Heksejagt

I marxistiske Des-Information underholder literaten Emil Eggert Scherrebeck med, at islamofober i virkeligheden bedriver heksejagt på muhammedanere, hvilket må man underforstå, er racisme og aldeles patologisk.

Racisme og belyvning med samme, som politisk instrument går tilbage til Stalintidens sovjetunionen, hvor det blev udviklet og forfinet og siden eksporteret til trofaste Stalin tilhængere i vesten, der den dag i dag bekæmper “racisme”. Wiki opslaget om den sovjetiske film “Circus” fra 1936 er fremragende illustration. Et udsnit af filmen kan ses her.

I sammenhængen er også den islamofile tyske socialist, humanistiske doktor i literatur videnskab, Joseph Goebbels, værd at nævne, i det han forfinede belyvningen ad absurdium.

Medie virksomheden AP gør en del for at værne om deres rygte og har til den ende en “style book”. Af den fremgår det at ordene islamofob og islamofobi er uønskede. Link her og her.

I artiklen i Des-Information gør Emil hvad han kan for, at få fremstillet “islamofober” som vor tids heksejægere og vor tids muhammedanere som de jagede. Lidt morsomt al den stund, der ikke er rapporteret nogen gengældelses aktioner i Europa af betydning. Og en stor del af dem der, har vist ikke at holde vand, enten fordi de ikke fandt sted overhovedet eller var interne muhammedanske anliggender. Bemærk i øvrigt afslutningen, der reelt er en opfordring til kriminalisering af islam kritisk virksomhed og/eller at man fra islamofil side er lidt mere varsom i sit propaganda hysteri. Fra artiklen:

Ligesom det er afgørende for vores forståelse af skyderierne i København, hvorvidt vi betegner dem som terror eller ej, er det på samme måde vigtigt, hvordan vi som samfund omtaler og forholder os til de – hvad der kunne tyde på at være tiltagende – islamofobiske tendenser i Europa. Så er begrebet heksejagt dækkende i denne sammenhæng?

»Jeg mener, at det på en række punkter giver god mening at sammenligne de tendenser, vi ser rundt omkring i Europa efter angrebene på Charlie Hebdo med de historiske heksejagter,« siger lektor ved Institut for historie på Syddansk Universitet Louise Nyholm Kallestrup, som blandt andet har specialiseret sig i ’trolddomsforfølgelser.’

…

»Når man beskriver islamofobiske tendenser i dag som heksejagter uden samtidig at forklare, hvad man lægger i ordet heksejagt, er der helt afgjort en fare for, at problematikkerne bliver forsimplede. Situationen i dag er jo noget anderledes og måske mere kompliceret, end den var omkring de historiske heksejagter,« siger hun.

…

I Italien, Spanien og Portugal var det kirken, der stod i spidsen for forfølgelserne, mens det i et land som Danmark var den dømmende magt, by- og landstinget, og i sidste instans kongen, der tog sig af at vurdere, hvem der skulle straffes for hekseri. Men befolkningerne var også i høj grad integreret i forfølgelserne på grund af den frygt, som magthaverne fik plantet hos dem – både i form af selvtægt, men ikke mindst i form af angiveri:

»Noget af det interessante og – med vores nutidige øjne – uhyggelige er, at man altså skabte en frygt, der var så stor, at almindelige mennesker kunne finde på at angive deres nabo som heks, selv om man godt vidste, hvilke konsekvenser det kunne få for vedkommende. Den frygtmekanisme er meget central for heksejagten som fænomen, og det er en mekanisme, man bør være opmærksom på til alle tider.«

Begrebet heksejagt er derfor også blevet brugt i forbindelse med flere perioder i løbet af historien, hvor grupper eller personer er blevet uretmæssigt forfulgt.

…

Kirstine Sinclair, som er lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet

»Men når man gør det, så maler man altså med den brede pensel, man glemmer nuancerne. Når man bruger ordet heksejagt i denne kontekst, gør man det for at sige, at angrebene på muslimer er uretfærdige angreb på en gruppe mennesker, hvilket måske er sympatisk nok på overfladen, men i samme bevægelse fastholder man altså forestillingen om, at denne gruppe overhovedet eksisterer som en homogen gruppe.«

Hun mener derfor, at man i forbindelse med de chikaneepisoder, som muslimer bliver udsat for, burde fokusere på den enkelte borgers rettigheder og betragte det som diskrimination eller chikane:

»Det ville i langt højere grad kunne være med til at rykke debatten væk fra de indgroede og forsimplende os og dem-forestillinger, som i virkeligheden er med til at understøtte de fjendebilleder, som en stor del af hetzen har rod i,« siger hun.

Et andet trick Emil (eller Des-Informations redaktør) tager i brug er en henvisning til den Amerikanske hædersmand og senator, Joesph McCartheys med et billed og en billed tekst der lyder:

Senator Joseph McCarthey (t.h.) udpeger på et kort, hvordan kommunisterne inficerer USA. Han var formand for udvalget for antiamerikansk virksomhed som fra 1950 bedrev heksejagt på venstreorienterede. En af følgerne af jagten blev, at ægteparret Rosenberg blev henrettet i 1953 for angiveligt at spionere til fordel for Sovjetunionen.

Senere undersøgelser har bekræftet at McCarthey i det væsentlige havde ret, og at Rosenberg parret var skyldige som ind i helvede.

Eichmann var også islamofil socialist

Ovre hos Snaphanen er der omtale af en boganmeldelse af en ny bog, der behandler jødehaderen, SS-Obersturmbannführer Adolf Eichmann, som blev henrettet 1. juni 1960, for hans deltagelse i de nazistiske jødeudryddelser.

Douglas Murray, anmelderen, skriver bl.a.:

The title of course refers to Hannah Arendt’s omnipresent and over-praised account of Adolf Eichmann’s 1961 trial, Eichmann in Jerusalem: a report on the banality of evil.  I would say that Stangneth’s book not merely surpasses but actually buries Arendt’s account.  Not least in showing how Arendt was fooled by Eichmann’s role-play in the dock in Jerusalem.  For whereas Arendt famously portrayed the man in the glass booth as a type of bureaucrat, Stangneth shows not only that Eichmann was not the man Arendt took him to be, but that she fell for a very carefully curated and prepared performance.  Putting together a whole library of scattered documents from Eichmann’s exile in Argentina in the 1950s, Stangneth puts the actual, unrepentant Eichmann back centre stage.

…

By this point Eichmann was also thinking of breaking his cover in some way.  In 1956 he once again attempted to write a book, this time provisionally titled Die anderen sprachen, jetzt will ich sprechen [The Others Spoke, Now I Want to Speak!].  But the conversations with the Sassen circle – which came from the same instinct of his to break his silence – turned out to constitute an attempt to square an impossible circle.  For Eichmann saw the Sassen circle’s efforts to minimize the Holocaust as something like a spitting on his life’s work.  Eichmann knew that the six million figure was accurate, and seems to have only gradually realised that his audience were hoping for something quite different from him.  The discussions clearly broke down under this unresolvable issue.  Among the reasons why I would suggest that this has some contemporary relevance is that it is the clearest possible reminder of how in open discussion even the people most committed to trying to prove the Holocaust did not occur (former leading Nazi officials) ended up being unable to disprove the facts. On that occasion – as so often – they slunk away.

…

In The Others Spoke, Now I Want to Speak! (the reference is to his former colleagues who – in another un-square-able moment – Eichmann believed had defamed him at Nuremberg) he had the opportunity to write about the recent Suez Crisis.  Here is one passage Stangneth quotes which was new to me at least.

‘And while we are considering all this – we, who are still searching for clarity on whether (and if yes, how far) we assisted in what were in fact damnable events during the war – current events knock us down and take our breath away.  For Israeli bayonets are now overrunning the Egyptian people, who have been startled from their peaceful sleep.  Israeli tanks and armored cars are tearing through Sinai, firing and burning, and Israeli air squadrons are bombing peaceful Egyptian villages and towns.  For the second time since 1945, they are invading… Who are the aggressors here?  Who are the war criminals?  The victims are Egyptians, Arabs, Mohammedans.  Amon and Allah, I fear that, following what was exercised on the Germans in 1945, Your Egyptian people will have to do penance, to all the people of Israel, to the main aggressor and perpetrator against humanity in the Middle East, to those responsible for the murdered Muslims, as I said, Your Egyptian people will have to do penance for having the temerity to want to live on their ancestral soil… We all know the reasons why, beginning in the Middle Ages and from then on in an unbroken sequence, a lasting discord arose between the Jews and their host nation, Germany.’

En anden der opfatter de stakels ægyptiske muhammedanere som ofre for de forfærdelige jøder er den statsbetalte og uhyre produktive, men ubetydelige Klaus Rifbjerg. Om den senere 6 dages krig, senere end den krig Eichmann skriver om, skrev Rifbjerg et digt, Støvlerne, hvor de første to vers er her:

Rifbjerg der var militærnægter beretter senere i et interwive fra 2011, der vel skal gøre det ud for en slags nekrolog, i kulturmarxistiske Des-Information om sit forhold til støvler:

Du synes, du har udtjent din værnepligt?

»Hvis jeg troede på noget eller nogen, ville jeg sige, at Vorherre ikke skylder mere. Jeg har fået alt det, jeg kunne ønske mig.«

Og givet det, du ville?

»Det synes jeg. Men jeg holder ikke op med at skrive af den grund, for det kan jeg ikke. Jeg vil dø som en soldat med støvlerne på — og buldre hovedet ind i pc’en.«