jacob holdt

Jacob Holdt film: Ude nu

For et godt dtykke tid siden deltog bloggen i afdækningen af Jacob Holdts løgnhistorier.

En de få ting der ikke var løgn var at der var ved, at blive lavet en film om den aldrende løgnhals. Den er så ude nu. I Berlingeren skriv Bent Blüdnikow bl.a. i sin anmeldelse:

Jacob Holdt spillede en betydelig rolle i Danmark i tiden efter 1968. Hans »Amerikanske billeder« påvirkede en hel generation med sanselige billeder af og beretninger om fattigdom, racisme og klasseforskelle i USA. Nu er der kommet en film om Jacob Holdt, og det er velbegrundet, for han var med til at forme tidsånden i et par årtier. Niels-Ole Rasmussens »Jacob Holdt: Mit liv i billeder« går tæt på Holdt, der genfortæller sit liv og drager til USA for at opsøge de personer, som spillede en rolle i hans USA-eventyr.

I første omgang gik turen til København, hvor han fattede sympati for tidens revolutionære og voldelige budskaber. Formet af Vietnamkrigen og et voksende had til USA fik Jacob og hans venner fat i trotyl, som de ville smide mod den amerikanske ambassade. Det er imidlertid ikke Jacob, der kan huske denne voldelige fase, men en revolutionær ven, der fortæller det i filmen, mens Jacob engleblidt nægter at kunne huske noget. Jorden brændte imidlertid under Jacob, og han drog til Canada, men skrev hjem til sine revolutionære venner: »Jeg vil anbefale bomber og trotyl nu.«

Men generelt virker de fleste scener uægte. Vi ser Holdt i et forladt hus hos en tidligere sort kæreste, der nu er død, og hvor han står og græder, men det føles som fremtvungne tårer. Vi ser ham i et rigmandspalads, hvor han fortæller, at han bollede med de unge, hvide kvinder, og han lægger sig nøgen i en stor flot seng med et skælmsk smil. Pinligere kan det ikke blive. Spørgsmålet opstår, ligesom det i sin tid gjorde med hans »Amerikanske billeder«, om det er dokumentarisme eller manipuleret virkelighed.

I 2015 blev Jacob Holdt af bl.a. Weekendavisen beskyldt for at lege med sandheden, og at den dokumentarisme, som han påstod »Amerikanske billeder« stod for, til tider var opdigtet virkelighed. Filmen har scener om denne kritik, men de er uden konkret indhold og synes blot at registrere, at der var en debat. Også det efterlader en utilfreds. Hvad skal det gøre godt for, når den ikke giver os indblik i kritikkens indhold?

…Holdt fik penge af KGB til sine aktiviteter og var af KGB endda tildelt en føringsofficer, men det siges der intet om i filmen. Det ville have klædt den, for som den nu fremstår, er den pinagtig klynkende og privat.

Man kan ikke se bort fra, at Jacob Holdt var drevet af altruisme, men han var samtidig et tidstypisk politisk fænomen, hvilket filmen ikke formår at forklare.

Efter at have fulgt sporet af Holdts økonomiske transaktioner er der ihvertfald et punkt, hvor UH er uenig med Blüdnikow: Alt peger på at Holdt konskvent har raget alt af værdi inden for sin rækkevide til sig og beholdt det der. Intet tyder på nogen som helst altruisme.

I Kristeligt Dagblad er man mere venlig stemt:

Med Weekendavisens anklager om løgn og overdrivelser for et par år siden blev Holdt – igen – kontroversiel. Bogen ”Amerikanske billeder” fra 1977, som museet Louisiana samtidig kunstnerisk kanoniserede, blev underkastet detektorsamfundets metoder: Hvor slutter dokumentaristen Holdt og hvor begynder selviscenesætteren Jacob?

Præstesønnen Holdt antyder, at hans livs mission er at føre den følelseskolde faders kærlighedsfulde retorik fra kirkerummet ud i den virkelige verden. Derfor flyttede fotografen som ung blaffer i 1970’ernes raceurolige USA ind hos de mennesker, han havde fordomme over for. Ku Klux Klan-ledere, sorte udstødte kriminelle, rige og ensomme kvinder. Holdt elskede (med) dem alle.

”Jacob rejste hen, hvor ingen frivilligt ville være”, siger en gammel ven i filmen. Og med instruktøren i hælene opsøger den 67-årige Holdt de sorte kvinder, han elskede i 1970’erne. Det er både pinagtigt, men også gribende og inspirerende, at se Jacob konfrontere disse modeller fra ”Amerikanske billeder”. Merrilyn Jones, som overtales til en absurd gentagelse af et nøgenfotografi i et badekar fra den oprindelig bog, anklager ham for udnyttelse. En anden gammel flamme, Leslie Manselles, elsker ham stadig uforbeholdent. Flere er døde, men Jacob lever og kæmper videre for mangfoldigheden ved at engagere sig i Palæstina, syriske flygtninge og Danmarks første kvindemoske.

Advertisements

Jacob Holdt film kommer i 2017

Jacob Holdt har i årevis fortalt vidt og bredt, at Hollywood ville lave en film om hans bedrifter, som ifølge ham selv bl.a. var, at han var/er? så uimodståelig, at en gravid indianer der netop var blevet enke, kastede sig over ham og nådigt fik tilstået sex med instamatic fotografen. Dette skulle være sket i forbindelsen med et “oprør” i Wounded Knee, fremgår det af Holdts “Amerikanske Billeder”, hvilket sammen med utallige andre forhold i bogen, blev afdækket som ren løgn af Martin Kasler.

Hollywood filmen viste sig i forbindelsen med afdækningen af visse af Holdts forhold, at være en slags potrætfilm om Jacob Holdt under produktion af Copenhagen film & TV med henblik på visning på DDR. Filmen blev oprindeligt planlagt til, at have første forevisning i juni 2015. UH har forespurgt hos Det Danske Film Institut om filmen var opgivet. Svaret er:

Tak for din interesse i Jacob Holdt filmen.

Filmen er på ingen måde opgivet! Premieredatoer har det bare med at ændre sig i et væk!

Filmen om Jacob Holdt får biografpremiere i efteråret 2017. Den endelige premieredato offentliggøres snarest.

Refleksion om heksejagt

(1)

I en sag vi kigger på for tiden, spurgte vi en potentiel kilde efter eventuel information. Det blev afslået med, udover at kilden ikke mente at have nogen information, at vi her på stedet bedrev “heksejagt”. Nuvel, uanset at kilden efter lidt betænkning måske ville anvende et andet ord, f.eks personforfølgelse, så er det en udemærket anledning til at dvæle en smule ved begrebet heksejagt.

Af og til ser man svenske hekseprocesser og den spanske inkvistion fremhævet som eksempler på heksejagt, her og her, f.eks. Den eksemplificering er problematisk, ganske vidst er der masser af sager i begge tilfælde, der fortjener stemplet “heksejagt”, men det er ikke kernen. Kernen er en problematisk anvendelse af Det Gamle Testamente (GT) som retskilde på strafferettens område, blandet op med overtro og konstruerede vidneudsagn. “Strafferetten” her brugt i såvel betydningen formelle strafferet, som den uformelle, der udspiller sig “nede på torvet” og hvor konsekvenserne for delikventen “bare” er af social karakter, såsom tab af anseelse og job muligheder m.v. At fortidige svenske og spanske teologer og jurister af en eller anden grund ikke magtede den opgave kan der menes meget om, men, selv hvis det er forkert så, gør det ikke GT til en del af kristendommen.

Det Nye Testamente (NT), af og til oversat som “Opgøret”, er kristendommens grundlag, GT er IKKE, og følgelig kan man ikke som kristen, eller agnostiker for den sags skyld, hente legitimitet for noget som helst i GT, men må finde legitimitet andet steds, hvis man f.eks vil gøre hor og tyveri strafbart. Desuden så er kristendom også et opgør med overtro, barberi og den knægtelse af sandhed der ligger i, at konstruere falske udsagn og påstande.

Grunden til at læse GT, hvis man ellers gider bruge tid på det er, at få det med som NT gør op med. Her på Hotellet anbefaler vi King James Vs version og danske oversættelser fra før cirka 1850 idet der har indsneget sig en tendens til, i forbindelser med oversættelser, at forvanske budskabet. Således er man, pr. hukommelse, i den danske udgave, autoriseret af kulturmarxister, begyndt at kalde Jomfru Maria for den unge kvinde Maria. Det første er, naturligvis, metaforisk, mens det andet er en angivelse af et bestemt fysisk karakteristika nemlig alder, som vel må være 17 – 25 år gammel kvinde.

Så for at man kan kalde noget for heksejagt så må man stille det krav, at der mindst er tale om at en “anklaget” er oppe imod konstuerede falske udsagn. At det går hånd i hånd med, at konstruktørerne af den slags ofte søger, at konstruere på en måde så et “forsvar” er meget vanskeligt, håbløst eller umuligt, er blot en medfølgende konsekvens.

Når man ser heksejagtssager bygget op omkring forhold, der logisk og erfaringsmæssigt burde fremstå som umulige for en bonus pater, så stiller vi os her på hotellet tvivlende overfor, at når det lykkes at komme igennem med sådanne sager, forholder sig sådan at årsagen skal findes i overtro. Mængden af overtro anno 2016 er nok nogenlunde den samme som anno 1416 eller 1616. Sammenhængen er nærmere, mener vi, at nogle mennesker fra naturens hånd er mere disponerede, f.eks. pga lav IQ, for at tro på overtro, og andre igen er “smarte” til at udnytte overtro i deres omgang med “andre” herunder at få folk der ellers ikke er overtroiske med på deres galej. To danske eksempler på sidstnævnte er racisme belyverne, og de betalte KGB operatørere, Jacob Holdt og Jørgen Dragsdahl.

Fortsættelse følger.

Nye højder i racismebelyvning

I endnu en vandvids kronik i Des-Information udspredes løgnen om såkaldt racisme af en skævøjet risgansker ved navn Heidi Borg Jørgensen.

Den små Heidi, der uddannet som cand.scient.adm., hvilket som bekendt er en RUC-udannelse, hvilket forklare en del, bl.a. derved at man på RUC bedriver noget man kalder “hvidhedsforskning”.

Heidi har fået undt i sulet over den pågående debat om hvorvidt muhammedanere, det være sig muhammedanere af kaukasisk-, negroid-, malayisk-, eller anden race, overhovedet skal have adgang til, at bosætte sig i vesten/steder med anden religion end islam i almindelighed og i særdeleshed Eva Agnete Selsing og især et indlæg i Pravda-i-Pilestræde d. 13 december.

I indlægget påpeger Selsing, der er af delvis polsk afstamning, for Gud ved hvilken gang de negative konskvenser af den muhammedanske invasion og den manglende reaktion fra politisk hold. Politikere i Danmark er nu engang valgt til, at varetage de fælles danske interesser og ikke islams interesse i at udbrede islam. Eva skriver bl.a.:

Der er noget næsten episk ondskabsfuldt over at placere 500 flygtninge i Nyborg, i et område med kun 700 huse. Men det gør regeringen. Nyborg er en del af det mindre ressourcestærke Danmark – her er ikke mange velnærede medietyper, der kan lave ramaskrig over at få deres lokalsamfund tvangstilført så mange asylansøgere. Var dét mon med i begrundelsen for at vælge netop dette som det første sted, regeringen bruger nødret mod befolkningen?

Og hvad gør vores statsminister i denne situation? Han prioriterer forholdet til udlandet og de forældede konventioner over det land, han er valgt til at beskytte.

Han vil ikke lukke grænsen, men lader i stedet minister Støjberg om at fedte rundt med nogle symbolske stramninger (der alligevel er uden virkning for langt størstedelen af de indvandrende). Er det fordi han ikke har forstået, hvad vi står over for? Eller er han ligeglad?

Nå, vi kan tilføje til det med medietyperne, at der faktisk var en tre fire stykker i vælten ved den lejlighed, nemlig Ritzau sjovnalisten Henrik Mikaelsen, dækket her på Urias gav vejledning i desinformtion, her, desuden lavede man en voxpop, her og her, hvor man helt tilfældigt fik langt spalter til et par teaterhomoers udgydelser om hvor positivt det var med islamiseringen og alle de spændende voldtægter, bl.a., der venter piger i lavindkomst segmentet. Vi kommenterede det således:

“To af de helt tilfældigt udvalgte, Daniel Bohr og Christian Lange begge er noget med teater og privat danner par.

http://www.lokalavisennyborg.dk/lokalavisennyborg/60-aar/artikel/1744442

Fra linket:

“I midten af 70’erne udtalte den unge Christian Lange, at ”børn var dansk teaters fremtidige publikum”, de skulle behandles ordentligt, opleve en rigtig teatersal, sidde i rigtige teaterstole (ikke på ølkasser!) og få ordentlige musikdramatiske forestillinger helst med levende musikere på scenen.”

og

“Christian Lange har privat dannet par med tidligere teaterchef og sceneinstruktør Daniel Bohr, og på fødselsdagen kan begge også fejre 35 års samliv.”

Men det var en indsats i islams tjenest og ikke for beskyttelse af Danmark eller lavindkomst segmentet.

Tilbage til vor skævøjede risgansker, som mener sig udsat for “racisme”, idet hun er blevet mobbet i skolen. I hendes hadske angreb på Selsing – hov forøvrigt, foreligger der ikke “dobbel racisme” her hvor en skævøjet angriber en halvpolak? – hedder det bl.a.:

Da jeg som brunt barn voksede op i Danmark og nu og da blev udsat for racistiske bemærkninger, fik jeg støtte af mine forældre og venner. De forklarede mig, at Christian, som nu havde kaldt mig »skævøjede risgnasker« for gud-ved-hvilken gang, havde det hårdt og tydeligvis ikke var så intelligent. Ja, det var endda synd for ham, at han åbenlyst var så dum.

Og jeg lærte at blive overbærende over for racistiske krænkere, ja, tilmed have lidt ondt af dem. Jeg lærte, at racistiske krænkere skulle man helst ignorere, for de havde det virkelig hårdt. De kom sikkert fra et rigtig dårligt hjem eller var ikke så godt uddannede.

Eva Agnete Selsing lufter i Berlingske den 13. december sin ’filosofi’ om, hvordan statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kører os ud over afgrunden med sin migrantpolitik. Hun sammenkæder indvandrere eller rettere »de potentielle terrorister« med voldtægt, social kontrol og parallelsamfund. Danskerne (den hvide dansker, vel at mærke) er efter Eva Agnete Selsings opfattelse efterladt i frygt i deres eget land, mens »de sorte pletter på danmarkskortet vokser«.

Nej, jeg har ikke ondt af Eva Agnete Selsing. Hun tilfører ikke debatten om integration noget nyt eller relevant. Hun taler ikke fra en interessant position, hvor hun kan tilføre debatten en ny og spændende dimension. Eva Agnete Selsing har ingen levet erfaring som brunt menneske i et hvidt samfund, og derfor er hendes forståelse af integration stærkt begrænset, hvis ikke fuldstændig fraværende. Jeg tror heller ikke, hun kender den hjertebanken, som hendes udtalelser antænder i en moderat brun kvinde som mig selv.

Det er i en sådan verden, at jeg ville anse Eva Agnete Selsing for at være et lille hvidt overklasseløg, der udgyder sin ligegyldige, blonde og blanke Barbie-filosofi i et af Danmarks største dagblade. Så nej, det er ikke Løkke, som er farlig. Det er farligt, hvis de moderate bliver radikale.

Her på Hotellet tror vi ikke et sekund på, at risganskeren har været udsat for “racisme”. Derimod har hun tydeligvis et behov for et opgør med nogle forældre, formentlig en koreansk mor, hvilket er uladesiggørligt. Det antænder had i hende, som hun så vælger, at projicere over på et racespørgsmål der ikke findes, men hvor en hær fra medier og akademia står parat med rådgivning udi, hvordan den ged barberes; at kan man ikke andet kan man altid gøre det til et spørgsmål om race. Af personer der har gjort en særlig indsats på det felt, racismebelyvning, kan nævnes Peter Hervik, Jørgen Dragsdahl, Jacob Holdt og Mustafa Hussien. Hvad Holdt og Dragsdahl angår blev de betalt af KGB for netop, at udøve racisme belyvning.

Desuden går hun helt galt i byen, hvis hun tror, at hun kan opnå reel værdsættelse i islamofile kredse ved, at gå deres ærinde. Ved først givne lejlighed når det tjener deres interesse vil de spytte hende ud som et stykke slik, der alligevel ikke falder i smag. Mandeløjne og brun hud eller ej.

Enhedspenge

Eiheilsliztens hærvæksmand og voldsanstifter Pelle Dragsted mener rutinemæssigt, at det er en god ide at politikerne via skattesystemet konfiskere penge. I det her tilfælde penge der ligger i privat skabte fonde.

En god del af disse fonde er blevet stiftet af folk, der ville betænke et eller andet mere elle mindre kløgtigt formål, og samtidig undgå beskatning.

Ideen er tilsyneladende, at politikere skulle være langt bedre til, at dele andres penge ud end andre. Det er vi sådan set enige i, idet vi her på Hotellet mener at have empirisk belæg for, at den moderne liberal/kommunistiske demokratiske politiker ikke er optaget af andet. Som i intet andet. Til  Altinget.dk fortæller Dragsted om sit synspunkt bl.a.:

Nu nævnte du den ene af de to begrundelser, der var. Den anden var, at man gerne ville give fondene incitament til at uddele penge. Er det ikke en god ide?
Men det gør man jo i forvejen, når man har et skattefradrag på uddelingerne. Man kan jo sige, at store dele af de penge, der ligger i fondene, jo er udskudt skat, som ellers skulle være havnet i fælleskassen. Så i forvejen er det her område jo ekstremt tilgodeset. Og det er så et valg, man har taget, hvor formålet er at fremme fondsejerskabet og skabe incitamenter til at lave uddelinger. Man skal bare være klar over, at de her uddelinger til dels er mistede skatteindtægter. Det her er et spørgsmål om, om man mener, at de penge bedre kunne fordeles af demokratisk valgte repræsentanter end af nogle fondsbestyrelser, som jo ikke er demokratisk valgte.

Og deraf følger, at I synes, at de her penge kunne bruges bedre af demokratisk valgte politikere?
Ja, vi mener, at det er rigtig godt, at der bliver uddelt penge til kunst, kultur og forskning. Men vi mener, at det ville være bedst, hvis det var de politikere, som skattebetalerne har valgt, og som de kan skifte ud igen, som står for fordelingen af de her penge, og ikke nogle fondsbestyrelser, som jo ikke er valgt af befolkningen, og som primært består af samfundets magtelite.

Pengene bliver brugt forkert
I dette tilfælde vil regeringen så hente et beløb på 200 millioner og bruge dem på at lette skatten ved overdragelse af familieejede virksomheder til næste generation. Hvad siger I til det?
Det er vi helt uenige i. Det er klart, at det er ikke nogen god ide at lave den overflytning. Og derfor ender vi nok også med at undlade at stemme for forslaget. Vi mener, det er fornuftigt at hive pengene ind. Men vi mener, de bliver brugt forkert. Så vi vil stå frit efter et valg, hvor vi måske kan komme til at udgøre et parlamentarisk grundlag for en ny regering for at kunne anvende de her penge på en anden måde.

Og så kan vi da lige dvæle ved årets hit, Jacob Holdts fond, hvor det sågar ikke blot var ubeskattede indtægter, der skulle gemmes afvejen, men hvor det var frugterne af Holdts private negerslavers ikke honnorerede indsats, der indgik i hans fonds formuegrundlag.

Holdt fonde undersøges ikke

Efter UH fik aktindsigt i lukningen af Jacob Holdts Afrika fond spurgte vi Civilstyrelsens fondskontor, hvorvidt man havde tænkt sig at undersøge om der kunne formodes at foreligge retsbrud, der eventuelt kunne give anledning til en granskning. Svaret var, at Civilstyrelsen bemærkede at sagen var +20 år gammel. Med andre ord at Civilstyrelsen anser sagen for forældet uanset.

Det fik UH til, at spørge påny med afsæt i de nugældende regler for forældelse, som (delvist) lyder:

Straffeloven:
§ 94. Forældelsesfristen regnes fra den dag, da den strafbare virksomhed eller undladelse er ophørt.
Stk. 2. Når strafbarheden afhænger af eller påvirkes af en indtrådt følge eller anden senere begivenhed, regnes fristen dog først fra følgens eller begivenhedens indtræden.
Forældelsesloven:
§ 2 Stk. 3. “For fordringer, som opstår ved misligholdelse af kontrakt, regnes forældelsesfristen fra tidspunktet for misligholdelsen.”
Og begrundede vores forundring således:
Fonden fik et pålæg om, at udlodde indholdet i henhold til vedtægten, hvilket den gør ved at overførere til en anden fond, er påstanden i referatet af lukke generalforsamlingen. Der er ingen spor af den anden fond eller spor af, at Holdt skulle have været filantrop. Der i mod ligger det temmelig entydigt fast, at Holdt har benyttet fondens aktiv til, at generer indkomst, uden at betale for det. Helt frem til nu.

Hvad denne anden “fond” er for en størrelse har bloggerkollega Martin Kasler på RR nærmere om her og her.

Svaret på UHs anden henvendelse til Civilstyrelsen var, kort fortalt, at man fastholder sit første svar og at man ikke kan se grund til undersøge noget. Med hensyn til omfanget af Holdts retsbrud, dvs hvor stort et beløb der er forbigået negerne, især de Angolanske, så kan man f.eks tage udgangspunkt i den pris Holdt solgte rettighederne til Amerikanske Billeder for. Det var kr. 100.000,- og er så idag de 100k tillagte renter gennem +20 år.

Sans for skandale

Pamfletten på Rådhuspladsen, Samarbejds-Politiken (Islamofilt Folketidende), har sans for skandaler og standarder. Ikke mindst dobbelte standarder. For en uges tid siden gik Politikens kronikredaktør, Christoffer Emil Bruun (tidl. DDR) til forsvar for fondssvindleren Jacob Holdt. Det skete bl.a. med disse bemærkninger, som omtalt her på UH:

I sidste uge portrætterede Weekendavisen så Holdt som en slags Amdi Petersen-type, der har gjort sig selv hovedrig på ’Amerikanske billeder’ ved at rage penge til sig selv i stedet for at give dem til det hospital, som var lovet pengene.

Og;

Der er sandsynligvis hold i nogen af anklagerne. Men det står også klart, at Holdts projekt aldrig har været personlig berigelse eller historieforfalskning. Når anklagen om usandhed nu blæses op, skyldes det blandingen af samtidens høje krav til sandhedsværdi og trangen til at gøre op med en faderfigur fra den idealistiske hippietid.

Hertil er der at bemærke, at Holdt aldrig siden han kom igang med sit projekt har været fattig. Lejligheden i Købmagergade 43 som han købte i 1979 og som han i 1988 udlejede til den spanske ambassade har konstant givet et afkast på over kr. 200.000 årligt. Hertil at Holdt lod folk arbejde ulønnet for sig under dække af at pengene gik til Afrika, samt konstante opfordringer til, at donnere til fonden til offentligheden og ikke mindst, at Holdt skabte et løgnagtigt billede af sig selv som filantrop, hvilket var af største betydning for markedsføringen af Amerikanske Billeder.

Mere/seneste om Holdts fupperier og omfanget hos Martin Kasler på RR, her.

Nu har Samarbejds-Politiken så fundet en skandale der er værdig til sjovnalistisk behandling. En kreds af venstreekstreme og/eller marxistiske fuskere omkring det såkaldte “Forsker Forum” har fundet ud af, at den bekendene kristne undervisningsminister, Esben Lunde, har sløret sit CV således at det ikke fremgik, at en del af hans teolog uddannelse er foregået andet steds end der hvor den faktisk er foregået. Det er indikutabelt rimeligt at afsløre det forhold. Bl.a. fordi det fortæller noget om hans teologiske ståsted.

Af Samarbejds-Politikens uddannelsesredaktør, Jacob Fuglsang, bliver det bl.a. behandlet således:

For det første viser det reviderede cv, at ministeren ikke har ruttet med sandheden og siden har måttet erkende, at fremstillingen kunne misforstås. Det er et problem for et regeringsparti, hvor Carl Holst for nylig måtte gå af som forsvarsminister efter skiftende forklaringer på spindoktorens ansættelsesforhold.

For det andet er spørgsmålet om Esben Lundes tro kontroversielt. Kort efter udnævnelsen gav han et interview til Jyllands-Posten, som førte til stor diskussion.

Blandt andet fordi han på spørgsmålet om, hvorvidt mennesket nedstammer fra aberne, svarede: »Jeg tror, der står en skabende gud bag. Hvordan han så har gjort det, det har jeg ikke forholdt mig så meget til. Og det er der jo heller ikke nogen, der kan give en teologisk forklaring på eller lignende. På den måde har jeg ikke forholdt mig til det«.

Det er vand på de kritikeres mølle, at ministeren har fået undervisning på en uddannelse, der tager Bibelen bogstaveligt og betegnes som fundamentalistisk i den betydning, ordet oprindeligt havde, før det blev knyttet til islam og til terrorisme.

Der er selvfølgelig langt fra at deltage i Dansk Bibel-Instituts studiekredse og så vedkende sig instituttets vedtægter. Men hidtil har ministeren ikke lagt afstand til instituttets læsning af Bibelen.

Så hos Samarbejds-Politiken ved man skam godt hvornår man skal være kritisk. Det skal bare være over for de rette. Og dem er fondssvindleren Jacob Holdt tydeligvis ikke iblandt, mens Esben Lunde tydeligevis er. – På grund af hans religiøse baggrund.

Puritansk realisme

I Samarbejds-Politiken fortsætter forsvaret af Jacob Holdt løgn historier og svindlerier. Denne gang er det den fra DDR så kendte Christoffer Emil Bruun, som forsøger sig i genren, kun et par uger efter direktøren for Charlottenborg, Michael Thouber gjorde det samme. Fra artiklen:

I august begyndte Weekendavisen, hvad der efterhånden har udviklet sig til en kampagne mod manden bag ’Amerikanske billeder’, Jacob Holdt.

Fotografen med den lange skægfletning beskyldes for ikke at have været til stede ved slaget om Wounded Knee i 1973, som han ellers beskrev, som var han der selv. Dertil kommer, at han ukritisk viderebringer en af sine kilders alder som 134, selv om det ikke er rigtigt

Ja, og adskillige (+10;+100?) andre historier, hvor det netop er de centrale og bærende historier, der viser sig, at være frit opfundne. Eller rettere konstruerede, så man kunne opnå en bestemt og ønsket virkning. Det er ikke tilfældige løgn historier der opstår fordi Holdt fabulere. I Udgangspunktet kan man måske forklarere en del med, at han blev sat på sporet af Jøgen Dragsdahl. Men han har trods alt ikke holdt Holdt i hånden konstant de følgende 40 år.

I sidste uge portrætterede Weekendavisen så Holdt som en slags Amdi Petersen-type, der har gjort sig selv hovedrig på ’Amerikanske billeder’ ved at rage penge til sig selv i stedet for at give dem til det hospital, som var lovet pengene.

Holdt har, juridisk bindende og uigenkaldeligt, afgivet copyrighten, er vurderingen her på Hotellet. Der ville ikke have været noget i vejen for, at han optrådte med lysbillederne sådan som han har gjort. Han skulle bare have betalt en afgift for brugen af billederne. Det har han så undladt og proppet pengene i lommen.

Der er sandsynligvis hold i nogen af anklagerne. Men det står også klart, at Holdts projekt aldrig har været personlig berigelse eller historieforfalskning. Når anklagen om usandhed nu blæses op, skyldes det blandingen af samtidens høje krav til sandhedsværdi og trangen til at gøre op med en faderfigur fra den idealistiske hippietid.

Holdts “usandheder” bliver sq ikke blæst op. De bliver blot vist frem. Her på stedet gør vi ikke op med nogen faderfigur. Vi fremviser for Holdts fanclub, hvor ynkelig en person, den aldrende racismebelyver er. Så kan medlemmerne af fanclubben, her i blandt Michael Thouber og Christoffer Emil Bruun jo selv tage stilling til om de vil blive på posten eller liste af. Thouber og Bruun gør det første.

Museet Louisiana var det første til at ophøje Holdt fra dokumentarist til kunstner. Det skete ved den store udstilling ’Tro, håb og kærlighed – Jacob Holdts Amerika’ fra 2009. I sin anmeldelse skrev Peter Michael Hornung, at Holdt »tydeligvis bruger fotografiet i en tjeneste, der er større end noget fotografisk projekt«.

Ja. Og det kan undre, at man ophøjer en stak feriebilleder til kunst. Der findes formentlig feriebilledsamlinger rundten omkring i de små hjem, der på den kunstneriske dimeinsion er langt mere og bedre gennemarbejdede end Holdts.

På den yderste højrefløj har man regnet ud, at det må være fuldt af sprækker. Som balladen om Jan Stage for et par år siden viste, skal man bare kradse lidt i den røde lak, før der viser sig unøjagtigheder, som kan bruges til at nedlægge et venstreorienteret bytte.

Sprækker og unøjagtigheder. Ynkeligt, Christoffer. Det er demonstreret, mht Holdt, at han forsætligt lyver og derefter dækker sig ind med nye løgne. Ikke bare i hans “værk”, men også i de økonomiske dispositioner der omgiver det.

Museet fjerner den 134 år gamle sorte mand fra sit undervisningsmateriale og beklager med henvisning til, at de var ’i god tro’.

I sin selvforståelse er han så gammel, men i virkeligheden kan det selvfølgelig ikke passe’.

Nu er de 134 år symbol på, at venstrefløjen taler usandt, og at generationen efter var i god tro. Vi efterkommere blev nærmest forført af en hippiegeneration, som fremstillede virkeligheden forkert. Modreaktionen på venstrefløjens romantisering er en puritansk realisme.

Nej, det er ikke de 134 år. Det er alt det der ligger forud. De 134 år er blot det endelige lavpunkt. Og genrationen efter var ikke i god tro. God tro er noget kommer i efter, at have undersøgt et eller andet tilstrækkeligt. Men muligvis kan man kalde det forført.Spørgsmålet er så, om det er en frivillig eller påtvunget og medvidende eller uvidende forførelse.

Puritansk realisme tager vi gerne til os. – Som et adelsmærke. Samarbejds-Politiken og segmentet deromkring kan vi så kalde urene fantaster.

Jacob Holdts penge i Angola?

Et par dygtige journalister, der arbejder for Weekendavisen, Johs Lynge og Magnus Boding Hansen, har kigget nærmere på Holdts påstande om, via en fond han oprettede, at have bedrevet filantropi overfor negerne i Afrika, især dem i Angola. BT bringer et ekstrakt af artiklen, hvori man bl.a kan læse:

Jacob Holdt har i mange år påstået, at han via sin fond støttede nødhjælpsprojekter i Afrika efter forbillede fra sit store idol, den tyske læge og teolog Albert Schweitzer, der er kendt som et af de forrige århundredes største filantroper i Afrika.

»Meget ulandshjælp gør ingen nytte. Snarede tværtimod. Sådan var det også med mine projekter, men jeg byggede et hospital i Angola, og bagefter har jeg hørt fra adskillige mennesker i Namibia, at jeg reddede deres liv. Det har altid været en barnedrøm at bygge et hospital som Albert Schweizer. Så den drøm gik da i opfyldelse,« fortalte han i 2009 til Weekendavisen.

I selve artiklen i WA, som er bag betalingsmur – køb WA eller tegn et abonnement – er der de interesante oplysninger, at for det første kan (som tidligere oplyst her på UH) Holdts samlede bidrag have været så højt som knap kr. 400.000,-, men er formentlig lavere, formentlig blot omkring kr. 100.000,-. For det andet, at ulandsparasitterne i IBIS/WUS, skulle have modtaget en “substantiel” donation fra Holdt, som skal være gået til en “sygeplejeskole” i Angola. Holdt har så anno 2015 udtalt, at det var en sygeplejeskole i Zimbabwe samt at familierne Holdt og Mugabe skulle være nære venner, ihvertfald indtil det begyndte at gå ned ad bakke for Mugabe familien. Måske de kan finde samme igen nu det går nedad for Holdt? Her., hvor Holdt forøvrigt oplyser, at han bad den homofile socialdemokrat, Mogens Jensen, om under hans minister besøg i Zimbabwe om, at finde ud af hvad der var blevet af den “sygeplejeskole”, som altså nu viser sig at være i Angola.

På det tidspunkt, som må være midt 1980erne, var Angola hærget af borgerkrig mellem sovjetisk støttede terrorister og normale mennesker. Sovjets bidrag var bl.a. op mod 25.000 cubanske tropper. Wiki opslaget på den sag, her.

For at et bidrag kan kaldes substantielt, så må det betyde, at uden bidraget kunne man slet ikke have udført noget som helst. Men det kan jo bero på en strid om hvad man lægger i ord.

Og det danner jo baggrund for den spekulation, at har Holdt overgivet et større beløb til IBIS/WUS, så er det ikke penge han har haft i sin fond, men penge han har modtaget ekstraordinært. At Holdt var betalt KGB-påvirkningsagent er velkendt. Så et nærliggende gæt er jo, at Holdt har overgivet penge på vegne af KGB til IBIS/WUS, som så har serviceret sovjetunionen med et felthospital for den kommunistiske krigsførelse, og folkedrab på negere i Angola.

Der kommer jo nok (forhåbenligt) mere frem i denne sag, men UH vil koncentrere sig om et andet aspekt, nemlig hvad der blev af copyrighten til Holdts Amerikanske Billeder. Og til den ende er der at bemærke, at havde det ikke været for KGBs betaling af Jørgen Dragsdahl og Jacob Holdt, så var AB næppe blevet til noget overhovedet.

De fleste Holdt posteringer på UH her.

I øvrigt seneste nyt (3. september 2015) om Angolas forbud mod muhammedanisme her.

Tillæg:

151025 holdt the most int

Om “The most interesting man in the world” på wiki bl.a.:

… The precise settings are never revealed, but he performs feats such as: freeing an angry bear from a painful-looking bear trap; shooting a pool trick shot before an Indian audience (by shooting the cue ball out of the mouth of a man lying on the pool table);…

There are secondary advertisements that are similar to the final part of the original advertisements. They feature the man sitting in a social setting, surrounded by young women, and conveying a short opinion to the viewer on certain subjects, such as bar nuts, the two-party system, self-defense, trophy wives, and “bromance.” He then finishes the advertisement by holding a Dos Equis beer and saying, “Stay thirsty, my friends.”

Goldsmith said in an interview that he realized how successful the campaign had been when a man came up to him in a restaurant, telling him that he had asked his young son what he wanted to be when he grew up, and the son replied: “I want to be The Most Interesting Man In The World.”

Jacob Holdts fonds fuskeri

BT kan i dag fortælle, at Weekendavisen har set på den verdensberømte snapshot fotografs meritter udi mæcen virksomhed.

Den danske fotograf og forfatter, Jacob Holdt, har i årevis talt usandt, når han påstod, at alle indtægter fra bogen og lysbilledshowet »Amerikanske Billeder« er gået til bistandsprojekter i Afrika.

Nogle af UHs poster om Holdt findes her.

Nogle af Martin Kaslers poster på RR her.

Og når vi nu er i afdelingen for selvreklamering så er her posten, hvor myten om, at Black Jack Pershing skulle have begravet døde muhammedanere i svineskind debunkes og et par alt for ukendte forfattere omtales.