information

Holdt i ny sandhed

Som vi var inde på i en tidligere post så sker det faktisk en gang imellem, at man kan tage Jacob Holdt i at tale eller skrive noget sandt. Problemet er selvfølgelig at fange det når det sker.

Holdt beretter på sin FB, at hans Amerikanske Billeder blev trykt i 45 eller 60 tusind eksemplarer. Lad ligge at Holdt både mener han fik trykt bøgerne på kredit og forudbetalte.

Hvad der giver anledning til Holdts opslag er en genanmeldelse hos Des-Information af Karen Syberg, hvori det gentages, at Holdts bog skulle have solgt 3,5 millioner eksemplare over i Amerikas Forenede Stater, et tal der også opgives i Bent Jensens mesterværk “Ulve, får og vogtere”.

Karen Syberg har så i øvrigt ikke sat sig ind i, hvad udgangspunktet for Holdt balladen er, og tilskriver historien om en 134 årig neger til Martin Kasler fra den udemærkede blog “Reaktionære Refleksioner“. Det var Weekendavisens opdagelse, men mon ikke Kasler selv går i rette på det punkt, hvis det ellers er værd, at beskæftige sig med. Og i øvrigt går Syberg i en stor bue uden om kernen i problemet, nemlig at Holdts skrøner er blevet markedsført som det ultimative bevis for “racisme” ikke mindst af tusindvis af lære i det Danske skolevæsen, der nu står ligeså afklædte som simple løgnere som Holdt gør. Desuden kommer Syberg ikke ind på, hvad motivationen var for at slå Holdt stort op hos Des-Information, men det var netop ved, at påstulere, at der var tale om et dokumenraisk værk, der påviste “racisme”. Reelt var værket et resultat af en KGB påvirknings-operation udført af Jørgen Dragsdahl, der på det tidspunkt arbejdede på Des-Information.

Syberg skriver indledningsvist:

I den nyligt opblussede debat om Jacob Holdts Amerikanske Billeder fra 1977 spiller en vis Charles Smith en central rolle. Smith, der er sort, hævder i bogen at være 134 år og være kommet til Amerika på et slaveskib som 12-årig i 1853. Nu, i 2015, er en blogger, Martin Kassler, nået frem til, at Charles Smiths alder ikke kan passe, og at han i øvrigt var kendt som en charlatan og patologisk løgner.

Hertil er der flere ting at sige.

For det første vil enhver, der læser Amerikanske Billeder en lille smule opmærksomt, hurtigt opdage, at en central del af Jacob Holdts metode er at tro på det, folk fortæller ham. Også om deres alder. På side 64 optræder således en kone på 104 med en 77-årig datter og en svigersøn på 97. Ud fra billederne, er det svært at tro, at svigermama er meget over de 60. Men Holdt har gengivet hendes oplysning.

For det andet er det åbenbart ikke kun Jacob Holdt, der ikke har studset over Charles Smiths alder. Amerikanske Billeder udkom i 1977, i Danmark blev den samme år solgt i 80.000 eksemplarer, i USA udkom den i 3,5 millioner eksemplarer, og i Tyskland blev første oplag på 12.000 bøger solgt på blot tre dage, oplyser Wikipedia. Men ingen af de mange læsere har, så vidt man ved, indtil 2015 sat spørgsmålstegn ved den alderstegne Smiths dåbsattest. Også direktøren for Louisiana, Poul Erik Tøjner, udtalte, konfronteret med Kasslers oplysninger, at museet havde været i god tro. Hvorfor skulle Jacob Holdt så ikke have været det?

For det tredje er det interessant at se det sandhedsbegreb, Jacob Holdt bliver målt med. Når han har skrevet, at Charles Smith var 134 år, har han løjet. Og så er alle de ubekvemme sandheder, Amerikanske Billeder er fyldt af, måske også løgn. Det er det, der hedder at læse, som Fanden læser Bibelen, for det vigtige i bogens sammenhæng er jo, hvad manden siger, og hvad Jacob Holdt bruger det til. Og så taler Charles Smith pludselig sandt. Han leverer nemlig de centrale stikord til Holdts hele forståelse af mentaliteten hos Sydstaternes og storbyghettoernes sorte befolkning.

Og ender med følgende udsagn om Holdt og hans bog:

Men den konklusion, han når frem til, efter sine fem år i både dybt kriminelle ghettomiljøer og stinkende rige overklassemiljøer er: »Både kapitalisten og den kriminelle er i deres dagligdag så stærkt deformerede af de roller, systemet dikterer dem, at de har en usigelig trang til menneskelighed.« Det er denne menneskelighed, Jacob Holdt hele tiden forsøger at finde ind til, og det er troen på den, der redder ham ud af situationer, de fleste ved deres fulde fem aldrig havde begivet sig ind i, »thi det at møde menneskelighed midt i brutale omgivelser virker altid langt stærkere, end at møde menneskelighed i trygge omgivelser«.

Derfor kan han »ikke undgå at komme til at holde mere af disse mennesker (i ghettoerne, red.) end af nogen anden gruppe i samfundet«.

Udsnit af Holdts FB:

150913 holdt salgstalHoldt har iøvrigt en rimelig forklaring på. hvordan skønnet på 3,5 millioner kan være opstået:

Jeg mener at fejlen opstod engang hvor jeg i et mundtligt interview til en amerikansk avis blev spurgt om hvor meget bogen havde solgt i Danmark. Da få i USA ved noget om lilleputlandet Danmark sagde jeg at antallet per indbygger ville svare til at bogen havde solgt over 3 millioner i Amerika. Jeg fik ikke artiklen til gennemlæsning hvorfor misforståelsen åbenbart gik videre fra avis til avis og til sidst til at nogen gentog den på Wikipedia. Mens Bo Bjørnvig i Weekendavisen gentog og spredte den som ”Jacob Holdts løgne” ud i alle landets medier uden at spørge mig om det virkelig kunne være rigtigt.

Holdt kunne have f.eks have besvaret det spørgsmål da han blev spurgt her på UH i denne tråd. hvor han stædigt insistere på sin kendthed i USA. Og han  kunne have ladet være med, at føre sig frem som verdensberømt over i Amerikas Forenede Stater. Sjovt som det altid er nogle “andres” skyld når Holdt snubler i sit eget spind af løgne.

Stueurenheden genbesøgt

Mattias Tesfaye har et indlæg i BT, hvor han er omkring nazistbarnet Poul Nyrups stueurene udtalelse om DF tilbage i 1999, kun 87 dage før Y2K, denne fantastiske dag, hvor de nye tider omsider skulle bryde igennem, humanismens åsyn skulle blive klart for alle og muhammedanerne ville glemme alt om jihad, både mod hverandre og de vantro.

Tefaye forsøger på, at rehabilitere udtalelserne ved, at minde om, hvor afskyelige holdninger DF har, bl.a. vil man retunere udlændinge, der involvere sig i kriminalitet, inklusive deres familier. Tesfaye skriver bl.a.:

Stueren, stod der med kæmpe bogstaver på forsiden af Berlingske. Der var også et billede af den nyvalgte formand for Folketinget, Pia Kjærsgaard. Hendes væg-til-væg smil fyldte halvdelen af mit morgenbord. Tak for kaffe.

Stueren? Igen og igen er Poul Nyrup Ramussens gamle citat blevet brugt i omtalerne af Dansk Folkeparti. Som regel er det DFs egne spindoktorer og politikere, der husker os alle sammen på det. Men hvor mange kender egentlig baggrunden for den daværende statsministers udtalelse?

Altså: De kriminelle unges forældre og søstre skal også hjem på røv og albuer, når Mohammed kaster sten efter bussen? Det er ikke alene et vanvittigt forslag. Det bryder også med helt grundlæggende principper i retsstaten. Vi kan diskutere, hvor hårdt og hvor længe vi straffer. Fair nok. Men ethvert oplyst menneske må stå fast på, at vi kun står til ansvar for vores egne handlinger.

Da Pia Kjærsgaard få uger efter gentog sit forslag fra Folketingets talerstol, valgte Nyrup at sige de berømte ord: ’Set med mine øjne: Stuerene, det bliver I aldrig.’

Det er forståeligt, at Pia Kjærsgaard nyder at genfortælle den sidste del af historien med sig selv placeret i offerrollen. Sådan arbejder en rutineret og snu toppolitiker med sans for dramatik og moderne medier.

Tesfaye hænger fast i den bizare juridiske ide, at danmark blot er et geografisk territorie, hvor hvem som helst, ikke mindst muhammedanere, har ret til at slå sig ned, uanset omkostninger, det være sig ikke mindst ikke-økonomiske for den oprindelige befolkning. Det er det ikke, og et tilstået privilegie, som der er tale om, f.eks. en opholdstilladelse eller et statsborgerskab, er en administrativ tilståelse, der kan fjernes igen. Uden begrundelse.

Og han hænger fast i noget andet.

Nemlig, at Nyrups udtalelse skulle være en reaktion på urimelige krav fra DF. Det var den ikke. Der var tale om en omhyggeligt planlagt reaktion på, at vælgerne i stort tal skred fra de landsforræderiske socialdemokrater til Dansk Folkeparti.

Lidt citater fra den debat i Folketinget, hvor Nyrup med vilde hadefulde øjne udtalte:

Uanset hvor mange anstrengelser I gør jer, stuerene bliver I aldrig, set med mine øjne!

Først Nyrup, før og efter “stuerene”, men han var ikke den eneste til, at bruge ordet, radigalningen Jørgen Estrup og den færdselskriminelle Jacob “Speedy Gonzales” Buksti var der også. Udskrift af hele debatten hos Folketinget:

Nyrup:

Så gjorde hr. Jørgen Estrup ligesom hr. Jacob Buksti nogle meget grundlæggende bemærkninger om, hvorfor vi er politikere og om regeringens menneskesyn, og det vil jeg gerne bruge som afsæt til bemærkninger til Dansk Folkeparti. Hun kom til landet for godt 50 år siden, hun flygtede fra Ungarn, hvor kommunisterne hærgede, og hun fik et godt liv i Danmark. For vi havde sympati for hende, og vi forstod, hvorfor hun flygtede. Godt nok var hun katolik, og nogle mente, at når hun nu kom fra Ungarn, så var hun nok en slags sigøjner, men de 50 år gik egentlig meget godt, og på sine gamle dage kunne hun se tilbage på et liv med en dansk mand, der nu er død, en børneflok på 4 og 12 børnebørn. De fleste klarer sig godt, men der er én enkelt undtagelse. Dette ene barnebarn, apropos hr. Jann Sjursen, er narkoman. Og i sin daglige kamp for den daglige dosis sker det mere og mere, at han slår mennesker ned for at få penge. Det gør ondt at vide for den bedstemor, der kom fra Ungarn for 50 år siden, at hendes barnebarn er voldelig, kriminel og efterhånden opholder sig mere inden for end uden for fængslets mure. Hun var heldig, den gamle, fine dame fra Ungarn. Hun kom til Danmark, før fru Pia Kjærsgaard holdt landsmøde i Odense, og sagde – jeg tillader mig at citere: »Dansk Folkeparti foreslår, at i tilfælde af, at en anden- eller måske tredjegenerationsindvandrer gentagne gange begår kriminalitet, og ingen opdragelse er mulig, ja, så hjemsendes og repatrieres ikke alene den pågældende, men hele hans familie. Det er det eneste, de har respekt for.« Der er mange anden- og tredjegenerationsindvandrere i Danmark i dag, og man kan i hvert fald sige om den gamle bedstemor fra Ungarn: Én trøst er, at hun da i det mindste ikke skal rejse hjem helt alene.

For der ligger jo også i Dansk Folkepartis politiske tilgang til det her et forsøg på at bygge frygt og had op i den danske befolkning, hvilket er udansk, uacceptabelt og fremmedfjendsk. Sådan er udlændinge i Danmark ikke, og sådan er danskerne heller ikke. Og det går ikke alene ud over de stakkels mennesker, det går også ud over den palæstinenser, der er cykelsmed og god til det; det går ud over den bosnier, der er jordbærproducent og god til det; det går ud over den tyrkiske grønthandler, der selv ud over almindelig arbejdstid smiler til én, når man kommer og skal have friske grønsager. Vi har brug for de mennesker, og vi har brug for, at flere, der har et fremmedklingende navn som baggrund, kommer i arbejde i Danmark. Jeg synes, jeg må sige det sådan i dag. Jeg blev spurgt af fjernsynsfolkene udenfor, om jeg synes, stemningen i den her debat havde været hadsk. Det kommer an på, hvordan man ser på det. Når man diskuterer så principielle spørgsmål, som vi har diskuteret i dag: om menneskesynet, om, hvorvidt der skulle være forskel på, om man nu har aner fra et fremmed land eller man ikke har, selv om man er dansk statsborger, så kan jeg godt forstå, at der bliver sagt meget barske ting heroppefra. Og jeg synes, at de alle sammen var velbegrundede, og derfor siger jeg til Dansk Folkeparti:
Uanset hvor mange anstrengelser I gør jer, stuerene bliver I aldrig, set med mine øjne! Jeg vil så runde af og komme tilbage til mit udgangspunkt. Den tale, jeg holdt i tirsdags ved afskeden med det 20. århundrede, handlede om vores værdier og vores livskraft i vores samfund. Den tale var baseret på pligter og rettigheder. Den tale var baseret på, at pligter og rettigheder omfatter os alle sammen, ikke alene dem, der er danske, for vi er danske alle sammen, men også dem, der har et fremmedklingende navn, og ikke alene dem, ikke alene den enlige mor nederst i samfundet, men også virksomhederne og dem øverst i samfundet.

Jørgen Estrup:

Jeg har bedt om ordet her i anden runde helt og aldeles og udelukkende for at takke statsministeren for en befriende klar tale. Den melding, som vi andre har søgt hele eftermiddagen fra Venstre, har vi ikke kunnet få. Den fik vi så så klart og utvetydigt, som det overhovedet kan siges om politisk indflydelse i dansk politik: I bliver aldrig stuerene. Det var en klar, klar melding, som jeg gerne havde hørt også fra Venstres side.
Må jeg så blot føje til: Det havde klædt debatten, om fru Pia Kjærsgaard havde været til stede og taget den nu.

Jes Lunde (Waffen-SF):

Jeg kan forstå på hr. Thulesen Dahl, at man i Dansk Folkepartis folketingsgruppe var klar over, at uvejret var undervejs. Man har så oplevet det her i dag. Man har haft en enestående chance for at sige, at man er blevet misforstået, at det tåbelige forslag, det fuldstændig vanvittige forslag, umenneskelige forslag, der har været debatteret hele dagen, bygger på en misforståelse, og at det trækker man tilbage. Den enestående chance har man ikke formået at bruge, og derfor hænger skammen ved fra nu af og i meget, meget lang tid.

Jacob Buksti (S):

Jeg kan trøste fru Pia Kjærsgaard med, at jeg heller ikke havde forestillet mig, at fru Kjærsgaard overhovedet tog sig af, hvad jeg sagde. Det ville have overrasket mig meget, men jeg vil gerne så alligevel tillade mig at spørge fru Pia Kjærsgaard, hvordan fru Pia Kjærsgaard forestiller sig, at Dansk Folkeparti skal gøres stuerent.

Hvordan og hvorledes vil man forestille sig, at det borgerlige Danmark skal kunne bygge på et parti som Dansk Folkeparti, som i sit menneskesyn har en så grænseløs primitiv form for muslimerhad – det er jo det, det handler om – når man kan skrive ledere i Dansk Folkeblad om, at Kosovoindsatsen fra NATO var en indsats til fordel for muslimerne og mod de kristne, et omvendt korstog? Og når man laver en ældrepakke, hvor det jo er sådan, at loftet for udgifterne for Dansk Folkepartis indsats er himlen, så er det selvfølgelig kun for de ældre danskere. Det er simpelt hen for ringe. Jeg væmmes.

Kristian Thulesen Dahl (DF):


Jeg skal for det andet spørge statsministeren, hvad i alverden der blev af de klare meldinger om euroen. Vi har flere gange her fra talerstolen i dag forsøgt at få afæsket de forskellige partier den minimumsperiode, der skal gå, fra en folkeafstemning bliver udskrevet, til den bliver afholdt. Har statsministeren slet ikke nogen holdning til det, eller er det sådan noget, der skal komme som en tyv om natten hos den danske befolkning? Når der er tre meningsmålinger, som statsministeren tror på, der siger ja til at afskaffe kronen, så tager man hurtig afstemning! Det synes vi er uværdigt.
Endelig skal jeg sige til statsministeren: Ja, så slap katten ud af sækken. Det var statsministerens kat, og den var som forventet. Vi havde jo fra morgenstunden læst i Aktuelt, statsministerens partiavis, at den socialdemokratiske folketingsgruppe på et gruppemøde her inden åbningsdebatten havde diskuteret, hvordan man kunne imødegå Dansk Folkepartis vælgerfremgang. Og den måde, man ville imødegå den på, var ved, at man her under åbningsdebatten skulle tale om menneskesyn og skulle prøve at tage afstand fra et forslag, som vi har diskuteret på vores årsmøde. Og man må jo i sandhed sige, at åbningsdebatten også har været kendetegnet ved, at man har diskuteret det forslag, og det er vi såmænd slet ikke så kede af endda.
Om det så stopper vælgerflugten fra Socialdemokratiet til Dansk Folkeparti, er jo en helt anden sag, men det kommer jo an på, om statsministerens rådgivere har set rigtigt i det spørgsmål. Vi vil i hvert fald vedblive med at bruge dannebrog, også selv om statsministeren synes, at det er usmageligt, og hvad der ellers er blevet sagt. Mage til gang manipulation fra statsministerens side, som vi var vidne til heroppefra for et øjeblik siden, skal man lede længe efter.
Og jeg skal da også hilse og sige fra de steder, hvor Dansk Folkeparti sikrer gode socialdemokrater magten, har man et helt andet udgangspunkt for samarbejdet med Dansk Folkeparti. Dér er man faktisk glade for det, ikke alene i Københavns Amt, som vi tidligere har været inde på, men også
i provinskommuner, og såmænd også i Fyns Amt, hvor det er Dansk Folkeparti, der sikrer, at der sidder en radikal amtsborgmester – det har den radikale Karen Nøhr vist slet ikke noget imod – og det er jo ikke, fordi de mennesker i Dansk Folkeparti, der støtter de her socialdemokrater rundtomkring eller radikale amtsborgmestre, er grundlæggende uenige i Dansk Folkepartis udlændingepolitik. Dér kan man altså godt bruge os. Dér er det nok ikke så galt endda. Der var én ting, som statsministeren overhovedet ikke kom ind på i sin tale, og det syntes vi var lidt forunderligt, og det var voldsstatistikken.
I tirsdags under åbningstalen brugte statsministeren megen tid på at forklare, at man skulle imødegå volden i samfundet, bandekriminaliteten osv. Hr. Jacob Buksti har så forsøgt at give indtryk af, at volden slet ikke er så kraftig, at det slet ikke er så stort et problem, ved stort set at negligere det emne i dag. Men man kan ikke komme uden om – og det kan regeringen heller ikke – at antallet af voldstilfælde i det danske samfund er stigende. Det gælder den almindelige vold, og det gælder den grove vold. Og jeg synes ærlig talt, at det ville klæde statsministeren, hvis statsministeren i stedet for at have så travlt med at klage og anke over de forslag, vi kommer med, ville gøre noget mere ud af at fortælle, hvad regeringen vil gøre ved de store problemer, som det danske samfund står i. Det hørte vi desværre ikke meget om i statsministerens afsluttende bemærkninger.

Så Tesfaye har sådan set ret. Journalisterne skulle interessere sig noget mere for den sammenhæng nazistbarnet Poul Nyrup holdt sin stueurene tale i. Men så kommer man ikke uden om, at hele det Socialdemokratiske spinapparat og mediernes medvirken.

Diverse citater.

Pia K til Des-Informations David Rærlig, 1998:

‘Det Ny Højre’ er en dækkende betegnelse for hendes parti. “Naej… Jeg betragter ikke mig selv som højre. Det virker meget liberalistisk. Nul-skat og alt det dér. Jeg kommer til at tænke på Anders Fogh.”

Hvordan vil du så beskrive dig selv?

“En mellemting mellem en socialdemokrat i 1930’erne og en god konservativ.”

Hjælpe de svage

Bortset fra det med udlændinge og EU, hvad står Dansk Folkeparti så for?

“Socialpolitikken. Vi skal kunne hjælpe de svage. Jeg har arbejdet som hjemmehjælper. Det vil jeg til enhver tid trække frem. Navnet ‘Dansk Folkeparti’ er valgt primært for at vise, at vi varetager danskernes interesse. Jeg synes, vi beskæftiger os med alt muligt andet her i landet. Vi bruger mere tid på, hvordan udlændinge har det i Danmark, end hvordan danskerne har det.”

De fleste politikere har noget, der driver dem, noget, der får dem til at tikke. Hvad får dig til at tikke?

“Netop det sociale. Det var den sociale indignation, der fik mig ind i Fremskridtspartiet i 1978. Da var der ikke snak om udlændinge. Staten blandede sig i mere og mere. Skatterne steg og steg. Flere og flere fik det dårligt. Det var svært at få dét til at hænge sammen. Sådan er det stadigvæk. Flere og flere falder igennem. Posemænd og posedamer. Det kendte jeg ikke i min barndom på Østerbro.

Når man cykler, som jeg gør, ser man mange førtidspensionister mellem 20 og 30 år, der bare sidder på bænkene. De ligner nogle, der aldrig kommer ind i et fornuftigt liv. Eller purunge piger, der tigger til narko. I dag hænger det lidt sammen med udlændinge. Da jeg meldte mig ind i ’78, gjorde det ikke.”

Hvem snakker?

Jamen, er det ikke dig, der snakker om udlændinge hele tiden i stedet for at tale om danskere, der har det dårligt?

“Nu er danskerne – og politikerne – begyndt at tale om udlændinge. Det gjorde jeg allerede i 1987. Og nu hedder det sig, at jeg rider med på en populistisk bølge. Okay, det har været en stor del af debatten. Dansk Folkeparti har været et vigtigt parti. Men det ville være velgørende, hvis man på samme vis kunne koncentrere sig om de dårligst stillede. Ekstra Bladets næste kampagne burde hedde ‘Den sociale underklasse’. Det er jo jer, pressen, der er den fjerde statsmagt.”

Tror du ikke, du selv kan sætte dagsordenen?

“Man kan forsøge, men hvis ikke du og de andre bringer det videre… Jeg vil gerne deltage i at sætte den sociale udstødelse på dagsordenen. Jeg har overvejet i en sommerferie at tage tre uger som hjemmehjælper. Det ville jeg gerne, hvis fik lov, men det får jeg jo nok ikke.”

Ville du ikke hellere udbrede et positivt budskab i stedet for det, du udbringer nu?

“Hvad mener du med ‘positivt’? Man må prøve at vende budskabet, så det er mest muligt positivt: At bevare danskhed.”

Karen Jespersen, 2015 sakset fra Urias, oprindeligt hos Berlingske:

“Socialdemokraterne og De Radikale havde regeringsmagten i 1990erne. Allerede dengang var der advarsler om de konsekvenser, som indvandringen kunne få for Danmark. Men de afviste kritikerne og ville ikke lytte. To af dem var Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen. Jeg ved det, for jeg var en af dem, de angreb.

I sidste halvdel af 1990erne begyndte problemerne med det voksende antal indvandrere og den manglende integration for alvor at melde sig. De høje sociale ydelser og de mange indvandrere på kontanthjælp var også noget, som optog mange mennesker. For eksempel Ali fra Somalia, hans kone, eks-kone og 11 børn som tilsammen fik 650.000 kroner i offentlige ydelser om året. …

Problemerne fortsatte med at vokse, og i 2000 landede de på mit bord: Jeg blev udnævnt til indenrigsminister med ansvar for udlændinge- og integrationspolitikken i Nyrups SR-regering. Og så begyndte en håbløs kamp med De Radikale, Helle Thorning, Mette Frederiksen og andre på Socialdemokratiets venstrefløj, som jeg tabte med et brag.

Det første slag om de kriminelle asylansøgere lykkedes det mig faktisk at vinde. Men det gjorde bare venstrefløjens modstand så meget desto stærkere. De kriminelle fra især en del af det tidligere Sovjetunionen var ikke reelle asylansøgere. De brugte deres ophold i Danmark som asylansøgere til organiseret tyveri, hvilket gjorde mange handlende desperate. De kriminelle skulle have deres asylansøgning behandlet, inden de kunne sendes tilbage. Derfor foreslog jeg, at de blev samlet på en ubeboet ø som det gamle asylcenter på Flakfortet. ‘Send de kriminelle til en øde ø’, skrev BT hen over sin forside, og så var fanden løs. De Radikale sagde i TV, at jeg var en belastning for regeringen, og flere socialdemokrater var også meget kritiske. Det hele endte dog med et lovforslag om frihedsberøvelse, som satte en stopper for de kriminelle asylansøgere.

Men derefter var det stort set umuligt at komme igennem med en strammere udlændinge- og integrationspolitik. Det fik jeg at føle, da jeg forsøgte at tage fat på det måske mest grundlæggende i debatten: En begrænsning af antallet af indvandrere. I 1999 havde demografen P.C. Matthiessen i en stort opsat artikel i Jyllands-Posten advaret mod en uændret tilstrømning af indvandrere til Danmark. Hvis der ikke blev strammet op, ville sammensætningen af befolkningen ændre sig dramatisk på få årtier. Jeg ville have regeringen til at oprette en kommission til at se på antallet af indvandrere, og hvad man kunne gøre. Men det blev afvist af regeringens koordinationsudvalg.

Det var også nærmest umuligt at få en debat om, hvad integration egentlig vil sige. Efter min mening skulle integration bygge på danske grundværdier som demokrati, personlig frihed og kønnenes ligestilling. Islamisk fundamentalisme skulle identificeres og isoleres. I et interview i Berlingske Tidende tog jeg afstand fra et multikulturelt samfund, hvor kulturerne er ligestillede. Kvindeundertrykkelse kan aldrig være ligeså godt som kvinders ligestilling.

De Radikale ville have mig fyret, og medierne stod på den anden ende. I Socialdemokratiet var det også slut med at tale om stramninger. Det fik jeg klar besked om på et seminar for socialdemokratiske topfolk i Havnsø. Flere andre gjorde, hvad de kunne for at stoppe forsøgene på at stramme udlændingepolitikken.

To af dem var Helle Thorning, som var medlem af EU-Parlamentet, og Mette Frederiksen, der var folketingskandidat. De var aktive på interne møder med advarsler. Og sammen med to andre skrev de blandt andet, at de ønskede at ‘stoppe den endeløse og ligegyldige diskussion om danskhed contra ikke-danskhed’.

I november 2001 var der folketingsvalg. Jeg forsøgte at få en stramning af reglerne for familiesammenføringer med i valggrundlaget, men forgæves. Socialdemokraterne og De Radikale tabte valget med et brag. To dage efter udkom BT med en forside, hvor der med store bogstaver stod: ‘Karen er skurken’. Det var Mette Frederiksen, som netop var valgt ind i Folketinget, som mente, at jeg var skyld i valgnederlaget.

Tillæg:

Det er ikke kun Tesfaye, der igang med Nyrups berygtede tale. På Des-Information er Niels Barfoed, også igang med, at give Nyrup en gang hattelak som rehab. Og da han vælger samme temaer og vinkler som Tefaye så giver det selvfølgelig anledning til spekulation, nemlig om den socialdemokratiske propagandaenhed har rundtsendt inspirationsmateriale til særligt udvalgte. Der hersker ikke tvivl om Tesfayes tilhørsforhold. Barfoeds er mere søgt. Men han har gennem et, for en kulturmarxist alt for langt liv, været knyttet til kredse omkring partiet, og han har været fast skribent på nedlagte Aktuelt, hvilket normalt kun har været har været for partimedlemmer. Fra artiklen:

Hvornår det faldt, for nogle år siden eller i en eller anden fjernere uklar fortid og hvorfor – det er der ingen, der har spurgt til.

Ingen ærlig journalist, ingen ærlig redaktør finder det på sin plads bare med to ord at gøre rede for, hvad der udløste ukvemsordet, så det en fjern oktoberaften i forrige århundred røg over talerstolens rampe på Christiansborg.

…der var én lang forhånelse af Socialdemokratiet, en dommedagsprædiken over det kriminalitetsredne Danmark (indvandrerbanderne!) …

Socialdemokraten Jacob Buksti syntes, der var noget, der manglede. Havde fru Kjærsgaard ikke glemt at komme mere konkret ind på et bestemt forslag? Han beder fru Kjærsgaard uddybe: »Hvis jeg ikke misforstod udtalelsen fra Dansk Folkepartis årsmøde her i weekenden, så opfattede jeg det sådan, at fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti gjorde sig til fortalere for det synspunkt, at hvis en indvandrer gør sig skyldig i kriminalitet, så skal familien i tre generationer – i tre generationer – udvises fra Danmark.

Også her markeredes et lille forbehold med understregningen: … set med mine øjne.

Nu? Nu er Pia Kjærsgaard måske den stuereneste politiker, Danmark har.

Der er stor forskel på Barfoed og Tesfayes artikler, men temaer og vinkler følges ad nærmest synkront.

UH har det gæt eller spekulation om man vil, at tilbage i 1999 havde socialdemokraterne, radigalningene og Waffen-SF forud for Folketingets åbning planlagt et “all out” angreb på DF gående på “menneskesynet”. Nyrup havde på det tidspunkt en spindoktor og taleskriver ved navn Billy Adamsen. Stilen i talen passer godt på ham, og ingen har vidst nogensinde mistænkt Nyrup for selv, at skrive taler. Desuden er det i nettets afkroge bragt i forslag, at der kunne være tale om den berygtede Peter Mogensen.

At der har været en eller anden form for planlægning, bekræftes af, at DF allerede vidste de ville blive udsat for et angreb. Det havde de, jf citat fra folketingsdebatten ovenfor, læst i “Aktuet”, hvor Barfoed på dette tidspunkt, i øvrigt var fast skribent. Spørgsmålet bliver hvem der udtænkte og iværksatte angrebet. Gættet herfra er Mogens Lykketoft. Nyrup selv er, som Pia Kjærsgaard så indsigtsfuldt påpeger, svag som person, og ville næppe gøre det selv. Barfoed fremstiller det på den måde, at det var noget Jacob Buksti fandt på under åbningsdebatten:

Til slut spørger Buksti: »Hvordan og hvorledes skal vi lovfæste arvesynden i Danmark?«

Jeg tror, at var Buksti ikke kommet i tanker om at benytte lejligheden til at trække Dansk Folkepartis ordfører yderligere i åbningsdebattens manege med hendes planer, ja, så ville der nok ikke have været noget »stueren«!

Hvilket vi kan udelukke skulle være tilfældet.

Det er egentligt overraskende, at Nyrup gennem de 16 år der er gået har affundet sig med, at tage tæskene alene. Men dels blev han i første omgang belønnet med en velbetalt tjans i EUSSR parlamentet, samt en formandspost hos de europæiske socialistpartier, hvor han bl.a. præsiderede over de diktatorerne Ben Ali og Mubarak, hhv Tunesien og Ægypten, i begyndelsen. Sidenhen hedder det sig, har han et “kontor”. Hvem betaler? Og hvad laver de på det kontor?

Nu ser det så ud til, at han skal rehabiliteres. Mon ikke den næste artikel bliver af Carsten “Ulfeldt” Jensen i Samarbejds-Politiken?

Non-Information i Des-Information

Martin Kasler har på RR i en stribe posteringer afdækket, at Jacob Holdts American Pictures på afgørende punkter blot er opdigtede løgnhistorier. Efter afdækningen er der ikke andet tilbage end en masse touristfotografier, af det der engang i venstreekstremekredse blev anset for banebrydende journalistik.

American Pictures blev til i et samarbejde mellem Jacob Holdt, KGBs påvirkningsagenten Jørgen Dragsdahl, “avisen” Information og dets forlag, samt Sovjetiske KBG. Den sidste deltager i projektet, KGB, deltagelse blev hold skjult for offentligheden.

American Pictures videre kolpoterer et af KGBs aktive middler i kampagnen mod Vesten, såkaldt racisme, den ide, at de vestlige samfund er inficeret af racisme. Racisme er en momo, som de dummeste indbyggere i Vesten er hoppet på i et anfald kollektivt hysteri, som hvis det skal bekæmpes, velsagtens bedst angribes med en form for exorcisme.

Martin Kasler har beskrevet, delvist, de frembragte resultater i en kronik og sendt den til Des-Information. Som ikke vil trykke den med henvisning til pladsmangel. Det ville ellers være det mindste man kunne gøre efter at have fyldt læserne med KGBs løgn og propaganda, produceret af makkerparret Holdt&Dragsdahl. Fra kronikken, som Kasler har offentliggjort på sin udemærkede blog, Reaktionærere Refleksioner:

Mange vil kende fotografen, forfatteren og foredragsholderen Jacob Holdt fra TV-serien Pind og Holdt i USA, der over to sæsoner for nyligt blev sendt på Danmarks Radio.

Jacob Holdt slog i 1978 igennem med bogen Amerikanske Billeder (AB). Inden da var han og hans fotografier fra USA blevet heftigt promoveret i dagbladet Information af vennen Jørgen Dragsdahl. Både Holdt og Forlaget information tjente en formue på bogen.

De fleste læsere af AB husker uden tvivl bogens stærke afslutning, hvori Jacob Holdt i fortvivlelse over mordet på sin bedste ven i Californien, den sorte Popeye Jackson, forlader USA og rejser hjem til Danmark.

Meget tyder på, at historien ikke er sand.

Holdt har tillige hævdet, at Jackson var gift med en hvid kvinde, Pat Singer. Holdt fotograferede hende højgravid til Jacksons begravelse og han har hævdet, at Singer fødte Jacksons søn Malcolm.

Jackson fik Malcolm med sin sorte hustru Susan. Da hun gled ud i et svært stofmisbrug, flyttede den 3-årige Malcolm ind hos Jackson og Pat.

Hvis Jacob Holdt var kommet jævnligt i Popeye Jacksons lejlighed, så ville han altså have truffet lille Malcolm og derfor vidst, at det umuligt kunne være ham, som Pat Singer var svanger med. Han ville sikkert også have været bekendt med, at Singer hverken var drengens mor eller Jacksons hustru.

Dragsdahls racismografi #1

Jørgen Dragsdahl, der netop har opnået Højesterets dom for, at han konspirerede med KGB og udbredte des-information i den venstreekstreme pamflet Information, som villigt lagde spalter til hans skriverier, har også betjent KGB og sovjetunionen på andre områder end det sikkerhedspolitiske. Et andet af indsatsområder (eller såkaldt aktivt middel), hvor han også bistod KGB, var den såkaldte “anti-racisme”. Det gik kort fortalt ud på, at udnævne store grupper og hele folk, til at være racister og onde. Og vi ved jo, at dette er den sædvanlige måde som socialister påbegynder folkemord på; Først udnævnes grupper til onde, sidenhen putter socialisterne deres selvudnævnte fjender i lejre og gasser dem.

Information 4. november 1977

Begrebet ”racisme” opfattes ofte alt for snævert. Det bør ikke blot stå for åbenlys demonstration af tro på den hvide races overhøjhed. Racisme er en del af vort kulturgrundlag, en instinktiv tro på hvide menneskers overhøjhed. De fleste enkeltindivider erhverver sig ikke racistiske træk gennem bevidst og grundig analyse, men gennem deltagelse i et socialt og kulturelt miljø. Specielt i et ”racerent” samfund som det danske erkendes racistiske træk sjældent, eftersom de er en del af bredt anerkendte normer. I USA har mangfoldigheden af racer derimod ført til påpegning af og ihærdig debat om racismen i hvide menneskers verdensbillede. Det er typisk, at ”Ipi Tombi” er blevet mødt med protester i USA, medens den i Europa blot er harmløs underholdning – som i Sydafrika.

Sorte amerikanere og afrikanere i Danmark klager privat konstant over racistiske indslag i dagligdagen. Det kan måske virke som småtterier (!), men eksemplerne udgør et mønster. Der er den sorte herboende kvindes veninder, som forsøger at få hende til at skaffe dem ”en sort fyr”. Eller ydmygelserne i de offentlige busser, når det sidste sæde, der optages, er pladsen ved siden af en selv. Bemærkninger á la: ”Du kan jo lave det smudsige arbejde. Dig ses det ikke på!”. Og så er der de talrige vittigheder om bananer og træer.

Det er denne understrøm, der til tider bryder frem og får mere bastante former. Bag den ringeagt danske myndigheder og politikere har vist for mexicaneren Jaime Martinez’ liv anes racisme. Ville en russer være behandlet på lignende vis?

Allerede her kan man konstatere, at det handler om at belyve. Dragsdahl klasker nogle eksempler op, som så uargumenteret udnævnes til et eller andet, som folk flest ikke bryder sig om. Her er det racisme, men det kunne være alt muligt andet. Afgørende er, at det er et eller andet de fleste ikke kender til, og som de derfor bedømme udfra hvad de har fået at vide.

Med hensyn til opfyldning af transportmidler med passagere, så er det velkendt, at den følger et mønster der i kemi kendes som Hunds regel: Sidst ankomne elektron/passager placere sig så der er mest mulig plads omkring sig.

Ovre hos kollega Kasler på RR, er en sætning fra “American Pictures” blevet fanget:

Da Holdt senere i Amerikanske Billeder fortæller sin svinske historie om, hvordan Morning Star to dage efter sin mands begravelse angiveligt ville kneppe denne verdenshistoriske begivenhed væk, anvender han også parrets rigtige navne.

Dragsdahl kan meget vel have været den der skrev sætningen, ihvertfald kan man notere sig, at der begge steder spilles på sexuelle sterotyper, det ene sted om stort udrustede negere, det andet om mørklødede frivole indianerprinsseser. At stereotyperne så nok mest er i hovedet på penneføreren er en anden sag, men spilles på dem bliver der.

Information 6. august 1982

Politiet undersøger nu, endelig, københavnske diskotekers diskrimination af ”farvede”, og der er rejst tiltale imod initiativtagerne til et dansk Ku Klux Klan.

Det er meget glædeligt, men hvad siger politidirektøren den dag, hvor min sorte veninde og måske jeg selv bliver bragt på stationen, fordi vi har afklapset et af de individer, som efterhånden regelmæssigt udsætter hende for racistiske bemærkninger?

Racismen er et stadigt mere fremtrædende træk ved det danske samfund. Det er en misforståelse, hvis nogen tror, at politiet har slået til mod enkelte afvigere. Diskotekernes dørvogtere handler på vegne af deres gæster. Afvisning af mørklødede udlændinge har fundet sted i årevis. Det er blevet omtalt før. Og det danske samfund har accepteret det.

Racismen opleves sjældent af hvide danskere. Men den er en bestanddel af mange mørke danskeres og indvandreres dagligdag. I selskab med min sorte veninde, som er dansk statsborger og taler sproget perfekt, ser jeg den stadigt oftere.

Men – lyder det fra alle de pæne, som ikke gør den slags – folk mener det ikke så slemt!

Jeg så eksempelvis lige et lokalblad, som berettede fra en fodboldkamp i anledning af en sommerfest. Det ene hold var skotter med skørte og hele pivetøjet. Et andet hold var kannibaler med bastskørter og madkulør tværet ud over de hvide lemmer.

En uskyldig sommerspøg? Eller et udtryk for ældgamle fordomme, som til andre tider udtrykkes ved hjælp af racistiske ytringer?

Racismen i Danmark kan ikke direkte sammenlignes med racismen i f.eks. USA. Den er ikke så historisk og socialt rodfæstet her i landet. Men den opleves faktisk stærkere.

Amerikanerne har i mange år diskuteret racismen. Problemet er erkendt. Derfor sjofler hvide sjældent sorte i fuld offentlighed. Danskerne er ikke så tilbageholdende. Og så bliver den angrebne her i landet et dobbelt offer. Første gang ved tilsviningen. Anden gang når omgivelserne bare ikke forstår, hvorfor man er blevet forurettet.

Ingen avis har mig bekendt en fast medarbejder, som følger den historiske ændring af det danske samfund fra at være racemæssigt homogent til at være racemæssigt heterogent. Det er denne proces, som også kaldes indvandrerspørgsmålet. Det er en proces, som har betydning for alle i Danmark. Det er sjældent, at hvide danskere oplever problemerne i den forbindelse – endnu.

Problemerne skal nok blive større, fordi der gøres så lidt ved deres årsager: social forskelsbehandling, kulturel uvidenhed, fremmedhad osv. Så efterhånden vil det blive en større del af alle indbyggeres dagligdag.

Det kedeligste – set med hele den danske nations øjne – er imidlertid, at vi kun får et problem ud af denne historiske proces. Indvandrerne kunne også bidrage til, at hele samfundet blev bedre udrustet til en indsats i vor stadigt mindre verden. Indvandrerne er en ressource. De er en række indgangsdøre til de samfund ude i verden, som vi fremover skal i nærmere kontakt med – politisk, økonomisk osv.

Man fornemmer den dagsorden, der er bag Dragsdahls belyvning af en hel folkegruppe.

Ny Tid (Norge) 8. september 1982

Racismen i de nordeuropæiske lande er et sikkerhedspolitisk problem. Hvis vi ser på den seneste tids raceuroligheder ud fra denne synsvinkel, får de den prioritet i debatten, som de fuldt ud fortjener, fordi racismen er en trussel mod alle nordiske borgere – en trussel, som er mere reel end den ”sovjetiske trussel”

Sommeren 1982 vil i eftertiden ikke blive husket, fordi den var usædvanligt varm. ”Racekrig” er et ord fra avisernes overskrifter, som måske er lidt overdrevet, men som alligevel prenter sig stærkere i hukommelsen.

I Sverige har grupper af unge ”skinheads” gennemført voldelige konfrontationer med andre unge, som havde mørkere hudfarve. I København besluttede unge hvide danskere på Nørrebro, at tyrkiske indvandrere skulle havde bank, og et sandt rædselsregime med afbrænding af kors i Ku Klux Klan stil og brandbomber mod tyrkisk ejendom udviklede sig.

I begge tilfælde var det mange års ulmende modsætninger, som brød ud i lys lue. Urolighederne kom overraskende for mange, fordi den dominerende befolkningsgruppes perspektiv på raceundertrykkelsen er et andet end de forfulgte mindretals. Men sorte amerikanere, afrikanere og indvandrere fra f.eks. Tyrkiet og Pakistan har i årevis klaget over, at de blev udsat for diskrimination.

Racismen

Racismen er for disse grupper et konstant pres i dagligdagen. Hvide danskere er stødt på racismen i deres samfund via enkelte avisartikler, som har beskrevet grove overgreb på de såkaldte fremmedarbejdere. Vi har alle set White Power sprøjtemalet på husmure. Men for de fleste hvide danskere er det kedelige undtagelser i et samfund, hvor man mener, at racismen er noget, som kun stammer fra dårlige mennesker. For ofrene er det anderledes.

Racistiske bemærkninger på arbejdspladsen eller under transport med offentlige transportmidler kommer ofte overraskende. Når man har været offer nogle gange, så påvirker det éns holdning til omgivelserne. Man ved aldrig, hvad ”facaderne” på hvide mennesker omkring én skjuler. Man ved aldrig, hvornår ansigter bliver fortrukket i racistisk snerren: ”Skrub af, dit sorte svin”.

Det potentielle offer bevæger sig siden i en tilstand af konstant anspændelse, når der er ukendte hvide i nærheden. Uanset om de angriber eller ej, er de blevet repræsentanter for noget fjendtligt. Det er opstået raceundertrykkelse.

Værre bliver det, fordi undertrykkerne ikke altid ved, hvilken ulykke de forårsager. Som en ung dansker sagde til en avis: ”Vi har ikke en skid imod niggere og den slags”. Det ligger i sagens natur, at det er offeret, som oplever noget unormalt, ubehageligt. Og fordi de undertrykte mindretal meget gerne vil accepteres af samfundet omkring dem, benægter de ofte for sig selv, at de udsættes for en generel forfølgelse. Og særligt stort er behovet for benægtelse, når de udspørges direkte af repræsentanter for dette samfund.

Et fundamentalt træk

Jeg vil imidlertid vove den påstand, at racisme er et fundamentalt træk ved alle hvide samfund – og måske ved ethvert samfund, hvor der findes grupper, som adskiller sig tydeligt fra flertallet.

Begrebet ”racisme” opfattes ofte alt for snævert. Det bør ikke kun knyttes til åbenlys demonstration af tro på den hvide races overhøjhed – som vi kender det fra nazisterne, Ku Klux Klan, Sydafrika og de amerikanske sydstater.

Hvis vi kun bruger ordet ”racisme” i denne snævre forstand, så bliver problemet isoleret til, at det er en undtagelse i verdenssamfundet, og dermed overser vi det fælles ansvar. Racisme er en tro på, at ens egen gruppe har nogle kvaliteter, som placerer én selv over andre og berettiger en ulighed, en undertrykkelse.

Racismen er knyttet til hudfarven, som er menneskers mest iøjnefaldende kendetegn. I mange forskellige kulturer er mørke farver negative symboler, som er knyttet til urenhed, ondskab, mindreværd. Oprindelsen til denne opfattelse fortaber sig i det uvisse, men vi opdrages med denne sammenkædning, blandt andet via religionen. Biblen er fyldt med denne symbolverden og i hellige indiske skrifter findes en begrundelse for kastesystemet, som bygger på forskellen i hudfarve.

Dragdahl er her ude i dobbelt belyvning. Allerede i indledningen bliver folk, der anser sovjetunionen for en trussel sidestillet med racister, og gjort til en slags psykriatiske tilfælde. En forløber for vore dages belyvning med såkaldt “islamofobi”.

Bemærk hvor elegant Dragsdahl for udnævnt beboerne i de amerikanske sydstater til nazister, medlemmer af KKK og (hvide) sydafrikanere. Meningsløs generalisering?

Interesant er også, at Dragsdahl lader fremmedarbejderne fra tyrkiet og pakistan skift status til “indvandrere”. De danske politikere er og var i årevis blevet kritiseret for netop at tillade indvandring under dække af, at det blot var gæstearbejdere, som ville rejse hjem. Dragsdahl kommer her disse politikere til undsætning, og belyver de der har rejst denne kritik med, at det i virkeligheden handler om, at de er racister, og dermed er løgnagtige danske politikere tryllet ud af ligningen.

Citaterne er sakset fra Dragsdahls hjemmeside.

relateret: https://undskabenshotel.wordpress.com/2015/03/28/668/

Medhjælper, ikke agent

Bent Jensen skal betale en bøde på kr. 10k, samt en tort erstatning på 100k til kommunistsvinet Jørgen Dragsdahl.

Højesteret er kommet frem til, at Bent Jensen publicering af det forhold, at Dragsdahl af bl.a. PET blev anset for KGB agent, er sket på en måde så det fremstår som, at Bent Jensen skulle have tilskrevet Jørgen Dragsdahl et kriminelt forhold. Det må man jo så tage til efterretning at højesteret mener.

Sagen er dog stadig den, at Jørgen Dragsdahl bistod KGB i deres bestræbelser på, at underminere de ikke-kommunistiske samfund, bl.a. deltog (og formentlig stadig gør) han i, at udbrede racismebelyvnings instrumentet, et i stalin årene udviklet redskab til brug for den kommunistiske verdensbevægelse.

link.

Tillæg.

Højesteret skriver selv om dommen:

Efter en samlet afvejning af hensynet til Bent Jensens ytringsfrihed over for hensynet til beskyttelse af Jørgen Dragsdahls omdømme fastslog Højesterets flertal, at beskyldningerne om agentvirksomhed var strafbare.

Der var derimod ikke grundlag for at straffe Bent Jensen for en række udtalelser om, at Jørgen Dragsdahl havde deltaget i konspirative møder med KGB-officerer, da der var tilstrækkelig dækning for disse udtalelser. Bent Jensens udtalelser om, at Jørgen Dragsdahl havde bedrevet desinformation, var heller ikke strafbare, da udtalelserne ikke var uden faktuelt grundlag.

Link.

Man kan bemærke, at Højesteret anser det for bevist, at Dragsdahl afholdt adskilige møder af konspirative karakter, med flere forskellige KGB officere, og at han bedrev bevidst des-information overfor offentligheden. Dette skete især gennem den berygtede marxistiske publikation “Information“.

I Des-Informations dækning af domsafsigelsen er der til artiklen en kommentar fra professor Curt Sørensen, som ikke har fattet en brik:

Højesteret har fældet en klar dom og pure frikendt Dragsdahl og den førende danske meningsterrorist har fået en afklapsning. Et ondskabsfuldt , hadefuldt menneske er foreløbig sat på plads. Men skam over de indflydelsesrige politikere og medier der i årevis har dikket Jensen under hagen og klappet ham på hovedet og banket ham op som det store forskerlys, selvom han påviseligt er en middelmådig historiker. Skam også over de i forskerverdenen som ikke har kunnet se at kejseren var uden klæder.

I øvrigt har Dragsdahl nu lært, at man skal passe på med injuriesager. Han har nu ikke blot en velistimeret historieprofessors ord for, at han bedrev misinformation og afholdt konspirativemøder med KGB, men tillige 7 højesteretsdommeres for det.

bolsjevikiske pensionister

I kommunist sprøjte Des-Information findes der af og til guldkorn. Ovenskriften er fra dette indlæg af Pascal Bruckner, en franskmand der brød med marxismen i 70erne. Her åler han så venstrefløjen for dens alliance med islam, men udviser selv slaphed og mangel på reaalisme ved, at mene der er plads til islam i europa. Det skal bare være den rigtige udgave, hvor han så vil finde den. I en Dansk sammen hæng passer beskrivelsen fint på sammenrendet i og omkring Waffen-SF og Einheilzlisten, unge som gamle. Fra artiklen:

Det er bedriften, man ikke vil tilgive os ved siden af vores historiske synder: kolonialisme og imperialisme.

For sidstnævnte forbandes altid alene Vesten, selv om andre kulturer (Osmannerriget, arabiske hære i islams ekspansionsfase osv.) ikke var mindre imperialistiske – uden at de nogensinde har angret det.

Fundamentalismens drivkraft er ikke den overpertentlige respekt for Skriften, for de fleste jihadister er korananalfabeter. Den er rædslen for en livsstil, der bygger på individuel autonomi, stadig innovation, problematisering af autoriteter og retten til at udfordre vedtagne sandheder. Frihedens fremgang ledsages af udviklingen af ​​had til frihed, især til kvinders frigørelse – dens mest fundamentale symbolske mutation.

Venstrefløj på afveje

To måneder efter drabene på Charlie Hebdos redaktionsmedlemmer og mordet på fire gidsler i et koshersupermarked er fristelsen stor til at igen at vige terræn til fundamentalisterne. Hvem i Frankrig undskylder således den radikale islam, ’forstår’ terrorismen, legitimerer forstadsghettoernes antisemitisme, tordner mod ’islamofobi’, fordømmer muslimske reformatorer som ’kokosnødder’ og forsvarer kønsapartheid? Det gør den ekstreme venstrefløj, som utrøstelig over kommunismens, proletariatets og Den Tredje Verdens nederlag nu forskanser sig i et forsvar for en totalitær islam, der tænker sig som modpol til Den Store Amerikanske Satan og Israel, ondskabens to ultimative repræsentanter.

Derfor favner bolsjevikiske pensionister halvmånebannerets snæversyn som sidste bolværk mod den forbandede kapitalisme, støtter reaktionære prædikanter og hylder værdier, der engang var de diametralt modsatte af deres egen lejrs. Ønsket om at underminere ’systemet’ har forvandlet sig til apologi for en regressiv doktrin, der afslører, at deres sande ønske ikke er frigørelse for menneskeheden, men trældom for alle.

Islam har sin fulde plads i Europa. Islam er berettiget til religionsfrihed, til ordentlige moskeer og til respekt. Men den må være gensidig: Vores muslimske medborgere må respektere de republikanske og sekulære regler, ikke kræve ekstraterritorial status, ikke kræve særrettigheder og privilegier. Det er ikke Europa, der skal islamiseres, men islam, der skal europæiseres. Islam må blive en religion blandt andre med samme rettigheder og pligter, og herefter kan den reformerte udgave evt. sprede sig til resten af ​​den muslimske verden.

Stillet over for så langsigtet en opgave må vi begynde med ikke at kapitulere, med ikke at benægte kernen i vores arv: intellektuel nysgerrighed og undersøgelseslyst, kønnenes ligestilling, religionens adskillelse fra politikken og respekten for menneskerettighederne og de individuelle frihedsrettigheder. Disse principper er ikke til forhandling.

Heksejagt

I marxistiske Des-Information underholder literaten Emil Eggert Scherrebeck med, at islamofober i virkeligheden bedriver heksejagt på muhammedanere, hvilket må man underforstå, er racisme og aldeles patologisk.

Racisme og belyvning med samme, som politisk instrument går tilbage til Stalintidens sovjetunionen, hvor det blev udviklet og forfinet og siden eksporteret til trofaste Stalin tilhængere i vesten, der den dag i dag bekæmper “racisme”. Wiki opslaget om den sovjetiske film “Circus” fra 1936 er fremragende illustration. Et udsnit af filmen kan ses her.

I sammenhængen er også den islamofile tyske socialist, humanistiske doktor i literatur videnskab, Joseph Goebbels, værd at nævne, i det han forfinede belyvningen ad absurdium.

Medie virksomheden AP gør en del for at værne om deres rygte og har til den ende en “style book”. Af den fremgår det at ordene islamofob og islamofobi er uønskede. Link her og her.

I artiklen i Des-Information gør Emil hvad han kan for, at få fremstillet “islamofober” som vor tids heksejægere og vor tids muhammedanere som de jagede. Lidt morsomt al den stund, der ikke er rapporteret nogen gengældelses aktioner i Europa af betydning. Og en stor del af dem der, har vist ikke at holde vand, enten fordi de ikke fandt sted overhovedet eller var interne muhammedanske anliggender. Bemærk i øvrigt afslutningen, der reelt er en opfordring til kriminalisering af islam kritisk virksomhed og/eller at man fra islamofil side er lidt mere varsom i sit propaganda hysteri. Fra artiklen:

Ligesom det er afgørende for vores forståelse af skyderierne i København, hvorvidt vi betegner dem som terror eller ej, er det på samme måde vigtigt, hvordan vi som samfund omtaler og forholder os til de – hvad der kunne tyde på at være tiltagende – islamofobiske tendenser i Europa. Så er begrebet heksejagt dækkende i denne sammenhæng?

»Jeg mener, at det på en række punkter giver god mening at sammenligne de tendenser, vi ser rundt omkring i Europa efter angrebene på Charlie Hebdo med de historiske heksejagter,« siger lektor ved Institut for historie på Syddansk Universitet Louise Nyholm Kallestrup, som blandt andet har specialiseret sig i ’trolddomsforfølgelser.’

»Når man beskriver islamofobiske tendenser i dag som heksejagter uden samtidig at forklare, hvad man lægger i ordet heksejagt, er der helt afgjort en fare for, at problematikkerne bliver forsimplede. Situationen i dag er jo noget anderledes og måske mere kompliceret, end den var omkring de historiske heksejagter,« siger hun.

I Italien, Spanien og Portugal var det kirken, der stod i spidsen for forfølgelserne, mens det i et land som Danmark var den dømmende magt, by- og landstinget, og i sidste instans kongen, der tog sig af at vurdere, hvem der skulle straffes for hekseri. Men befolkningerne var også i høj grad integreret i forfølgelserne på grund af den frygt, som magthaverne fik plantet hos dem – både i form af selvtægt, men ikke mindst i form af angiveri:

»Noget af det interessante og – med vores nutidige øjne – uhyggelige er, at man altså skabte en frygt, der var så stor, at almindelige mennesker kunne finde på at angive deres nabo som heks, selv om man godt vidste, hvilke konsekvenser det kunne få for vedkommende. Den frygtmekanisme er meget central for heksejagten som fænomen, og det er en mekanisme, man bør være opmærksom på til alle tider.«

Begrebet heksejagt er derfor også blevet brugt i forbindelse med flere perioder i løbet af historien, hvor grupper eller personer er blevet uretmæssigt forfulgt.

Kirstine Sinclair, som er lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet

»Men når man gør det, så maler man altså med den brede pensel, man glemmer nuancerne. Når man bruger ordet heksejagt i denne kontekst, gør man det for at sige, at angrebene på muslimer er uretfærdige angreb på en gruppe mennesker, hvilket måske er sympatisk nok på overfladen, men i samme bevægelse fastholder man altså forestillingen om, at denne gruppe overhovedet eksisterer som en homogen gruppe.«

Hun mener derfor, at man i forbindelse med de chikaneepisoder, som muslimer bliver udsat for, burde fokusere på den enkelte borgers rettigheder og betragte det som diskrimination eller chikane:

»Det ville i langt højere grad kunne være med til at rykke debatten væk fra de indgroede og forsimplende os og dem-forestillinger, som i virkeligheden er med til at understøtte de fjendebilleder, som en stor del af hetzen har rod i,« siger hun.

Et andet trick Emil (eller Des-Informations redaktør) tager i brug er en henvisning til den Amerikanske hædersmand og senator, Joesph McCartheys med et billed og en billed tekst der lyder:

Senator Joseph McCarthey (t.h.) udpeger på et kort, hvordan kommunisterne inficerer USA. Han var formand for udvalget for antiamerikansk virksomhed som fra 1950 bedrev heksejagt på venstreorienterede. En af følgerne af jagten blev, at ægteparret Rosenberg blev henrettet i 1953 for angiveligt at spionere til fordel for Sovjetunionen.

Senere undersøgelser har bekræftet at McCarthey i det væsentlige havde ret, og at Rosenberg parret var skyldige som ind i helvede.

Racismeskriger på slap line

Den berygtede Möger familie viser sig også, at have et medlem, der interessere sig for racer. Interessen i den familie plejer ellers at være penge. Andres penge.

Nu er det så igen den muhammedanske race, der skal forsvares. Et eller andet sted skal der jo nok vise sig at være penge i det.

Et barn af familien, Nina Möger Bengtsson, er for ikke så lang tid siden vendt hjem fra udlandet, nærmere bestemt Singapore, hvor hun har bestået studentereksamen. Prisbladet fra skolen kan læses her.

Nu er der så krig i et af de muhammedanske lande og det er jo en udemærket anledning til, at få hevet adskillige titusinder af muhammedanere til Danmark. Og det mener Nina, man kommer igennem med ved at belyve sin medborgere med anklager om racisme. I den marxistiske sprøjte Des-Information (kendt for at have stillet kilometervis af spalter til rådighed for KGB) er det så i denne omgang Lars Løkke, der belyves af Nina.

Ubemærket racisme

København, september 2014: Venstres formand Lars Løkke Rasmussen tager ordet på DI’s topmøde om udenlandsk arbejdskraft. Han er en lille mand med stribet slips og dyrt, omend lidt krøllet jakkesæt, og hans ord er et billede på den smålighed, der har overtaget storsindets plads i den danske nationalånd. I taler og Q&A viderefører Venstres formand retorikken fra det borgerlige udlændingeudspil, der virker skræddersyet til at lukke Danmarks dør i hovedet på dem, der tror på Mohammed og ikke på Jesus. Ja, lukke døren i hovedet på dem, der er anderledes end majoriteten. Løkke forklarer, at systemet selvfølgelig skal have en vis fleksibilitet, for hvis en »kristen somalier«, der er »uddannet fra Sorbonne«, vil til Danmark, skal det selvfølgelig være muligt.

Den tager vi lige igen: Hvis en »kristen somalier«, der er »uddannet fra Sorbonne«, vil til Danmark, skal det selvfølgelig være muligt.

Med disse ord understreger Løkke, at Danmark ikke længere skal forbindes med solidaritet og tolerance, men med kristendom og dyre uddannelser. En ubehagelig udvikling i sig selv, men endnu værre er, at disse ord er gået ganske ubemærket hen. Et enkelt tweet af Ida Auken er, hvad det er blevet til – de 1.000 andre deltagere samt de utallige medier, der var til stede, lod kommentaren hænge i luften.

Vi har glemt forargelsen

Denne form for diskriminerende tale er blevet hverdagskost i en debat, der er blevet så giftig, at danskerne har udviklet resistens over for småracistiske udtalelser. Interessant nok var det en udlænding, der rigtig bed mærke i Løkkes dybt generaliserende og usympatiske kommentar. Den britiske journalist Alex Forrest beskrev i en afsluttende paneldebat på DI’s topmøde sin enorme overraskelse over tonen i den danske integrationsdebat. Især over »hr. Rasmussens« retorik: »Selv det mest højreorienterede parti, UKIP, (…) ville aldrig bruge den terminologi, der er blevet brugt i dag. Såsom at sige, at man kunne byde nogle velkomne, men man ville være mere tilbageholdende over for folk fra Somalia. Den slags sprog ville aldrig blive brugt.«

Efter mere end et årti med fremmedfjendsk retorik skal der nu så meget til at forarge os, at vi har brug for udlændinge til at minde os om det. Vi har slået verdensrekord i hverdagsracisme, og vi har ikke selv opdaget det.

Ladyboy

GRP omtaler mordet og baggrunden her, her, her og her.

Historien har samme potentiale som visse nylige “racist” historier fra USA til, at blive brugt af islamofile venstreorienterede medier i racistiske anti hvide kampagner samt en del andet, så som, at den politiske venstrefløj sammen med Bøsse Mafiaen vil udnytte, hvad der kan kaldes en af hverdagens tragedier.

Sagen er kort, at en US Marine er på bytur og ender op med en skønhed, der på hotellet viser sig, at være en trans. Af en eller anden grund slår han ham ihjel.

Den slags kendes så udemærket fra faglitteratur, litteratur, film, (pop)musik og presse omtale af kriminal sager.

Film: The Crying Game

Musik: Cornelius Wreeswijk (link mangler) skrev en vise om, hvordan han selv blev snydt af en trans og gav ham en omgang med kniven.

Så der er ikke noget nyt i selve sagen. En fagot går med en eller anden, formentlig mod betaling, og fra tid til anden løber disse ind i personer, der når de opdager sagens sammenhæng forløber sig, formentlig i en form for chok. Almindeligvis anerkender de forskellige retskulturere ikke dette chok som tilstrækkeligt til fritagelse for strafansvar, men som grundlag for en mindre strafnedsættelse.

Det nye er, at disse tragedier udnytes hæmnings af den politiske venstrefløj og såkaldt “progressive”. I en dansk sammenhæng kan vi forvente, at de såkaldte “queers” (Enhedslistens homopoliti) starter op med “hvid amerikansk soldat dræber lysebrun homo pga homofobi og racisme”, hvorefter deres vedhæng Berlingske, Politiken og Information følger op med såkaldte artikler.

Man kan i øvrigt bemærker sig, at i Danmark begås lagt de fleste såkaldte “hadforbrydelser” af muhammedanere mod ikke-muhammedanere, ikke mindst jøder og homoer.