belyvning

Dragsdahls racismografi #1

Jørgen Dragsdahl, der netop har opnået Højesterets dom for, at han konspirerede med KGB og udbredte des-information i den venstreekstreme pamflet Information, som villigt lagde spalter til hans skriverier, har også betjent KGB og sovjetunionen på andre områder end det sikkerhedspolitiske. Et andet af indsatsområder (eller såkaldt aktivt middel), hvor han også bistod KGB, var den såkaldte “anti-racisme”. Det gik kort fortalt ud på, at udnævne store grupper og hele folk, til at være racister og onde. Og vi ved jo, at dette er den sædvanlige måde som socialister påbegynder folkemord på; Først udnævnes grupper til onde, sidenhen putter socialisterne deres selvudnævnte fjender i lejre og gasser dem.

Information 4. november 1977

Begrebet ”racisme” opfattes ofte alt for snævert. Det bør ikke blot stå for åbenlys demonstration af tro på den hvide races overhøjhed. Racisme er en del af vort kulturgrundlag, en instinktiv tro på hvide menneskers overhøjhed. De fleste enkeltindivider erhverver sig ikke racistiske træk gennem bevidst og grundig analyse, men gennem deltagelse i et socialt og kulturelt miljø. Specielt i et ”racerent” samfund som det danske erkendes racistiske træk sjældent, eftersom de er en del af bredt anerkendte normer. I USA har mangfoldigheden af racer derimod ført til påpegning af og ihærdig debat om racismen i hvide menneskers verdensbillede. Det er typisk, at ”Ipi Tombi” er blevet mødt med protester i USA, medens den i Europa blot er harmløs underholdning – som i Sydafrika.

Sorte amerikanere og afrikanere i Danmark klager privat konstant over racistiske indslag i dagligdagen. Det kan måske virke som småtterier (!), men eksemplerne udgør et mønster. Der er den sorte herboende kvindes veninder, som forsøger at få hende til at skaffe dem ”en sort fyr”. Eller ydmygelserne i de offentlige busser, når det sidste sæde, der optages, er pladsen ved siden af en selv. Bemærkninger á la: ”Du kan jo lave det smudsige arbejde. Dig ses det ikke på!”. Og så er der de talrige vittigheder om bananer og træer.

Det er denne understrøm, der til tider bryder frem og får mere bastante former. Bag den ringeagt danske myndigheder og politikere har vist for mexicaneren Jaime Martinez’ liv anes racisme. Ville en russer være behandlet på lignende vis?

Allerede her kan man konstatere, at det handler om at belyve. Dragsdahl klasker nogle eksempler op, som så uargumenteret udnævnes til et eller andet, som folk flest ikke bryder sig om. Her er det racisme, men det kunne være alt muligt andet. Afgørende er, at det er et eller andet de fleste ikke kender til, og som de derfor bedømme udfra hvad de har fået at vide.

Med hensyn til opfyldning af transportmidler med passagere, så er det velkendt, at den følger et mønster der i kemi kendes som Hunds regel: Sidst ankomne elektron/passager placere sig så der er mest mulig plads omkring sig.

Ovre hos kollega Kasler på RR, er en sætning fra “American Pictures” blevet fanget:

Da Holdt senere i Amerikanske Billeder fortæller sin svinske historie om, hvordan Morning Star to dage efter sin mands begravelse angiveligt ville kneppe denne verdenshistoriske begivenhed væk, anvender han også parrets rigtige navne.

Dragsdahl kan meget vel have været den der skrev sætningen, ihvertfald kan man notere sig, at der begge steder spilles på sexuelle sterotyper, det ene sted om stort udrustede negere, det andet om mørklødede frivole indianerprinsseser. At stereotyperne så nok mest er i hovedet på penneføreren er en anden sag, men spilles på dem bliver der.

Information 6. august 1982

Politiet undersøger nu, endelig, københavnske diskotekers diskrimination af ”farvede”, og der er rejst tiltale imod initiativtagerne til et dansk Ku Klux Klan.

Det er meget glædeligt, men hvad siger politidirektøren den dag, hvor min sorte veninde og måske jeg selv bliver bragt på stationen, fordi vi har afklapset et af de individer, som efterhånden regelmæssigt udsætter hende for racistiske bemærkninger?

Racismen er et stadigt mere fremtrædende træk ved det danske samfund. Det er en misforståelse, hvis nogen tror, at politiet har slået til mod enkelte afvigere. Diskotekernes dørvogtere handler på vegne af deres gæster. Afvisning af mørklødede udlændinge har fundet sted i årevis. Det er blevet omtalt før. Og det danske samfund har accepteret det.

Racismen opleves sjældent af hvide danskere. Men den er en bestanddel af mange mørke danskeres og indvandreres dagligdag. I selskab med min sorte veninde, som er dansk statsborger og taler sproget perfekt, ser jeg den stadigt oftere.

Men – lyder det fra alle de pæne, som ikke gør den slags – folk mener det ikke så slemt!

Jeg så eksempelvis lige et lokalblad, som berettede fra en fodboldkamp i anledning af en sommerfest. Det ene hold var skotter med skørte og hele pivetøjet. Et andet hold var kannibaler med bastskørter og madkulør tværet ud over de hvide lemmer.

En uskyldig sommerspøg? Eller et udtryk for ældgamle fordomme, som til andre tider udtrykkes ved hjælp af racistiske ytringer?

Racismen i Danmark kan ikke direkte sammenlignes med racismen i f.eks. USA. Den er ikke så historisk og socialt rodfæstet her i landet. Men den opleves faktisk stærkere.

Amerikanerne har i mange år diskuteret racismen. Problemet er erkendt. Derfor sjofler hvide sjældent sorte i fuld offentlighed. Danskerne er ikke så tilbageholdende. Og så bliver den angrebne her i landet et dobbelt offer. Første gang ved tilsviningen. Anden gang når omgivelserne bare ikke forstår, hvorfor man er blevet forurettet.

Ingen avis har mig bekendt en fast medarbejder, som følger den historiske ændring af det danske samfund fra at være racemæssigt homogent til at være racemæssigt heterogent. Det er denne proces, som også kaldes indvandrerspørgsmålet. Det er en proces, som har betydning for alle i Danmark. Det er sjældent, at hvide danskere oplever problemerne i den forbindelse – endnu.

Problemerne skal nok blive større, fordi der gøres så lidt ved deres årsager: social forskelsbehandling, kulturel uvidenhed, fremmedhad osv. Så efterhånden vil det blive en større del af alle indbyggeres dagligdag.

Det kedeligste – set med hele den danske nations øjne – er imidlertid, at vi kun får et problem ud af denne historiske proces. Indvandrerne kunne også bidrage til, at hele samfundet blev bedre udrustet til en indsats i vor stadigt mindre verden. Indvandrerne er en ressource. De er en række indgangsdøre til de samfund ude i verden, som vi fremover skal i nærmere kontakt med – politisk, økonomisk osv.

Man fornemmer den dagsorden, der er bag Dragsdahls belyvning af en hel folkegruppe.

Ny Tid (Norge) 8. september 1982

Racismen i de nordeuropæiske lande er et sikkerhedspolitisk problem. Hvis vi ser på den seneste tids raceuroligheder ud fra denne synsvinkel, får de den prioritet i debatten, som de fuldt ud fortjener, fordi racismen er en trussel mod alle nordiske borgere – en trussel, som er mere reel end den ”sovjetiske trussel”

Sommeren 1982 vil i eftertiden ikke blive husket, fordi den var usædvanligt varm. ”Racekrig” er et ord fra avisernes overskrifter, som måske er lidt overdrevet, men som alligevel prenter sig stærkere i hukommelsen.

I Sverige har grupper af unge ”skinheads” gennemført voldelige konfrontationer med andre unge, som havde mørkere hudfarve. I København besluttede unge hvide danskere på Nørrebro, at tyrkiske indvandrere skulle havde bank, og et sandt rædselsregime med afbrænding af kors i Ku Klux Klan stil og brandbomber mod tyrkisk ejendom udviklede sig.

I begge tilfælde var det mange års ulmende modsætninger, som brød ud i lys lue. Urolighederne kom overraskende for mange, fordi den dominerende befolkningsgruppes perspektiv på raceundertrykkelsen er et andet end de forfulgte mindretals. Men sorte amerikanere, afrikanere og indvandrere fra f.eks. Tyrkiet og Pakistan har i årevis klaget over, at de blev udsat for diskrimination.

Racismen

Racismen er for disse grupper et konstant pres i dagligdagen. Hvide danskere er stødt på racismen i deres samfund via enkelte avisartikler, som har beskrevet grove overgreb på de såkaldte fremmedarbejdere. Vi har alle set White Power sprøjtemalet på husmure. Men for de fleste hvide danskere er det kedelige undtagelser i et samfund, hvor man mener, at racismen er noget, som kun stammer fra dårlige mennesker. For ofrene er det anderledes.

Racistiske bemærkninger på arbejdspladsen eller under transport med offentlige transportmidler kommer ofte overraskende. Når man har været offer nogle gange, så påvirker det éns holdning til omgivelserne. Man ved aldrig, hvad ”facaderne” på hvide mennesker omkring én skjuler. Man ved aldrig, hvornår ansigter bliver fortrukket i racistisk snerren: ”Skrub af, dit sorte svin”.

Det potentielle offer bevæger sig siden i en tilstand af konstant anspændelse, når der er ukendte hvide i nærheden. Uanset om de angriber eller ej, er de blevet repræsentanter for noget fjendtligt. Det er opstået raceundertrykkelse.

Værre bliver det, fordi undertrykkerne ikke altid ved, hvilken ulykke de forårsager. Som en ung dansker sagde til en avis: ”Vi har ikke en skid imod niggere og den slags”. Det ligger i sagens natur, at det er offeret, som oplever noget unormalt, ubehageligt. Og fordi de undertrykte mindretal meget gerne vil accepteres af samfundet omkring dem, benægter de ofte for sig selv, at de udsættes for en generel forfølgelse. Og særligt stort er behovet for benægtelse, når de udspørges direkte af repræsentanter for dette samfund.

Et fundamentalt træk

Jeg vil imidlertid vove den påstand, at racisme er et fundamentalt træk ved alle hvide samfund – og måske ved ethvert samfund, hvor der findes grupper, som adskiller sig tydeligt fra flertallet.

Begrebet ”racisme” opfattes ofte alt for snævert. Det bør ikke kun knyttes til åbenlys demonstration af tro på den hvide races overhøjhed – som vi kender det fra nazisterne, Ku Klux Klan, Sydafrika og de amerikanske sydstater.

Hvis vi kun bruger ordet ”racisme” i denne snævre forstand, så bliver problemet isoleret til, at det er en undtagelse i verdenssamfundet, og dermed overser vi det fælles ansvar. Racisme er en tro på, at ens egen gruppe har nogle kvaliteter, som placerer én selv over andre og berettiger en ulighed, en undertrykkelse.

Racismen er knyttet til hudfarven, som er menneskers mest iøjnefaldende kendetegn. I mange forskellige kulturer er mørke farver negative symboler, som er knyttet til urenhed, ondskab, mindreværd. Oprindelsen til denne opfattelse fortaber sig i det uvisse, men vi opdrages med denne sammenkædning, blandt andet via religionen. Biblen er fyldt med denne symbolverden og i hellige indiske skrifter findes en begrundelse for kastesystemet, som bygger på forskellen i hudfarve.

Dragdahl er her ude i dobbelt belyvning. Allerede i indledningen bliver folk, der anser sovjetunionen for en trussel sidestillet med racister, og gjort til en slags psykriatiske tilfælde. En forløber for vore dages belyvning med såkaldt “islamofobi”.

Bemærk hvor elegant Dragsdahl for udnævnt beboerne i de amerikanske sydstater til nazister, medlemmer af KKK og (hvide) sydafrikanere. Meningsløs generalisering?

Interesant er også, at Dragsdahl lader fremmedarbejderne fra tyrkiet og pakistan skift status til “indvandrere”. De danske politikere er og var i årevis blevet kritiseret for netop at tillade indvandring under dække af, at det blot var gæstearbejdere, som ville rejse hjem. Dragsdahl kommer her disse politikere til undsætning, og belyver de der har rejst denne kritik med, at det i virkeligheden handler om, at de er racister, og dermed er løgnagtige danske politikere tryllet ud af ligningen.

Citaterne er sakset fra Dragsdahls hjemmeside.

relateret: https://undskabenshotel.wordpress.com/2015/03/28/668/

Rune Skyum: Racisme- og nazi belyver

Sjovnalist og forfatter Rune Skyum-Nielsen kommer i anledning af et overfald der blev kendt via FB med et opstød på sin FB. Det skal retfærdigvis med, at da Rune kom med opslaget var, der endnu ikke en bekræftigelse. Og man kan da sagtens forestille sig, at nogen bliver overfaldet og beskylder andre end den egentlige gerningsmand for udåden. Af mange grunde. Se f.eks her.

Opslaget:

Netop nu spreder sig en historie fra en yngre blond dansk kvinde, som angiveligt er blevet tæsket af en flok unge mænd med udenlandsk udseende – mens hun var på vej hjem fra juleaften med sin kæreste, der i parentes bemærket flasher en “Proud to be Danish”-grafik som bagtæppe på sin profil. Hmmm.
Hvis ikke historien og de makabre billeder af et smadret ansigt optræder i dit Facebook-feed allerede, er det et spørgsmål om minutter. Den er blevet delt små 5.000 gange på tre timer. Det er en lavine.
Jeg kan se, at ingen af netaviserne endnu skriver om den – måske fordi de endnu sover en smule på vagten derude, måske fordi journalisterne på pinden simpelthen ikke kan få historien bekræftet.
Det er i virkeligheden også underordnet, om den passer eller ej. De dybt racistiske og stærkt ignorante neandertalkommentarer, som strømmer ud under absurd mange af statusdelingerne, må ikke stå ubesvaret. De er horrible. Et ekko af en mørk tid i Europa, som alle i dusinvis af generationer frem burde have taget rigeligt ved lære af. Hvad sker der for vores medmenneskelighed? Vores trang til at pege fingre ad andre og generalisere så groft? Vores anstændighed?
Det her er den virkelige grøftegraver – ikke tre-fire mulige voldspsykopater, der selvfølgelig skal stilles til ansvar, såfremt de findes. Vi har alle en pligt til at tale folk, der skriver ting som nedenstående, til fornuft. I hvert fald at gøre forsøget. Ellers er julens bud ikke længere velsignet. Det er blevet noget, man kan forgifte – med meget simple midler og dystre perspektiver.

Rune kan godt have ret i der falder neandertalkommentarer. Det har bare ikke noget at gøre med racisme og nazisme. Til gengæld er det en belyvning, af sætte lighedstegn mellem på den ene side (negativ) omtale af negroide og/eller muhammedanske jihad-soldater og på den anden side racisme og nazisme.

Og så er der hans ulækre kommentar om julens budskab. Hvad han gør er at slå folk i hovedet med biblen/kristendom. Og hans ikke mindre ulækre understregning af, at ofret er “blond”, dvs af hvid race.

Yderligere:

uriasposten og BT

Opdatering:

Rune Skyum.Nielsen forsøger at trække i land på sine belyvninger:

TILFØJET KLOKKEN 22.28:
Statussen herover er skrevet, før politiet udtalte sig, og diverse netmedier begyndte at skrive om sagen. Jeg finder alle former for vold afskyelig og tager absolut ikke overfaldsmændene i forsvar. Sikke noget svineri – om de blev provokeret eller ej. Jeg tager derimod mange hundredtusinder i forsvar, som intet har med hændelsen at gøre, men også skal sammenlignes med aber etc., fordi de tilfældigvis ikke er etnisk danske. Lad os nu holde fokus på, hvordan vi behandler hinanden mest opbyggeligt. Meget ondt (og godt) begynder med det sprog, vi vælger at anvende i vores relationer.

– Han mener åbenbart, som resten af hans segment, at han kan undskylde sig med sine gode hensigter. Og gentager den i nazistiske og andre venstreorienterede kredse ofte gentagede absurde påstand om, at man med sprog (kan) skabe(r) virkelighed.

 

Opdatering II

Rune Skyum har fjernet sit opslag. Her bliver det stående.

Opdatering III

Der er i anledningen dukket endnu et par nazisme- og racisme belyvere op på barrikaderne.  Peter Carstens og Puk Sabber. Uriasposten har dokumentationen.

Carstens optræder med en forskruet konspirations teori gående på “proud to be danish” lig med at den siger/skriver er racist. Være er dog Sabber. Hun kommer d.27. december på sin blog med følgende:

Jeg kunne slet ikke overskue at læse tråden til ende – fik det skidt. Samtidig læste jeg, at endnu en moske var blevet brændt ned i Sverige – imens der sad mennesker og bad inde i moskéen.

En beskidt beskyldning, der går på at branden skulle være påsat af folk som ofret for den muhammedanske “hate-crime”, siden han nu er “proud to be danish”. Imidlertid har svensk politi allerede d. 26. december via den svenske statspropaganda meddelt at branden er opstået inden i mosken, og ikke som følge af et udefra kommende angreb. Det oplyste det seriøse svenske medie avpixlat.info d. 26. december klokken 16:44.

Find en hudfarve

I avislingen Ekstra Bladet, hvis hovedformål er, at trykke prostitutions annoncer for det kulturmarxistiske blad Politiken, har man fået øje på en FB post af Mogens Camre. Camre skriver i følge EB:

‘Jeg havde en underlig fornemmelse, da jeg så DR1’s tv-avis her til aften. En journalist, som ser ud til at stamme fra Mellemøsten, interviewer en integrationsminister, som er inder. De drøfter, hvordan folkevandringen bedst kan få plads i Danmark.

Deres pejlemærker er konventioner, som er vedtaget af folk i fremmede lande, uden at danskerne er blevet hørt.

Folk fra fremmede kulturer bestemmer, hvad der skal ske med dette land. Danskernes rolle er at arbejde og betale skat,’ skrev han.

 

Det får Ulrik Haagerup ifølge løgne fabrikanten Al-Ritzau til:

I DR vil vi bedømmes på vores professionalisme ikke på vores køn, seksualitet eller etniske baggrund. Jeg læser det, som Mogens Camre har skrevet, som kritik af den faglighed, en af vores værter har, alene baseret på hans hudfarve. Det, synes jeg, ikke er i orden, siger Haagerup til Ritzau.

 

TILLÆG:

Bemærk i øvrigt, at Camres egentlige ærinde, nemlig at en politiker og en sjovnalist konspirer om at holde befolkninge udenfor indflydelse på et bestemt politk område ikke kommenteres. Og den påstand er langt, langt grovere, end den simple konstatering af fakta, at de to er fremmede i forhold til Danmark og danskerne.

I sin essens beskylder Camre dem for at være anti-demokrater.

Men det kan åbenbart ikke hidse dem op. Eller rettere, det gør det nok, men for at slippe af krogen belyver man så Camre med hudfarve-racisme.

 

Racismeskriger på slap line

Den berygtede Möger familie viser sig også, at have et medlem, der interessere sig for racer. Interessen i den familie plejer ellers at være penge. Andres penge.

Nu er det så igen den muhammedanske race, der skal forsvares. Et eller andet sted skal der jo nok vise sig at være penge i det.

Et barn af familien, Nina Möger Bengtsson, er for ikke så lang tid siden vendt hjem fra udlandet, nærmere bestemt Singapore, hvor hun har bestået studentereksamen. Prisbladet fra skolen kan læses her.

Nu er der så krig i et af de muhammedanske lande og det er jo en udemærket anledning til, at få hevet adskillige titusinder af muhammedanere til Danmark. Og det mener Nina, man kommer igennem med ved at belyve sin medborgere med anklager om racisme. I den marxistiske sprøjte Des-Information (kendt for at have stillet kilometervis af spalter til rådighed for KGB) er det så i denne omgang Lars Løkke, der belyves af Nina.

Ubemærket racisme

København, september 2014: Venstres formand Lars Løkke Rasmussen tager ordet på DI’s topmøde om udenlandsk arbejdskraft. Han er en lille mand med stribet slips og dyrt, omend lidt krøllet jakkesæt, og hans ord er et billede på den smålighed, der har overtaget storsindets plads i den danske nationalånd. I taler og Q&A viderefører Venstres formand retorikken fra det borgerlige udlændingeudspil, der virker skræddersyet til at lukke Danmarks dør i hovedet på dem, der tror på Mohammed og ikke på Jesus. Ja, lukke døren i hovedet på dem, der er anderledes end majoriteten. Løkke forklarer, at systemet selvfølgelig skal have en vis fleksibilitet, for hvis en »kristen somalier«, der er »uddannet fra Sorbonne«, vil til Danmark, skal det selvfølgelig være muligt.

Den tager vi lige igen: Hvis en »kristen somalier«, der er »uddannet fra Sorbonne«, vil til Danmark, skal det selvfølgelig være muligt.

Med disse ord understreger Løkke, at Danmark ikke længere skal forbindes med solidaritet og tolerance, men med kristendom og dyre uddannelser. En ubehagelig udvikling i sig selv, men endnu værre er, at disse ord er gået ganske ubemærket hen. Et enkelt tweet af Ida Auken er, hvad det er blevet til – de 1.000 andre deltagere samt de utallige medier, der var til stede, lod kommentaren hænge i luften.

Vi har glemt forargelsen

Denne form for diskriminerende tale er blevet hverdagskost i en debat, der er blevet så giftig, at danskerne har udviklet resistens over for småracistiske udtalelser. Interessant nok var det en udlænding, der rigtig bed mærke i Løkkes dybt generaliserende og usympatiske kommentar. Den britiske journalist Alex Forrest beskrev i en afsluttende paneldebat på DI’s topmøde sin enorme overraskelse over tonen i den danske integrationsdebat. Især over »hr. Rasmussens« retorik: »Selv det mest højreorienterede parti, UKIP, (…) ville aldrig bruge den terminologi, der er blevet brugt i dag. Såsom at sige, at man kunne byde nogle velkomne, men man ville være mere tilbageholdende over for folk fra Somalia. Den slags sprog ville aldrig blive brugt.«

Efter mere end et årti med fremmedfjendsk retorik skal der nu så meget til at forarge os, at vi har brug for udlændinge til at minde os om det. Vi har slået verdensrekord i hverdagsracisme, og vi har ikke selv opdaget det.