Privilegeret

Når man som udlændning opholder sig på fremmed territorie så er det altid et privilegie. Et privilegie kan til enhver tid ophæves uden nogen begrundelse eller nogen særlig anledning, omend det kan være reguleret af lovgivning. Det vendte dansk udlændninge lovgivning op og ned på med 1983 lovgivningen på området. Arkitekten bag er den kriminelle (overtrædelse af tavshedspligt) jurist og akademiske fusker Hans Gammeltoft Hansen.

Der er heldigvis små tegn hist og her på, at fornuft er ved at genindfinde sig, således gengiver BT.dk en artikel fra løgnefabrikanten Al-Ritzau, hvor et ministerium henviser til det indlysende:

København: En række it-specialister og ingeniører, som er kommet til Danmark for at arbejde, vil nu anlægge sag mod den danske stat for at have ændret reglerne for opholdstilladelse med tilbagevirkende kraft, skriver metroXpress.

Men truslerne om sagsanlæg ryster ikke Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, der står bag den pågældende lovændring.

…

– Muligheden for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark er et privilegium. Derfor skal der stilles høje krav til udlændinges evne og vilje til at integrere sig i det danske samfund, skriver ministeriet.

Advokaten bag sagen regner med, at op mod 200 tilslutter sig søgsmålet.

– Vi vil nødvendigt tage den helt til Højesteret. Det her er folk med gode uddannelser, der er lokket til Danmark, fordi erhvervslivet efterspørger deres kvalifikationer. De er blevet lovet vilkår, som regeringen ikke længere vil levere, siger advokat Tage Gøttsche til metroXpress.

For lidt tid siden korreksede vi Jarl Cordua en smule om et spørgsmål i samme boldgade, her, for den her:

Hvad vil du her? Hvis svaret er ’søge asyl’, så bliver en asylsag åbnet, da Danmark er forpligtet til at gøre det på grund af de konventioner, som vi har tiltrådt.

Vi gjorde via Twitter Jarl opmærksom på posten og reaktionen var følgende:

Den sag er der nyt om. Det viser sig nemlig, at selveste Statsministeren har ændret opfattelse i det spørgsmål, omend statsministerens opfattelse dengang mere var begrundet i et hensyn til Den Gale Kansler i Berlin end juridisk analyse. DFs Ander Vistisen skriver på sin blog på JP.dk, om statsministeren ændrede opfattelse:

Statsminister Lars Løkke Rasmussens udtalelser i forbindelse med denne uges overraskende og dårlige aftale med Tyrkiet om at tage ulovlige migranter, der kommer gennem landet tilbage, indeholder en epokegørende nyhed, som ingen har lagt mærke til.

For første gang indrømmer den danske regering nemlig det, som vi har påpeget længe. Nemlig, at man sagtens kan afvise asylansøgere, når det land, de kommer til Danmark fra, også kan betragtes som sikkert for de pågældende.  Det er lige præcis denne fortolkning af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN´s Flygtningekonvention, som EU har lænet sig op af, når de skal forklare, hvordan de nu kan tvangstilbagesende alle de mennesker, der kommer med båd fra Tyrkiet til Grækenland.

Lars Løkke Rasmussen udtalte 7. marts til Ritzau, at “Tyrkiet skal levere på det, vi har aftalt. Vi skal ikke have den trafik til Grækenland, og Tyrkiet skal være parat til at acceptere, at vi returnerer i hvert fald de økonomiske migranter. Men det bedste vil være, hvis vi kunne returnere alle.”. Dermed anerkender statsministeren for første gang, at det er både lovligt og sågar ønskværdigt at returnere asylansøgere til et sikkert land uden at prøve deres ret til asyl.

Det er sådan set ikke nyt, at dette er tilladt inden for konventionerne. Konventionerne giver flygtninge ret til beskyttelse, men ikke ret til at vælge, hvor de finde det mest bekvemt at få denne beskyttelse. Derfor skal de som udgangspunkt have det i det første sikre land, som de ankommer til. Da Tyrkiet har underskrevet såvel Den Europæiske Menneskeretskonvention som FN´s Flygtningekonvention mener såvel de græske myndigheder som EU, at landet kan betragtes som sikkert for flygtningene.

Opsang til en VatPind

To af DFs folk i EUSSR parlamentet nede i Bryssel, Morten Messerschmidt og Anders Vistisen, har en opsang til til justitsministeren i dagens JP.Først en bid fra VatPindens indlæg som Morten og Anders reagere på:

I 2001 opnåede vi en landvinding for det europæiske fællesskab – nemlig den frie bevægelighed på tværs af grænserne. Væk var besværet, paskøerne, og hvad har vi ellers? Kun få stikprøver af hensyn til sikkerheden blev det til, og samtidig en kontrol fra de ydre grænser, der skulle sikre mod tilstrømningen.

Siden blev det europæiske samarbejde tættere og tættere. Økonomiske strømme flød frit, og mennesker, kapital og tjenesteydelser er nu tæt forbundne. Er man i tvivl, så spørg enhver dansker på vej på ferie eller forretning sydpå.

At forestille sig en løsning med lukkede grænser, med kilometer lange lastbilkøer – fyldt med svin på vej til slagtning eller fødevarer, der skal transporteres – er for mig at se uden realitetssans. Det vil betyde uhyre besvær for den enkelte og en økonomisk katastrofe for dansk erhvervsliv. Er det de gode gamle dage, man sådan længes efter?

Gode gamle dage? Som den gang Frau Merkel trænede strækmarch i afløseren for Hitler Jugend, Freie Deutche Jugend?

Fra Morten og Anders svar indlæg:

I sit Søndagspanelet i JP 4/10 ”Et grænsespørgsmål” har han nok af hændervridende beklagelser, men han har ikke et eneste svar til gavn for Danmark, som er en udenrigsminister værdig.

Lige så dristig, opfindsom og skarp som Søren Pind kan være i opposition, lige så tam, spagfærdig og viljeløs bliver han, når han som minister skal bortforklare, at Danmark reelt er en lovløs korridor for omflakkende asylindvandrere, som forståeligt nok kun har foragt tilovers for vores love, grænser og ordensmagt.

Men Søren Pind ånder lettet op og gør en dyd ud af sin handlingslammelse: De fleste asylindvandrere passerer nemlig blot igennem Danmark på vej mod Sverige, og hvis de blev kontrolleret ved grænsen, var vi jo nødt til at påtvinge dem asyl.

Sikken en lettelse, men her er nyt for dig, Søren Pind: Ifølge en intern tysk regeringsrapport, trykt i Bild, venter Tyskland ikke 500.000, ikke 800.000, men 1,5 millioner asylansøgere, før året er omme. Og eftersom tyske og svenske asylcentre for længst er overfyldte, bliver resultatet, at stadig flere asylindvandrere må slå sig til tåls med det barske og ugæstfrie Danmark.

Affødt af globale forskelle

Men så fralægger Søren Pind sig ansvaret. »At vi intet gjorde i Syrien, står os nu dyrt. Det må vi gennemleve«, belærer han danskerne. Det er nemlig deres egen skyld, for de fulgte ikke hans kloge råd om, at vi skulle invadere Syrien, vælte Assad og indføre et harmonisk og velstående samfund, som alle syrere helst vil blive i. Men hvorfor så ikke også – når vi nu var i gang – Eritrea, Senegal, Gambia og måske én gang til Irak og Afghanistan?

Nej, sandheden er, at vi er vidne til en folkevandring først og fremmest affødt af de store globale forskelle, og dens omfang har intet at gøre med, hvor mange bomber danske fly kaster mod Islamisk Stat, om vi lukker for en ferskvandsboring i Burkina Faso eller forsøger at ”bestikke” Tyrkiet med nye milliarder.

Sandheden er, at det ikke er Danmark, men EU og Tyskland, som har revet alle aftaler itu, Dublin såvel som Schengen: EU ved intet at gøre for at beskytte sine ydre grænser og Tyskland ved at udsende åben invitation til enhver migrant, som har kræfter, held og penge til at nå til Nordeuropa.

Dermed har Danmark al ret til at sætte sig til modværge over for folkevandringen, blandt andet ved at se på flygtningekonventionerne med nye øjne og ved igen at kontrollere sine grænser. Det er ikke uden omkostninger. Men vi har ikke råd til at lade være.

I den situation ville det være godt, hvis vi havde en regering og en udenrigsminister, som levede op til Venstres valgløfter om at begrænse indvandringen og ikke lade sig presse af Bruxelles og Berlin – alt det som, Søren Pind nu så opgivende mener, har været umuligt hele tiden?

Heldigvis har vælgerne en god mulighed den 3. december. Den dag kan de med et massivt nej fortælle regeringen, at indvandring skal forblive et dansk anliggende. For der er åbenbart brug for at stive Søren Pind af, før han knækker helt under ansvarets tunge byrde.