Emil Eggert Scherrebeck

Heksejagt

I marxistiske Des-Information underholder literaten Emil Eggert Scherrebeck med, at islamofober i virkeligheden bedriver heksejagt på muhammedanere, hvilket må man underforstå, er racisme og aldeles patologisk.

Racisme og belyvning med samme, som politisk instrument går tilbage til Stalintidens sovjetunionen, hvor det blev udviklet og forfinet og siden eksporteret til trofaste Stalin tilhængere i vesten, der den dag i dag bekæmper “racisme”. Wiki opslaget om den sovjetiske film “Circus” fra 1936 er fremragende illustration. Et udsnit af filmen kan ses her.

I sammenhængen er også den islamofile tyske socialist, humanistiske doktor i literatur videnskab, Joseph Goebbels, værd at nævne, i det han forfinede belyvningen ad absurdium.

Medie virksomheden AP gør en del for at værne om deres rygte og har til den ende en “style book”. Af den fremgår det at ordene islamofob og islamofobi er uønskede. Link her og her.

I artiklen i Des-Information gør Emil hvad han kan for, at få fremstillet “islamofober” som vor tids heksejægere og vor tids muhammedanere som de jagede. Lidt morsomt al den stund, der ikke er rapporteret nogen gengældelses aktioner i Europa af betydning. Og en stor del af dem der, har vist ikke at holde vand, enten fordi de ikke fandt sted overhovedet eller var interne muhammedanske anliggender. Bemærk i øvrigt afslutningen, der reelt er en opfordring til kriminalisering af islam kritisk virksomhed og/eller at man fra islamofil side er lidt mere varsom i sit propaganda hysteri. Fra artiklen:

Ligesom det er afgørende for vores forståelse af skyderierne i København, hvorvidt vi betegner dem som terror eller ej, er det på samme måde vigtigt, hvordan vi som samfund omtaler og forholder os til de – hvad der kunne tyde på at være tiltagende – islamofobiske tendenser i Europa. Så er begrebet heksejagt dækkende i denne sammenhæng?

»Jeg mener, at det på en række punkter giver god mening at sammenligne de tendenser, vi ser rundt omkring i Europa efter angrebene på Charlie Hebdo med de historiske heksejagter,« siger lektor ved Institut for historie på Syddansk Universitet Louise Nyholm Kallestrup, som blandt andet har specialiseret sig i ’trolddomsforfølgelser.’

»Når man beskriver islamofobiske tendenser i dag som heksejagter uden samtidig at forklare, hvad man lægger i ordet heksejagt, er der helt afgjort en fare for, at problematikkerne bliver forsimplede. Situationen i dag er jo noget anderledes og måske mere kompliceret, end den var omkring de historiske heksejagter,« siger hun.

I Italien, Spanien og Portugal var det kirken, der stod i spidsen for forfølgelserne, mens det i et land som Danmark var den dømmende magt, by- og landstinget, og i sidste instans kongen, der tog sig af at vurdere, hvem der skulle straffes for hekseri. Men befolkningerne var også i høj grad integreret i forfølgelserne på grund af den frygt, som magthaverne fik plantet hos dem – både i form af selvtægt, men ikke mindst i form af angiveri:

»Noget af det interessante og – med vores nutidige øjne – uhyggelige er, at man altså skabte en frygt, der var så stor, at almindelige mennesker kunne finde på at angive deres nabo som heks, selv om man godt vidste, hvilke konsekvenser det kunne få for vedkommende. Den frygtmekanisme er meget central for heksejagten som fænomen, og det er en mekanisme, man bør være opmærksom på til alle tider.«

Begrebet heksejagt er derfor også blevet brugt i forbindelse med flere perioder i løbet af historien, hvor grupper eller personer er blevet uretmæssigt forfulgt.

Kirstine Sinclair, som er lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet

»Men når man gør det, så maler man altså med den brede pensel, man glemmer nuancerne. Når man bruger ordet heksejagt i denne kontekst, gør man det for at sige, at angrebene på muslimer er uretfærdige angreb på en gruppe mennesker, hvilket måske er sympatisk nok på overfladen, men i samme bevægelse fastholder man altså forestillingen om, at denne gruppe overhovedet eksisterer som en homogen gruppe.«

Hun mener derfor, at man i forbindelse med de chikaneepisoder, som muslimer bliver udsat for, burde fokusere på den enkelte borgers rettigheder og betragte det som diskrimination eller chikane:

»Det ville i langt højere grad kunne være med til at rykke debatten væk fra de indgroede og forsimplende os og dem-forestillinger, som i virkeligheden er med til at understøtte de fjendebilleder, som en stor del af hetzen har rod i,« siger hun.

Et andet trick Emil (eller Des-Informations redaktør) tager i brug er en henvisning til den Amerikanske hædersmand og senator, Joesph McCartheys med et billed og en billed tekst der lyder:

Senator Joseph McCarthey (t.h.) udpeger på et kort, hvordan kommunisterne inficerer USA. Han var formand for udvalget for antiamerikansk virksomhed som fra 1950 bedrev heksejagt på venstreorienterede. En af følgerne af jagten blev, at ægteparret Rosenberg blev henrettet i 1953 for angiveligt at spionere til fordel for Sovjetunionen.

Senere undersøgelser har bekræftet at McCarthey i det væsentlige havde ret, og at Rosenberg parret var skyldige som ind i helvede.

Racisme belyvning, meta

En personage, Mathias Danbolt, der placeret på Københavns Universitets lønningsliste og som driver den af på  Institut for Kunst- og Kulturvidenskab er blevet tildelt plads i Des-Information, som bruges til gennerel racisme belyvning i den kulturmarxistiske aftapning.

Fra artiklen:

 

Jeg kan huske designet, helt fra jeg var barn. Jeg kender også godt plakaterne, og der er jo også kaffedåser. Jeg synes måske, at det er spøjst, at de har bevaret det gamle design. Men jeg tænker slet ikke, at det er racistisk, for sådan har det bare altid været.«

Sådan siger Gitte Lyngbo, som Information møder i Irma i Borgergade i København, til spørgsmålet om, hvad hun synes om designet på Cirkel Kaffe. Den med den afrikanske pigeprofil, der går under navnet Cirkelpigen.

Hollandske Marjolijn Jakobsen, som vi også møder i Irma, har et lidt andet syn på Cirkelpigen:

»Det er for så vidt et attraktivt design. Farverne er flotte og så videre, men måske er det lidt for meget en stereotyp fremstilling af en afrikansk kvinde. Designet minder mig om slaveri og plantager,« siger hun.

Det er Mathias Danbolt, som forsker ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, enig med hende i. Han mener, at designet på kolonialvarer som Cirkel Kaffe eller Haribos Skipper Mix kan fortælle os noget om Danmarks forhold til sin koloniale fortid samt kolonialismens tankemønstre og deres betydning for dagens diskussioner af racisme, stereotyper og magt.

»Når man tænker nærmere over det, repræsenterer for eksempel Skipper Mix-posens visuelle udtryk en ret pervers kolonialistisk fortælling: En hvid skipper står uden på en pose, som rummer det, han har fanget på sin færd, heriblandt guldmønter, våben og sorte menneskehoveder. Her har vi samlet den danske trekantshandel med våben, slaver og sukker i en lille pose, som sælges under sloganet ’the happy world of Haribo’. Men hvad er det, der gør, at dette kan fremstå som et sødt og hyggeligt univers?« spørger Mathias Danbolt, der blandt andet beskæftiger sig med det, han kalder ’racismens ufærdige historier.’

»På et større plan kan fortællingen om skipperen på Skipper Mix-posen fungere som en påmindelse om, hvordan den moderne forbrugskultur har været afhængig af kolonialismen, en periode hvor slaverne altså mistede deres liv på kolonierne for at skaffe luksusvarer til kolonimagtens borgere. I det lys er det tankevækkende, at mange nutidige danske forbrugere ikke ser andet end uskyldig hygge i de raciale stereotyper, som præger de klassiske kolonialvarer, til trods for at billederne reproducerer en kolonialistisk forståelse af racial forskellighed.«

»Når hvide mennesker er afbildet på forskellige produkter, er det altid tydeligt, at det er dem, der indtager og nyder produktet. Men det er ret tydeligt, at det ikke er det sorte kvindehoved på kaffepakken, der nyder kaffen. Hendes rolle er at være kaffen. Hendes funktion er at være repræsentant for en smuk, dejlig og eksotisk sanselighed, som danskerne har fået ind i stuerne igennem mange år, og som de stadig samler sig om og hygger sig med.«

Han understreger, at koloniseringen stadig har konsekvenser for de tidligere danske kolonier. Den mangelfulde historiske bevidsthed farver den debat, der trods alt er herhjemme, sådan at Danmark for eksempel ikke føler sig forpligtet til at give de tidligere kolonier en undskyldning eller til at yde økonomisk kompensation. Og den er med til at understøtte en fortælling om Danmark som et grundlæggende homogent, hvidt samfund, hvilket har konsekvenser for ikke-hvide mennesker, der lever i det danske samfund.

– Men er det ikke lidt voldsomt at udlede så meget af en slikposes design?

»Nej,« siger Mathias Danbolt. »Det handler jo ikke bare om en slikpose. Det viser debatten tydeligt. Der er investeret en masse følelser i de her billeder, og de er uløseligt forbundet med kolonialistiske forståelser af forskellighed og magt, som lever videre den dag i dag, om end i nye og andre former.«

 

Sjovnalisten, der er penneførere for Danbolt, Emil Eggert Scherrebeck, har andet steds spurgt Tue Andersen Nexø for en kommentar til hvidhedsdebat og fået dette svar:

Tue Andersen Nexø, som er lektor på Litteraturvidenskab i København og ligeledes anmelder på Information, mener ikke, at der er noget problematisk i den måde at udøve litteraturkritik på. Samtidig mener han, at Maja Lee Langvad og Kristina Nye Glaffey gør det rigtige, når de protesterer over Lars Bukdahls kategoriseringer.

»Pointen er ikke, at Lars ikke skal gøre det. Pointen er, at selvfølgelig skal man opponere, hvis man synes, det er upræcist eller krænkende eller et eller andet. Ud fra devisen om, at man ikke har ret til selv at bestemme, hvordan man bliver defineret, men man har ret til at protestere, hvis man synes definitionerne er krænkende.«

Tue Andersen Nexø mener, at forestillingen om, at man som minoritet skal »sætte navn på sig selv« er forfejlet. »Det afgørende er ikke, om man definerer sig selv. Det afgørende er, at man har rum til at protestere over de billeder, man bliver påduttet.«

A pro pos:

Popmusikanten Sting markedsfører sig på ryggen af en tallerkenindianer:

sting som slaveholderSlaveriet i Amerika opstod gennem retssag anlagt af en neger mod en neger. Den amerikanske neger Ben Kinchlow har en artikel om den sag. Fra artiklen:

In 1619, all indentured servants (white or black) had specified periods of servitude ranging from four to seven years and received precisely the same treatment and rewards. At the conclusion of their respective periods of servitude, each was entitled to freedom, citizenship and a land grant of 25 to 50 acres. Throughout the early colonial period when all land was held in trust for the king, the basis of land disposition were grants, dispensed by the local government in accordance with the king’s wishes.

Land grants in Virginia were issued in accordance with a particular system. Under this system, every person who paid his own way to Virginia would be entitled to 50 acres of land, known as a “headright.” There was no stigma attached, and all families, black or white, subsequently enjoyed all the rights and privileges of other citizens in the community. A father could indenture a family of four, and since each family member was entitled to 50 acres at the conclusion of the period of servitude, they were given their freedom and the family would qualify for a parcel of 200 acres.

 

I øvrigt er det sådan, at muhammedanske arabere er alle tiders største slavehandlere og brugere. Mon Danbolt vil skrive den historie?