jørgen dragsdahl

Refleksion om heksejagt

(1)

I en sag vi kigger på for tiden, spurgte vi en potentiel kilde efter eventuel information. Det blev afslået med, udover at kilden ikke mente at have nogen information, at vi her på stedet bedrev “heksejagt”. Nuvel, uanset at kilden efter lidt betænkning måske ville anvende et andet ord, f.eks personforfølgelse, så er det en udemærket anledning til at dvæle en smule ved begrebet heksejagt.

Af og til ser man svenske hekseprocesser og den spanske inkvistion fremhævet som eksempler på heksejagt, her og her, f.eks. Den eksemplificering er problematisk, ganske vidst er der masser af sager i begge tilfælde, der fortjener stemplet “heksejagt”, men det er ikke kernen. Kernen er en problematisk anvendelse af Det Gamle Testamente (GT) som retskilde på strafferettens område, blandet op med overtro og konstruerede vidneudsagn. “Strafferetten” her brugt i såvel betydningen formelle strafferet, som den uformelle, der udspiller sig “nede på torvet” og hvor konsekvenserne for delikventen “bare” er af social karakter, såsom tab af anseelse og job muligheder m.v. At fortidige svenske og spanske teologer og jurister af en eller anden grund ikke magtede den opgave kan der menes meget om, men, selv hvis det er forkert så, gør det ikke GT til en del af kristendommen.

Det Nye Testamente (NT), af og til oversat som “Opgøret”, er kristendommens grundlag, GT er IKKE, og følgelig kan man ikke som kristen, eller agnostiker for den sags skyld, hente legitimitet for noget som helst i GT, men må finde legitimitet andet steds, hvis man f.eks vil gøre hor og tyveri strafbart. Desuden så er kristendom også et opgør med overtro, barberi og den knægtelse af sandhed der ligger i, at konstruere falske udsagn og påstande.

Grunden til at læse GT, hvis man ellers gider bruge tid på det er, at få det med som NT gør op med. Her på Hotellet anbefaler vi King James Vs version og danske oversættelser fra før cirka 1850 idet der har indsneget sig en tendens til, i forbindelser med oversættelser, at forvanske budskabet. Således er man, pr. hukommelse, i den danske udgave, autoriseret af kulturmarxister, begyndt at kalde Jomfru Maria for den unge kvinde Maria. Det første er, naturligvis, metaforisk, mens det andet er en angivelse af et bestemt fysisk karakteristika nemlig alder, som vel må være 17 – 25 år gammel kvinde.

Så for at man kan kalde noget for heksejagt så må man stille det krav, at der mindst er tale om at en “anklaget” er oppe imod konstuerede falske udsagn. At det går hånd i hånd med, at konstruktørerne af den slags ofte søger, at konstruere på en måde så et “forsvar” er meget vanskeligt, håbløst eller umuligt, er blot en medfølgende konsekvens.

Når man ser heksejagtssager bygget op omkring forhold, der logisk og erfaringsmæssigt burde fremstå som umulige for en bonus pater, så stiller vi os her på hotellet tvivlende overfor, at når det lykkes at komme igennem med sådanne sager, forholder sig sådan at årsagen skal findes i overtro. Mængden af overtro anno 2016 er nok nogenlunde den samme som anno 1416 eller 1616. Sammenhængen er nærmere, mener vi, at nogle mennesker fra naturens hånd er mere disponerede, f.eks. pga lav IQ, for at tro på overtro, og andre igen er “smarte” til at udnytte overtro i deres omgang med “andre” herunder at få folk der ellers ikke er overtroiske med på deres galej. To danske eksempler på sidstnævnte er racisme belyverne, og de betalte KGB operatørere, Jacob Holdt og Jørgen Dragsdahl.

Fortsættelse følger.

Advertisements

dødsfald hos fjenden

En markant skikkelse hos løgnepressens elektroniske flagskib DDR er død. Der er tale om Tyge Pedersen, der gennem flere årtier forurenede på adskillige bølgelængder.

Hans partner in crime, Jørgen Dragsdahl (kendt for sit samarbejde med KGB) skriver i en FB opdatering:

151231 kgbopdatering hos dragsdahl

Nye højder i racismebelyvning

I endnu en vandvids kronik i Des-Information udspredes løgnen om såkaldt racisme af en skævøjet risgansker ved navn Heidi Borg Jørgensen.

Den små Heidi, der uddannet som cand.scient.adm., hvilket som bekendt er en RUC-udannelse, hvilket forklare en del, bl.a. derved at man på RUC bedriver noget man kalder “hvidhedsforskning”.

Heidi har fået undt i sulet over den pågående debat om hvorvidt muhammedanere, det være sig muhammedanere af kaukasisk-, negroid-, malayisk-, eller anden race, overhovedet skal have adgang til, at bosætte sig i vesten/steder med anden religion end islam i almindelighed og i særdeleshed Eva Agnete Selsing og især et indlæg i Pravda-i-Pilestræde d. 13 december.

I indlægget påpeger Selsing, der er af delvis polsk afstamning, for Gud ved hvilken gang de negative konskvenser af den muhammedanske invasion og den manglende reaktion fra politisk hold. Politikere i Danmark er nu engang valgt til, at varetage de fælles danske interesser og ikke islams interesse i at udbrede islam. Eva skriver bl.a.:

Der er noget næsten episk ondskabsfuldt over at placere 500 flygtninge i Nyborg, i et område med kun 700 huse. Men det gør regeringen. Nyborg er en del af det mindre ressourcestærke Danmark – her er ikke mange velnærede medietyper, der kan lave ramaskrig over at få deres lokalsamfund tvangstilført så mange asylansøgere. Var dét mon med i begrundelsen for at vælge netop dette som det første sted, regeringen bruger nødret mod befolkningen?

Og hvad gør vores statsminister i denne situation? Han prioriterer forholdet til udlandet og de forældede konventioner over det land, han er valgt til at beskytte.

Han vil ikke lukke grænsen, men lader i stedet minister Støjberg om at fedte rundt med nogle symbolske stramninger (der alligevel er uden virkning for langt størstedelen af de indvandrende). Er det fordi han ikke har forstået, hvad vi står over for? Eller er han ligeglad?

Nå, vi kan tilføje til det med medietyperne, at der faktisk var en tre fire stykker i vælten ved den lejlighed, nemlig Ritzau sjovnalisten Henrik Mikaelsen, dækket her på Urias gav vejledning i desinformtion, her, desuden lavede man en voxpop, her og her, hvor man helt tilfældigt fik langt spalter til et par teaterhomoers udgydelser om hvor positivt det var med islamiseringen og alle de spændende voldtægter, bl.a., der venter piger i lavindkomst segmentet. Vi kommenterede det således:

“To af de helt tilfældigt udvalgte, Daniel Bohr og Christian Lange begge er noget med teater og privat danner par.

http://www.lokalavisennyborg.dk/lokalavisennyborg/60-aar/artikel/1744442

Fra linket:

“I midten af 70’erne udtalte den unge Christian Lange, at ”børn var dansk teaters fremtidige publikum”, de skulle behandles ordentligt, opleve en rigtig teatersal, sidde i rigtige teaterstole (ikke på ølkasser!) og få ordentlige musikdramatiske forestillinger helst med levende musikere på scenen.”

og

“Christian Lange har privat dannet par med tidligere teaterchef og sceneinstruktør Daniel Bohr, og på fødselsdagen kan begge også fejre 35 års samliv.”

Men det var en indsats i islams tjenest og ikke for beskyttelse af Danmark eller lavindkomst segmentet.

Tilbage til vor skævøjede risgansker, som mener sig udsat for “racisme”, idet hun er blevet mobbet i skolen. I hendes hadske angreb på Selsing – hov forøvrigt, foreligger der ikke “dobbel racisme” her hvor en skævøjet angriber en halvpolak? – hedder det bl.a.:

Da jeg som brunt barn voksede op i Danmark og nu og da blev udsat for racistiske bemærkninger, fik jeg støtte af mine forældre og venner. De forklarede mig, at Christian, som nu havde kaldt mig »skævøjede risgnasker« for gud-ved-hvilken gang, havde det hårdt og tydeligvis ikke var så intelligent. Ja, det var endda synd for ham, at han åbenlyst var så dum.

Og jeg lærte at blive overbærende over for racistiske krænkere, ja, tilmed have lidt ondt af dem. Jeg lærte, at racistiske krænkere skulle man helst ignorere, for de havde det virkelig hårdt. De kom sikkert fra et rigtig dårligt hjem eller var ikke så godt uddannede.

Eva Agnete Selsing lufter i Berlingske den 13. december sin ’filosofi’ om, hvordan statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kører os ud over afgrunden med sin migrantpolitik. Hun sammenkæder indvandrere eller rettere »de potentielle terrorister« med voldtægt, social kontrol og parallelsamfund. Danskerne (den hvide dansker, vel at mærke) er efter Eva Agnete Selsings opfattelse efterladt i frygt i deres eget land, mens »de sorte pletter på danmarkskortet vokser«.

Nej, jeg har ikke ondt af Eva Agnete Selsing. Hun tilfører ikke debatten om integration noget nyt eller relevant. Hun taler ikke fra en interessant position, hvor hun kan tilføre debatten en ny og spændende dimension. Eva Agnete Selsing har ingen levet erfaring som brunt menneske i et hvidt samfund, og derfor er hendes forståelse af integration stærkt begrænset, hvis ikke fuldstændig fraværende. Jeg tror heller ikke, hun kender den hjertebanken, som hendes udtalelser antænder i en moderat brun kvinde som mig selv.

Det er i en sådan verden, at jeg ville anse Eva Agnete Selsing for at være et lille hvidt overklasseløg, der udgyder sin ligegyldige, blonde og blanke Barbie-filosofi i et af Danmarks største dagblade. Så nej, det er ikke Løkke, som er farlig. Det er farligt, hvis de moderate bliver radikale.

Her på Hotellet tror vi ikke et sekund på, at risganskeren har været udsat for “racisme”. Derimod har hun tydeligvis et behov for et opgør med nogle forældre, formentlig en koreansk mor, hvilket er uladesiggørligt. Det antænder had i hende, som hun så vælger, at projicere over på et racespørgsmål der ikke findes, men hvor en hær fra medier og akademia står parat med rådgivning udi, hvordan den ged barberes; at kan man ikke andet kan man altid gøre det til et spørgsmål om race. Af personer der har gjort en særlig indsats på det felt, racismebelyvning, kan nævnes Peter Hervik, Jørgen Dragsdahl, Jacob Holdt og Mustafa Hussien. Hvad Holdt og Dragsdahl angår blev de betalt af KGB for netop, at udøve racisme belyvning.

Desuden går hun helt galt i byen, hvis hun tror, at hun kan opnå reel værdsættelse i islamofile kredse ved, at gå deres ærinde. Ved først givne lejlighed når det tjener deres interesse vil de spytte hende ud som et stykke slik, der alligevel ikke falder i smag. Mandeløjne og brun hud eller ej.

Jacob Holdts penge i Angola?

Et par dygtige journalister, der arbejder for Weekendavisen, Johs Lynge og Magnus Boding Hansen, har kigget nærmere på Holdts påstande om, via en fond han oprettede, at have bedrevet filantropi overfor negerne i Afrika, især dem i Angola. BT bringer et ekstrakt af artiklen, hvori man bl.a kan læse:

Jacob Holdt har i mange år påstået, at han via sin fond støttede nødhjælpsprojekter i Afrika efter forbillede fra sit store idol, den tyske læge og teolog Albert Schweitzer, der er kendt som et af de forrige århundredes største filantroper i Afrika.

»Meget ulandshjælp gør ingen nytte. Snarede tværtimod. Sådan var det også med mine projekter, men jeg byggede et hospital i Angola, og bagefter har jeg hørt fra adskillige mennesker i Namibia, at jeg reddede deres liv. Det har altid været en barnedrøm at bygge et hospital som Albert Schweizer. Så den drøm gik da i opfyldelse,« fortalte han i 2009 til Weekendavisen.

I selve artiklen i WA, som er bag betalingsmur – køb WA eller tegn et abonnement – er der de interesante oplysninger, at for det første kan (som tidligere oplyst her på UH) Holdts samlede bidrag have været så højt som knap kr. 400.000,-, men er formentlig lavere, formentlig blot omkring kr. 100.000,-. For det andet, at ulandsparasitterne i IBIS/WUS, skulle have modtaget en “substantiel” donation fra Holdt, som skal være gået til en “sygeplejeskole” i Angola. Holdt har så anno 2015 udtalt, at det var en sygeplejeskole i Zimbabwe samt at familierne Holdt og Mugabe skulle være nære venner, ihvertfald indtil det begyndte at gå ned ad bakke for Mugabe familien. Måske de kan finde samme igen nu det går nedad for Holdt? Her., hvor Holdt forøvrigt oplyser, at han bad den homofile socialdemokrat, Mogens Jensen, om under hans minister besøg i Zimbabwe om, at finde ud af hvad der var blevet af den “sygeplejeskole”, som altså nu viser sig at være i Angola.

På det tidspunkt, som må være midt 1980erne, var Angola hærget af borgerkrig mellem sovjetisk støttede terrorister og normale mennesker. Sovjets bidrag var bl.a. op mod 25.000 cubanske tropper. Wiki opslaget på den sag, her.

For at et bidrag kan kaldes substantielt, så må det betyde, at uden bidraget kunne man slet ikke have udført noget som helst. Men det kan jo bero på en strid om hvad man lægger i ord.

Og det danner jo baggrund for den spekulation, at har Holdt overgivet et større beløb til IBIS/WUS, så er det ikke penge han har haft i sin fond, men penge han har modtaget ekstraordinært. At Holdt var betalt KGB-påvirkningsagent er velkendt. Så et nærliggende gæt er jo, at Holdt har overgivet penge på vegne af KGB til IBIS/WUS, som så har serviceret sovjetunionen med et felthospital for den kommunistiske krigsførelse, og folkedrab på negere i Angola.

Der kommer jo nok (forhåbenligt) mere frem i denne sag, men UH vil koncentrere sig om et andet aspekt, nemlig hvad der blev af copyrighten til Holdts Amerikanske Billeder. Og til den ende er der at bemærke, at havde det ikke været for KGBs betaling af Jørgen Dragsdahl og Jacob Holdt, så var AB næppe blevet til noget overhovedet.

De fleste Holdt posteringer på UH her.

I øvrigt seneste nyt (3. september 2015) om Angolas forbud mod muhammedanisme her.

Tillæg:

151025 holdt the most int

Om “The most interesting man in the world” på wiki bl.a.:

… The precise settings are never revealed, but he performs feats such as: freeing an angry bear from a painful-looking bear trap; shooting a pool trick shot before an Indian audience (by shooting the cue ball out of the mouth of a man lying on the pool table);…

There are secondary advertisements that are similar to the final part of the original advertisements. They feature the man sitting in a social setting, surrounded by young women, and conveying a short opinion to the viewer on certain subjects, such as bar nuts, the two-party system, self-defense, trophy wives, and “bromance.” He then finishes the advertisement by holding a Dos Equis beer and saying, “Stay thirsty, my friends.”

Goldsmith said in an interview that he realized how successful the campaign had been when a man came up to him in a restaurant, telling him that he had asked his young son what he wanted to be when he grew up, and the son replied: “I want to be The Most Interesting Man In The World.”

Sjovnalistisk fritidsjob

En af mediernes gentelmen of the press, Philip Sampson, beretter på sin LinkedIn, at han stort set gennem hele sin karriere har forsynet Searchlight Magazine med informationer om “right wing extremism” og “racism”. Man kan vel formode, at det er informationer vedrørende danske forhold og danske personer han har indsamlet, som så er blevet brugt i artikler om danske forhold.

Som Sampson skriver på sin linked-in:

I have alongside delved into and reported on numerous more or less closed milieus, mainly criminal biker gangs and racist or right wing groups. Gathering a vast knowledge in the latter field led to an intimate cooperation with Britains leading publication on racism and right wing extremism in Europe – Searchlight Magazine – a cooperation that has lasted from the late 1980’s until the present.

150922 ohilip sampson linkedin

Sideløbende har Sampson så haft sin faste arbejdsplads på velkendte al-Ritzau fra 1988 til 2011.

Udover al-Ritzau og Searchlight Magazine (SM) har han bidraget til Politiken, Des-Information og DDR.

SM er kendt for, at belyve folk med nazisme og racisme. I følge wiki opslaget blev det statslige propaganda medie BBC i 1984 nød til at indgå forlig i en injuriesag, der blev anlagt anlagt af de to politikere,  Neil Hamilton og Gerald Howarth, som på baggrund af oplysninger fra SMs Gerry Gable var blevet beløjet med “nazisme” i en sag der minder om BTs belyvning af Morten Messerschmidt og trekløveret Karpantschof/Lindboe/Trads belyvning af Henrik Gade Jensen. En ligeledes lignende sag fra Odense tilbage i 2001, hvor Johanne Schmidt-Nielsen fra Eiheilzlizten, beløj anti-voldtægts demonstranter med nazisme og racisme med TV-Stop som medie. Det kom der dog ikke nogen injuriesager ud af efterfølgende, her.

Philip Sampson i en kommentar på FB om en voldtægtssag:

150921 philip sampson #3 Fb kommentar

Af andre danske belyvningssager kan nævnes, at Den Danske Foreningen på et tidspunkt gennemførte en stribe injuriesager mod en gruppe belyvere anført af kommunisten Jens Sejersen og Frede Farmand, om hvem den daværende Fører for de danske nazister Poul Heinrich Riis Knudsen, som kender(te?) Farmand udtalte, at der skulle anvendes mikroskop for, at se forskel på Farmand og andre nazister. Hertil er der den såkaldte “grønjakkesag”, hvor sjovnalist Jens Olaf Jersild i en udsendelse som Lasse Jensen var redaktør for, betalte de medvirkende grønjakker “sædvanligt honorar” for deres medvirken, som det hedder i dommen fra Menneskerettighedsdomstolen, at DDR oplyser til sagen. Havde DDR oplyst domstolen om den rette sammenhæng, nemlig at det er usædvanligt, at de udbetaler honorar til medvirkende, med mindre der er tale om såkaldte eksperter, kunne sagen meget vel have fået et andet udfald.

I 2012 var den gal igen for SM, der måtte udskyde en udgivelse og formentlige udelade oplysninger, formentlig belyvninger, i en eller flere artikler. Her.

I øvrigt omtaler SM sine “under cover” medarbejdere som “intelligence officers” her.

Balder.org som der linkes til ovenfor er i øvrigt af den opfattelse, at SM er et pro-zionistisk medie, her.

SM bliver også kritiseret fra venstrekant hvor det bl.a. hedder, her f.eks.:

Dr. Larry O’Hara, editor of Notes from the Borderland, and Left-wing critic of Searchlight, said in 1992 that

“Without doubt there are matters on which Searchlight is usually reliable—election results, court-cases, as well as the occasional publication of primary source documents. Outline sketches of individual careers are of rather more mixed reliability. And When it comes to actual interpretation of the significance of events on the far Right, Searchlight is often very questionable indeed.”

In his history of Direct Action Movement, which worked with the AFA, was among the first to criticise Searchlight’s motives and tactics.

Elsewhere, O’Hara also argued that Searchlight manufactured or exaggerated stories about anti-Semitism in order to secure funding from Jewish sources

Also, in 1984, editor Gerry Gable was commissioned by the BBC to produce research for a BBC Panorama programme The claims by Gable that two Conservative party figures, The BBC capitulated on 21 October and paid the pair’s legal costs. Hamilton and Howarth were awarded £20,000 each and in the next edition of Panorama on 27 October, the BBC made an unreserved apology to both.

SM startede i øvrigt op allerede i 1965, hvilket er omkring 10 år før KGB påvirkningsagenten Jørgen Dragsdahl startede med racisme belyvninger af “Danskerne” i bred almindelighed i Des-Information.

Før Philip Sampson blev journalist var han ikke som man kunne få indtryk af fra en FB opdatering “medlem” af motorcykelklubben Free Wheelers MC i Gladsaxe. Han var klubbens “Pres”, som formanden kaldes i de kredse.

Opdateringen:

150921 philip sampson #4 fb opdate

Free Wheelers MC var en klub, hvor en del, formentlig under halvdelen, havde et mere eller mindre langt kriminelt syndregister og som agerede hårdt overfor medlemmer, der blev smidt ud i såkaldt “bad standing”, bl.a. har der verseret rygter om, et sådant medlem, der fik frataget sin motorcykel, som efterfølgende blev begravet på pladsen ved klubhuset på Klausdalsbrovej.I klubhuset havde presidenten et ganske nydeligt kontor, hvor et RAF symbol bl.a. prydede på væggen.

150922 philip sampson raf logo

Så vidt vides er Gladsaxe Bokseklubs bandeinitiativ, der omtales i opdateringen et ganske nobelt foretagende, der prøver at holde “unge” kriminalitetstruede ude af netop kriminalitet. Et vigtigt arbejde, der desvære ofte mislykkes.

Holdt i ny sandhed

Som vi var inde på i en tidligere post så sker det faktisk en gang imellem, at man kan tage Jacob Holdt i at tale eller skrive noget sandt. Problemet er selvfølgelig at fange det når det sker.

Holdt beretter på sin FB, at hans Amerikanske Billeder blev trykt i 45 eller 60 tusind eksemplarer. Lad ligge at Holdt både mener han fik trykt bøgerne på kredit og forudbetalte.

Hvad der giver anledning til Holdts opslag er en genanmeldelse hos Des-Information af Karen Syberg, hvori det gentages, at Holdts bog skulle have solgt 3,5 millioner eksemplare over i Amerikas Forenede Stater, et tal der også opgives i Bent Jensens mesterværk “Ulve, får og vogtere”.

Karen Syberg har så i øvrigt ikke sat sig ind i, hvad udgangspunktet for Holdt balladen er, og tilskriver historien om en 134 årig neger til Martin Kasler fra den udemærkede blog “Reaktionære Refleksioner“. Det var Weekendavisens opdagelse, men mon ikke Kasler selv går i rette på det punkt, hvis det ellers er værd, at beskæftige sig med. Og i øvrigt går Syberg i en stor bue uden om kernen i problemet, nemlig at Holdts skrøner er blevet markedsført som det ultimative bevis for “racisme” ikke mindst af tusindvis af lære i det Danske skolevæsen, der nu står ligeså afklædte som simple løgnere som Holdt gør. Desuden kommer Syberg ikke ind på, hvad motivationen var for at slå Holdt stort op hos Des-Information, men det var netop ved, at påstulere, at der var tale om et dokumenraisk værk, der påviste “racisme”. Reelt var værket et resultat af en KGB påvirknings-operation udført af Jørgen Dragsdahl, der på det tidspunkt arbejdede på Des-Information.

Syberg skriver indledningsvist:

I den nyligt opblussede debat om Jacob Holdts Amerikanske Billeder fra 1977 spiller en vis Charles Smith en central rolle. Smith, der er sort, hævder i bogen at være 134 år og være kommet til Amerika på et slaveskib som 12-årig i 1853. Nu, i 2015, er en blogger, Martin Kassler, nået frem til, at Charles Smiths alder ikke kan passe, og at han i øvrigt var kendt som en charlatan og patologisk løgner.

Hertil er der flere ting at sige.

For det første vil enhver, der læser Amerikanske Billeder en lille smule opmærksomt, hurtigt opdage, at en central del af Jacob Holdts metode er at tro på det, folk fortæller ham. Også om deres alder. På side 64 optræder således en kone på 104 med en 77-årig datter og en svigersøn på 97. Ud fra billederne, er det svært at tro, at svigermama er meget over de 60. Men Holdt har gengivet hendes oplysning.

For det andet er det åbenbart ikke kun Jacob Holdt, der ikke har studset over Charles Smiths alder. Amerikanske Billeder udkom i 1977, i Danmark blev den samme år solgt i 80.000 eksemplarer, i USA udkom den i 3,5 millioner eksemplarer, og i Tyskland blev første oplag på 12.000 bøger solgt på blot tre dage, oplyser Wikipedia. Men ingen af de mange læsere har, så vidt man ved, indtil 2015 sat spørgsmålstegn ved den alderstegne Smiths dåbsattest. Også direktøren for Louisiana, Poul Erik Tøjner, udtalte, konfronteret med Kasslers oplysninger, at museet havde været i god tro. Hvorfor skulle Jacob Holdt så ikke have været det?

For det tredje er det interessant at se det sandhedsbegreb, Jacob Holdt bliver målt med. Når han har skrevet, at Charles Smith var 134 år, har han løjet. Og så er alle de ubekvemme sandheder, Amerikanske Billeder er fyldt af, måske også løgn. Det er det, der hedder at læse, som Fanden læser Bibelen, for det vigtige i bogens sammenhæng er jo, hvad manden siger, og hvad Jacob Holdt bruger det til. Og så taler Charles Smith pludselig sandt. Han leverer nemlig de centrale stikord til Holdts hele forståelse af mentaliteten hos Sydstaternes og storbyghettoernes sorte befolkning.

Og ender med følgende udsagn om Holdt og hans bog:

Men den konklusion, han når frem til, efter sine fem år i både dybt kriminelle ghettomiljøer og stinkende rige overklassemiljøer er: »Både kapitalisten og den kriminelle er i deres dagligdag så stærkt deformerede af de roller, systemet dikterer dem, at de har en usigelig trang til menneskelighed.« Det er denne menneskelighed, Jacob Holdt hele tiden forsøger at finde ind til, og det er troen på den, der redder ham ud af situationer, de fleste ved deres fulde fem aldrig havde begivet sig ind i, »thi det at møde menneskelighed midt i brutale omgivelser virker altid langt stærkere, end at møde menneskelighed i trygge omgivelser«.

Derfor kan han »ikke undgå at komme til at holde mere af disse mennesker (i ghettoerne, red.) end af nogen anden gruppe i samfundet«.

Udsnit af Holdts FB:

150913 holdt salgstalHoldt har iøvrigt en rimelig forklaring på. hvordan skønnet på 3,5 millioner kan være opstået:

Jeg mener at fejlen opstod engang hvor jeg i et mundtligt interview til en amerikansk avis blev spurgt om hvor meget bogen havde solgt i Danmark. Da få i USA ved noget om lilleputlandet Danmark sagde jeg at antallet per indbygger ville svare til at bogen havde solgt over 3 millioner i Amerika. Jeg fik ikke artiklen til gennemlæsning hvorfor misforståelsen åbenbart gik videre fra avis til avis og til sidst til at nogen gentog den på Wikipedia. Mens Bo Bjørnvig i Weekendavisen gentog og spredte den som ”Jacob Holdts løgne” ud i alle landets medier uden at spørge mig om det virkelig kunne være rigtigt.

Holdt kunne have f.eks have besvaret det spørgsmål da han blev spurgt her på UH i denne tråd. hvor han stædigt insistere på sin kendthed i USA. Og han  kunne have ladet være med, at føre sig frem som verdensberømt over i Amerikas Forenede Stater. Sjovt som det altid er nogle “andres” skyld når Holdt snubler i sit eget spind af løgne.

Dragsdahls seneste

Tilbage i 1990 (19 april) skrev KGBs ledende påvirknings agent i Dansmark, Jørgen Dragsdahl, under overskriften “Når Jyllands-Posten er i ekstremismens vold…”:

For anden gang må jeg påpege, at den ene sætning, hvori Gordijevskis omfattende beskrivelse af den sovjetiske ledelses frygt for atomkrig blev nævnt i Jyllands-Posten, ikke gør det ud for en omtale, som yder den sensationelle afsløring retfærdighed. Jeg overså godt nok de få ord, fordi de ikke indgik i referatet af Gordijevskis egne artikler (modsat hvad Bent Jensen påstår). De blev bragt dagen inden, godt gemt. Bent Jensen beskylder mig for løgn, og tilslører dermed sagens principielle kerne: at Jyllands-Posten banker en historie op på yderst svagt grundlag men på det nærmeste ignorerer sagens, ifølge Gordijevski, vigtigste aspekt.

Også det er typisk. Bent Jensen beskylder mig på lederplads (4. marts) for at være “indflydelsesagent” for KGB, og det skete selvfølgelig også uden dokumentation. Senere har han i en artikel (1. april) forsøgt sig i den morsomme genre med omtale af en Georg Dragedal, som han tillægger synspunkter bragt i avisen “Misinformation”. På dette puerile skolebladsniveau er det selvsagt nytteløst, hvis man påpeger, at jeg ikke står bag disse synspunkter.

Når Jyllands-Posten gør al kritik af NATOs raketprojekt ensbetydende med, at man enten går Sovjets ærinde efter ordre eller frivilligt, lufter det en tankegang, som kendes fra diktaturer. Avisen har gennem årene med sine unuancerede angreb på hele fredsbevægelsen og alle kritikere banet vejen for, at mange aktivister ikke kunne se, at der var et skel i fredsbevægelsen. Dermed gav Jyllands-Posten kommunisterne allierede.

Ekstremisme og unuancerede standpunkter på den ene fløj fremmer lignende holdninger på den anden. Det er ikke virksomhed, som gavner udviklingen af demokratiet.

Senest er Dragsdahl så, foranlediget af afdækningen af hans kollega fra de glade KGB dage, Jacob Holdts løgnhistorier udført af Martin Kasler på RR og viderebragt af ikke mindst Weekendavisen så på banen igen. Indlægget der umiddelbart fremstår som en kritik af arbejdsmetoderne på højrefløjen, er middelbart et forsvarskrift for Dragsdahl og Holdt. Demaskeringen af Holdt har så i øvrigt ført til, at muset Louisiana ikke vil læggen navn til undervisningsmateriale udarbejdet på baggrund af Holdts “arbejde”. Fra artiklen:

Det store spørgsmål for iagttagere er, hvorvidt deres løgne skal tilbagevises. For mange ’pæne’ mennesker er et svar under deres værdighed, og de henholder sig til, at alle i deres vennekreds afviser sektens agitation. Men dens ledende aktivister har nem adgang til medierne og smykker sig med titler, som giver troværdighed i nogle kredse. Det er eksempelvis juraprofessoren Ole Hasselbalch, historikeren Bent Jensen og Berlingske Tidendes Bent Blüdnikow, som både kalder sig journalist og historiker.

….

Så her vil jeg se på deres forhold til fakta. I den forbindelse udgør sekten en udfordring, som ikke er tilstrækkeligt erkendt. Den vil, påpeger Hofstadter, gerne formidle, at fantastiske konklusioner bygger på faktuelle forhold. Jo mere utrolige dens påstande er, desto mere desperat hobes fakta op, så den kan få demonstreret, at det utrolige er det eneste troværdige. Fakta er for aktivisterne ikke primært redskaber, som skal skabe dialog med verden uden for sekten. Det er byggesten til en mur, som skal forsvare sektens tro og isolere den fra modstridende fakta. Hvis man samtidigt kan få lokket nogen med ind bag muren, er det en ekstra fordel.

Blüdnikow giver mig lidet smigrende omtale, men han fortrænger, at jeg på et kartotekskort hos DDR’s hemmelige politi kaldes anti-kommunist og formodet CIA-agent. Indberetninger fra den østtyske ambassade kaldte Information et »hovedtalerør« for »fjendtlige aktiviteter imod progressive fredskræfter i Danmark« og de socialistiske landes fredspolitik. Angiveligt skrev jeg »hetz-artikler«.

Gjorde Blüdnikow sig dengang fortjent til lignende?

Blüdnikow henviser til en undersøgelse, som han har foretaget sammen med Weekendavisens Bo Bjørnvig. I denne er de racistiske karikaturtegninger fremstillet for det amerikanske forbundspoliti FBI rettet imod Det Sorte Panterparti, som jeg skrev om i avisen, blevet til min personlige opfindelse. Men et par minutters søgning på internettet ville have vist dem, at tegningerne faktisk var en del af FBI’s COINTELPRO-program. Det er ifølge Blüdnikow også forkasteligt, at jeg beskrev den amerikanske efterretningstjeneste CIA, som var det en kriminel organisation. Jamen, lille ven dog – hvor har du været? Midten af 70’erne var proppet med afsløringer, som udstillede CIA’s brud på amerikanske love, og selv tjenestens sympatisører fremhævede, at tjenestens aktiviteter er og skal være ulovlige, set med udlandets øjne.

Det er typisk for Blüdnikows metode, at han først gør Jacob Holdt til en ofte brugt skribent og derefter ser sig delvist retfærdiggjort, når Information kan pege på kun tre ’artikler’ – ingen af hans bidrag fortjener denne betegnelse, og de er slet ikke relevante for Blüdnikows oprindelige pointe angående anti-amerikansk hældning i Informations dækning.

Denne gennemgang kunne fortsætte mange spalter endnu. Det er håndværket, som halter, men det er det sekteriske syn, som er drivkraften. Man skal være langt ude i også moralsk fordærv, når man som Blüdnikow i Berlingske den 15. juni efter Højesterets dom over Bent Jensen kan undre sig over, at denne forbryder endnu ikke er blevet optaget i Videnskabernes Selskab. Men det er ikke langt ude i denne kreds.

Og, ja. Jeg mener, at denne sekt skal modsiges og modbevises. Den fordærver mulighederne for, at vi kan diskutere med blot et minimum af gensidig respekt.

Påstande skal naturligvis underbygges med fakta. Ellers er der jo blot tale om kulturmarxisme i bl.a. den Dragsdahlske aftapning. Og de såkaldte afsløringer af CIA er for Dragsdahls vedkommende mestendels båret af dybt dubiøse kilder, såsom konspirationsteoretikeren Daniele Ganzer og Philip Agee. Og i øvrigt har UH tidligere påpeget, at netop KGB var aktivt involveret i, at fremprovokere “raceri”, bl.a. her.

Dragsdahl kunne passende se på f.eks. hans egen promovering af Holdts billeder som “bevis” for “racisme”. Der er nemlig det problem med det, at det ikke beviser andet end, at Holdt har taget en masse billeder af negere som oftest fattige. Havde Holdt taget en masse billeder af rige negere og fattige hvide, havde det heller ikke “bevist”, at der skulle foreligge et race problem. Og det havde heller intet fortalt noget om årsagerne til at der findes rige og fattige, hvide eller negere.

Dragsdahl skrev i Aktuelt 2001 (19. januar) bl.a.:

“Mens jeg i 70’erne var mest populær på venstrefløjen, så er det i dag Pia Kjærsgaards tilhængere, som bare elsker det show. Jeg får fem minutters stående bifald af nedslidte arbejderkoner, fordi jeg henvender mig til deres dybe, indre smerte. Pia henvender sig til det samme, men hun misbruger det”.

Det er ikke kun på kurser for voksen-uddannelse, at Holdts “terapeutiske show” virker stærkt. Han har flere breve fra meget glade skolelærere.

Trine Jegbjærg fra Aalestrup Realskole kan eksempelvis berette, at når det gælder de nye etniske mindretal i Danmark, så er 9. klasses elever normalt svære at engagere og få videre end: De kan sgu’ bare tage sig sammen, lære dansk og få et job.

Men Holdt havde forklaret, hvordan selv pæne borgere deltager i undertrykkelse og isolation, “ghettoisering”, af bestemte grupper i samfundet. De udstødte reagerer med adfærd, som giver undertrykkerne yderligere motiv til isolation af dem. Og det inspirerede eleverne.

“Det, der overraskede og glædede mig mest, var nok deres fremadskuen, hvor de normalt fikserer på den nuværende situation og derved ofte ender op med de medieaktuelle problematikker og ignorante udsagn”, skriver Trine Jegbjærg. “Mange af selv de mindst tolerante deltog i debatten med synspunkter, der pegede fremad. Selvfølgelig kom der også efter et stykke tid de gængse fordomsfulde udsagn, men konfronteret hermed kunne de godt se, at de på mange måder argumenterede, som vi lige havde konstateret, at mange hvide amerikanere gør”.

Eleverne har eksempelvis snakket om en sort kvinde på nogle af billeder og fundet ud af, at hun er fanget i et komplekst system af undertrykkelse, som hun ikke kan bryde ud af. Hvordan, spørger læreren, kan det være, at I nu fordømmer 2. generationsindvandreren for at være fanget ind i det selvsamme?

Derefter svarer eleverne tilbage, at “det er nemmere at se undertrykkelsen i et andet land, og at vi ikke har lyst til at se den hos os selv. Andre meldinger lød på, at det ikke var den fysiske men den psykiske ghetto, der var det største problem. Det er flot indsigt at give udtryk for, når man går i 9. klasse”.

“Så jo – Amerikanske Billeder har helt klart været en skelsættende oplevelse for vores elever og for os som lærere”, konkluderer Trine Jegbjærg.

Holdt & partners ApS

Lidt om Jacob Holdts præstationer sidst i 70erne/først i 80erne.

150815 jacob holdt med kgb flag

Først lidt om hvor dan KGB arbejdede. I KGB betjente man sig af betegnelsen “aktive midler” om de tiltag man satte i værk mod “hoved fjenden”. Betegnelsen kan både dække dække over konkrete tiltag og over en klasse af tiltag. Sigtet var dog det samme: Nemlig nedbrydning af fjenden gennem aktioner, der for fjenden ikke fremtrådt som en samlet aktion og hvor den egentlige afsender/organisator skulle holdes skjult. Et af midler var at skubbe på i den “rigtige” retning når/hvor der var spændinger mellem forskellige grupper i de vestlige samfund. Spillen race kortet og spillen på det fluffyie begreb “racisme” var et af midlerne i den skuffe.

Her kommer Jacob Holdts omfattende samling af feriefotos som manna fra himlen. Samtidig har man i Jørgen Dragsdahl en god forbindelse til pamfleten Des-Information, som da også ender med, at udgive Holdts fotos i bogen Amerikanske Billeder. Det fokus eller den vinkel man vælger er netop race og racisme. Det kan man have gjort efter en større eller mindre tilskyndelse fra KGB, men hvorfor skulle KGB foretage sig noget videre, hvis fokus allerede var, hvor man gerne ville have det? Så formentlig har man blot ventet på, at appelsinen skulle falde turbanen af sig selv. Og så ellers givet en hjælpende hånd med udbredelsen, og dermed nået sit egentlige forehavende, nemlig belyvning med racisme af ubestemte folkegrupper.

150904 fra mitrokhin

Fra “Sword and the Shield”, Mitrokhin

I en artikel i klubbladet for Eventyrernes Klub, findes her, har jounalist Jacob Andersen skrevet en sammenfattende artikel på baggrund af sin bøger om Jacob Holdt. Heri hedder det bl.a.:

Jacob Holdt havde flere tusinde fotografier med sig hjem, og foruden i bogen blev de vist i et stort billedshow, som gik i adskillige lande. I 1988 blev det opgjort, at det alene i USA havde været vist 645 gange på 207 forskellige steder, og at der havde været 145.000 tilskuere. Bogen var også udkommet i Amerika og andre lande.
Herhjemme var berømmelsen øjeblikkelig, og også på KGB-stationen i Kristianiagade i København var man ved at falde over hinanden af begejstring. Jacob Holdts bog kom nemlig midt i Sovjetunionens bestræbelser på at modvirke præsident Jimmy Carters [præsident USA 77-81, UH] menneskerettighedskampagne, og den var en magtfuld anklage mod det amerikanske samfund. Det måtte udnyttes.
Manden, der af KGB-rezidenten oberst MikhailLjubimov og chefen for den politiske afdeling Oleg Gordievsky fik ordre til at forsøge en rekruttering, var Nikolaj Petrovitj Gribin – den KGB-officer, der på samme tid var føringsofficer for SF-politikeren Pelle Voigt.
Oberstløjtnant i KGB Gordievsky siger i en af vore mange samtaler: ”Gribin begyndte at dyrke Jacob Holdt. Han opsøgte ham og inviterede ham på frokoster. Han behandlede ham som en guldklump, og det lykkedes ham hurtigt at rekruttere danskeren. Efter få måneder begyndte Holdt også at tage imod penge af os.
”Ifølge Jacob Holdt selv begyndte hans kontakt med KGB i sommeren 1976, før Amerikanske billeder udkom, og dette stemmer med, at rezidenten oberst Ljubimov omtalte ham under hans kodenavn Prist i en skrivelse til Centeret af 13. oktober 1976 (Nr. 687/PR). Til mig har Holdt forklaret, at han i årevis mødtes med Nikolaj Gribin, som han kaldte Nick.
”Jeg arbejdede på det tidspunktmed at skaffe hospitalsudstyr til fattige afrikanske lande, og det var dette arbejde, jeg ville have penge til. Jeg holdt meget af Gribin, og selv i dag ville jeg gerne mødes med ham.”
En engelsksproget artikel på 31 sider med titlen Today’s slaves of White America er et interessant eksempel på et produkt fra Tjenestegren A, der fabrikerede falske dokumenter ogpropagandamateriale til brug under falsk flag.
Jacob Holdt fik artiklen udleveret af sin føringsofficer, men han anvendte den ikke, fordi han syntes, den var for dårlig. Indholdet er strikket sammen på samme måde som de tekster, Arne Herløv Petersen fik udleveret, nemlig ved snedig og flittig brug af vestlige kilder, så ophavsmanden i KGB forblev skjult.
KGB’s interesse lå alene i at hjælpe ham med at promovere Amerikanske billeder – bogen og showet – som et led i propagandafelttoget mod Carters menneskerettighedskampagne. Holdts arbejde gav baggrund for det sovjetiske modangreb, der gik ud på at sige til amerikanerne, at de skulle holde sig fra menneskerettighederne i andre lande, så længe deres eget land praktiserede racediskrimination og social undertrykkelse af millioner af egne borgere.
”I stedet viste jeg kuverten og pengene til alle mine venner, tog billeder af dem, som jeg bl.a. viste til journalist Jørgen Dragsdahl. ”Dragsdahl, der var udenrigsmedarbejder på dagbladet Information, har sikkert været en god rådgiver for Holdt, for han var ikke ubekendt med folkene fra den sovjetiske ambassade. Gennem mange år havde Dragsdahl (hans kodenavn i KGB var Stot) således kontakt med følgende KGB-officerer (tjenestetid i Danmark angivet i parentes): Stanislav Ivanovitj Tjebotok (1973-76), Mikhail Petrovitj Ljubimov (1976-80), Vladimir N. Minin (1976-82) og Vjatjeslav Katerinkin (1981-85).
I PET Kommissionens bind 13 (skrevet af Morten Heiberg), som med rette kan kritiseres for meget, og er blevet det af ikke mindst den briliante historiker Bent Jensen er der en længere note af forklarende tilsnit vedrørende Jacob Holdt:
Fra side 40 og 41

Note 93 p. 40 og 41

93

Gordijevskijs oplysninger til PET fra 1977 viser, at KGB-residenturet hægtede sig på den danske fotografs USA-kritiske projekter og over for Centret udlagde Holdts bog Amerikanske billeder som et resultat af sovjetisk påvirkning. Gordijevskij forklarede videre, at ”selve bogen var Holdt’s værk, selv om [KGB-officeren] Gribin godt kan have bidraget med råd, som havde en marginal betydning…[Gribin] fortalte aldrig Holdt, at han er KGB-officer, men han [Gribin] er sikker på, at Holdt har udledt dette, hvilket han har forsikret Centret om.” Jf. PET, operationssag: Rapport vedr. Holdts aktiviteter marts-august 1977. I sine erindringer fra 1995 skriver Gordijevskij, at Gribin havde den frækhed” at meddele Centret, at alle Holdts fotografier stammede fra KGB’s ”active-measure” operation. Centret ”slugte” Gribins oplysninger ukritisk. Jf. Oleg Gordievsky, Next Stop Execution, s. 195. Det blev også oplyst af Gordijevskij, at Holdt modtog større pengebeløb, men Holdt har i 1992 forklaret, at han kun ved én lejlighed modtog 10.000 kr., og at disse penge blev skænket til velgørende formål i Afrika. Jf. Jakob Holdt, ”Min tid som KGB-agent”, Information, 4. januar 1992. Denne oplysning bekræftes kun delvist af Gordijevskijs oplysninger fra 1977: ”Holdt, der beskriver sig selv som idealist, sagde først, at han havde brug for pengene til at hjælpe med at bygge et hospital i Afrika. Dog har han ændret sine ambitioner og har lige købt, og åbnet, et biograf-kompleks i København”. Jf. PET, operationssag: Rapport vedr. Holdts aktiviteter marts-august 1977. I perioden juni-oktober 1979 udførte PET en overvågningsoperation mod Holdt, som ikke gav nogen efterforskningsmæssige resultater. Jf. PET, Holdts personsag: Aflytningskendelser for perioden juni-oktober 1979. I 1983 fortalte chefen for Skandinaviens-afdelingen i Centret, Vladimir Merkulov, angiveligt Gordijevskij, at KGB ikke længere havde forbindelse til Holdt. Jf. PET, operationssag: Vedr. forfatteren Jacob Holdt”, 1. oktober 1985. Efter afhopningen fremkom Gordijevskij med nye oplysninger om, at Holdt den 31. januar 1985 angiveligt havde holdt et møde med Gribin uden for Danmark. Jf. PET, operationssag: ”Vedr. Operation Navajo, en mulig KGB-Active Measures operation”, 20. juni 1986.

Noget er der om det med et “biograf-kompleks”.  Hos pisserenden.com berettes det:

Alexandra lukkede efter fire årtier som kvalitetsbiograf med udenlandske spillefilm i 1981. Efter 1974, da dens suveræne leder gennem årene, tidligere direktør for Folketeatret Thorvald Larsen, trak sig tilbage, skrantede den mere og mere og kvaliteten gik kun én vej, nemlig nedad. Et supermarked var på tale. Jacob Holdt med sine Amerikanske Billeder og komikeren Rolf Wesenlund lejede sig ind. Musikmanden Arne Worsøe fandt så en løsning: rockpalads plus natdiskotek til klokken 5. Relieffet med Københavns panorama, med Pegasus og celluloidstrimlen over facaden sidder der endnu, men i snart tyve år har forskellige konsortier fra musikbranchen drevet stedet, som dog i de senere år har fået ry for at være et mere eller mindre narko- og voldspræget sted, ikke så meget indeni men udenfor porten i Nørregade, altid med en enorm kø af ventende hyrebiler. Stedet hedder IN, grundlagt i 1996 af folk fra det mere fredelige diskotek Woodstock. Priserne er afhængige af køn og tidspunkt. Den lille skobutik på selve hjørnet har været en del af bygningen fra begyndelsen.

Belyver beløjet?

Erik Boel har nylig skrevet en kronik i skradlespands bladet Samarbejds-Politiken, hvor han hælder vand ud af ørene over, at hans gamle druk- og skikammerat Morten Jung Olsen, ikke vil gå til bidet og fortælle alt, som i ALT, om hans virke som STASI-agent. Problemstilling er, at der falder en vis mistanke på Boel for enten at være den som Olsen påstår sig forvekslet med eller, at Boel på en eller anden måde har bistået Olsen.

Teorien her på UH er, at Olsen blot som en sidegevinst af et venskab, har brugt Boel som dække. Men iøvrigt meget sigende, at de gennem flere år var venner. Og man fornemmer Boel føler sig ramt på sine tabte karrieremuligheder på grund af venskabet. Og desårsag føler han sig ramt på ikke mindst mulighederne for indtjening og prestige, samtidig med han har måtte se Olsen ligge i overhalingsbanen på de parametre, nede i EUSSR.

Boel er noget langt være. Han er belyver, som i bedste Dragsdahl stil gør det i flæng, og på en måde så det samtidig fremstår som en trussel ovefor folk, der måtte være uenige, om at skulle de ytre uenighed, så vil de blive ramt af en heksejagt om påstået, såkaldt, racisme.

Og Boel er ikke hvem som helst. Et karrirere forløb i Udenrigsministeriet blev afbrudt til fordel for en stilling som internationalsekretær i det socialdemokratiske partiapparat fra 1992 til 2002. En skelsættende periode i danskpolitik, hvor Dansk Folkeparti stiftes og ikke mindst indgås den såkaldte Barcelona-deklaration, (resume på dansk)

Lad os først se på en tekst om såkaldt racisme som Boel har forfattet sammen med den evigt uheldige tudemarie, KGB-påvirkningsagent, Jørgen Dragsdahl. Fra artiklen (som er en protest mod en leder i JP):

…Derefter morer han sig med, at det må være retten til besøg på diskoteker, der er en af de mest fundamentale europæiske rettigheder.

Begge indlæg afslører en skræmmende uvidenhed, som tilmed virker bevidst, idet man tilsyneladende vil nedgøre indsatsen mod racisme. I lyset af Europas historie, hvor mange millioner er blevet racismens ofre, er niveauet i disse kommentarer forfærdende. Mellem årsagerne til EU’s oprettelse og Unionens virke er netop, at en gentagelse af racismens forbrydelser skal hindres, og at alle mennesker skal beskyttes imod diskrimination.

Agenturets virke bygger på Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og EU-traktaten. I charterets artikel 21 fastslås, at enhver forskelsbehandling ud fra bl.a. race, farve, tro og etnisk oprindelse er forbudt. Den efterlyste definition på racediskrimination findes i FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination fra 1965.

Definitionen tager højde for, at begrebet ”race” er bragt i miskredit, så man må anvende en såkaldt bred definition af ”racisme”.

SVAR
NÅR MAN definerer enhver afstumpet adfærd som racisme, vil man naturligvis kunne finde racisme overalt, men dermed mister udsagnet også enhver betydning. Det var netop lederens pointe.

Redaktionen

Hvis Boel får tid kan han jo finde disse millioner af ofre for racisme, eventuelt blot demonstrere at en enkelt million skulle findes.

Nuvel, Boel mener sig beløjet ind i en rolle som STASI-stikker/agent. Fra den kronik:

»Vin eller øl?«, spørger PET-chefen mig. Scenen er sat, 16. december 1999 kl. 14.30. Jeg er til afhøring hos PET på Bellahøj. Over for mig sidder PET-chef Birgitte Stampe og operativ chef Hans-Jørgen Bonnichsen.

Straks efter afhøringen, som jeg føler kaster en ikke-konkretiseret mistanke over mig, beder jeg samme eftermiddag om et møde med statsministeren. Selv om jeg i det daglige refererer til partisekretæren, er det dog Poul Nyrup Rasmussen, der som partiformand i sidste instans er min chef. Samtalen bliver – helt usædvanligt – straks bevilget, og nogle timer senere sidder jeg i statsministerens kontor til samtale med Poul Nyrup Rasmussen, der er ledsaget af departementschef Bernstein.

Der går en god uges tid, før brikkerne begynder at falde på plads for mig. Efter 12.30-radioavisen 28.12. ringer Steen Christensen og fortæller, at Ekstra Bladets ’Lenz’ nu er anholdt. Det drejer sig om en mand på en 42-43 år, tidligere ansat i Udenrigsministeriet 1979-81, nu i EU på lavere charge. Der sættes ikke navn på, men det kan kun være min gamle ven og kollega fra tiden som studentermedhjælp i Danida, Morten Jung-Olsen. Det var også bl.a. Jung-Olsen, PET-cheferne Stampe og Bonnichsen havde kredset om under samtalerne i Bellahøj.

Men jeg føler også vrede. Hvordan pokker kunne han – hvis altså det var Morten (det var fortsat på dette tidspunkt et ikke-afklaret spørgsmål) – videregive oplysninger til sit lands modstandere? Uanset klassificeringen af de pågældende dokumenter havde Morten i givet fald demonstreret en villighed til at svigte sit land. Selv om tågerne således begynder at lette, bliver min egen stilling samtidig afgørende forværret, da der er en lækage formentlig enten i PET eller i departementet i Justitsministeriet, som betyder, at Ekstra Bladets Per Michaelsen i en stort opslået artikel 31.12. 1999 kan oplyse, at jeg har været i PET’s søgelys.

I mine mange samtaler med Michaelsen i disse dage (»Vær nu ikke så hemmelighedsfuld, Erik …«) fisker han efter, om det er KGB-bar i Borgergade eller café Rosa Luxemburg, Morten og jeg har frekventeret. At vi snarere gik i byen på Røde Lygte, Alléenberg og Charlie Brown – hvor de sjoveste piger kom – passer ikke Stasi-jægeren.

En anden af Michaelsens teser er, at skiftende socialdemokratiske justitsministre har forsinket efterforskningen af Lenz-sagen på grund af min rolle. Det er nok at overvurdere min betydning. Michaelsen har både i bogform og i Ekstra Bladet søgt at udstille alt og alle, der har været til lidt til venstre for midten som landsforrædere ved insinuationer og mistænkeliggørelse. Det er historiens ironi, at det senere er kommet frem, at Michaelsen tidligere selv har været glødende ungkommunist og endog i søgelyset som ’storspion’, om end den tese ikke er dokumenteret.

Når det er sagt, synes jeg faktisk, at det er prisværdigt, at Michaelsen er gået i Stasi-arkiverne. Problemet er, at han hopper over i den anden grøft. Så spionjagten bliver ideologisk inficeret, og han, som nu glødende antikommunistisk og med de unge år, han har tilbragt i DDR, ser spioner og blå mænd fra Mars alle steder. Når Stasi-jagten på den måde bliver useriøs og kulørt, er det i virkeligheden et forræderi over for ofrene for Stasis forbrydelser. De har fortjent i det mindste en både en ordentlig og redelig kortlægning af fortidens forbrydelser.

For mit eget vedkommende er situationen nu efter afhøringerne, statsministerens delvise suspendering og Ekstra Bladets eksponering aldeles kafkask og angstprovokerende. Som Josef K i Kafkas ’Processen’ er jeg blevet kastet ud i en spøgelsesverden. Fysisk og psykisk har Lenz-sagen virket som et atomangreb. I det udenrigspolitisk-diplomatisk miljø, jeg opererer i, er tillid afgørende; og den er nu i hvert fald antastet. Og hvordan beviser du, at du ikke er spion? Gradvis bliver min arbejdsmæssige tilværelse dog normaliseret. Jeg bliver gennem Statsministeriet sat på nye opgaver – og må endda selv lejlighedsvis minde Nyrup om begrænsningerne i mit arbejde, f.eks. da Dalai Lama kommer til København, og Nyrup ønsker, jeg deltager i et møde med tibetanernes leder i Kastrup.

Mange bakker også op om mig og viser en empati og en integritet, som jeg den dag i dag er taknemlig for: Svend Auken erklærer sig uenig i Nyrups håndtering af sagen og mener, at statsministeren er gået i selvsving og overreagerer, Folketingets direktør, den tidligere PET-chef Ole Stig Andersen, inviterer mig demonstrativt med til sin 60-års dag i Folketinget, Ritt giver mig nyt mod, og Lykketoft inviterer mig med på en rundrejse i Afrika. Hans Hækkerup hjælper mig som forsvarsminister med at forfatte en kronik om Socialdemokratiet og fodnotepolitikken, offentliggjort i Berlingske Tidende, der lægger op til selvransagelse for partiet, men som samtidig får det gjort klart, at jeg hverken har lod eller del i partiets fodnotepolitik. Jørgen Schleimann, som jeg har et fint samarbejde med i Europabevægelsen, opfordrer mig til at blæse det hele en hatfuld.

Hvorfor gjorde Morten det? Så længe Morten ikke selv kommer på banen, kan vi kun gisne herom. Men den såkaldte antifascistiske kamp var hans baggrund.

I sin nyligt udkomne bog om Lenz-sagen lancerer Mikael Busch den tese, at Morten gradvis opgiver sin tro på kommunismen, bl.a. under indtryk af et studieophold i USA. Busch har ingen dokumentation for denne teori om, at Morten på den måde skulle konvertere. Allerede da jeg lærer Morten at kende i januar 1979, fremstår han som det, vi i dag ville kalde blå – men det har formentlig været et dække over spionaktiviteterne.

Imidlertid har Busch en pointe i, at det er tankevækkende, at det er påfaldende få og relativt ligegyldige dokumenter, Morten som EU-ansat udleverer i den sidste del af sin Stasi-karriere op til Murens fald. Den spektakulære rejse fra en proletarisk opvækst i Københavns Sydhavn til tilværelsen som eurokrat i Bruxelles har ikke været nem. Som spion for Stasi har bordet antagelig fanget, og her har Morten ikke bare kunnet løbe fra samarbejdet, selv om han som Busch foreslår skulle være konverteret.

En anden mulig forklaring på Lenz’ dalende aktivitetsniveau kunne være, at han var blevet ’lånt’ ud til KGB. Men det er naturligvis blot en gisning.

Den bedste måde, vi kan lære af historien på, ville være, hvis Morten selv ville træde frem og fortælle sin historie. Både af hensyn til sig selv og af hensyn til de såkaldte bipersoner, der som jeg er blevet mistænkeliggjort i forbindelse med sagen. Det er vel Morten selv, der har bidraget med oplysninger til Stasi om bipersonerne, der ud over mig selv bl.a. omfatter hans bror og kæreste. Her ville det være velgørende med en forklaring på, hvorfor han har gjort det. Hans tavshed skader ikke blot ham selv, men også dem, der har kendt ham, og som er blevet eksponeret i forbindelse med sagen.

Når Morten ikke har ønsket at træde frem, skyldes det antagelig, at så vil han ikke længere kunne hævde, at han er offer for en personforveksling. Og det ville få konsekvenser for hans søde liv i Bruxelles, hvor han har et godt, vellønnet og trygt arbejde som EU-ansat. Vi må håbe, at Morten, når han inden for en overskuelig fremtid skal pensioneres, vil lægge kortene på bordet. Det ville være velgørende at få fortalt historien, mens tid er, for at få sandheden frem.

links:

https://reaktionaererefleksioner.wordpress.com/2015/05/01/stasi-stikker-hvidvaskes/

Jacob Holdt destrueret

Og der kommer en dokumentar om det!

Blogger kollega Martin Kasler har RR I en stribe poster godt og grundigt afsløret Jacob Holdt som en simpel løgner, hvad angår hans “Amerikanske Billeder”.

Og det er ikke små ting i krogene, som man ofte ser det når en historie skal have den “rigtige” vinkel. Det er centrale og bærende fortællinger, der afsløres som opspind:

  • Holdt var ikke i Wounded Knee under de såkaldte indianer optøjer i 1973. Så meget desto mere er det usandsynligt, at Holdt skulle have haft sex med en gravid indianer kvinde på stedet, der netop var blevet enke.
  • Holdt har ikke haft noget venskab med den vane kriminelle “Popeye” Jackson eller haft tæt kontakt i øvrigt til ham.
  • Holdt var ikke tilstede da Præsident Ford blev forsøgt skudt af Sara Jane Moore.

Tilbage er blot, hvad Kasler meget præcist kalder en masse slum paparazzo fotos af hæslige mennesker, der kunne (og er blevet) taget en hvilken som helst talentløs fotograf.

Kaslers seneste post her.

At Holdt var købt og betalt af Sovjetiske KGB I foebindelse med AB, er en gammel nyhed, og det er fra Mitrohkin arkivet kendt, at netop spillen på racekortet var et af KGBs aktive midler. Bl.a. gik man ikke af vejen for, at fabrikere breve i andres navne og fremsende dem til eksempelvis ledere i negerorganisationer for, at fremprovokere raceuroligheder. Noget lignende er tilfældet i AB, men der på en mere subtil facon. Skrivenegere på AB, var I øvrigt den kendte KGB-påvirkningsagent, Jørgen Dragsdahl, samt Kirsten Thorup og Jette Drewsen. I øvrigt benyttede den såkaldte teater gruppe “Solvognen” Wounded Knee til en forestilling, ud af flere, der blev filmet af Jon Bang Carlsen og udgivet med titlen “Hvid mands sæd“, velsagtens en slags hyldest til Holdt for at have haft sex med en eksotisk Pocahontas.

Belyvning med racisme er ikke noget man ser fra Dragsdahls hånd kun i AB. Således skriver han i Information d. 4 november 1977:

Sorte amerikanere og afrikanere i Danmark klager privat konstant over racistiske indslag i dagligdagen. Det kan måske virke som småtterier (!), men eksemplerne udgør et mønster. Der er den sorte herboende kvindes veninder, som forsøger at få hende til at skaffe dem ”en sort fyr”.

Holdt nævner i kommentarsporet på RR, at han er ved skrive erindringer og at der i den forbindelse også skal laves en såkaldt dokumentarfilm om hans meritter i det amerikanske. Den oplysning, fra Holdt, kunne vi ikke stå for her på UH og har googlet lidt på spørgsmålet.

Det viser sig, at Holdt på dette punkt er i nogenlunde overensstemmelse med sandheden.

Niels-Ole Rasmussen på Copenhagen Film & TV Aps er ganske rigtigt, formentlig, i gang med, at lave, hvad der vel efter afsløringene på RR, næppe kan kaldes en “dokumentarfilm”. Medmindre altså, at man ser det som dokumentering af en mytoman.

Det Danske Filminstitut har således beviliget støtte på 60% af et budget på 3,1 mil, oplyses det i DFIs årsberetning 2013 s 19. Hertil har Filmpuljen, en særlig alokering af skatteyderpenge til film med et jysk islæt, velsagtens en imødekommelse af tidens trend med at lefle for det etniske, beviliget 150k i støtte. I alt to milioner til Holdt og Rasmussen, som de kan lave roadmovie hjemmevideo for, i forbindelse med en ferietur til Guds eget land.

UH vil nu anmode om aktindsigt hos Det Danske Filminstitut, DFI, og Filmpuljen bl.a. for, at få afklaret om der allerede er indgået aftaler om visning på TV.

Herudover undre UH sig over, at Holdts projekt kun er meget sparsomt omtalt hos DFI og Filmpuljen. Omtale her ville være naturligt. I øvrigt har Holdt på RR fortalt, han skulle deltage i det politiske møde, Folkemødet, på Bornholm. Derfor undre det, at DFI, som også deltog sammen med adskillige filmfolk og kommende film, og som omtaler deres deltagelse, ikke nævner Holdt, der netop skulle deltage i DFI arangementet.

Men det vil vi benytter anmodningen om aktindsigt til, at spørge om. Om det f.eks. skulle forholde sig sådan, at man har fået kolde fødder i forhold til Holdt, siden man tilsyneladende har fjernet omtale af ham.