amerikanske billeder

Jacob Holdt film kommer i 2017

Jacob Holdt har i årevis fortalt vidt og bredt, at Hollywood ville lave en film om hans bedrifter, som ifølge ham selv bl.a. var, at han var/er? så uimodståelig, at en gravid indianer der netop var blevet enke, kastede sig over ham og nådigt fik tilstået sex med instamatic fotografen. Dette skulle være sket i forbindelsen med et “oprør” i Wounded Knee, fremgår det af Holdts “Amerikanske Billeder”, hvilket sammen med utallige andre forhold i bogen, blev afdækket som ren løgn af Martin Kasler.

Hollywood filmen viste sig i forbindelsen med afdækningen af visse af Holdts forhold, at være en slags potrætfilm om Jacob Holdt under produktion af Copenhagen film & TV med henblik på visning på DDR. Filmen blev oprindeligt planlagt til, at have første forevisning i juni 2015. UH har forespurgt hos Det Danske Film Institut om filmen var opgivet. Svaret er:

Tak for din interesse i Jacob Holdt filmen.

Filmen er på ingen måde opgivet! Premieredatoer har det bare med at ændre sig i et væk!

Filmen om Jacob Holdt får biografpremiere i efteråret 2017. Den endelige premieredato offentliggøres snarest.

Advertisements

Holdt fonde undersøges ikke

Efter UH fik aktindsigt i lukningen af Jacob Holdts Afrika fond spurgte vi Civilstyrelsens fondskontor, hvorvidt man havde tænkt sig at undersøge om der kunne formodes at foreligge retsbrud, der eventuelt kunne give anledning til en granskning. Svaret var, at Civilstyrelsen bemærkede at sagen var +20 år gammel. Med andre ord at Civilstyrelsen anser sagen for forældet uanset.

Det fik UH til, at spørge påny med afsæt i de nugældende regler for forældelse, som (delvist) lyder:

Straffeloven:
§ 94. Forældelsesfristen regnes fra den dag, da den strafbare virksomhed eller undladelse er ophørt.
Stk. 2. Når strafbarheden afhænger af eller påvirkes af en indtrådt følge eller anden senere begivenhed, regnes fristen dog først fra følgens eller begivenhedens indtræden.
Forældelsesloven:
§ 2 Stk. 3. “For fordringer, som opstår ved misligholdelse af kontrakt, regnes forældelsesfristen fra tidspunktet for misligholdelsen.”
Og begrundede vores forundring således:
Fonden fik et pålæg om, at udlodde indholdet i henhold til vedtægten, hvilket den gør ved at overførere til en anden fond, er påstanden i referatet af lukke generalforsamlingen. Der er ingen spor af den anden fond eller spor af, at Holdt skulle have været filantrop. Der i mod ligger det temmelig entydigt fast, at Holdt har benyttet fondens aktiv til, at generer indkomst, uden at betale for det. Helt frem til nu.

Hvad denne anden “fond” er for en størrelse har bloggerkollega Martin Kasler på RR nærmere om her og her.

Svaret på UHs anden henvendelse til Civilstyrelsen var, kort fortalt, at man fastholder sit første svar og at man ikke kan se grund til undersøge noget. Med hensyn til omfanget af Holdts retsbrud, dvs hvor stort et beløb der er forbigået negerne, især de Angolanske, så kan man f.eks tage udgangspunkt i den pris Holdt solgte rettighederne til Amerikanske Billeder for. Det var kr. 100.000,- og er så idag de 100k tillagte renter gennem +20 år.

Puritansk realisme

I Samarbejds-Politiken fortsætter forsvaret af Jacob Holdt løgn historier og svindlerier. Denne gang er det den fra DDR så kendte Christoffer Emil Bruun, som forsøger sig i genren, kun et par uger efter direktøren for Charlottenborg, Michael Thouber gjorde det samme. Fra artiklen:

I august begyndte Weekendavisen, hvad der efterhånden har udviklet sig til en kampagne mod manden bag ’Amerikanske billeder’, Jacob Holdt.

Fotografen med den lange skægfletning beskyldes for ikke at have været til stede ved slaget om Wounded Knee i 1973, som han ellers beskrev, som var han der selv. Dertil kommer, at han ukritisk viderebringer en af sine kilders alder som 134, selv om det ikke er rigtigt

Ja, og adskillige (+10;+100?) andre historier, hvor det netop er de centrale og bærende historier, der viser sig, at være frit opfundne. Eller rettere konstruerede, så man kunne opnå en bestemt og ønsket virkning. Det er ikke tilfældige løgn historier der opstår fordi Holdt fabulere. I Udgangspunktet kan man måske forklarere en del med, at han blev sat på sporet af Jøgen Dragsdahl. Men han har trods alt ikke holdt Holdt i hånden konstant de følgende 40 år.

I sidste uge portrætterede Weekendavisen så Holdt som en slags Amdi Petersen-type, der har gjort sig selv hovedrig på ’Amerikanske billeder’ ved at rage penge til sig selv i stedet for at give dem til det hospital, som var lovet pengene.

Holdt har, juridisk bindende og uigenkaldeligt, afgivet copyrighten, er vurderingen her på Hotellet. Der ville ikke have været noget i vejen for, at han optrådte med lysbillederne sådan som han har gjort. Han skulle bare have betalt en afgift for brugen af billederne. Det har han så undladt og proppet pengene i lommen.

Der er sandsynligvis hold i nogen af anklagerne. Men det står også klart, at Holdts projekt aldrig har været personlig berigelse eller historieforfalskning. Når anklagen om usandhed nu blæses op, skyldes det blandingen af samtidens høje krav til sandhedsværdi og trangen til at gøre op med en faderfigur fra den idealistiske hippietid.

Holdts “usandheder” bliver sq ikke blæst op. De bliver blot vist frem. Her på stedet gør vi ikke op med nogen faderfigur. Vi fremviser for Holdts fanclub, hvor ynkelig en person, den aldrende racismebelyver er. Så kan medlemmerne af fanclubben, her i blandt Michael Thouber og Christoffer Emil Bruun jo selv tage stilling til om de vil blive på posten eller liste af. Thouber og Bruun gør det første.

Museet Louisiana var det første til at ophøje Holdt fra dokumentarist til kunstner. Det skete ved den store udstilling ’Tro, håb og kærlighed – Jacob Holdts Amerika’ fra 2009. I sin anmeldelse skrev Peter Michael Hornung, at Holdt »tydeligvis bruger fotografiet i en tjeneste, der er større end noget fotografisk projekt«.

Ja. Og det kan undre, at man ophøjer en stak feriebilleder til kunst. Der findes formentlig feriebilledsamlinger rundten omkring i de små hjem, der på den kunstneriske dimeinsion er langt mere og bedre gennemarbejdede end Holdts.

På den yderste højrefløj har man regnet ud, at det må være fuldt af sprækker. Som balladen om Jan Stage for et par år siden viste, skal man bare kradse lidt i den røde lak, før der viser sig unøjagtigheder, som kan bruges til at nedlægge et venstreorienteret bytte.

Sprækker og unøjagtigheder. Ynkeligt, Christoffer. Det er demonstreret, mht Holdt, at han forsætligt lyver og derefter dækker sig ind med nye løgne. Ikke bare i hans “værk”, men også i de økonomiske dispositioner der omgiver det.

Museet fjerner den 134 år gamle sorte mand fra sit undervisningsmateriale og beklager med henvisning til, at de var ’i god tro’.

I sin selvforståelse er han så gammel, men i virkeligheden kan det selvfølgelig ikke passe’.

Nu er de 134 år symbol på, at venstrefløjen taler usandt, og at generationen efter var i god tro. Vi efterkommere blev nærmest forført af en hippiegeneration, som fremstillede virkeligheden forkert. Modreaktionen på venstrefløjens romantisering er en puritansk realisme.

Nej, det er ikke de 134 år. Det er alt det der ligger forud. De 134 år er blot det endelige lavpunkt. Og genrationen efter var ikke i god tro. God tro er noget kommer i efter, at have undersøgt et eller andet tilstrækkeligt. Men muligvis kan man kalde det forført.Spørgsmålet er så, om det er en frivillig eller påtvunget og medvidende eller uvidende forførelse.

Puritansk realisme tager vi gerne til os. – Som et adelsmærke. Samarbejds-Politiken og segmentet deromkring kan vi så kalde urene fantaster.

Jacob Holdts fonds fuskeri

BT kan i dag fortælle, at Weekendavisen har set på den verdensberømte snapshot fotografs meritter udi mæcen virksomhed.

Den danske fotograf og forfatter, Jacob Holdt, har i årevis talt usandt, når han påstod, at alle indtægter fra bogen og lysbilledshowet »Amerikanske Billeder« er gået til bistandsprojekter i Afrika.

Nogle af UHs poster om Holdt findes her.

Nogle af Martin Kaslers poster på RR her.

Og når vi nu er i afdelingen for selvreklamering så er her posten, hvor myten om, at Black Jack Pershing skulle have begravet døde muhammedanere i svineskind debunkes og et par alt for ukendte forfattere omtales.

Udstillings anmeldelse

For tiden er dedikerede fans af Jacob Hold igang med, at forsvarer ham oven på Martin Kaslers destruktion af ham. Forsvaret af Holdt forsøges bygget op om, at Holdt er kunstner og, at billederne som dokumentation skal ses som samtidsdokumentation.

De, fansne, kan dog få være ting, at bekymre som om.

Tilbage i 2009 anmeldte Des-Informations Sigrid Nygaard Holdt udstillingen på Lousiana, et museum der dyrker såkaldt moderne kunst. Fra anmeldelsen:

Fotografen selv var både højlydt fornøjet og forundret, da han så fotografier af mennesketomme landskaber, skilte og solnedgange, som er blandt de værker, Louisiana har valgt at grave frem fra arkiverne.

Som de eneste har museet under ledelse af museumsinspektør Mette Marcus fået adgang til Jacob Holdts billedbank med dias og fotografier fra 1970’erne og op til i dag. Og havde frie hænder til selv at vælge.

Og det klæder kunstneren, at hans værker er udvalgt af andre end ham selv. Historier, der før druknede i lange billedserier, er nu blevet kortet ned, og redigeringen, udvælgelsen og udstillingens tematiske opdeling i emner har skabt en stærkere og mere overskuelig helhed. Det giver beskueren mulighed for at se værkerne med nye øjne.

Man kunne sagtens tro, at de nyfundne fotografier ville adskille sig alt for meget fra Jacob Holdts socialrealistiske dokumentation, som vi kender den. At billeder af McDonald’s skilte ikke kan optræde i sammenhæng med billeder af sultne sorte. Men tværtimod er disse billeder med til at skabe en ny bredde i Jacob Holdts fotografi, selv om det stadig er de velkendte billeder af sortes kummerlige forhold i 1970’ernes USA og Ku Klux Klans korsafbrændinger, der vækker mest opmærksomhed.

Mange af fotografierne kan ikke stå for sig selv, men bliver levende gennem den bagvedliggende historie, der også er en historie om fotografen, og disse historier leverer Jacob Holdt på fineste vis.

Jacob Holdt er på mange måder ikke nogen teknisk dygtig fotograf. Billederne er ofte uskarpe, og både lyssætning og komposition er til tider elendig.

Men Jacob Holdt er på alle måder en unik fotodokumentarist, der formår at komme tæt på situationer, som de færreste troede muligt. Bredden i Holdts fortællinger er dybt beundringsværdig, når han tager os med til aftensmåltidet hos medlemmer af Ku Klux Klan, med i sengen hos et sort kærestepar og med lige op i hovedet på en mand, der netop er blevet myrdet.

Disse situationer er så utilgængelige og så sjældent set, at man som beskuer hurtigt glemmer al mangel på teknisk kunnen.

En fotokunstner, der ikke kan komponere billedere? Anyways, så må de titusindsvis af lærer der gennem årene har præsenteret Holdt som dokumentarist og efterfølgende har givet deres elever ordre om, at begå essays om ham og ikke mindst den såkaldte racisme, stå tilbage med et noget flovt blik.

I en billed serie, som Des-Information knytter til artiklen, er der adskillige billeder, der angiver Holdt som copyright haveren. Et udsnit:

 150914 holdt copyright dok

I vedtægten for den fond Holdt oprettede angives det, at copyrighten skulle være overgivet uigenkaldeligt til fonden:

150910 pream vedt fond

150910 art 2 fond vedt

Et eller andet må være gået galt, men det er der nok en såkaldt ekspert, der kan udrede. Tidliger post om det her.

Holdt i ny sandhed

Som vi var inde på i en tidligere post så sker det faktisk en gang imellem, at man kan tage Jacob Holdt i at tale eller skrive noget sandt. Problemet er selvfølgelig at fange det når det sker.

Holdt beretter på sin FB, at hans Amerikanske Billeder blev trykt i 45 eller 60 tusind eksemplarer. Lad ligge at Holdt både mener han fik trykt bøgerne på kredit og forudbetalte.

Hvad der giver anledning til Holdts opslag er en genanmeldelse hos Des-Information af Karen Syberg, hvori det gentages, at Holdts bog skulle have solgt 3,5 millioner eksemplare over i Amerikas Forenede Stater, et tal der også opgives i Bent Jensens mesterværk “Ulve, får og vogtere”.

Karen Syberg har så i øvrigt ikke sat sig ind i, hvad udgangspunktet for Holdt balladen er, og tilskriver historien om en 134 årig neger til Martin Kasler fra den udemærkede blog “Reaktionære Refleksioner“. Det var Weekendavisens opdagelse, men mon ikke Kasler selv går i rette på det punkt, hvis det ellers er værd, at beskæftige sig med. Og i øvrigt går Syberg i en stor bue uden om kernen i problemet, nemlig at Holdts skrøner er blevet markedsført som det ultimative bevis for “racisme” ikke mindst af tusindvis af lære i det Danske skolevæsen, der nu står ligeså afklædte som simple løgnere som Holdt gør. Desuden kommer Syberg ikke ind på, hvad motivationen var for at slå Holdt stort op hos Des-Information, men det var netop ved, at påstulere, at der var tale om et dokumenraisk værk, der påviste “racisme”. Reelt var værket et resultat af en KGB påvirknings-operation udført af Jørgen Dragsdahl, der på det tidspunkt arbejdede på Des-Information.

Syberg skriver indledningsvist:

I den nyligt opblussede debat om Jacob Holdts Amerikanske Billeder fra 1977 spiller en vis Charles Smith en central rolle. Smith, der er sort, hævder i bogen at være 134 år og være kommet til Amerika på et slaveskib som 12-årig i 1853. Nu, i 2015, er en blogger, Martin Kassler, nået frem til, at Charles Smiths alder ikke kan passe, og at han i øvrigt var kendt som en charlatan og patologisk løgner.

Hertil er der flere ting at sige.

For det første vil enhver, der læser Amerikanske Billeder en lille smule opmærksomt, hurtigt opdage, at en central del af Jacob Holdts metode er at tro på det, folk fortæller ham. Også om deres alder. På side 64 optræder således en kone på 104 med en 77-årig datter og en svigersøn på 97. Ud fra billederne, er det svært at tro, at svigermama er meget over de 60. Men Holdt har gengivet hendes oplysning.

For det andet er det åbenbart ikke kun Jacob Holdt, der ikke har studset over Charles Smiths alder. Amerikanske Billeder udkom i 1977, i Danmark blev den samme år solgt i 80.000 eksemplarer, i USA udkom den i 3,5 millioner eksemplarer, og i Tyskland blev første oplag på 12.000 bøger solgt på blot tre dage, oplyser Wikipedia. Men ingen af de mange læsere har, så vidt man ved, indtil 2015 sat spørgsmålstegn ved den alderstegne Smiths dåbsattest. Også direktøren for Louisiana, Poul Erik Tøjner, udtalte, konfronteret med Kasslers oplysninger, at museet havde været i god tro. Hvorfor skulle Jacob Holdt så ikke have været det?

For det tredje er det interessant at se det sandhedsbegreb, Jacob Holdt bliver målt med. Når han har skrevet, at Charles Smith var 134 år, har han løjet. Og så er alle de ubekvemme sandheder, Amerikanske Billeder er fyldt af, måske også løgn. Det er det, der hedder at læse, som Fanden læser Bibelen, for det vigtige i bogens sammenhæng er jo, hvad manden siger, og hvad Jacob Holdt bruger det til. Og så taler Charles Smith pludselig sandt. Han leverer nemlig de centrale stikord til Holdts hele forståelse af mentaliteten hos Sydstaternes og storbyghettoernes sorte befolkning.

Og ender med følgende udsagn om Holdt og hans bog:

Men den konklusion, han når frem til, efter sine fem år i både dybt kriminelle ghettomiljøer og stinkende rige overklassemiljøer er: »Både kapitalisten og den kriminelle er i deres dagligdag så stærkt deformerede af de roller, systemet dikterer dem, at de har en usigelig trang til menneskelighed.« Det er denne menneskelighed, Jacob Holdt hele tiden forsøger at finde ind til, og det er troen på den, der redder ham ud af situationer, de fleste ved deres fulde fem aldrig havde begivet sig ind i, »thi det at møde menneskelighed midt i brutale omgivelser virker altid langt stærkere, end at møde menneskelighed i trygge omgivelser«.

Derfor kan han »ikke undgå at komme til at holde mere af disse mennesker (i ghettoerne, red.) end af nogen anden gruppe i samfundet«.

Udsnit af Holdts FB:

150913 holdt salgstalHoldt har iøvrigt en rimelig forklaring på. hvordan skønnet på 3,5 millioner kan være opstået:

Jeg mener at fejlen opstod engang hvor jeg i et mundtligt interview til en amerikansk avis blev spurgt om hvor meget bogen havde solgt i Danmark. Da få i USA ved noget om lilleputlandet Danmark sagde jeg at antallet per indbygger ville svare til at bogen havde solgt over 3 millioner i Amerika. Jeg fik ikke artiklen til gennemlæsning hvorfor misforståelsen åbenbart gik videre fra avis til avis og til sidst til at nogen gentog den på Wikipedia. Mens Bo Bjørnvig i Weekendavisen gentog og spredte den som ”Jacob Holdts løgne” ud i alle landets medier uden at spørge mig om det virkelig kunne være rigtigt.

Holdt kunne have f.eks have besvaret det spørgsmål da han blev spurgt her på UH i denne tråd. hvor han stædigt insistere på sin kendthed i USA. Og han  kunne have ladet være med, at føre sig frem som verdensberømt over i Amerikas Forenede Stater. Sjovt som det altid er nogle “andres” skyld når Holdt snubler i sit eget spind af løgne.

Jeg var ikke derinde

Vi har tidligere skrevet om Jacob Holdt, eller rettere Martin Kaslers afklædning af ham. MSM har fået øje på sagen og referere den på trods af, at Holdt må ses som en af af vennerne. Martin Kaslers kommentar her.

Weekendavisen har på baggrund af Kaslers blogposter om Holdt interviwet ham og TV2 viderebringe dele:

– Og du var ikke i selve det belejrede Wounded Knee?

– Nej. Indenfor, hvor de lå og skød ud mod FBI, anede jeg ikke, hvad der foregik. Jeg var ikke derinde, jeg havde livet kært.

Kaslers posteringer om Holdt her. Og Det er ikke kun Holdt historier fra Wounded Knee, der er løgn og latrin. Det er samtlige bærende historier i  Amerikansk Billeder.

Kaslers afdækning af Holdts løgnhistorier og ikke mindst Holdts egne kommentarer fik også UH til, at kigge lidt på Holdt. Det kiggeri afventer fremkomst af forskellige oplysninger, men lidt kan dog oplyses:

  • Den fond Holdt påstår han har stået spidsen for, THE FOUNDATION FOR HUMANITARIAN AID IN AFRICA, har næppe eksisteret som andet end en juridisk skriveøvelse. Uanset dette har Holdt samlet penge ind til fonden. Undenrigsministeriet, som i stiftelsesdokumentet er indsat som en art eksekutor kender ikke til den og Civilstyrelsen som er myndighed på området, gør heller ikke.
  • Holdt oplyste på Martin Kaslers blog, Reaktionære Refleksioner, at et filmselskab ville lave en film om hans historier og at han selv er ved at skrive sine erindringer. Det er der lidt mere kød på. Ihvertfald har statens filminstitut og Den Vestdanske Filmfond bevilliget op mod 3 millioner kroner til, at lave dokumentar film om Holdt og de steder ovre i Amerika, hvor han ikke har været eller ikke har oplevet det han påstår. Filmen laves af Niels-Ole Rasmussen på Copenhagen Film & TV Aps og med på projektet er vorez allezammenz DDR2. Har du husket, at framelde tvangslicensen?

Lidt mere her.

150815 jacob holdt med kgb flag

Tillæg 1. sptember 2015:

150827 holdt samler ind ikke eksisterende fond

Jacob Holdt destrueret

Og der kommer en dokumentar om det!

Blogger kollega Martin Kasler har RR I en stribe poster godt og grundigt afsløret Jacob Holdt som en simpel løgner, hvad angår hans “Amerikanske Billeder”.

Og det er ikke små ting i krogene, som man ofte ser det når en historie skal have den “rigtige” vinkel. Det er centrale og bærende fortællinger, der afsløres som opspind:

  • Holdt var ikke i Wounded Knee under de såkaldte indianer optøjer i 1973. Så meget desto mere er det usandsynligt, at Holdt skulle have haft sex med en gravid indianer kvinde på stedet, der netop var blevet enke.
  • Holdt har ikke haft noget venskab med den vane kriminelle “Popeye” Jackson eller haft tæt kontakt i øvrigt til ham.
  • Holdt var ikke tilstede da Præsident Ford blev forsøgt skudt af Sara Jane Moore.

Tilbage er blot, hvad Kasler meget præcist kalder en masse slum paparazzo fotos af hæslige mennesker, der kunne (og er blevet) taget en hvilken som helst talentløs fotograf.

Kaslers seneste post her.

At Holdt var købt og betalt af Sovjetiske KGB I foebindelse med AB, er en gammel nyhed, og det er fra Mitrohkin arkivet kendt, at netop spillen på racekortet var et af KGBs aktive midler. Bl.a. gik man ikke af vejen for, at fabrikere breve i andres navne og fremsende dem til eksempelvis ledere i negerorganisationer for, at fremprovokere raceuroligheder. Noget lignende er tilfældet i AB, men der på en mere subtil facon. Skrivenegere på AB, var I øvrigt den kendte KGB-påvirkningsagent, Jørgen Dragsdahl, samt Kirsten Thorup og Jette Drewsen. I øvrigt benyttede den såkaldte teater gruppe “Solvognen” Wounded Knee til en forestilling, ud af flere, der blev filmet af Jon Bang Carlsen og udgivet med titlen “Hvid mands sæd“, velsagtens en slags hyldest til Holdt for at have haft sex med en eksotisk Pocahontas.

Belyvning med racisme er ikke noget man ser fra Dragsdahls hånd kun i AB. Således skriver han i Information d. 4 november 1977:

Sorte amerikanere og afrikanere i Danmark klager privat konstant over racistiske indslag i dagligdagen. Det kan måske virke som småtterier (!), men eksemplerne udgør et mønster. Der er den sorte herboende kvindes veninder, som forsøger at få hende til at skaffe dem ”en sort fyr”.

Holdt nævner i kommentarsporet på RR, at han er ved skrive erindringer og at der i den forbindelse også skal laves en såkaldt dokumentarfilm om hans meritter i det amerikanske. Den oplysning, fra Holdt, kunne vi ikke stå for her på UH og har googlet lidt på spørgsmålet.

Det viser sig, at Holdt på dette punkt er i nogenlunde overensstemmelse med sandheden.

Niels-Ole Rasmussen på Copenhagen Film & TV Aps er ganske rigtigt, formentlig, i gang med, at lave, hvad der vel efter afsløringene på RR, næppe kan kaldes en “dokumentarfilm”. Medmindre altså, at man ser det som dokumentering af en mytoman.

Det Danske Filminstitut har således beviliget støtte på 60% af et budget på 3,1 mil, oplyses det i DFIs årsberetning 2013 s 19. Hertil har Filmpuljen, en særlig alokering af skatteyderpenge til film med et jysk islæt, velsagtens en imødekommelse af tidens trend med at lefle for det etniske, beviliget 150k i støtte. I alt to milioner til Holdt og Rasmussen, som de kan lave roadmovie hjemmevideo for, i forbindelse med en ferietur til Guds eget land.

UH vil nu anmode om aktindsigt hos Det Danske Filminstitut, DFI, og Filmpuljen bl.a. for, at få afklaret om der allerede er indgået aftaler om visning på TV.

Herudover undre UH sig over, at Holdts projekt kun er meget sparsomt omtalt hos DFI og Filmpuljen. Omtale her ville være naturligt. I øvrigt har Holdt på RR fortalt, han skulle deltage i det politiske møde, Folkemødet, på Bornholm. Derfor undre det, at DFI, som også deltog sammen med adskillige filmfolk og kommende film, og som omtaler deres deltagelse, ikke nævner Holdt, der netop skulle deltage i DFI arangementet.

Men det vil vi benytter anmodningen om aktindsigt til, at spørge om. Om det f.eks. skulle forholde sig sådan, at man har fået kolde fødder i forhold til Holdt, siden man tilsyneladende har fjernet omtale af ham.