kgb

Refleksion om heksejagt

(1)

I en sag vi kigger på for tiden, spurgte vi en potentiel kilde efter eventuel information. Det blev afslået med, udover at kilden ikke mente at have nogen information, at vi her på stedet bedrev “heksejagt”. Nuvel, uanset at kilden efter lidt betænkning måske ville anvende et andet ord, f.eks personforfølgelse, så er det en udemærket anledning til at dvæle en smule ved begrebet heksejagt.

Af og til ser man svenske hekseprocesser og den spanske inkvistion fremhævet som eksempler på heksejagt, her og her, f.eks. Den eksemplificering er problematisk, ganske vidst er der masser af sager i begge tilfælde, der fortjener stemplet “heksejagt”, men det er ikke kernen. Kernen er en problematisk anvendelse af Det Gamle Testamente (GT) som retskilde på strafferettens område, blandet op med overtro og konstruerede vidneudsagn. “Strafferetten” her brugt i såvel betydningen formelle strafferet, som den uformelle, der udspiller sig “nede på torvet” og hvor konsekvenserne for delikventen “bare” er af social karakter, såsom tab af anseelse og job muligheder m.v. At fortidige svenske og spanske teologer og jurister af en eller anden grund ikke magtede den opgave kan der menes meget om, men, selv hvis det er forkert så, gør det ikke GT til en del af kristendommen.

Det Nye Testamente (NT), af og til oversat som “Opgøret”, er kristendommens grundlag, GT er IKKE, og følgelig kan man ikke som kristen, eller agnostiker for den sags skyld, hente legitimitet for noget som helst i GT, men må finde legitimitet andet steds, hvis man f.eks vil gøre hor og tyveri strafbart. Desuden så er kristendom også et opgør med overtro, barberi og den knægtelse af sandhed der ligger i, at konstruere falske udsagn og påstande.

Grunden til at læse GT, hvis man ellers gider bruge tid på det er, at få det med som NT gør op med. Her på Hotellet anbefaler vi King James Vs version og danske oversættelser fra før cirka 1850 idet der har indsneget sig en tendens til, i forbindelser med oversættelser, at forvanske budskabet. Således er man, pr. hukommelse, i den danske udgave, autoriseret af kulturmarxister, begyndt at kalde Jomfru Maria for den unge kvinde Maria. Det første er, naturligvis, metaforisk, mens det andet er en angivelse af et bestemt fysisk karakteristika nemlig alder, som vel må være 17 – 25 år gammel kvinde.

Så for at man kan kalde noget for heksejagt så må man stille det krav, at der mindst er tale om at en “anklaget” er oppe imod konstuerede falske udsagn. At det går hånd i hånd med, at konstruktørerne af den slags ofte søger, at konstruere på en måde så et “forsvar” er meget vanskeligt, håbløst eller umuligt, er blot en medfølgende konsekvens.

Når man ser heksejagtssager bygget op omkring forhold, der logisk og erfaringsmæssigt burde fremstå som umulige for en bonus pater, så stiller vi os her på hotellet tvivlende overfor, at når det lykkes at komme igennem med sådanne sager, forholder sig sådan at årsagen skal findes i overtro. Mængden af overtro anno 2016 er nok nogenlunde den samme som anno 1416 eller 1616. Sammenhængen er nærmere, mener vi, at nogle mennesker fra naturens hånd er mere disponerede, f.eks. pga lav IQ, for at tro på overtro, og andre igen er “smarte” til at udnytte overtro i deres omgang med “andre” herunder at få folk der ellers ikke er overtroiske med på deres galej. To danske eksempler på sidstnævnte er racisme belyverne, og de betalte KGB operatørere, Jacob Holdt og Jørgen Dragsdahl.

Fortsættelse følger.

Advertisements

dødsfald hos fjenden

En markant skikkelse hos løgnepressens elektroniske flagskib DDR er død. Der er tale om Tyge Pedersen, der gennem flere årtier forurenede på adskillige bølgelængder.

Hans partner in crime, Jørgen Dragsdahl (kendt for sit samarbejde med KGB) skriver i en FB opdatering:

151231 kgbopdatering hos dragsdahl

Nye højder i racismebelyvning

I endnu en vandvids kronik i Des-Information udspredes løgnen om såkaldt racisme af en skævøjet risgansker ved navn Heidi Borg Jørgensen.

Den små Heidi, der uddannet som cand.scient.adm., hvilket som bekendt er en RUC-udannelse, hvilket forklare en del, bl.a. derved at man på RUC bedriver noget man kalder “hvidhedsforskning”.

Heidi har fået undt i sulet over den pågående debat om hvorvidt muhammedanere, det være sig muhammedanere af kaukasisk-, negroid-, malayisk-, eller anden race, overhovedet skal have adgang til, at bosætte sig i vesten/steder med anden religion end islam i almindelighed og i særdeleshed Eva Agnete Selsing og især et indlæg i Pravda-i-Pilestræde d. 13 december.

I indlægget påpeger Selsing, der er af delvis polsk afstamning, for Gud ved hvilken gang de negative konskvenser af den muhammedanske invasion og den manglende reaktion fra politisk hold. Politikere i Danmark er nu engang valgt til, at varetage de fælles danske interesser og ikke islams interesse i at udbrede islam. Eva skriver bl.a.:

Der er noget næsten episk ondskabsfuldt over at placere 500 flygtninge i Nyborg, i et område med kun 700 huse. Men det gør regeringen. Nyborg er en del af det mindre ressourcestærke Danmark – her er ikke mange velnærede medietyper, der kan lave ramaskrig over at få deres lokalsamfund tvangstilført så mange asylansøgere. Var dét mon med i begrundelsen for at vælge netop dette som det første sted, regeringen bruger nødret mod befolkningen?

Og hvad gør vores statsminister i denne situation? Han prioriterer forholdet til udlandet og de forældede konventioner over det land, han er valgt til at beskytte.

Han vil ikke lukke grænsen, men lader i stedet minister Støjberg om at fedte rundt med nogle symbolske stramninger (der alligevel er uden virkning for langt størstedelen af de indvandrende). Er det fordi han ikke har forstået, hvad vi står over for? Eller er han ligeglad?

Nå, vi kan tilføje til det med medietyperne, at der faktisk var en tre fire stykker i vælten ved den lejlighed, nemlig Ritzau sjovnalisten Henrik Mikaelsen, dækket her på Urias gav vejledning i desinformtion, her, desuden lavede man en voxpop, her og her, hvor man helt tilfældigt fik langt spalter til et par teaterhomoers udgydelser om hvor positivt det var med islamiseringen og alle de spændende voldtægter, bl.a., der venter piger i lavindkomst segmentet. Vi kommenterede det således:

“To af de helt tilfældigt udvalgte, Daniel Bohr og Christian Lange begge er noget med teater og privat danner par.

http://www.lokalavisennyborg.dk/lokalavisennyborg/60-aar/artikel/1744442

Fra linket:

“I midten af 70’erne udtalte den unge Christian Lange, at ”børn var dansk teaters fremtidige publikum”, de skulle behandles ordentligt, opleve en rigtig teatersal, sidde i rigtige teaterstole (ikke på ølkasser!) og få ordentlige musikdramatiske forestillinger helst med levende musikere på scenen.”

og

“Christian Lange har privat dannet par med tidligere teaterchef og sceneinstruktør Daniel Bohr, og på fødselsdagen kan begge også fejre 35 års samliv.”

Men det var en indsats i islams tjenest og ikke for beskyttelse af Danmark eller lavindkomst segmentet.

Tilbage til vor skævøjede risgansker, som mener sig udsat for “racisme”, idet hun er blevet mobbet i skolen. I hendes hadske angreb på Selsing – hov forøvrigt, foreligger der ikke “dobbel racisme” her hvor en skævøjet angriber en halvpolak? – hedder det bl.a.:

Da jeg som brunt barn voksede op i Danmark og nu og da blev udsat for racistiske bemærkninger, fik jeg støtte af mine forældre og venner. De forklarede mig, at Christian, som nu havde kaldt mig »skævøjede risgnasker« for gud-ved-hvilken gang, havde det hårdt og tydeligvis ikke var så intelligent. Ja, det var endda synd for ham, at han åbenlyst var så dum.

Og jeg lærte at blive overbærende over for racistiske krænkere, ja, tilmed have lidt ondt af dem. Jeg lærte, at racistiske krænkere skulle man helst ignorere, for de havde det virkelig hårdt. De kom sikkert fra et rigtig dårligt hjem eller var ikke så godt uddannede.

Eva Agnete Selsing lufter i Berlingske den 13. december sin ’filosofi’ om, hvordan statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kører os ud over afgrunden med sin migrantpolitik. Hun sammenkæder indvandrere eller rettere »de potentielle terrorister« med voldtægt, social kontrol og parallelsamfund. Danskerne (den hvide dansker, vel at mærke) er efter Eva Agnete Selsings opfattelse efterladt i frygt i deres eget land, mens »de sorte pletter på danmarkskortet vokser«.

Nej, jeg har ikke ondt af Eva Agnete Selsing. Hun tilfører ikke debatten om integration noget nyt eller relevant. Hun taler ikke fra en interessant position, hvor hun kan tilføre debatten en ny og spændende dimension. Eva Agnete Selsing har ingen levet erfaring som brunt menneske i et hvidt samfund, og derfor er hendes forståelse af integration stærkt begrænset, hvis ikke fuldstændig fraværende. Jeg tror heller ikke, hun kender den hjertebanken, som hendes udtalelser antænder i en moderat brun kvinde som mig selv.

Det er i en sådan verden, at jeg ville anse Eva Agnete Selsing for at være et lille hvidt overklasseløg, der udgyder sin ligegyldige, blonde og blanke Barbie-filosofi i et af Danmarks største dagblade. Så nej, det er ikke Løkke, som er farlig. Det er farligt, hvis de moderate bliver radikale.

Her på Hotellet tror vi ikke et sekund på, at risganskeren har været udsat for “racisme”. Derimod har hun tydeligvis et behov for et opgør med nogle forældre, formentlig en koreansk mor, hvilket er uladesiggørligt. Det antænder had i hende, som hun så vælger, at projicere over på et racespørgsmål der ikke findes, men hvor en hær fra medier og akademia står parat med rådgivning udi, hvordan den ged barberes; at kan man ikke andet kan man altid gøre det til et spørgsmål om race. Af personer der har gjort en særlig indsats på det felt, racismebelyvning, kan nævnes Peter Hervik, Jørgen Dragsdahl, Jacob Holdt og Mustafa Hussien. Hvad Holdt og Dragsdahl angår blev de betalt af KGB for netop, at udøve racisme belyvning.

Desuden går hun helt galt i byen, hvis hun tror, at hun kan opnå reel værdsættelse i islamofile kredse ved, at gå deres ærinde. Ved først givne lejlighed når det tjener deres interesse vil de spytte hende ud som et stykke slik, der alligevel ikke falder i smag. Mandeløjne og brun hud eller ej.

Dragsdahls seneste

Tilbage i 1990 (19 april) skrev KGBs ledende påvirknings agent i Dansmark, Jørgen Dragsdahl, under overskriften “Når Jyllands-Posten er i ekstremismens vold…”:

For anden gang må jeg påpege, at den ene sætning, hvori Gordijevskis omfattende beskrivelse af den sovjetiske ledelses frygt for atomkrig blev nævnt i Jyllands-Posten, ikke gør det ud for en omtale, som yder den sensationelle afsløring retfærdighed. Jeg overså godt nok de få ord, fordi de ikke indgik i referatet af Gordijevskis egne artikler (modsat hvad Bent Jensen påstår). De blev bragt dagen inden, godt gemt. Bent Jensen beskylder mig for løgn, og tilslører dermed sagens principielle kerne: at Jyllands-Posten banker en historie op på yderst svagt grundlag men på det nærmeste ignorerer sagens, ifølge Gordijevski, vigtigste aspekt.

Også det er typisk. Bent Jensen beskylder mig på lederplads (4. marts) for at være “indflydelsesagent” for KGB, og det skete selvfølgelig også uden dokumentation. Senere har han i en artikel (1. april) forsøgt sig i den morsomme genre med omtale af en Georg Dragedal, som han tillægger synspunkter bragt i avisen “Misinformation”. På dette puerile skolebladsniveau er det selvsagt nytteløst, hvis man påpeger, at jeg ikke står bag disse synspunkter.

Når Jyllands-Posten gør al kritik af NATOs raketprojekt ensbetydende med, at man enten går Sovjets ærinde efter ordre eller frivilligt, lufter det en tankegang, som kendes fra diktaturer. Avisen har gennem årene med sine unuancerede angreb på hele fredsbevægelsen og alle kritikere banet vejen for, at mange aktivister ikke kunne se, at der var et skel i fredsbevægelsen. Dermed gav Jyllands-Posten kommunisterne allierede.

Ekstremisme og unuancerede standpunkter på den ene fløj fremmer lignende holdninger på den anden. Det er ikke virksomhed, som gavner udviklingen af demokratiet.

Senest er Dragsdahl så, foranlediget af afdækningen af hans kollega fra de glade KGB dage, Jacob Holdts løgnhistorier udført af Martin Kasler på RR og viderebragt af ikke mindst Weekendavisen så på banen igen. Indlægget der umiddelbart fremstår som en kritik af arbejdsmetoderne på højrefløjen, er middelbart et forsvarskrift for Dragsdahl og Holdt. Demaskeringen af Holdt har så i øvrigt ført til, at muset Louisiana ikke vil læggen navn til undervisningsmateriale udarbejdet på baggrund af Holdts “arbejde”. Fra artiklen:

Det store spørgsmål for iagttagere er, hvorvidt deres løgne skal tilbagevises. For mange ’pæne’ mennesker er et svar under deres værdighed, og de henholder sig til, at alle i deres vennekreds afviser sektens agitation. Men dens ledende aktivister har nem adgang til medierne og smykker sig med titler, som giver troværdighed i nogle kredse. Det er eksempelvis juraprofessoren Ole Hasselbalch, historikeren Bent Jensen og Berlingske Tidendes Bent Blüdnikow, som både kalder sig journalist og historiker.

….

Så her vil jeg se på deres forhold til fakta. I den forbindelse udgør sekten en udfordring, som ikke er tilstrækkeligt erkendt. Den vil, påpeger Hofstadter, gerne formidle, at fantastiske konklusioner bygger på faktuelle forhold. Jo mere utrolige dens påstande er, desto mere desperat hobes fakta op, så den kan få demonstreret, at det utrolige er det eneste troværdige. Fakta er for aktivisterne ikke primært redskaber, som skal skabe dialog med verden uden for sekten. Det er byggesten til en mur, som skal forsvare sektens tro og isolere den fra modstridende fakta. Hvis man samtidigt kan få lokket nogen med ind bag muren, er det en ekstra fordel.

Blüdnikow giver mig lidet smigrende omtale, men han fortrænger, at jeg på et kartotekskort hos DDR’s hemmelige politi kaldes anti-kommunist og formodet CIA-agent. Indberetninger fra den østtyske ambassade kaldte Information et »hovedtalerør« for »fjendtlige aktiviteter imod progressive fredskræfter i Danmark« og de socialistiske landes fredspolitik. Angiveligt skrev jeg »hetz-artikler«.

Gjorde Blüdnikow sig dengang fortjent til lignende?

Blüdnikow henviser til en undersøgelse, som han har foretaget sammen med Weekendavisens Bo Bjørnvig. I denne er de racistiske karikaturtegninger fremstillet for det amerikanske forbundspoliti FBI rettet imod Det Sorte Panterparti, som jeg skrev om i avisen, blevet til min personlige opfindelse. Men et par minutters søgning på internettet ville have vist dem, at tegningerne faktisk var en del af FBI’s COINTELPRO-program. Det er ifølge Blüdnikow også forkasteligt, at jeg beskrev den amerikanske efterretningstjeneste CIA, som var det en kriminel organisation. Jamen, lille ven dog – hvor har du været? Midten af 70’erne var proppet med afsløringer, som udstillede CIA’s brud på amerikanske love, og selv tjenestens sympatisører fremhævede, at tjenestens aktiviteter er og skal være ulovlige, set med udlandets øjne.

Det er typisk for Blüdnikows metode, at han først gør Jacob Holdt til en ofte brugt skribent og derefter ser sig delvist retfærdiggjort, når Information kan pege på kun tre ’artikler’ – ingen af hans bidrag fortjener denne betegnelse, og de er slet ikke relevante for Blüdnikows oprindelige pointe angående anti-amerikansk hældning i Informations dækning.

Denne gennemgang kunne fortsætte mange spalter endnu. Det er håndværket, som halter, men det er det sekteriske syn, som er drivkraften. Man skal være langt ude i også moralsk fordærv, når man som Blüdnikow i Berlingske den 15. juni efter Højesterets dom over Bent Jensen kan undre sig over, at denne forbryder endnu ikke er blevet optaget i Videnskabernes Selskab. Men det er ikke langt ude i denne kreds.

Og, ja. Jeg mener, at denne sekt skal modsiges og modbevises. Den fordærver mulighederne for, at vi kan diskutere med blot et minimum af gensidig respekt.

Påstande skal naturligvis underbygges med fakta. Ellers er der jo blot tale om kulturmarxisme i bl.a. den Dragsdahlske aftapning. Og de såkaldte afsløringer af CIA er for Dragsdahls vedkommende mestendels båret af dybt dubiøse kilder, såsom konspirationsteoretikeren Daniele Ganzer og Philip Agee. Og i øvrigt har UH tidligere påpeget, at netop KGB var aktivt involveret i, at fremprovokere “raceri”, bl.a. her.

Dragsdahl kunne passende se på f.eks. hans egen promovering af Holdts billeder som “bevis” for “racisme”. Der er nemlig det problem med det, at det ikke beviser andet end, at Holdt har taget en masse billeder af negere som oftest fattige. Havde Holdt taget en masse billeder af rige negere og fattige hvide, havde det heller ikke “bevist”, at der skulle foreligge et race problem. Og det havde heller intet fortalt noget om årsagerne til at der findes rige og fattige, hvide eller negere.

Dragsdahl skrev i Aktuelt 2001 (19. januar) bl.a.:

“Mens jeg i 70’erne var mest populær på venstrefløjen, så er det i dag Pia Kjærsgaards tilhængere, som bare elsker det show. Jeg får fem minutters stående bifald af nedslidte arbejderkoner, fordi jeg henvender mig til deres dybe, indre smerte. Pia henvender sig til det samme, men hun misbruger det”.

Det er ikke kun på kurser for voksen-uddannelse, at Holdts “terapeutiske show” virker stærkt. Han har flere breve fra meget glade skolelærere.

Trine Jegbjærg fra Aalestrup Realskole kan eksempelvis berette, at når det gælder de nye etniske mindretal i Danmark, så er 9. klasses elever normalt svære at engagere og få videre end: De kan sgu’ bare tage sig sammen, lære dansk og få et job.

Men Holdt havde forklaret, hvordan selv pæne borgere deltager i undertrykkelse og isolation, “ghettoisering”, af bestemte grupper i samfundet. De udstødte reagerer med adfærd, som giver undertrykkerne yderligere motiv til isolation af dem. Og det inspirerede eleverne.

“Det, der overraskede og glædede mig mest, var nok deres fremadskuen, hvor de normalt fikserer på den nuværende situation og derved ofte ender op med de medieaktuelle problematikker og ignorante udsagn”, skriver Trine Jegbjærg. “Mange af selv de mindst tolerante deltog i debatten med synspunkter, der pegede fremad. Selvfølgelig kom der også efter et stykke tid de gængse fordomsfulde udsagn, men konfronteret hermed kunne de godt se, at de på mange måder argumenterede, som vi lige havde konstateret, at mange hvide amerikanere gør”.

Eleverne har eksempelvis snakket om en sort kvinde på nogle af billeder og fundet ud af, at hun er fanget i et komplekst system af undertrykkelse, som hun ikke kan bryde ud af. Hvordan, spørger læreren, kan det være, at I nu fordømmer 2. generationsindvandreren for at være fanget ind i det selvsamme?

Derefter svarer eleverne tilbage, at “det er nemmere at se undertrykkelsen i et andet land, og at vi ikke har lyst til at se den hos os selv. Andre meldinger lød på, at det ikke var den fysiske men den psykiske ghetto, der var det største problem. Det er flot indsigt at give udtryk for, når man går i 9. klasse”.

“Så jo – Amerikanske Billeder har helt klart været en skelsættende oplevelse for vores elever og for os som lærere”, konkluderer Trine Jegbjærg.

Samarbejds-jurister

UH har tidliger kredset om det forhold, at jurister fungere som enten frivillige eller passive hjælpere for bestemte ideologiske ønsker og i den forbindelse fremhævet juraprofessorinderne Ruth Nielsen og Hanne Petersen som eksempler på jurister der aktivt bruger jura og deres position til at fremme deres modbydelige ideologiske dagsorden (fremprovokering af folkemord). Et eksempel på hvordan den slags fungere på steroider findes i Mitrohkin Archive, hvor formanden for den sovjetiske højesteret, A. F. Gorkhin lykønsker Adropov med forløberen for KGB, Tjekkaen på dens “fødselsdag”.

150907 mitrohkin soviet supream court

Belyver beløjet?

Erik Boel har nylig skrevet en kronik i skradlespands bladet Samarbejds-Politiken, hvor han hælder vand ud af ørene over, at hans gamle druk- og skikammerat Morten Jung Olsen, ikke vil gå til bidet og fortælle alt, som i ALT, om hans virke som STASI-agent. Problemstilling er, at der falder en vis mistanke på Boel for enten at være den som Olsen påstår sig forvekslet med eller, at Boel på en eller anden måde har bistået Olsen.

Teorien her på UH er, at Olsen blot som en sidegevinst af et venskab, har brugt Boel som dække. Men iøvrigt meget sigende, at de gennem flere år var venner. Og man fornemmer Boel føler sig ramt på sine tabte karrieremuligheder på grund af venskabet. Og desårsag føler han sig ramt på ikke mindst mulighederne for indtjening og prestige, samtidig med han har måtte se Olsen ligge i overhalingsbanen på de parametre, nede i EUSSR.

Boel er noget langt være. Han er belyver, som i bedste Dragsdahl stil gør det i flæng, og på en måde så det samtidig fremstår som en trussel ovefor folk, der måtte være uenige, om at skulle de ytre uenighed, så vil de blive ramt af en heksejagt om påstået, såkaldt, racisme.

Og Boel er ikke hvem som helst. Et karrirere forløb i Udenrigsministeriet blev afbrudt til fordel for en stilling som internationalsekretær i det socialdemokratiske partiapparat fra 1992 til 2002. En skelsættende periode i danskpolitik, hvor Dansk Folkeparti stiftes og ikke mindst indgås den såkaldte Barcelona-deklaration, (resume på dansk)

Lad os først se på en tekst om såkaldt racisme som Boel har forfattet sammen med den evigt uheldige tudemarie, KGB-påvirkningsagent, Jørgen Dragsdahl. Fra artiklen (som er en protest mod en leder i JP):

…Derefter morer han sig med, at det må være retten til besøg på diskoteker, der er en af de mest fundamentale europæiske rettigheder.

Begge indlæg afslører en skræmmende uvidenhed, som tilmed virker bevidst, idet man tilsyneladende vil nedgøre indsatsen mod racisme. I lyset af Europas historie, hvor mange millioner er blevet racismens ofre, er niveauet i disse kommentarer forfærdende. Mellem årsagerne til EU’s oprettelse og Unionens virke er netop, at en gentagelse af racismens forbrydelser skal hindres, og at alle mennesker skal beskyttes imod diskrimination.

Agenturets virke bygger på Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og EU-traktaten. I charterets artikel 21 fastslås, at enhver forskelsbehandling ud fra bl.a. race, farve, tro og etnisk oprindelse er forbudt. Den efterlyste definition på racediskrimination findes i FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination fra 1965.

Definitionen tager højde for, at begrebet ”race” er bragt i miskredit, så man må anvende en såkaldt bred definition af ”racisme”.

SVAR
NÅR MAN definerer enhver afstumpet adfærd som racisme, vil man naturligvis kunne finde racisme overalt, men dermed mister udsagnet også enhver betydning. Det var netop lederens pointe.

Redaktionen

Hvis Boel får tid kan han jo finde disse millioner af ofre for racisme, eventuelt blot demonstrere at en enkelt million skulle findes.

Nuvel, Boel mener sig beløjet ind i en rolle som STASI-stikker/agent. Fra den kronik:

»Vin eller øl?«, spørger PET-chefen mig. Scenen er sat, 16. december 1999 kl. 14.30. Jeg er til afhøring hos PET på Bellahøj. Over for mig sidder PET-chef Birgitte Stampe og operativ chef Hans-Jørgen Bonnichsen.

Straks efter afhøringen, som jeg føler kaster en ikke-konkretiseret mistanke over mig, beder jeg samme eftermiddag om et møde med statsministeren. Selv om jeg i det daglige refererer til partisekretæren, er det dog Poul Nyrup Rasmussen, der som partiformand i sidste instans er min chef. Samtalen bliver – helt usædvanligt – straks bevilget, og nogle timer senere sidder jeg i statsministerens kontor til samtale med Poul Nyrup Rasmussen, der er ledsaget af departementschef Bernstein.

Der går en god uges tid, før brikkerne begynder at falde på plads for mig. Efter 12.30-radioavisen 28.12. ringer Steen Christensen og fortæller, at Ekstra Bladets ’Lenz’ nu er anholdt. Det drejer sig om en mand på en 42-43 år, tidligere ansat i Udenrigsministeriet 1979-81, nu i EU på lavere charge. Der sættes ikke navn på, men det kan kun være min gamle ven og kollega fra tiden som studentermedhjælp i Danida, Morten Jung-Olsen. Det var også bl.a. Jung-Olsen, PET-cheferne Stampe og Bonnichsen havde kredset om under samtalerne i Bellahøj.

Men jeg føler også vrede. Hvordan pokker kunne han – hvis altså det var Morten (det var fortsat på dette tidspunkt et ikke-afklaret spørgsmål) – videregive oplysninger til sit lands modstandere? Uanset klassificeringen af de pågældende dokumenter havde Morten i givet fald demonstreret en villighed til at svigte sit land. Selv om tågerne således begynder at lette, bliver min egen stilling samtidig afgørende forværret, da der er en lækage formentlig enten i PET eller i departementet i Justitsministeriet, som betyder, at Ekstra Bladets Per Michaelsen i en stort opslået artikel 31.12. 1999 kan oplyse, at jeg har været i PET’s søgelys.

I mine mange samtaler med Michaelsen i disse dage (»Vær nu ikke så hemmelighedsfuld, Erik …«) fisker han efter, om det er KGB-bar i Borgergade eller café Rosa Luxemburg, Morten og jeg har frekventeret. At vi snarere gik i byen på Røde Lygte, Alléenberg og Charlie Brown – hvor de sjoveste piger kom – passer ikke Stasi-jægeren.

En anden af Michaelsens teser er, at skiftende socialdemokratiske justitsministre har forsinket efterforskningen af Lenz-sagen på grund af min rolle. Det er nok at overvurdere min betydning. Michaelsen har både i bogform og i Ekstra Bladet søgt at udstille alt og alle, der har været til lidt til venstre for midten som landsforrædere ved insinuationer og mistænkeliggørelse. Det er historiens ironi, at det senere er kommet frem, at Michaelsen tidligere selv har været glødende ungkommunist og endog i søgelyset som ’storspion’, om end den tese ikke er dokumenteret.

Når det er sagt, synes jeg faktisk, at det er prisværdigt, at Michaelsen er gået i Stasi-arkiverne. Problemet er, at han hopper over i den anden grøft. Så spionjagten bliver ideologisk inficeret, og han, som nu glødende antikommunistisk og med de unge år, han har tilbragt i DDR, ser spioner og blå mænd fra Mars alle steder. Når Stasi-jagten på den måde bliver useriøs og kulørt, er det i virkeligheden et forræderi over for ofrene for Stasis forbrydelser. De har fortjent i det mindste en både en ordentlig og redelig kortlægning af fortidens forbrydelser.

For mit eget vedkommende er situationen nu efter afhøringerne, statsministerens delvise suspendering og Ekstra Bladets eksponering aldeles kafkask og angstprovokerende. Som Josef K i Kafkas ’Processen’ er jeg blevet kastet ud i en spøgelsesverden. Fysisk og psykisk har Lenz-sagen virket som et atomangreb. I det udenrigspolitisk-diplomatisk miljø, jeg opererer i, er tillid afgørende; og den er nu i hvert fald antastet. Og hvordan beviser du, at du ikke er spion? Gradvis bliver min arbejdsmæssige tilværelse dog normaliseret. Jeg bliver gennem Statsministeriet sat på nye opgaver – og må endda selv lejlighedsvis minde Nyrup om begrænsningerne i mit arbejde, f.eks. da Dalai Lama kommer til København, og Nyrup ønsker, jeg deltager i et møde med tibetanernes leder i Kastrup.

Mange bakker også op om mig og viser en empati og en integritet, som jeg den dag i dag er taknemlig for: Svend Auken erklærer sig uenig i Nyrups håndtering af sagen og mener, at statsministeren er gået i selvsving og overreagerer, Folketingets direktør, den tidligere PET-chef Ole Stig Andersen, inviterer mig demonstrativt med til sin 60-års dag i Folketinget, Ritt giver mig nyt mod, og Lykketoft inviterer mig med på en rundrejse i Afrika. Hans Hækkerup hjælper mig som forsvarsminister med at forfatte en kronik om Socialdemokratiet og fodnotepolitikken, offentliggjort i Berlingske Tidende, der lægger op til selvransagelse for partiet, men som samtidig får det gjort klart, at jeg hverken har lod eller del i partiets fodnotepolitik. Jørgen Schleimann, som jeg har et fint samarbejde med i Europabevægelsen, opfordrer mig til at blæse det hele en hatfuld.

Hvorfor gjorde Morten det? Så længe Morten ikke selv kommer på banen, kan vi kun gisne herom. Men den såkaldte antifascistiske kamp var hans baggrund.

I sin nyligt udkomne bog om Lenz-sagen lancerer Mikael Busch den tese, at Morten gradvis opgiver sin tro på kommunismen, bl.a. under indtryk af et studieophold i USA. Busch har ingen dokumentation for denne teori om, at Morten på den måde skulle konvertere. Allerede da jeg lærer Morten at kende i januar 1979, fremstår han som det, vi i dag ville kalde blå – men det har formentlig været et dække over spionaktiviteterne.

Imidlertid har Busch en pointe i, at det er tankevækkende, at det er påfaldende få og relativt ligegyldige dokumenter, Morten som EU-ansat udleverer i den sidste del af sin Stasi-karriere op til Murens fald. Den spektakulære rejse fra en proletarisk opvækst i Københavns Sydhavn til tilværelsen som eurokrat i Bruxelles har ikke været nem. Som spion for Stasi har bordet antagelig fanget, og her har Morten ikke bare kunnet løbe fra samarbejdet, selv om han som Busch foreslår skulle være konverteret.

En anden mulig forklaring på Lenz’ dalende aktivitetsniveau kunne være, at han var blevet ’lånt’ ud til KGB. Men det er naturligvis blot en gisning.

Den bedste måde, vi kan lære af historien på, ville være, hvis Morten selv ville træde frem og fortælle sin historie. Både af hensyn til sig selv og af hensyn til de såkaldte bipersoner, der som jeg er blevet mistænkeliggjort i forbindelse med sagen. Det er vel Morten selv, der har bidraget med oplysninger til Stasi om bipersonerne, der ud over mig selv bl.a. omfatter hans bror og kæreste. Her ville det være velgørende med en forklaring på, hvorfor han har gjort det. Hans tavshed skader ikke blot ham selv, men også dem, der har kendt ham, og som er blevet eksponeret i forbindelse med sagen.

Når Morten ikke har ønsket at træde frem, skyldes det antagelig, at så vil han ikke længere kunne hævde, at han er offer for en personforveksling. Og det ville få konsekvenser for hans søde liv i Bruxelles, hvor han har et godt, vellønnet og trygt arbejde som EU-ansat. Vi må håbe, at Morten, når han inden for en overskuelig fremtid skal pensioneres, vil lægge kortene på bordet. Det ville være velgørende at få fortalt historien, mens tid er, for at få sandheden frem.

links:

https://reaktionaererefleksioner.wordpress.com/2015/05/01/stasi-stikker-hvidvaskes/

Jacob Holdt destrueret

Og der kommer en dokumentar om det!

Blogger kollega Martin Kasler har RR I en stribe poster godt og grundigt afsløret Jacob Holdt som en simpel løgner, hvad angår hans “Amerikanske Billeder”.

Og det er ikke små ting i krogene, som man ofte ser det når en historie skal have den “rigtige” vinkel. Det er centrale og bærende fortællinger, der afsløres som opspind:

  • Holdt var ikke i Wounded Knee under de såkaldte indianer optøjer i 1973. Så meget desto mere er det usandsynligt, at Holdt skulle have haft sex med en gravid indianer kvinde på stedet, der netop var blevet enke.
  • Holdt har ikke haft noget venskab med den vane kriminelle “Popeye” Jackson eller haft tæt kontakt i øvrigt til ham.
  • Holdt var ikke tilstede da Præsident Ford blev forsøgt skudt af Sara Jane Moore.

Tilbage er blot, hvad Kasler meget præcist kalder en masse slum paparazzo fotos af hæslige mennesker, der kunne (og er blevet) taget en hvilken som helst talentløs fotograf.

Kaslers seneste post her.

At Holdt var købt og betalt af Sovjetiske KGB I foebindelse med AB, er en gammel nyhed, og det er fra Mitrohkin arkivet kendt, at netop spillen på racekortet var et af KGBs aktive midler. Bl.a. gik man ikke af vejen for, at fabrikere breve i andres navne og fremsende dem til eksempelvis ledere i negerorganisationer for, at fremprovokere raceuroligheder. Noget lignende er tilfældet i AB, men der på en mere subtil facon. Skrivenegere på AB, var I øvrigt den kendte KGB-påvirkningsagent, Jørgen Dragsdahl, samt Kirsten Thorup og Jette Drewsen. I øvrigt benyttede den såkaldte teater gruppe “Solvognen” Wounded Knee til en forestilling, ud af flere, der blev filmet af Jon Bang Carlsen og udgivet med titlen “Hvid mands sæd“, velsagtens en slags hyldest til Holdt for at have haft sex med en eksotisk Pocahontas.

Belyvning med racisme er ikke noget man ser fra Dragsdahls hånd kun i AB. Således skriver han i Information d. 4 november 1977:

Sorte amerikanere og afrikanere i Danmark klager privat konstant over racistiske indslag i dagligdagen. Det kan måske virke som småtterier (!), men eksemplerne udgør et mønster. Der er den sorte herboende kvindes veninder, som forsøger at få hende til at skaffe dem ”en sort fyr”.

Holdt nævner i kommentarsporet på RR, at han er ved skrive erindringer og at der i den forbindelse også skal laves en såkaldt dokumentarfilm om hans meritter i det amerikanske. Den oplysning, fra Holdt, kunne vi ikke stå for her på UH og har googlet lidt på spørgsmålet.

Det viser sig, at Holdt på dette punkt er i nogenlunde overensstemmelse med sandheden.

Niels-Ole Rasmussen på Copenhagen Film & TV Aps er ganske rigtigt, formentlig, i gang med, at lave, hvad der vel efter afsløringene på RR, næppe kan kaldes en “dokumentarfilm”. Medmindre altså, at man ser det som dokumentering af en mytoman.

Det Danske Filminstitut har således beviliget støtte på 60% af et budget på 3,1 mil, oplyses det i DFIs årsberetning 2013 s 19. Hertil har Filmpuljen, en særlig alokering af skatteyderpenge til film med et jysk islæt, velsagtens en imødekommelse af tidens trend med at lefle for det etniske, beviliget 150k i støtte. I alt to milioner til Holdt og Rasmussen, som de kan lave roadmovie hjemmevideo for, i forbindelse med en ferietur til Guds eget land.

UH vil nu anmode om aktindsigt hos Det Danske Filminstitut, DFI, og Filmpuljen bl.a. for, at få afklaret om der allerede er indgået aftaler om visning på TV.

Herudover undre UH sig over, at Holdts projekt kun er meget sparsomt omtalt hos DFI og Filmpuljen. Omtale her ville være naturligt. I øvrigt har Holdt på RR fortalt, han skulle deltage i det politiske møde, Folkemødet, på Bornholm. Derfor undre det, at DFI, som også deltog sammen med adskillige filmfolk og kommende film, og som omtaler deres deltagelse, ikke nævner Holdt, der netop skulle deltage i DFI arangementet.

Men det vil vi benytter anmodningen om aktindsigt til, at spørge om. Om det f.eks. skulle forholde sig sådan, at man har fået kolde fødder i forhold til Holdt, siden man tilsyneladende har fjernet omtale af ham.

Dragsdahls racismografi #1

Jørgen Dragsdahl, der netop har opnået Højesterets dom for, at han konspirerede med KGB og udbredte des-information i den venstreekstreme pamflet Information, som villigt lagde spalter til hans skriverier, har også betjent KGB og sovjetunionen på andre områder end det sikkerhedspolitiske. Et andet af indsatsområder (eller såkaldt aktivt middel), hvor han også bistod KGB, var den såkaldte “anti-racisme”. Det gik kort fortalt ud på, at udnævne store grupper og hele folk, til at være racister og onde. Og vi ved jo, at dette er den sædvanlige måde som socialister påbegynder folkemord på; Først udnævnes grupper til onde, sidenhen putter socialisterne deres selvudnævnte fjender i lejre og gasser dem.

Information 4. november 1977

Begrebet ”racisme” opfattes ofte alt for snævert. Det bør ikke blot stå for åbenlys demonstration af tro på den hvide races overhøjhed. Racisme er en del af vort kulturgrundlag, en instinktiv tro på hvide menneskers overhøjhed. De fleste enkeltindivider erhverver sig ikke racistiske træk gennem bevidst og grundig analyse, men gennem deltagelse i et socialt og kulturelt miljø. Specielt i et ”racerent” samfund som det danske erkendes racistiske træk sjældent, eftersom de er en del af bredt anerkendte normer. I USA har mangfoldigheden af racer derimod ført til påpegning af og ihærdig debat om racismen i hvide menneskers verdensbillede. Det er typisk, at ”Ipi Tombi” er blevet mødt med protester i USA, medens den i Europa blot er harmløs underholdning – som i Sydafrika.

Sorte amerikanere og afrikanere i Danmark klager privat konstant over racistiske indslag i dagligdagen. Det kan måske virke som småtterier (!), men eksemplerne udgør et mønster. Der er den sorte herboende kvindes veninder, som forsøger at få hende til at skaffe dem ”en sort fyr”. Eller ydmygelserne i de offentlige busser, når det sidste sæde, der optages, er pladsen ved siden af en selv. Bemærkninger á la: ”Du kan jo lave det smudsige arbejde. Dig ses det ikke på!”. Og så er der de talrige vittigheder om bananer og træer.

Det er denne understrøm, der til tider bryder frem og får mere bastante former. Bag den ringeagt danske myndigheder og politikere har vist for mexicaneren Jaime Martinez’ liv anes racisme. Ville en russer være behandlet på lignende vis?

Allerede her kan man konstatere, at det handler om at belyve. Dragsdahl klasker nogle eksempler op, som så uargumenteret udnævnes til et eller andet, som folk flest ikke bryder sig om. Her er det racisme, men det kunne være alt muligt andet. Afgørende er, at det er et eller andet de fleste ikke kender til, og som de derfor bedømme udfra hvad de har fået at vide.

Med hensyn til opfyldning af transportmidler med passagere, så er det velkendt, at den følger et mønster der i kemi kendes som Hunds regel: Sidst ankomne elektron/passager placere sig så der er mest mulig plads omkring sig.

Ovre hos kollega Kasler på RR, er en sætning fra “American Pictures” blevet fanget:

Da Holdt senere i Amerikanske Billeder fortæller sin svinske historie om, hvordan Morning Star to dage efter sin mands begravelse angiveligt ville kneppe denne verdenshistoriske begivenhed væk, anvender han også parrets rigtige navne.

Dragsdahl kan meget vel have været den der skrev sætningen, ihvertfald kan man notere sig, at der begge steder spilles på sexuelle sterotyper, det ene sted om stort udrustede negere, det andet om mørklødede frivole indianerprinsseser. At stereotyperne så nok mest er i hovedet på penneføreren er en anden sag, men spilles på dem bliver der.

Information 6. august 1982

Politiet undersøger nu, endelig, københavnske diskotekers diskrimination af ”farvede”, og der er rejst tiltale imod initiativtagerne til et dansk Ku Klux Klan.

Det er meget glædeligt, men hvad siger politidirektøren den dag, hvor min sorte veninde og måske jeg selv bliver bragt på stationen, fordi vi har afklapset et af de individer, som efterhånden regelmæssigt udsætter hende for racistiske bemærkninger?

Racismen er et stadigt mere fremtrædende træk ved det danske samfund. Det er en misforståelse, hvis nogen tror, at politiet har slået til mod enkelte afvigere. Diskotekernes dørvogtere handler på vegne af deres gæster. Afvisning af mørklødede udlændinge har fundet sted i årevis. Det er blevet omtalt før. Og det danske samfund har accepteret det.

Racismen opleves sjældent af hvide danskere. Men den er en bestanddel af mange mørke danskeres og indvandreres dagligdag. I selskab med min sorte veninde, som er dansk statsborger og taler sproget perfekt, ser jeg den stadigt oftere.

Men – lyder det fra alle de pæne, som ikke gør den slags – folk mener det ikke så slemt!

Jeg så eksempelvis lige et lokalblad, som berettede fra en fodboldkamp i anledning af en sommerfest. Det ene hold var skotter med skørte og hele pivetøjet. Et andet hold var kannibaler med bastskørter og madkulør tværet ud over de hvide lemmer.

En uskyldig sommerspøg? Eller et udtryk for ældgamle fordomme, som til andre tider udtrykkes ved hjælp af racistiske ytringer?

Racismen i Danmark kan ikke direkte sammenlignes med racismen i f.eks. USA. Den er ikke så historisk og socialt rodfæstet her i landet. Men den opleves faktisk stærkere.

Amerikanerne har i mange år diskuteret racismen. Problemet er erkendt. Derfor sjofler hvide sjældent sorte i fuld offentlighed. Danskerne er ikke så tilbageholdende. Og så bliver den angrebne her i landet et dobbelt offer. Første gang ved tilsviningen. Anden gang når omgivelserne bare ikke forstår, hvorfor man er blevet forurettet.

Ingen avis har mig bekendt en fast medarbejder, som følger den historiske ændring af det danske samfund fra at være racemæssigt homogent til at være racemæssigt heterogent. Det er denne proces, som også kaldes indvandrerspørgsmålet. Det er en proces, som har betydning for alle i Danmark. Det er sjældent, at hvide danskere oplever problemerne i den forbindelse – endnu.

Problemerne skal nok blive større, fordi der gøres så lidt ved deres årsager: social forskelsbehandling, kulturel uvidenhed, fremmedhad osv. Så efterhånden vil det blive en større del af alle indbyggeres dagligdag.

Det kedeligste – set med hele den danske nations øjne – er imidlertid, at vi kun får et problem ud af denne historiske proces. Indvandrerne kunne også bidrage til, at hele samfundet blev bedre udrustet til en indsats i vor stadigt mindre verden. Indvandrerne er en ressource. De er en række indgangsdøre til de samfund ude i verden, som vi fremover skal i nærmere kontakt med – politisk, økonomisk osv.

Man fornemmer den dagsorden, der er bag Dragsdahls belyvning af en hel folkegruppe.

Ny Tid (Norge) 8. september 1982

Racismen i de nordeuropæiske lande er et sikkerhedspolitisk problem. Hvis vi ser på den seneste tids raceuroligheder ud fra denne synsvinkel, får de den prioritet i debatten, som de fuldt ud fortjener, fordi racismen er en trussel mod alle nordiske borgere – en trussel, som er mere reel end den ”sovjetiske trussel”

Sommeren 1982 vil i eftertiden ikke blive husket, fordi den var usædvanligt varm. ”Racekrig” er et ord fra avisernes overskrifter, som måske er lidt overdrevet, men som alligevel prenter sig stærkere i hukommelsen.

I Sverige har grupper af unge ”skinheads” gennemført voldelige konfrontationer med andre unge, som havde mørkere hudfarve. I København besluttede unge hvide danskere på Nørrebro, at tyrkiske indvandrere skulle havde bank, og et sandt rædselsregime med afbrænding af kors i Ku Klux Klan stil og brandbomber mod tyrkisk ejendom udviklede sig.

I begge tilfælde var det mange års ulmende modsætninger, som brød ud i lys lue. Urolighederne kom overraskende for mange, fordi den dominerende befolkningsgruppes perspektiv på raceundertrykkelsen er et andet end de forfulgte mindretals. Men sorte amerikanere, afrikanere og indvandrere fra f.eks. Tyrkiet og Pakistan har i årevis klaget over, at de blev udsat for diskrimination.

Racismen

Racismen er for disse grupper et konstant pres i dagligdagen. Hvide danskere er stødt på racismen i deres samfund via enkelte avisartikler, som har beskrevet grove overgreb på de såkaldte fremmedarbejdere. Vi har alle set White Power sprøjtemalet på husmure. Men for de fleste hvide danskere er det kedelige undtagelser i et samfund, hvor man mener, at racismen er noget, som kun stammer fra dårlige mennesker. For ofrene er det anderledes.

Racistiske bemærkninger på arbejdspladsen eller under transport med offentlige transportmidler kommer ofte overraskende. Når man har været offer nogle gange, så påvirker det éns holdning til omgivelserne. Man ved aldrig, hvad ”facaderne” på hvide mennesker omkring én skjuler. Man ved aldrig, hvornår ansigter bliver fortrukket i racistisk snerren: ”Skrub af, dit sorte svin”.

Det potentielle offer bevæger sig siden i en tilstand af konstant anspændelse, når der er ukendte hvide i nærheden. Uanset om de angriber eller ej, er de blevet repræsentanter for noget fjendtligt. Det er opstået raceundertrykkelse.

Værre bliver det, fordi undertrykkerne ikke altid ved, hvilken ulykke de forårsager. Som en ung dansker sagde til en avis: ”Vi har ikke en skid imod niggere og den slags”. Det ligger i sagens natur, at det er offeret, som oplever noget unormalt, ubehageligt. Og fordi de undertrykte mindretal meget gerne vil accepteres af samfundet omkring dem, benægter de ofte for sig selv, at de udsættes for en generel forfølgelse. Og særligt stort er behovet for benægtelse, når de udspørges direkte af repræsentanter for dette samfund.

Et fundamentalt træk

Jeg vil imidlertid vove den påstand, at racisme er et fundamentalt træk ved alle hvide samfund – og måske ved ethvert samfund, hvor der findes grupper, som adskiller sig tydeligt fra flertallet.

Begrebet ”racisme” opfattes ofte alt for snævert. Det bør ikke kun knyttes til åbenlys demonstration af tro på den hvide races overhøjhed – som vi kender det fra nazisterne, Ku Klux Klan, Sydafrika og de amerikanske sydstater.

Hvis vi kun bruger ordet ”racisme” i denne snævre forstand, så bliver problemet isoleret til, at det er en undtagelse i verdenssamfundet, og dermed overser vi det fælles ansvar. Racisme er en tro på, at ens egen gruppe har nogle kvaliteter, som placerer én selv over andre og berettiger en ulighed, en undertrykkelse.

Racismen er knyttet til hudfarven, som er menneskers mest iøjnefaldende kendetegn. I mange forskellige kulturer er mørke farver negative symboler, som er knyttet til urenhed, ondskab, mindreværd. Oprindelsen til denne opfattelse fortaber sig i det uvisse, men vi opdrages med denne sammenkædning, blandt andet via religionen. Biblen er fyldt med denne symbolverden og i hellige indiske skrifter findes en begrundelse for kastesystemet, som bygger på forskellen i hudfarve.

Dragdahl er her ude i dobbelt belyvning. Allerede i indledningen bliver folk, der anser sovjetunionen for en trussel sidestillet med racister, og gjort til en slags psykriatiske tilfælde. En forløber for vore dages belyvning med såkaldt “islamofobi”.

Bemærk hvor elegant Dragsdahl for udnævnt beboerne i de amerikanske sydstater til nazister, medlemmer af KKK og (hvide) sydafrikanere. Meningsløs generalisering?

Interesant er også, at Dragsdahl lader fremmedarbejderne fra tyrkiet og pakistan skift status til “indvandrere”. De danske politikere er og var i årevis blevet kritiseret for netop at tillade indvandring under dække af, at det blot var gæstearbejdere, som ville rejse hjem. Dragsdahl kommer her disse politikere til undsætning, og belyver de der har rejst denne kritik med, at det i virkeligheden handler om, at de er racister, og dermed er løgnagtige danske politikere tryllet ud af ligningen.

Citaterne er sakset fra Dragsdahls hjemmeside.

relateret: https://undskabenshotel.wordpress.com/2015/03/28/668/

Racismeskriger på slap line

Den berygtede Möger familie viser sig også, at have et medlem, der interessere sig for racer. Interessen i den familie plejer ellers at være penge. Andres penge.

Nu er det så igen den muhammedanske race, der skal forsvares. Et eller andet sted skal der jo nok vise sig at være penge i det.

Et barn af familien, Nina Möger Bengtsson, er for ikke så lang tid siden vendt hjem fra udlandet, nærmere bestemt Singapore, hvor hun har bestået studentereksamen. Prisbladet fra skolen kan læses her.

Nu er der så krig i et af de muhammedanske lande og det er jo en udemærket anledning til, at få hevet adskillige titusinder af muhammedanere til Danmark. Og det mener Nina, man kommer igennem med ved at belyve sin medborgere med anklager om racisme. I den marxistiske sprøjte Des-Information (kendt for at have stillet kilometervis af spalter til rådighed for KGB) er det så i denne omgang Lars Løkke, der belyves af Nina.

Ubemærket racisme

København, september 2014: Venstres formand Lars Løkke Rasmussen tager ordet på DI’s topmøde om udenlandsk arbejdskraft. Han er en lille mand med stribet slips og dyrt, omend lidt krøllet jakkesæt, og hans ord er et billede på den smålighed, der har overtaget storsindets plads i den danske nationalånd. I taler og Q&A viderefører Venstres formand retorikken fra det borgerlige udlændingeudspil, der virker skræddersyet til at lukke Danmarks dør i hovedet på dem, der tror på Mohammed og ikke på Jesus. Ja, lukke døren i hovedet på dem, der er anderledes end majoriteten. Løkke forklarer, at systemet selvfølgelig skal have en vis fleksibilitet, for hvis en »kristen somalier«, der er »uddannet fra Sorbonne«, vil til Danmark, skal det selvfølgelig være muligt.

Den tager vi lige igen: Hvis en »kristen somalier«, der er »uddannet fra Sorbonne«, vil til Danmark, skal det selvfølgelig være muligt.

Med disse ord understreger Løkke, at Danmark ikke længere skal forbindes med solidaritet og tolerance, men med kristendom og dyre uddannelser. En ubehagelig udvikling i sig selv, men endnu værre er, at disse ord er gået ganske ubemærket hen. Et enkelt tweet af Ida Auken er, hvad det er blevet til – de 1.000 andre deltagere samt de utallige medier, der var til stede, lod kommentaren hænge i luften.

Vi har glemt forargelsen

Denne form for diskriminerende tale er blevet hverdagskost i en debat, der er blevet så giftig, at danskerne har udviklet resistens over for småracistiske udtalelser. Interessant nok var det en udlænding, der rigtig bed mærke i Løkkes dybt generaliserende og usympatiske kommentar. Den britiske journalist Alex Forrest beskrev i en afsluttende paneldebat på DI’s topmøde sin enorme overraskelse over tonen i den danske integrationsdebat. Især over »hr. Rasmussens« retorik: »Selv det mest højreorienterede parti, UKIP, (…) ville aldrig bruge den terminologi, der er blevet brugt i dag. Såsom at sige, at man kunne byde nogle velkomne, men man ville være mere tilbageholdende over for folk fra Somalia. Den slags sprog ville aldrig blive brugt.«

Efter mere end et årti med fremmedfjendsk retorik skal der nu så meget til at forarge os, at vi har brug for udlændinge til at minde os om det. Vi har slået verdensrekord i hverdagsracisme, og vi har ikke selv opdaget det.