jens martin eriksen

Anstændig, PK racisme

Fin kronik på JP.dk af Jens-Martin Eriksen. Jeg bryder mig ikke om hans brug af “racisme”. For det første fordi jeg ikke mener det findes, i hvert fald ikke i den forstand man bruger ordet i almindeligt, for det andet fordi begrebet er tvivlsomt, fordi de der bruger det lægger hvad som helst i det. Læser man teksten så er det dog klart nok, hvad Eriksen lægger i det, og bruger det til.

I øvrigt er sigtet et andet end racisme, nemlig De Anstændiges krumsping for at undgå virkeligheden og konsekvensen af egne handlinger, og dermed peger kronikken på festlighederne i anledning af 10 års dagen for ~O :- ())..

Lidt i samme boldgade er et indlæg i marxistiske Des-Information af fuskeri professoren fra Ålborg, raceteoretiker m.v., Peter Hervik. Kender man lidt til Hervik, så er man også slået med forundring over, at det overhovedet er blevet til en akademisk karierre. Herviks indsats for at belyve andre med racisme er helt på linie med ikoner på området såsom KGB påvirknings agenterne Jørge Dragsdahl og Jacob Holdts.

Nogle bidder fra indlæggene, først Jens-Mrtin Eriksen i JP:

Er der en vej frem i kampen mod det islamiske publikationsforbud? Det bliver jeg nødt til at spørge mig selv om, når jeg taler med unge, der tøver med at tegne og publicere noget, der er bandlyst af de islamiske blasfemilove, der nu er tvunget igennem i Vesten.

Der er også andre, som jeg har det dårligt med at opmuntre til at publicere. F.eks. folk, der har deltaget i mødet i Krudttønden, og som, mens de lå under de væltede møbler, og attentatmanden skød ind i lokalet, fik en påmindelse om, at det var en banal tegning, som de måske skulle dø for. Det fortalte journalisten Niels Ivar Larsen fra Information mig, at han tænkte, mens det stod på. Udenfor på asfalten lå filminstruktøren Finn Nørgaard og døde.

Der er noget fortvivlende ved spillet om ytringsfriheden, som det er foregået indtil videre. På den ene side lyver ”De Anstændige” ikke blot over for andre, men også for sig selv, når de bedyrer en respekt for blasfemilovene og pålægger sig selv forbud, som de slet ikke har indset rækkevidden af. Og på den anden side kan det virke som at give sig selv og andre selvmordsbælte på med de forudsigelige stunts og konkurrencer med forbudte tegninger. Det er denne enerverende blanding af ubærlige løgne og forståelig frygt, der forpester vores tid.

Dette har ført til et ulægeligt skisma, en dyb og uforsonlig splittelse i offentligheden mellem dem, der vil respektere de islamiske blasfemilove, og alle andre, der ikke mener, at nogen religiøse love skal nyde fortrinsret. De første anklager permanent de andre med newspeak-termen “ufølsomme” og for at skjule et fremmedhad bag et dække af universalisme og ytringsfrihed. De sidste beskylder de første for at forråde solidariteten med deres politiske modstandere og for at ville lade sig hypnotisere til at snige apartheid ind og undergrave ytringsfrihed og demokrati.

…Interventionen i Danmark af fremmede dogmer og livsmåder undergraver vores egen kultur, ligesom assimilationen af danske normer hos muslimer undergraver traditionelle dogmer hos dem. Og derfor er det bedst, at vi lever hver for sig. Det er konsekvensen af de anstændiges tilgang til multikulturalisme, hvis man tænker den konsekvent igennem. Et alternativ til en politisk implementering ud fra deres konservative kulturforståelse ville være at fortsætte udviklingen af et apartheidlignende samfund under termen “multikulturalisme”. Kulturerne skal i denne vision leve adskilt på samme territorium. Der foreligger også den mulighed, at de anstændige i en xenofil anglen plæderer for ét kriterium for flertalskulturen og et andet for muslimsk kultur. Men det er endnu ikke klarlagt, da de anstændige er blottet for kritik af deres eget ideologiske grundlag…

Eriksen afslutter:

De anstændige vil altid hævde, at ofre for dødsvolden er forudsigelige, for gerningsmændene er sårede og forvirrede idealister, der bliver forledt ud i et vildnis af de blasfemikere, som de likviderer.

Islamiske blasfemilove bør stå direkte til diskussion, og det samme gælder de skærpede forholdsregler, som staten må tage over for islamismen og dens sympatisørsump. På samme måde som man stod over for terrorismen i Vesttyskland i 1970’erne, må man resolvere, som den socialdemokratiske regering under kansler Helmut Schmidt, om tilslutningen til dødsvold kan ske helt uden personlige konsekvenser for sympatisørerne.

Udfordringen er ikke blot terrorismen, men også at udtørre sumpen. I det mindste hvis man vil videre efter maskeraden om respekt og alle de andre selvindbildninger.

Fra Herviks indlæg i Des-Information:

Vi kan ikke lide at høre det, for det skaber associationer fra fortiden, som vi ikke bryder os om. Men her i 10-året for Jyllands-Postens publicering af Muhammed-tegningerne må vi konstatere, at den er her. Nationalismen.

Vi kalder den godt nok for alt muligt andet – integrationspolitik, asylstramninger m.m. – men set med faglige samfundsvidenskabelige og historiske briller må vi konstatere, at nationalisme i dag er blevet en markant aktør på den politiske dagsorden. Et forhold, som bliver ekstra tydeligt i disse dage, hvor tusindvis af flygtninge strømmer op gennem Europa.

Her 10 år efter er Jyllands-Postens egentlige motiv for at trykke tegningerne stadig uklart. Vi ved fra den daværende chefredaktør, at det ikke var et journalistisk, men et ideologisk værk, og vi ved, at projektet var en del af Jyllands-Postens kulturkampsprojekt. Men derudover har vi ikke hørt nogen klare tanker om, hvad formålet med at trykke tegningerne var.

Derimod ved vi fra både amerikansk og europæisk forskning, at man trods gode og velmenende hensigter kan støde og fornærme mennesker på racistisk vis.

Jyllands-Posten er et af de mest magtfulde medier i Danmark. Og selv om projektet med Muhammed-tegningerne ikke havde en racistisk, islamkritisk eller islamofobisk hensigt, blev det alligevel udtryk for det, som bl.a. amerikanske forskere har kaldt udøvelse af ’hvidt privilegium’. Rationalet er, at avisen besidder en overlegen magtposition i forhold til muslimer, og at den handler for at opretholde sin position som overlegen. Det er netop den moralske overlegenhed, som er kernen i værdikampen og dens nykonservative rodnet.

Radikalisering er en anden blind plet i dansk nationalismes logik. Der bruges rigtig mange penge på indsatser mod radikalisering. Men initiativerne hviler på et uigennemtænkt grundlag.

Ifølge islamforsker Arun Kundnani, New York University, findes der groft sagt to tilgange til at forstå islamisk ekstremisme. Den ene er en kulturfokusering, hvor islamisk kultur betragtes som ude af i stand til at tilpasse sig det moderne samfund. I den anden tilgang har ekstremistiske ideologer fordrejet islams oprindelige fredelige budskab til en antimoderne, totalitær politisk ideologi.

Når tankegangen om radikalisering rettes ensidigt mod personer med muslimsk kulturel baggrund, ser vi desuden ikke radikaliseringen på f.eks. den radikale islamkritiske og islamofobiske fløj. Vil nogen hævde, at Anders Behring Breivik ikke er radikaliseret? Og hvor er indsatsen mod, at personer med stærke islamkritiske holdninger ikke radikaliseres til islamofobisk vold, f.eks. angreb på asylcentre, som vi så det ved asylcentret Lyngbygaard på Djursland i august.

At nationalismen i Danmark således er blomstret op, skal også ses i sammenhæng med modstanden mod hjemlige etniske minoriteter og fremstillingen af migranter fra andre kulturer som en trussel mod det danske fællesskab. De seneste uger har flere politikere, præster og andre debattører netop fremført, at landet skulle »beskyttes« mod flygtninge- strømmene.

Siden Sovjet- unionen gik i opløsning i 1989, har ’de andre’ i form af flygtninge og migranter været det trusselsbillede, som er blevet brugt til at genfinde danske værdier. Tendensen forstærkedes markant med netop den krise, der for 10 år siden udspillede sig i kølvandet på Muhammedtegningerne.

Begrebet politisk korrekt udtrykker bl.a. en særlig imødekommenhed over for underprivilegerede samfundsgrupper – man er f.eks. hensynsfuld i sit ordvalg og undlader at bruge diskriminerende udtryk. Især feminister, multikulturalister og mindretalsfortalere er blevet kritiseret for at være politisk korrekte.

Hvem kan således meningsfuldt argumentere offentligt for, at vi skal stille færre krav til de nye danskere og være mere imødekommende? Det kan ingen – i hvert fald ikke uden at blive beskyldt for at være politisk korrekt, hvorefter den meningsfulde debat standser.

Om racisme

På marxistiske Des-Information har Jens Martin Eriksen et stykke om racisme, som strengt taget primært burde være en advarsel mod overhovedet at bruge begrebet. Fra artiklen:

Ytringsfrihedens fornemmeste berettigelse går ud på noget ganske andet – nemlig at kritisere ’magthavere’.

I juridisk forstand underforstås der ganske vist ikke noget sådant med ytringsfrihed i nogen demokratisk forfatning. Alligevel er det korrekt, at ytringsfrihedens legitimitet i høj grad beror på, at den tillader os at henlede offentlig opmærksomhed på magtmisbrug. Men argumentet bygger på den videre forudsætning, at det altid skulle være tydeligt, hvem magthaverne er.

Problemet er her, at magthavere ikke er lette at udpege i alle sammenhænge. Hvem de kan være, er noget, der først kan afdækkes løbende i den offentlige debat. Er Jyllands-Posten magthaver eller en lille provinsavis i global sammenhæng?

Bum bum. Sørgsmålet burde være et lidt andet. For det første, hvorfor skulle der være særlige regler for magthavere? Og for det andet; er magthaver argumentet andet end et fignblad, som visse benytter til at imødegå kritik uden om substansen, ved at henvise til, at der jo ikke er tale om en magthaver, underforstået at i så fald er der ikke grund til at forholde sig til kritikken? Videre skriver Eriksen:

En yderligere forudsætning for dette sentimentale argument er også, at minoriteter ikke kan være stærke. Men personer i magtfulde positioner inden for kulturelle minoriteter kan udmærket udøve brutal magt over egne medlemmer, ganske som de kan finde på at misbruge multikulturel politik til at forstærke deres despoti. Magtrelationer er på spil overalt i et demokratisk samfund, fra de mindste til de største grupper, og intet sted i samfundet kan der findes positioner, der er à priori er sikrede mod illegitim anvendelse af magt. Det gælder forældre, der tyraniserer deres børn med racisme, eller religiøse ledere, der ikke forstår menneskerettigheder.

Men hvad er der så på spil, når reaktionære islamiske dogmer skal friholdes fra kritik og andre narrestreger? Selv den ellers spydige tegner Gary Trudeau, som er kendt for Doonesbury her i avisen, bedyrer i en udtalelse om sin boykot af Amerikansk PENs hyldest til de franske martyrer fra Charlie Hebdo, at han aldrig kunne finde på at kritisere dogmer i islam, »fordi det ikke er op til mig at beslutte«, om Muhammed kan karikeres eller ej.

Der slap den paternalistiske racisme ud. For her har vi svaret på, hvorfor man laver en distinktion mellem, hvilke dogmer der må kritiseres, og hvilke der må friholdes uanset deres politiske karakter.

Gary Trudeau og meningsfæller gør sig uafvidende skyldige i en ny form for racisme. Den føres frem med faner og dyd af anstændige og venstrefløjen som helhed.

Men de marcherer alle sammen som blinde. Som ikke-europæere formodes muslimer ikke at være modne til at tåle demokratiets metoder, hvorfor de må beskyttes af venstrefløjens og de anstændiges velvillige filantroper. At den øvrige del af samfundet ikke forbinder racistiske associationer med denne karikatur går hen over hovederne på de anstændige.

Og da vi alle sammen endnu har til gode at møde disse spøgelser fra fortiden, må de anstændige og venstrefløjen selv mane dem frem. Deres egen paternalistiske racisme derimod, ser de ikke.

Her på bloggen er vi enige med Eriksen så langt, at anvender man strukturen i racisme argumentationen på venstrefløjen så bliver resultatet, at venstrefløjen (kulturmarxismen) både som gruppe og på individ niveau er dybt racistiske.

Men findes racisme? Ikke sådan som man almindeligvis taler om begrebet. I hvertfald mangler de der bruger det, at redegøre for, hvad der egentligt ligger i begrebet. Historisk set er anti-racisme udviklet i Stalin tidens sovjetunionen. I første omgang som et middel til, at holde styr på de forskellige folk, og begrunde massemord på visse af dem. Sidenhen blev det et såkaldt aktivt-middel for sovjetunionen til, at påvirke opinion i vesten, ved gennem sine proselytter, at slå på tromme for det. Middlet er virkningsfuldt, og man kan da også stadigvæk se kulturmarxister anvende det intensivt.

Ovre hos kollega GRP har Grimwald et indlæg om racisme i filippinsk sammenhæng, og er af gode grunde da også noget følen sig frem.

Anyway, racism is a touchy subject for a lot of people. For Filipinos, when the idea of racism is ever mentioned, they will probably think one of two things: One, they will think of the black vs. whites issues going on in the West, more specifically the United States. Second, they will probably think of the foreigners who have had something to say against the Philippines like Alec Baldwin or Clair Danes. However, I strongly doubt that they will ever even think of themselves as blatantly racist even when it’s so clear that we are every bit as racist or even more so than those they accuse of it.

Sadly, this is a grim reality that I find difficult to accept especially because we like to claim that we are a “modern” people. To this day, people view Negritos and other tribes like the Bajao and Igorots as inferior and backward despite the fact that common Pinoys also hold a lot of outdated beliefs like the superiority of race, for example. This kind of thinking was once prevalent in the West but has now faded into obscurity in developed countries with Native Americans becoming more mainstream and the Ainu of Japan becoming a respected part of Japanese culture. I can only pray and hope that these tribes will one day be seen as equals by our fellows and be accepted as a people who are as beautiful and smart as our common countrymen.

Så der kan godt findes eksempler på, at visse grupper udsættes for usaglig diskrimination. Men den bedste kur mod det onde er at eftervise, at der faktisk er diskrimination og at den ikke er sagligt begrundet. Racisme derimod er blot et værktøj i kassen hos kulturmarxisterne.

Og vi kan supplere med lidt fra virkeligheden:

En bekendt driver en resturationsvirksomhed. Et vidst segment af gæster, belgiere, havde en konflikt søgende attitude overfor personalet, hvorfor der blev udstedt forbud mod belgiske gæster. Anti belgisk racisme, any one? I øvrigt er det jo sådan, at der kan stilles spørgsmålstegn ved, om der overhovedet findes et “Belgien” eller om der blot er tale om nogle tyskere, franskmænd og hollændere der blevet mast sammen indenfor den samme juridiske konstruktion.