl, Jacob Holdt og Mustafa Hussien. Hvad Holdt og Dragsdahl angår blev de betalt af KGB for netop, at udøve racisme belyvning.

Desuden går hun helt galt i byen, hvis hun tror, at hun kan opnå reel værdsættelse i islamofile kredse ved, at gå deres ærinde. Ved først givne lejlighed når det tjener deres interesse vil de spytte hende ud som et stykke slik, der alligevel ikke falder i smag. Mandeløjne og brun hud eller ej.

kritik, ned; mangfoldighed, op

Ovenpå det islamiske jihad angreb i Paris er de islamofile på en mindre brandsluknings opgave. Et af kodeordene ser ud til at være, at man snakke mangfoldighed, ikke som problemet, men som løsningen. Mere mangfoldighed (= uhæmmet masseimport af muhammedanere) skal tales op som LØSNINGEN.

Forledenen kunne Uriasposten referere EUSSR udenrigskommisær, den islamofile trotskist Federica Mogherini for:

“One fear that I have is that European societies, might think that its diversity can weaken us or threaten us, well actually is the fear of diversity that can destroy our societies and this is another treat we are facing together with the very concrete, very scaring one that we have seen on the streets of Paris last Friday night. So it is a cultural, political response that we also need, keeping the nature of open societies that make Europe what it is.” (Federica Mogherini, Europa.EU, 16. november 2015)

I dag har JP så stillet en kronik plads (uden mulighed for at kommentere) til rådighed for en “professor” fra SDU af samme svage støbning som Mogherini, Dominique Bouchet, der også forklarere, at det muhammedanske jihad angreb skam intet har med islam at skaffe. “Vi” – pøblen- skal blot være lidt mere “mangfoldige”. Fra artiklen:

Hændelserne i Frankrig er afskyelige og alarmerende: Det er vores hverdag og vores fremtid, som er truet. Vi var ellers så stolte af at have opbygget et samfund, hvor de mange forskellige opfattelser og livsmåder forenes til fordel for alle. Det var ikke helt lykkedes, men intentionerne og visionerne var klare. Nu er alt grumset. Man mister fokus og fristes til at opgive såvel vores grundlag som vores mål og i stedet forskanse sig bag fysiske og åndelige spærringer.

For at undgå at det, vi frygter mest, kommer til at ske, bør vi desuagtet støtte os til og fremme vores grundlæggende principper og fastholde kursen. I vort samfund er tillid og samhørighed ikke blot et mål, men også en løsning. Et sådant samfund ernærer sig af netop mangfoldighed og udfordringer. Det gør alt i naturen i øvrigt, men hos os moderne mennesker er den kritiske forholden sig til alt, inklusiv til egen tænke- og væremåde, blevet helt afgørende.

Disse gudstyraner og deres gudskrigere har meget til fælles med nazister og stalinister. Begivenhederne i Paris minder om Rigsdagsbranden i Tyskland i 1933 og Moskva-processerne i 1936-1938. Det handler om at udbrede terror, had og splid samt at nedbringe den respektfulde venskabelige forståelse.

Henvisningen til en profet og til en religion bør ikke narre os. Det er ikke overbevisningen, vi bør bekymres over, men intolerancen. Det ikke mindst fordi intolerancen har det nemmere ved at vokse end forståelsen. Vi kan heller ikke nøjes med at henvise til grundlæggende værdier, som er taget ud af deres kontekst. Således kan respekt, tillid, mod og klogskab lige såvel tjene fantasternes sag som demokratiet. Det samme gør sig gældende for hengivenhed og dyrkelsen af den personlige interesse.

Terroristerne i Paris repræsenterede ikke profeten Muhammed eller islam mere end nazisterne og stalinisterne repræsenterede arbejderklassen, folket eller historien. De har mere til fælles med et skrupelløst marketingteam, som forsøger at skabe negativ national oprindelsesbenævnelse for at støtte salget af danske produkter.

Vi bør forstå, at vi befinder os i en situation meget anderledes, end den vi befandt os i i 1500-tallet, mellem 1930 og 1945 og i den tid, hvor Rote Armee Fraktion udøvede terror efter 1968.

Vi må ikke glemme, hvor vital mangfoldigheden er. Alle skal vide, at tvivl gavner os mere end forvisning, og dialog mere end isolation. I skolerne skal børnene lære, at det er ved at holde liv i spørgsmålene, at man sikrer sig bedre svar og dermed bedre kan pleje såvel den individuelle som den fælles tilpasningsevne. Alle bør til enhver tid kunne huske, at vort samfund kræver alles engagement som borgere og ikke blot som forbrugere. Interessen for de fælles anliggender skal fremmes og sammenholdet skal plejes.

Danmarks “statsminister” Lars Løkke var på samme spor. Via Voldposten:

 

 

Baby ducks of deaf rust

Eagels Of Death Metal who where at stage during the Paris jihad attack has come with a statement on the event:

Although bonded in grief with the victims, the fans, the families, the citizens of Paris, and all those affected by terrorism, we are proud to stand together, with our new family, now united by a common goal of love and compassion.

Friendly: Ask islam about what “common goal”. What “new family”?