Mattias Tesfaye

Pædofili- og shariastøtte

Inger Støjberg har måske, måske ikke, været lidt for hurtig til at hive politisk stik hjem i forbindelse med hun satte en stopper for samlivet i muhammedanske ægteskaber mellem voksne mænd og mindreårige piger.

Tilgengæld er den islamofile venstreekstremefløj kammet over ved udsigten til en lille bitte chance for at få fyret Støjberg som “integrations”minister, og arbejder nu hårdt for at udnytte chancen, uanset at man kommer til at bakke op om sharia og pædofili. Fra JP.dks artikel om, endnu, et forestående samråd om sagen:

I svaret står der således bl.a.,… »det ikke kan udelukkes, at adskillelse af et eksisterende familieliv i helt særlige tilfælde konkret vil kunne være i strid med retten til familieliv efter artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention«.

…Vi har altså gået rundt i den vildfarelse, at ministeriets praksis med at adskille disse her par var ok, selv om både Statsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet har vidst, at det ikke var tilfældet,« siger udlændingeordfører Mattias Tesfaye.

…Enhedslisten stillet flere spørgsmål til Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg. Og det gør de også nu. F.eks. mener Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, at det fortsat er uklart, hvilken rolle Statsministeriet har haft i sagen.

Og Sofie Carsten Nielsen fra de radikale undrer sig derfor over svaret fra Statsministeriet.

”Statsministeriet har jo på dette tidspunkt i flere måneder ligget inde oplysninger om, at der kan være tale om en ulovlig praksis.

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen har tidligere, tilbage i 2001, opereret som führe for en islamokommunistisk moddemonstration vendte mod jihadvoldtægtsmodstandere, til TV-Stop bl.a. udtalte:

Johanne‘: Vi vil vise dem at det er forkert det vi gør, eh det de gør, og er uenige i deres budskab og at eh, det er forkert at slå en demonstration op på eh, at man er imod massevoldtægten, når det man i virkeligheden er, er racister og nazister.

Johanne‘: Ud fra det de siger, så er de jo hårde racister, som mener at eh, at alle flygtning / indvandrere skal ude af landet, og de går også med, med, Dannebrog forrest, eh som forreste banner.

Tillæg: Inger Støjberg om Stine Bosse på BT.dk.

Advertisements

Stueurenheden genbesøgt

Mattias Tesfaye har et indlæg i BT, hvor han er omkring nazistbarnet Poul Nyrups stueurene udtalelse om DF tilbage i 1999, kun 87 dage før Y2K, denne fantastiske dag, hvor de nye tider omsider skulle bryde igennem, humanismens åsyn skulle blive klart for alle og muhammedanerne ville glemme alt om jihad, både mod hverandre og de vantro.

Tefaye forsøger på, at rehabilitere udtalelserne ved, at minde om, hvor afskyelige holdninger DF har, bl.a. vil man retunere udlændinge, der involvere sig i kriminalitet, inklusive deres familier. Tesfaye skriver bl.a.:

Stueren, stod der med kæmpe bogstaver på forsiden af Berlingske. Der var også et billede af den nyvalgte formand for Folketinget, Pia Kjærsgaard. Hendes væg-til-væg smil fyldte halvdelen af mit morgenbord. Tak for kaffe.

Stueren? Igen og igen er Poul Nyrup Ramussens gamle citat blevet brugt i omtalerne af Dansk Folkeparti. Som regel er det DFs egne spindoktorer og politikere, der husker os alle sammen på det. Men hvor mange kender egentlig baggrunden for den daværende statsministers udtalelse?

Altså: De kriminelle unges forældre og søstre skal også hjem på røv og albuer, når Mohammed kaster sten efter bussen? Det er ikke alene et vanvittigt forslag. Det bryder også med helt grundlæggende principper i retsstaten. Vi kan diskutere, hvor hårdt og hvor længe vi straffer. Fair nok. Men ethvert oplyst menneske må stå fast på, at vi kun står til ansvar for vores egne handlinger.

Da Pia Kjærsgaard få uger efter gentog sit forslag fra Folketingets talerstol, valgte Nyrup at sige de berømte ord: ’Set med mine øjne: Stuerene, det bliver I aldrig.’

Det er forståeligt, at Pia Kjærsgaard nyder at genfortælle den sidste del af historien med sig selv placeret i offerrollen. Sådan arbejder en rutineret og snu toppolitiker med sans for dramatik og moderne medier.

Tesfaye hænger fast i den bizare juridiske ide, at danmark blot er et geografisk territorie, hvor hvem som helst, ikke mindst muhammedanere, har ret til at slå sig ned, uanset omkostninger, det være sig ikke mindst ikke-økonomiske for den oprindelige befolkning. Det er det ikke, og et tilstået privilegie, som der er tale om, f.eks. en opholdstilladelse eller et statsborgerskab, er en administrativ tilståelse, der kan fjernes igen. Uden begrundelse.

Og han hænger fast i noget andet.

Nemlig, at Nyrups udtalelse skulle være en reaktion på urimelige krav fra DF. Det var den ikke. Der var tale om en omhyggeligt planlagt reaktion på, at vælgerne i stort tal skred fra de landsforræderiske socialdemokrater til Dansk Folkeparti.

Lidt citater fra den debat i Folketinget, hvor Nyrup med vilde hadefulde øjne udtalte:

Uanset hvor mange anstrengelser I gør jer, stuerene bliver I aldrig, set med mine øjne!

Først Nyrup, før og efter “stuerene”, men han var ikke den eneste til, at bruge ordet, radigalningen Jørgen Estrup og den færdselskriminelle Jacob “Speedy Gonzales” Buksti var der også. Udskrift af hele debatten hos Folketinget:

Nyrup:

Så gjorde hr. Jørgen Estrup ligesom hr. Jacob Buksti nogle meget grundlæggende bemærkninger om, hvorfor vi er politikere og om regeringens menneskesyn, og det vil jeg gerne bruge som afsæt til bemærkninger til Dansk Folkeparti. Hun kom til landet for godt 50 år siden, hun flygtede fra Ungarn, hvor kommunisterne hærgede, og hun fik et godt liv i Danmark. For vi havde sympati for hende, og vi forstod, hvorfor hun flygtede. Godt nok var hun katolik, og nogle mente, at når hun nu kom fra Ungarn, så var hun nok en slags sigøjner, men de 50 år gik egentlig meget godt, og på sine gamle dage kunne hun se tilbage på et liv med en dansk mand, der nu er død, en børneflok på 4 og 12 børnebørn. De fleste klarer sig godt, men der er én enkelt undtagelse. Dette ene barnebarn, apropos hr. Jann Sjursen, er narkoman. Og i sin daglige kamp for den daglige dosis sker det mere og mere, at han slår mennesker ned for at få penge. Det gør ondt at vide for den bedstemor, der kom fra Ungarn for 50 år siden, at hendes barnebarn er voldelig, kriminel og efterhånden opholder sig mere inden for end uden for fængslets mure. Hun var heldig, den gamle, fine dame fra Ungarn. Hun kom til Danmark, før fru Pia Kjærsgaard holdt landsmøde i Odense, og sagde – jeg tillader mig at citere: »Dansk Folkeparti foreslår, at i tilfælde af, at en anden- eller måske tredjegenerationsindvandrer gentagne gange begår kriminalitet, og ingen opdragelse er mulig, ja, så hjemsendes og repatrieres ikke alene den pågældende, men hele hans familie. Det er det eneste, de har respekt for.« Der er mange anden- og tredjegenerationsindvandrere i Danmark i dag, og man kan i hvert fald sige om den gamle bedstemor fra Ungarn: Én trøst er, at hun da i det mindste ikke skal rejse hjem helt alene.

For der ligger jo også i Dansk Folkepartis politiske tilgang til det her et forsøg på at bygge frygt og had op i den danske befolkning, hvilket er udansk, uacceptabelt og fremmedfjendsk. Sådan er udlændinge i Danmark ikke, og sådan er danskerne heller ikke. Og det går ikke alene ud over de stakkels mennesker, det går også ud over den palæstinenser, der er cykelsmed og god til det; det går ud over den bosnier, der er jordbærproducent og god til det; det går ud over den tyrkiske grønthandler, der selv ud over almindelig arbejdstid smiler til én, når man kommer og skal have friske grønsager. Vi har brug for de mennesker, og vi har brug for, at flere, der har et fremmedklingende navn som baggrund, kommer i arbejde i Danmark. Jeg synes, jeg må sige det sådan i dag. Jeg blev spurgt af fjernsynsfolkene udenfor, om jeg synes, stemningen i den her debat havde været hadsk. Det kommer an på, hvordan man ser på det. Når man diskuterer så principielle spørgsmål, som vi har diskuteret i dag: om menneskesynet, om, hvorvidt der skulle være forskel på, om man nu har aner fra et fremmed land eller man ikke har, selv om man er dansk statsborger, så kan jeg godt forstå, at der bliver sagt meget barske ting heroppefra. Og jeg synes, at de alle sammen var velbegrundede, og derfor siger jeg til Dansk Folkeparti:
Uanset hvor mange anstrengelser I gør jer, stuerene bliver I aldrig, set med mine øjne! Jeg vil så runde af og komme tilbage til mit udgangspunkt. Den tale, jeg holdt i tirsdags ved afskeden med det 20. århundrede, handlede om vores værdier og vores livskraft i vores samfund. Den tale var baseret på pligter og rettigheder. Den tale var baseret på, at pligter og rettigheder omfatter os alle sammen, ikke alene dem, der er danske, for vi er danske alle sammen, men også dem, der har et fremmedklingende navn, og ikke alene dem, ikke alene den enlige mor nederst i samfundet, men også virksomhederne og dem øverst i samfundet.

Jørgen Estrup:

Jeg har bedt om ordet her i anden runde helt og aldeles og udelukkende for at takke statsministeren for en befriende klar tale. Den melding, som vi andre har søgt hele eftermiddagen fra Venstre, har vi ikke kunnet få. Den fik vi så så klart og utvetydigt, som det overhovedet kan siges om politisk indflydelse i dansk politik: I bliver aldrig stuerene. Det var en klar, klar melding, som jeg gerne havde hørt også fra Venstres side.
Må jeg så blot føje til: Det havde klædt debatten, om fru Pia Kjærsgaard havde været til stede og taget den nu.

Jes Lunde (Waffen-SF):

Jeg kan forstå på hr. Thulesen Dahl, at man i Dansk Folkepartis folketingsgruppe var klar over, at uvejret var undervejs. Man har så oplevet det her i dag. Man har haft en enestående chance for at sige, at man er blevet misforstået, at det tåbelige forslag, det fuldstændig vanvittige forslag, umenneskelige forslag, der har været debatteret hele dagen, bygger på en misforståelse, og at det trækker man tilbage. Den enestående chance har man ikke formået at bruge, og derfor hænger skammen ved fra nu af og i meget, meget lang tid.

Jacob Buksti (S):

Jeg kan trøste fru Pia Kjærsgaard med, at jeg heller ikke havde forestillet mig, at fru Kjærsgaard overhovedet tog sig af, hvad jeg sagde. Det ville have overrasket mig meget, men jeg vil gerne så alligevel tillade mig at spørge fru Pia Kjærsgaard, hvordan fru Pia Kjærsgaard forestiller sig, at Dansk Folkeparti skal gøres stuerent.

Hvordan og hvorledes vil man forestille sig, at det borgerlige Danmark skal kunne bygge på et parti som Dansk Folkeparti, som i sit menneskesyn har en så grænseløs primitiv form for muslimerhad – det er jo det, det handler om – når man kan skrive ledere i Dansk Folkeblad om, at Kosovoindsatsen fra NATO var en indsats til fordel for muslimerne og mod de kristne, et omvendt korstog? Og når man laver en ældrepakke, hvor det jo er sådan, at loftet for udgifterne for Dansk Folkepartis indsats er himlen, så er det selvfølgelig kun for de ældre danskere. Det er simpelt hen for ringe. Jeg væmmes.

Kristian Thulesen Dahl (DF):


Jeg skal for det andet spørge statsministeren, hvad i alverden der blev af de klare meldinger om euroen. Vi har flere gange her fra talerstolen i dag forsøgt at få afæsket de forskellige partier den minimumsperiode, der skal gå, fra en folkeafstemning bliver udskrevet, til den bliver afholdt. Har statsministeren slet ikke nogen holdning til det, eller er det sådan noget, der skal komme som en tyv om natten hos den danske befolkning? Når der er tre meningsmålinger, som statsministeren tror på, der siger ja til at afskaffe kronen, så tager man hurtig afstemning! Det synes vi er uværdigt.
Endelig skal jeg sige til statsministeren: Ja, så slap katten ud af sækken. Det var statsministerens kat, og den var som forventet. Vi havde jo fra morgenstunden læst i Aktuelt, statsministerens partiavis, at den socialdemokratiske folketingsgruppe på et gruppemøde her inden åbningsdebatten havde diskuteret, hvordan man kunne imødegå Dansk Folkepartis vælgerfremgang. Og den måde, man ville imødegå den på, var ved, at man her under åbningsdebatten skulle tale om menneskesyn og skulle prøve at tage afstand fra et forslag, som vi har diskuteret på vores årsmøde. Og man må jo i sandhed sige, at åbningsdebatten også har været kendetegnet ved, at man har diskuteret det forslag, og det er vi såmænd slet ikke så kede af endda.
Om det så stopper vælgerflugten fra Socialdemokratiet til Dansk Folkeparti, er jo en helt anden sag, men det kommer jo an på, om statsministerens rådgivere har set rigtigt i det spørgsmål. Vi vil i hvert fald vedblive med at bruge dannebrog, også selv om statsministeren synes, at det er usmageligt, og hvad der ellers er blevet sagt. Mage til gang manipulation fra statsministerens side, som vi var vidne til heroppefra for et øjeblik siden, skal man lede længe efter.
Og jeg skal da også hilse og sige fra de steder, hvor Dansk Folkeparti sikrer gode socialdemokrater magten, har man et helt andet udgangspunkt for samarbejdet med Dansk Folkeparti. Dér er man faktisk glade for det, ikke alene i Københavns Amt, som vi tidligere har været inde på, men også
i provinskommuner, og såmænd også i Fyns Amt, hvor det er Dansk Folkeparti, der sikrer, at der sidder en radikal amtsborgmester – det har den radikale Karen Nøhr vist slet ikke noget imod – og det er jo ikke, fordi de mennesker i Dansk Folkeparti, der støtter de her socialdemokrater rundtomkring eller radikale amtsborgmestre, er grundlæggende uenige i Dansk Folkepartis udlændingepolitik. Dér kan man altså godt bruge os. Dér er det nok ikke så galt endda. Der var én ting, som statsministeren overhovedet ikke kom ind på i sin tale, og det syntes vi var lidt forunderligt, og det var voldsstatistikken.
I tirsdags under åbningstalen brugte statsministeren megen tid på at forklare, at man skulle imødegå volden i samfundet, bandekriminaliteten osv. Hr. Jacob Buksti har så forsøgt at give indtryk af, at volden slet ikke er så kraftig, at det slet ikke er så stort et problem, ved stort set at negligere det emne i dag. Men man kan ikke komme uden om – og det kan regeringen heller ikke – at antallet af voldstilfælde i det danske samfund er stigende. Det gælder den almindelige vold, og det gælder den grove vold. Og jeg synes ærlig talt, at det ville klæde statsministeren, hvis statsministeren i stedet for at have så travlt med at klage og anke over de forslag, vi kommer med, ville gøre noget mere ud af at fortælle, hvad regeringen vil gøre ved de store problemer, som det danske samfund står i. Det hørte vi desværre ikke meget om i statsministerens afsluttende bemærkninger.

Så Tesfaye har sådan set ret. Journalisterne skulle interessere sig noget mere for den sammenhæng nazistbarnet Poul Nyrup holdt sin stueurene tale i. Men så kommer man ikke uden om, at hele det Socialdemokratiske spinapparat og mediernes medvirken.

Diverse citater.

Pia K til Des-Informations David Rærlig, 1998:

‘Det Ny Højre’ er en dækkende betegnelse for hendes parti. “Naej… Jeg betragter ikke mig selv som højre. Det virker meget liberalistisk. Nul-skat og alt det dér. Jeg kommer til at tænke på Anders Fogh.”

Hvordan vil du så beskrive dig selv?

“En mellemting mellem en socialdemokrat i 1930’erne og en god konservativ.”

Hjælpe de svage

Bortset fra det med udlændinge og EU, hvad står Dansk Folkeparti så for?

“Socialpolitikken. Vi skal kunne hjælpe de svage. Jeg har arbejdet som hjemmehjælper. Det vil jeg til enhver tid trække frem. Navnet ‘Dansk Folkeparti’ er valgt primært for at vise, at vi varetager danskernes interesse. Jeg synes, vi beskæftiger os med alt muligt andet her i landet. Vi bruger mere tid på, hvordan udlændinge har det i Danmark, end hvordan danskerne har det.”

De fleste politikere har noget, der driver dem, noget, der får dem til at tikke. Hvad får dig til at tikke?

“Netop det sociale. Det var den sociale indignation, der fik mig ind i Fremskridtspartiet i 1978. Da var der ikke snak om udlændinge. Staten blandede sig i mere og mere. Skatterne steg og steg. Flere og flere fik det dårligt. Det var svært at få dét til at hænge sammen. Sådan er det stadigvæk. Flere og flere falder igennem. Posemænd og posedamer. Det kendte jeg ikke i min barndom på Østerbro.

Når man cykler, som jeg gør, ser man mange førtidspensionister mellem 20 og 30 år, der bare sidder på bænkene. De ligner nogle, der aldrig kommer ind i et fornuftigt liv. Eller purunge piger, der tigger til narko. I dag hænger det lidt sammen med udlændinge. Da jeg meldte mig ind i ’78, gjorde det ikke.”

Hvem snakker?

Jamen, er det ikke dig, der snakker om udlændinge hele tiden i stedet for at tale om danskere, der har det dårligt?

“Nu er danskerne – og politikerne – begyndt at tale om udlændinge. Det gjorde jeg allerede i 1987. Og nu hedder det sig, at jeg rider med på en populistisk bølge. Okay, det har været en stor del af debatten. Dansk Folkeparti har været et vigtigt parti. Men det ville være velgørende, hvis man på samme vis kunne koncentrere sig om de dårligst stillede. Ekstra Bladets næste kampagne burde hedde ‘Den sociale underklasse’. Det er jo jer, pressen, der er den fjerde statsmagt.”

Tror du ikke, du selv kan sætte dagsordenen?

“Man kan forsøge, men hvis ikke du og de andre bringer det videre… Jeg vil gerne deltage i at sætte den sociale udstødelse på dagsordenen. Jeg har overvejet i en sommerferie at tage tre uger som hjemmehjælper. Det ville jeg gerne, hvis fik lov, men det får jeg jo nok ikke.”

Ville du ikke hellere udbrede et positivt budskab i stedet for det, du udbringer nu?

“Hvad mener du med ‘positivt’? Man må prøve at vende budskabet, så det er mest muligt positivt: At bevare danskhed.”

Karen Jespersen, 2015 sakset fra Urias, oprindeligt hos Berlingske:

“Socialdemokraterne og De Radikale havde regeringsmagten i 1990erne. Allerede dengang var der advarsler om de konsekvenser, som indvandringen kunne få for Danmark. Men de afviste kritikerne og ville ikke lytte. To af dem var Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen. Jeg ved det, for jeg var en af dem, de angreb.

I sidste halvdel af 1990erne begyndte problemerne med det voksende antal indvandrere og den manglende integration for alvor at melde sig. De høje sociale ydelser og de mange indvandrere på kontanthjælp var også noget, som optog mange mennesker. For eksempel Ali fra Somalia, hans kone, eks-kone og 11 børn som tilsammen fik 650.000 kroner i offentlige ydelser om året. …

Problemerne fortsatte med at vokse, og i 2000 landede de på mit bord: Jeg blev udnævnt til indenrigsminister med ansvar for udlændinge- og integrationspolitikken i Nyrups SR-regering. Og så begyndte en håbløs kamp med De Radikale, Helle Thorning, Mette Frederiksen og andre på Socialdemokratiets venstrefløj, som jeg tabte med et brag.

Det første slag om de kriminelle asylansøgere lykkedes det mig faktisk at vinde. Men det gjorde bare venstrefløjens modstand så meget desto stærkere. De kriminelle fra især en del af det tidligere Sovjetunionen var ikke reelle asylansøgere. De brugte deres ophold i Danmark som asylansøgere til organiseret tyveri, hvilket gjorde mange handlende desperate. De kriminelle skulle have deres asylansøgning behandlet, inden de kunne sendes tilbage. Derfor foreslog jeg, at de blev samlet på en ubeboet ø som det gamle asylcenter på Flakfortet. ‘Send de kriminelle til en øde ø’, skrev BT hen over sin forside, og så var fanden løs. De Radikale sagde i TV, at jeg var en belastning for regeringen, og flere socialdemokrater var også meget kritiske. Det hele endte dog med et lovforslag om frihedsberøvelse, som satte en stopper for de kriminelle asylansøgere.

Men derefter var det stort set umuligt at komme igennem med en strammere udlændinge- og integrationspolitik. Det fik jeg at føle, da jeg forsøgte at tage fat på det måske mest grundlæggende i debatten: En begrænsning af antallet af indvandrere. I 1999 havde demografen P.C. Matthiessen i en stort opsat artikel i Jyllands-Posten advaret mod en uændret tilstrømning af indvandrere til Danmark. Hvis der ikke blev strammet op, ville sammensætningen af befolkningen ændre sig dramatisk på få årtier. Jeg ville have regeringen til at oprette en kommission til at se på antallet af indvandrere, og hvad man kunne gøre. Men det blev afvist af regeringens koordinationsudvalg.

Det var også nærmest umuligt at få en debat om, hvad integration egentlig vil sige. Efter min mening skulle integration bygge på danske grundværdier som demokrati, personlig frihed og kønnenes ligestilling. Islamisk fundamentalisme skulle identificeres og isoleres. I et interview i Berlingske Tidende tog jeg afstand fra et multikulturelt samfund, hvor kulturerne er ligestillede. Kvindeundertrykkelse kan aldrig være ligeså godt som kvinders ligestilling.

De Radikale ville have mig fyret, og medierne stod på den anden ende. I Socialdemokratiet var det også slut med at tale om stramninger. Det fik jeg klar besked om på et seminar for socialdemokratiske topfolk i Havnsø. Flere andre gjorde, hvad de kunne for at stoppe forsøgene på at stramme udlændingepolitikken.

To af dem var Helle Thorning, som var medlem af EU-Parlamentet, og Mette Frederiksen, der var folketingskandidat. De var aktive på interne møder med advarsler. Og sammen med to andre skrev de blandt andet, at de ønskede at ‘stoppe den endeløse og ligegyldige diskussion om danskhed contra ikke-danskhed’.

I november 2001 var der folketingsvalg. Jeg forsøgte at få en stramning af reglerne for familiesammenføringer med i valggrundlaget, men forgæves. Socialdemokraterne og De Radikale tabte valget med et brag. To dage efter udkom BT med en forside, hvor der med store bogstaver stod: ‘Karen er skurken’. Det var Mette Frederiksen, som netop var valgt ind i Folketinget, som mente, at jeg var skyld i valgnederlaget.

Tillæg:

Det er ikke kun Tesfaye, der igang med Nyrups berygtede tale. På Des-Information er Niels Barfoed, også igang med, at give Nyrup en gang hattelak som rehab. Og da han vælger samme temaer og vinkler som Tefaye så giver det selvfølgelig anledning til spekulation, nemlig om den socialdemokratiske propagandaenhed har rundtsendt inspirationsmateriale til særligt udvalgte. Der hersker ikke tvivl om Tesfayes tilhørsforhold. Barfoeds er mere søgt. Men han har gennem et, for en kulturmarxist alt for langt liv, været knyttet til kredse omkring partiet, og han har været fast skribent på nedlagte Aktuelt, hvilket normalt kun har været har været for partimedlemmer. Fra artiklen:

Hvornår det faldt, for nogle år siden eller i en eller anden fjernere uklar fortid og hvorfor – det er der ingen, der har spurgt til.

Ingen ærlig journalist, ingen ærlig redaktør finder det på sin plads bare med to ord at gøre rede for, hvad der udløste ukvemsordet, så det en fjern oktoberaften i forrige århundred røg over talerstolens rampe på Christiansborg.

…der var én lang forhånelse af Socialdemokratiet, en dommedagsprædiken over det kriminalitetsredne Danmark (indvandrerbanderne!) …

Socialdemokraten Jacob Buksti syntes, der var noget, der manglede. Havde fru Kjærsgaard ikke glemt at komme mere konkret ind på et bestemt forslag? Han beder fru Kjærsgaard uddybe: »Hvis jeg ikke misforstod udtalelsen fra Dansk Folkepartis årsmøde her i weekenden, så opfattede jeg det sådan, at fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti gjorde sig til fortalere for det synspunkt, at hvis en indvandrer gør sig skyldig i kriminalitet, så skal familien i tre generationer – i tre generationer – udvises fra Danmark.

Også her markeredes et lille forbehold med understregningen: … set med mine øjne.

Nu? Nu er Pia Kjærsgaard måske den stuereneste politiker, Danmark har.

Der er stor forskel på Barfoed og Tesfayes artikler, men temaer og vinkler følges ad nærmest synkront.

UH har det gæt eller spekulation om man vil, at tilbage i 1999 havde socialdemokraterne, radigalningene og Waffen-SF forud for Folketingets åbning planlagt et “all out” angreb på DF gående på “menneskesynet”. Nyrup havde på det tidspunkt en spindoktor og taleskriver ved navn Billy Adamsen. Stilen i talen passer godt på ham, og ingen har vidst nogensinde mistænkt Nyrup for selv, at skrive taler. Desuden er det i nettets afkroge bragt i forslag, at der kunne være tale om den berygtede Peter Mogensen.

At der har været en eller anden form for planlægning, bekræftes af, at DF allerede vidste de ville blive udsat for et angreb. Det havde de, jf citat fra folketingsdebatten ovenfor, læst i “Aktuet”, hvor Barfoed på dette tidspunkt, i øvrigt var fast skribent. Spørgsmålet bliver hvem der udtænkte og iværksatte angrebet. Gættet herfra er Mogens Lykketoft. Nyrup selv er, som Pia Kjærsgaard så indsigtsfuldt påpeger, svag som person, og ville næppe gøre det selv. Barfoed fremstiller det på den måde, at det var noget Jacob Buksti fandt på under åbningsdebatten:

Til slut spørger Buksti: »Hvordan og hvorledes skal vi lovfæste arvesynden i Danmark?«

Jeg tror, at var Buksti ikke kommet i tanker om at benytte lejligheden til at trække Dansk Folkepartis ordfører yderligere i åbningsdebattens manege med hendes planer, ja, så ville der nok ikke have været noget »stueren«!

Hvilket vi kan udelukke skulle være tilfældet.

Det er egentligt overraskende, at Nyrup gennem de 16 år der er gået har affundet sig med, at tage tæskene alene. Men dels blev han i første omgang belønnet med en velbetalt tjans i EUSSR parlamentet, samt en formandspost hos de europæiske socialistpartier, hvor han bl.a. præsiderede over de diktatorerne Ben Ali og Mubarak, hhv Tunesien og Ægypten, i begyndelsen. Sidenhen hedder det sig, har han et “kontor”. Hvem betaler? Og hvad laver de på det kontor?

Nu ser det så ud til, at han skal rehabiliteres. Mon ikke den næste artikel bliver af Carsten “Ulfeldt” Jensen i Samarbejds-Politiken?