christoffer emil bruun

Sans for skandale

Pamfletten på Rådhuspladsen, Samarbejds-Politiken (Islamofilt Folketidende), har sans for skandaler og standarder. Ikke mindst dobbelte standarder. For en uges tid siden gik Politikens kronikredaktør, Christoffer Emil Bruun (tidl. DDR) til forsvar for fondssvindleren Jacob Holdt. Det skete bl.a. med disse bemærkninger, som omtalt her på UH:

I sidste uge portrætterede Weekendavisen så Holdt som en slags Amdi Petersen-type, der har gjort sig selv hovedrig på ’Amerikanske billeder’ ved at rage penge til sig selv i stedet for at give dem til det hospital, som var lovet pengene.

Og;

Der er sandsynligvis hold i nogen af anklagerne. Men det står også klart, at Holdts projekt aldrig har været personlig berigelse eller historieforfalskning. Når anklagen om usandhed nu blæses op, skyldes det blandingen af samtidens høje krav til sandhedsværdi og trangen til at gøre op med en faderfigur fra den idealistiske hippietid.

Hertil er der at bemærke, at Holdt aldrig siden han kom igang med sit projekt har været fattig. Lejligheden i Købmagergade 43 som han købte i 1979 og som han i 1988 udlejede til den spanske ambassade har konstant givet et afkast på over kr. 200.000 årligt. Hertil at Holdt lod folk arbejde ulønnet for sig under dække af at pengene gik til Afrika, samt konstante opfordringer til, at donnere til fonden til offentligheden og ikke mindst, at Holdt skabte et løgnagtigt billede af sig selv som filantrop, hvilket var af største betydning for markedsføringen af Amerikanske Billeder.

Mere/seneste om Holdts fupperier og omfanget hos Martin Kasler på RR, her.

Nu har Samarbejds-Politiken så fundet en skandale der er værdig til sjovnalistisk behandling. En kreds af venstreekstreme og/eller marxistiske fuskere omkring det såkaldte “Forsker Forum” har fundet ud af, at den bekendene kristne undervisningsminister, Esben Lunde, har sløret sit CV således at det ikke fremgik, at en del af hans teolog uddannelse er foregået andet steds end der hvor den faktisk er foregået. Det er indikutabelt rimeligt at afsløre det forhold. Bl.a. fordi det fortæller noget om hans teologiske ståsted.

Af Samarbejds-Politikens uddannelsesredaktør, Jacob Fuglsang, bliver det bl.a. behandlet således:

For det første viser det reviderede cv, at ministeren ikke har ruttet med sandheden og siden har måttet erkende, at fremstillingen kunne misforstås. Det er et problem for et regeringsparti, hvor Carl Holst for nylig måtte gå af som forsvarsminister efter skiftende forklaringer på spindoktorens ansættelsesforhold.

For det andet er spørgsmålet om Esben Lundes tro kontroversielt. Kort efter udnævnelsen gav han et interview til Jyllands-Posten, som førte til stor diskussion.

Blandt andet fordi han på spørgsmålet om, hvorvidt mennesket nedstammer fra aberne, svarede: »Jeg tror, der står en skabende gud bag. Hvordan han så har gjort det, det har jeg ikke forholdt mig så meget til. Og det er der jo heller ikke nogen, der kan give en teologisk forklaring på eller lignende. På den måde har jeg ikke forholdt mig til det«.

Det er vand på de kritikeres mølle, at ministeren har fået undervisning på en uddannelse, der tager Bibelen bogstaveligt og betegnes som fundamentalistisk i den betydning, ordet oprindeligt havde, før det blev knyttet til islam og til terrorisme.

Der er selvfølgelig langt fra at deltage i Dansk Bibel-Instituts studiekredse og så vedkende sig instituttets vedtægter. Men hidtil har ministeren ikke lagt afstand til instituttets læsning af Bibelen.

Så hos Samarbejds-Politiken ved man skam godt hvornår man skal være kritisk. Det skal bare være over for de rette. Og dem er fondssvindleren Jacob Holdt tydeligvis ikke iblandt, mens Esben Lunde tydeligevis er. – På grund af hans religiøse baggrund.

Advertisements

Puritansk realisme

I Samarbejds-Politiken fortsætter forsvaret af Jacob Holdt løgn historier og svindlerier. Denne gang er det den fra DDR så kendte Christoffer Emil Bruun, som forsøger sig i genren, kun et par uger efter direktøren for Charlottenborg, Michael Thouber gjorde det samme. Fra artiklen:

I august begyndte Weekendavisen, hvad der efterhånden har udviklet sig til en kampagne mod manden bag ’Amerikanske billeder’, Jacob Holdt.

Fotografen med den lange skægfletning beskyldes for ikke at have været til stede ved slaget om Wounded Knee i 1973, som han ellers beskrev, som var han der selv. Dertil kommer, at han ukritisk viderebringer en af sine kilders alder som 134, selv om det ikke er rigtigt

Ja, og adskillige (+10;+100?) andre historier, hvor det netop er de centrale og bærende historier, der viser sig, at være frit opfundne. Eller rettere konstruerede, så man kunne opnå en bestemt og ønsket virkning. Det er ikke tilfældige løgn historier der opstår fordi Holdt fabulere. I Udgangspunktet kan man måske forklarere en del med, at han blev sat på sporet af Jøgen Dragsdahl. Men han har trods alt ikke holdt Holdt i hånden konstant de følgende 40 år.

I sidste uge portrætterede Weekendavisen så Holdt som en slags Amdi Petersen-type, der har gjort sig selv hovedrig på ’Amerikanske billeder’ ved at rage penge til sig selv i stedet for at give dem til det hospital, som var lovet pengene.

Holdt har, juridisk bindende og uigenkaldeligt, afgivet copyrighten, er vurderingen her på Hotellet. Der ville ikke have været noget i vejen for, at han optrådte med lysbillederne sådan som han har gjort. Han skulle bare have betalt en afgift for brugen af billederne. Det har han så undladt og proppet pengene i lommen.

Der er sandsynligvis hold i nogen af anklagerne. Men det står også klart, at Holdts projekt aldrig har været personlig berigelse eller historieforfalskning. Når anklagen om usandhed nu blæses op, skyldes det blandingen af samtidens høje krav til sandhedsværdi og trangen til at gøre op med en faderfigur fra den idealistiske hippietid.

Holdts “usandheder” bliver sq ikke blæst op. De bliver blot vist frem. Her på stedet gør vi ikke op med nogen faderfigur. Vi fremviser for Holdts fanclub, hvor ynkelig en person, den aldrende racismebelyver er. Så kan medlemmerne af fanclubben, her i blandt Michael Thouber og Christoffer Emil Bruun jo selv tage stilling til om de vil blive på posten eller liste af. Thouber og Bruun gør det første.

Museet Louisiana var det første til at ophøje Holdt fra dokumentarist til kunstner. Det skete ved den store udstilling ’Tro, håb og kærlighed – Jacob Holdts Amerika’ fra 2009. I sin anmeldelse skrev Peter Michael Hornung, at Holdt »tydeligvis bruger fotografiet i en tjeneste, der er større end noget fotografisk projekt«.

Ja. Og det kan undre, at man ophøjer en stak feriebilleder til kunst. Der findes formentlig feriebilledsamlinger rundten omkring i de små hjem, der på den kunstneriske dimeinsion er langt mere og bedre gennemarbejdede end Holdts.

På den yderste højrefløj har man regnet ud, at det må være fuldt af sprækker. Som balladen om Jan Stage for et par år siden viste, skal man bare kradse lidt i den røde lak, før der viser sig unøjagtigheder, som kan bruges til at nedlægge et venstreorienteret bytte.

Sprækker og unøjagtigheder. Ynkeligt, Christoffer. Det er demonstreret, mht Holdt, at han forsætligt lyver og derefter dækker sig ind med nye løgne. Ikke bare i hans “værk”, men også i de økonomiske dispositioner der omgiver det.

Museet fjerner den 134 år gamle sorte mand fra sit undervisningsmateriale og beklager med henvisning til, at de var ’i god tro’.

I sin selvforståelse er han så gammel, men i virkeligheden kan det selvfølgelig ikke passe’.

Nu er de 134 år symbol på, at venstrefløjen taler usandt, og at generationen efter var i god tro. Vi efterkommere blev nærmest forført af en hippiegeneration, som fremstillede virkeligheden forkert. Modreaktionen på venstrefløjens romantisering er en puritansk realisme.

Nej, det er ikke de 134 år. Det er alt det der ligger forud. De 134 år er blot det endelige lavpunkt. Og genrationen efter var ikke i god tro. God tro er noget kommer i efter, at have undersøgt et eller andet tilstrækkeligt. Men muligvis kan man kalde det forført.Spørgsmålet er så, om det er en frivillig eller påtvunget og medvidende eller uvidende forførelse.

Puritansk realisme tager vi gerne til os. – Som et adelsmærke. Samarbejds-Politiken og segmentet deromkring kan vi så kalde urene fantaster.