justitsministeriet

Pinds grundlovstale

Justitsminister Søren Pind holdt en Grundlovstale, well, i anledning af Grundlovsdag. Talen er interesant af flere grunde. Han henviser i talen til et foredrag han skulle have givet i Trykkefrihedsselskabet. En kommentator,  på Uriasposten, Boethius, konkludere med afsæt i talen Pinds personlighedsstruktur. Via Uriasposten, talen ligger dog i sin helhed på Justitsministeriets hjemmeside, jm.dk.

I grundlovstalen sagde Pind bl.a.:

Vi er kommet en lang vej. Vi… Vi har udviklet et fællesskab, der udgør verdens lykkeligste folk. Verdens mindst korrupte folk. Verdens mest tillidsfulde folk. Men jeg spørger åbent: Har vi mistet det intuitive ‘vi’ undervejs?

Er Danmark som sådan et land, hvor der – som vi kan huske det, på linje med dengang – er det intuitive vi? Det er jeg ikke sikker på. Jeg er faktisk ganske sikker på, det ikke forholder sig sådan. Vi leder efter det vante vi. Og vi har ondt ved at erkende, at ‘vores’ vi er borte. Og aldrig kommer igen.

Jeg ved, det gør mange mennesker kede af det. For de – vi – holdt af det vi… Men sagen er, at det vitterligt er borte. Jeg ved også, at politiske kræfter hævder, det gamle vi kan genskabes. Jeg må sige det, som det er: Evigt ejes kun det tabte – det gamle vi er borte for evigt. Det kommer ikke tilbage. Tiden tog det. …

Når jeg med så stor alvor må fastslå, at det gamle vi er borte, er det fordi, det er altafgørende for, at vi kan skabe et nyt. Ifald vi hænger os i vreden – uretfærdigheden – i det gamle ‘vi’s forsvinden, vil det ende i en situation, hvor opdeling, sprængning og ufred vil blive resultatet. Det kan vi ikke tillade.

Vi må acceptere, at noget for altid er forandret. Og ud fra det rejse et nyt ‘vi’.

Det gjorde dybt indtryk på mig, da jeg engang i en samtale med en fængselsimam af ham fik at vide, at han aldrig – ikke en gang – havde hørt en muslimsk indsat sige ‘vi’ om Danmark. Aldrig. Det gjorde mig mere bekymret end vred.

Sine steder er der en forestilling om, at man så at sige kan ‘eksportere sig ud af krisen’, som vi sagde i 80erne. Men ift. mennesker. Mennesker som er her, og har været her længe. Jeg bemærkede engang i et foredrag for Trykkefrihedsselskabet, at dele af diskursen havde en klang af togvogne – hvortil en herre rejste sig op, og afkrævede mig svar på, om jeg mente KZ-lejre eller deportation. Jeg måtte forstå, at i deportation så han ingen problemer… Men det er en vrangforestilling. En udansk af slagsen. Vel kan vi da ej smide folk, der har statsborgerskab og slægt og familie her, ud af dette land fordi de måtte have en anden tro, et andet udseende, en anden baggrund end vores. Hvordan skulle det gå for sig? Bare billederne får mig til at væmmes. Nej, vi må erkende, at bestemte folk, der ikke er en del af det gamle vi, er her, har slået rod og bliver her.

Og derfor kan vi ikke ‘bare få fred’. I den sammenhæng er det en ånds- og kulturkamp, der står. Og ret beset bør det være overkommeligt. For det, der uforvarende har antastet vores ‘vi’, har jo netop valgt dette land til.

Vi kan bekræfte Pind så langt, at han ganske rigtigt talte om tog(kreatur)vogne og ganske rigtigt blev modsagt. I Trykkefrihedsselskabets egen dækning af mødet, der var en paneldebat tilbage i 2010, hedder det om Pinds Bidrag:

Til støtte for den vurdering indskød ordstyrer Katrine Winkel Holm en bemærkning om, at socialismekritikerne ikke er tvunget til at leve under jorden. Det er derimod en hel del af dem, der stiller sig kritiske overfor fredens religion.

Den bemærkning fik Søren Pind til at slå fast, at Danmark er danskernes land, og at det derfor også er danskerne, der skal bestemme, hvem der skal have adgang til det. Han så gerne, at man begyndte at sortere indvandrerne ved grænsen og valgte dem ud, det er realistisk at assimilere. For det er assimilation, det handler om, forklarede han:

Træt af integration

”Jeg er så træt af udtrykket integration, når det i virkeligheden betyder en tilbagetrækning af dansk kultur fra danske institutioner. I stedet skal vi begynde at assimilere på den danske kulturs præmisser. Det kan vi gøre i institutionerne og i det offentlige rum, men så heller ikke længere. I den private sfære går jeg ikke ind for magt og tvang, der må vi stole på det rationelle argument, lød det med en henvisning til hans modstand mod blandt andet burkaforbud.

 

Kommentator Boethius kommentar:

I sin egen optik opfatter han jo sig selv som en dansk hybrid af Churchill og Reagan, og hans sproglige udgydelser afslører en frygtindgydende anti-realisme.

Den sproglige udtryksform afslører alt om sin ophavsmand eller -kvinde. Pind er omstændelig og ordflommet, ustruktureret og upræcis og pløret.

Hans ordvalg er sentimentalt, og hans syntaks er kredsende og eliptisk på samme tid – messende gentagende og udeladende væsentlige ord. Der er også en sær ujævnhed over hans taler. Urytmisk. Hans frasering er skæv – helt anderledes end den Charles Aznavour, som Pind beundrer så højt, og som var grunden til, at Pind død og pine har fået en høj fransk orden.

Det er meget muligt, at han ikke skriver (alt i) sine taler selv – men jeg ville nu tro, at han er så forfængelig og overbevist om sig selv, at han næppe vil overlade taleskrivningen til andre. Heller ikke i hans sproglige form i øvrigt, i direkte interviews, holder han sig tilbage fra almindeligheder og særheder blandet sammen i et mærkeligt miks. Hans begrebsunivers er eklektisk og banalt, og ideologisk kan han ikke skelne liberalisme fra konservatisme.

Her på stedet er er konklusionen, at Pind er en del af Venstres islamofile vagtkorps, men også at han er parat til at forstille sig nårsomhelst, for ikke at fremstå som islamofil.

TILLÆG

Søren Pind har åbenbart været i clinch med Trykkefrihedselskabet og “præcisere” på FB:

2. I min grundlovstale berører jeg et møde i Trykkefrihedsselskabet for 6 år siden, hvor der bl.a. pågik en diskussion om deportation af udlændinge bosat i Danmark. Diskussionen pågik mellem en af paneldeltagerne, foreningens formand og jeg selv. Jeg erindrer en fjerdepart, evt. i form af et tilråb fra salen, men det sidste er ikke muligt at dokumentere, heller ikke ud fra den eksisterende videooptagelse, og det kan ikke udelukkes at min hukommelse spiller mig et puds. Jeg skal – som jeg har gjort det flere gange – understrege, at jeg ikke har grundlag for at hævde, at Trykkefrihedsselskabet som selskab – eller selskabets formand – skulle støtte synspunkter om deportation. Jeg kan konstatere, at en panelist på mødet udtrykte, at man måtte kunne have en diskussion om emnet. Men støtte til deportation kan man hverken tage selskabet eller formanden til indtægt for, og jeg skal beklage, hvis nogen er blevet bibragt den opfattelse. Mit eget synspunkt fremgår af talen

Vi kan som sagt bekræftige der blev opponeret fra salen, og at det ikke var ved tilråb.

Klyvsgaard: Straf virker

Justitsministeriets forskningschef, den kendte fængselsmodstander, Britta Klyvsgaard, har nu forsket sig frem til at straf virker. Der sker åbenbart et vist erkendelsemæssigt skred på venstrefløjen, som vi var inde på, da vi noget overraskede så, at det mener man også i Waffen-SF. – Som dog kun mener det gælder for forhold som økonomisk kriminalitet og andre typisk hvid/jødiske forbrydelser. Logikken i partiet er vel, at negere og muhammedanere er for lavt begavede til, at planlægge kriminalitet i forhold til et kendt strafniveau.

I en pressemeddelse fra justitsministeriet om Klyvsgaards undersøgelse kan man læse bl.a. følgende:

Ønsker om højere straffe kan begrundes i retsfølelsen, i hensynet til offeret eller i ønsket om i en periode at fjerne de kriminelle fra det samfund, som de forbryder sig imod. Selvom kriminelle er forhindret i at begå kriminalitet ude i samfundet, så længe de sidder i fængsel, gør højere straffe alene dem ikke mindre tilbøjelige til at gå ud og begå kriminalitet igen.

Justitsministeriets Forskningskontor har undersøgt effekten af fængselsstraf i forbindelse med fem forskellige typer kriminalitet: simpel vold, alvorligere vold, voldtægt, uagtsomt manddrab ved færdselsuheld og brugstyveri af motorkøretøj. Undersøgelsen sammenligner risikoen for at falde tilbage i kriminalitet henholdsvis før og efter en strafskærpelse og har altså ikke påvist en effekt.

En ting er at man åbenbart er enige om, at forfægter to modsatrettede synspunkter på samme tid. Det skal nok blive kuriøst hvis det breder sig. Noget andet er, at man åbenbart har opdaget, at en kort straf i forhold til en længere ikke har den effekt, at sandsynligheden for recidiv påvirkes.

Kære Søren

Op til påske gav justitsminister Søren Pind et interviwe til til skraldespandsavisen Samarbejds-Politiken, hvor han udtrykte bekymring over, at danskerne går fra fredsommelighed til vrede. Hvad Pind kryber udenom er årsagen til vreden, og dermed reducerer han sig selv til en tilfældig tredierangs politiker. Det er måske der han altid har været, trods spin om det modsatte. Fra artiklen:

Søren Pind er bekymret. Over den stigende polarisering i dansk politik. Over en tendens til, at flere partier ikke stræber efter at tage større ansvar for de politiske beslutninger. Over at det danske folk i hans optik er blevet mere vredt og præget af afmagt. Følelser, som ifølge justitsministeren kan føre til mere ekstremisme i Danmark og få store konsekvenser for det danske demokrati.

»Jeg kan se, at et ellers fredeligt og forsonligt folk er ved at blive et meget vredt folk. Og jeg kan se, at det, at man påtager sig ansvaret, bliver udlagt som magtbrynde sine steder – hvor jeg ser det modsatte. Lige nu lever vi i en tid, hvor de rene hænders politik er mere beundringsværdig«, siger Søren Pind.

»En del af de borgerlige partier – herunder mit eget, men også Dansk Folkeparti – har været gode til at opfange de strømninger, der har været, og til at demokratisere dem på en eller anden måde. Men selvfølgelig kan man sagtens være bekymret over og optaget af, at med den mistillid, der er, så sker der endnu et ryk. Og nogle nye bevægelser«, siger Søren Pind.

Mistilliden til de folkevalgte er ikke kun et dansk problem. Søren Pind taler om »en bølge af vrede« rundt omkring i verden. Han nævner opbakningen til republikanernes Donald Trump i USA, højrepartiet Alternative für Deutschlands fremgang i Tyskland og den stærkt stigende EU-skepsis på de britiske øer. Alle steder bliver politikere med »de nemme løsninger« præmieret, mener Pind.

»Sine steder må jeg sige, at jeg ser det forløb, vi er igennem, som noget, der minder om begyndelsen af 1930’erne. På en helt anden måde, men der er bare den samme vrede, den samme afmagt og de samme reaktioner«, siger Søren Pind og fortsætter:

»Man går meget bevidst efter at svække myndighederne og dermed også folks tiltro til, at man rent faktisk kan gøre det, der skal til. Det er ubehageligt. Vi ser de der Soldiers of Odin og meget voldsomme diskussioner mellem islamister og folk, som hader islamister«.

»Lige nu er der en farlig cocktail, hvor man ser den udvikling over det hele. I Amerika er en Klaus Riskær på testosteronkur med maniske tendenser ved at kuppe Abraham Lincolns parti. I Storbritannien har de en afstemning om, hvorvidt de skal melde sig helt ud af Den Europæiske Union«, siger han

»På et tidspunkt bliver folk trætte af at være vrede. Enten bliver der sluppet nogle meget ubehagelige kræfter løs, eller også bliver folk trætte af at være vrede. Og så finder man løsninger. Og det er sådan set det sidste, jeg advokerer for. Man skal prøve på at kanalisere den vrede ind i noget konstruktivt«, siger Søren Pind.

Så intet nyt fra den naziislamofile parasit klasse. Folket må dresseres til lydighed så vi uantastet kan fortsætte islamiseringen og befolkningsudskiftningen, synes modus operandi at være.

Sammelign eventuelt med tidliger stabschef hos PET, Jacob Bentsen der i en kronik, blogpost hos Uriasposten, i JP erkender at de myndigheder der skulle være samfundets beskyttere, er på hælene og famler i blinde:

Ikke fordi man har efterretninger om, at det vil ske, eller hvor sådanne angreb kunne tænkes at finde sted, men fordi man reelt ikke længere har et efterretningsbillede, som er troværdigt eller fyldestgørende til at give et reelt oplyst grundlag for myndigheders og politikeres beslutningsprocesser.

De europæiske befolkninger er som bekendt ikke på noget tidspunkt blevet inddraget i de beslutninger, der ligger til grund for tvangsislamiseringen, hertil at de af grupper af nazistisk og/eller kommunistisk observans er blevet beløjet med “racisme”.

 

Holdt som fondsfupper

Martin Kasler på Reaktionære Refleksioner har fundet dokumentation for, at Holdt faktisk oprerede forretningsmæssigt gennem en fond, noget vi her på Hotellet tvivlede stærkt på udfra den dokumentation, der kunne fremskaffes umidelbart fra CVR, Udenrigsministeriet og Civilstyrelsen. Kasler skriver bl.a.;

Der var faktisk en fond. Fraset Jacob Holdt, der var født medlem, udgjordes dens bestyrelse af:

Niels Jørgen Holdt, bestyrelsesformand.
Søren B. Henriksen.
Vibeke Rostrup Bøyesen.
Kitte Fennestad.

Nu kan det så undre, hvorfor Jacob Holdt har ønsket at skabe mystik om, hvem der sad i bestyrelsen i den fond, han ellers ynder at henvise til. Måske hænger det sammen med, at Niels Jørgen Holdt var hans bror, Vibeke Rostrup Bøyesen hans hustru og Kitte Fennestad en nær veninde. Erhvervsadvokaten Søren B. Henriksen var, ifølge Jacob Holdt, også en nær ven.

Ifølge Jacob Holdt blev fonden oprettet for at kanalisere overskuddet fra hans succesfulde bog Amerikanske Billeder videre til humanitær bistandhjælp i Afrika. Økonomisk startede fonden da også godt ud med en formue på lidt over en halv million kroner.

Men i virkeligheden strømmede pengene tilbage til Jacob Holdt. Som fondens direktør betalte den ham en årsløn på omkring 60,000 kroner, ligesom fonden, der havde til huse på Holdts privatadresse, betalte husleje til Holdt.

I 1981 udlånte fonden over 350,000 kroner til et af Jacob Holdt anpartsselskaber og forpligtigede sig samtidig til at købe Holdts anparter i samme selskab til den pålydende (i modsætning til reelle) værdi.

I og med at fondens væsentligste aktiv må have været rettighederne, kan man formode, over “Amerikanske Billeder” og, at Holdt gennem alle årene fra ’78 og til nu, ikke ser ud til at have haft anden indkomst end den rettighederne over “Amerikanske Billeder” har kunnet indbringe, så rejser der sig unægtligt spørgsmålet om, hvorvidt fonden er blevet bedraget, eller om den blot er blevet oprette på et luftigt løfte fra Holdt om, at give fonden, hvad han nu har haft lyst til. Men det er i givet fald noget Civilstyrelsen må tage sig af, at undersøge til bunds.

Brev fra Holdts advokat til Udenrigsministeriet, hvor det skitseres hvilke aktiver, der er på tale uigenkaldeligt at overdrage:

150901 brev um holdt

Fra fondens vedtægt angående spørgsmålet om aktiver:

Foundation for Humanitarian aid in Africa

after alteration according to resolution of a general meeting on April 27, 1981.

#2.  

The Foundation’s capital. 

The capital of the Foundation consists of:
l. Funds which the author Jacob Holdt may give to the Foundation while he is still alive.
2. Funds which may befall the Foundation by inheritance, as a gift, or in other ways.
3. Funds which may befall the Foundation in the form of profits from its own activities. 

The part of the Foundation’s capital which is not used directly in the running of the Foundation at the Committee’s discretion shall be placed according to the rules of the Ministry of Justice, regarding the placing of trust funds, p.t. the Ministry of Justice’s Order No. 332 of September 16, 1966, as changed by the Ministry of Justice’s Order No. 354 of June 24, 1972. However, this shall not prevent that the in the form in which is was acquired. 

The Committee must always make sure that the Foundation has as large an amount of cash as is necessary for the administration of the Foundation. 

The part of the Foundation’s securities which is not a part of the Foundation’s cash reserve, shall be registered in the Foundation’s name and be restrictively endorsed by the Ministry of Foreign Affairs or be registered on a certificate with a restrictive endorsement.

Nuvel. Af vedtægten fremgår det ikke hvilke aktiver, der måtte være overdraget. Under alle omstændigheder har Holdt fuppet sig til et rygte som filantrop for negere og fattige fra etniske minioteter, samtidig med, at han har tjent millioner på, at udnytte netop dem.

Tillæg:

I betænkning 970, omtalt her, hedder det om kravene for oprettelse af fonde på det tidspunkt, hvor Holdt oprettede “sin” fond hedder det efter en konstatering af, at der ikke findes lovregler, om kravene:

150901 betk 970 n4 #1