BENT BLUDNIKOW

Jacob Holdt film: Ude nu

For et godt dtykke tid siden deltog bloggen i afdækningen af Jacob Holdts løgnhistorier.

En de få ting der ikke var løgn var at der var ved, at blive lavet en film om den aldrende løgnhals. Den er så ude nu. I Berlingeren skriv Bent Blüdnikow bl.a. i sin anmeldelse:

Jacob Holdt spillede en betydelig rolle i Danmark i tiden efter 1968. Hans »Amerikanske billeder« påvirkede en hel generation med sanselige billeder af og beretninger om fattigdom, racisme og klasseforskelle i USA. Nu er der kommet en film om Jacob Holdt, og det er velbegrundet, for han var med til at forme tidsånden i et par årtier. Niels-Ole Rasmussens »Jacob Holdt: Mit liv i billeder« går tæt på Holdt, der genfortæller sit liv og drager til USA for at opsøge de personer, som spillede en rolle i hans USA-eventyr.

I første omgang gik turen til København, hvor han fattede sympati for tidens revolutionære og voldelige budskaber. Formet af Vietnamkrigen og et voksende had til USA fik Jacob og hans venner fat i trotyl, som de ville smide mod den amerikanske ambassade. Det er imidlertid ikke Jacob, der kan huske denne voldelige fase, men en revolutionær ven, der fortæller det i filmen, mens Jacob engleblidt nægter at kunne huske noget. Jorden brændte imidlertid under Jacob, og han drog til Canada, men skrev hjem til sine revolutionære venner: »Jeg vil anbefale bomber og trotyl nu.«

Men generelt virker de fleste scener uægte. Vi ser Holdt i et forladt hus hos en tidligere sort kæreste, der nu er død, og hvor han står og græder, men det føles som fremtvungne tårer. Vi ser ham i et rigmandspalads, hvor han fortæller, at han bollede med de unge, hvide kvinder, og han lægger sig nøgen i en stor flot seng med et skælmsk smil. Pinligere kan det ikke blive. Spørgsmålet opstår, ligesom det i sin tid gjorde med hans »Amerikanske billeder«, om det er dokumentarisme eller manipuleret virkelighed.

I 2015 blev Jacob Holdt af bl.a. Weekendavisen beskyldt for at lege med sandheden, og at den dokumentarisme, som han påstod »Amerikanske billeder« stod for, til tider var opdigtet virkelighed. Filmen har scener om denne kritik, men de er uden konkret indhold og synes blot at registrere, at der var en debat. Også det efterlader en utilfreds. Hvad skal det gøre godt for, når den ikke giver os indblik i kritikkens indhold?

…Holdt fik penge af KGB til sine aktiviteter og var af KGB endda tildelt en føringsofficer, men det siges der intet om i filmen. Det ville have klædt den, for som den nu fremstår, er den pinagtig klynkende og privat.

Man kan ikke se bort fra, at Jacob Holdt var drevet af altruisme, men han var samtidig et tidstypisk politisk fænomen, hvilket filmen ikke formår at forklare.

Efter at have fulgt sporet af Holdts økonomiske transaktioner er der ihvertfald et punkt, hvor UH er uenig med Blüdnikow: Alt peger på at Holdt konskvent har raget alt af værdi inden for sin rækkevide til sig og beholdt det der. Intet tyder på nogen som helst altruisme.

I Kristeligt Dagblad er man mere venlig stemt:

Med Weekendavisens anklager om løgn og overdrivelser for et par år siden blev Holdt – igen – kontroversiel. Bogen ”Amerikanske billeder” fra 1977, som museet Louisiana samtidig kunstnerisk kanoniserede, blev underkastet detektorsamfundets metoder: Hvor slutter dokumentaristen Holdt og hvor begynder selviscenesætteren Jacob?

Præstesønnen Holdt antyder, at hans livs mission er at føre den følelseskolde faders kærlighedsfulde retorik fra kirkerummet ud i den virkelige verden. Derfor flyttede fotografen som ung blaffer i 1970’ernes raceurolige USA ind hos de mennesker, han havde fordomme over for. Ku Klux Klan-ledere, sorte udstødte kriminelle, rige og ensomme kvinder. Holdt elskede (med) dem alle.

”Jacob rejste hen, hvor ingen frivilligt ville være”, siger en gammel ven i filmen. Og med instruktøren i hælene opsøger den 67-årige Holdt de sorte kvinder, han elskede i 1970’erne. Det er både pinagtigt, men også gribende og inspirerende, at se Jacob konfrontere disse modeller fra ”Amerikanske billeder”. Merrilyn Jones, som overtales til en absurd gentagelse af et nøgenfotografi i et badekar fra den oprindelig bog, anklager ham for udnyttelse. En anden gammel flamme, Leslie Manselles, elsker ham stadig uforbeholdent. Flere er døde, men Jacob lever og kæmper videre for mangfoldigheden ved at engagere sig i Palæstina, syriske flygtninge og Danmarks første kvindemoske.

Advertisements

Nyt om Hitler

Bent Blüdnikov har talt med Timothy Snyder, der i en ny bog, anskuer Adolf Hitler på en måde de fleste ikke kender, nemlig som racistisk darwinist. I hvertfald er det forkert, at placere venstreekstremisten Hitler på højrefløjen. At venstrefløjen ikke vil kendes ved en af sine betydningsfulde ideologer, handler vidst mest om at man tro mod sit koncept med at lyve om alt og alle, lyver Hitler væk fra sig selv. Fra artiklen:

Timothy Snyder, du nyfortolker Adolf Hitler. På hvilken måde?

»Hvis man læser Hitlers tekster, vil man se, at han ikke blot var en ekstrem nationalist, som han er blevet fremstillet, og han heller ikke blot var en totalitær diktator som Mao, Stalin, Mussolini og andre. Han var noget andet og nyt.«

»Han forstod verden i økologiske termer og han så verden som et sted med begrænsede ressourcer. Han mente derfor, at racerne skulle kæmpe om disse ressourcer til døden og at den stærkeste race ville overleve. Det var en slags racistisk darwinisme, hvor han håbede, at den tyske ariske race ville sejre.«

Hvor kommer jøderne ind i billedet?

»Jøderne var forbundet med hans verdenssyn, for i hans øjne opfandt jøder regler for menneskelig adfærd; altså etik. Han mente, at jøderne stod bag kristendommen, kommunismen og kapitalisme, og at de skulle udryddes, så den stærkeste race ved rå konkurrence kunne sejre.«

»Jøderne og dermed deres etik skulle fjernes fra jorden, fordi den forhindrede folk i at se mennesket for, hvad det egentlig var, nemlig i bund og grund biologiske væsener, der kæmper for overlevelse.«

En af dine vurderinger er, at bureaukratier i mange tilfælde reddede jøder, men dine kritikere har fremhævet, at statsapparatet i f.eks. Frankrig gjorde det modsatte, nemlig at hjælpe tyskerne med at indfange og deportere jøderne. Er det ikke et problem for din analyse?

»Det er rigtigt, at der var tale om, at f.eks. politiet og ministerier assisterede nazisterne i f.eks. Frankrig. Men i det store billede er min vurdering korrekt, nemlig at ved sammenbruddet af lov og orden østpå blev det muligt for nazisterne at gennemføre massemord.«

»Jøder havde levet i Polen, De baltiske lande, Ukraine, Hviderusland og det vestlige Rusland i århundreder, men disse stater opløstes som lande med lov, ret og legitime bureaukratier som et resultat af pagten mellem Stalin og Hitler i 1939. I disse områder blev godt 90 % af alle jøder myrdet, mens jøder i lande som Italien, Frankrig og Tyskland havde en bedre chance for at overleve.«

Du skriver i din »Sort jord«, at vi må se holocaust som et internationalt fænomen, der går på tværs af landegrænser?

»Ja så absolut. Holocaust gennemførtes på tværs af landegrænser, og det er alt for snævert at basere forskning og formidling blot på national perspektiv. Tænk blot på, at de 200.000 tyske jøder blev deporteret uden for Tyskland, før de blev myrdet. De kunne kun myrdes i statsløse zoner og ikke i Tyskland.«

Snyder er også bekymret for fremvæksten af et nyt jødehad og siger: »Jeg tror, at dette jødehad, som vi ser ikke mindst i den arabiske verden og i Rusland, er en reaktion på den globale udfordring. Hitler var på sin måde et resultat af den første globale udfordring, som begyndte i 1800-tallets slutning.«

»Denne globale udfordring endte tragisk med Første Verdenskrig og derefter Anden Verdenskrig. Vi er nu i en ny global tidsalder, og jeg frygter, at jøderne igen vil blive brugt som syndebuk for de spændinger og problemer, som opstår. Folks bekymring over udviklingen har medført en anti-globaliseringsbevægelse, som muligvis bruger jøderne til atter en gang at forklare, hvorfor tingene går galt.«

A pro pos:

160516 hitler muhammedanisme

Dragsdahls seneste

Tilbage i 1990 (19 april) skrev KGBs ledende påvirknings agent i Dansmark, Jørgen Dragsdahl, under overskriften “Når Jyllands-Posten er i ekstremismens vold…”:

For anden gang må jeg påpege, at den ene sætning, hvori Gordijevskis omfattende beskrivelse af den sovjetiske ledelses frygt for atomkrig blev nævnt i Jyllands-Posten, ikke gør det ud for en omtale, som yder den sensationelle afsløring retfærdighed. Jeg overså godt nok de få ord, fordi de ikke indgik i referatet af Gordijevskis egne artikler (modsat hvad Bent Jensen påstår). De blev bragt dagen inden, godt gemt. Bent Jensen beskylder mig for løgn, og tilslører dermed sagens principielle kerne: at Jyllands-Posten banker en historie op på yderst svagt grundlag men på det nærmeste ignorerer sagens, ifølge Gordijevski, vigtigste aspekt.

Også det er typisk. Bent Jensen beskylder mig på lederplads (4. marts) for at være “indflydelsesagent” for KGB, og det skete selvfølgelig også uden dokumentation. Senere har han i en artikel (1. april) forsøgt sig i den morsomme genre med omtale af en Georg Dragedal, som han tillægger synspunkter bragt i avisen “Misinformation”. På dette puerile skolebladsniveau er det selvsagt nytteløst, hvis man påpeger, at jeg ikke står bag disse synspunkter.

Når Jyllands-Posten gør al kritik af NATOs raketprojekt ensbetydende med, at man enten går Sovjets ærinde efter ordre eller frivilligt, lufter det en tankegang, som kendes fra diktaturer. Avisen har gennem årene med sine unuancerede angreb på hele fredsbevægelsen og alle kritikere banet vejen for, at mange aktivister ikke kunne se, at der var et skel i fredsbevægelsen. Dermed gav Jyllands-Posten kommunisterne allierede.

Ekstremisme og unuancerede standpunkter på den ene fløj fremmer lignende holdninger på den anden. Det er ikke virksomhed, som gavner udviklingen af demokratiet.

Senest er Dragsdahl så, foranlediget af afdækningen af hans kollega fra de glade KGB dage, Jacob Holdts løgnhistorier udført af Martin Kasler på RR og viderebragt af ikke mindst Weekendavisen så på banen igen. Indlægget der umiddelbart fremstår som en kritik af arbejdsmetoderne på højrefløjen, er middelbart et forsvarskrift for Dragsdahl og Holdt. Demaskeringen af Holdt har så i øvrigt ført til, at muset Louisiana ikke vil læggen navn til undervisningsmateriale udarbejdet på baggrund af Holdts “arbejde”. Fra artiklen:

Det store spørgsmål for iagttagere er, hvorvidt deres løgne skal tilbagevises. For mange ’pæne’ mennesker er et svar under deres værdighed, og de henholder sig til, at alle i deres vennekreds afviser sektens agitation. Men dens ledende aktivister har nem adgang til medierne og smykker sig med titler, som giver troværdighed i nogle kredse. Det er eksempelvis juraprofessoren Ole Hasselbalch, historikeren Bent Jensen og Berlingske Tidendes Bent Blüdnikow, som både kalder sig journalist og historiker.

….

Så her vil jeg se på deres forhold til fakta. I den forbindelse udgør sekten en udfordring, som ikke er tilstrækkeligt erkendt. Den vil, påpeger Hofstadter, gerne formidle, at fantastiske konklusioner bygger på faktuelle forhold. Jo mere utrolige dens påstande er, desto mere desperat hobes fakta op, så den kan få demonstreret, at det utrolige er det eneste troværdige. Fakta er for aktivisterne ikke primært redskaber, som skal skabe dialog med verden uden for sekten. Det er byggesten til en mur, som skal forsvare sektens tro og isolere den fra modstridende fakta. Hvis man samtidigt kan få lokket nogen med ind bag muren, er det en ekstra fordel.

Blüdnikow giver mig lidet smigrende omtale, men han fortrænger, at jeg på et kartotekskort hos DDR’s hemmelige politi kaldes anti-kommunist og formodet CIA-agent. Indberetninger fra den østtyske ambassade kaldte Information et »hovedtalerør« for »fjendtlige aktiviteter imod progressive fredskræfter i Danmark« og de socialistiske landes fredspolitik. Angiveligt skrev jeg »hetz-artikler«.

Gjorde Blüdnikow sig dengang fortjent til lignende?

Blüdnikow henviser til en undersøgelse, som han har foretaget sammen med Weekendavisens Bo Bjørnvig. I denne er de racistiske karikaturtegninger fremstillet for det amerikanske forbundspoliti FBI rettet imod Det Sorte Panterparti, som jeg skrev om i avisen, blevet til min personlige opfindelse. Men et par minutters søgning på internettet ville have vist dem, at tegningerne faktisk var en del af FBI’s COINTELPRO-program. Det er ifølge Blüdnikow også forkasteligt, at jeg beskrev den amerikanske efterretningstjeneste CIA, som var det en kriminel organisation. Jamen, lille ven dog – hvor har du været? Midten af 70’erne var proppet med afsløringer, som udstillede CIA’s brud på amerikanske love, og selv tjenestens sympatisører fremhævede, at tjenestens aktiviteter er og skal være ulovlige, set med udlandets øjne.

Det er typisk for Blüdnikows metode, at han først gør Jacob Holdt til en ofte brugt skribent og derefter ser sig delvist retfærdiggjort, når Information kan pege på kun tre ’artikler’ – ingen af hans bidrag fortjener denne betegnelse, og de er slet ikke relevante for Blüdnikows oprindelige pointe angående anti-amerikansk hældning i Informations dækning.

Denne gennemgang kunne fortsætte mange spalter endnu. Det er håndværket, som halter, men det er det sekteriske syn, som er drivkraften. Man skal være langt ude i også moralsk fordærv, når man som Blüdnikow i Berlingske den 15. juni efter Højesterets dom over Bent Jensen kan undre sig over, at denne forbryder endnu ikke er blevet optaget i Videnskabernes Selskab. Men det er ikke langt ude i denne kreds.

Og, ja. Jeg mener, at denne sekt skal modsiges og modbevises. Den fordærver mulighederne for, at vi kan diskutere med blot et minimum af gensidig respekt.

Påstande skal naturligvis underbygges med fakta. Ellers er der jo blot tale om kulturmarxisme i bl.a. den Dragsdahlske aftapning. Og de såkaldte afsløringer af CIA er for Dragsdahls vedkommende mestendels båret af dybt dubiøse kilder, såsom konspirationsteoretikeren Daniele Ganzer og Philip Agee. Og i øvrigt har UH tidligere påpeget, at netop KGB var aktivt involveret i, at fremprovokere “raceri”, bl.a. her.

Dragsdahl kunne passende se på f.eks. hans egen promovering af Holdts billeder som “bevis” for “racisme”. Der er nemlig det problem med det, at det ikke beviser andet end, at Holdt har taget en masse billeder af negere som oftest fattige. Havde Holdt taget en masse billeder af rige negere og fattige hvide, havde det heller ikke “bevist”, at der skulle foreligge et race problem. Og det havde heller intet fortalt noget om årsagerne til at der findes rige og fattige, hvide eller negere.

Dragsdahl skrev i Aktuelt 2001 (19. januar) bl.a.:

“Mens jeg i 70’erne var mest populær på venstrefløjen, så er det i dag Pia Kjærsgaards tilhængere, som bare elsker det show. Jeg får fem minutters stående bifald af nedslidte arbejderkoner, fordi jeg henvender mig til deres dybe, indre smerte. Pia henvender sig til det samme, men hun misbruger det”.

Det er ikke kun på kurser for voksen-uddannelse, at Holdts “terapeutiske show” virker stærkt. Han har flere breve fra meget glade skolelærere.

Trine Jegbjærg fra Aalestrup Realskole kan eksempelvis berette, at når det gælder de nye etniske mindretal i Danmark, så er 9. klasses elever normalt svære at engagere og få videre end: De kan sgu’ bare tage sig sammen, lære dansk og få et job.

Men Holdt havde forklaret, hvordan selv pæne borgere deltager i undertrykkelse og isolation, “ghettoisering”, af bestemte grupper i samfundet. De udstødte reagerer med adfærd, som giver undertrykkerne yderligere motiv til isolation af dem. Og det inspirerede eleverne.

“Det, der overraskede og glædede mig mest, var nok deres fremadskuen, hvor de normalt fikserer på den nuværende situation og derved ofte ender op med de medieaktuelle problematikker og ignorante udsagn”, skriver Trine Jegbjærg. “Mange af selv de mindst tolerante deltog i debatten med synspunkter, der pegede fremad. Selvfølgelig kom der også efter et stykke tid de gængse fordomsfulde udsagn, men konfronteret hermed kunne de godt se, at de på mange måder argumenterede, som vi lige havde konstateret, at mange hvide amerikanere gør”.

Eleverne har eksempelvis snakket om en sort kvinde på nogle af billeder og fundet ud af, at hun er fanget i et komplekst system af undertrykkelse, som hun ikke kan bryde ud af. Hvordan, spørger læreren, kan det være, at I nu fordømmer 2. generationsindvandreren for at være fanget ind i det selvsamme?

Derefter svarer eleverne tilbage, at “det er nemmere at se undertrykkelsen i et andet land, og at vi ikke har lyst til at se den hos os selv. Andre meldinger lød på, at det ikke var den fysiske men den psykiske ghetto, der var det største problem. Det er flot indsigt at give udtryk for, når man går i 9. klasse”.

“Så jo – Amerikanske Billeder har helt klart været en skelsættende oplevelse for vores elever og for os som lærere”, konkluderer Trine Jegbjærg.

Karpantschofs kanonføde

I weekenden gik en flok sortklædte nazister, dvs medlemmer af organisationer på den yderste venstrefløj, amok på Nørrebro i et rudeknusningsorgie, der giver mindelser om Krystalnatten. Den begivenhed er omtalt i forige post.

Det har fået UH til at kigge lidt tilbage i den Københavnske gadeoptøjs historik, hvor det mest bemærkelsesværdige er den velplanlagte aktion d. 18. maj 1993. Aktionen handlede på ingen måde om udfaldet af folkeafstemningen. Dagen var bleve valgt fordi den passede til arrangøerne af optøjernes formål: Et angreb på politiet og massiv medieomtale.

En gennemgang af de såkaldte 18. maj optøjer, ikke mindst i lyset af, hvad Rene Karpatschoff har oplyst 20 år senere, tegner et billede af sædeles velplanlagt angreb, hvor man fra planlæggernes side bevidst går efter, at trække politiet ind i en fælde og bruger diverse hooligantyper og idioter som menneskelige skjolde og kanonføde. En typisk metode er at man lokker med eksklusive arrangementer såsom fester knyttet til en eller anden subkultur.

Hos Junikredsen er der en gennemgang af dele af de ledende personer i miljøet.

Som UH nævnte i forrige post så kan SF partifunktionæren, sjovnalist Thomas Sæhl Sørensen anses som en af arrangørene af optøjerne. Det der især knytter ham til den rolle, er retsagen mod ham i en del af efterspillet efter optøjerne. Han blev ganske vidst frikendt for, at have foretaget sig noget krimminelt, men sagen knytter ham ikke desto mindre til optøjerne. På tidspunktet var han boss i den kriminelle politiske gruppe “Rebel”. Omtalt hos BT.dk. Og jo, UH anerkender skam frifindelsen. På stedet foretog han sig ikke noget kriminelt, hvad der sigtes til er hvad han har foretaget sig inden optøjerne.

I tilfældet René Elley Karpantschof behøver man dog ikke kigge langt efter dokumentation for hans deltagelse. Den leverede han selv tilbage i 2013 i en stribe loghudlende MSM interviwes, bl.a. på EB.dk, hvorfra vi kan plukke lidt:

René Karpantschofs mave var fyldt med sommerfugle den milde majdag i 1993. Han var ikke angst, men nærmere forventningsfuld. Den samme spænding, som han havde følt før under mange af de demonstrationer, han siden sin debut som bz’er i 1983 havde deltaget i.

Sammen med en gruppe tidligere bz’ere havde René Karpantschof forinden holdt hemmelige møder om, hvad der skulle gøres, hvis det blev et ja til EU – dengang EF.

Gruppen planlagde først at skabe uro i indre by nær Christiansborg, men besluttede sig i sidste ende for at vælge Nørrebro i stedet. Ud fra et gadekamp-taktisk perspektiv var de her mere på hjemmebane og ville højst sandsynligt kunne trække flere sympatisører til sig, som sammen kunne protestere mod EU-afstemningen. Men aktivisterne var langtfra så organiserede, som de havde været under gadekampene op gennem 80’erne.

Da processen er sat igang og situationen bliver farlig er det tid for De kære Ledere til at stikke af og lade rosset tage skraldet. Prosaisk fortæller Karpantschof, at en “kammerat” beder ham gå op til sin gravide kæreste.

Mens han var i fuld gang med at kaste brosten mod de uniformerede betjente, tog en af hans venner fat i ham. De befandt sig da uden for det kollektiv på Nørrebrogade, hvor René og hans højgravide kæreste boede. Vennen sagde, at han skulle smutte op til sin kæreste, som kunne nedkomme når som helst. Herefter fulgte René Karpantschof begivenhederne fra sit vindue.

– Jeg så, hvordan sårede betjente kom humpende og blev båret fra Fælledvej, mens andre betjente fra andre retninger kom løbende til som forstærkning. Det virkede, som om de ikke havde kontrol over situationen. Der var ingen struktur, og det var rent kaos i forhold til, hvordan de plejede at opføre sig, fortæller René Karpantschof, som pludselig hørte et par skarpe smæld. Lidt senere lød der mange flere.

Selvfølgelig hader man politiet for det. Det var rart at kunne slå tilbage. Jeg tænkte ikke så meget over min egen skyld i det, jeg så dem som fjender. Jeg blev selv radikaliseret, jeg skar alle politifolk over en kam, siger René Karpantschof og uddyber:

– Vi havde bestemt en stor del af ansvaret for, at 18. maj eskalerede, som det gjorde. Men jeg vil ikke fordømme det, vi gjorde, fordi jeg selv troede på, at det var det rigtige. Jeg synes, det er vigtigt at forstå, hvordan det kommer til en sådan eskalation i et demokrati som Danmark, og undgå at politisk engagement skal koste liv og lemlæstelse.

18. maj hændelsen blev flittigt dyrket i medierne, ikke mindst af DDR op gennem 1990erne. Vinklen var, og for såvidt stadigvæk er, at en mindre gruppe (cirka 200) har arrangeret en protest demonstration, som så spontant voksede, kulminerende med, at politifolkene fik ordre til at skyde ind i mængden (“skyd efter benene” ordren) for at få situationen under kontrol. Især DDRs løgner Lars Ruggaard førte an i den kampagne. Værd at notere sig er desuden, at Thomas Sæhl Sørensen sidst i 1990erne var dels praktikant og sidenhen sjovnalist hos DDR. DDR har haft en primær kilde i huset de kunne spørge. Og ikke mindst en primær kilde med en væsentlig interesse i, at sagen bliver fremstillet på en bestemt måde.

En af de venstreekstreme sjovnalister der førte an i kampagnen var Erik Valeur. Han opsummere den venstreekstreme vinkel i en post på hans blog. Fra hans postering:

Den kommission, der undersøger urolighederne på Nørrebro deb 18. maj 1993, arbejder så overfladisk ifølge fire journalister, at det har været nødvendig for dem at skrive en hvidbog.

De fire prisbelønnede journalister fra Danmarks Radio og Ekstra Bladet udgav onsdag en hvidbog med titlen ‘Nørrebro – sten for sten’. De tre af journalisterne har fået Cavlingsprisen – den fornemste journalistpris – for netop deres dækning af Nørrebro-komplekset.

De fire journalister retter kritik mod den undersøgelseskommission, der blev nedsat, efter at Folketingets ombudsmand kritiserede de hidtige Nørrebro-redegørelser fra forhenværende rigsadvokat Asbjørn Jensen.

Journalisterne mener, at kommissionen, efter at have arbejdet i halvandet år, fortsat ikke har det nødvendige overblik og desuden ikke er sporet ind på sagens afgørende detaljer. Det er kommet frem under kommissionens afhøringer af en lang række vidner, påpeger journalisterne.

Den omtalte “Cavlingpris” bør benævnes Walter Duranty prisen.

Det er her helt afgørende for journalisterne, at der ifølge dem er tale om tre, adskilte skudepisoder. – Den første skudafgivelse kan forsvares, fordi politiet blev angrebet. Men det mener vi ikke er tilfældet under de to andre skudafgivelser, hvor aktivisterne er væk. Det er vores indtryk, at kommissionen ikke ved, at der var tale om tre skudepisoder, siger Anders-Peter Mathiasen fra Ekstra Bladet. Ifølge den forhenværende rigsadvokat Asbjørn Jensen var der kun tale om to skudepisoder.

Her påpeger Lars Ruggard, at netop video-optagelser er centrale for kommissionens arbejde. – Man kan på tv-optagelserne se, at der er 50 sekunder mellem første og anden skudepisode. Ikke desto mindre bliver optagelserne ikke brugt under kommissionens afhøringer, siger han.

Anders-Peter Mathiasen fra Ekstra Bladet påpeger, at det virker, som om kommissionen har svært ved at inddrage materiale, som den forhenværende rigsadvokat Asbjørn Jensen ikke lagde vægt på i sine undersøgelser. – Det er vores indtryk, at man kun bruger den del af det omfattende materiale om Nørrebro-sagen, som man har samlet ind hos Rigsadvokaten, siger han.

Christian Nordkap fra Danmarks Radio mener, at retssikkerheden står på spil, hvis ikke undersøgelseskommissionen begynder at anstrenge sig. – Retssikkerheden skrider, hvis vi ikke kan regne med det, når det offentlige nedsætter en undersøgelsekommission og siger, at den skal vende hver eneste sten, siger Christian Nordkap, der tilføjede, at han aldrig havde troet, at myndighederne ville forsøge at ‘sylte en sag på denne måde’.

Lidt citater med kommentar fra den omtalte kommissions beretning “UNDERSØGELSE AF NØRREBROSAGEN”, fra den del der handler om planlægning på demonstrant siden.

Den findes via googel på jm.schulztsboghandel.dk

En indledende kommentar. De vidneforklaringer der kommer først har en særlig interesse, fordi rækkefølgen ikke er tilfældig. Først den ene part, så den anden part og så alle dem der på forskellig vis kan oplyse sagen. Det viser sig, at især to vidner, Nete Jørgensen og Thomas Bryde Jepsen , hidtil er gået under radaren i forhold til afdækningen af det venstreekstreme miljø i Danmark.

Kommissionen skriver indledningsvist:

En undersøgelse og en klarlæggelse af de ovenfor nævnte forhold, der har haft en betydelig tidsmæssig udstrækning, kan alene ske ved en sammenhængende kronologisk forklaring sammenholdt med supplerende spørgsmål fra udspørgeren, fra kommissionen og fra bisidderne, og under henvisning til allerede foreliggende skriftlige materiale.

Kommissionen har yderligere gennemset et betydeligt antal vi­deobånd fra begivenhedsforløbet på Nørrebro 18.-19. maj 1993.

Videobåndene har været af værdi som øjebliksbilleder af en række alvorlige konfrontationer på Fælledvej og Skt. Hans Torv.

De har således haft betydning som baggrundsmateriale til belys­ning af det særdeles voldsomme begivenhedsforløb på Fælled­vej og på Skt. Hans Torv og for fastlæggelsen af det kronologi­ske forløb af disse begivenheder.

Efter kommissionens opfattelse har de nævnte videobånd herud­over dog kun været af begrænset værdi for kommissionens arbejde. Videobåndene koncentrerer sig om få dramatiske begi­venheder, særligt skudafgivelserne på Fælledvej, og video­båndene er ikke af værdi med hensyn til den samlede baggrund for de nævnte dramatiske begivenheder, herunder for den af Københavns Politi anvendte overordnede taktik og for Køben­havns Politis taktik og kommandoføring på Nørrebro 18.-19. maj 1993.

Videobåndene kunne formentlig være af interesse ved identi­ficeringen af enkelte polititjenestemænd, der eventuelt kan have udvist en kritisabel adfærd, men kommissionen skal ikke udtale sig om, hvorvidt de menige polititjenestemænd på Nørrebro måtte have begået fejl eller forsømmelser, jf. lovens § 2, stk. 2, sidste punktum.

Kommissionen har anmodet Danmarks Radio og TV-2 om til kommissionen at udlevere de råbånd, der ikke har været udsendt af de pågældende fjernsynsstationer. Dette ønske har Danmarks Radio og TV-2 ikke ønsket at imødekomme, idet man har påberåbt sig hensynet til beskyttelsen af TV-stationernes kilder. Da udfaldet af en retssag kunne være tvivlsomt, og da alle relevante optagelser formentlig er udsendt, har kommissionen ikke forfulgt spørgsmålet.

Med hensyn til kommissionens oplysningskilder bemærkes, at kommissionen har afholdt møde med Politiets Efterretningstjene­ste, ligesom kommissionen, bisidderne og byretsdommeren på Københavns Politigård har fået afspillet den mest relevante del af radiokorrespondancen mellem KSN og politienhederne på Nørrebro.

Javel så. Sjovnalisterne vil have, at bestemte del af deres materiale bliver lagt til grund for undersøgelse og konklusion, men ønsker kun, at at stille deres materiale til rådighed i begrænset omfang. Det er meget godt, men så kan det kun bruges som bevis middel i mindst ligeså begrænset omfang.

De forklaringer som de tre venstreradikale vidner giver for kommissionen er i det væsentlige:

Jakob Martin Strid, der havde anmeldt den lovlige demonstration på Blå­gårds Plads, har forklaret (retsbog side 210): “Vidnet har ikke kendskab til, om der forud for den 18. maj blev planlagt en demonstration til afholdelse efter den anmeldte demonstrations afslutning kl. 22. Hvis han havde vidst eller hørt om noget lignende, ville han være udtrådt af arrangementet.”

Thomas Bryde Jepsen, der fulgte begivenhederne fra gaden, har forklaret (retsbog side 9):

“På Nørrebrogade blev der smadret banker, og der blev brækket brosten og fliser op. Fliserne blev efterfølgende flækket. Enkelte grupper beskæfti­gede sig ikke med andet. Ved Dr. Louises Bro blev en skurvogn trukket ud på gaden. Det så for ham ud, som om at folk vidste, hvad de ville, men han er ikke i stand til at sige, om og i givet fald hvilken planlægning der lå bag. Han så ikke barrikaden blive bygget ved Fælledvej. Han gik lidt rundt, og på et tidspunkt vendte han sig mod Dr. Louises Bro, hvor han så, at politiet havde taget opstilling på den modsatte side. ……… Han fulgte med en flok, der løb ned ad Elmegade, og han husker, at der blev råbt: “Vi ses på Skt. Hans Torv”. Flokken var en blanding af tilskuere og autonome, der var iført hætter. På torvet blev der samlet sten og lagt i affaldscontainere, og ved Guldbergsgade blev der lavet bål. Han oplevede det sådan, at der var optræk til en konfrontation.”

Nete Jørgensen, der ligeledes fulgte begivenhederne fra gaden, har forkla­ret (retsbog side 11):

“Hun husker ikke at have set nogen iføre sig hætter eller bevæbne sig, men da hun lidt efter selv gik op til Nørrebrogade, så hun, at der her befandt sig hætteklædte personer, og at der blev samlet kasteskyts sammen, ligesom der var placeret skurvogne ved Fælledvej og Dr. Louises Bro. Det vrimlede med folk, og hun kan ikke sige, om det, der blev foretaget, var planlagt. Hun har ikke bemærket nogen stålwire, og har heller ikke set, at der skulle være brand i nogen bygning.”

For Strids og Jepsens forklaringer fremgår der yderligere i beretningen.

Jacob Martin Strid er kendt for anden venstreekstrem politisk motiveret kriminalitet. Fra Danskeren nr 3. 2014 s. 7:

Et andet eksempel: Politikens tegner Jacob Strid var blandt de bevæbnede hættemænd, som blev anholdt i Hillerød og fik en frihedsstraf for mødeoverfald. Men det har ikke forhindret Kongehuset i at tildele ham Kronprinsens pris på 500.000 kroner for Strids særlige kulturelle indsats. Dronningen har i øvrigt end ikke svaret mig på et brev, hvor jeg undrede mig over, at kongehuset ville lægge navn til sådan noget.
Og Blüdnikow i Berlingske april 2013 via Uriasposten:

Så pæn er Strid nu heller ikke. Han var i 1990erne, altså efter kommunismens fald, med i en radikal venstrefløjsgruppe, Den Røde Bande, der fik dom for vold og røverier. Jakob Martin Strid blev flere gange idømt hæftestraf for omfattende politisk motiveret hærværk. Han var desuden med i en støttedemonstration til fordel for Blekingegadebanden i 1993.

I sine striber, som han tegnede for Politiken i slutningen af 1990erne, var der en sympati for den tyske terrorgruppe Rote Armee Fraktion, og i en stribe lod han sin helt sprænge Berlingske Tidendes hus i luften. Voldsforherligelsen var uden tvetydighed.

Strid var ved afhøring for kommissionen, som den eneste af de tre, bistået af en advokat, Hanne Reumert. Vi kan her slutte et par ting vedrørende de to andre; nemlig at de ikke har været mistænkt eller sigtet vedrørende optøjerne. Ellers ville de også have været bistået af en advokat. Videre fremgår det af beretningen, at kommissionen på møder med PET har fået ikke nærmere oplyst information. Som sagt er det ikke tilfældigt, at beretningen præsentere netop disse udsagn samlet. Og det er ikke tilfældigt hvem man har indkaldt som vidner.

Thomas Bryde Jepsen har UH ikke nogen nærmere information om, men Google afsløre, at han stadig bor på Nørrebro og der indikeres en interesse for planteforædling.

Om Nete Jørgensen har vi fra en kilde fået oplyst at hun på tidspunktet (maj ’93) boede i et venstreekstremt kollektiv på Amicisvej på Frederiksberg samt var en velkendt figur i Ungdomshuset på Jagtvej. Kollektivet omtalt hos Junikredsen.

Jørgensen på linkid:

150810 linkid nete jorgensen

Forskelligt fremgår af internettet, og det kan fastslås, at Jørgensen er omkring 50 år gammel og tjenestmandsansat i Kriminalforsorgnet. Udfra at netop hun er blevet indkaldt som vidne, alderen og ikke mindst, at hun har boet i netop dèt kolletktiv kan hun betegnes som en del af adlen indenfor det venstreekstrem miljø og/eller AFA. Også René Elley Karpantschof er cirka 50. Det virker ikke sandsynligt, at hun ikke har haft et vidst kendskab til den planlægning, der er gået forud.

Citater fra beretningen vedrørende planlægning:

har forklaret (retsbog side 58):

“Det var vidnets opfattelse, bl.a. ud fra den måde, der blev kastet sten på, at demonstranternes optræden var indøvet.”

Som det fremgår af denne artikel så har man i venstreekstremekredse i 80erne trænet den form for kamp.

Han ankom nok til Fælledvej ca. kl. 22.15, hvor de parkerede. Han bemærkede ikke noget usædvanligt på Skt. Hans Torv men så, at man var ved at bygge barrikader ved udmundingen af Fælledvej i Nørrebrogade. Der blev slæbt containere ud fra baggårde, og fliser blev brækket op. Stemningen var aggressiv, og det, der foregik, virkede struktureret. Der blev f. eks. råbt kommandoer.

på den modsatte side af gaden bemærkede hun 3 personer, der så ud, som om de organiserede indsatsen, idet de forskellige unge løb hen til dem, inden de foretog sig videre.

Hen ad gaden kom en gruppe unge mennesker på 10-12 personer. De blev dirigeret af en ung pige. Der var flere grupper og tydeligvis også andre personer med ledelsesbeføjelser, og han hørte, at der bl.a. blev givet ordre til, at containere skulle tømmes, fordi de indeholdt materialer, der kunne sættes ild til. Han hørte, at der blev sagt fra flere sider, at man ikke endnu skulle smadre ruder, for man ville ikke have, politiet blev alarmeret for tidligt. På gaden blev der stablet bunker af sten, og containere blev tømt for deres indhold.

Mens brosten blev gravet op og fliser slået i stykker, erindrer hun, at hun overhørte et skænderi mellem to autonome, der sagde noget i retning af: “At det her er ikke som planlagt”. Vidnet fik indtryk af, at det, der foregik, var aftalt på forhånd.”

Det var typisk unge piger, der fyldte containerne med murbrokker, hvorpå contai­nerne blev trukket ned ad Nørrebrogade, hvor der blev udlagt depoter af sten og brokker med 30 meters mellemrum. Imens brækkede andre brosten op og knuste fliser. Det hele virkede velorganiseret, idet ingen var i tvivl om, hvad de skulle foretaget sig. I løbet af et kvarter var der samlet 300-400 autonome i området.”

Angrebet blev fortaget holdvis, såle­des at det første hold kastede højt, mens det andet kastede lavt. ……… Mens vidnet opholdt sig i lejligheden lagde hun mærke til en ung maskeret mand, der stod på vandskulpturen på Torvet og råbte: “Første hold frem, andet hold frem”.”

[Ifølge rapporten hørte vidnet en person råbe: “Lad os tage NETTO”, hvorefter en anden person råbte: “Nej, det er imod aftalen”].

Kommissionen konkludere vedrørende spørgsmålet om overordnet planlægning:

Kommissionens bemærkninger:

På grundlag af de ovenfor gengivne uddrag af de afgivne vidneforklaringer og på grundlag af det i sagen foreliggende skriftlige materiale er det kommissionens vurdering, at det ikke er tilstrækkeligt godtgjort, at der fra demonstranternes side har foreligget en samlet forudgående planlægning af hele begivenhedsforløbet, forstået på den måde, at politiets fremrykning over Dr. Louises Bro, ad Nørrebrogade, ad Fælledvej og til Skt. Hans Torv er blevet forudset af demonstranterne, der derefter har planlagt deres aktioner på dette grundlag.

Kommissionen finder det derimod sandsynliggjort, at de enkelte dele af urolighederne i en vis udstrækning har været planlagt og udført af et antal grupper af personer, der har handlet efter forudgående aftale indenfor de enkelte grupper.

Kommissionen finder anledning til at påpege forskellen mellem en planlægning af hele begivenhedsforløbet fra demonstranternes side, og en forudgående forberedelse, indøvelse og planlægning af enkelte dele af be­givenhedsforløbet, f.eks. en samlet optræden af en mindre eller en større gruppe demonstranter i forbindelse med stenkast.

At de enkelte dele af urolighederne har været planlagt, finder kommissio­nen godtgjort, særligt som følge af,

at der i forbindelse med barrikadebyggerier har været anvendt stålwi­rere.

at et betydeligt antal af demonstranterne var iklædt hætter under uro­lighederne og må have medbragt disse inden urolighederne be­gyndte,

at der blev anvendt brandflasker (molotovcocktails) fra demonstran­ternes side såvel under angrebet på patruljevognen på Nørrebro­gade som under politiets rydning af barrikaderne ved Dr. Louises Bro og formentlig i et vist yderligere omfang,

at flere personer anonymt med tilknytning til det autonome miljø til pressen har udtalt, at der forelå en eller anden form for planlæg­ning.

Herudover finder kommissionen, at en række andre foranstaltninger viser, at et antal demonstranter i kraft af forudgående erfaringer har forberedt sig på at kunne deltage i allerede opståede uroligheder, særligt som følge af,

at der inden for et kortere tidsrum opføres barrikader ved Dr. Louises Bro, på Nørrebrogade ved Fælledvej og flere steder ved og omkring Fælledvej,

at der fra demonstranternes side blev udlagt depoter af brosten og/eller knækkede fliser på Nørrebrogade og i Guldbergsgade,

at de enkelte barrikader var af en betydelig størrelse og således har krævet samvirke mellem et betydeligt antal personer, selv om det må henstå som tvivlsomt, i hvilket omfang der har foreligget en forudgående aftale mellem et større antal personer, eller om et større antal demonstranter spontant er kommet til og har deltaget i barrikadebyggeriet.

at angrebet på nærpolitistationen ved Blågårds Plads skete under anvendelse af en lægte forsynet med håndtag,

at stenkastene mod politiet såvel på Fælledvej som på Skt. Hans Torv skete i bølger, var velorganiserede og fandt sted under komman­domæssige forhold og skete ved skiftevis anvendelse af stenkast i lav højde og i større højde,

at et betydeligt antal af demonstranterne var rutinerede i deltagelse i uroligheder.

UHs konklusion er en lidt anden, men vi har jo også fordelen af, at der nu foreligger en tilståelse:

Samtlige indfaldsveje til Sankt Hans Torv var dækket af forskellige indsatsgrupper med specifikke opgaver. Det kan ikke lade sig gøre uden en overordnet planlægning.Den overordnede plan har formentlig været:

  • Opbygning af Sankt Hans Torv som fort.
  • Politiet skal ved hjælp af ildspåsættelser lokkes frem ad Nørrebrogade og op ad Fælledvej.
  • Der bliver grupper placeret ved de forskellige indfaldsveje, som er istand til, at imødegå mindre grupper af politi.’
  • Der bliver “inviteret” bredt til “gang i gaden”. Disse skal sammen med BZ hang a rounds, lavere rangerende autonome og “mellemledere” fungere som får, som politiet går amok på.
  • Adlen blandt de venstreekstreme er sikret tilflugtlejligheder i området, som de forsvinder op i, når “processen” køre af sig selv.
  • MSM journalister man i forvejen har en vis tillid til, prepareres på for hånd for, at sikre vinklen med spontan demonstration og politibrutalitet.

Planlæggerne har naturligvis ikke kunnet vide på forhånd om den ville virke som tænkt. Om der for eksempel ville komme et modsvar man ikke havde forudset. Men man har tydeligvis overvejet de forskellige sandsynlige muligheder. Og man har været helt ligeglade med de ricisi, ricisi man udemærket kendte, man udsatte personer i egne rækker for såvel som med tilfældige civile, der måtte stå i vejen eller indebrænde. Ikke bare har man ignoreret ricisi man har også sørget for, at “invitere” et større antal personer, der kan fungere som menneskelige skjolde og kanonføde og som ikke er vidende om hvilken sammenhæng de egentlig indgår i.

Det fremgår også af beretningen, at der er et lille ophold i afgivelsen af skud. Forklaringen kan være, at den organiserede del af deltagerne i optøjerne har haft en særlig komando, for eksempel “skyd efter benene”, som var signal til øjeblikkelig tilbagetrækning. Da den organiserede del trækker sig tilbage ser det for politiet ud som om, at det er gruppen som sådan, der trækker sig. Imidlertid er den uorganiserede del ikke klar over, hvilket heller ikke er meningen fra planlæggernes side, at man nu trækker sig, hvorfor de fortsætter uanfægtet og politiet genoptager beskydningen. Det får så den uorganiserede del, der nu ikke har nogen grupper bag sig, til at flygte bagud, hvor der nu er plads.

Og det er først her planen bryder delvist sammen. Det man har satset på er, at politiet vil lave et amokløb mod de resterende uromager, med døde og alvorligt sårede som resultat. Politiets overordnede strategi, defensiv ageren, virker for så vidt som at ingen politifolk går amok og politiet giver sig istedet til, at gennemsøge gaderne for anholdelsesværdige.

Medie håndteringen virker fsv som at de sævanligt mistænkelige i MSM sætter det store billed. Der er dog også dækning af anonyme fra miljøet der fortæller om forudgående planlægning, i tiden efter de planlagte optøjer.

Som sagt de personer der umiddelbart kan knyttes til den overordnede planlægning er René Karpantschof, Thomas Sæhl Sørensen og Jakob Martin Strid. Men der har formentlig været omkring 10 personer, der har stået for den overordnede planlægning, som alle skal findes indenfor “adlen” af det venstreekstreme miljø.

Æren som hovedplanlægger vil UH dog gerne tilskrive René Karpantschof.

Angående Nete Jørgensen og Thomas Bryde Jepsen har UH den opfattelse, at grunden til de indkaldes som vidner er, at man hos PET har formodning for at de har kendskab til planlægningen og de personer, der har udført den og at man ved de er nogenlunde tæt på den kreds af personer.