american pictures

Holdt fonde undersøges ikke

Efter UH fik aktindsigt i lukningen af Jacob Holdts Afrika fond spurgte vi Civilstyrelsens fondskontor, hvorvidt man havde tænkt sig at undersøge om der kunne formodes at foreligge retsbrud, der eventuelt kunne give anledning til en granskning. Svaret var, at Civilstyrelsen bemærkede at sagen var +20 år gammel. Med andre ord at Civilstyrelsen anser sagen for forældet uanset.

Det fik UH til, at spørge påny med afsæt i de nugældende regler for forældelse, som (delvist) lyder:

Straffeloven:
§ 94. Forældelsesfristen regnes fra den dag, da den strafbare virksomhed eller undladelse er ophørt.
Stk. 2. Når strafbarheden afhænger af eller påvirkes af en indtrådt følge eller anden senere begivenhed, regnes fristen dog først fra følgens eller begivenhedens indtræden.
Forældelsesloven:
§ 2 Stk. 3. “For fordringer, som opstår ved misligholdelse af kontrakt, regnes forældelsesfristen fra tidspunktet for misligholdelsen.”
Og begrundede vores forundring således:
Fonden fik et pålæg om, at udlodde indholdet i henhold til vedtægten, hvilket den gør ved at overførere til en anden fond, er påstanden i referatet af lukke generalforsamlingen. Der er ingen spor af den anden fond eller spor af, at Holdt skulle have været filantrop. Der i mod ligger det temmelig entydigt fast, at Holdt har benyttet fondens aktiv til, at generer indkomst, uden at betale for det. Helt frem til nu.

Hvad denne anden “fond” er for en størrelse har bloggerkollega Martin Kasler på RR nærmere om her og her.

Svaret på UHs anden henvendelse til Civilstyrelsen var, kort fortalt, at man fastholder sit første svar og at man ikke kan se grund til undersøge noget. Med hensyn til omfanget af Holdts retsbrud, dvs hvor stort et beløb der er forbigået negerne, især de Angolanske, så kan man f.eks tage udgangspunkt i den pris Holdt solgte rettighederne til Amerikanske Billeder for. Det var kr. 100.000,- og er så idag de 100k tillagte renter gennem +20 år.

Jacob Holdts fonds fuskeri

BT kan i dag fortælle, at Weekendavisen har set på den verdensberømte snapshot fotografs meritter udi mæcen virksomhed.

Den danske fotograf og forfatter, Jacob Holdt, har i årevis talt usandt, når han påstod, at alle indtægter fra bogen og lysbilledshowet »Amerikanske Billeder« er gået til bistandsprojekter i Afrika.

Nogle af UHs poster om Holdt findes her.

Nogle af Martin Kaslers poster på RR her.

Og når vi nu er i afdelingen for selvreklamering så er her posten, hvor myten om, at Black Jack Pershing skulle have begravet døde muhammedanere i svineskind debunkes og et par alt for ukendte forfattere omtales.

Holdt ovre i Amerika

Ganske vidst hænger vidst hænger den verdensberømte instamatic fotograf Jacob Holdt os efterhånden ud af halsen, men når nu han mener sin ytringsfrihed truet af artikler i Weekendavisen, der endnu ikke er bragt, må vi heller holde os opdateret.

På FB skriver Holdt bl.a., at:

… jeg netop i dag har erfaret at Weekendavisen fortsætter deres enøjede hetz imod mig ved at bruge og fordreje alt hvad jeg har sagt og skrevet og gjort de sidste 45 år imod mig,…

151010 holdt fornærmet

Vi kan dog fortæller, at kommende lørdag d. 17. oktober vil Holdt udsætte New Yorkerne for intet mindre end et 4 timer langt lydbilledeforedrag og fremvisning af sine feriefotos fra den tid, hvor han nassede sig gennem Amerikas Forenede Stater. Nasseriet gik især ud over fattige negere som Holdt efterfølgende lovede skulle have royaltiesne fra hans lysbilledere.

Web stedet nyevents.us (og her UnionDocs) fortæller om begivenheden:

Saturday, October 17th, 2015. 6.30 pm. $15

A visually moving and therapeutically healing journey through the deep racist subconsciousness of the spectator.

Danish photographer Jacob Holdt presents his extensive travel diary AMERICAN PICTURES.

This 4-hour presentation consists of photography from the past four decades, showing Holdt’s perspective on social injustice in the United States.

AN EXPERIMENT IN OPPRESSION
“The show reveals the psychological costs of racism on both the black and the white mind. Yet it is not only a “show” about the victims of racism, but also an experiment in oppression.

The technique of the show is to incessantly bombard the audience with a one-sided view from the position of the black underclass, a view in sharp contrast to the Horato Alger myth.

There is no opportunity for rationalization or justification. A form of oppression ensues which gradually breaks down the defenses of the audience. It effectively creates a momentary role reversal letting the astonished students actually experience the emotions black people often suffer in everyday white society. This opens the way for whites to begin to identify with and understand black reactions.” – Jacob Holdt

I Samarbejds-Politiken er der stillet en kronik plads til rådighed for en retfærdiggørelse af Holdt som kunstner. Skribenten er Michael Thouber som indtil for nylig var i stald hos DDR2, samme kanal som er med til, at få fremstillet en dokumentar film om Holdt. Fornærværende er han direktør for Kunsthal Charlottenborg, hvor der er arrangeret en ophængning af Holdts feriefotos. Ideen er, gætter vi på, at udstillingen skulle gå hånd i hånd med promoveringen af filmen om Holdt. Desuden er der det sammentræf, at Holdts hustru, Vibeke Rostrup Boyesen, er en inflydelsesrig bureaukrat i det kunstindustrielle kompleks. Fra kronikken:

Jacob Holdts fotograrfier fra 1970’ernes amerikanske samfund bliver ved med at vække opmærksomhed og debat. Det verdensbillede, Jacob Holdt beskriver, er blevet eviggyldigt, og det er derfor, Jacob Holdt i manges øjne er ophøjet fra at være vagabond til kunstner. Det kræver derfor ikke nogen aktuel anledning at vise hans værker.

Når Kunsthal Charlottenborg i samarbejde med CPH:DOX i begyndelsen af november har besluttet at vise en ny ophængning af Jacob Holdts ’Amerkanske billeder’, er den aktuelle anledning, at værket har været under angreb. Holdt beskyldes i Weekendavisen for ikke at fortælle sandheden. Men hvem ejer sandheden?

Jeg har lært af mine år som redaktør og chef for DR 2, at alt handler om præmissen. Hvis man er ærlig med sin præmis, står man frit til at gøre, hvad man vil. Så længe publikum blot ikke føres bag lyset. Og Jacob Holdt har fra starten været ærlig i sin præmis. Man behøver kun at læse forordet til ’Amerikanske billeder’. For uanset hvad vi andre vil kalde Jacob Holdt – kunstner, fotograf eller dokumentarist – har han aldrig selv hævdet at være andet end en vagabond.

I forordet til ’Amerikanske billeder’ skriver han om sandhedsværdien i sine beretninger: : »Kritikere kan kritisere meget, men ikke at jeg ikke var åben og forsøgte at sætte mig ind i deres tankegang« … »Da jeg altid forsøgte at tro på hvad der kom ud af menneskers mund var sandheden … kunne jeg ikke undgå absurditeter«.

Holdt skriver videre, at bogen »bør opleves for hvad den er: en rejsebeskrivelse«, der »på ingen måde kan forstås som en eksperts udsagn« og slutter med dette markante forbehold: »… alligevel vil jeg ikke tøve med at pege på, at i beskrivelsen af de folk jeg mødte på min rejse, er bogen et helt og holdent uærligt stykke arbejde«. Dermed slår Jacob Holdt fast i sin præmis, at hans fotografier og fortællinger alene er hans subjektive blik på det amerikanske samfund og ikke udtryk for en objektiv sandhed.

Den virkelige baggrund for udstillingen på Kunsthal Charlottenborg er dog en anden end denne søgen efter sandhed. Den virkelige grund til, at vi som kunsthal ønsker at vise Jacob Holdts værk igen, er at føre det tilbage til udgangspunktet, til værkets oprindelige intention.

Sådan som Jacob Holdt skriver om det i forordet til bogen med de amerikanske billeder: »Faktisk var den oprindelige udgave (af bogen, red.) tænkt som et angreb på dele af dansk politik, hvor jeg benyttede det amerikanske skræmmebillede til at påpege, hvad visse tendenser i Danmark (privatiseringer, nedskæringer) kan føre til«.

Herefter roder Thouber sig udi retfærdiggørelse pga alt muligt såsom globalisering, finanskrise, monokultur og andet godt fra havet. “Racisme” synes at være gledet ud, men efterhånden dur det jo ikke som undskyldning, og Holdt&konsoter har jo altid været gode til, at tilpasse forklaringerne efter hvad der tjener sig her og nu.

Det korte af det lange er, at det ikke lykkes særligt godt. Men ok, menigheden der har Samarbejds-Politiken som bekendelses grundlag og Holdts fanklub køber den nok.

I øvrigt går vi da udfra, at DDR osv håndtere copyrighten til Amerikanske Billeder sådan, at de negere Holdt har foræret copyrighten til, får deres penge.

Om Holdt hos RR, her.

Om Holdt på UH, her.

Holdt i ny sandhed

Som vi var inde på i en tidligere post så sker det faktisk en gang imellem, at man kan tage Jacob Holdt i at tale eller skrive noget sandt. Problemet er selvfølgelig at fange det når det sker.

Holdt beretter på sin FB, at hans Amerikanske Billeder blev trykt i 45 eller 60 tusind eksemplarer. Lad ligge at Holdt både mener han fik trykt bøgerne på kredit og forudbetalte.

Hvad der giver anledning til Holdts opslag er en genanmeldelse hos Des-Information af Karen Syberg, hvori det gentages, at Holdts bog skulle have solgt 3,5 millioner eksemplare over i Amerikas Forenede Stater, et tal der også opgives i Bent Jensens mesterværk “Ulve, får og vogtere”.

Karen Syberg har så i øvrigt ikke sat sig ind i, hvad udgangspunktet for Holdt balladen er, og tilskriver historien om en 134 årig neger til Martin Kasler fra den udemærkede blog “Reaktionære Refleksioner“. Det var Weekendavisens opdagelse, men mon ikke Kasler selv går i rette på det punkt, hvis det ellers er værd, at beskæftige sig med. Og i øvrigt går Syberg i en stor bue uden om kernen i problemet, nemlig at Holdts skrøner er blevet markedsført som det ultimative bevis for “racisme” ikke mindst af tusindvis af lære i det Danske skolevæsen, der nu står ligeså afklædte som simple løgnere som Holdt gør. Desuden kommer Syberg ikke ind på, hvad motivationen var for at slå Holdt stort op hos Des-Information, men det var netop ved, at påstulere, at der var tale om et dokumenraisk værk, der påviste “racisme”. Reelt var værket et resultat af en KGB påvirknings-operation udført af Jørgen Dragsdahl, der på det tidspunkt arbejdede på Des-Information.

Syberg skriver indledningsvist:

I den nyligt opblussede debat om Jacob Holdts Amerikanske Billeder fra 1977 spiller en vis Charles Smith en central rolle. Smith, der er sort, hævder i bogen at være 134 år og være kommet til Amerika på et slaveskib som 12-årig i 1853. Nu, i 2015, er en blogger, Martin Kassler, nået frem til, at Charles Smiths alder ikke kan passe, og at han i øvrigt var kendt som en charlatan og patologisk løgner.

Hertil er der flere ting at sige.

For det første vil enhver, der læser Amerikanske Billeder en lille smule opmærksomt, hurtigt opdage, at en central del af Jacob Holdts metode er at tro på det, folk fortæller ham. Også om deres alder. På side 64 optræder således en kone på 104 med en 77-årig datter og en svigersøn på 97. Ud fra billederne, er det svært at tro, at svigermama er meget over de 60. Men Holdt har gengivet hendes oplysning.

For det andet er det åbenbart ikke kun Jacob Holdt, der ikke har studset over Charles Smiths alder. Amerikanske Billeder udkom i 1977, i Danmark blev den samme år solgt i 80.000 eksemplarer, i USA udkom den i 3,5 millioner eksemplarer, og i Tyskland blev første oplag på 12.000 bøger solgt på blot tre dage, oplyser Wikipedia. Men ingen af de mange læsere har, så vidt man ved, indtil 2015 sat spørgsmålstegn ved den alderstegne Smiths dåbsattest. Også direktøren for Louisiana, Poul Erik Tøjner, udtalte, konfronteret med Kasslers oplysninger, at museet havde været i god tro. Hvorfor skulle Jacob Holdt så ikke have været det?

For det tredje er det interessant at se det sandhedsbegreb, Jacob Holdt bliver målt med. Når han har skrevet, at Charles Smith var 134 år, har han løjet. Og så er alle de ubekvemme sandheder, Amerikanske Billeder er fyldt af, måske også løgn. Det er det, der hedder at læse, som Fanden læser Bibelen, for det vigtige i bogens sammenhæng er jo, hvad manden siger, og hvad Jacob Holdt bruger det til. Og så taler Charles Smith pludselig sandt. Han leverer nemlig de centrale stikord til Holdts hele forståelse af mentaliteten hos Sydstaternes og storbyghettoernes sorte befolkning.

Og ender med følgende udsagn om Holdt og hans bog:

Men den konklusion, han når frem til, efter sine fem år i både dybt kriminelle ghettomiljøer og stinkende rige overklassemiljøer er: »Både kapitalisten og den kriminelle er i deres dagligdag så stærkt deformerede af de roller, systemet dikterer dem, at de har en usigelig trang til menneskelighed.« Det er denne menneskelighed, Jacob Holdt hele tiden forsøger at finde ind til, og det er troen på den, der redder ham ud af situationer, de fleste ved deres fulde fem aldrig havde begivet sig ind i, »thi det at møde menneskelighed midt i brutale omgivelser virker altid langt stærkere, end at møde menneskelighed i trygge omgivelser«.

Derfor kan han »ikke undgå at komme til at holde mere af disse mennesker (i ghettoerne, red.) end af nogen anden gruppe i samfundet«.

Udsnit af Holdts FB:

150913 holdt salgstalHoldt har iøvrigt en rimelig forklaring på. hvordan skønnet på 3,5 millioner kan være opstået:

Jeg mener at fejlen opstod engang hvor jeg i et mundtligt interview til en amerikansk avis blev spurgt om hvor meget bogen havde solgt i Danmark. Da få i USA ved noget om lilleputlandet Danmark sagde jeg at antallet per indbygger ville svare til at bogen havde solgt over 3 millioner i Amerika. Jeg fik ikke artiklen til gennemlæsning hvorfor misforståelsen åbenbart gik videre fra avis til avis og til sidst til at nogen gentog den på Wikipedia. Mens Bo Bjørnvig i Weekendavisen gentog og spredte den som ”Jacob Holdts løgne” ud i alle landets medier uden at spørge mig om det virkelig kunne være rigtigt.

Holdt kunne have f.eks have besvaret det spørgsmål da han blev spurgt her på UH i denne tråd. hvor han stædigt insistere på sin kendthed i USA. Og han  kunne have ladet være med, at føre sig frem som verdensberømt over i Amerikas Forenede Stater. Sjovt som det altid er nogle “andres” skyld når Holdt snubler i sit eget spind af løgne.

Non-Information i Des-Information

Martin Kasler har på RR i en stribe posteringer afdækket, at Jacob Holdts American Pictures på afgørende punkter blot er opdigtede løgnhistorier. Efter afdækningen er der ikke andet tilbage end en masse touristfotografier, af det der engang i venstreekstremekredse blev anset for banebrydende journalistik.

American Pictures blev til i et samarbejde mellem Jacob Holdt, KGBs påvirkningsagenten Jørgen Dragsdahl, “avisen” Information og dets forlag, samt Sovjetiske KBG. Den sidste deltager i projektet, KGB, deltagelse blev hold skjult for offentligheden.

American Pictures videre kolpoterer et af KGBs aktive middler i kampagnen mod Vesten, såkaldt racisme, den ide, at de vestlige samfund er inficeret af racisme. Racisme er en momo, som de dummeste indbyggere i Vesten er hoppet på i et anfald kollektivt hysteri, som hvis det skal bekæmpes, velsagtens bedst angribes med en form for exorcisme.

Martin Kasler har beskrevet, delvist, de frembragte resultater i en kronik og sendt den til Des-Information. Som ikke vil trykke den med henvisning til pladsmangel. Det ville ellers være det mindste man kunne gøre efter at have fyldt læserne med KGBs løgn og propaganda, produceret af makkerparret Holdt&Dragsdahl. Fra kronikken, som Kasler har offentliggjort på sin udemærkede blog, Reaktionærere Refleksioner:

Mange vil kende fotografen, forfatteren og foredragsholderen Jacob Holdt fra TV-serien Pind og Holdt i USA, der over to sæsoner for nyligt blev sendt på Danmarks Radio.

Jacob Holdt slog i 1978 igennem med bogen Amerikanske Billeder (AB). Inden da var han og hans fotografier fra USA blevet heftigt promoveret i dagbladet Information af vennen Jørgen Dragsdahl. Både Holdt og Forlaget information tjente en formue på bogen.

De fleste læsere af AB husker uden tvivl bogens stærke afslutning, hvori Jacob Holdt i fortvivlelse over mordet på sin bedste ven i Californien, den sorte Popeye Jackson, forlader USA og rejser hjem til Danmark.

Meget tyder på, at historien ikke er sand.

Holdt har tillige hævdet, at Jackson var gift med en hvid kvinde, Pat Singer. Holdt fotograferede hende højgravid til Jacksons begravelse og han har hævdet, at Singer fødte Jacksons søn Malcolm.

Jackson fik Malcolm med sin sorte hustru Susan. Da hun gled ud i et svært stofmisbrug, flyttede den 3-årige Malcolm ind hos Jackson og Pat.

Hvis Jacob Holdt var kommet jævnligt i Popeye Jacksons lejlighed, så ville han altså have truffet lille Malcolm og derfor vidst, at det umuligt kunne være ham, som Pat Singer var svanger med. Han ville sikkert også have været bekendt med, at Singer hverken var drengens mor eller Jacksons hustru.